Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Gå ikke i panik. Men lad os lige tale om de atomvåben

Hvis vi forstår, hvad vi har med at gøre, kan vi bedre håndtere frygten.

Illustration: Julie Ravn Hansen for Zetland

Jeg havde en deprimerende samtale den anden dag. Den handlede om civilisationens udslettelse, eller i hvert fald den teoretiske mulighed for det. Anledningen var, at Vladimir Putin to gange har talt højt om Ruslands atomvåben, siden han invaderede Ukraine, og det er altid ufedt, når nogen taler højt om deres atomvåben. Jeg er født en måned før Berlinmurens fald og vokset op i en historisk puppe af fred og tryghed. For mig har ordet atomvåben antaget en næsten mytisk karakter. Det var et skræmmende spøgelse fra fortiden, som man ikke længere talte om. Men jeg kunne mærke, at denne karikerede forestilling ikke gjorde noget godt for mig. Jeg havde brug for at forstå, hvad vi havde med at gøre, for bedre at kunne håndtere min frygt, og det tænkte jeg, at andre måske også havde. Det er den her artikel et forsøg på.

Klokken havde lige passeret midnat, da der skete det, der ikke måtte ske. Det var en septemberaften i 1983, og den kolde krig var ekstra kold. Stanislav Petrov havde nattevagten på kontrolposten Serphukov-15 lidt syd for Moskva. Det skulle egentlig have været hans friaften, men en kollega havde ringet og meldt sig syg. Petrovs opgave var at holde øje med, om amerikanerne affyrede et atommissil. Og det var netop, hvad amerikanerne nu gjorde, ifølge sovjetternes nye varselssystem. Lidt efter midnat advarede systemet om, at fem amerikanske missiler var på vej mod Sovjetunionen. Nu var Petrovs ordre klar: Han skulle straks orientere sine overordnede, så de kunne svare igen med et modangreb. Men oberstløjtnanten tøvede. Han stolede ikke helt på det nye varselssystem, og det gav ikke mening, at USA ville indlede et angreb med kun fem missiler. I stedet for at række ud efter telefonrøret sad han stivnet på sin stol og stirrede på computerskærmen foran sig, mens sirenerne hylede omkring ham.

Stanislav Petrov alarmerede ikke sine overordnede den nat. Han konkluderede, at det var falsk alarm, hvad det også var. Med den beslutning forhindrede han muligvis en atomkrig. Hvis hans kollega ikke var blevet syg, kunne tingene være gået anderledes.

Verden er i dag langt fra den til tider altomsluttende atomfrygt, som prægede tiden under den kolde krig, hvor USA og Sovjetunionen lå i konstant kappestrid om verdensindflydelse. Men de seneste uger er noget af atomfrygten vakt til live igen. Mindst to gange har Ruslands præsident, Vladimir Putin, talt om sine atomvåben i truende vendinger. Første gang var, da han annoncerede det, han selv nægter at kalde en invasion af Ukraine, og truede enhver, der kom i vejen, med konsekvenser, I aldrig har set mage til i historien.”, og så vidste tilhørerne godt, hvad han hentydede til. En uge inde i krigen satte han så Ruslands såkaldte afskrækkelsesstyrker, som inkluderer atomberedskabet, i særligt kampberedskab’. Ingen ved, præcis hvad det betyder, men det lyder ikke rart. Og det har over hele verden sat gang i spekulationer om, hvad Putin mon kan finde på. Herhjemme stiger salget af jodtabletter, som kan give et værn mod radioaktiv stråling. Noget tyder på, at vi nogle stykker, som er ængstelige.

Derfor ringede jeg forleden til den danske forsker Hans M. Kristensen, som bor i Washington D.C. i USA. Han står i spidsen for det atomare informationsprojekt under den respekterede tænketank Federation of American Scientists, der blev stiftet i 1945 af forskere fra Manhattanprojektet. Her forsker han i atomvåben: hvor mange der er, hvad de konkret kan bruges til, og i hvilke situationer de kan tænkes at blive bragt i spil. Han er med andre ord en af dem, der ved mest om atomvåben. Noget af det, der gjorde mest indtryk på mig under vores samtale, var, da han sagde, at vi kan være på vej mod en tid, hvor vi skal lære at leve med en konstant underliggende atomfrygt som den, der boede i millioner af mennesker under den kolde krig. Men vi er der ikke endnu,” pointerede han.

Dét er vigtigt, så lad os slå det fast en gang for alle: Næsten ingen forskere, analytikere og nuværende eller forhenværende politikere tror, at Putin kunne finde på at bruge atomvåben under krigen i Ukraine, og at krigen udvikler sig til en decideret atomkrig. De fleste mener tværtimod, at sandsynligheden er ekstremt lille. Hans M. Kristensen tror heller ikke, at det sker. Men han mener alligevel, det er vigtigt at forstå truslen og tage den alvorligt. Vi er i en ny fase, som begynder at have mange tegn, som minder om den kolde krig. Det er ikke på samme intensitetsniveau overhovedet, men det er stadig alvorligt og fundamentalt anderledes, end det var i 1990’erne og begyndelsen af årtusindet,” siger han.

Så lad os prøve at se nærmere på nogle af de usandsynlige scenarier, vi ikke bryder os om at tænke på.

Hvordan kunne atomvåben blive brugt under krigen i Ukraine?

En aften i sidste uge faldt jeg over et urovækkende citat i en artikel hos BBC. Én mulighed,” sagde den russiske militæranalytiker Pavel Felgenhauer, var, at Putin kunne slukke for gassen til Europa som svar på Vestens økonomiske sanktioner. En anden mulighed,” tilføjede han, er at sprænge et atomvåben et sted i Nordsøen mellem Storbritannien og Danmark og se, hvad der sker.”

Sådan et scenario kunne i teorien godt være det første skridt i en eventuel atomoptrapning, siger Hans M. Kristensen. Det er ikke ensbetydende med, at han tror, det vil ske; det tror han ikke. En atombombe, der landede i havet, ville ikke dræbe nogen vestjyder – kun fisk. Det ville være en advarsel, som skulle vise Vesten, hvad der ventede, hvis de gik ind i Ukraine eller strammede sanktionerne endnu mere. Til sådan en markering ville Nordsøen altså være et muligt mål – ligesom Sortehavet eller Østersøen ville det. Det kunne meget muligt være den første alvorlige advarsel i sådan et scenario,” siger Hans M. Kristensen.

En anden teori, der bliver diskuteret, er, om Rusland kunne finde på at bruge såkaldte taktiske atomvåben i Ukraine. Et taktisk atomvåben er et mindre atomvåben, som er designet til at blive brugt på slagmarken, og Ruslands officielle atompolitik tillader faktisk at bruge dem i en konventionel krig under visse omstændigheder.

Hvor stor – eller rettere lille – er risikoen?

Langt fleste eksperter er enige om, at begge disse scenarier er meget usandsynlige. Et atomvåben affyret mod Nato-territorium ville kickstarte en dominoeffekt, som meget vel kunne ende med Ruslands egen udslettelse. Og der er ingen logisk grund til at ty til atomvåben for at nedkæmpe en ukrainsk hær, som stadig er massivt i undertal og af mange militæranalytikere ventes at bukke under før eller siden.

Det er blandt andet derfor, at fejl og misforståelser som den, der i 1983 var tæt på at udløse en atomkrig, stadig udgør den mest reelle risiko den dag i dag. Det mener Hans M. Kristensen. Og når alarmberedskabet er højest, er risikoen for fejl størst.

Derfor er det bemærkelsesværdigt, at Vladimir Putin har sat sine afskrækkelsesstyrker i særligt kampberedskab’, siger Hans M. Kristensen. Der er en del usikkerhed om, hvad Putins ordre reelt dækker over – det er ikke en, der figurerer i Ruslands officielle atompolitik. Pavel Podvig, en af de førende forskere i Ruslands atomprogram, tolkede det i første omgang sådan, at man havde tændt’ for systemet, så en ordre om at affyre kunne passere igennem, hvis den blev givet. Siden er han blevet overbevist om, at det blot betyder, at der møder lidt flere folk på arbejde i de her dage.

Når et land begynder at true med atomvåben, er det afgørende, hvordan modstanderen reagerer. Og indtil videre har USA taget det relativt roligt. Efterretningskilder har fortalt pressen, at amerikanerne holder tæt øje med, om det russiske atomberedskab foretager sig noget, de ikke plejer, men at der ikke har været tegn på det endnu. Amerikanerne har heller ikke set grund til at hæve deres atomberedskab efter Putins ordre, og de aflyste endda en planlagt atomtest i sidste uge for at undgå at tirre russerne og eskalere situationen. De forsøger at gyde olie på vandene, og det er positivt, siger Hans M. Kristensen. De har tydeligt forsøgt at lægge låg på og ikke gå med på Putins spil, ikke annoncere nogen ændringer i de amerikanske atomstyrkers ageren. Men det er klart, at amerikanerne er meget opmærksomme lige nu. De kigger selvfølgelig ekstra efter, om der er nogen signaler på jorden i Rusland, som tyder på, at russerne gør noget anderledes. Og hvis de ikke ser det, konkluderer de selvfølgelig, at det bare er ord.”

