signature

“Vi har bare brug for en lygtebærer. En, der kan vise os vejen.” De unge bliver ved at skrive breve til klimaministeren. Vi bringer 20 af dem

OPRÅBDet er vidt forskellige unge fra hele landet, der for tiden skriver breve til klimaministeren – i denne runde også en hel del folkeskole- og gymnasieelever, der har strejket for klimaet. (Plus enkelte bekymrede bedsteforældre). Foto: Jonas Pryner for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

En voksende gruppe unge er i fuld gang med at udbrede en spirende klimabevægelse, der henter inspiration fra studenteroprøret i 1968. De kalder sig Den Grønne Studenterbevægelse. Et af midlerne i klimakampen er at skrive breve – mange breve – til klimaminister Lars Christian Lilleholt. Vi bragte i efteråret de første breve, de unge afleverede til ministeren. I dag afleverer de en ny stak, omkring 170 styk. Vi bringer 20 af brevene her.

Til Lars Christian Lilleholt og den danske regering

Forestil jer, at vi er ude at vandre i lavningen af en bjergdal. Vi går blandt bække, buske og blomster. Vi går mellem dyr, insekter og fisk. På hver sin side af os rejser sig to høje, stejle, ufremkommelige bjerge.

Vi går i den fredfyldte dal og kigger på de to bjerge – tilpasse ved tanken om, at vi ikke behøver at bestige dem. Nej, vi kan bare blive ved med at gå her i dalen, som vi plejer. Nyde stilheden, trygheden og den knasende lyd fra den grusbelagte sti.

Problemet er bare, at ikke så langt fremme ad dalen ligger afgrunden. Den menneskeskabte sti fører direkte mod afgrunden, og afgrunden er af en dybde, vi knap kan forestille os. Vi kan ikke blive ved med at gå i den fredfyldte dal. Vi må bestige bjergene for at komme om på den anden side – uagtet hvor utrygge vi føler os ved at skifte vores søndagstøj ud med livrem, seler, hjelm og isøkse.

Hvor er det, vi skal hen? Vi ved, at vi ikke længere kan gå på den sti, som vi er vant til. Den sti, som er blevet bygget op igennem generationer. Bygget på politisk vision og hårdt arbejde. Den sti, som vi i Danmark er så stolte af selv at have anlagt. Den danske sti.

Vi bryster os af, at verden omkring os kigger misundeligt på vores sti. Vi praler med hele tiden at være foran. Hele tiden opfinde nye veje og stier som forbillede for resten af verden. Men vi kan ikke længere gå på den danske sti, som vi kender den, og vi kan ikke længere prale med den. Vi må radikalt gentænke, hvordan vi skal bygge fremtidens stier, og hvilken vej de skal føre hen. Vi skal bygge nye stier med teknologi, innovation, nye værdier og politiske ambitioner – som forbillede for resten af verden.

Til alle de danske politikere og særligt til dig, Lars: Vi har al den viden og forskning tilgængelig for at vide, at vi ikke kan blive ved med at leve, som vi gør. Alle alarmklokker ringer, alle røde lys blinker, alle sirener hyler. Du er barn af den kolde krig. En tid, hvor man byggede bunkere og forberedte sig på det værste. I 1962 modtog alle danskere pjecen Hvis krigen kommer’. Heri kunne man læse, hvad man skulle gøre i tilfælde af en atomkrig.

Vi står i dag over for en trussel og med en frygt, som ikke er meget ulig den, som I levede med dengang. Forskellen er bare, at det her sker. Atomkrigen kom aldrig, men klimaforandringerne sker her og nu, hver dag, og vil komme til at fortsætte hver dag resten af jordens levetid, hvis vi ikke gør noget drastisk. Hvorfor ser vi ikke en pjece med titlen Klimaforandringerne er her’ i dag, hvor alle danskere oplyses om, hvordan vi kan tilegne os en mere bæredygtig livsstil?

Vi kan ikke vide, hvordan verden ser ud om 50 år, men vi ved, hvad vi skal gøre her og nu!

Vi skal hurtigt frigøre os fra fossile brændstoffer igennem alternativ energi og grøn omstilling. Vi skal udfase benzin- og dieseltransport hurtigt og erstatte dem med hybrid- og eldreven transport. Vi skal mindske vores forbrug af kød og animalske produkter, privat såvel som i det offentlige. Vi skal blive bedre til at sortere affald og genbruge, hvad vi har, privat såvel som i det offentlige.

Vi skal finde nye stier at gå på, og mit ønske er, at det er jer politikere, der viser vejen, i stedet for at hvert enkelt individ bærer den tunge byrde som stifinder!

Lad os sammen finde en bæredygtig vej, hvor ufremkommelig den end virker, som både vi og fremtidige generationer kan følge. Det kræver seler, hjelm og hårdt arbejde – men redskaberne er der. Nu mangler bare visionerne og modet!

Med venlig hilsen

Frederik Baun Christensen, 24 år, studerende på Københavns Universitet


Kære doktor. Jeg tror, jeg er syg.

Jeg har ondt i fødderne
af at gå til demonstrationer.
Min stemme er hæs
af at råbe efter forandring.

Kære doktor, hvad fejler jeg?

Mine lunger knuger sig sammen
hver cykeltur i bilos.
Mine øjne løber altid i vand
ved billeder af plastdræbte dyr.

Kære doktor, hvor længe vil det blive ved?

Jeg har kvalme
af 31 millioner samlebåndssvin.
Min mave knuger sig sammen
når jeg passerer plastic på gaden.

Så kære doktor, hvad skal jeg dog gøre?

Mine øjne får tics
af sætningen Vi tager lige to uger til Thailand”.
Mit blod koger
af smutture til London.

Kære doktor, kære doktor, så hjælp mig dog.

Mine ører virker ikke længere
de hører kun tomme løfter.
Mit hjerte flimrer forfærdeligt
fordi fremtiden føles fortabt.

Kæreste doktor, hvor mange år har jeg endnu?

Og min doktor gav 12 år til at ændre mine vaner og redde mit liv.

Kære Lars
Jeg har diagnosen, du har kuren.
Vil du redde mig?

Sussi Lillelund Christiansen, 26, danskstuderende


Kære minister

Jeg er ikke mere hellig end alle andre. Jeg har en dieselbil (der trods alt kører 24 km/l). Nogle gange køber jeg danskvand på plastflaske. Jeg hører podcast i stedet for at læse artiklerne. Jeg køber avokadoer, kaffe og dadler …

Jeg gør alle de forbudte trin, fordi det gør alle andre. Det er billigt, det er nemt, og det har vi altid’ gjort! Og så længe de muligheder er lige foran næsen på os, så bliver vi aldrig bedre – i hvert fald ikke særlig hurtigt.

Men jeg rykker mig heldigvis også i retning af noget bedre. Køkkenaffaldet ryger i komposten. Jeg spiser sjældnere kød. Jeg cykler frem for at tage bilen. Jeg besøger genbrugsbutikker, køber dansk, økologisk, bæredygtigt, og jeg læser alt, hvad jeg kan for at blive klogere på verden og forstå sammenhængen.

Jeg glæder mig ikke til at blive gammel. Nok er jeg optimist og har altid kunnet se positivt på livet, men når tankerne falder på klimaet og fremtiden, så mister jeg ofte troen på det bedste i mennesket. Den holdningskultur og handlekraft, jeg oplever fra de bestemmende magter, fra de folkevalgte ledere – jer og jeres kollegaer på verdensplan – er kortsigtet og svag, når det handler om klimaet, naturen og bæredygtighed. 1.500 privatfly, fine jakkesæt, lobbyisme, bonede gulve og forhandlinger under bordet, og det hele er ligegyldigt i sidste ende.

Hvor fører det os hen om 30 år? Når grønne visioner og klimavenlige tiltag bliver forhandlet væk til fordel for fjendske udlændingeregler, intensive landbrugspakker, sundhedsfiaskoer, våbenaftaler og skattelettelser til de rigeste – eller blot bliver hengemt efter mødet og forbigået i taler og interviews, så slukkes de flakkende lys i flere og flere mennesker, som ellers i samlet flok kunne og ville rette op på den dystre fremtid og løfte byrden fra en usund fortid. Vi har bare brug for en lygtebærer. Én, der kan vise os vejen, og ikke 179, der farer vildt.

Dette skal ikke være Venstres politik. Det skal ikke være Socialdemokratiets. Heller ikke Alternativets eller Dansk Folkepartis. Det skal være vores! Hele Danmarks! Vi er sammen om at ændre hele grundlaget for vores fremtid!

Jeg voksede op på landet. Jeg har oplevet, hvordan luften summede med liv. Jeg har set skyer af dansemyg over søerne, vibeflokke på de blomstrende brakmarker; jeg har sågar oplevet forskellen på forår, sommer, efterår og vinter. I år fylder jeg 30. Jeg blev født ind i en ny’ tid, hvor den kolde krig blev efterladt bag os, og hvor verdensøkonomien rejste sig sammen. En tid, hvor videnskaben og teknologien kun har gjort flere og flere opdagelser og fremspring! Og alligevel kan vi ikke stoppe op og indse, hvad vi har gang i. Hvad vi har mistet, og hvad vi risikerer at miste, hvis vi bliver ved. Eller, det kan vi egentlig godt – stoppe op og indse. Vi mangler bare at tage ordentligt ansvar og handle på det!

Vi skal ikke kæmpe for noget, vi er her jo bare,” var der en, som fortalte mig. Vi skal hverken kæmpe for overlevelse, karriere eller fremskridt. Livet er sødt her i Danmark, og det er jeg overhovedet ikke utaknemmelig for! Vi har et system, der holder os i hånden hele vejen fra vugge til grav – men grebet fra den hånd har en varmeflimrende udsigt.

Det er et stort ansvar – det er enormt stort. Du og dine kollegaer skal vide, at vi sætter pris på jeres erhverv! Det er bare tid til, at vi sammen tager et større og seriøst skridt. Vi kan ikke bare trække på skuldrene; forandringen er i gang!

Den unge generation har fået noget, som generationen forinden ikke havde. Den unge generation har fået noget at være fælles om, noget at kæmpe for! Det er ikke atomkrig, raceoprør eller kønnenes kamp imod hinanden. Det er os alle sammen for en bæredygtig fremtid! Og vi er klar på forandring. Vi ved, at det er nødvendigt!

Med et håb om, at du vil kæmpe sammen med os!

Morten Stampe Larsen, natur og miljø-jordbrugsteknologistuderende ved Århus Erhvervsakademi


Kære Lars Christian Lilleholt

Det hele er ude af balance.

Det hele er ude af balance.

Det hele er ude af balance.

Det hele er ude af balance.

Det hele er ude af balance.

Det hele er ude af balance, når der gang på gang tales om, hvor mange millioner vi mister, når træerne dør i hedebølgebrande, men der slet ikke sættes ord på al den visdom, der forsvinder hele tiden, og som vi lader, som om vi kan undvære. Mennesket er også natur, og når vi smadrer naturen, smadrer vi også os selv.

Jeg håber, du som klimaminister gør en indsats for, at tilstanden ikke forværres, men forbedres. Jeg håber, du er klar over dit ansvar, og jeg håber, du lytter til os, unge som gamle, der skriver til dig for at fortælle dig om vores bekymringer og visioner.

For alle generationers, alle livs skyld.

De bedste hilsner,

Marie Bjørn,
dramatikerstuderende på Den Danske Scenekunstskole i Aarhus

Journalistikken skal være en del af løsningen

Journalistikken skal ikke bare beskrive klimaforandringerne, den skal bekæmpe dem. På Zetland vier vi mindst én dag om ugen til væsentlige historier om natur og klima, ligesom vi har kastet os ud i – om muligt – at gøre Zetland CO2-neutral. Vi stabler også arrangementer på benene, viet til dét, det hele handler om: Den natur, vi er en del af. Vi gør det bedst sammen, så byd endelig ind med idéer og perspektiver.

Kære Lars Christian

Jeg har klimablues. Jeg kan indimellem vågne op helt energiforladt med tankemylder om vores fremtid og falde i staver midt i en samtale og tænke verden er i brand, hvorfor sidder vi og taler om det her?”

Jeg er for nylig blevet far. Jeg ser min otte måneder gamle søn blive dybt fascineret af naturen, et blad, en fugl, en fisk, hvad som helst. Det meste af, hvad han i dag ser, kan forsvinde. Grønland smelter angivelig, stort set lige meget hvad vi gør, og Amager vil skulle inddæmmes. Når han, og navnlig hans børn, ser ud i verden, vil de kunne se den fuld af klimakrige og klimaflygtninge.

Den verden gør ondt at tænke på.

Men hvad der kan skubbe mig fra blues og weltschmerz ud i decideret afmagt, er, når du taler om CO2-lagring i byggematerialer. Om elbiler. Om teknologiske fiks, der en dag nok skal løse problemerne for os. Dette kan kategoriseres som cornucopianism: troen på, at et overflødighedshorn af teknologisk innovation vil redde os. Vi har ikke tid til en dag’, den tid er forbi.

Alle kigger vi på dig – borgere på en af deres ledere – og du skubber bolden over på forskerne, på virksomhederne, på teknologien. Det, der ligger på dit bord og virkelig kan batte noget, som også er det, der kan gøre ondt, rører du ikke med en ildtang: CO2-skat, kødskat, ominvestering af offentligt ejede aktiver fra fossil energi til vedvarende energi, markant højere statssubsidier til offentlig transport (foruden betydelig lavere beskatning af dine elbiler relativt til fossilbiler), konkrete lovkrav over for virksomheder inklusive landbrugs- og fiskerisektoren, som får os hen imod en cirkulær økonomi, genplantning af skove i Danmark og i udviklingslande. Og vedrørende sidstnævnte ved både du og jeg, at træplantning nu og i den nærmeste og dermed afgørende fremtid vil være langt mere priseffektivt end at bygge smarte nye bygninger med Carbon Capture and Storage-teknologi.

Nogle af ovennævnte tiltag er stemplet som politisk selvmord. Men hvad vi i dag betragter som politisk selvmord, vil i morgen blive betragtet som politisk uansvarlighed, som kan lede til menneskehedens selvmord forudgået af massemord på naturen. Jeg og min søn beder dig vise ansvar og visioner ved det kommende valg, visioner, der går 100 år frem i tiden og ikke er begrænset af en valgperiode eller en utilstrækkelig Paris-aftale. Ansvar og visioner, der sikrer, at i mine børnebørns verden er fisk noget, man også kan se uden for kølediske og dambrug, at Bangladesh og verdens små østater ikke står under vand, at landene omkring Sahara vil kendetegnes ved succesfuld udvikling og ikke evig ressourcekrig og flygtningelejre, og at man vil mindes tidligere generationer med andet end foragt og bebrejdelse.

Vi beder dig vise politisk handlekraft i dag – også der, hvor det gør ondt.

Vi beder dig.

De venligste hilsner,

Frederik Federspiel, 32 år
Læge, ph.d.-studerende
Formand for The People’s Fund for Global Health and Development


Kære Lars Christian Lilleholt

Jeg opfatter mig selv som optimist og med tro og håb for det gode liv. Et liv, hvor mennesker lever i respekt for jorden og deres medmennesker. At jeg de seneste år er begyndt at være mere bekymret i min hverdag, og optimisten er blevet udfordret, er jeg yderst frustreret over.

