Fra loftet sendte en diskokugle lysglimt ud i stuen, og på bordet stod der øl og drinks. Nicolai Westmark var på tour de chambre med en håndfuld venner, der ligesom ham arbejdede som nyudklækkede embedsmænd i forskellige ministerier. De var på aftenens tredje stop, da en telefon ringede.

“Der er så en af mine kammerater, der siger: “Okay, den her bliver jeg altså lige nødt til at tage. Og det er tilfældigvis hans telefon, vi spiller musik fra, så musikken dør. Pludselig er der en andens telefon, der også ringer, så en tredje, og så til sidst ringer min telefon.”

Ja, det var en fredag aften. Ja, de havde fået en del at drikke. Ja, de havde egentlig fri. Alligevel ringede fire forskellige chefer fra forskellige departementer uafhængigt af hinanden til deres fuldmægtige for at få dem til at åbne deres arbejdscomputere og kaste sig over hver deres hastesag. Og dét er langtfra usædvanligt. Andre embedsmænd fortæller om at blive beordret til at arbejde, selv om de har hjernerystelse eller er på barsel. Om altid at have arbejdscomputeren med på bar i weekenden. Om ligefrem at sidde med den i skødet i partybussen til sin bedste venindes polterabend.

De seneste år er en hel stribe toppolitikere blevet sygemeldt med stress. Men politikerne er kun den øverste, synlige del af isbjerget. Nedenunder findes et stresset system, hvor mobilerne bipper, og intet kan vente. For i et moderne ministerium er alting krise. Og kriser haster.

Det begyndte med en undren. I forskellige medier var der historier om, at mange sagde op i det ene eller andet ministerium. Vi hørte selv lignende ting. Så vi fik aktindsigt i tallene for, hvor mange der hvert år forlader departementerne, altså den del af ministeriet, der arbejder direkte for ministeren.

Svaret var slående. Sidste år forlod mere end hver fjerde medarbejder – 27 procent – ministeriernes departementer. Tallet er det højeste i de seneste ti år og en stigning på 29 procent i forhold til året forinden. Samtidig var antallet af fraværsdage, der skyldes langtidssygemeldte medarbejdere, også på sit højeste niveau i de ti år, vi har fået tal for.

De nye tal får arbejdsmiljøforsker og professor ved Syddansk Universitet Peter Hasle til at sige: “Det er et kæmpestort problem, som ministerierne står over for, og som uden tvivl har konsekvenser for arbejdet. Normale virksomheder ligger som oftest på en encifret medarbejderomsætning.” Bent Greve, professor i statskundskab ved Roskilde Universitet, er enig. “Der er ingen tvivl om, at en medarbejderomsætning på 27 procent er alt for højt,” siger han. Og i DJØF, der repræsenterer mange af landets embedsmænd, mener formand Sara Vergo, at tallene viser, at “det er nu, vi skal gøre op med den politiske kultur på Christiansborg, hvor tempoet hele tiden skrues ekstra i vejret, og vi står tilbage med politik på speed.”

Embedsmænd plejer at være svære at få i tale. Men den her gang var det anderledes, nærmest skræmmende nemt. Det var, som om de havde ventet på, at nogen ville spørge. Vi har – med hjælp fra Zetlands medlemmer – nu talt med 33 nuværende og tidligere ansatte fra en lang række departementer, fra studentermedhjælpere til departementschefer. Nogle står frem med navn, andre ønsker at være anonyme af hensyn til deres karriere. Vi kender alle deres rigtige navne. Og i de kommende dage vil vi fortælle meget mere.

De mange vidnesbyrd fortæller en overraskende enslydende historie om lovsjusk, sygemeldinger og intet privatliv. Embedsmændene fortæller om “en permanent undtagelsestilstand”, hvor alt er krise, alt haster, hvorfor man skal være tilgængelig døgnet rundt alle ugens dage.

Det er ifølge både embedsmændene og eksperterne et stort problem for os alle sammen. For når embedsværket har det dårligt, har samfundet det dårligt. Embedsmændene risikerer at lave flere alvorlige fejl. Og når alt bliver gjort til kriser, forsvinder tiden til at håndtere de store problemer, der kræver omtanke, visioner og nye idéer. Sundhedsvæsnet, den grønne omstilling, en krig i Europa.

Ministerierne er som en myretue. Ministeren er dronningen, og enhver myre udfylder sin rolle med et mål for øje: at beskytte dronningen og sikre koloniens overlevelse. Som embedsmand er du usynlig og samtidig vigtig, og svarer du ikke på hastemailen, går maskineriet i stå. Og der er næsten altid en hastemail.

“I et ministerium haster alting altid. Det er HASTER med caps lock i ethvert emnefelt. Jeg lærte endda, hvordan man kunne give mails sådan en rød farve, så de ligesom eksploderede op hos modtageren, for hvordan skal man ellers kommunikere, når noget virkelig haster?” siger Nicolai Westmark.

Efter et år i departementet blev Nicolai Westmark forfremmet og fik en lønforhøjelse. Embedsmandskarrieren tegnede sig lys. Alligevel brød han sammen, da han satte sig ved skrivebordet på fælleskontoret efter sommerferien. Han græd og stirrede tomt frem for sig. Omkring ham sad kollegerne og slog i tastaturet. Dagen efter sagde han op. “Tempoet var så højt, at jeg blev et tomt menneske. Jeg mistede simpelthen evnen til at reflektere,” siger han.

En tidligere chef fortæller, at der hos embedsmændene ligefrem kan være en stolthed over ikke at lave andet end at arbejde. Da han som ung embedsmand var på introkursus i Finansministeriet, var der en navnerunde, hvor alle på skift sagde, hvad de hed, og derefter hvad de godt kunne lide at lave i deres fritid. Dyrke karate, male, eller hvad det nu kunne være. “Men det regner jeg ikke med at få tid til længere,” sagde den ene efter den anden så. Fra nu af handlede livet om én ting: arbejde.

Andre har snarere oplevet, at det var svært at få lov til at holde fri. Og den slags historier har vi hørt rigtig mange af.

En embedsmand, der var fire år i Kulturministeriet, beskriver, hvordan hun havde arbejdscomputeren med i en partybus under sin bedste venindes polterabend, så hun kunne svare på mails. Ligesom hun ved brylluppet flere gange forlod festen på grund af en hastesag, der skulle godkendes af flere chefer og ministeren. Hendes egen chef var selv på ferie. Alligevel talte de i telefon sammen fire-fem gange mellem serveringer og bryllupstaler, inden sagen blev afsluttet klokken 20. “Da jeg mødte på arbejde igen om mandagen, var min chef sygemeldt med stress,” siger hun.

En tidligere chefkonsulent, der var otte år i Udenrigsministeriet, beskriver, hvordan arbejdet betyder, at “man må aflyse sit liv”.

“I weekenderne kørte mobilen ofte. Jeg er flere gange blevet ringet op og har forladt middagsselskaber i timer eller siddet med en grædende baby på skødet, mens min chef og jeg bare har fortsat samtalen. For arbejdet skulle jo ordnes.”

En, der i ti år var ansat som fuldmægtig i forskellige ministerier, fortæller om et arbejdspres, der fik flere til at tage betablokkere – piller, der bruges til at sænke blodtrykket – og sovepiller. Den fuldmægtige fortæller også om engang, hvor chefen ringede i julen, mens vedkommende var sygemeldt med hjernerystelse, for at få afsluttet alle aktindsigt-sager inden nytår.

“En anden gang var jeg besvimet og forklarede min chef, at jeg var nødt til at tage hjem. Så blev jeg spurgt, om jeg ikke lige kunne gøre en sag, der havde frist, færdig. Jeg sagde: ‘Undskyld, men hørte du ikke, hvad jeg sagde?’ Så blev spørgsmålet til en ordre, og jeg brød simpelthen sammen,” siger den fuldmægtige.

En embedsmand, der var tre år i Klimaministeriet, siger, at intet var helligt – end ikke barslen. Her blev hun flere gange ringet op af chefen og blandt andet bedt om at forberede “nogle ledelsesforløb” til den dag, hun kom tilbage.

En kvinde, der blandt andet har været udsendt for Udenrigsministeriet, beskriver, hvordan hendes chef skulle godkende private flybilletter, så chefen altid vidste, hvor hun befandt sig, og i hvilket tidsrum mobilen var på flight mode. Også i weekender og ferier. “Alle opgaver er så vigtige, at jorden nærmest går under, hvis det ikke laves nu og her. Det endte også ofte med, at jeg måtte sidde i lufthavnen og i flyet og arbejde. I de år jeg var der, kan jeg ikke huske et tidspunkt, jeg havde fri-fri,” siger hun.

Vidnesbyrdene fortsætter med nuancer af samme ordlyd. Og de står ikke alene. De massevis af trivselsmålinger og arbejdspladsvurderinger, som ministerierne eller Arbejdstilsynet har gennemført, og som vi har fået aktindsigt i, afslører samme billede. Lad os tage et udpluk: I Socialministeriet, Justitsministeriet og Miljøministeriet oplever omkring hver tredje ansatte eksempelvis, at balancen mellem arbejdsliv og privatliv er dårlig. I Klimaministeriet gælder det 40 procent. I Sundhedsministeriet er det næsten hver anden, der vurderer, at arbejdet altid eller ofte går ud over privatlivet.

Astrid, der står frem med fornavn, er en af de mange, vi har talt med, der beskriver jobbet som embedsmand i Justitsministeriet som et kald. Men hun er også en af de mange, for hvem drømmen er bristet.

“Jeg skulle leve og dø på Slotsholmen. Det skulle jeg. Og i dag kunne jeg aldrig finde på at tage derind igen, heller ikke hvis jeg fik penge for det.”

En aften lå Astrid i sin seng. Hun havde været embedsmand i syv år i flere forskellige ministerier. Nu lå hun som så ofte før med sin arbejdscomputer og en stak arbejdsdokumenter i skødet for at vride det sidste ud af arbejdsdagen. Men denne gang var anderledes.

“Jeg kan huske, at jeg er derhjemme i min lejlighed, og jeg ligger på sengen med min computer. Det er ikke, fordi ordene danser, men som om de er helt slørede. Så finder jeg en måde at arbejde på, hvor jeg ligesom holder mig for øjnene på en bestemt måde. Det tager ti minutter at læse et afsnit … Hvis jeg koncentrerer mig rigtig meget, så kan jeg læse en sætning. Min hjerne kunne simpelthen ikke bearbejde det. Det ville tage mig hele natten. Det er dér, jeg indser, at nu må det her stoppe. Jeg ender med at give op og skrive til min chef, at nu kan jeg ikke mere.”

Dagen efter blev Astrid sygemeldt, og snart efter sagde hun farvel til drømmen, hun havde brugt en stor del af sit liv på at jagte.

“Altså, jeg sad tilbage med følelsen, at det var mig, der var ødelagt. At det var mig, der ikke kunne noget, jeg burde. Mit skrøbelige jeg svarer ja. Men spørger jeg mit rationelle jeg, så siger det nej, det var det ikke,” siger hun.

Noget af det slående ved de historier, vi har hørt, er, hvor længe mange fortsætter som embedsmænd, selv om deres arbejde gør dem syge. En af dem, Christine Staugaard, oplevede angstanfald i forbindelse med sit prestigefyldte arbejde som ministersekretær i Socialministeriet. Den første gang var, da en juleferie nærmede sig sin afslutning. Hun følte sig på en gang bundet til sin krop og samtidig ude af den. Som om hun havde forladt den. “Det var en sindssygt ubehagelig følelse,” siger hun.

Fra den dag kom angstanfaldene, hver gang en ferie var ved at slutte, og arbejdet igen kaldte. Alligevel fortsatte hun i ministeriet i halvandet år, før hun til sidst sagde op.

“Der var bare så meget hele tiden. Vi gik altid og sagde til hinanden: ‘Ej hvor har det været et travlt forår, hold da op, mand. Nu kan vi lige trække vejret. Nu er det sommerferie. Lad os håbe, efteråret bliver mere stille og roligt.’ Så kom efteråret. ‘Hold da kæft, hvor har vi travlt, mand. Shit.’”

Mange andre har oplevet at bryde sammen på arbejdet. “Jeg er en hård pige,” siger en embedsmand, der har arbejdet i Miljøministeriet: “Jeg havde ikke grædt længe, før jeg kom derind, men de sidste seks måneder græd jeg nærmest en gang om ugen. Jeg kunne blive ringet op klokken syv lørdag morgen med besked om at arbejde, og jeg havde tydelige symptomer på stress: snurren i fingrene, ondt i maven, kunne ikke koncentrere mig, ikke sove. Det var afmagtsgråd.”

“Slotsholmen var der, mine drømme gik hen for at dø,” siger hun.

Adam Cold, der i halvandet år var fuldmægtig i Fødevareministeriet, fortæller, at de havde nogle rum med en briks, hvor man kunne låse døren og hvile sig.

“Men jeg så for det første aldrig nogen bruge dem. Og for det andet, så kaldte vi dem for græderummene. Jeg ved ikke, om der reelt var nogen, der gik derned og græd. Men det var meget sigende: Vi skal pakke vores følelser væk. Det er en del af det at være et professionelt embedsværk.”

En embedsmand med flere års erfaring fra Udenrigsministeriet beskriver, hvordan travlheden to gange fik hende til at bryde sammen på kontoret. En af gangene så lederen det og tilbød “lidt coaching”. Coachingen bestod i, at lederen sagde, at hun ikke kunne mærke, at den ansatte “ville det nok”. Hun foreslog, at embedsmanden tænkte over sin fremtid i departementet. For som lederen sagde: “Det kommer kun til at blive meget, meget værre.”

For en mangeårig embedsmand i Klimaministeriet blev stresssymptomerne så massive, at hun i en periode ikke kunne tage trapperne af frygt for at falde. Hun måtte derfor altid bruge elevatoren. Da hun til sidst sagde op, brød hendes leder sammen i gråd. Det var, beskriver embedsmanden, som om der skete et tæppefald. Nogle måneder senere traf chefen samme beslutning og forlod ministeriet.

Stressen viser sig også i forskellige trivselsmålinger og arbejdspladsvurderinger. I netop Klimaministeriet beskriver mere end hver tredje, at de ofte oplever stressrelaterede symptomer. I Skatteministeriet er billedet det sammen, hvor 31 procent melder om arbejdsrelateret stress i det seneste år. Lidt værre står det tilsyneladende til i Justitsministeriet, hvor 41 procent dagligt, ugentligt eller månedligt oplever stress, der for langt de fleste primært relaterer sig til deres arbejde. I Socialministeriet siger knap hver tredje, at de dagligt, ugentligt eller månedligt oplever søvnbesvær, som de vurderer skyldes arbejdspres. Og i Børne- og Undervisningsministeriet mener knap halvdelen af de ansatte, at ministeriets øverste ledelse ikke gør nok for at forebygge stress.

En, der netop har forsøgt at råbe ledelsen op, er en tidligere tillidsrepræsentant og mangeårig ansat i et ministerium, vi ikke kan nævne navnet på af hensyn til kildens anonymitet. Hun beskriver, hvordan hastigheden er skruet op de seneste år, og at der findes “eksempler på kontorer, der har været kørt helt i sænk”.

“For mig hænger alt det her sammen. Slotsholmen har stress, og hvis vi skal have fokus på, at flere politikere går ned med stress, så giver det også mening at se på embedsværket. For det er klart, at når politikerne skruer tempoet op, så skruer det også tempoet op nede i systemet,” siger den tidligere tillidsrepræsentant.

Når embedsmændene råber op, er det ikke kun for deres egen skyld. Flere siger, at de godt ved, at de færreste uden for embedsmandsboblen kommer til at have ondt af dem. De er privilegerede og højtuddannede, og mange kan få et velbetalt job i det private i morgen. Men som en fuldmægtig i Udenrigsministeriet siger: “Det er ikke i hverken ministeriets eller samfundets interesse, at den nye generation kun er her et par år. Det er virkelig dyrt og giver et stort videnstab.”

“Udskiftningen betyder, at man mister organisationens tavse viden,” siger professor Bent Greve fra Roskilde Universitet. “At mange af ressourcerne pludselig går fra effektivt arbejde til rekruttering og oplæring.” Peter Hasle fra Syddansk Universitet stemmer i: “Når der både er et stort tidspres og en stor udskiftning af medarbejdere, så risikerer arbejdet at blive mere sjusket, og i sidste ende har det jo betydning for samfundsudviklingen.”

En tidligere ansat i Miljøministeriet fortæller eksempelvis, hvordan arbejdet med naturnationalparkerne, det måske vigtigste projekt for dansk natur i nyere tid, var præget af sygemeldinger og medarbejderflugt. Det betød, at helt nyuddannede embedsmænd blev gjort ansvarlige for det store projekt, hvilket ifølge kilden førte til “et giftigt arbejdsmiljø”, hvor der blev både råbt og skældt ud. En trivselsmåling fra den periode viser, hvordan de ansatte i det ansvarlige kontor, ‘Vild natur og biodiversitet’, var særligt utilfredse med arbejdet sammenlignet med resten af ministeriet.

“Den seneste arbejdspladsvurdering viser blandt andet, at der var en oplevelse af et højt arbejdspres og stress i departementet. Det tager vi alvorligt,” skriver Miljøministeriet i et skriftligt svar og oplyser, at det har medført “dialogmøder i alle kontorer” samt udarbejdelse af flere handlingsplaner med fokus på trivsel.

Risikoen for, at hastværket går ud over arbejdet, viser sig også i andre trivselsmålinger. I Statsministeriet føler hver tredje, at opgaverne ikke kan løses tilfredsstillende. Og i Klimaministeriet erklærer kun halvdelen sig enige i, at der “er balance mellem mine opgaver og den tid, som jeg har til rådighed”. En embedsmand, der arbejder i Klimaministeriet, giver et konkret eksempel. Da krigen i Ukraine førte til voldsomt stigende varmepriser, besluttede den daværende regering at give en såkaldt varmecheck til de husstande, der var hårdest ramt. Men det var kompliceret af flere årsager, og ifølge embedsmanden var det noget, de havde forudset og forsøgt at advare om i ministeriet. “Der var flere, der gjorde opmærksom på, at det ikke ville være en god løsning fagligt set. Det gør så, at den gode intention bliver til en møgsag i pressen bagefter. Så skal folk løbe dobbelt så stærkt for at redde det efterfølgende. Alt sammen for at en minister skal se godt ud og fremstå handlekraftig,” siger embedsmanden. Vi har forelagt oplysningerne for den tidligere klimaminister Dan Jørgensen, der henviser til Klimaministeriet. De er ikke vendt tilbage ved vores deadline.

En tidligere fuldmægtig, der var ansat som jurist i blandt andet Justitsministeriet, genkender billedet. “Da jeg begyndte, oplevede jeg lydhørhed, når jeg fandt en fejl. Vi var faktisk glade, når vi opdagede fejl, og så havde vi en intensiv uge, hvor vi fik det rettet. I dag er det en dårlig ting, hvis man påpeger mulige fejl, og det synes jeg er meget sigende for udviklingen.” Flere nævner minksagen som et skrækeksempel, hvor hastværk førte til alvorlige fejl, og frygter, at det generelle hastværk kan føre til noget lignende. Heriblandt en tidligere fuldmægtig i Skatteministeriet, der siger, at alt, hun leverede, “i bedste fald var middelmådigt” på grund af de “elendige arbejdsvilkår”.

Også en jurist, der var ansat i Udlændinge- og Integrationsministeriet, beskriver, hvordan de korte frister går ud over lovarbejdet. “Det bliver til lovsjusk. Om vi så arbejder dag og nat, kan jeg ikke stå inde for kvaliteten. Jeg er ramt af en følelse af opgivenhed og magtesløshed. Jeg kan slet ikke overskue på samfundets vegne, at vi kører ud ad den her vej,” siger hun.

Slotsholmen er fanget i en ond cirkel. Det er den måske mest gennemgående metafor blandt de embedsmænd, vi har talt med. De fortæller, at de altid har været helt på det rene med, at arbejdet tæt på ministrene betyder skæve arbejdstider, uforudsigelighed og overarbejde. Problemet er, siger de, at alle sager bliver set som akutte kriser, og at de derfor allerede er udmattede og udkørte, når de virkelige kriser rammer.

Deres vidnesbyrd viser samtidig, hvordan et enormt arbejdspres har skabt en stresset kultur. Det er, som om stressen bor inde i systemet, i ministeriernes vægge, og ikke er til at komme af med, når først den er opstået. Måske fordi arbejdspres og stress har det med at flyde fra chefer til medarbejdere. Og fra den medarbejder, der bliver sygemeldt eller brænder ud, til den kollega, der pludselig skal arbejde for to. “Så tager man selv mere arbejde på sig, og så smitter det. Skal jeg redde mine kolleger, eller skal jeg redde mig selv?” siger en embedsmand i Klimaministeriet.

Det er denne onde cirkel, der gør det rigtig svært at pege præcis på, hvor presset kommer fra, og hvem der skal stoppe det. Men ligesom mange andre peger Christine Staugaard, ministersekretæren, der fik angstanfald i forbindelse med sit arbejde, på ledelsen som dem, der har det største ansvar for at ændre på kulturen. Hun brugte selv meget af sin tid på at bestille forskellige dokumenter og notater på vegne af ministeren. Og her oplevede hun, hvor tilfældige tidsfristerne var. I langt de fleste tilfælde kunne opgaverne sagtens vente. Problemet var, siger hun, at ingen turde sige fra over for myretuens dronning, ministeren.

“Som jeg ser det, var der i høj grad en manglende vilje til at sige: ‘Det kommer ikke til at ske, fru eller hr. minister. Du er nødt til at prioritere.’”

Men hvem er det så, der skal sige fra? Ansvaret i et ministerium flyder opad. Ud over ministrene selv ender det hos departementscheferne, myretuens næstkommanderende og det endelige bindeled mellem embedsværket og politikerne. Så dem kigger vi mere på snart.

Statsminister Mette Frederiksen ønsker ikke at udtale sig om arbejdsforholdene i ministerierne. Statsministeriet henviser til finansminister Nicolai Wammen, der gerne vil have mere tid, inden han svarer på vores spørgsmål. Vi afventer svaret og opdaterer historien, når vi modtager det.

Artiklen er opdateret 1. maj. I den oprindelige version skrev vi: “I Udenrigsministeriet forlod mere end hver tredje, 36 procent, jobbet i 2022”. Det er for så vidt korrekt og tallet stammer fra Medarbejder- og Kompetancestyrelsen. Vi har dog valgt at fjerne passagen, da Udenrigsministeriet har taget kontakt og gjort os opmærksomme på, at tallet er misvisende, da det også gælder interne rokader, hvor medarbejdere er overgået fra en stilling i ministeriet til en anden.

Læs andet afsnit her