Ruslands officielle atompolitik er, at man kun vil bruge atomvåben som reaktion på angreb mod Rusland, og der er ingen rationel grund til, at Putin skulle afvige fra den. Af samme grund, mener Hans M. Kristensen, er Putin den store ubekendte i det her. Adskillige eksperter siger, at han aldrig ville indlede en atomkrig – men de sagde også, at han aldrig ville invadere Donbas-regionen, og da slet ikke hele Ukraine. Hvad nu, hvis vi ikke kan stole på, at den russiske præsident tænker og handler rationelt? Vladimir Putin har i sine seneste tv-optrædener fremstået vredladen og uden sit sædvanlige skælmske smil og glimt i øjet. Selv om det er ufint at spekulere i andres mentale tilstand, selv når vi har at gøre med en autokratisk krigsmager, er Hans M. Kristensen overbevist om, at amerikanerne lige nu sidder og nærstuderer Putins mimik og kropssprog. Der er intet farligere end en skør diktator, som er presset op i et hjørne,” som den danske atomvåbenforsker siger.

Putin har altid været glad for sine atomvåben og sjældent forspildt en lejlighed til at minde verden om dem. I en tv-dokumentar fra 2018 sagde præsidenten, at Rusland havde ret til at svare igen” med atomvåben, hvis nogen forsøgte at ødelægge Rusland”. Ja, det ville være en katastrofe for menneskeheden og verden,” tilføjede han. Men hvad skal vi med verden, hvis Rusland ikke er en del af den?”

Spørgsmålet er, siger Hans M. Kristensen: Vil Putin på et eller andet tidspunkt konkludere, at sanktionerne rent faktisk udgør et strategisk angreb mod Rusland, som truer den russiske stat? Hvis han konkluderer det, nærmer vi os noget, der minder om et af scenarierne i den russiske atomdoktrin: Når Rusland og Ruslands fremtid er truet, ja, så kan man bruge atomvåben,” siger den danske forsker. I weekenden sammenlignede Putin de økonomiske sanktioner med en krigserklæring – men tilføjede, at vi gudskelov ikke er nået dertil endnu.”

Man ved ikke så meget om den russiske kommandovej, når det gælder atomvåben, ud over at det er præsidenten, der kan træffe beslutningen om at bruge dem – en ordre, han giver via en sort mappe kaldet Cheget (der findes ingen rød knap). Men Putin kan ikke affyre et atomvåben alene. Der vil stadig være nogen, som skal godkende og udføre ordren. Hvis en leder virkelig er blevet gal, kan man håbe, at nogen i systemet vil nægte at gøre det,” siger Hans M. Kristensen. Man kan håbe på en Stanislav Petrov.

Hvis – og det er altså et meget stort hvis’ – Putin skulle finde på at bruge atomvåben under krigen i Ukraine, er det store spørgsmål, hvordan Nato ville reagere. Frygten er, at det ville sætte gang i en dominoeffekt, hvor det ene mere alvorlige modsvar afløste det andet og udløste en decideret atomkrig med altødelæggende konsekvenser. Men det er ikke nogen garanti, at USA ville svare igen med samme mønt. Selv hvis Rusland brugte taktiske atomvåben på slagmarken i Ukraine, mener mange eksperter, at Nato stadig ville holde sine soldater ude af landet af frygt for en større atomkrig. Det er også muligt, at der ville findes en diplomatisk vej ud af en atomoptrapning. Afhængigt af hvor hurtigt optrapningen sker, kan der være mere eller mindre tid til, at de to sider kunne tale sammen privat. Under sådan en samtale er det jo muligt, at de kunne sige: Okay, vi har ingen interesse i, at det her går hele vejen, så lad os stoppe og prøve noget andet’,” siger Hans M. Kristensen.

Hvordan kan man forhindre en atomkrig?

Der er omkring 13.000 atomvåben i verden, og Rusland og USA sidder på ni ud af ti. De kan affyres fra landbaserede baser, fra fly og fra de ubåde, som USA og Rusland gemmer rundtomkring under havets overflade. Målt på antal er Rusland den største atommagt med små 6.000 atomvåben, mens USA har omkring 5.500. Ud over USA har to andre Nato-lande atomvåben, Frankrig og Storbritannien, og når man lægger deres sammen med de amerikanske, står det cirka lige mellem Nato og Rusland. Alt det her er estimater, som blandt andre Hans M. Kristensen har lavet.

Med det styrkeforhold er det ikke en mulighed, at USA, Frankrig og Storbritannien ville kunne nå at udslette hele Ruslands atomstyrke, før Putin kunne nå at gøre for meget skade. Selv med mindre atommagter kan man ikke være sikker på, at man kan nå at udslette hele deres atomstyrke, og især ikke med de store atommagter. Der vil altid være noget, der overlever,” siger Hans M. Kristensen.

Gennem tiden har der været flere mere eller mindre fantasifulde idéer om at skabe en form for missilskjold, som kunne beskytte borgerne mod atommissiler. USA har gennem flere år arbejdet på et missilforsvarssystem kaldet Aegis, som er designet til at skyde missiler ned i luften. Det har klaret sig lovende i tests, men det er ikke fuldt operationelt endnu, og det er uklart, hvor godt det vil kunne virke i praksis, særligt mod et stort angreb. Samtidig har det været en rød klud i ansigtet på Rusland, fordi et effektivt missilforsvar ville rykke ved den såkaldte terrorbalance, som bygger på den idé, at det har en afskrækkende effekt, når begge sider har cirka lige mange atomvåben, fordi ingen ønsker en mutually assured destruction. Hvis den ene part havde et forsvar, som den anden ikke havde, ville ødelæggelsen måske ikke længere være gensidigt garanteret. Der har også været tanker om at bruge cyberangreb til at lamme fjendens missil- og kommandosystemer, men det er uvist, hvor stort potentialet er.

Én måde at eliminere truslen fra atomvåben er naturligvis at eliminere atomvåben. Som den tidligere amerikanske præsident Ronald Reagan engang sagde: En atomkrig kan ikke vindes og må aldrig blive udkæmpet. Det eneste argument for, at nationer har atomvåben, er, at det skal sikre, at de ikke bliver brugt. Men ville det så ikke være bedre bare at skille sig af med dem?” Her havde man egentlig gjort en del fremskridt siden den kolde krig, men det er gået både i stå og endda tilbage i de senere år, hvor Rusland og USA har trukket sig fra flere afgørende traktater. De 13.000 atomvåben i verden i dag er ganske vist markant færre end de godt 70.000, der var i 1980’erne. Men 13.000 atomvåben er stadig rigeligt til at ødelægge Jorden. Derfor er det meningsløst at spekulere i, hvem der ville vinde en hypotetisk atomkrig. Det er der ingen, der gør.

Du kan ikke vinde en atomkrig,” siger Hans M. Kristensen. Der er ikke noget tilbage. Hvis det nogensinde kom til et niveau, hvor atomvåben blev brugt mod storbyer, så taler vi om hele nationer og kontinenter, der vil blive ødelagt, og alvorlige klimatiske konsekvenser. Vi taler om flere hundrede millioner af mennesker, der vil blive dræbt. Og det er måske de heldige, der bliver dræbt, for de, der overlever, skal overleve i det, der er tilbage,” siger Hans M. Kristensen.

Som sagt: Det var en deprimerende samtale.

Lad os ikke slutte dér. Dels fordi det ville være en downer, men især fordi det ikke – og det kan ikke understreges nok – er et sandsynligt scenario. Det er en ubehagelig tanke, at en aggressiv og autokratisk statsleder råder over våben, der kan udslette civilisationen, og at han truer åbent med at bruge dem. Og hvis det her er det første kapitel i en ny kold krig, så skal vi måske for første gang i mange år – hvis ikke for første gang i vores liv – til at vænne os til tanken om, at truslen om atomvåben er en faktor i vores fælles tilværelse.

Men lad os slå det fast for sidste gang: Det mest sandsynlige, mener langt de fleste eksperter, er, at Vladimir Putin spiller rollen som den stærke mand, der forsøger at intimidere verden til at bøje sig for hans vilje. Og at han har lige så lidt lyst til dommedag som alle os andre.