Psst, klimaminister: Her er det store, sorte hul i vores grønne regnskab, som vi er nødt til at tale om

FOREGANGSMANDDan Jørgensen (S) vil som klima- og energiminister vise resten af verden den grønne vej frem. Men vi brænder alt for meget træ af til at være forbillede, siger eksperter. Foto: Michael Drost-Hansen, Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Regeringen vil have Danmark til at gå forrest i kampen for klimaet og biodiversiteten. Det rejser svære spørgsmål om måden, vi hidtil har gjort vores energisystem ‘grønnere’ på – nemlig ved at brænde mere og mere importeret træ af i vores kraft- og varmeværker. Hvis alle lande gjorde som os, ville det nemlig være alt andet end bæredygtigt.

I Danmark kan vi godt lide at bryste os af al den vedvarende energi, som skaffer os strøm i stikkontakterne og varme i radiatorerne.

Især kan vi godt lide at tænke på alle vindmøllerne, som i 2018 dækkede 41 procent af strømforbruget.

Men i virkeligheden er vindmøller ikke den dominerende drivkraft bag Danmarks omstilling til det, vi kalder vedvarende energi. I det samlede energiregnskab fylder en anden – og langt mere omdiskuteret – energikilde nemlig langt, langt mere.

Og det er … træ.

Danske kraft- og varmeværker har de senere år i massivt omfang ombygget deres gamle kul- og gasfyr til gigantiske brændeovne, som fodres med enorme mængder importeret træ fra så forskellige steder som Baltikum, Portugal, Rusland, Swaziland, USA og Australien. Oveni kommer en betydelig import af træpiller og brænde til private.

Resultatet er, at intet andet land i EU importerer så meget træ til energiformål per indbygger som Danmark, og betydningen for Danmarks samlede klimaregnskab er enorm.

Omlægningen fra kul, gas og olie til træpiller og træflis – ikke vindmøller – er den væsentligste enkeltstående årsag til, at Danmark i dag kan bryste sig af at få en tredjedel af sin energi fra det, vi er blevet enige om at definere som vedvarende energi.

Af al den vedvarende energi, vi brugte i 2017, som er det seneste år med komplette data, kom næsten halvdelen fra træ, primært træpiller og træflis. Vindmøller leverede under en fjerdedel. Resten kom fra sol, varmepumper, biogas og andre former for biomasse, som for eksempel halm.

Det er med andre ord først og fremmest ved at brænde andre folks træer af, at Danmark er blevet et af de lande i verden, hvor vedvarende energi fylder mest i det samlede energiregnskab. Og det er ikke givet, at det er noget at være særlig stolt af.

Professor i energiplanlægning Brian Vad Mathiesen fra Aalborg Universitet er en af dem, som i længst tid og mest ihærdigt har talt imod de senere års massive udbygning af biomassefyrede kraftvarmeværker, og han opsummerer situationen meget kort:

Biomasseforbruget i Danmark er løbet løbsk.”

Den model, som Danmark har fulgt, har gjort os i stand til at høste nogle nemme’ CO2-point, men den er ikke et oplagt eksempel til efterfølgelse for andre lande. Vi bruger nemlig langt mere biomasse per indbygger, end der på nogen bæredygtig måde er til rådighed per verdensborger. Og ifølge en lang række eksperter i energi og bæredygtighed bruger vi også biomassen til de helt forkerte formål i forhold til, hvordan den bør bruges i et fremtidigt fossilfrit energisystem, som ikke driver rovdrift på verdens begrænsede naturressourcer.

Klimarådet behandlede problemstillingen i en stor rapport fra 2018 og konkluderede, at Danmarks grønne omstilling derfor ikke er oplagt at kopiere for andre lande. Danmark kan, lød det lidt underspillet, vanskeligt fungere som et foregangsland på dette område”.

Og det betyder, at Danmarks store forbrug af biomasse faktisk skurrer ganske kraftigt mod den socialdemokratiske regerings erklærede mål om at føre en bæredygtig politik, hvor Danmark igen tager lederskab for den grønne omstilling” – sådan som det hedder i det forståelsespapir, regeringen og dens støttepartier offentliggjorde den 25. juni.

STORIMPORTDanmark er blevet importør af træ fra hele verden – alt fra flis og træpiller til hele stammer, som sejles hertil for at blive kvast og brændt. Foto: Brian Karmark, Ritzau Scanpix

Bekymringerne om Danmarks store forbrug af træbaseret biomasse har to årsager, som begge handler om kulstof.

Nærmere bestemt handler det om kulstofgæld og kulstofknaphed, hvilket kræver lidt forklaring.

Kulstofknaphed først. Problemet her er, at biomasse – og det kulstof, den indeholder – er en begrænset ressource. I dagens fossildrevne verdensøkonomi er vi helt afhængige af de store mængder kulstof, vi henter op af undergrunden i form af kul, olie og gas, fordi de fossile råstoffer både giver os energi og uundværlige kemikalier til en masse forskellige syntetiske materialer, for eksempel plastik.

Men hvis vi vil klare os uden de fossile råstoffer i fremtiden, bliver kulstof pludselig en mangelvare. Og det mest oplagte alternative sted at få kulstof til energi og kemikalier fra er planter – det vil sige biomasse.

Problemet er bare, at det ikke vil være muligt at hente blot i nærheden af den samme mængde kulstof ud af planter, som vi i dag får fra de fossile råstoffer. I hvert fald ikke hvis vi vil undgå at save naturen fuldstændigt i stykker.

Hvis det skal være bæredygtigt, og vi hverken vil forværre biodiversitetskrisen eller klimaforandringerne yderligere, er der blandt eksperter i dag meget bred enighed om, at vi målt i energienheder kun kan tillade os at bruge så lidt som 10 gigajoule biomasse per verdensborger i 2050. Allerede i dag bruger vi 8 gigajoule. Og i Danmark bruger vi 31, hvoraf vi importerer de 13.

Alene vores import af biomasse overstiger altså i dag, hvad der vurderes at være et bæredygtigt fremtidigt forbrug. Og samlet set bruger vi tre gange så meget biomasse til energi, som vores andel af det globale bæredygtige gennemsnit berettiger os til.

Det skal så siges, at vi her netop taler gennemsnit, og at vi i Danmark formentlig godt kan tillade os at bruge mere biomasse end gennemsnittet på verdensplan, fordi Danmark er lidt frodigere end gennemsnittet (hvis altså ikke vi synes, vi ligefrem skal eksportere biomasse).

Altså: fordi der er gode vækstbetingelser for alskens planter i Danmark – modsat for eksempel i et ørkenland eller ét fuldt af høje bjerge – kan vi få mere bæredygtig biomasse til energiformål ud af vores jord end gennemsnittet. Måske kunne vi faktisk selv lave cirka så meget, som vi bruger i dag, og dermed holde op med at importere andre folks træer.

Men det ville bare ikke løse det andet, mere grundlæggende problem med måden, vi bruger biomassen på i dag. Eksperter i energi og bæredygtighed er nemlig mere og mere enige om, at de begrænsede mængder bæredygtig biomasse på sigt bør kanaliseres hen, hvor der ikke er nogen alternativer, bortset fra de fossile.

Og det vil i praksis sige ind i kemiindustrien og dele af industrien, hvor der er brug for brændsel – og så ned i tanken på nogle transportmidler, som ikke kan køre på strøm, fordi batterier ville fylde en uforholdsmæssigt stor del af lasten: fly, skibe og måske også lastbiler.

Men med det nuværende danske forbrug af biomasse til produktion af strøm og varme er meget lidt bæredygtig biomasse tilovers til alt det, vi på sigt får brug for biomassen til.

Der har ikke været nok omtanke i, hvordan man har etableret biomasseforbrugende anlæg, og derfor får vi en udfordring i forhold til, hvad der kan siges at være vores andel af biomasseressourcen, når vi skal af med fossile brændsler i transport og industri,” siger Brian Vad Mathiesen.

Altså – vi befinder os allerede på eller nær grænsen af, hvor meget biomasse vi bæredygtigt kan tillade os at bruge, og vi bruger den på en måde, som faktisk ikke er bæredygtig i det lange løb. Vi får med andre ord svært ved at lave et energisystem, som faktisk er bæredygtigt, med vores nuværende setup, hvor vi bruger biomasse i massivt omfang til at lave strøm og varme.

Og det er ikke engang det eneste problem, som er blevet påpeget ved Danmarks store forbrug af biomasse.

Nu er vi nemlig fremme ved det med kulstofgælden. Det er en lang, indviklet og ophedet diskussion, men i sin essens handler den om tid.

Forudsætningen for overhovedet at kunne kalde det at fyre med træ i kraftværker for en form for vedvarende energi er kort og lidt forenklet fortalt, at man går ud fra, at der vokser et nyt træ op for hvert træ, som fældes. Når det nye træ vokser op, suger det den CO2 ud af atmosfæren igen, som afbrændingen af det gamle træ forårsagede.

Ud fra sådan en tankegang er afbrænding af træpiller og træflis ikke skyld i andre CO2-udslip end udstødningen fra de maskiner, skibe og lastbiler, som bruges til at fælde træerne og fragte dem til kraftværkerne.

I praksis er det dog ikke helt så enkelt.

Det springende punkt er, at det tager tid, før det nye træ har suget lige så meget CO2 ud af atmosfæren, som afbrændingen af det gamle sendte derop. I mellemtiden stiger atmosfærens indhold af drivhusgasser som følge af afbrændingen – og også mere, end hvis man havde brændt kul af, fordi der er mere kulstof per energienhed i træ end i kul.

Eller sagt på almindeligt dansk: På den korte bane forurener det faktisk mere at fyre med træ end med kul.

Derfor taler man om kulstofgæld, som skal betales af, før afbrænding af biomasse kan siges at være klimaneutral og bedre end de fossile alternativer. Præcis hvor lang tid det så tager at afbetale gælden, afhænger af en masse forskellige forhold og antagelser, og forskerne er på ingen måde enige. Nogle siger 10, 20 eller 30 år, andre mere end 100 – et godt bud på et gennemsnit er nok et sted mellem 20 og 50.

Men forsinkelsen betyder under alle omstændigheder, at udslippene fra det træ, som vi brænder af nu, først vil være neutraliseret igen om en længere årrække. Og i mellemtiden bidrager udslippene til at øge den samlede mængde drivhusgasser i atmosfæren, som er det, der driver temperaturstigningerne her på kloden.

Det kan have langvarige effekter, også selv om udslippene neutraliseres i løbet af nogle årtier. Temperaturstigningerne sætter nemlig i sig selv gang i nogle klimatiske mekanismer, som får temperaturen til at stige yderligere, og som ikke bare lige skrues tilbage med samme fart, som skovene genoptager CO2 fra afbrændt træ.

I værste fald kan temperaturstigninger forårsaget af CO2 fra afbrænding af biomasse bidrage til at bringe os ud over nogle af de klimamæssige tippepunkter, hvor det ikke længere vil være muligt at standse den globale opvarmning.

Tidligere topembedsmand i Europa-Kommissionen Jørgen Henningsen var fra 2008-2010 medlem af den daværende regerings klimakommission og er en af dem, som er stærkt bekymret for netop dét perspektiv.

Hvis vi skal overholde de ambitiøse målsætninger fra Paris-aftalen, har vi kun CO2-budget til en relativt kort periode, måske 10-12 år, og i den forbindelse hjælper det fedt, at den CO2, vi sender ud, når vi brænder træpiller og træflis, er genoptaget om 50 år,” siger han.

Modargumentet til denne bekymring er, at så længe biomassen erstatter kul, er det stadig en fordel for klimaet på den lange bane, fordi træet – i modsætning til kullet – bliver klimaneutralt over tid. Uenigheden drejer sig altså om, hvor bekymret man er for den midlertidige stigning i atmosfærens indhold af CO2, som afbrænding af biomasse er skyld i.

Under alle omstændigheder er det dog helt afgørende, om træet kommer fra en skov, hvor der faktisk vokser ny træmasse til i samme omfang, som der tages træmasse ud. Hvis det ikke er tilfældet, er biomassen på ingen måde klimaneutral, hverken på den korte eller lange bane. Og det er ikke helt enkelt at sikre sig.

Danske energiselskaber har valgt at tackle udfordringen ved at købe mere og mere træ, som er certificeret som bæredygtigt og kommer fra skove, hvor der plantes nyt, når der fældes.

Men der er fortsat en betydelig andel, som ikke er certificeret. Hos Ørsted var det i 2018 stadig 17 procent. I en frivillig brancheaftale har selskaberne sat sig for, at alle biomasseværker over en vis minimumsstørrelse fra og med 2019 skal bruge mindst 90 procent certificeret bæredygtig biomasse.

Energiselskabernes indsats har imidlertid fået kritik fra flere kanter.

Klimarådet har kritiseret brancheaftalen for ikke i tilstrækkelig grad at tage hensyn til, hvordan brugen af biomasse påvirker klimaet. Om der høstes og plantes i samme omfang, er nemlig ikke det eneste, som betyder noget for, hvor klimamæssigt bæredygtig en skov er.

Det betyder for eksempel også meget, hvor lang tid det tager at betale kulstofgælden tilbage, eller om skovarealet ellers ville være blevet brugt til at dyrke mad. Hvis dét er tilfældet, kan skovejeren nemlig indirekte være skyld i, at andre et andet sted i verden rydder skov for at skaffe plads til at dyrke mad.

Klimarådet mener, at den slags hensyn bør indarbejdes i deciderede lovkrav til bæredygtig biomasse.

Samtidig har miljøorganisationer som Verdens Skove anført, at certificeringsordningerne ikke udgør nogen garanti for, at skovene drives bæredygtigt i klimamæssig forstand. Organisationen peger blandt andet på, hvordan europæiske skoves evne til at optage CO2 fra atmosfæren falder år for år og ventes at gøre det mange år fremover – ikke mindst i Estland, hvor vi importerer store mængder træ fra.

Tidligere optog Estlands skove mere CO2, end de afgav, hvilket vil sige, at den træmasse, der blev taget ud, indeholdt mindre kulstof, end de resterende træer optog fra atmosfæren, når de voksede. Men fra 2020 og frem ventes det at være lige omvendt: Så bliver driften af Estlands skove en kilde til nettoudledning af CO2 til atmosfæren. I Danmark er de eksisterende skove allerede en nettokilde til udledning af CO2.

Dansk Energi, som er brancheorganisation for de store energiselskaber, kender udmærket til kritikken.

I en mail skriver branchechef for vedvarende energi Kristine van het Erve Grunnet, at man tager Klimarådets kritik af brancheaftalen alvorligt og er i dialog med myndigheder og ngo’er om, hvordan man kan blive endnu bedre til at dokumentere biomassens positive effekter”.

Om kritikken af certificeringsordningerne skriver hun:

De certificeringsordninger, som kan anvendes til efterlevelse af brancheaftalen, er anerkendt internationalt, herunder af de danske myndigheder, og sikrer, at det træ, som bruges, ikke skader skovenes økosystem, biodiversitet og kulstoflagring. Det betyder ikke, at de ikke kan blive endnu bedre, og samarbejdet med interessentgrupper prioriteres højt af organisationerne bag certificeringsordningerne.”

Den store danske omlægning fra kul og gas til biomasse er hidtil sket med stor politisk opbakning.

Dels har biomasse været fritaget for CO2- og energiafgift, dels er der blevet givet tilskud til at fyre med biomasse, når man laver strøm. Men på det seneste er satserne for tilskud blevet skruet noget ned, hvilket vidner om, at de politiske vinde måske er ved at vende en smule.

Indtil den 1. april 2019 fik alle biomasseværker et tilskud på 15 øre per kilowatt-time strøm, men fremover gives den høje sats kun til værker, hvor man endnu ikke har tjent investeringen i at bygge dem ind igen – og kun hvis de når at blive taget i brug i løbet af 2019. Andre værker må nøjes med noget mindre tilskud, nede omkring 2-3 øre per kilowatt-time.

Ifølge kritikere som Brian Vad Mathiesen er det dog slet ikke nok. Det går stadig, siger han, i den forkerte retning”.

Professoren mener, at der bør gøres meget mere for at fremme andre vedvarende energikilder på bekostning af biomassen. For eksempel mener han, at man gradvist bør lægge afgift på biomasse og sørge for, at det bliver billigere at bruge vindmøllestrøm til at opvarme fjernvarmevand ved hjælp af store varmepumper, der laver fjernvarme af overskudsvarme fra industrien. Biomasse til el og varme, mener han, bør på sigt begrænses til backup, når der ikke er sol og vind.

Og så, siger han, burde vi satse mere på at udvikle nye, bæredygtige metoder til at lave strøm og varme i storskala, uden at det involverer så meget biomasse som i dag.

Man bør meget hurtigt beslutte, at vi i Danmark skal demonstrere, at man kan have en større by, hvor man er i stand til at omstille til grøn energi uden at bruge mere biomasse, end der er bæredygtigt – sådan at resten af verden kan efterligne og gøre det samme.”

Oplagte kandidater er byer som Esbjerg, Aalborg og Odense, hvor man stadig fyrer med kul og endnu ikke har besluttet, hvad det fremtidige alternativ skal være.

Også Klimarådet foreslog i forbindelse med sin store rapport om biomasse fra 2018 at reformere tilskud og afgifter. Rådets forslag lød, at der kun skal gives tilskud til biomasse, som reelt er dokumenteret bæredygtigt efter nogle skærpede krav til klimahensyn – samtidig med at der fjernes nogle afgifter, som i dag spænder ben for nogle af alternativerne til biomasse.

Også en embedsmandskommission under Skatteministeriet har foreslået at pille ved rammevilkårene for biomassen ud fra samfundsøkonomiske hensyn. Anbefalingen herfra var at fjerne tilskuddet til elproduktion med biomasse helt.

Nu har vi så fået en ny regering, som har meldt ud, at Danmark skal tilbage i den grønne førertrøje og gå forrest i kampen for klima og miljø på globalt plan.

Spørgsmålet er, om det indebærer en form for opgør med vores store forbrug af biomasse til strøm og varme?

På den ene side er det muligvis svært at kalde sig en grøn stormagt”, som det hed i Socialdemokratiets valgmateriale, hvis man har et energisystem, som eksperter advarer mod at lade andre lande kopiere.

På den anden side er regeringens mest ambitiøse klimaudmelding indtil videre, at Danmarks drivhusgasudslip i 2030 skal ned på 70 procent af, hvad det var i 1990 – og umiddelbart er der ikke det store incitament til at skrue ned for biomassen i den forbindelse.

Og hvorfor så ikke dét? Jo, årsagen er regnskabsteknisk: Udslippene fra afbrænding af importeret træ tæller ikke med i de internationale opgørelser, som klimamål bliver defineret ud fra. I stedet tæller de med som en effekt af skovrydning i oprindelseslandet (og ikke altid på en klimamæssigt særlig optimal måde, i øvrigt).

Betydningen af den regnemetode er temmelig stor for Danmarks klimaregnskab. Hvis man regner udslip fra biomasse fra, faldt vores drivhusgasudledninger fra 2016 til 2017. Hvis man derimod regner udslip fra biomasse med, så steg de.

Og mens danske drivhusgasudslip generelt har været faldende siden midten af 00’erne, er udslippene af CO2 fra afbrænding af biomasse i samme periode steget med mere end 50 procent. Tæller man udslip fra biomasse med, udleder vi i dag flere drivhusgasser, end vi gjorde i 1995. Regner man dem fra, udleder vi færre.

Klima- og energiminister Dan Jørgensen har ikke haft mulighed for at medvirke i denne historie, men vi har lagt billet ind på et interview med ham om, hvordan han konkret forestiller sig at gøre Danmark til en grøn stormagt”, som går forrest i kampen mod klimakrisen” – og hvorvidt det indebærer et opgør med vores omsiggribende tilbøjelighed til at brænde andre folks træer af for at få strøm i stikkontakterne og holde varmen om vinteren.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem