“Skal vi ikke lege far, mor og børn?” spørger en pige med glimmerkjole og sætter små tallerkner langs kanten på et bord. En pige med Elsa fra Frost på sine leggings nikker. “Vi skal have mange gæster,” fortsætter glimmerkjolen og roder i en kasse med kopper.

Vi er i Børnehuset Kragebakken i Dalby, der ligger midt på Hornsherred i Isefjorden, hvor jeg skal møde pædagogisk leder Susan Salk. Den 1. juli 2018 trådte den nye dagtilbudslov i kraft med nye styrkede læreplaner. Jeg vil gerne vide, hvordan det går med de nye læreplaner, om de har gjort en forskel for det pædagogiske arbejde.

De nye styrkede læreplaner var en del af den nye dagtilbudslov, som et bredt politisk flertal vedtog i sommer. Med loven blev der lagt et fælles pædagogisk grundlag under dagtilbuddene, der sætter en ramme om det pædagogiske arbejde. Grundlaget skal sætte en ramme for pædagogernes arbejde med børnenes dannelse, læring, fællesskaber, leg, udvikling og trivsel.

I virkeligheden er det mest interessante det, der ikke står. Læreplanerne bekendtgør nemlig ikke, hvad børnene skal lære, eller hvad de skal kunne. I stedet beskriver læreplanerne, hvad det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte inden for seks temaer, for eksempel at “alle børn oplever krops- og bevægelsesglæde både i ro og i aktivitet, så børnene bliver fortrolige med deres krop”.

Og det er faktisk en radikal ændring. Tidligere var dagtilbuddene underlagt et krav om at følge lokalt opstillede mål for børnenes læring inden for de forskellige temaer, og at kommunalbestyrelsen godkendte læreplanen. Det krav er nu ophævet, og det var desuden “magtpåliggende” for partierne bag loven, at der ikke kommer andre lokale læreplaner, mål eller koncepter, der rækker ud over den pædagogiske læreplan, som der står i aftalen mellem partierne fra 2017.

Altså: Den nye læreplan er snarere en ophævelse af mål, der tidligere var sat for de yngste børns læring, end det er en beskrivelse af, hvad de skal lære. Det vil sige, nu skal pædagogerne ikke længere sørge for, at børnene tilegner sig viden om insekter og smådyr. Nu skal pædagogerne skabe et læringsmiljø, der gør, at børnene får konkrete erfaringer med naturen, “som udvikler deres nysgerrighed og lyst til at udforske naturen, som giver børnene mulighed for at opleve menneskets forbundethed med naturen, og som giver børnene en begyndende forståelse for betydningen af en bæredygtig udvikling,” som der står i den nye bekendtgørelse.

Så jeg tog til Hornsherred for at finde ud af, hvordan man egentlig gør dét.

Susan Salk og jeg sætter os i personalets bløde sofaer.

“I en årrække har læreplanerne været kontrol-tjek-planer for, hvad barnet skal kunne, og det er en kedelig måde for os at arbejde på,” siger hun.

“Så vi glæder os til at arbejde med de nye læreplaner, fordi fokus i stedet er på de voksnes kompetencer. Det er jo isoleret set ikke interessant, om Peter kan tage sine sokker af, det interessante er, om miljøet lægger op til, at Peter lærer at tage sine sokker af.”

På den måde oplever Susan Salk, at læreplanerne helt grundlæggende ændrer det politiske fokus på det pædagogiske arbejde, fordi det nu handler om, hvordan pædagogerne og lederne kan skabe det bedste miljø for børnene. Det handler om de voksnes kompetencer, ikke om børnenes. Dermed ser hun også de nye læreplaner som en kærkommen anerkendelse af den pædagogiske faglighed. Det giver pædagogerne pondus, som hun formulerer det.

“I årevis har vi følt, at vi bare skulle sørge for, at børnene blev klar til at komme i skole. Men vi har en kæmpeopgave, fordi vi skal forme og danne de børn, der skal varetage det her samfund på sigt. Så det er dejligt, at der er en forståelse og respekt for vores professionelle faglighed.”

Inden jeg kørte til Dalby, mødte jeg en af læreplanernes masterminds, Andreas Rasch-Christensen, forsknings- og udviklingschef ved VIA University College. Han var formand for den arbejdsgruppe, som ministeren havde nedsat til at udarbejde et pædagogisk grundlag for læreplanerne. Da jeg mødte ham for et år siden under det sidste arbejde med de nye læreplaner, var han svært tilfreds med, at legen for eksempel ville blive lovfæstet med den nye dagtilbudslov.

For ham var det vigtigt, at de nye læreplaner ikke satte læringsmål for børnene, og at læreplanerne bygger på det, han kalder et bredt læringsperspektiv – det vil sige, planerne drejer sig ikke kun om børns kognitive læring, men også deres motoriske, sociale og æstetiske læring. Fokus skal være på børns udvikling, trivsel og dannelse, mener han.

Men i dag er Rasch-Christensen bekymret, fordi det har vist sig, at det var nogle temmelig brede penselstrøg, de brugte under udarbejdelsen af læreplanerne. Det er en styrke, fortæller han, fordi det giver de enkelte dagtilbud en høj grad af autonomi, men det kan også betyde, at der i nogle kommuner kommer et snævert fokus på dokumentationskrav. De brede penselstrøg betyder med andre ord, siger han, at realiseringen af læreplanerne kan gå i mange forskellige retninger.

“Jeg synes, det er vigtigt, at vi har fået vendt det, så læreplanerne indeholder et bredt pædagogisk grundlag med fokus på udvikling, trivsel og dannelse og et bredt læringsperspektiv. Det væsentlige er, at vi arbejder med leg, fællesskab og dannelse. Problemet er, at det er så bredt, at det kan gå i tusind retninger.”

Problemet er også, mener Rasch-Christensen, at der er et bredt politisk bjerg af gode intentioner for de yngste børn, og det kan resultere i, at der er så stort fokus på sprogstimulering, integration af etniske minoriteter og indsats mod ulighed, at læreplanernes ønske om at frede børnenes leg drukner i de mange intentioner.

“Min bekymring er, at man i bestræbelsen på at sikre betydningen af tidlig indsats kommer til at gribe for meget ind,” siger han. “For hvis alle kaster sig over legen og vil noget med legen, så bliver den jo kun et middel til noget andet. Og det skal man være påpasselig med.”

Hvad er problemet med at gribe for meget ind?

“Problemet er, at du så ikke lader børnene fordybe sig i legen. Leg kan være et redskab til andre ting, for eksempel til sproglig udvikling, men legen har også en betydning i sig selv. Børn skaber mening i tilværelsen gennem leg.”

Så er det stærke fokus på tidlig indsats gået for vidt?
“Ja. Altså, jeg tror, det er afgørende at investere tidligt og sørge for ressourcer til dagtilbudsområdet, men det er væsentligt at holde sig for øje, at børn skal have lov til at være børn.”

Bekymringen for, at målene for de yngste børn i de nye læreplaner er så fluffy, at de kan forstås på vidt forskellige måder, kan pædagogisk leder Susan Salk i Dalby godt følge.

“Det springende punkt ved læreplanen er, at den er så bred, så man kan putte næsten hvad som helst ind i den,” siger hun, mens hendes telefon ringer insisterende inde fra hendes kontor.

Hun mener for eksempel, at der er en stor uafklaret opgave i forhold til, hvordan evalueringen og dokumentationen af det pædagogiske arbejde skal fungere med den nye læreplan.

“Der ligger et indbygget dilemma i, hvordan man kan måle, om læringsmiljøet udvikler børnene, hvis du ikke måler på børnene – kan du følge mig? Hvordan dokumenterer vi, at det var lige netop den nye legeplads eller lige disse folk med lige de her kompetencer eller lige denne her indretning, der gjorde en væsentlig forskel for børnenes udvikling og dannelse? Det bliver interessant at diskutere.”

Okay. Så på den ene side ændrer de nye læreplaner måden, vi taler om det pædagogiske arbejde, fundamentalt. Lidt firkantet sagt var fokus tidligere på, hvad børnene skulle kunne, når de forlader børnehaven, for at de kunne blive så skoleparate som muligt. Nu er fokus på, hvordan vi kan rykke de professionelle voksnes faglighed, for at de kan skabe de bedste pædagogiske miljøer og børnefællesskaber.

På den anden side åbner læreplanerne en flanke for fortolkning på størrelse med Rundetårn. Susan Salk har gjort sig tanker om, hvordan hun mener, at hun og hendes kolleger vil kunne evaluere deres arbejde. Hun mener, at det gælder om at se, hvad der sker, når børnegruppen bevæger sig mellem det, hun kalder de formelle og de uformelle læringsrum.

Altså se, hvad der sker, når pædagogen har været inde på stuen og arbejdet med en struktureret aktivitet med et pædagogisk fokus på for eksempel sociale relationer og bagefter slipper børnene løs på legepladsen til at lege frit. Den vekselvirkning er nødvendig, siger hun.

“Hvis de stadig slår hinanden eller råber ‘du må ikke være med’, så er vi ikke lykkedes,” som hun siger, og så kan pædagogerne arbejde videre med det fokus. Derfor mener hun ligesom Rasch-Christensen, at det er helt afgørende, at børnene også har substantiel tid til at lege, uden at de voksne griber ind, og uden at de voksne har struktureret særlige aktiviteter eller styrer legen.

“Hvis børnene hele tiden har en voksen, som støtter op, så forbereder vi dem ikke til de legefællesskaber, hvor der ikke er en voksen,” siger Salk.

En dreng sidder ved et bord og leger, at han skyder med et stykke udskåret flamingo. “Peown, peown, peown,” siger han. De andre børn er ved at finde deres madkasser i et køleskab og sætter sig ned ved bordet. En dreng, der er i gang med at spise et æble, kommer over til den skydende dreng.

“Hvad er det?” spørger han.

“En søhest,” siger drengen og rejser sit flamingo-stykke op på højkant. Han svajer det lidt fra side til side.

De nye læreplaner trådte som sagt i kraft sidste sommer, men skal først være fuldt implementeret om halvandet år. Så endnu har planerne ikke betydet nogen større ændring af dagligdagen i Børnehuset Kragebakken, og egentlig regner Susan Salk heller ikke med, at dagligdagen bliver så meget anderledes.

“Vi er jo stadig underlagt en struktur, hvor folk møder ind om morgenen, børnene skal have mad i løbet af dagen, og vi har en blok, hvor børnene er ude og lege midt på dagen. Så grundlæggende laver vi jo det samme, men refleksionsniveauet bliver anderledes. Læreplanen giver os et fælles sprog, og jeg glæder mig vildt meget til at komme i gang,” fortæller hun.

Det sværeste, mener Susan Salk, er at bringe de meget ambitiøse, men brede, fluffy penselstrøg ind i en hverdagskontekst og sørge for, at børnene får den dannelse og kulturelle forståelse og lærer om anerkendelse og respekt, som læreplanerne blandt andet lægger op til. Lad os tag tre eksempler fra læreplanen:

• Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn udfolder, udforsker og erfarer sig selv og hinanden på både kendte og nye måder og får tillid til egne potentialer.

• Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte fællesskaber, hvor forskellighed ses som en ressource, og som bidrager til demokratisk dannelse.

• Det pædagogiske læringsmiljø skal understøtte, at alle børn opnår erfaringer med at kommunikere og sprogliggøre tanker, behov og idéer, som børnene kan anvende i sociale fællesskaber.

“Vi har vitterlig en fornem opgave, det er en sindssygt ambitiøs plan. Vi kræver mere af børnene i de her planer, end vi kræver af hinanden,” griner hun.

Hun fortæller, at de arbejder med børnenes kulturelle dannelse ved at bruge højtider som jul og fastelavn til at lave værksteder, hvor børnene får lov til at lave noget, de måske ikke ellers ville møde. For eksempel at lave julemad fra bunden som medisterpølse, syltede rødbeder og leverpostej.

Hun nævner eksempler på, hvordan de har arbejdet med at sætte endnu bedre rammer for børnenes leg og for deres børnefællesskaber.

Hvis de voksne skal undgå at gribe ind og løse børnenes konflikter for dem for eksempel, så må de hjælpe børnene med redskaber til at løse konflikter med hinanden. Salk fortæller, at de er begyndt at arbejde med nogle kort, hvor børnene kan vælge, hvordan de vil løse konflikten: ved at trøste, ignorere eller dele for eksempel.

Hvordan skal børnene lære respekt og anerkendelse?
“Det skal de ved at have gode forbilleder. De skal møde voksne, der kan håndtere både deres egne og børnenes følelser. De skal møde voksne, der taler ordentligt til hinanden, som har god humor, og som har omsorg for hinanden, for ellers lærer børnene det ikke.”

I Børnehuset Kragebakken har de desuden udviklet et nyt klatrestativ på legepladsen, der kan invitere mere til fælles lege, fortæller Susan Salk, fordi der er plateauer flere steder i klatrestativet, hvor flere børn kan opholde sig. Tidligere lagde klatrestativet mest op til at klatre op og rutsje ned.

“Pædagogik er jo manipulation,” griner Susan Salk. “Det er den mest forfinede form for manipulation, man kan lave, for vi har et bevidst mål med, hvor de skal hen.”