Hvorfor ser vi ikke mere korruption i den danske offentlige sektor? Svaret handler mere om personlighed, end vi hidtil har troet

  • 27. november 2019
  • Argument
  • Økonomi
  • 11 min.
SPEKTAKULÆRTFoto: Siphiwe Sibeko / Reuters / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Korruption blandt danske statsansatte er et sjældent forekommende fænomen. Heldigvis, for korruption er et alvorligt problem, som blandt andet lande som Indien har kæmpet med i årevis. Men hvorfor klarer Danmark sig så godt på lige netop det her område? Zetlands økonomiskribent Sebastian Barfort står bag et nyt studie, som forsøger at besvare det spørgsmål. I dette argument forklarer han på baggrund af sin forskning, hvordan forskelle i noget så diffust som personlighed og motivation spiller en afgørende rolle.

Det er svært ikke at være blot en smule optaget af Britta Nielsen-sagen i øjeblikket. Den 65-årige tidligere sagsbehandler og kontorfuldmægtig er tiltalt for, over en 25-årig periode, at have snydt sin daværende arbejdsplads, Socialstyrelsen, for mere end 117 millioner kroner – penge, som blandt andet har finansieret et luksushus i Sydafrika, en ødegård i Sverige og en andel i et resort med krokodilleanlæg.

Men hvis vi et øjeblik løfter blikket fra de spektakulære detaljer, så er noget af det mest interessante ved Britta Nielsen-sagen faktisk, hvor unik den er. Svindel i den offentlige sektor i Danmark er, hvis vi sammenligner med alle andre lande i verden, ekstremt sjældent. Ser vi på Transparency Internationals korruptionsindeks, som af de fleste anses som den mest troværdige måling af korruption i verden, er Danmark siden 2007 blevet kåret som verdens mindst korrupte land i 10 ud af 12 år. Vi har aldrig rangeret lavere end nummer fire, og i 2018 indtog vi igen pladsen som nummer ét.

På globalt plan er korruption et både stort og alvorligt problem. FN estimerer i en nylig undersøgelse, at korruption hæmmer den globale vækst med omtrent fem procent årligt. Det svarer til mere end ti gange værdien af Danmarks samlede produktion i 2018. Set i det perspektiv, så handler det rigtig interessante spørgsmål i virkeligheden om alle dem, der ikke gør som Britta Nielsen; hvorfor ser vi så lidt korruption blandt offentligt ansatte i Danmark?

For det er på mange måder en smule overraskende, at det er sådan. I Danmark tjener offentligt ansatte i gennemsnit markant mindre end privatansatte, og forskellen er større i Danmark end i mange lignende lande. Hvis man som offentligt ansat valgte at lægge lidt til side i det skjulte, ville det i praksis (ulovlig praksis, naturligvis) reducere den lønforskel. Samtidig er den danske offentlige sektor blandt verdens største, hvilket burde give rige muligheder for at finde områder med mangelfuld kontrol. Det sidste er Britta Nielsen-sagen et godt eksempel på.

Når jeg skriver her på Zetland, handler det normalt om andre økonomers arbejde. Men lige netop spørgsmålet om Danmarks lave korruptionsniveau har jeg faktisk selv hjulpet med at svare på. For nylig udkom en forskningsartikel i det prestigefulde økonomiske tidsskrift American Economic Journal: Economic Policy, som jeg har skrevet sammen med Asmus Olsen, Frederik Hjorth og Nikolaj Harmon – alle tidligere kolleger på Københavns Universitet.

Vores arbejde er en del af en større bevægelse i økonomi, der fokuserer ikke blot på økonomiske incitamenter, men også på de individer, der skal træffe beslutninger inden for nogle givne økonomiske og institutionelle rammer. Det kan lyde indlysende, men det giver en naturlig mulighed for at bringe teorier om personlighed og sociale præferencer fra socialvidenskaberne ind i den økonomiske forskning. Og det er lige præcis her, viser vores forskning, at man skal lede efter svarene på, hvorfor det danske samfund – trods Britta Nielsen-sagen – er så lidt korrupt i forhold til, hvad vi ser i resten af verden.

Før vi kommer til de danske resultater, må vi starte et helt andet sted – nemlig blandt sygeplejersker i Indien. I modsætning til Danmark har Indien kæmpet med korruption i årevis. I 2018 var Indien nummer 78 på Transparency Internationals liste, på niveau med lande som Ghana og Tyrkiet. Tidligere i år blev Nirav Modi, en af Indiens rigeste mænd, under stor mediebevågenhed varetægtsfængslet i London. Den indiske regering anklager ham for svindel i offentlige indiske banker for mere end tre milliarder dollars – mere end 150 gange det beløb, Britta Nielsen ifølge anklageskriftet har snydt for.

I 2017 udgav to forskere, Rema Hanna fra Harvard University og Shing-Yi Wang fra University of Pennsylvania, en artikel, hvori de kunne vise, at de mest uærlige studerende på indiske universiteter foretrækker at arbejde i den offentlige sektor. Hanna og Wang har undersøgt, hvor mere end 650 indiske studerende ønsker at blive ansat efter deres studier. I samme ombæring har de målt de studerendes uærlighed. Det er baggrunden for deres resultater, der viser, at de mest uærlige indiske studerende drømmer om at blive offentligt ansatte.

Der er to potentielle problemer med Hanna og Wangs undersøgelse. For det første kan man spørge, hvordan det kan lade sig gøre at måle folks uærlighed. Man kan næppe forestille sig at spørge dem direkte. Hvor ærligt ville du, kære læser, eksempelvis svare på et spørgsmål som hvor uærlig ser du dig selv på en skala fra 1-10?

Det problem løser Hanna og Wang ved at udvikle et mål for uærlighed, der er både simpelt og genialt. De studerende blev bedt om at kaste en terning og rapportere udfaldet. For hvert terningkast (hver studerende kastede terningen 42 gange) fik de studerende en belønning, og her kommer det vigtige: Belønningen steg, jo flere øjne den studerende rapporterede. Forskerne kan ikke se terningen og har dermed ingen mulighed for at kontrollere, om den studerende fortæller sandheden. Den studerende kan altså uden konsekvenser rapportere en sekser, selv om vedkommende reelt har slået en treer, og dermed øge sin indtjening.

Heldigvis lyver matematik ikke. Når vi kaster en terning, er sandsynligheden for hvert udfald en sjettedel. Den viden kan vi bruge til at udregne det antal øjne, vi ville forvente, den studerende ville rapportere efter 42 terningkast – hvis altså den studerende var fuldkommen ærlig. Ved at sammenligne dette tal med den studerendes svar kan Hanna og Wang beregne, hvor sandsynligt det er, at den studerende har snydt – vel at mærke uden nogensinde at kunne bevise, om det er tilfældet.

Men her kommer det andet problem. Det har ingen konsekvenser at snyde to forskere i et terningspil. Men i den virkelige verden er der kulturelle koder, normer og tætte personlige relationer, der alle gør, at det kan være potentielt ødelæggende at blive opfattet som et uærligt menneske. Hvad har uærlighed i et terningspil at gøre med snyd og korruption i den virkelige verden?

Det er her de indiske sygeplejersker kommer ind i billedet. I mange udviklingslande, inklusive Indien, har offentligt ansatte et bestemt antal dage, hvor de har lov til at være fraværende. Yderligere fravær skal i princippet fratrækkes deres løn. Det giver en god mulighed for at observere snyd i praksis – ved at undersøge, hvilke sygeplejersker der snyder og hæver løn for dage, hvor de reelt har været fraværende.

Hanna og Wang gentog deres terningspil med en udvalgt gruppe sygeplejersker, hvis fremmøde de på forhånd havde kontrolleret. Her fandt de, at de sygeplejersker, der snyder mest i terningspillet, rent faktisk også var mere tilbøjelige til at snyde med deres fremmøde. Selv om terningspillet kan virke hypotetisk og afkoblet fra vores sociale verden, fanger det altså uærlighed i den virkelige verden.

Hanna og Wangs studie viser, at den offentlige sektor i Indien systematisk tiltrækker de mest uærlige studerende. Men den indiske case er ikke i sig selv nok til at forstå forskelle i korruption i forskellige lande. Den forklarer ikke, hvorfor Indien systematisk ligger i bunden og Danmark altid i toppen, når det gælder korruption.

Vores undersøgelse er designet til at svare på præcis det spørgsmål. Undersøgelsen er gennemført blandt 862 studerende på Statskundskab, Økonomi og Jura på Københavns Universitet i 2014. Vi valgte de tre fag, fordi de studerende efter endt uddannelse både har mulighed for at søge ansættelse i den offentlige og private sektor.

Vi inkluderede stort set det samme terningspil, som Hanna og Wang bruger i Indien. Vi ændrede nogle detaljer, der tillod os at gennemføre undersøgelsen online, men den grundlæggende idé er den samme – at bruge matematik til at afsløre systematisk uærlighed. Derudover inkluderede vi en række spørgsmål, der forsøger at måle de studerendes sociale præferencer og motivation, eksempelvis ved at se, hvor meget de er villige til at donere til frivillige organisationer.
Vores undersøgelse viser, at cirka 14-17 procent af de studerende aldrig snyder i terningspillet. Omtrent samme andel snyder helt konsekvent. Den resterende gruppe snyder præcis så meget, at det er svært for os fuldstændig at afvise, at de bare har været heldige. Økonomerne er mere uærlige end de to andre studieretninger, og mænd er systematisk mere uærlige end kvinder.

Men langt vigtigere, så viser vores studie, at den offentlige sektor i Danmark systematisk tiltrækker de mest ærlige studerende. Studerende, der foretrækker et offentligt job efter deres studier, snød omkring 10 procentpoint mindre end studerende, der foretrækker et job i den private sektor.

Vi finder også, at den gruppe af studerende, der snyder mindre og altså foretrækker at arbejde i den offentlige sektor, i høj grad er præget af social motivation og i meget lav grad motiveret af løn. Vi ser samme gruppe give de største donationer til frivillige organisationer. Omvendt finder vi, at højtlønnede jobs, særligt i finanssektoren, står øverst på ønskelisten blandt de mest uærlige studerende.

De to studier peger altså på, at det er meget vigtigt at forstå, hvilke typer personer der tiltrækkes af at arbejde i den offentlige sektor. Indien er endt i en situation, hvor den offentlige sektor tiltrækker de mest uærlige studerende. I Danmark er mønstret omvendt –  her tiltrækker den offentlige sektor systematisk de mest ærlige personer. Det bliver interessant at se, hvordan mønstret ser ud i andre lande.

Der er højst sandsynligt mange forklaringer på, hvorfor Indien og Danmark er endt i så forskellige situationer. Kulturelle forskelle spiller utvivlsomt en rolle, men vores forskning peger på, at lønforskelle muligvis er mere interessante, end mange hidtil har troet. I Danmark tjener offentligt ansatte i gennemsnit markant mindre end privatansatte. I Indien er det omvendt; her er offentligt ansatte ofte højere lønnet end privatansatte. Traditionel økonomisk teori vil sige, at højere offentlig løn vil reducere incitamentet til korruption, fordi det øger omkostningen ved at blive opdaget og fyret. Men vores forskning indikerer, at den idé er lidt for simpel – højere løn vil nemlig også tiltrække mere uærlige kandidater.

De to studier er eksempler på en bredere og meget vigtig udvikling i moderne økonomi. Traditionelt har økonomer haft en tendens til at betragte folk som relativt identiske og grundlæggende rationelle. Deraf følger, at forskellige personer vil træffe nogenlunde de samme beslutninger, så længe de økonomiske incitamenter er de samme. Dermed bliver det vigtigt at forstå de økonomiske incitamenter og tilsvarende en smule mindre vigtigt at forstå de mennesker, der rent faktisk træffer beslutningerne. Det har også været et udbredt perspektiv i korruptionsforskningen, der historisk set primært har fokuseret på de økonomiske incitamenter ved at begå korruption, som eksempelvis den økonomiske gevinst og risikoen ved at blive opdaget.

Der er næppe nogen, der benægter, at det perspektiv er relevant. Men det er andre perspektiver også. Studier som Hanna og Wangs, og vores blandt danske studerende, tager forskelle i personlighed, motivation og sociale præferencer alvorligt og viser, at det rent faktisk betyder noget for folks adfærd og et samfunds strukturer. Det viser sig nemlig, at folk har en tendens til at træffe meget forskellige beslutninger, selv når de økonomiske incitamenter er de samme. De studerende, der opførte sig fuldstændig ærligt, havde præcis de samme incitamenter som dem, der snød konstant. En persons tilbøjelighed til at snyde afhænger blandt andet af, hvilken type person de ønsker at være, lønforskelle, gennemsigtighed, etc., og den slags kan variere meget fra person til person – og fra land til land.

Tidligere i år gik Nobelprisen i økonomi til tre forskere i udviklingsøkonomi, Abhijit Banerjee, Esther Duflo og Michael Kremer. Duflo er den kun anden kvinde, der modtager prisen, og med sine 46 år den yngste vinder nogensinde. En stor del af hendes arbejde handler om at forstå, hvorfor folk træffer forskellige beslutninger, selv når de økonomiske incitamenter er de samme.

I et særligt interessant studie, som tilfældigvis også blev udført i Indien, undersøgte Duflo og en kollega konsekvenserne af, at kvinder blev bedre repræsenteret i lokalpolitik. Indien besluttede midt i 1990’erne, at mindst en tredjedel af, hvad der svarer til overborgmestre, skulle være kvinder. Det krævede imidlertid stadig flertal i kommunalbestyrelsen at gennemføre nye politiske tiltag, så overborgmesteren var formelt set underlagt de samme incitamenter uanset vedkommendes køn.

Duflo og hendes kollega fandt imidlertid, at de kommuner, der fik en kvindelig overborgmester, endte med at gennemføre systematisk anderledes politik end de kommuner med mandlige overborgmestre. Og særligt interessant, så opdagede de to, at politikken ændrede sig i en retning, der bedre reflekterede kvinders præferencer. Indiske kvinder finder det i gennemsnit vigtigere at sikre rent drikkevand. Duflo fandt, at de indiske kommuner, der fik en kvindelig overborgmester, rent faktisk også øgede deres investeringer i rent drikkevand. I et efterfølgende studie finder Duflo sammen med to kolleger, at teenagepiger i kommuner, der fik en kvindelig overborgmester, var mere ambitiøse og mere tilbøjelige til selv at ønske at blive politikere – og tilmed overborgmester.

Resultater som disse indikerer, at personlighed, og identitet mere generelt, påvirker vores adfærd på måder, som er vigtige for økonomer at forstå. Så når vi har at gøre med et globalt problem som korruption, og især når vi leder efter måder at løse det på, så lad os glemme spektakulære sager som den om Britta Nielsen et øjeblik. Og i stedet glæde os over, at korruptionsforskningen og den økonomiske videnskab er i færd med at inkorporere de sociale og personlighedsmæssige perspektiver – og derfor bevæger sig markant fremad i disse år.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: