Helikopter_

Mandag 13. januar 2020

Hej


Her er dagens nyhedsoverblik fra Zetland. Det bliver filmisk.

En hemmelig dansk agent sidder fængslet i Spanien. Og viser efterretningstjenesternes dilemma

En opsigtsvækkende historie om en dansk efterretningsagent viser ind i, hvordan de danske myndigheder forsøger at holde Danmark sikker. Og hvilke ting der kan gå galt i den proces. Gæst: Jens Anton Bjørnager, journalist ved Berlingske.

23 min

Dagens citat

“Free Hong Kong”

Det stod der på Den Lille Havfrue her mandag morgen. Hærværket blev lavet mod et af de mest populære mål for kinesiske turister i København (Ekstra Bladet).

Dagens store historier

Foto: Luca Piergiovanni / AFP / Ritzau Scanpix

Agent alene

  • En hemmelig dansk agent er blevet fængslet i Spanien for noget, som den danske stat har betalt ham for at gøre. Historien viser ind i den gråzone, de danske efterretningstjenester arbejder i.

  • Manden hedder Ahmed Samsam. I 2012 rejste han selv til Syrien for at kæmpe med en milits mod Assad-regimet. Han kom hjem efter få måneder, men blev hvervet som agent af Politiets Efterretningstjeneste og sendt tilbage (Berlingske).

  • I Syrien hjalp Danmarks efterretningstjenester med at holde øje med især danske fremmedkrigere og jihadister. Det var ret unikt at have agenter i Syrien på det her tidspunkt. Samsam stoppede som agent i 2015.

  • I 2017 blev han så anholdt under et ophold i Spanien og derefter sigtet for sine rejser i Syrien for forsøg på terrorisme. De danske myndigheder har tilsyneladende ikke gjort noget for at fortælle om deres samarbejde med Samsam (Berlingske).

  • Sagen stiller en række store spørgsmål om de danske efterretningstjenester: Hvor ekstraordinære skal deres kræfter være? Og hvad er tjenesternes ansvar for at tage sig af de folk, der har tjent Danmark? (Zetlands nyhedspodcast).

Foto: Ida Guldbæk Arentsen, Ritzau Scanpix

Tvangsfjernelser

  • Mette Frederiksens regering præsenterede i dag sit bud på, hvordan man kan gøre livet bedre for de børn, myndighederne fjerner fra deres biologiske forældre.

  • 1) Det skal være billigere at fjerne og tvangsfjerne. Regeringen vil gerne dække flere af kommunernes udgifter, når der bliver fjernet børn fra hjemmet og anbragt i plejefamilier eller institutioner (TV 2).

  • 2) De anbragte børn skal hjælpes bedre gennem folkeskolen. Kommunerne får et nyt slags ansvar for at sikre, at det lykkes de anbragte børn at tage folkeskolens afgangsprøve.

  • Og 3) Børnene skal have flere rettigheder på bekostning af de biologiske forældre. For eksempel mener regeringen, at børn ret tidligt skal have ret til helt at nægte at se deres biologiske forældre. Idéen er, at børnene skal kunne lave et rent snit (Politiken).

Det skal du også vide

Iran har været ramt af store demonstrationer i weekenden. I fredags anerkendte regeringen, at det iranske militær ved en fejl skød et passagerfly ned. Det har gjort, at protesterne mod styret er blusset op igen i landet. Militæret og politiet slår hårdt ned (The Guardian).

Danske Bank vil sige farvel til 2.000 medarbejdere. Banken har lige nu 11.000 ansatte i Danmark, og de 2.000 af dem har fået tilbudt en frivillig fratrædelse. Banken har de seneste år været ramt af flere dårlige sager, kundeflugt og faldende indtjening (DR).

Foto: Michael Drost-Hansen for Zetland

Dagens Zetland-historier

Billigt. En dansk folkeskolelærer fandt en simpel løsning til urolige skolebørn. Og viste, at nogle gange skal der bare et lille hack til at udløse stort potentiale.

Dyrt. Sundhedsvæsenet står i frontlinjen med et af de sværeste spørgsmål i et velfærdssamfund. Nemlig hvad har vi råd til at behandle? Og hvad har vi ikke råd til? Kom med ind i dilemmaerne.

Sent. Vi hører altid om dem, der slår igennem som unge. Zetlands Andreas Thorsen vil gerne skrive om dem, der slår igennem eller oplever et eller andet gennembrud i en sen alder. Kender du nogle? Så hjælp ham her.


Så kom vi i gang med nyhedsugen med tjubang. Vi ses i morgen.

Mads Olrik

Med venlig hilsen

Mads Olrik

Helikopter-redaktør

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: