Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Skriver om klima, energi og bæredygtighed.

Fem grunde til at skrue ned for snakken om rød og blå blok


Vores medlemmer foretrækker at lytte


Uanset hvem der er statsminister, bliver det fremstillet som en fiasko, hver gang vedkommende ikke er enig med sine støttepartier – senest da Lars Løkke Rasmussen måtte sænke sine skatteambitioner. Men hvad er egentlig pointen med forskellige partier, hvis de ikke må være uenige? Her er fem grunde til at tale mindre om rød og blå blok og mere om, hvor broget dansk politik faktisk er.

Den seneste halvanden måneds tid i dansk politik har som bekendt været lidt … omtumlet.

I et lettere uelegant forløb lykkedes det regeringen at love skattelettelser, der aldrig blev til noget på grund af modstand fra støttepartiet Dansk Folkeparti, og undervejs formåede man også at så tvivl om sin egen finanslov. Til sidst faldt alle dog ned og enedes om det, de nu kunne enes om.

Imens råbte mediernes overskrifter om både “krise”, “kaos” og “mareridt” i Lars Løkke Rasmussens såkaldte blå blok.

Den slags overskrifter ser man stort set, hver gang en statsminister må indgå kompromiser og droppe noget, vedkommende ellers brændende ønsker sig. Og selvfølgelig er det alvorligt, når uenighederne sætter alting i stå, som de gjorde denne gang, hvor finansloven først blev vedtaget i sidste øjeblik, og forsvarsforliget måtte udskydes.

Men hvorfor skal det gøres til så stort et problem, hver gang de politiske blokke ikke kan blive enige med sig selv om alting?

Til grund for snakken om krise og kaos i den ene eller anden blok ligger i hvert fald to ret problematiske præmisser:

1. Der eksisterer to klart definerede blokke i dansk politik.
2. Blokkene bør være internt enige, ellers er statsministeren en klovn.

I en dansk kontekst er begge præmisser tvivlsomme, og man kan argumentere for, at de står dårligt mål med virkeligheden.

Faktisk kunne man tolke Løkke-regeringens og Dansk Folkepartis problemer med at lande et ambitiøst skatte- og udlændingeforlig som endnu en bekræftelse af, hvor lidt blok-agtige de såkaldte politiske blokke ofte er. Forløbet udstillede jo nogle grundlæggende holdningsforskelle mellem partierne på to centrale politikområder.

Så her kommer fem gode argumenter for at skrue ned for snakken om rød og blå blok til fordel for en mere nuanceret samtale om dansk politik.

1. Rød-og-blå-blok-fænomenet er ret nyt

Udtrykkene ‘rød blok’ og ‘blå blok’ dukker første gang op i et landsdækkende dagblad i august 1994. Ophavsmand er Venstres daværende formand, Uffe Ellemann-Jensen.

“Vi lægger op til, at vælgerne denne gang har et egentligt valg mellem en blå og en rød blok. Det bliver en skrap valgkamp – vælgerne står over for et klart valg,” siger han til BT.

Men Uffe taber, og udtrykkene hænger ikke rigtig ved. Måske fordi den blå blok ikke er mere skarptskåren, end at Ellemann-Jensen i samme interview siger, at valgresultatet må afgøre, hvorvidt den blå statsministerkandidat er ham selv eller den konservative Hans Engell.

Netop forestillingen om et klart valg mellem to på forhånd udnævnte statsministerkandidater – en rød og en blå – står i dag helt centralt i forestillingen om en rød og en blå blok. Partierne samler sig allerede før valget bag to statsministerkandidater (og afviser nogle at pege på en bestemt kandidat, lader medierne dem ikke i fred, før de gør), og på tv arrangeres dueller udelukkende mellem den røde og den blå statsministerkandidat.

Sådan er det endnu ikke i 1994, og faktisk skal der gå 14 år, før der igen rigtig bliver snak om en rød og en blå blok, omend der tales en del om blokpolitik i 00’erne, mens Anders Fogh Rasmussen er statsminister.

I 2007 begynder udtrykkene rød og blå blok så småt at vinde indpas. 26 artikler i landsdækkende aviser omtaler en rød blok og 58 en blå. Men det går først rigtig løs i valgåret 2011, hvor ‘blå blok’ optræder i mere end 1.600 artikler og ‘rød blok’ i mere end 1.900. Siden har udtrykkene tydeligvis etableret sig.

2. Blok-tanken er især båret frem af medier og de store partier

2011 er også året, hvor TV 2 arrangerer en landsdækkende tv-valgdebat i Silkeborg Hallerne under overskriften Kampen om din stemme. Den står mellem rødt hold og blåt hold, og der er heppekor, buh-råb, Jes Dorph-Petersen som dommer og en skærmgrafik med målscore, ligesom når der er håndbold. Sms-stemmer fra et seerpanel afgør stillingen ud fra, hvem der svarer bedst og med størst underholdningsværdi.

Udsendelsen får heftig kritik, men det er ikke første gang, medierne – efter amerikansk forbillede – forsimpler det brogede danske partilandskab til en kamp mellem rød og blå, mellem to blokke med hver sin statsministerkandidat.

Helt tilbage i 1998 arrangerer DR den første spage tv-valgduel mellem statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og udfordreren Uffe Ellemann-Jensen (V). Men det er TV 2, som for alvor bringer konceptet til Danmark i 2001, hvor Nyrup står over for Venstres nye chef, Anders Fogh Rasmussen, på Kvægtorvet i Odense.

Publikum er dog hverken klædt i rødt eller blåt, og der er ingen klappepølser eller sportsstævnestemning. Dét kommer først i næste valgkamp, hvor Socialdemokratiets Mogens Lykketoft og statsminister Anders Fogh Rasmussen tørner sammen på TV 2 til lyden af hundreder af hujende, buhende og klappende ungsocialdemokrater og venstreungdommer i Brøndby Hallen.

Oprindelig stammer idéen om at reducere dansk politik til et klart valg mellem to duellerende statsministerkandidater dog ikke fra tv. Den stammer fra de store partier. Det fremgår af et speciale med titlen Duellen af Kristian Madsen, som trevler debatformens historie op.

Det første politiske debat-duel i Danmark står mellem Socialdemokratiets Jens Otto Krag og Venstres Poul Hartling den 22. september 1965 i Studenterforeningens lokaler i København – blot fem år efter, at John F. Kennedys og Richard Nixons første tv-transmitterede valgdebat ændrer amerikansk politik for altid. Arrangører er Venstres og Socialdemokratiets lokale vælgerforeninger, og der sendes efterfølgende sammendrag i både radio og tv. Duellen er dog ikke led i en valgkamp, tværtimod gør den status på det første år siden valget året forinden.

Især Socialdemokratiet er fra da af stærkt begejstret for duel-debatformen, inklusive hujende publikummer, og der arrangeres de følgende år et væld af debatter i diverse haller rundt om i landet, med eller uden tv-transmission. Blandt andet lykkes det i 1976 Anker Jørgensen at hyle Fremskridtspartiets Mogens Glistrup ud af den i en grad, så han i affekt kalder Anker Jørgensens sammentrommede socialdemokratiske heppekor for “skidtmåse”, “pyromaner” og “ulykkesstiftere”.

3. De store, betydningsfulde forlig indgås hen over midten

En lyngennemgang af dansk politisk historie levner ingen tvivl om, at det er brede forlig, ikke blå eller røde blokke, som driver samfundet fremad. Et udpluk:

1933: Kanslergadeforliget. Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Venstre. Over en natlig whisky hjemme hos statsminister Thorvald Stauning indgår man på dagen for Hitlers magtovertagelse et forlig, der både styrer økonomien og befolkningen nogenlunde uskadt gennem den verdensomspændende økonomiske krise og knæsætter principperne bag den senere velfærdsstat.

1949: Indmeldelse i Nato. Socialdemokratiet, Venstre, Konservative. Med indmeldelsen i Atlantpagten – det senere Nato – placeres Danmark sikkerhedspolitisk midt i den vestlige blok og under supermagten USA’s beskyttende vinger. Dér har vi været lige siden.

1956: Folkepensionen. Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Venstre, Konservative, Danmarks Kommunistiske Parti. Velfærdsstaten skydes i gang med den første universelle ydelse, som gives til alle uanset formue, arbejdshistorik og indkomst.

1971: Sundhed til alle. Enstemmigt vedtaget af Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, Socialistisk Folkeparti, Venstresocialisterne og Danmarks Kommunistiske Parti. Grunden lægges til det offentlige sundhedssystem, som vi kender det i dag, da tidligere tiders private sygekasser afskaffes, og amterne får overdraget ansvaret for et offentligt hospitalsvæsen, som alle fra 1976 får fri og lige adgang til.

2006: Velfærdsforliget. Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Radikale Venstre. Langt det meste af Folketinget bakker op om aftalen, som i store træk har gjort dansk økonomi langtidsholdbar på trods af et stigende antal ældre. Det sker primært ved at udskyde tidspunktet, hvor man kan trække sig tilbage fra arbejdslivet.

4. Politikere og partier slår sig i tøjret over at blive placeret i blokke

Da Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard i februar 2017 fyldte 70, bad hun om at få det parti, som under hendes ledelse har lagt stemmer til en hel stribe borgerlige regeringer siden 2001, fjernet fra den blå blok. Nu ville hun være lilla.

Ønsket om at bryde blokkene op i mediernes og danskernes bevidsthed er Pia Kjærsgaard ikke ene om.

De Radikale lufter med jævne mellemrum samme ønske, ligesom Alternativet gerne vil have lov at være sin helt egen (grønne) blok.

Selv ikke ledere af Socialdemokratiet, som historisk har understøttet forestillingen om et valg mellem to statsministerkandidater, er altid lige begejstrede for den rød/blå modstilling.

Mogens Lykketoft slog sig eksempelvis gevaldigt i tøjret over, at 2005-valget (det med klappepølserne i Brøndby Hallen) udartede sig til en slags præsidentvalgkamp mellem ham selv og Anders Fogh Rasmussen. Og Fogh, som ellers var vældig begejstret for duellen mod Lykketoft, takkede senere pænt nej til at deltage i en tilsvarende mod Lykketofts afløser, Helle Thorning-Schmidt.

5. Ser man på stemmemønstre, er blokkene i konstant forandring og afhængige af emnet

Zetlands Philip Flores har tidligere i samarbejde med dataanalytikeren Nimish Gåtam kortlagt 13 års afstemninger i Folketinget. Resultatet viser tydeligt, at blokkene er både ganske dynamiske og lidet skarptskårne, når der skal stemmes.

Ser man for eksempel på Socialdemokratiet (hvor ‘rød blok’s statsministerkandidat, Mette Frederiksen, som bekendt kommer fra), hører partiet på flere politikområder snarere hjemme i blå end i rød blok for tiden, når man ser på, hvad partiet har lagt stemmer til. Det gælder for eksempel i retspolitikken og på social- og integrationsområdet.

Hvad angår blokkene som sådan, er der også flere politikområder, hvor de ikke er særlig blok-agtige – for eksempel står Socialdemokratiet og De Radikale ofte langt fra de øvrige partier i den såkaldte røde blok på økonomi- og skattepolitikken. Hvilket i øvrigt er markant anderledes end for ikke så mange år siden, hvor de var tættere på hinanden. Tingene forandrer sig nemlig ganske meget over tid.

Kun på velfærdsområdet er der rimelig stabilt – og markant – forskel på blokkene.

Kigger man længere tilbage, bliver det tydeligt, at det også historisk har været så som så med blokpolitikken. For det meste har de fire gamle partier – Venstre, Konservative, Socialdemokratiet og Radikale Venstre – faktisk været enige.

I perioden fra 1953 til 2006, som forskere på Syddansk Universitet har undersøgt, var de fire partier enige om mere end 80 procent af al lovgivning, der kom til afstemning i Folketinget.

Selv perioden under Anders Fogh Rasmussens første regering, der ellers fik meget på hatten for sin ‘blokpolitik’, var faktisk mindre præget af blokpolitik sådan rent afstemningsmatematisk end 1970’erne.

Forskerne har desværre ikke opdateret tallene siden 2006, men her kan Philip Flores og Nimish Gåtam igen oplyse sagerne med deres talknuseri.

En gennemgang af afstemningerne i Folketingssalen fra 2001 til 2017 viser, at der efter Foghs første regeringsperiode blev ført mindre blokpolitik end i hans første. Igen med Socialdemokratiets tilnærmelse til den såkaldte blå blok som den mest iøjnefaldende udvikling i afstemningsmønstret.

Nu er der selvfølgelig alle mulige gode og reelle grunde til, at det politiske kommentariat har indledt sig på al den snak om rød og blå blok. For eksempel:

  • Partierne har fået for vane at pege på andre partiers statsministerkandidater, før de går til valg, hvilket de ikke altid gjorde førhen.
  • Poul Nyrup Rasmussen gennemførte reformer med snævert flertal allerede i 1990’erne.
  • Anders Fogh Rasmussen lavede en stribe snævre finanslove med Dansk Folkeparti i 00’erne.
  • Helle Thorning-Schmidt gik i 2011 til valg på en økonomisk plan forfattet i fællesskab med SF (den, der hed ‘Fair løsning’ og straks efter valget blev jordet af den såkaldte røde bloks knap så røde parti De Radikale).

Og selv om partierne i dag stemmer sammen lige så ofte som tidligere, kan der jo godt være opstået større splittelser i de tilfælde, hvor de ikke gør – og nogle af dem kan være langt mere betydningsfulde end de love, som partierne er enige om. En masse lovgivning er jo ret teknokratisk i sin natur og måske lidt svær at blive uenig om.

Men alt det gør bare ikke nødvendigvis blok-tanken særlig frugtbar at diskutere politik ud fra.

Dansk politisk historie er – ud over de mange brede forlig – nemlig fuld af overraskelser, der møblerede om på det eksisterende og gjorde nye magtkonstellationer mulige.

Flertal flytter sig, og Folketinget er under konstant forandring. Bønderne kom til at regere over herremændene, da Venstre første gang fik magten i 1905 – og arbejderne over arbejdsgiverne, da det blev Socialdemokratiets tur i 1924. Jordskredsvalget i 1973 gjorde en ende på de fire gamle partiers dominans og demonstrerede, at værdipolitik kunne flytte stemmer. Dansk Folkeparti, der ifølge Poul Nyrup Rasmussen aldrig ville blive stuerene, er i dag et forligsbærende parti med opbakning fra en femtedel af befolkningen. Alternativet blev på et politisk øjeblik større end både De Radikale og De Konservative i 2015. Og Liberal Alliance sidder i dag i regering efter at have eksisteret i mindre end et årti.

Kan det tænkes, at blok-snakken er med til at forhindre os i at forestille os det næste store politiske nybrud?