Det burde på ingen måde have været en overraskelse. For seks år siden skrev daværende præsidentkandidat Hillary Clinton det meget klart. Højesteret havde på det tidspunkt lige givet aborttilhængere medhold i en principiel sag fra Texas og fjernet et abortforbud, og der var stor begejstring blandt Demokraterne. Men, advarede Clinton, det var ikke tid til at fejre en sejr.

“Det faktum, at den næste præsident formentlig kan udpege tre eller fire højesteretsdommere i de næste fire år”, er en “stærk påmindelse” om, at retten til abort nemt kan forsvinde, skrev hun i en pressemeddelelse. Fire måneder senere – få dage inden selve valgdagen – sagde Republikanernes kandidat, Donald Trump, det selv under den afsluttende tv-debat. Ja, hans forventning var bestemt, at han som præsident ville kunne skifte to, måske tre højesteretsdommere ud, og han ville udelukkende vælge dommere, der ville fjerne retten til fri abort på et føderalt niveau. “Så retten til fri abort vil altså forsvinde, hvis du bliver præsident?” spurgte tv-værten. “Det kommer til at ske. Ja, det sker, efter min vurdering, automatisk. For jeg vil kun vælge dommere, der er imod abort.”

Tallet blev tre. Præsident Trump fik tre pladser at bestemme over i USA’s højesteret, og han indsatte i de efterfølgende år Neil Gorsuch, Brett Kavanaugh og Amy Coney Barrett, der alle stemte helt som ventet. Fredag kunne højesteret så gøre det officielt: Den landsdækkende ret til fri abort i USA er væk.

Donald Trumps regeringsperiode som præsident varede fire år – hans første i hvert fald. Hans ministre er ikke længere ministre, hans flertal i Kongressen forsvundet. Nu er det Demokraterne, der har præsidentposten og flertal i den amerikanske kongres.

Men når det gælder den amerikanske højesteret, er Trumps indflydelse kun først lige begyndt at udmønte sig i beslutninger. Hans regeringstid har gjort, at der nu er et solidt flertal af konservative dommere, seks mod tre, og det vil sandsynligvis præge USA årtier ud i fremtiden.

Derfor er det store spørgsmål nu: Hvad vil højesteret bruge sin magt til? Hvordan vil de dømme i nye sager, og vil de omstøde tidligere afgørelser afgjort i en anden tid med en anden sammensætning af dommere? Med andre ord: Var afgørelsen om abort kun begyndelsen på det næste store kapitel i den amerikanske kulturkrig?

Norma McCorvey var bare 21 år gammel, da hun blev gravid med sit tredje barn. Det var ikke gået så godt de første to gange. Hendes mor havde fået forældremyndigheden over det første barn, og barn nummer to var blevet bortadopteret. Nu ønskede Norma McCorvey at få foretaget en abort. Men dengang, i 1969, var den slags ulovligt i Texas, hvor hun boede, undtagen i ekstreme tilfælde. Hendes venner opfordrede hende til at opdigte en historie om, at hun var blevet voldtaget af en gruppe sorte mænd, men fordi der af gode grunde ikke var nogen beviser, slog planen fejl. I stedet kom hun i kontakt med en idealistisk advokat, som ledte efter en kvinde som netop McCorvey til at rejse en sag, der kunne danne præcedens og sikre kvinders ret til at bestemme over egen krop. Sammen lagde de sag an mod distriktsadvokaten i McCorveys hjemby, Dallas, Henry Wade. Deres argument var, at retten til fri abort var en grundlæggende frihedsrettighed, og at Norma McCorvey – eller Jane Roe, som var det juridiske pseudonym, hun blev kendt under – havde fået krænket denne rettighed. Sagen blev kendt som Roe v. Wade.

Afgørelsen, som faldt den 22. januar 1973, var en milepæl for kvinders rettigheder i USA. Med syv stemmer mod to gav USA’s højesteret Norma McCorvey medhold. Retten til fri abort var en fundamental rettighed, og lovgivningen i Texas – og adskillige andre amerikanske delstater – var forfatningsstridig og måtte underkendes. Afgørelsen hjalp ikke Norma McCorvey, som på det tidspunkt havde født og bortadopteret sit tredje barn. Men den sikrede millioner af kvinder retten til at bestemme over deres egen krop i de kommende årtier. Helt frem til nu.

De senere år har en række delstater udfordret Roe v. Wade. En af dem er Mississippi. I 2018 indførte de en lov, som forbød abort efter 15. graviditetsuge. Det fik en abortklinik i delstaten til at rejse sag. De mente, at den nye lov var i strid med Roe v. Wade. Det viser, hvor liberal den hidtidige lovgivning i USA faktisk har været. Ifølge Roe v. Wade måtte man ikke forbyde abort før det tidspunkt, hvor fosteret selv ville være i stand til at overleve uden for livmoderen. Siden 1973 har den grænse flyttet sig lidt på grund af medicinske fremskridt, så den i dag går ved 23 uger. Til sammenligning går abortgrænsen i Danmark ved 12 uger, altså næsten tre måneder før den grænse, der blev sat af Roe v. Wade. USA har altså længe haft meget mere liberale regler end her i Danmark.

Sagen ved abortklinikken i Mississippi blev anledningen til, at USA’s højesteret igen tog spørgsmålet om abort op. Men nu var det med seks dommere udnævnt af republikanske præsidenter. Den 24. juni 2022 faldt afgørelsen, som med ét fratog millioner af amerikanske kvinder retten til abort. Højesteret gav staten Mississippi medhold og omstødte i samme åndedrag den 49 år gamle dom. “Forfatningen nævner ikke abort,” lød argumentet, og man kunne ikke uden videre fastslå, at retten til abort hørte under de grundlæggende frihedsrettigheder, som forfatningen sikrer.

Konkret betyder det altså, at der ikke længere findes en landsdækkende lov, som står over de enkelte delstaters love og sikrer retten til abort for alle kvinder i USA. I stedet er det op til lovgiverne i de enkelte delstater at lovgive, som de finder bedst. 13 delstater havde forinden forberedt såkaldte trigger-love, der kunne træde i kraft, når Roe v. Wade faldt. Yderligere omkring 13 stater ventes at følge med. Nogle steder gælder de nye love allerede, mens de andre steder træder i kraft inden for få uger. Hvordan forbuddet udformes, vil variere fra delstat til delstat. Nogle steder vil der være nærmest totalforbud mod abort. Andre steder vil forbuddet træde i kraft efter for eksempel seks eller otte uger. Nogle steder, men ikke alle, vil der være undtagelser i tilfælde af voldtægt eller incest. I de delstater, der går længst, kan abortlovgivningen blive strengere end i lande som Pakistan og Saudi-Arabien. Her tillader man en provokeret abort, når det kan beskytte moderens helbred. I nogle amerikanske delstater vil det kun være tilladt, når det kan redde moderens liv.

Den amerikanske højesteret er en særdeles magtfuld størrelse. De ni dommere udgør USA’s øverste juridiske myndighed og har det ultimative ord, når det gælder al føderal lovgivning, altså den landsdækkende lovgivning, der går på tværs af alle de amerikanske stater.

De tre dommere, Trump nåede at udnævne, er alle konservativt indstillet, og dermed er balancen i højesteret markant forskubbet til konservativ side: Seks er konservative, kun tre er liberale. Den besætning er ikke en lille ting. De konservative har ikke været i flertal siden 1950’erne – og slet ikke så massivt som nu. Og det ganske særlige ved højesterettens dommere er, at de er udpeget på livstid. Trumps tre dommere er i dag 54, 57 og 50 år gamle. Det vil altså være forventeligt, at de tre dommere sidder mindst 25, 30 eller måske 40 år mere i sædet. En overgang flirtede især venstrefløjen af Det Demokratiske Parti med at udvide antallet af dommere fra de nuværende ni og dermed udvande den konservative slagside, at ‘pakke’ højesteret, som det hedder. Men præsident Joe Biden tøvede fra start og har ikke vist anslag til at gøre alvor af muligheden. Balancen består. Højesterets konservative linje er cementeret mange år ud i fremtiden.

Der går en linje ned gennem rettens afgørelser, som ofte afspejler sammensætningen af dommere. Abortlovgivningen var ikke den eneste store afgørelse, højesteret kom med i sidste uge. Også den grundlæggende forståelse af våbenlovgivningen blev ændret: Højesteret afgjorde nemlig, at borgere har en grundlovssikret ret til at bære våben i offentligheden – dog med visse undtagelser.

Den konservative dommer Clarence Thomas beskrev i en udtalelse i dommen om abort, at han ønsker at genbesøge en række afgørelser, som han mener er juridisk beslægtet med abortspørgsmålet. Hans logik er følgende: hvis vi har besluttet, at abort er noget, de enkelte amerikanske stater må sætte regler op for, så findes der også andre emner, staterne selv må bestemme over. Det strækker sig over ret til retten til at købe og bruge prævention til homoseksuelles ægteskab og seksuelle forhold. Altså nogle af de punkter, hvor USA moralsk har rykket sig allermest det seneste årti, og hvor der findes en klar moralsk skillelinje, der kløver sig ned gennem amerikansk politik.

I den 213 sider lange afgørelse beroliger flere af de konservative dommere med, at sagen kun gælder abort. Men som de tre liberale dommere skriver, så er det “svært at forstå, at nogen kan være sikre på, at dagens afgørelse bliver den sidste af denne slags”.

Den udmelding fik straks præsident Joe Biden til at advare: “Retten er ved at slå ind på en kurs, der er både ekstrem og farlig”, sagde han.

Clarence Thomas står godt nok alene med sit ønske om at tage de emner op, og flertallet i højesteret understreger selv i afgørelsen, at den kun gælder spørgsmålet om abort. Han kan altså ikke selv bede retten om at tage spørgsmålet op og dermed omgøre de rettigheder, LGBT+-personer har fået i USA i dag.

Men at han nævner homoseksuelles rettigheder og adgang til prævention, kan ikke afskrives som en tilfældig tanke, der falder til jorden, bare fordi retten ikke af sig selv kan omgøre sagen. Det er nemlig en klar invitation til lovgivere i de stater, der i forvejen er skeptiske over for den landsdækkende lovgivning på netop disse punkter. Hvis de går forrest, kan lovene blive ændret.

Her er, hvordan det kan ske: En amerikansk stat vedtager lokalt en lov, der for eksempel forbyder salg af prævention i netop denne stat. Hov hov, vil nogen så sige – sådan et forbud mod salg af kondomer er ugyldigt: Det kan staterne ikke selv bestemme. Kritikerne af den nye præventionslov indbringer den derfor for en domstol for at få den fjernet, og ultimativt ender sagen ved USA’s højesteret.

Nu kommer Clarence Thomas og hans otte kolleger på banen for at tage stilling. Ikke nødvendigvis til, om det skal være forbudt at købe prævention. Men om det er et spørgsmål, staterne selv skal kunne beslutte, eller om det er et landsdækkende spørgsmål – som det er i dag. Altså på samme måde som abortspørgsmålet blev ændret: hvis man gerne vil have fri prævention i New York, så fint – bare dem i Texas må vælge en anden rute. Samme proces kan tages på den lov, der gælder homoseksuelles ret til ægteskab. Tanken er ikke kun teoretisk. Det har konsekvenser allerede nu i nogle amerikanske stater.

Eric Patton er præst i Tennessee, der er en af de stater, der inden for de seneste år har oplevet, at rettighederne for LGBT+-personer er blevet strammet. Nu oplever han, at det strømmer ind med homoseksuelle par, der fremskynder planlagte bryllupper. De frygter at blive overrasket af ny lovgivning, der ruller deres rettigheder tilbage. Det er det, alle tænker på, siger han:

“Hvis nogen har planlagt et større bryllup ude i fremtiden, så anbefaler jeg dem at blive gift med det samme, mens vi ved, at de stadig har muligheden,” siger præsten til den lokale avis.

Den overvejelse går parret Mario Oranday og Andrew Baumgarten også rundt med. Mario friede på en bjergtop i Great Smoky Mountains, og Andrew sagde ja til at blive gift. Egentlig er de ved at spare sammen til et kæmpe bryllup, hvor alle deres venner skal med. Men nyheden om højesterets afgørelse og de mulige konsekvenser har spredt sig som en steppebrand. Nu overvejer de to mænd, om de skal skynde sig at blive gift i stedet. “Jeg elsker Nashville. Jeg elsker mine venner, og jeg elsker, hvor jeg bor. Jeg hører til her,” siger Mario til den lokale avis. Alligevel nager tanken ham nu: om deres fremtid overhovedet skal findes i Tennessee.

Afskaffelsen af den landsdækkende frie abort kommer på et bemærkelsesværdigt tidspunkt. For tilslutningen til netop den frie abort er højere, end den har været de seneste 27 år. Den seneste meningsmåling fra Gallup siger, at 55 procent af amerikanerne er for en føderal lov om fri abort, altså som USA så ud frem til juni 2022, mens 39 procent er imod. Altså et klart flertal for den frie abort som en rettighed for alle. Så kommer der så bare en lov? Det er ikke helt så enkelt.

De seneste meningsmålinger har Demokraterne både set, læst og forstået, og de har længe planlagt at gøre det særlige midtvejsvalg til november til en uofficiel folkeafstemning om abort.

Som Joe Biden siger: Til efteråret er abort på stemmesedlen. Personlig frihed er på stemmesedlen. Retten til privatliv, frihed, lighed – alt det er på stemmesedlen.

Budskabet fra præsident Joe Biden er enkelt og klart: Højesteret har sagt, at vi skal finde en politisk løsning, så giv mig det politiske flertal, så jeg kan stemme en politisk lov igennem i Kongressen.

Lavpraktisk handler det om Senatet, hvor den særlige – og ekstremt omdiskuterede – filibusterregel gør, at betydningsfuld lovgivning kræver 60 ud af 100 stemmer. Lige nu har Demokraterne 50 pladser. Det praktiske ved valget er lidt kompliceret, men ud af 20 nuværende republikanske stater skal Demokraterne altså vinde halvdelen – og ikke tabe en eneste. I teorien kan det lade sig gøre, men det sker næppe.

I stedet bliver det så i de enkelte stater, hvor man de kommende måneder og år gennem talrige retssager og appeldomstole – for sådan fungerer det amerikanske system – skal finde de præcise grænser for tilladte aborter ved graviditet uden for livmoderen, abort ved voldtægt og incest og abort, når moderens liv er i akut fare.

I mange stater byder republikanerne kampen velkommen. For det klare flertal for abort er ikke ligeligt fordelt over hele det enorme land. Derfor vil der være enkelte stater – blandt andet Texas – hvor både mænd og kvinder rent faktisk ønsker sig en ekstremt restriktiv abortlovgivning.

Og så skal man huske på en ikke uvæsentlig detalje: Med Demokraternes mulighed for måske en dag at lave en national lov, der tillader fri abort i hele landet, følger naturligvis også Republikanernes mulighed for det modsatte: at en dag – når de igen har magten og Det Hvide Hus – at lave en landsdækkende lov, der forbyder abort i hele landet.

Men uanset de konkrete politiske slagsmål, står én konklusion tilbage: Den amerikanske højesteret er blevet centrum for en politisk debat af den kaliber, der i disse år kløver det amerikanske samfund i to lejre.

At fjerne den universelle ret til abort bliver i den demokratiske lejr set som en utvetydig politisk handling, der sætter spørgsmålstegn ved selve institutionens værdi:
“Den domstol har mistet sin legitimitet,” sagde den fremtrædende demokratiske senator og tidligere præsidentkandidat Elizabeth Warren, mens flere konservative stemmer omvendt mente, at domstolens afgørelse på ingen måde skulle ses som politisk. Spørger man amerikanerne selv, er tilliden til domstolen stærkt faldende, især blandt demokrater.

Om det var meningen eller ej, så har sagen om abortspørgsmålet definitivt afgjort en ting: Polariseringen har i den grad indtaget højesteret. Den institution, hvor nogle af de største værdipolitiske spørgsmål i USA afgøres de kommende år.