Lyt. Prøv at lytte til sangen. Det her er ikke den slags historie, vi plejer at lave på Zetland. Det er en historie, der bedst kan fortælles med musik. For den handler om musik – om musik som kilde til håb i en krig. Om en kamp for nu at få den musik ud i verden. Så i stedet for at læse vil jeg anbefale, at du lytter. Bare tryk på play-knappen.

Der findes et børnekor i Kyiv ved navn Shchedryk. Det er Ukraines nok mest anerkendte børnekor, og de har vundet adskillige priser rundtom i verden. Koret har stået på scener i Canada, USA, Sverige og ja, i både Rusland og Ukraine. Når de optræder, er børnene klædt i hvidt og sort, pigerne har fletninger, og mens de synger, svajer de frem og tilbage til musikken.

I år havde koret så planlagt en stor turné ud i verden i anledning af dets 50-årsfødselsdag.

Men så kom krigen.

Saul Zaks er en dansk-argentinsk-israelsk dirigent, der er kunstnerisk leder for en vigtig ungdomsmusikfestival i Wien. Han husker tydeligt første gang, han så koret optræde for nogle år siden. “Jamen, nu bliver jeg emotionel. Nu bliver jeg virkelig rørt. Det er meget unge mennesker, men de har en sangteknik, som er fuldstændig unik,” siger han.

“Pludselig, når de åbner munden, kommer klangen ud. Du tror ikke, det kommer fra disse børn. For det er så moden en klang, så ikke-poleret. Det er en varm klang. Det er fra en anden planet,” siger han. “Hvordan sætter man ord på klang? Fantastisk er for lidt at sige, det er næsten magisk.”

Den 24. februar satte Ruslands invasion med ét slag en stopper for korets planer om at indspille en masse musik og rejse ud i verden på deres store jubilæumsturné. Ukraine var under angreb. Og børnene og deres familier blev spredt. Nogle børn flygtede. Andre søgte ly i deres hjem. De ældste blev frivillige i krigen.

“Vi havde mange planer,” forklarer en repræsentant fra koret. “Nu lever vi i en anden dimension.”

Bombeangrebene gjorde det alt for farligt for børnene at mødes og synge sammen. Krigen havde knust korets mulighed for at lave musik.

I det øjeblik Saul Zaks hørte om invasionen, besluttede han at gøre noget. “Jeg tænkte: ‘De voksne tager ud og kæmper. Børnene skal bare væk,’” husker han. Lynhurtigt fik han gennem en dirigent-kontakt i Polen organiseret en bus med 59 pladser. Den kunne køre til Ukraine og fragte dem til Danmark.

“Ved grænsen ville vi vente med tæpper, mad og alt, de har behov for. Og så kører den bus stille og roligt til Danmark.” Saul Zaks begyndte at planlægge indkvartering på en skole i Aarhus, hvor han bor.

Men så hørte han fra Tanya, der repræsenterer Shchedryk-koret internationalt. “Hun skrev, at børnene allerede var spredt ud over hele Kyiv. De kunne ikke øve. Deres kor-hus var utilgengængeligt på grund af bombeangrebene. Hun kunne ikke se, at det kunne lade sig gøre.” Det var helt umuligt at få børnene eller deres familier ud.

Men så var det, de fik en anden idé.

For nogle dage siden kom Sofie Flagstad forbi min plads på redaktionen. Hun er medlemmernes primære kontakt på Zetland – hun modtager hver dag tips og forslag til mulige nye historier fra medlemmerne. Den slags forslag sender Sofie typisk bare ud på redaktionen digitalt, men nu stod hun selv der ved siden af min plads. Der var et særligt historie-forslag, hun følte, hun var nødt til at tale mere om. Sofie havde fået sendt et stykke musik.

Det fører os tilbage til den idé, koret i Ukraine havde fået. Hvad nu, hvis de – når de nu ikke kunne synge sammen eller tage ud i verden sammen eller bare flygte sammen – kunne sende noget musik ud i verden?

Koret havde nemlig nået at indspille to sange i Skt. Andreas Kirken i Kyiv, inden det blev umuligt på grund af krigen. Det var to vuggeviser. Tanya fra børnekoret spurgte Saul Zaks, om han ville påtage sig ansvaret for at prøve at få sangene ud i verden. Det ville han.

Derefter ringede han ind til Sofie på Zetland og sendte hende korets to sange.

“Jeg forstår ikke ukrainsk, men når man lytter til deres sang, er det, som om det hele giver mening på det højeste plan,” siger Saul Zaks. “Derfor har jeg sendt sangen. For så kan enhver person leve sig ind i de toner og selv finde en beskrivelse af det, de føler. Det, musikken her gør ved mig, er ret unikt.”

Noderne til vuggeviserne gik også tabt efter russernes angreb. Men Marianna Sablina, korets dirigent, har skrevet dem igen i hånden under krigen. “Hun har sendt mig et håndskrevet partitur fra en bunker i Kyiv,” siger Saul Zaks.

Jeg ville gerne tale med børnene fra koret. Det har været umuligt, for de er på flugt eller søger ly i lejligheder, kældre og bunkere. Jeg ville gerne have talt med korets dirigent. Det har været umuligt, for hun passer på sine forældre.

Jeg ville gerne have talt med korets internationale kontakt, Tanya. Hun svarer via mail: “Når vi lever med truslen fra bombeangreb, har vi hele tiden travlt. For vi kan kun lægge planer en dag frem. Hvis vi vågner i morgen. Vi har en anden fornemmelse for tid nu. Vi arbejder med de ting, der haster i vores liv. For alle ved, at mennesker og børn dør i krige.”

Derfor er der ikke mulighed for at snakke.

Vi har kun musikken, de har sendt. Så lad os fortælle videre med den.

Den første vuggevise hedder Vugger solen i søvn. Børnene synger kun et ord i hele sangen: sol. Men de synger ‘sol’ på 17 sprog. Japansk, for eksempel. Fransk, georgisk, tyrkisk, abkhasisk, tysk, gammelt egyptisk. Russisk. Og ukrainsk. Sol. Sol. Sol.

Den anden vuggevise er en ukrainsk folkesang. Den handler om drengen Romtsiu, der får fortalt eventyr af sin bedstemor. En lille kanin går forbi huset. Og så synger drengens mor ham i søvn.

“Den starter med en helt enkel stemme, næsten offstage. Stemmen synger på den mest naivt umiddelbare måde en folketone – en vuggevise – som er strofisk. Det vil sige, at det er den samme melodi igen og igen,” siger Saul Zaks. Men hver gang den melodi kommer, bliver den belyst som et prisme på nye måder fra de andre stemmer i koret. Melodien er den samme, mens harmonierne i resten af koret skifter og farver melodien på nye måder.

Der findes et maleri af Claude Monet af en fransk katedral, hvor han maler det samme vindue – og den samme katedral-facade – mange gange. Men hver gang han har malet det, er det i en anden farve. “Og det er præcis det samme her,” siger Saul Zaks. “Det samme hovedmotiv – vinduet, eller melodien, som barnet synger. Og hver gang den melodi gentages, er det i en anden farve, i en anden konstellation, som om det hele flytter sig, uden at flytte sig. Uden at fjerne os fra fokus.”

“Så når sangen en form for højdepunkt, så kommer den tilbage, og så dør den. Så er det, som om den forsvinder på samme måde, som den startede,” siger han.

Igennem verdenshistorien har musik – og korsang – spillet en rolle under krige. Under besættelsen herhjemme sang folk alsang, en slags fællessang, der viste modstand og skabte samhørighed. Der blev skrevet sange, der mellem linjerne handlede om frihed fra tyskerne.

I England sang soldaternes koner i kor under Første Verdenskrig. Og under Afghanistan-krigen for nylig havde briterne hustru-kor på en stribe militærbaser rundtom i verden.

Et jødisk kor fra Serbien har overlevet i 136 år trods holocaust. Koret var stille under Anden Verdenskrig, hvor mange jøder endte i koncentrationslejre og blev dræbt. Men efter krigen vendte nogle få af dem tilbage fra lejrene til Beograd og søgte som det første til deres gamle kor-hus. Øvelokalerne blev en slags samlingspunkt, hvor splittede familier og forældreløse børn prøvede at finde hinanden.

Tre år efter krigen optrådte koret igen. Flere af sangerne mødte den mand eller kvinde, de blev gift med, i koret.

Andre jødiske komponister skrev musik i koncentrationslejrene. Flere af dem døde i lejrene, men deres musik blev smuglet ud som krøllede noder eller i hukommelsen hos overlevende.

Også i Ukraine under Anden Verdenskrig, hvor jøder blev grusomt forfulgt, blev der sunget. Årtier senere fandt forskere sange om modstand og håb i sovjetiske arkiver. De fandt sange, der lød som vuggeviser. En af dem var en tiårig forældreløs jødisk dreng, Valya, der i 1945 sang på jiddisch: “Åh mor, vil du putte mig i nat.” Nærmest som et ekko af Shchedryk-korets vuggevise i dag.

“I disse tragiske situationer har man fundet frem til musikken som et middel til at kunne vise, hvorfor vi er her, og hvad meningen er med at være her på denne jord,” siger Saul Zaks. “Og når det kommer fra et barn, når det kommer fra et flugtbarn, bliver den konstellation endnu dybere.”

Lige nu, under krigen i Ukraine, vrimler det med eksempler på musikkens kraft.

Landets måske største rockstjerne, Svyatoslav Vakarchuk, rejser rundt og spiller på hospitaler, ved frontlinjen og for flygtninge ved togstationer. “En af historiens farligste rock-turnéer,” lød en overskrift.

Ukrainere spiller alt fra Bach på cello foran sønderbombede bygninger til punk-klassikeren London Calling – bare omskrevet til Kyiv Calling som en slags kald på hjælp. I moderne krige er musik – og ikke mindst virale videoer af musik – et afgørende våben i kampen om verdens opmærksomhed og støtte.

Men mest af alt hjælper musikken dem, der lider midt i krigen. En violinist fra Kharkivs Opera, Vera Lytovchenko, laver improviserede koncerter i en kold beskyttelsesklæder, kun oplyst af stearinlys. Så spiller hun Tjajkovskij for naboerne, mens sirenerne hyler.

“Min musik kan vise, at vi stadig er mennesker,” har hun sagt til The New York Times. “Vi er ikke blevet til dyr. Vi har stadig vores musik, og vi har stadig vores håb.”

Så hvorfor er det vigtigt, at børnekorets musik kommer ud i verden? “Det er, fordi det efter min mening er det eneste, der kan stoppe krigen,” siger Saul Zaks. Han ved godt, det lyder naivt. Men. For nylig optrådte et symfoniorkester i Kyiv på en plads i byen, midt under krigen. Musikerne så meget små og frysende ud. De stod der og spillede, helt udsatte i det åbne – i en by, der ofte bliver ramt af russiske missiler.

Den slags musik giver håb, siger Saul Zaks. De to vuggeviser fra Shchedryk-koret giver håb. For de fortæller noget, som ord ikke kan fortælle.

“Klangen kan man ikke dræbe. Den kan man ikke dræbe. Der er så mange budskaber i de toner.”

Saul Zaks fortæller, at han har fået en FN-organisation til at ville spille musikken til en konference i Dubai. Det er ét lille skridt imod at få verden til at høre sangene.

“Jeg får næsten lyst til at sende musikken til dem, der bekriger hinanden. Jeg tror på, at dybt, dybt inde i dem selv kan den her musik hjælpe dem til at finde noget, som vil få dem til at stoppe,” siger Saul Zaks.

Ved siden af de to sange har korets dirigent, Marianna Sablina, skrevet en kort tekst. Der står, at børnene nu er spredt over hele verden. “Vi ved ikke, om vi nogensinde kan samle koret,” skriver hun. “Det er derfor, vi ikke vil have vores musik tabt i tågen og brandene fra den her forfærdelige krig.”

Det her er første forsøg på at få sangene ud. Forhåbentlig er det kun en begyndelse.

Med linket nedenfor kan du lytte til begge sange i deres fulde længe. Vi opfordrer til, at du deler artiklen så meget som muligt, så musikken kan komme så bredt ud som muligt. Tak.