Jeg fylder snart 24 år, og tanken om en fremtid med egne børn og en hverdag i balance med klimaet og jorden ser jeg ikke længere på med samme optimisme og håb. Jeg er oprigtig bekymret for fremtiden. Ikke bare den fremtid om 50 år, men i allerhøjeste grad den fremtid, som kommer om ti år.

Den grønne’ klimapolitik, som regeringen har fået gennemført i 2018, er uambitiøs og halvhjertet. Du kan ikke oprigtigt mene og være stolt af denne klimapolitik, hvis du inderst inde er bekymret og tror på, at Danmark kan gøre en forskel.

Hvis Danmark fører’ inden for grøn omstilling, hvorfor så ikke vise vejen med større skridt og gøre en reel forskel? Vise, at grøn omstilling ikke er afhængig af partifarve. For helt ærligt, Lars Christian Lilleholt, Danmark kan gøre det bedre end det, vi viser lige nu. Danmark har ressourcerne til at være et foregangsland og vise, at der kan handles nu.

Det eneste, Danmark ikke har brug for nu, er politikere, der tøver og fører en politik, der ikke sætter kurs mod en reelt grønnere fremtid. Den grønne fremtid, hvor min optimisme og mit håb igen kan blomstre, og jeg ikke skal føle skam over de tidligere års (manglende) klimahandlinger. De år, hvor der skal gøres noget, handles og opfindes. Håbet om en grøn fremtid, hvor mine børn kan være stolte af deres forældres og bedsteforældres handlekraft, som har muliggjort en fremtid, hvor de også selv kan se frem til et liv med respekt for jorden og klimaet.

Grunden til, at min optimisme stadig er stor, er, at Danmark før har vist, at vi kan tage modige og nødvendige beslutninger. Danmark har ressourcerne, viden og talerøret til at vise veje frem endnu en gang. Vise vejen til et grønt samfund, hvor Danmark ikke kun er verdensmestre i grøn omstilling i energisektoren, men er verdensmestre i at reducere hver enkelt borgers CO2-aftryk, så vi yder vores bidrag til at opnå Parisaftalen.

Jeg ved, og du ved, inderst inde godt, at vi kan gøre langt bedre og mere!

Med venlig hilsen
Astrid Høstgaard Poulsen
Studerende, Aarhus Universitet


Kære Hr. Minister

I dag vågnede jeg op til den for mig glædelige nyhed om, at borgerforslaget om en klimalov havde nået sine 50.000 underskrifter – halvtreds tusinde!!! – til sammenligning havde Danmarks største parti 40.000 medlemmer ved forrige valg. Jeg var og er stadig overvældet.

Jeg er overvældet, fordi den indre såvel som ydre kamp for klimaet – som jeg håber og tror, du også føler – er ved at lette sig fra individets skuldre, fra mine skuldre, og udvikle sig til et fælles ansvar. Noget, vi står sammen om, noget, vi bør stå sammen om, og noget, vi i højere og højere grad også vælger at stå sammen om.

Jeg har ikke bare taget mig tid til at skrive dig dette brev, fordi jeg synes, at det er vigtigt. Jeg har også taget mig tid til at være politisk aktiv, til at fylde genbrugsspanden, til at tage bussen, til at finde genbrugstøj, til at lave vegetarisk pålæg om søndagen og – ikke mindst – til at finde mit NemID og kryptere mig frem til en virtuel underskrift på forslaget om den klimalov, som jeg håber, du og dine kollegaer vil tage dybt seriøst. Allermindst kun for min skyld.

Jeg bekymrer mig virkelig om dét her, jeg kan ikke sove for dét her, og det fylder i min bevidsthed hver dag. Og det ser heldigvis ud til, at jeg efterhånden langtfra er den eneste.

Der er utvivlsomt mange, som ikke ser dig, dit parti eller din regering som en allieret i klimakampen – ‘den grønne omstilling’ er vist en noget mere inkluderende vending – og til tider også mig endda. Men jeg håber.

Fremtiden er ikke så sort, som den har været.

Din allierede

Casper Ellehage, 20, lærervikar


Kære klimaminister – kære Lars

Jeg vil gerne starte helt fra bunden med et lidt personligt spørgsmål: Hvorfor gik du ind i politik?

Hvad er det for nogle drømme og visioner for vores fremtid, der driver dig som politiker?

Du har som minister en hel del magt – men hvad vil du med den?

For når jeg ser på dit klimaudspil, ser jeg en masse fine idéer – men jeg har svært ved at få øje på visionen!

Det er DIG, der er klimaminister, og det er dit job at være den mest visionære på klimaområdet i Danmark.

Det er DIG, der skal sætte barren højt.

Det er DIG, der skal lægge pres på industrien.

Det er DIG, der skal tænde drømmen om den grønne omstilling hos alle danskere.

Lad os tage kulafbrænding i Danmark som et eksempel. Vi har fire kraftværker i Danmark, der stadig kører på kul: Asnæsværket, Esbjergværket, Fynsværket og Nordjyllandsværket, hvoraf de to første er drevet af Ørsted.

For et år siden, i november 2017, kom du med en stor udtalelse om, at Danmark skal være fri for kul i 2030. Det er jo i sig selv en rigtig god idé at udfase kul, og jeg kan udmærket forstå, at vi ikke bare kan slukke for værkerne i dag, lige nu og her – selv om det ville være ønskværdigt. Men 2030 er altså om virkelig lang tid – til den tid er jeg 41 år, og du er 65. Skal det virkelig tage 13 år at sige farvel til kul?

Og det viser sig, at det skal det naturligvis ikke, for det kan sagtens gøres hurtigere. Ørsted, som driver to af kulkraftværkerne, havde allerede i februar 2017 (altså ni måneder inden du fremlagde din plan) proklameret, at de dropper kul i 2023.

Og her melder spørgsmålene sig: Hvorfor er det industrien og ikke politikerne, der er de visionære og sætter ambitiøse mål? Hvorfor er det ikke dig som klimaminister, der er ude og lægge pres på industrien?

Jeg forstår det bare ikke. Bekymringen om klodens tilstand holder mig vågen om natten, og det er dybt frustrerende, at du som klimaminister ikke virker til at dele den bekymring.

Mange hilsner,
Alexandra Freltoft
29 år og matematikingeniør

#SpidsØrerHrMinister #DKpol #DKgreen


Kære Lars Chr. Lilleholt

Jeg skriver til dig som bekymret borger. En oprigtig bekymret borger.

Det, der bekymrer mig allermest, er at betragte den alarmerende forskel, der er mellem forskernes og rapporternes konstante opråb for handling nu og politikernes mangel på samme.

Året 2018 var et år med mange milepæle. Der kan nu ikke herske tvivl om, hvor presserende et problem klimaforandringer er, ej heller kan der ikke herske tvivl om, hvilke enorme katastrofer det vil have som følge. Som min generation skal håndtere, afbøde og løse – takket være din generation.

Vi er nødt til at ændre vores levevis, nytænke vores velfærd og velstand. Det gør vi ikke med en klimaplan, hvor 80 procent af reduceringerne hentes igennem skrivebordsarbejde. Det er nu tid til at lade den førte politik afspejle det grønne partilogo.

Den her omstilling kommer til at ske uanset hvad. Spørgsmålet er blot, om det er politikerne eller borgerne, der går forrest. Lige nu ser det desværre ud til, at borgerne går forrest. Men I kan nå det endnu, selv om tiden snart rinder ud. Må 2019 blive året, hvor det også går op for jer politikere, at der skal handles nu!

Folketingsvalget er snart over os. Men som politikere og forvaltere af vor alles fremtid er I nødt til at tænke længere end valgperioder. Det er nu, der er brug for visionære politikere, der tør tage de store beslutninger, så jeg om 30 år kan huske tilbage med stolthed. Huske tilbage på de politikere, der kæmpede ikke alene for min, men for vor alles og de kommende generationers fremtid. Politikere, der turde træffe de svære valg og lave de store omvæltninger, der skal til for at skabe en lysere og bedre fremtid. En fremtid, hvor vi lever i overensstemmelse med vores omverden og jordens finitte ressourcer.

Jeg håber, at du vil kæmpe for en sådan fremtid, for det er nu, kampen skal tages.

Med venlig hilsen
Jeppe Høstgaard Poulsen, 23 år
By-, energi- og miljøplanlægning-studerende


Kære energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt

Jeg hedder Ida, og jeg er 27 år gammel. Jeg er kandidatstuderende i sociologi på Københavns Universitet.

Jeg skriver til dig, fordi jeg er bekymret. Jeg er bekymret for, om vi kan nå at mindske konsekvenserne af den økologiske krise i tide: Hvordan skal det gå vores medmennesker de steder, hvor konsekvenserne af klimaforandringerne sender dem på flugt? Hvordan kan vi nå at stoppe den massive masseudryddelse af arter og truslen mod biodiversiteten? Hvordan skal vi nå den omstilling, der er nødvendigt, før vi har udryddet vores egen art?

Jeg er bekymret for, at du og regeringen ikke har set alvoren i øjnene. Hvis I havde set alvoren i øjnene, så ville I handle. Jeg må tro på, at den manglende politiske handling skyldes uvidenhed og ikke manglende vilje.

Derfor vil jeg her fortælle dig, hvorfor jeg og mange andre er dybt bekymrede.

Der findes alle de åbenlyse naturvidenskabelige argumenter for, at vi må løse den økologiske krise og omstille os grønt hurtigst muligt: Jo længere tid vi venter, desto større bliver belastningen på økosystemerne, og jo tættere når vi på et punkt, hvor økosystemerne ændres så radikalt, at konsekvenserne vil være katastrofale.

Men der er også andre bekymringer, jeg ikke kan slippe, og det er dem af eksistentiel karakter. Den økologiske krise er blikket på vores egen eksistens: den menneskelige eksistens. Hvis vi holder et spejl op foran os og ser virkeligheden i øjnene, så ser vi, at det økonomiske system, vi mennesker har bygget op, nedbryder, truer og udrydder andre arter. Det er lige så klart som solens alt for varme stråler denne sommer: Den evige og frie jagt på profit ødelægger os selv og andre arter. Markedet er løbet løbsk. Alle naturens ressourcer er mulige at udvinde og udnytte, og jeg frygter, at det eneste, der bestemmer, hvornår vi stopper, er efterspørgslen.

Hvis dette system fortsætter, så kommer vi til at udrydde os selv og andre arter, men heldigvis kan jeg trøste mig ved, at planeten består. Planeten er trods alt større end vores ødelæggelser. På trods af det bliver de kommende år forfærdelige, hvis vi ikke omgående igangsætter den nødvendige grønne omstilling. Det vil være år, hvor vi gang på gang skal sige farvel til endnu en art, der uddør, hvor vi skal se vores medmennesker dø som klimaflygtninge, hvor angsten driver ned ad ryggen, fordi vi selv er bange, og hvor vi, der bor i et så ressourcestærkt samfund som det danske, kun kan kigge på os selv med skam over, at vi ikke handlede i tide.

Dette må vi for alt i verden undgå. Ikke kun fordi det bliver forfærdeligt, men i lige så høj grad, fordi det vil blive en tid, hvor intet længere giver mening: Hvorfor leve videre, når vi dræber så mange på vejen for at opretholde vores eget liv? Hvordan kan et samfund give mening, hvis konsekvenserne af blot at leve er katastrofale?

Jeg spørger dig nu: Kan vi fortsætte denne nedbrydelsesproces, der ender i meningsløshed? Jeg håber, du svarer nej, for det er helt afgørende, at I, der sidder på magten i dette land, tager den økologiske krise alvorligt og handler nu. Det er afgørende, at vi i fremtiden kan kigge hinanden i øjnene og ikke skamme os ved blikket. Men det kræver politisk vilje og handling, hvis dette skal lykkes.

Kære minister

Du må tage ansvar.

Du må være ambitiøs.

Du må se konsekvenserne af den økologiske krise i øjnene – også dem af social og eksistentiel karakter.

Du må få den nye klimalov stemt igennem i Folketinget, og derefter må alle ministerier sætte sig sammen og finde ud af, hvordan Danmark hurtigst muligt tager et ambitiøst ansvar for grøn omstilling.

Vi må omstille vores samfund, så det hviler på et fundament af bæredygtighed i stedet for nedbrydelighed.

Og så vil jeg i øvrigt fortælle dig, at vi er rigtig mange, der kæmper og kæmper videre i de kommende år. 20 januar 2019 var jeg med til at arrangere en menneskekæde rundt om Christiansborg for en hurtig og grøn omstilling. Der dukkede over 1.100 mennesker op en kold januardag. Vi stod hånd i hånd og viste, at borgerne i Danmark er klar – vi venter kun på jer.

De bedste hilsner med håb om handling,
Ida


Kære Lars Chr. Lilleholt

Jorden er vores hjem, og den har givet os den ultimative gave: livet. Vi har alt at takke jorden for, uden den ville vi slet ikke være her til at nyde livet og dets mange glæder. Vi skylder jorden at behandle den med respekt og passe på den, for den er vores hjem.

Klimaforandringerne er derfor noget, som er begyndt at bekymre mig meget. Det går desværre den forkerte vej, og hvis vi skal overholde målsætningen om at holde temperaturstigningen under 1,5 grader, så er det nu, at vi for alvor skal handle. Derfor er jeg selv begyndt at tænke meget over de små ting i hverdagen, som jeg personligt selv kan gøre for, at mit CO2-aftryk mindskes.

Jeg føler desværre bare, at jeg selv har gået i uvished i lang tid om de miljømæssige konsekvenser, som mine valg har. Det kan jeg også genkende, når jeg snakker med venner, familie og studiekammerater. Der er slet ikke nok opmærksomhed og beskeder til folk om, hvor meget de enkelte fødevarer eller tekstiler forurener miljøet. Vi lever i et forbrugersamfund, hvor vi hele tiden skal have nyt, uden at vi ved eller måske tænker over konsekvenserne. Vi skal gå i en grønnere og mere miljørigtig retning. Det gælder den enkelte borger, virksomheder og ja, hele Danmark faktisk.

For som det gode og veludviklede land, Danmark er, følger der et stort ansvar med for at gå forrest. Danmark har ressourcerne og mulighederne for at gøre det, der skal til. Jeg håber, at jeg i fremtiden vil kunne se tilbage og tænke, at jeg er stolt af at have boet i et klimavenligt Danmark. Stolt af, at Danmark var et af de lande, som gik forrest og inspirerede verdens lande til at forvandle vores hjem, jorden, til et grønnere sted.

Til sidst vil jeg minde dig om det enorme ansvar, du har som energi-, forsynings- og klimaminister. Jeg tror og håber på, at du kan og vil være med til at skabe en bedre og mere miljørigtig fremtid.

Mvh. Frederik Finseth Kristiansen


Til ministeren

Nu går den snart ikke længere. I al den tid, jeg har levet, har jeg kun set klimaet få det værre, mens jeg på så mange andre områder har set masser af fremgang: mere ligestilling og retfærdighed i vores samfund, færre livstruende sygdomme og større sandsynlighed for at overleve kræft, færre rygere og flere, der bliver over 100 år.

Men så er det, som om der er en skygge, der overstråler alle disse solskinshistorier. Noget, der bare ikke bliver gjort nok ved. Og noget, vi har vidst var et problem i så lang tid, at det er pinligt, at vi bliver ved med at feje det ind under sofaen. Og vi pynter oven i købet på det, for at vi kan få det bedre med os selv. Danmark er et foregangsland. Vi gør nok.”

Nej. Det er direkte løgn. Løgn og latin, svindel og humbug! Danmark var et foregangsland, men vi gør ikke nok længere. Lad os dog komme tilbage i kampen, lad os iklæde os førertrøjen en gang til – i befolkningen findes viljen til det. Der er stadig flere lavthængende frugter, vi kan høste. Vi kan indføre retfærdige klimaafgifter, og vi kan lave hurtigere omstilling på mange fronter og stille krav til både producenter og forbrugere.

En ting, jeg beder dig om som borger til minister: Lyt til de over 60.000 borgere, der har underskrevet borgerforslaget om en ambitiøs dansk klimalov, NU. Hvis ikke I politikere lytter til forskere og eksperter, så lyt i det mindste til jeres vælgere. Ellers kan I selv overveje, hvilken risikoposition I sætter jer selv i til det kommende valg. Lyt til os nu, og hjælp os med at få frihed til kun at kunne vælge klimarigtigt.

Thea Quistgaard
24 år, fysikstuderende ved Københavns Universitet


Kære Lars Christian Lilleholt

Jeg skriver til dig, fordi jeg er bekymret. Meget. Jeg er bekymret for, hvad der skal blive af livet på jorden og os alle sammen. Jeg frygter for, hvad fremtiden bringer, når vi passerer det, forskerne kalder tipping points. Jeg frygter for alle de store konsekvenser af vores levevis, vi allerede kender til, og endnu værre: dem, vi slet ikke kan forudsige.

Det er en frygt, der påvirker mig meget i det daglige. Det er ikke længe siden, at jeg tog mig selv i at græde over klimaet tre-fire gange på en uge. Det kan komme snigende, når snakken med venner og familie falder på klimaet. Jo mere vi taler om krisen, jo mere vokser klumpen i halsen. Nogle gange kan jeg blive så fortvivlet og ked af det, at det er svært for mig at fortsætte en almindelig samtale efterfølgende. Andre gange er det først, fordi jeg når til nye erkendelser om, hvor slemt det står til med planeten, og efterfølgende af frustration over manglen på handling og reaktion fra politisk side samt over måden, du og dine regeringsfæller taler om Danmarks rolle i klimakrisen.

Du siger altid, at Danmark er et foregangsland, men vi producerer 15 ton CO2 for meget per dansker i forhold til, hvad der er anbefalet. Samtidig undskylder I jer med, at det ikke betyder så meget, hvad vi gør i et lille land som Danmark, når de store lande forurener meget mere.

Danmark er rigtigt nok et lille land, men det er vigtigt at være et godt eksempel. Det er vi ikke lige nu, men det skal vi være. Vi skal gå forrest og vise, at det er muligt, hvis man tør og vil.

Og når jeg siger vi’, så mener jeg først og fremmest jer som politikere. Der er en masse ting, man kan gøre som enkeltperson for at begrænse sit CO2-aftryk på jorden, men for det første går det slet ikke hurtigt nok, og det skal det! For det andet virker det meningsløst, når I fortsætter med at bore efter olie i Nordsøen, og når regeringens planer og udspil ikke er i nærheden af at være nok til at opfylde kravene fra Parisaftalen. Hvis den danske regering ikke gør sig umage for at efterkomme de aftaler, hvorfor skulle Kina, Indien eller nogle af verdens fattige lande så? Hvis ikke et demokratisk, frit og velhavende land som Danmark kan være ambitiøse nok til at nå de mål, de selv har været med til at sætte, hvem kan så?

Netop derfor bliver vi nødt til at tro på, at vi kan løfte den opgave.

Troen er heldigvis også noget, som kan spire frem, når jeg taler med andre om klimaet. Især når jeg taler med nogle af de mange andre unge, som er aktive i klimakampen. Jeg mærker deres energi, gåpåmod og kampgejst, og det giver mig fornyet håb og en vished om, at jeg ikke er alene med min frygt og bekymring. Det får mig til at tro på, at vi kan løse den her krise i fællesskab.

Sidst jeg fældede en tåre for klimaet, var det da også en glædeståre. Den faldt kort tid efter, at jeg den 20. januar så en menneskekæde lukke sig om Christiansborg. Som et opmuntrende, men meget bestemt klem fra over 1.000 mennesker, der sendte en besked: Vi tror på, at Danmark skal og kan være et foregangsland og et forbillede, hvis bare I tror på os, vores stemmer og vores støtte til den grønne omstilling. Husk det – især til de kommende valg.

Tro, håb og hilsner fra

Sofie Bruus Hansen, studerende på RUC


Kære Lars Christian Lilleholt

Forleden var jeg til mandagsmøde i Den Grønne Studenterbevægelse, hvor der var nogle af mine medaktive i bevægelsen, der holdt et oplæg om en klimaplan og -model, de har udarbejdet på DTU. Den plan for fremtiden gav mig utrolig meget ro og håb.

Jeg vil ikke gå i detaljer med alle de tal, de havde regnet sig frem til, for det har jeg ikke forstand på. Men de har lavet en klimamodel og regnet på et CO2-budget for Danmarks energiforbrug. De har regnet ud fra målet om, at Danmark skal gøre sit for at holde temperaturstigningen på maks. 1,5 grad, et mål, som jeg tit synes bliver omtalt som urealistisk at leve op til, og som der i hvert fald ikke bliver gjort de rette tiltag for at overholde i dag. Modellen havde også iberegnet, at vi ikke skulle falde i levestandard. Der er altså ikke noget med jordhuler eller ingen ferierejser i den plan.

Men for at kunne leve op til den målsætning må der jo ske noget. Vi skal naturligvis begynde at udlede mindre og omlægge en masse af vores sektorer til at fungere på andet en kul og olie. Der bliver tit talt om det som så svært og besværligt, at det kan lyde helt umuligt. Men det er det jo ikke.

Vi skal, ifølge modellen, være helt fri for brugen af kul i 2025, have 655.000 elbiler kørende på vejene i 2030 og flyve på udelukkende biobrændstof i 2050, hvis vi skal nå det mål og bremse temperaturstigningen. Det kræver naturligvis nogle ændringer og omstillinger en masse steder. Men det, der er det gode ved den plan, som du nok skal få at se, er, at den kan lade sig gøre! Den er håbefuld, og den vil ændre en masse, men den er gennemregnet og ikke urealistisk eller naiv.

De første år bliver den en smule dyrere at udføre end regeringens nuværende klimaplan, men hen imod år 2040, når de fleste sektorer er omstillet, vil den faktisk være billigere. Så derfor: Skru lidt op for jeres ambitioner! Vi kan godt nå rigtig langt. Og vi bliver nødt til at være villige til at omlægge og til at betale for det, for vi har jo faktisk ikke andet valg.

Jeg er ikke naturvidenskabs- eller ingeniørstuderende, og jeg kan godt have svært ved at følge med i alle de tal, planer og budgetter, der er, når vi taler grøn omstilling. Men noget, jeg ved, er, at jeg bliver enormt bekymret af grafer over kommende temperaturstigninger, der bare stiger og stiger eksponentielt. Mine medstuderendes planer og regnestykker gav mig håb. De gav mig konkrete tal og delmål at tænke og snakke ud fra.

Jeg glæder mig til, at de og jeg selv skal stå i spidsen og skabe en håbefuld fremtid, men indtil da må I godt hjælpe os på vej ved at skrue højt op for ambitionerne og tiltagene!

De bedste hilsner,
Olivia N. Nedergaard, 22 år, litteraturvidenskabsstuderende


Kære Lars

Klimaet har brug for dig. Klimaet har brug for den handling, du har ansvar for at tage på vegne af Danmark.

En vigtig detalje er dog, at det ikke kun er Danmark, klimakrisen rammer, men hele verden. Faktisk er det nærmere Danmark sammen med andre rige lande, der rammer resten af verden.

Mine bekymringer går ikke på mine egne vegne, men på alle dem, der ikke har samme sikre håb for fremtiden. De er mine venner. Nogle af dem bor i Ghana og bruger hverdagen på at dyrke afgrøder som jordnødder og majs. Jorden er i forvejen tør og næringsfattig mange steder i landet, og en udsigt til mere tørke eller kraftigere regn er deres landsbyer på ingen måde bygget til.

Jeg bekymrer mig for dem og for deres fremtid. Min egen skal nok gå, men hvad med dem, der ikke kan stemme til folketingsvalget og dermed være med til at beslutte, hvordan fremtiden i deres land skal se ud? De kan kun håbe, vi tager den rigtige beslutning. Andre venner bor i Kina, hvor risikoen for oversvømmelser er stigende sammen med et tiltagende vildere vejrklima. Kina er et kæmpe land og står også selv for en del af udledningen, men hvis deres forbrug lignede dit og mit, ville det gå helt galt.

Derfor er det stadig os, som skal gå forrest og vise et bedre eksempel. Vi bliver heldigvis flere og flere i kampen for klimaet, og jeg håber, du og de andre på Christiansborg er med, for ellers bliver det bare en kamp mod systemet. Vi har brug for dig og for, at du tager ansvar.

Med venlig hilsen

Anne
21, studerende


Kære Lars Christian Lilleholt

Klimakrisen er på ingen måde behagelig.

Som du selv siger, står vi over for den største udfordring overhovedet. Du siger, du er dybt bekymret. Det er vi rigtig mange, der er.

Klimakrisens konsekvenser rammer allerede nogle af jordens mest udsatte beboere. Men det har altid været utrolig svært at forholde sig til, at mennesker på den anden side af jorden lever under forhold, som forekommer meget fjerne for os i trygge Danmark. Helt ærligt ville jeg også til tider hellere leve i lykkelig uvidenhed om fremtiden. Men det er ikke en mulighed.

Hvis vi ikke kan forholde os til de katastrofer, som nu rammer mennesker på den anden side af jorden, må vi forholde os til, at de i fremtiden også vil ramme trygge Danmark. De vil ramme mine børn og dine børnebørn, Lars. De fremtidige generationer vil vokse op i en anden verden, hvor levevilkårene vil være væsentligt forringede, og hvor fremtiden vil være markant mere usikker. De vil vokse op i en anden verden, fordi de vil blive født ind i en verden, hvor det er for sent at handle. Fordi deres forældre og bedsteforældre, som havde handlemulighederne, ignorerede deres ansvar.

Jeg leder efter de rigtige ord for at forklare, hvordan jeg har det med den måde, klimapolitikken føres i dagens Danmark. Frustreret, vred, magtesløs, bange. Til trods for utallige opråb fra unge som gamle er der stadig ikke tæt på at blive foretaget de strukturelle ændringer, som vi ved skal til, hvis vi skal have bare et lille håb for ikke at nå det punkt, hvor det er for sent at gå tilbage.

Jeg er træt af at høre på, hvordan ansvaret er hos borgerne og især de unge. For det er jo løgn. Vi kan stemme, vi kan organisere os, vi kan stille borgerforslag, og vi kan forsøge at træffe bæredygtige valg – men vi HAR ikke mulighed for at foretage de strukturelle ændringer, der skal til. Det er jer politikere, som både har viden og magten. Så hvorfor, Lars? Hvorfor synes du, at det er nok at sætte vage mål for fremtiden og sige, at vi er et foregangsland inden for grøn omstilling?

Er det, fordi du allerede har givet op på jordens fremtid? Hvis du har det, så foreslår jeg, at du åbner øjnene og kigger ud blandt borgere i hele verden, også i Danmark. Se, hvordan folk organiserer sig, tager hinanden i hænderne og går på gaden for at kæmpe for kloden.

Vi har ikke mistet håbet. Vi er dybt bekymrede, men vi har ikke givet op, og vi ønsker at kæmpe. Men vi kan ikke vinde, hvis borgere og politikere ikke kæmper den samme kamp.

Vi har brug for et paradigmeskift i klimadebatten. På tværs af partifarver og på tværs af delte meninger om, hvordan samfundet skal udvikle sig i fremtiden, er vi vel enige om, at vi bliver nødt til at bevare det livsgrundlag, som skaber mulighederne for et samfund i udvikling. Klimapolitik burde forene os, fordi klimapolitik ikke handler om at favorisere eller prioritere én gruppe over andre. Klimaforandringer kommer til at ramme os ALLE sammen, også alle os i trygge Danmark.

Jeg tror på, at du og resten af Folketinget er gået ind i politik med rene hjerter og med et ønske om at gøre verden til et bedre sted for de fremtidige generationer. Derfor håber jeg, at du vil tage disse tanker med ind i din politiske kamp og i det kommende folketingsvalg.

Amanda Falah Rasmussen, 22 år.


Vær hilset, du Danmarks energi-, forsynings- og klimaminister!

Lars Christian Lilleholt: Jeg skriver til dig, ikke af lyst, men af presserende nødvendighed. Vi står over for en krise, og til det kræves målrettet og strategisk handling. Det kan ikke understreges og adresseres nok, at vores stigende drivhusgasudledning skaber forandringer i klimaet. Forandringer så store, at de i hele den tid, vi som art har lykkedes med at placere os i toppen af fødekæden, skabe civilisationer og vokse eksponentielt i befolkningstal, aldrig har oplevet lignende konsekvenser. Disse forandringer kan gøre det udfordrende for os at fortsætte vores reproducerende succes og trivsel.

Verdens førende forskere er enige om, at vi skal omstille vores forbrug og finde nye metoder til at udvinde energi og producere vores råvarer. De mener, at vi har 12 år til denne omstilling, før verdens gennemsnitlige temperatur overskrider en grænse. En grænse, hvorfra vi og vores efterkommere aldrig vil kunne tilbagerulle den skade, vi har gjort på vores klode.

Det være sig:

  • koralrev, som bliver udslettet
  • indlandsisen ved polerne, som smelter
  • artsrigdommen og den genetiske diversitet, som svinder
  • bestanden af bestøvende insekter og dyr, som er i tilbagetog
  • dyrkbare jorde, der ødelægges
  • beboelige kyster, der trues
  • og alverdens økosystemer i have og på land, som udfordres.

Derfor skriver jeg til dig, da dem med forstand på klimaet og temperaturstigningerne siger, at vi aldrig har udledt så meget kuldioxid i atmosfæren, som vi har gjort i år.

Jeg skriver til dig, fordi disse vise mænd og kvinder, der kloger sig på de fysiske og kemiske love – meteorologiske, geologiske, biologiske tilstande med flere – siger, at vi har kurs mod en gennemsnitlig temperaturstigning på 3 grader, hvilket er 1,5 grad mere, end hvad FNs klimapanel anbefaler, og 2 grader højere, end hvad vi allerede har hævet temperaturen med siden tiden før industrialiseringens indtog. Det er en hel grad overstigende den maksimale temperaturstigning, som alle med fornuft og klimaforstand siger er grænsepunktet for, hvad vores natur og økosystemer kan klare.

Jeg skriver til dig, fordi det siges, at med den klimapolitik, vi i dag fører, vil vi først være CO2-neutrale i det næste århundrede, skønt Parisaftalen bød alle involverede lande at være CO2-neutrale i år 2050.

Og jeg skriver ikke mindst til dig, da alle dem med forstand på formler og tal siger, at vi økonomisk og teknologisk kan vende klimakrisen og bremse temperaturstigningerne til at blive på omkring 1,5 grader. Her savnes blot politisk vilje.

Denne verden, som du og jeg er blevet født ind i, rummer en fantastisk rigdom, som ikke alene i sig selv er værd at beskytte, men som består at en livgivende og trivselsydende natur med alle dens komplekse økosystemer, der er med til at forsyne os med rent vand, ilt, mad, bestøvning, medicin og ikke mindst rekreation. Nogle mener, at vi bare kan flytte til planeten Mars, men jeg tror lige så stille, vi vil blive deprimerede, syge og tomme i vores sind af ikke at have kontakt med dyr, planter, rindende vand, insekters summen etc. Vi vil i stedet bo på en gold, kold og øde planet, i små kupler med udsigt til ørken, rødt støv og ingenting, så langt øjet rækker. Et barn født og opvokset på Mars, der hører om noget så forunderligt og komplekst som livet på jorden, vil sikkert undre sig over, hvorfor vi bare smed sådan et eventyrligt sted som moder Jord ud med badevandet, før vi egentlig rigtig lærte det at kende.

Det er tanker og forestillinger om evig vækst og materiel rigdom, som medfører kynisk ressourceudvinding, og som dermed truer vores klode. Det enøjede fokus på kapital overskygger bevidstheden om, at vi nu er i gang med at save den gren af, som vi sidder på.

Det er en forbrugsfetichisme blandt vores borgere, virksomheders urørlighed i en grisk mission om at tjene og vokse så meget som muligt og skolede politikeres evne til at spille det politiske spil i et mislykket forsøg på at tilfredsstille deres umættelige behov for at være og ikke mindst at forblive aktuelle, indflydelsesrige og populære, som spærrer vejen for den yngre generations fremtid. Jeg føler personligt, at det har været et kæmpe privilegium at vokse op med adgang til alle ovennævnte naturydelser, og jeg føler et ansvar for at kunne give det videre til vores efterkommere.

Lidt om mig: Jeg hedder August, jeg er 26 år og studerer naturressourcer på fjerde semester. Jeg kunne godt tænke mig at arbejde med at formidle konsekvenserne af det system, vi lever i, og fordelene ved alternativer. Jeg er drevet af en kærlighed til vores omgivelser, levende væsner og medmennesker. Jeg har et behov for at bevare noget uerstatteligt. Rapporten udstedt af IPCC melder, at 100 millioner mennesker vil lide nød og rammes af ressourceknaphed og fattigdom. Rigtig mange spændende og livlige storbyer ligger ud til kysten.

Jeg har forsøgt mig med den løsningsmodel, som i tiden er ret udbredt. Den beror på, at det er hvert enkelt individs ansvar at skære ned på sin udledning af CO2. I min hverdag er jeg opmærksom på mit forbrug og spild af mad, tøj, transport, elektricitet, vand, varme. Jeg genbruger, affaldssorterer, spiser lokalt producerede og sæsonvenlige råvarer og bestræber mig på at indtage plantebaseret kost. Jeg er kommet til samme konklusion som den unge svenske klimaaktivist Greta Thunberg, Den Grønne Studenterbevægelse og FNs klimapanel. Det nytter ikke at fokusere på individuelle løsninger. Vi har ikke brug for at pege fingre ad hinanden. Derimod skal klimakrisen vendes i fællesskab.

Derfor skriver jeg og mange andre bekymrede danskere til dig. Derfor er der en menneskekæde omkring Christiansborg. Derfor afholdes der national klimastrejke og -march i gader og stræder. Det er, fordi vi bedst løser noget i fællesskab og ved lovgivning. Norstat foretog sidste år en undersøgelse for Altinget og Jyllands-Posten, der viser, at 36 procent af danskerne mener, at klimapolitik er blandt de tre vigtigste emner til det kommende folketingsvalg. 11 miljø- og udviklingsorganisationer har sammen med 301 danske forskere samlet knap 60.000 underskrifter på lidt over to uger til et borgerforslag om en dansk klimalov. Vi, der bekymrer os over svindende naturressourcer og menneskers og dyrs livsgrundlag i tilbagetog, forsøger at bevidstgøre dem, der sidder og træffer beslutningerne, om, at der er vælgere at vinde ved at tage denne krise seriøst og at handle derefter. Løsningen ligger ikke iblandt al snakken om grøn økonomisk vækst og elbiler, for på den måde vil vi bare fortsætte ad det gale spor. Et spor, hvor problemerne forsøges løst med mere snæversynet vækst og forbrug – bare med fine nye grønstemplede titler. Vi skal ændre vores måde at leve på radikalt, og det bliver vi nødt til at indse.

Vi danskere med vores forbrug per indbygger er det syvende mest kuldioxidudledende land i verden. Samtidig har vi gode forudsætninger for at være et foregangsland på dette område, da danske forskere og virksomheder har arbejdet i mange år med innovation i vedvarende energikilder, energibesparelse og andre klimarelaterede løsninger.

For at det skal rykke noget, og for at vi skal kunne efterleve den juridisk bindende klimaaftale, vi indgik ved COP21 – Parisaftalen – så har vi brug for:

  • en klimalov med mål og femårige delmål, som driver reduktionen af drivhusgasser ambitiøst nok fremad
  • en gennemtænkt strategi, der sikrer en klar indsats inden for alle politikområder samt relevante sektorer såsom energi, landbrug og transport
  • et styrket og uafhængigt klimaråd
  • samt et bidrag til klimatiltag i udviklingslande, som vi kan være bekendt.

Greta Thunberg har ramt en nerve, da hendes ugentlige strejke inspirerer til klimaaktivisme verden over. Hun gør os opmærksomme på, at vi har vidst det her for længe siden og først rigtig er begyndt at holde løsningspeptalk de seneste 30 år, men lige meget har det hjulpet.

Al denne tid er CO2-udledningerne kun øget. Hun understreger, at når løsningerne ikke ligger indbygget i systemet, men at reglerne, vi følger, har fået os ud i det her rod, så er det på tide med et systemskifte. Når vi ikke har regler mod daglig afbrænding af 100 millioner tønder olie eller imod rydning af regnskove for foder til vores husdyrsproduktion, kan vi ikke spille efter reglerne. Disse budskaber stammer fra en person, der har indset, at tiden er knap, før korthuset vælter for arten homo sapiens.

Dette faktum kræver nu heller ikke så meget at indse. Faktisk skal man blot læse rapporten fra FNs klimapanel. Den melder, at en overstigning af en gennemsnitlig temperatur på 2 grader med sig vil bringe tørke, oversvømmelse og ekstrem hede. Der står også, at vi allerede med én grads stigning, som vi har i dag, ser konsekvenserne med arktiske skovbrande i Sverige, ødelæggende orkaner i USA, rekordtørke i Cape Town, smeltende indlandsis ved polerne, en masseuddøen svarende til historisk tidsadskillende begivenheder som meteornedslag, istid og vulkanudbrud. Siden 1970’erne har vi mennesker med vores landbrug og drivhusgasudledning været med til at fjerne 86 procent af alle pattedyrarter og 60 procent af alle dyr. Vilde dyr udgør 4 procent af den samlede biomasse af pattedyr på jorden, samtidig med at 60 procent er domesticerede dyr, og 36 procent er mennesker. 77 procent af landjorden, foruden Antarktis, og 87 procent af havene er i dag forandrede på grund af menneskelig aktivitet.

Flere lande, der er pro Parisaftalen, er endnu ikke helt på niveau med Gretas forståelse for krisetider og potentiale for forebyggelse. England, der udvinder gas ved fracking. Norge, som fortsat udvinder olie i Arktis. Tyskland, der rydder deres store Hambi-urskov, og herhjemme, hvor vores grønne ngo’er skal slås for at bevare naturfredninger og lovgivningen om naturbeskyttelse.

Der er ingen tvivl. Vi har brug for at handle. Personer med indflydelse som din og regeringens vil være med til at påvirke, hvad historiebøgerne skriver om os, der stod foran muligheden for at handle, mens der var tid. Som efter Anden Verdenskrig vil man længe spørge: Var du med eller imod?” Var du aktiv eller passiv?”

God arbejdslyst. Med store indflydelsesmuligheder kommer også et stort ansvar.

De bedste og grønneste hilsener

August Hermann Søndergaard


Kære Lars

Jeg forestiller mig, at du også har været ung engang. Ung og fyldt af tanker og drømme for fremtiden. Men også ung og fyldt af tvivl, nervøsitet og usikkerhed.

Tvivl og spørgsmål er der nemlig nok af, selv som ung ilandsborger, hvor man er så privilegeret at kunne bekymre sig om resterne af sine SU-klip, forandrende studiereformer og det umulige boligmarked. Yderligere kommer der så de klassiske bekymringer som karriereovervejelser, familie- og kæresteproblemer samt generelle identitetskriser. Men oven i den klassiske bunke af ungdomsbetænkligheder kommer der en ordentlig lort i form af klimakrisen. Og klimakrisen, kære Lars, er så altomfattende, at det faktisk kan være lige meget at beskæftige sig med nogen som helst andre bekymringer.

For hvad nytter det at forsøge at tilpasse og indrette sig i et samfund, som tydeligvis ikke kan fortsætte på den måde, det gør nu? Hvorfor skal man kaste sig ud på et arbejdsmarked, hvis mål er at vækste kloden lige lukt i helvede, og hvis succeskriterie er at øge det forbrug, som allerede overbruger de eneste ressourcer, vi har? Giver det mening at studere noget som helst andet end det skiftende klima og vores tilpasning dertil? Også selv om man meget hellere ville lave noget helt andet? Hvor og hvordan skal jeg bo, hvis min familie skal leve bedst muligt med de kommende klimaforandringer? Og vil jeg overhovedet sætte børn i en verden, som kun vil blive mere usikker og ustabil – vejrmæssigt, sikkerhedsmæssigt, socialt og økonomisk?

De her klimabekymringer er så desillusionerende, selv for en ung visionær, at man hurtigt dropper at tænke dem til ende. Det er også det, der er sket de sidste alt for mange år. Men vi skal have vendt det til en konstruktiv glæde ved at modarbejde klimaforandringerne på klodens præmisser. Og det er den glæde, du skal have frem i den danske befolkning, Lars.

Jeg tænker, at du får mange breve, så jeg vil slutte den her. Og så vil jeg bede dig om at tage klimaforandringerne seriøst i dit fremtidige politiske arbejde og være den foregangsmand og klimaminister, som vi har brug for, og som du er blevet valgt som.

Kærlig hilsen Tine, 24 år, biologistuderende


Kære Lars Christian Lilleholt

En frygt for vores planet har fæstnet sig i mig. I alt for mange år har vi hørt og snakket om klimaet uden reelle handlinger. Jeg er træt. Vi er trætte.

Det er ufattelig betyngende at blive ved og ved med at lytte til dommedagsprofetier uden at kunne mærke og se skelsættende politiske forandringer.

Mange unge, herunder jeg selv, vælger at give afkald eller genoverveje mange rejsedrømme, fordi vi finder tiden knap og handlingerne for begivenhedsfattige.

Du forsvarer din klimapolitik og Danmark med, at vi jo allerede er et grønt foregangsland og er på helt rette kurs.

Men jeg håber inderligt, at du og resten af regeringen mærker det folkelige ønske om at intensivere klimaindsatsen, som har vokset og bredt sig ud over Danmark og resten af verden. Vi lever i en tid, hvor klimakrisen utvivlsomt bør dominere alle verdenskriser. Dog må vi hver dag selv minde os om dette.

Jeg håber, at du imødekommer det folkelige krav, som manifesterer sig så klart og tydeligt i samfundet i dag, nemlig klimaet først.

Mange venlige hilsner
Alvilda Faber Striim
20-årig dansestuderende


Kære Lars Christian Lilleholt

Jeg skriver, fordi jeg har et ønske til dig, og fordi jeg synes, du skal vide, hvordan klimakrisen påvirker mig. Jeg er klar over, at den ikke påvirker dig på samme måde, for så ville du kommunikere og handle anderledes. Mit håb er, at du vil tage dig god tid til at prøve at forstå, for jeg ved, at der er rigtig mange, der har det ligesom mig. Jeg har selv mødt dem.

For mig er klimakrisen den dystre fortælling om, at mennesket er ved at miste sin fremtid. Frygten for et samfund, der ikke længere søger løsninger i fællesskab, fordi det er for sent at kæmpe for andet end sin egen overlevelse, og ikke mindst den kroniske skyldfølelse over for min dejlige søn. Jeg valgte at føde ham ind i den her verden. Han fylder 83 år i 2100.

For mig er klimakrisen en dårlig samvittighed, der dagligt overvælder mig. Hver gang jeg vasker tøj og må overbevise mig selv om, at klude brugt til bleskift skal have 60 grader. Hver gang jeg går forbi et stykke plastik på jorden og ikke samler det op. Hver gang jeg tænker på klimaflygtninge. Hver gang jeg køber ind og sætter min lyst til en bestemt ret over for den pris, som tomater fra drivhus eller avocadoer fra Peru i virkeligheden koster.

For mig er klimakrisen en angst, der pludselig får mit hjerte til at slå hurtigt og gør det svært for mig at få luft. Når jeg skal sove. Når et blomsterløg spirer op af jorden først i januar. Når én, jeg møder, deler min bekymring. Når jeg oplever, at der fortsat er folk, som er egoistiske nok til at være ligeglade. Når jeg læser om de nyeste studier af indlandsisen og vandstanden. Jeg forsøger at undgå den slags læsning for tiden.

Jeg ønsker selvfølgelig ikke, at du skal have det som mig, Lars. Men mit ønske er, at du tillader dig selv at mærke klimakrisen. Jeg er nemlig overbevist om, at du i så fald vil begynde at gøre mere for at stoppe den. Du vil ikke længere forholde dig til Danmarks CO2-regnskab som en række tal, der på papiret måske kan komme til at ligne Danmarks internationale forpligtelser, hvis bare der skrottes tilstrækkelig mange CO2-kvoter. Du vil stoppe med at bruge dit dyrebare krudt på at skyde efter Klimarådet. Og du vil lytte i stedet for at forstyrre saglig dialog med unuancerede og unøjagtige udsagn som Danmark er foregangsland” eller det er den grønneste regering”.

Hvis du begynder at mærke klimakrisen, så vil du ikke kunne lade være med at invitere forskerne og dialogen indenfor. Når dagen er omme, vil du i en stille stund lade det synke helt ind, at du som dansk klimaminister har magt til at skabe det håb, vi har brug for. Det vil motivere dig til at gøre den størst mulige forskel, ikke bare på papiret, men i den virkelige verden. Den, som vi har til fælles.

Kort sagt, Lars, så håber jeg, at du vil begynde at tage dine følelser med på arbejde, og at der ud af det vil vokse en grønnere fornuft. Jeg tror, det ville være så uendelig godt for den fremtid, som ikke mindst din generation har taget for givet. Og hvis dét ikke er motivation nok, så tror jeg også, at det ville være godt for din egen samvittighed, når du en dag ude i den fremtid skal se tilbage og forholde dig til, hvordan du forvaltede det store ansvar, du engang blev betroet.

Venlige hilsener,

Signe Wisbech Vange, 28, medicinstuderende.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem