Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Knud Anker Iversen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Min ven er pædofil. Jeg tog på en erkendelsesrejse for at forstå ham. For børnenes skyld

Vi må om bag ubehaget og åbne samtalen om pædofili.

Illustration: Lorenzo Matteucci for Zetland

Jeg har tænkt på den aften mange gange. Jeg kan stadig ikke huske, hvordan jeg reagerede, da du gik til bekendelse med din hemmelighed. Om jeg sagde noget til det, eller om jeg var for konfliktsky til at reagere med andet end et forbløffet: Nå.”

Men jeg ved, hvilke tanker der er løbet gennem mit hoved lige siden. Forvirringen over, hvordan det, jeg frygtede som barn, og det, jeg foragter som voksen, kunne være en del af dig. Hvordan en af de personer, jeg holder allermest af, har grinet med i utallige timer og delt mine dybeste følelser med, kunne have noget til fælles med de forfærdelige mennesker, jeg er blevet bekendt med i nyhederne.

Jeg kan huske, at jeg stillede dig et spørgsmål. Om du nogensinde havde gjort et barn fortræd. Du havde lige fortalt mig, at du var tiltrukket af piger, der var lidt yngre, end du havde indrømmet i første omgang. At du ikke kun var interesseret i de piger, der skulle låne storesøsters ID for at kunne snige sig ind på klubben – men også dem, hvor sodavandsdiskoteker stadig var et hit, og hvor bare det at holde i hånd med sin flamme gav sommerfugle i maven. Du forsikrede mig om, at du aldrig havde forsøgt at gøre fantasierne til virkelighed, og at jeg heller ikke skulle frygte, at det var noget, der kunne ske.

Vi taler ikke rigtig om det mere. Men jeg kan stadig mærke, hvordan det spænder op i maven, hvis vi snakker om mine nevøer eller niecer, og jeg pludselig forbinder dem med dine tanker.

For nogle måneder siden tog jeg fat i dig. Vi gik en tur rundt om Søerne i København, og jeg fortalte dig, at jeg overvejede at skrive om det her emne. At jeg dels ville forsøge at blive klogere på dig, dels få en større forståelse for, hvorfor jeg har det så svært med det. Meningen med galskaben skulle være, at vi til sidst kunne sætte hinanden stævne og tage den snak, vi endnu ikke har formået.

Da jeg kom hjem, gik det op for mig, at jeg ikke én eneste gang brugte ordet på det, vi snakkede om. Jeg har heller ikke skrevet det i den her tekst endnu.

Jeg føler ubehag ved ordet. Jeg har vanskeligt ved at tage det i brug. Og allersværest har jeg ved at sætte det prædikat på dig, min ven. Pædofil.

Når det her bliver læst, er det næsten et år siden, at jeg gik rundt om Søerne med min ven. Artiklens fødsel har været en lang og sej kamp. Men også en kamp, hvor jeg er blevet klogere undervejs. Blandt andet har jeg fundet ud af, at det her handler om meget mere end bare at forstå min ven.

For uanset om vi kan lide det eller ej, lever der pædofile i Danmark i dag. Det er en gruppe af mennesker, der i høj grad lever i det skjulte, og hvis lyster er så forbudte, at de risikerer at ende de helt forkerte steder på nettet, når de søger information om de tanker, de går med. Dermed risikerer vi som samfund at skubbe dem hen til helt forkerte og mørke steder på internettet, hvis det ikke er muligt at tale om emnet. Og taberne i sidste ende er ikke bare de pædofile. Det kan også blive børn. Derfor mener fagfolk, at det er nødvendigt at tale om pædofili, hvor ubehageligt det end måtte synes. For i sidste ende kan det være afgørende for, at vi ser færre overgreb begået mod børn. Derfor skal vi fortælle om det.

Ingen vej tilbage

Verden er uforudsigelig, og mennesker, lande, organisationer og dyr bliver hver dag tvunget til at brænde broer, genopfinde sig selv, satse alt eller starte forfra. Vi dedikerer sommeren til historier om dem og det, der har ingen vej tilbage.

Kan du ikke fortælle de andre journalister, at de skal lade være med at misbruge begrebet pædofil?” spørger Jakob Soelberg mig som det første, da jeg møder ham på hans kontor i København.

Han er psykolog og behandler blandt andre mennesker med domme for seksualforbrydelser. Heriblandt pædofile. Et felt, han har beskæftiget sig med i mere end 16 år – og som han mener, at mange af os ikke rigtigt forstår.

For det første, forklarer han, er alder slet ikke afgørende for den pædofile. Det handler derimod om kroppens udseende. Den pædofile er tiltrukket af dem, hvor der enten slet ikke er tegn på pubertet, eller hvor den er i sin spæde start. Kropsbehåring, former og lignende vil altså seksuelt virke utiltalende på dem. Af samme grund er det teknisk set forkert at betegne folk som den afdøde sexforbryder Jeffrey Epstein som pædofil. Man kan kalde dem nogle gamle grise, men deres seksuelle interesser retter sig mod både børn og teenagere, der er gået i puberteten, hvorfor de ikke er pædofile i klinisk forstand.

Den anden misforståelse er, at alle, der begår overgreb mod børn under den seksuelle lavalder, er pædofile. Det er langtfra tilfældet. Faktisk vurderes det, at over halvdelen af de overgreb, der bliver begået mod børn, ikke er udført af det, som videnskaben ville kalde pædofile. Det skyldes, at man i klinisk forstand kun er pædofil, hvis man har en eksklusiv interesse for børn, der endnu ikke er gået i pubertet. Men mange overgreb bliver begået af personer, hvor det ikke gør sig gældende. Det kan for eksempel være, at de kommer ud af en grænseløs familie, er kraftigt påvirket af alkohol eller har svært ved at indgå i relationer med jævnaldrende, hvorfor de begår overgreb af andre årsager end selve den seksuelle interesse.

Det er også langtfra alle pædofile, der begår overgreb. Der findes en stor gruppe, som har seksuelle tanker om børn, men som siger, at de aldrig har begået overgreb og ikke kunne drømme om at gøre børn fortræd. De omtaler sig selv som dydige pædofile. I det hele taget passer pædofile ikke altid på de fordomme og forestillinger, vi har om dem. Pædofile findes nemlig i alle aldre og på tværs af alle sociale lag. Det kan altså lige så vel være byens bankdirektør eller Mikkel fra 9. B, som det kan være en gammel mand med trenchcoat og Werther’s Original i lommen. Tilsvarende kan både kvinder og mænd være pædofile, omend sidstnævnte er overrepræsenterede i de sager, man kender til.

At mange pædofile hverken fortæller om deres seksuelle lyster eller udlever dem, er måske også årsagen til, at antallet af pædofile med flere længder oversteg det, jeg havde forestillet mig. Det er vigtigt at påpege, at tallene er forbundet med stor usikkerhed, men de fleste undersøgelser peger på, at det gælder for en til tre procent af befolkningen. I Danmark alene svarer det altså til cirka 60.000 til 175.000 mennesker. Det betyder, at de fleste af os formentlig kender to til seks personer med de her tanker.

Hvorfor så mange har en seksuel tiltrækning rettet mod børn, ved man ikke. Næsten alle eksperter er dog enige om, at det ikke er noget, de pædofile selv har valgt. Ligesom det ikke er noget, de kan ændre på.

Man skal ikke lytte til Sille Schandorph Løkkegaard særligt længe for at forstå, hvor vanskeligt livet kan blive for barnet, hvis de pædofile lyster bliver ført ud i livet og ender som seksuelle overgreb.

Hun er psykolog og ph.d. og arbejder til daglig på Videnscenter for Psykotraumatologi ved Institut for Psykologi på Syddansk Universitet. Et overgreb på et barn, siger hun, øger risikoen for skæbner, der involverer både prostitution, stofmisbrug og selvmord som voksen.

Hvor mange børn og unge der reelt bliver misbrugt, er svært at vide, da en del aldrig tør fortælle om det. Men i en undersøgelse fra 2016 foretaget af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, sagde fem procent af i alt 2.000 adspurgte 8.-klasseelever, at de mindst én gang havde oplevet at blive udsat for eller forsøgt udsat for enten blottelser, uønskede berøringer eller samleje fra voksne eller familiemedlemmer. Det vil sige, at for hver klasse, der afslutter folkeskolen, vil der sidde cirka én elev, der er blevet udsat for et seksuelt overgreb, mens hun eller han var under den seksuelle lavalder.

Overordnet kan man sige, at der er to ting ved det seksuelle overgreb, der kan forårsage et traume hos barnet. Det ene er selve den handling, der finder sted ved et overgreb. Selv om barnet ikke nødvendigvis er udsat for livsfare, er der tale om et enormt kontroltab, fordi det ikke er i stand til at flygte fra situationen. Og det i sig selv kan være så voldsomt og grænseoverskridende, at det vil være belastende for stort set alle, der oplever det.

Det andet handler om tillid. De fleste børn vil som udgangspunkt have en naiv forståelse af, at verden er god, og at alle voksne passer på én og vil én det godt. Så når man bliver udsat for et seksuelt overgreb, sker der et enormt tillidsbrud. Ens forståelse af, hvordan verden hænger sammen, bliver ødelagt. Det er ikke, fordi man bare får en mere nuanceret forståelse af verden. Nej, den lyse version bliver simpelthen udskiftet med den mørke. Man lærer, at verden er ond, og at folk ikke nødvendigvis passer på én.

Det gør, at de her børn vil møde verden med en anden sårbarhed. Rent psykisk kan det give både angst, depression og PTSD, selv for meget små børn. Men konsekvenserne for det enkelte barn rækker langt ud over diagnoserne. Man risikerer at få svært ved at fungere i dagligdagen og søvnproblemer om natten. Derfor kan de her børn have svært ved at gå i børnehave eller skole. De er hele tiden på vagt, fordi de føler, de skal have overblik og kontrol over alt, hvad der foregår omkring dem. De forsøger også gerne at undgå alt, hvad der minder dem om overgrebet. Måske bliver de bange for mandlige pædagoger, hvis overgrebspersonen var af samme køn. Nogle vil opleve at gå i stå eller ligefrem tilbage i deres udvikling. Måske kan de lige pludselig ikke længere læse eller binde deres sko. Det kan også være, at de begynder at tisse i sengen eller tale babysprog igen.

Nogle børn vil reagere på den psykiske smerte ved at blive udadreagerende, vrede og aggressive. På grund af den adfærd kan de hurtigt blive stemplet som problembarnet, som andre ikke vil have noget med at gøre. Andre lukker sig inde i sig selv. De stopper med at lege og trækker sig fra sociale sammenhænge. Det resulterer måske i mobning og mange skoleskift og kan hurtigt skabe en selvforståelse af, at man er forkert og ikke passer ind. Måske tænker man endda, at det er selvforskyldt.

Der er ikke nogen tvivl om, at seksuelle overgreb kan ødelægge hele liv. Det er dog også vigtigt for Sille Schandorph Løkkegaard, at det ikke bliver en dommedagsprofeti. At ens liv ikke behøver at være slut, fordi man har været udsat for et traume. Dels er der børn, der ikke oplever de samme problemer. Men man kan også med en tidlig og professionel behandling hjælpe dem, der oplever de her problemer, så barnet og dets familie lærer at leve med, at overgrebet skete, men uden at det dominerer barnets hverdag, eller at de voldsomme erindringer overvælder barnet i andre sammenhænge senere hen.

Jeg husker tydeligt, første gang jeg hørte om pædofili. Jeg var syv år gammel og var i København med min mor og søster, der var ude for at shoppe. Efter hvad der dengang føltes som et utal af butikker, spurgte jeg min mor, om ikke jeg måtte blive oppe på gaden, mens de besøgte den næste.

Min mor satte sig på hug foran mig. Det må du gerne. Men hvis der kommer en mand, som tilbyder dig slik, for at du går med ham, skal du takke nej.”

Hvor længe jeg stod alene på gaden, ved jeg ikke. Men enhver, der så meget som skelede til mig, blev mødt med en stor portion skepsis. Jeg havde fået den opfattelse, at det ikke var unormalt, at nogen kom med den slags tilbud. Nærmere at det var noget, der skete ganske ofte. Som barn sad jeg også tit og så nyhederne med mine forældre. Det skete med jævne mellemrum, at de nævnte noget med børnelokkere. Det var som regel noget med et barn, der på vej til eller fra skole var blevet samlet op. For det meste af en hvid varevogn. Det skabte en frygt i mig, en frygt for hvide varevogne. Så jeg dem på vej til skole, var jeg ekstra opmærksom på, hvem der stod i nærheden. Så de mistænkelige ud? Mit cykeltempo blev også altid skruet i vejret. Var jeg på gåben, gik jeg over på den anden side af gaden. Så skulle de i det mindste gøre en større indsats for at få fat på mig — selv om jeg måske overvurderede mine egne evner, når jeg tænkte, at jeg med det lille forspring kunne nå at løbe fra dem.

Det overrasker ikke Karen Munk, da jeg fortæller, hvordan jeg havde det med pædofili som barn. Hun er udviklingspsykolog og har de sidste ti år som en del af forskningsgruppen Paradox beskæftiget sig med frygten for pædofili.

Hun mener, at der de sidste 20 år er kommet en panik omkring pædofile i samfundet, som ifølge hende har flere negative konsekvenser. Hun mener, at de lovlydige pædofile i samfundet lider under det. De, der ikke gør skade på børn, men har nogle tanker, de ikke kan slippe af med – hvor end de gerne ville. Personer som min ven.

Ud over det mener Karen Munk, at frygten for pædofili kan have negative konsekvenser for de børn, der er ofre for overgreb. Der er ikke nogen tvivl om, at lidelserne, som ofre må leve med, udspringer af de overgreb, de er blevet udsat for. Men det er ikke ensbetydende med, at selve overgrebet er det eneste, der påvirker de skæbner, som Sille Schandorph Løkkegaard før fortalte om. Der er flere faktorer i spil. Eksempelvis mener Karen Munk, at samfundets måde at håndtere problemet på kan være med til at forværre situationen for de børn, der skal leve med det resten af deres liv. Hun tager blandt andet udgangspunkt i en undersøgelse, som nogle Harvard-psykologer har lavet, hvor de spurgte en række studerende, om de havde været udsat for overgreb som børn. Flere af forsøgsdeltagerne gav udtryk for, at de ikke havde mærket konsekvenser af de situationer, de var blevet udsat for. Ikke før undersøgelsen fandt sted, og de nu begyndte at se tidligere hændelser i et nyt lys. Hændelser, de ikke før havde tænkt over, opfattede de nu som overgreb. Det betød, at de pludselig blev ramt af en skam, de ellers ikke havde oplevet før, som satte sig i dem og fik indvirkning på deres liv.

Det betyder selvfølgelig ikke, at man altid skal ignorere og fortrænge sin fortid og ikke forholde sig til den. Nogle har som barn måske haft en oplevelse, de altid har givet sig selv skylden for. Der kan det være godt at blive bevidst om, at det ikke er selvforskyldt, men at en anden bærer ansvaret. Nogle oplever måske også problemer senere i livet, som kan forklares med fortrængte barndomsminder. Der vil det også kunne hjælpe at blive opmærksom på det, så man kan bearbejde det.

Det er også et generelt fænomen, at børn, der har oplevet seksuelle overgreb i barndommen, først bliver klar over det senere i livet. Eksempelvis når de får deres første kæreste og begynder at blive seksuelt aktive. Så opdager de pludselig, at det, de var udsat for som børn, var forkert, fordi de nu kan sætte det i relation til en god seksuel oplevelse.

Det, Karen Munk mener, er, at har man som barn haft oplevelser, man altid har set positivt tilbage på og ikke mærket negative konsekvenser af, så gavner det ikke nødvendigvis en selv, hvis ens opfattelse bliver ændret til, at det har været ubehageligt og forkert. Hendes pointe er altså, at det ikke kun er selve hændelsen, der kan være skadelig, men også det lys, den bliver set i.

Det er en sen aften, da du pludselig ringer. Du har fortrudt. Du fortæller, at du frygter, at nogen opdager din hemmelighed. Medvirker du her, er du bange for, at den ro, du endelig har fundet, vil forsvinde igen.

Jeg kan godt forstå dig. Efter at have kastet mig over det her emne har jeg mærket folks reaktioner på egen krop. Hvorfor fanden skal du beskæftige dig med sådan noget?” Jeg synes bare, det er klamt.” Pædofile burde klynges op.” Kommentarerne har været mange og voldsomme. Den værste reaktion kom fra min egen mor. Det gør stadig ondt i maven, når jeg tænker på det.

Er du sikker på, at den pædofile ven ikke er dig selv?”

Jeg stivnede. Jeg kunne mærke ubehaget ved pludselig selv at være den, som de beskyldninger blev rettet mod.

Måske har den, der læser det her, tænkt det samme undervejs. Jeg frygtede, at mine venner, kolleger og kæreste også havde tænkt det, men at min mor var den eneste, der turde stille spørgsmålet.

Skulle det være tilfældet, vil jeg gerne gøre det helt klart. Nej, jeg er ikke pædofil.

På et lille kontor på Saxo-Instituttet i København sidder Peter Edelberg dybt begravet i nogle gamle politirapporter fra 1940’erne, 1950’erne og 1960’erne. Han er historiker og beskæftiger sig blandt andet med vores opfattelse af pædofili op gennem tiden.

Som så ofte før, når vi skal prøve at forstå os selv, skal vi tilbage til oldtidens Grækenland. Dengang var det ganske almindeligt, at de frie voksne mænd havde sex med unge borgerdrenge. Gerne i alderen omkring 12 til 16 år. Det skulle gerne være, før de fik dun på overlæben. Der fandt man dem særligt smukke.

Skyldtes det så, at man dengang mente, at pædofili var okay? Det spørgsmål giver ikke helt mening at stille, forklarer Peter Edelberg. Dengang var der nemlig slet ikke noget, der hed pædofili, og synet på seksualitet var meget anderledes end det, vi kender i dag. For eksempel skelnede man slet ikke mellem homo- og heteroseksualitet.

Tingene ændrede sig for alvor i 1800-tallet. Vi fik meget stærke forestillinger om, hvordan man skulle have sex, og hvem man måtte have det med. Kun sex mellem mand og kvinde var tilladt, og det skulle foregå inden for ægteskabet. Op gennem det 20. århundrede var det særligt de homoseksuelle, blikket var rettet mod i samfundet. Sex med mindreårige fandt selvfølgelig sted, men det var ikke noget, man havde et stort fokus på eller et begreb for. Fandt man ud af det, fortalte man barnet, at det ikke skulle opsøge den mand igen, men mere gjorde man oftest ikke ved det. Det skyldtes i høj grad, at man på det her tidspunkt ikke havde en forestilling om, at de seksuelle forhold kunne have negative langtidskonsekvenser for børnene.

Man havde på det her tidspunkt slet ikke en forestilling om, at der var en gruppe af mennesker, der var særligt tiltrukket af børn. Den opfattelse – af de pædofile som en særegen gruppe – kom først til Danmark i 1964. Her udgav chefen for sædelighedspolitiet Jens Jersild en bog, hvor han skrev, vi ikke kun havde hetero-, homo- og biseksuelle i Danmark. Der fandtes også en fjerde gruppe: de pædofile.

Herefter begyndte flere mænd i løbet af slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne at tage det på sig som begreb og definerede sig selv som pædofile. I forlængelse af den seksuelle frigørelse i slutningen af 1960’erne begyndte man i visse kredse endda at kæmpe for de pædofiles frigørelse. Man talte om en frigørelse af al seksualitet – også børnenes. Der var ikke nogen, der gik ind for vold eller tvang, men der var ifølge Peter Edelberg en stor naivitet i de her kredse i forhold til, hvad det ville sige, at børn frivilligt gik med til at have sex. Forestillingen var stadig, at hvis noget tog skade, var det den borgerlige samfundsmoral. Ikke barnet.

Op gennem 1980’erne begyndte man at få et større fokus på børnene, og hvilke konsekvenser det kunne få for dem. Man bekymrede sig ikke længere kun for samfundsmoralen, men satte børns kropslige og følelsesmæssige integritet og sikkerhed i højsædet. Man blev opmærksom på, at børn skulle beskyttes ekstra meget. Både fordi de endnu ikke var i stand til at træffe egne valg, og fordi man nu bedre forstod, hvilke negative langtidskonsekvenser det kunne få. Det er en af forklaringerne på, at vi i løbet af 1990’erne begyndte at reagere så stærkt på seksuelle overgreb på børn, som vi stadig gør i dag.

Efter at min ven sprang fra, forsøgte jeg at finde en anden, der ville tage den her samtale med mig. Det har været et mindre detektivarbejde, men er nu endelig lykkedes.

Jeg har booket et mødelokale til os i Aarhus. For som han sagde i telefonen et par dage forinden: Det er nok ikke lige den slags samtale, man tager på en café.”

Han hedder Frederik. Eller det hedder han ikke, men det kalder vi ham; han vil gerne være anonym. Da jeg ankommer, står han ude foran indgangen. En ung mand i starten af 20’erne. Velklædt og velsoigneret. Han smiler indforstået, da han ser mig. Jeg bemærker, at hans hænder ryster, da vi begynder at snakke.

Frederik var omkring 12 år, da han fornemmede, at noget var anderledes. Da hans venner begyndte at interessere sig for piger, kunne han ikke snakke med. Han var langt mere fascineret af drenge. Og ikke dem på hans egen alder. Det var dem på syv til ni år. Var han homoseksuel? Og hvorfor var de så yngre end ham?

Med årene kunne han godt fornemme, at han nok ikke bare var homoseksuel. At der var noget andet i spil. Men han kunne ikke forestille sig, at han var pædofil. Pædofile var jo gamle mænd med slik i lommerne. Han tænkte, det måske bare var en fase og noget med nogle hormoner. Han dyrkede sport på eliteplan, var flittig i skolen, var altid social og forsøgte generelt at holde sig beskæftiget, i håb om at de ubehagelige seksuelle tanker forsvandt med tiden.

Men da han forrige sommer var fyldt 20 år, flyttet hjemmefra og så småt var ved at blive voksen, var tankerne ikke gået væk. Han var nok, måtte han sande, pædofil. Han har ikke noget godt svar på, hvorfor han er blevet sådan. Han kommer fra en almindelig middelklassefamilie og er aldrig blevet udsat for overgreb, vold eller andet, der kunne give traumer.

I dag er de drenge, han er tiltrukket af, lidt ældre. De er præpubertære, omkring de 10-13 år. Han kan godt lide deres nysgerrighed. Og udseende. Særligt den glatte hud.

Frederik er en af dem, der omtaler sig selv som dydig pædofil. Han har de seksuelle tanker om børn, men siger, at han aldrig har reageret på dem. Og han kunne heller aldrig finde på det, understreger han.

For nylig søsatte Red Barnet et nyt initiativ for at hjælpe pædofile som Frederik. De har nemlig fundet ud af, at det ud fra et børnebeskyttelsesperspektiv giver bedst mening at række ud til den pædofile.

Hvis den enkelte er ansvarlig for at styre sine handlinger, har vi som kollektiv et ansvar for at gøre den nødvendige hjælp tilgængelig,” forklarer psykolog og seniorrådgiver for Red Barnet Per Frederiksen.

Derfor har de lanceret oplysningssitet CTRL, der skal hjælpe unge med seksuelle tanker om børn.

Det lyder måske overraskende, når vi siger, at vi vil gøre noget hjælpsomt for pædofile. Men vi er sat i verden for at beskytte børn, og vi kan se, at det her i sidste ende er den bedste måde at gøre det på,” fortæller Per Frederiksen.

Når unge begynder at få tanker som dem, Frederik tumler med, søger de information der, hvor den er tilgængelig, hvilket ofte er på forskellige fora for pædofile. Der risikerer de at blive udsat for misinformation. Både omkring deres tanker, og hvad der er okay, og hvad der ikke er. Derfor er formålet med CTRL også at oplyse unge pædofile om de tanker, de måske begynder at have allerede i deres tidlige teenageår. De skal lære at blive klogere på de tanker, de oplever, hvordan de kan få rådgivning og hjælp, men også hvad der er lovligt, og hvad der ikke er. For eksempel skal de vide, at det ikke kun er direkte overgreb, der er skadelige for børn, men også forbrug af eksempelvis børneporno. For selv om overgrebet har fundet sted, og man ikke har været direkte involveret, vil ens forbrug være med til at vedligeholde produktionen.

En anden del af sitets formål er, at de pædofile ikke skal skubbes derud, hvor de isolerer sig og ikke er en del af samfundet. Så risikerer man, at de søger sammen i skadelige fællesskaber, men er de uden for arbejdsmarkedet og ekskluderet fra sociale fællesskaber, vil de også have mindre at miste ved at begå noget ulovligt. Derfor handler det om, at de skal være en aktiv del af samfundet og have et liv, der er værd at leve.

For på den måde kan man undgå, at tankerne bliver ført ud i livet. Og det er det, Red Barnet arbejder for. For så længe pædofilien kun består af tanker og fantasier, er der ikke nogen, der tager skade af det.

Derfor skal vi heller ikke have indført tankepoliti i Danmark. Tankerne hverken kan eller skal vi kontrollere. Men vi skal have stoppet de handlinger, der påfører børn skade. Kan vi gøre det præventivt, vil det være det bedste for alle,” konkluderer han.

Frederik sætter pris på Red Barnets oplysende arbejde. Han kom selv sent i gang med at acceptere sin seksualitet, fordi han havde et forskruet billede af, hvad pædofili er. Vokser nye generationer af pædofile op med et mere nuanceret billede, kan de måske begynde at bearbejde problemet noget tidligere, mener han.

Det var lærerigt at lytte til Frederik, og hvilke tanker og overvejelser han har gjort sig. Det var skrællet for teoretiske overvejelser og helikopterperspektiver. Det handlede alene om, hvilke konsekvenser det at være pædofil har haft for ham.

Jeg tror ikke på, at jeg selv kan formidle det bedre, end han gjorde. Derfor har jeg ladet ordene stå, som da jeg selv hørte dem i mødelokalet i Aarhus:

Da jeg cyklede herover, var der nogle børn på vejen, der legede. Det kan ofte være svært for mig. Alene synet af dem sætter jo gang i de seksuelle tanker, der gør, at jeg føler mig forkert.

I mange år forsøgte jeg at undgå situationer, hvor der var børn. Men jeg har måttet acceptere, at jeg ikke kan forudsige, hvor jeg støder på dem. Jeg er nødt til at erkende, at det er en del af mit liv, jeg ikke kan ignorere.

Jeg ville ønske, at jeg turde dele det med min familie. Men jeg er bange for konsekvenserne. Om de ville behandle mig anderledes. Eller have forbehold over for mig. Tænk, hvis jeg ikke måtte se mine nevøer, niecer og yngre søskende. Jeg ville godt kunne forstå den beslutning. Men bare tanken om mistro til, at jeg kan passe på min egen familie, sårer mig.

Af samme grund tænker jeg altid over, hvordan jeg agerer, når jeg er sammen med børn. Jeg er påpasselig med kram og andre helt almindelige berøringer af frygt for, at nogen en dag ville kunne misforstå det.

Jeg husker særligt én situation, der stadig sidder i mig i dag. Jeg skulle til min lillebrors konfirmation. Ud over min familie var flere af hans venner også med. Særligt en af vennerne var jeg tiltrukket af. Jeg kæmpede hele dagen med at få skubbet tankerne væk, men jeg var fyldt af en enorm skam og et stort selvhad efterfølgende. Jeg var der jo for fanden ikke for at se på ham, men derimod for min lillebrors skyld. For at hylde ham på en stor dag.

Generelt føler jeg mig meget fremmed over for andre personer. Det er heller ikke muligt for mig at opbygge nære relationer. Jeg har venner, men relationerne kan virke distancerede, når jeg ikke har mulighed for at fortælle, hvordan jeg har det. Jeg er hele tiden nødt til at opretholde en facade, hvor jeg virker glad. For lige så snart facaden brydes, vil folk stille spørgsmål. Og det er spørgsmål, jeg ikke tør svare på.

Man må ikke være i tvivl om, at det ideelle for mig ville være ikke at have de her tanker og lyster. At det var noget, jeg kunne kureres for. Jeg har dog indset, at jeg nok ikke får min vilje, men vil være plaget af det resten af livet. Nu håber jeg bare, at jeg også kan nå et punkt, hvor jeg kan acceptere de her tanker uden at føle mig ulækker og skamfuld.

Det er klart, at alle problemerne udspringer af mine seksuelle tanker. Men de sociale årsager spiller også en kæmpe rolle i forhold til, hvordan det er at leve med. Det kunne være fint, hvis vi kunne snakke om, at behandling af pædofile er en del af løsningen, men at ens pårørende også kan afhjælpe de vanskeligheder, det forårsager.

Mit største ønske er i virkeligheden ret beskedent. Hvis folk ville møde det med større åbenhed og forståelse – ja, hvis bare det var muligt for mig at åbne op for et par personer – ville det forandre mit liv til et, der var mere værdigt.

Den knugende fornemmelse i maven er ikke forsvundet. Den dukker stadig op indimellem. Særligt når vi snakker om mine nevøer og niecer. Tiden med den her artikel har været forvirrende og forbundet med megen tvivl. På den ene side har jeg virkelig forsøgt at gå nysgerrigt til værks og ikke ladet mig begrænse af forudindtagede holdninger. På den anden side har jeg også kunnet være nervøs for, om jeg har været for åbensindet og ukritisk i et forsøg på at forstå noget, man normalt fordømmer.

Generelt tror jeg på, at det er vigtigt at være åben for, at verden kan hænge sammen på andre måder, end man selv har lært. Men jeg har også fundet frem til, at den knugende fornemmelse i maven er okay. For selv om den ikke nødvendigvis har ret, så er det min samvittighed, og den fortæller mig, hvad jeg kan acceptere og ikke kan.

Det tror jeg er sundt.