Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Adam Jensen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Sådan er det med monarkiet. Du må ikke vakle. Zetland spoiler The Crown

  • 29. november 2019
  • 10 min.
ROYALTVi kigger nærmere på de kongelige og deres indimellem tunge byrder, når Torben Sangild og spoiler-hoffet taler om ‘The Crown’ i alle dens nørdede detaljer. Foto: Nicolai Oreskov Westh, Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

I denne nye serie – som vi kalder Zetland spoiler – nørder Zetlands mest kulturbegejstrede medarbejdere helt igennem på tidens største og mest indflydelsesrige kulturfænomener. Torben Sangild er vært og har Marie Carsten Pedersen og Jesper Olsen med sig i studiet. I dette andet afsnit er det Netflix-serien The Crown, der kommer under kærlig behandling. Lyt til hele samtalen eller læs de vigtigste pointer her.

Den er kendt som en af de dyreste tv-serier nogensinde. Den handler om en af de mest berømte og rigeste familier i verden. Om mennesker, som på én gang er privilegerede på et ekstremt niveau, men som ikke virker spor lykkeligere end os andre. I serien, som hedder The Crown af en grund, er netop kronen’ hovedpersonen i den forstand, at den som institution står over den person, der bærer den, i dette tilfælde dronning Elizabeth af Storbritannien.

I denne tredje sæson er skuespillerne skiftet ud, Elizabeth er blevet mere selvsikker, og Charles opdrages strengt og køligt til at skulle overtage tronen en dag. Elizabeths søster Margaret bliver mere fordrukken og er på vej til at gå i hundene. Og omverdenen er præget af ulykker, spionage, komplotter og politiske protester. Tronen er fortsat urokkelig, og det er Elizabeth også, men er det nu også altid en god idé at være fjern og stoisk? Ikke alle forsøg på det modsatte er vellykkede.

Twitter-anmeldelser

Vi begynder med vores Twitter-anmeldelser, altså den superkorte version af, hvad vi synes.

Torben Sangild:
Jeg interesserer mig meget lidt for kongefamilier, så det tog mig noget tid at blive grebet af intriger om titler og lydighed mod kronen, men det er delvist lykkedes. Der er en monotoni i gentagelserne af de samme temaer, men til gengæld er The Crown virkelig god til at bruge episodeformatet til at udfolde ét tema ad gangen, så hvert afsnit nærmest er en spillefilm i sig selv.”

Marie Carsten Pedersen:
The Crown er tilbage på tronen. Sæson tre tager lige et par lidt flimrende afsnit, før serien genfinder sin form som det særlige spind af mytologi, symbolik, realisme og realitet, der har sine karakterer fanget som fluer i sine tråde, kæmpende hver deres kamp for livet. Stadig forrygende flot. Eneste savn: Churchill-æraens storpolitiske sus.”

Jesper Olsen (udformet som et haikudigt):
BLÅT BLOD GÅR I ARV
ÅRELADER BARNETS TARV
STATUS QUO BESTÅR

Maggi-terningen: Fuglen i et guldbur

I segmentet Maggi-terningen tager vi fat i, hvad essensen af The Crown er, og hvis man skal pege på ét tema, så er det, at de kongelige i almindelighed og Elizabeth i særdeleshed på én gang er ekstremt privilegerede og fuldstændig fanget i et system, de er født ind i. Manuskriptforfatteren Peter Morgan gør meget ud af at vise, hvor store omkostninger det har at være dronning, selv om man samtidig er verdens rigeste kvinde og lever et luksusliv som feteret førstedame. Elizabeth er en fugl spærret inde i et guldbur.

Hun får decideret at vide af sin mor, at hun ikke er et individ, at hendes mening ikke skal høres, at hun skal være så neutral som muligt. Og i det hele taget er individualitet et skældsord ved hoffet, hvor tradition, pligt og ideal er i højsædet. Og selv om det i stigende grad er en fremmed tanke i et moderne individualistisk samfund, formår serien at give os en forståelse af, at der kan ligge noget opbyggeligt i denne vision, selv om den også problematiserer det.

Elizabeth tager den neutrale rolle på sig mere end nogen anden og bliver dermed den anonyme hovedperson omgivet af farverige personligheder, lidt ligesom Tintin (uden sammenligning i øvrigt). I denne sæson synes prinsgemalen Philip at have rollen langt mere på sig end i de første to sæsoner, hvor han brokkede sig over sin ufrihed og hele tiden ville noget andet end de opgaver, han blev sat til.

Den unge prins Charles opdrages som tronarving helt i denne ånd, og det er særlig tragisk, at vi ved, at han nu i 2019 har ventet hele sit liv på at komme til at spille den rolle, han er blevet formet til, men måske aldrig kommer til at udleve.

Det er især hjerteskærende, da hans egen mor i sjette afsnit siger til ham, at ingen ønsker at høre hans stemme. Heller ikke hende. Som Torben siger: Det er en mere usympatisk side af Elizabeth, vi ser her. Hun har haft en vis forståelse for både sin søsters og morbrors individuelle valg, men er iskold over for sin egen søn.”

Regenten repræsenterer ikke blot nation, tradition og pligt, men også forbindelsen til Gud. En del af idéen med Kronen’ er, at regenten skal ses som guddommelig. Den rolle bliver hun også indpodet fra barnsben.

Marie forklarer: En af de geniale ting ved denne serie er, at den anskueliggør, hvad der sker, hvis man begynder at tænke i disse baner. Og det gør det også lettere at forstå, hvorfor kongelige er så underlige. Hvis hele din tilværelse er bygget op om, at din status er speciel, må du også reagere anderledes.”

Men den status bliver sværere og sværere i en moderne tid, hvor vi ønsker gennemsigtighed og realisme. For når vi får den, bliver det tydeligere, at de bare er mennesker.

Den britiske kongefamilie forsøger i 1969 at blive mere folkelig ved at lave en dokumentar om hverdagen på Buckingham Palace. Men forsøget fejler (i hvert fald delvist), fordi de så bliver kritiseret for at være for almindelige.

Prinsesse Margaret siger til Elizabeth: Sådan er det med monarkiet. (…) Du må ikke vakle. For hvis du viser tegn på blot en enkelt revne, opdager de, at det ikke er en revne, men en afgrund, og så falder vi alle i.” (Afsnit 10).

Zoom: Fiktion og virkelighed

Første tema, vi zoomer ind på, er forholdet til virkeligheden, som hele tiden kommer op, når man ser The Crown. Vi sidder alle tre på Wikipedia og fact-tjekker, mens vi ser serien, fordi der er så mange facts, vi gerne vil kende den reelle historiske baggrund for, og for at holde styr på, hvad der er korrekt, og hvad der er ren fiktion. Jesper mener endda, at den research, man laver om seriens begivenheder, nogle gange er mere spændende end serien selv.

Torben har et problem med, når de opfinder ting, som påviseligt har været helt anderledes. Det er fint at gætte sig til, hvad de har sagt og tænkt og diverse detaljer, og det er fint at manipulere lidt med kronologien for at skabe et koncentreret drama. Men med den præmis, der nu engang er sat for serien, har han det instinktivt svært med, når de laver helt om på, hvad der faktisk skete. Jesper er ikke enig. Hvis man vil have historisk korrekthed, må man se en dokumentar.

I den britiske debat har det også været en diskussion, hvor tæt serien går på den nulevende kongefamilie, deres følelser, deres sexliv og så videre. Hvor langt man kan gå i forhold til at skildre nulevende kongelige personer.

Marie sammenligner det med Ole Bornedals film om John Mogensen, hvor hans datter har været ude og tage skarpt afstand fra måden, som hun og hendes far er skildret på. Jeg går ind for fuld kunstnerisk frihed, men forstår samtidig, at det må være forfærdeligt at se sit liv mistolket af en instruktør. Det er et overgreb.”

Der er ingen tvivl om, at sådan en serie påvirker vores vurdering af de her personer. Jesper fortæller, at han sympatiserer mere med prins Charles, end han gjorde for få dage siden, på grund af den måde, han bliver skildret på. Og han har fået et mere negativt indtryk af Elizabeth. Og Torben forstår nu en lille smule bedre, at de danske kongelige, særligt prins Henrik og prins Joachim, har gået så meget op i deres rang og arvefølgestatus.

Som Marie siger: Det, som er på spil for alle omkring regenten, er, at de mangler et egentligt formål. Elizabeth (og Margrethe) har et klart formål. Men de andre skal opfinde en grund til, at de overhovedet eksisterer. Det er svært at være menneske på den præmis, at du kun har en vag symbolsk betydning.”

Zoom: Den nye Elizabeth-skuespiller – for charmerende?

I tredje sæson er hele holdet af skuespillere skiftet ud, og det kræver noget tilvænning i begyndelsen, at de alle har nye ansigter og en ny spillestil. En stor del af diskussionen angår den nye Elizabeth, Olivia Colman, sat i forhold til Claire Foy, der spillede regenten i de to første sæsoner.

Både Jesper og Torben fandt Claire Foy en smule mere mystisk og tvetydig end Olivia Colman, der til gengæld som komisk skuespiller har nogle andre strenge at spille på.

Torben anfører, at hun i rollen som Elizabeth på en måde har for meget personlighed. Hun er lidt for charmerende og lækker til for alvor at være Elizabeth, selv om det er tydeligt, at hun lægger bånd på sig selv. Foy var bedre til at være neutral. Hvis vi skal være helt ærlige, er virkelighedens dronning Elizabeth ikke charmerende, det synes jeg i hvert fald ikke, Og selv når Colman forsøger at underspille eller er isnende kølig, er hun stadig charmerende.”

Marie havde det også svært med Olivia Colman i begyndelsen, men de sidste fem-seks afsnit blev hun grebet. Det giver mening, at den ældre Elizabeth har mere personlighed. Nu har hun lært det hele, nu kan hun stå på egne ben.”

Zoom: Hvert afsnit er en film i sig selv

Det er markant, i hvor høj grad The Crown benytter serieformatet med afrundede afsnit, der hver afsøger og ofte konkluderer en særlig problemstilling. Herved adskiller den sig fra den normale seriestruktur, der slipper en masse handlingstråde løs og hele tiden efterlader os med cliffhangere.

Torben er begejstret over, hvor godt den bruger serieformatet, mens Jesper synes, der er noget lidt gammeldags over det. Det minder ham om flow-tv-tiden, hvor man nærmest begyndte forfra i hvert afsnit, fordi man ikke kunne regne med, at seerne så alle afsnit.

Men der er jo også røde tråde såsom det store tema, som vi har talt så meget om, altså det med, om man kan være et menneske i det system. Maries yndlingsafsnit i denne sæson er det ottende, hvor Edward dør, og Elizabeth når at besøge ham inden. Det har tråde helt tilbage til seriens begyndelse, hvor han må frasige sig tronen og leve i vanære på grund af sin kærlighed til Wallis, denne amerikanske, fraskilte kvinde, som han levede sammen med resten af livet. De to er ikke særlig sympatiske, men deres kærlighed er uomtvistelig. Den slags tvetydigheder skildrer The Crown meget nuanceret.

Irritationsmomentet: Når The Crown bliver for meget

Jesper irriteres over, at den er så episodisk, og over, at dronningen tror, at premierminister Harold Wilson er KGB-agent, hvilket virker utroværdigt.

Marie er irriteret over, at konservative politikere skildres som mindre sympatiske end labour-politikerne.

Torbens irritationsmoment er, at symbolikken her i tredje sæson indimellem bliver for søgt.

Finessen

Her giver vi plads til at fremhæve en elegant æstetisk eller teknisk detalje.

Jesper har bemærket en billedbeskæring på et tidspunkt, hvor den kongelige bil ankommer og holder i en portåbning. Der er et kors eller en krone på toppen af bilen, som er placeret perfekt symmetrisk og udgør et eksempel på, hvor rent og perfektionistisk denne serie er lavet – nogle gange er det næsten for meget, og den er i fare for at blive steril, men det er virkelig flot.”

Marie er virkelig glad for seriens brug af hunde. Jeg har også en svaghed for corgyer, ligesom Elizabeth. Det er på en måde den mindst royale hund, man kan forestille sig. De er enormt gode til at sende hundene ind i billedet, når der skal skabes forstyrrelser. Den eneste, der er tryg ved dem, er Elizabeth selv. Dette er en serie om nogle mennesker, der er så skuffede over menneskeheden, at de i virkeligheden har det bedre i selskab med hunde.”

Torbens finesse er introen. På billedsiden ser man guld, der vokser frem, nærmest som fangarme, der kan spærre én inde i kronen, der bliver støbt. Intromusikken bygger direkte på barokkomponisten Henry Purcells arie What Power Art Thou fra operaen King Arthur (1691), som er et absolut højdepunkt i barokoperaens historie. Det er vinterånden, der er blevet vækket og synger om at ville fryses til døde igen, og det gør han med en konstant gispen, der er ariens gimmick. Det er en af mine yndlingsarier, og introen til The Crown har taget akkordgangen fra den arie og lavet en instrumental variation. Selve Purcell-arien bliver spillet i al sin gåsehudsfremkaldende skønhed i første sæson, da Churchill har smidt portrætmaleren på porten og sidder tilbage med en erkendelse af, at han fortrænger sin alderdom.”

Afsluttende citat: Smoke and mirrors

Vi nåede ikke at tale om den aktuelle skandale i det britiske kongehus, men Marie indrammede det med et afsluttende citat, som hun valgte at læse højt på engelsk; et citat, der handler om, at når ritualerne og formerne forsvinder, så dør kongehuset også:

The smoke and mirrors, the mystery and protocol. It’s not here to keep us apart. It’s here to keep us alive.”

Hvilket kan oversættes til:

Røgen og spejlene, mystikken og etiketten. De er her ikke for at holde os adskilt. De er her for at holde os i live.”

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: