Substanstjek: Her er de største forskelle mellem den ny og gamle regering

GLADE DRENGESamuelsen, Løkke og Pape erstatter “stærk kernevelfærd" med “solid velfærd og service, til en så lav skat som muligt” i regeringsgrundlaget. Foto: Bax Lindhardt / Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Derfor skal du læse denne artikel

Lars Løkke Rasmussens regeringsmanøvre ændrer hverken på blokkene, mandaterne eller udfordringerne i dansk politik, men graver man sig ned i regeringsgrundlagene for den ny og den gamle regering (Zetland har gjort det for dig), er det alligevel tydeligt, at der er rokket ved balancerne både retorisk og politisk.

Da Lars Løkke Rasmussen gik i seng i søndags efter at have forhandlet et regeringsgrundlag på plads med Søren Pape Poulsen og Anders Samuelsen, gjorde han det i vished om, at han havde købt sig lidt mere tid som statsminister.

Endnu en chance for at genvinde tilliden hos de titusindvis af vælgere, der har forladt Løkke og Venstre over de senere år.

Men da han vågnede mandag, stod han op til nøjagtigt samme substantielle og parlamentariske udfordringer, der har plaget ham lige siden valget i 2015.

Regeringen er fortsat uendelig langt fra de 90 mandater, der kræves for at få vedtaget og gennemført lovændringer og reformer i dansk politik, og hverken de økonomiske udsigter, de demografiske fremskrivninger, flygtningestrømmene eller klimaforandringerne har forandret sig over en nat.

Så er der absolut intet nyt i dansk politik, ud over personerne på bagsædet af ministerbilerne?

Svaret er jo – man skal bare lige lidt ned i detaljerne for at fornemme det.

Zetland har læst regeringsgrundlaget for den nye og den snart forhenværende regering igennem for spor efter ny politik eller måske endda nye balancer, og der er rent faktisk en del.

Meget skal udledes af en mere klassisk, økonomisk, borgerlig retorik, der tydeligvis ikke – som i Venstres eget regeringsgrundlag fra 2015 – er designet til at rumme både socialdemokrater og folkepartister.

Kun tiden kan vise, om det omsætter sig i den politiske dagligdag, men tag eksempelvis den konsekvente udskiftning af ord i regeringsgrundlagets indledende kapitel, hvor parolen sammen for fremtiden” er udskiftet med et friere, rigere og mere trygt Danmark”.

Længere nede er ansvarlig økonomi” erstattet med stærk økonomi”, og vækst og balance” er byttet ud med vækst og velstand”. Fraser om en stærk kernevelfærd, hvor vi tager os endnu bedre af de syge og de ældre”, er byttet ud med solid velfærd og service, til en så lav skat som muligt”.

I den mere subtile afdeling kan måske også bemærkes, at den ny regering overordnet omtaler sin udlændingepolitik som balanceret snarere end konsekvent og hård.

Men ud over det retoriske, så er der også en række helt konkrete politiske initiativer og helt nye politikområder, der har fundet vej ind i kernen af regeringssamarbejdet. Vi gennemgår 10 eksempler her.

1. Økonomi

Mens den rene V-regering holdt sig til luftige vendinger om at fortsætte med reformer, der øger arbejdsudbuddet, så forpligter den ny V-LA-K-regering sig direkte på at øge beskæftigelsen med 55.000-60.000 personer og løfte velstanden med 80 milliarder kroner, herunder ved at hæve pensionsalderen og forringe SUen. Forsigtige udtryk som en tilpasning af de offentlige investeringer” hedder nu helt direkte: Offentlige udgifter skal udgøre en mindre andel af samfundsøkonomien.” De tre partier er landet på en (historisk lav) vækst i det offentlige forbrug på 0,3 procent årligt – og dermed mindre end de 0,5 procent i Venstres 2025-plan – men dog måske alligevel overraskende, al den stund at alle tre partier gik til valg på nulvækst.

2. Erhvervsliv

Hverken Konservative eller Liberal Alliance lægger ligefrem skjul på deres nære forhold til erhvervslivets top – herunder den finansielle sektor – og hvor V-regeringen ville fjerne byrder, afgifter og skatter for tre milliarder kroner frem mod år 2020, hedder det nu fire milliarder i 2020 og seks milliarder i 2025. Desuden varsles der nu et eftersyn af reguleringen af den finansielle sektor (der nok vil kunne løfte nogle bryn på venstrefløjen) og deleøkonomien (der også kan vise sig at blive kontroversielt). Til gengæld kan de små håndværksmestre og rengøringsdamer ikke længere regne med, at boligjobordningen videreføres i uendelighed.

3. Klima og miljø

Venstre har nærmest gjort det til en værdikamp at gøre op med de grønne storbyhippier og havde ryddet regeringsgrundlaget i 2015 for ord som bæredygtighed, økologi og vindmøller, men pludselig er de ord nu tilbage. Helt konkret vil man udbygge førerpositionen på havvind og forpligte sig på et mål om 50 procent vedvarende energi i 2030 i stedet for blot at efterleve de internationale forpligtelser. Der bruges endda ord som biodiversitet, og der er et helt kapitel om naturkanoner og genopretning af grønne områder (Pape) og en vending om at fjerne barrierer for forskning i thoriumbaserede teknologier (Samuelsen).

4. Skat

Det mest spændende afsnit, da det jo var LAs krav om en topskattelettelse på fem procentpoint, der tvang Løkke ud i denne manøvre, og langt hen ad vejen er der også nogle klare meldinger om at reducere skattetrykket strukturelt snarere end blot at holde skatter og afgifter i ro. Men de fem procentpoint er altså pillet ud i forhold til regeringsgrundlaget fra 2015, selv om alle tre partier går ind for forslaget. Her har hensynet til DF altså tvunget regeringen i defensiven fra begyndelsen. Til gengæld fastfryser V-LA-K grundskylden for alle boligejere, indtil det ny system for ejendomsvurderinger er på plads (Papes største ønske), og Samuelsen har trods alt fået formuleringer om at lette skatten på arbejde for alle, herunder marginalskatten. Det mest ambitiøse forslag må dog være, at danskerne fremover skal kunne forstå deres skatteberegning – det bliver spændende at se.

5. Social og sundhed

Venstres oplæg i 2015 talte direkte ind i kampen med DF og S med fokuserede investeringer i kræftbehandling og ældrepleje, mens det ny regeringsgrundlag har langt mere ideologisk kant med varianter over frihed. Eksempelvis frit valg, konkurrenceudsættelse, selvbestemmelse, frikommuner, frikort, privatisering, frivillighed og åbenhed over for private løsninger i sundhedssektoren. De få konkrete løfter går til de mest udsatte med fokus på forebyggelse af negativ, social arv i dagtilbud (hvor V-regeringen lagde vægten på faglighed i overgangen til børnehaveklassen) og en ny pulje på 500 millioner kroner til et løft af de svageste elever i folkeskolen.

TREENIGHED?Den nye regering skal ikke bare blive enige med sig selv, men også med Dansk Folkeparti – og afstanden er ikke blevet kortere. Foto: Rune Aarestrup Pedersen / Polfoto

6. Uddannelse

I det hele taget har både folkeskolen og de videregående uddannelser fået langt mere plads hos V-LA-K, end de havde hos V, og også her mærker man et ideologisk ryk efter nogle år, hvor den såkaldte højskoleflanke i Venstre har været lidt presset. Ud over en økonomisk håndsrækning til friskolerne, så kan man dog indtil videre mest aflæse det i et meget klart, retorisk skifte, hvor eksempelvis universiteternes kerneopgave beskrives som at værne om den frie og kritiske tanke, skabe udsyn og perspektiv, mens V-regeringen konsekvent brugte formuleringer som praksisnær viden og kompetencer. Helt konkret varsles der eliteuddannelser og et disruptionråd, der næsten kun kan være en LA-opfindelse.

7. Sikkerhed og forsvar

V-regeringen har i lighed med DF og S vurderet, at danskerne har været mest optaget af bekæmpelsen af terrortruslen med mere politik og en styrkelse af efterretningstjenesterne, og det er derfor både tydeligt at se, at både K og LA har andre prioriteter. K har fået indskrevet den højt prioriterede styrkelse af den mere klassiske, militære kapacitet og eksempelvis en direkte vending om truslen fra Rusland og klare formuleringer om et stort, dansk bidrag til både NATO og kampen mod ISIL. Samtidig har LA tydeligvis fået vendinger ind om en bedre balance mellem bekæmpelse af terrortruslen og borgerens retssikkerhed og bedre kontrol med PET.

8. Retspolitik

Der er ikke meget nyt under solen, når det gælder linjen på retsområdet, hvor alle tre partier er enige om at være relativt hårde. Der loves både strafskærpelser og en straffelovskommission, der skal se på, om balancen generelt bør ændres i retning af hårdere straffe for personfarlig kriminalitet. Særligt i journalistkredse har det dog vakt opsigt, at der lægges op til en lille retræte i forhold til den stærkt kritiserede offentlighedslov, hvor V-LA-K tilsyneladende anerkender, at medierne skal have bedre indsigt i den såkaldte ministerbetjening. Desuden har formentlig LA igen sat et borgerrettighedsaftryk med formuleringer om bedre beskyttelse af borgernes data og en ytringsfrihedskommission. Og så er det lidt interessant, at udlændinge ikke på samme måde dominerer afsnittet om retspolitik.

9. Udlændinge

Nogle ville måske kalde ovenstående den politiske korrektheds genkomst, andre måske blot konstatere, at den nye regering ikke i samme grad er besat af udlændinge. I hvert fald: Det, der før hed en ny og konsekvent udlændingepolitik”, hedder nu en balanceret og realistisk udlændingepolitik”. Det formuleres ligefrem, at globaliseringen er et gode, at vi skal overholde og udbrede internationale konventioner, at vi danskere skal være stolte af at være et åbent folkefærd, ligesom det understreges, at udlændinge skal have lov til at praktisere egne skikke (men respektere dansk demokrati og kultur). Det åndelige overskud er dog ikke lig med, at livet som sådan skal gøres lettere for udlændinge rent praktisk, da de stadig kan se frem til skærpede optjeningsprincipper på velfærd og længere vej til statsborgerskab.

10. Diverse

Ud over de højt profilerede områder vil regeringen også en hel del på de områder, der måske rent faktisk betyder mere for danskerne i dagligdagen. Eksempelvis investeringer i infrastruktur, og hvis man skal tale om et retningsskifte dér, så må det være, at det ikke længere kun er jyske veje, der står over for en udvidelse, men nu pludselig også veje mod Hillerød og Kalundborg. Det kan være tilfældigt. Der er også formodede LA-aftryk i form af højere hastigheder på vejene, udbud af den offentlige togtrafik og deregulering af taxilovene. Regeringen vil også fortsætte med at rokere endnu flere statslige arbejdspladser ud af København, hvilket har vist sig at være populært alle andre steder end i hovedstaden, privatisere TV 2, skære i DR, nedsætte TV-licensen og liberalisere spil på hestevæddeløb. Og nå ja – så er der igen fundet plads til nogle linjer om ligestilling af både kvinder og seksuelle minoritetsgrupper.

{{Og hvad så?}}

Er et regeringsgrundlag ensbetydende med, at danskerne også vil opleve, at der er kommet en ny regering – sådan helt konkret?

Ja, det er det faktisk. Rigtig meget politik kræver nemlig ikke lovændringer og flertal i Folketinget, og hver og en af de nye ministre får nu op til to og et halvt år til at træffe en lang række beslutninger, der trækker i retning af deres ideologiske udgangspunkt. De dygtigste kan udrette en masse og desuden påvirke både debatten og kulturen på deres område.

Til gengæld er der ingenting, der taler for, at Lars Løkke Rasmussen på de overordnede linjer vil få lettere ved at regere eller samle flertal om denne lidt mere klassiske, borgerligt liberale linje.

Intet tilsiger, at den ny regeringskonstellation vil gøre det lettere for Dansk Folkeparti at give indrømmelser, da der ikke længere er tale om spegede kompromiser, men en direkte forhandling mellem to parter, der nærmest har lige mange vælgere bag sig.

Og afstanden mellem V-LA-K og DF er ikke blevet kortere, end den var mellem V og DF.

Ikke alene har Lars Løkke Rasmussen måttet opløse sin regering og afskedige en række loyale ministre for alene at overleve – han er strengt taget heller ikke kommet et skridt nærmere en indfrielse af de ambitioner, han beskrev i sin Helhedsplan, og som han tidligere nærmest har kaldt selve regeringens eksistensberettigelse.

Venstre forsøger ofte at iscenesætte Lars Løkke Rasmussen som en stor, politisk håndværker, men det er ikke med denne regeringsdannelse, han beviser det. Det kræver, at han får gennemført sin politik på trods af denne manøvre.

Nu har han i hvert fald købt sig tid.