Ti grunde til, at FN har det bedre, end du måske tror

UDSYNKina engagerer sig mere og mere i FN. Her kigger kinesiske FN-soldater i Libanon på partikongres hjemme i Kina. Foto: Dong Yongkang / Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

FN spås ofte en langsom, men sikker død, og spådommene er blevet mere højlydte efter Donald Trumps angreb på organisationen og hans planer om at skære i USA’s (meget store) bidrag. Men der er faktisk gode grunde til at tro, at FN både kan og vil spille en vigtig rolle for den fremtidige verdensorden. Ti af de grunde får du her.

FN har siden sin fødsel i 1945 været en organisation i nærmest permanent krise.

I årene efter Den Kolde Krig var der ganske vist håb om, at FN endelig kunne blive hele verdens blåhjelmede politibetjent, nu hvor organisationen ikke længere var lammet af supermagternes rivalisering.

Men det lyseblå håb falmede ret hurtigt.

Først udstillede massakrerne i Srebrenica og Rwanda verdenssamfundets magtesløshed over for noget så primitivt som morderiske bøller bevæbnet med simple håndvåben.

Så valgte en række vestlige lande – heriblandt Danmark – på egen hånd at påtage sig rollen som politibetjent, først i Kosovo i 1999 og så i Irak i 2003. Begge gange skete det uden godkendelse fra FNs Sikkerhedsråd, der ellers er sat i verden for at godkende den slags, men ofte har vist sig handlingslammet, når kriser blev akutte.

Dertil kommer en hel masse organisatoriske problemer: fra fredsbevarende soldaters seksuelle overgreb på civile til pinlige korruptionsskandaler og et notorisk bureaukratisk virvar af FN-organer, hvis ansvarsområder ingen rigtigt kan hitte rundt i.

Og senest har FNs suverænt største sponsor gennem alle årene, USA, fået en stærkt FN-kritisk præsident, som overvejer at skære op mod 40 procent af amerikanernes økonomiske bidrag til organisationen.

Alt det har fået ganske mange (især amerikanske) iagttagere til at forudsige FNs snarlige død eller i det mindste fastslå, at organisationen glider langsomt, men sikkert mod ligegyldighed eller ligefrem opløsning.

Men der er faktisk en række gode grunde til at vente lidt, før man tilskriver verdensorganisationen samme skæbne som sin forgænger, Folkeforbundet, der bukkede under for vægten af Anden Verdenskrig.

Så her er en liste med argumenter for, at FN kan få en vigtig rolle at spille i fremtiden.

1. FN findes

Ja, okay, ret åbenlyst, men alligevel værd at huske. Som Mogens Lykketoft, formand for FNs Generalforsamling fra september 2015 til september 2016, siger:

FN er et enestående fremskridt for civilisationen alene af den grund, at alle regeringer er nødt til at tale sammen.”

2. Kina tager større og større ansvar i FN

Ved en nylig konference på Forsvarsakademiet fik jeg mulighed for at spørge en delegation uniformerede kinesiske militærforskere, hvilken rolle FN ifølge Kina bør spille i fremtiden.

Generalmajor Wang Weixing svarede ved at dele international politik op i tre historiske faser. Først udvikling hver for sig. Så konfrontation. Og til sidst en periode med fredelig sameksistens. Den periode er vi ifølge generalmajoren trådt ind i nu, og her skal FN spille en central rolle.

Smukke ord og ikke uden handling bag. Kina har over de senere år og årtier engageret sig markant mere i FN på næsten alle planer, og dét er betydningsfuldt.

Så sent som i 2010 betalte Kina i alt sølle 190 millioner dollars til FNs mange organer. I 2016 var det tal steget til mere end 1,3 milliarder, hvilket gjorde Kina til den syvendestørste bidragyder til FN-systemet (dog skal man lige huske, at Kinas økonomi er verdens næststørste).

Nok så bemærkelsesværdigt har Kina også engageret sig helhjertet i fredsbevarende FN-missioner. Kina er nu den næststørste økonomiske bidragyder til missionerne overhovedet (omend stadig langt efter nummer ét, USA) og samtidig det land i Sikkerhedsrådet, som stiller flest tropper til rådighed – vel at mærke højt specialiserede soldater af den slags, FN-missionerne altid mangler.

I år har Kina tilmed erklæret en ny standby-styrke på 8.000 mand klar til indsættelse i FN-missioner, og det stopper næppe dér.

I Sikkerhedsrådet, hvor Kina sammen med USA, Rusland, Frankrig og Storbritannien er permanent medlem, har kineserne også ændret tidligere tiders politik om aldrig at stemme for sanktioner mod andre lande, mest bemærkelsesværdigt ved at stemme for sanktioner mod Nordkorea her i sensommeren og efteråret. Det er også markant.

Selvfølgelig skal man huske, at Kinas engagement i FN langt hen ad vejen er motiveret af egeninteresse.

Vetoretten i Sikkerhedsrådet giver Kina mulighed for at hævde sine (ofte økonomiske) interesser, og bidrag til FN-organer og fredsbevarende missioner får landet til at fremstå som en ansvarlig verdensmagt med fredelige hensigter, hvilket er smart, når man samtidig investerer massivt i militært isenkram.

Ikke desto mindre vidner FN-engagementet om, at kineserne anser FN for et relevant forum til at håndtere landets relationer til omverdenen. Kinas stigende betydning i verden taget i betragtning lover det godt for FN.

3. De andre lande kører om nødvendigt videre uden USA

Det er klimaaftalen fra Paris nok det tydeligste eksempel på (den er jo forhandlet i FN-regi). Donald Trump trak USA ud, men aftalen døde ikke – snarere tværtimod.

Emmanuel Macron greb chancen til at promovere Frankrig og Europa, Rusland kom med ombord, og Kina skruede op for vi bor på den samme planet”-retorikken (“Intet land kan løse menneskehedens udfordringer alene,” formanede præsident Xi Jinping på årets partikongres). Selv amerikanske byer, stater og virksomheder trodsede Trump og lovede at fortsætte kampen mod global opvarmning.

Et andet eksempel er reaktionen på Trumps veto mod finansiering af enhver organisation, der støtter eller bare oplyser om abort. Det fik lande som Holland og Sverige til at love flere penge til FNs Befolkningsfond, UNFPA, som især bliver ramt.

4. Putin (ja, Putin) er også okay tilfreds med FN

Vladimir Putin får ofte skyld for at ville opløse de seneste mange årtiers regelbaserede verdensorden, hvor små lande kan vælge deres egen skæbne, til fordel for en rå magtpolitik, hvor de store tryner de små.

Og med god grund, ikke mindst efter Ruslands invasion af Krim.

Men Putin har faktisk også erklæret sin støtte til FN som dén organisation, hvor verdenssituationen bør ordnes.

Pladsen i Sikkerhedsrådet giver Rusland større indflydelse på verdenspolitikken, end landet måske ellers kunne få, og en meget stor del af Putins kritik af Vesten bunder i, hvad han ser som manglende respekt – især fra USA – for international lov og ret, herunder FNs charter (altså det grundlæggende dokument, som alle medlemslande har skrevet under på).

Hvis vi lige ser bort fra det mulige hykleri i Putins argumenter – set i lyset af hans annektering af Krim såvel som russernes lidet konstruktive tilgang til Syrien-konflikten (hvor russerne både har blokeret et væld af resolutioner i Sikkerhedsrådet og lanceret konkurrerende fredsforhandlinger sideløbende med dem, der kører i FN-regi) – må man om ikke andet erkende, at også russerne anser FN for en organisation med en vigtig rolle at spille i fremtiden og et sted, hvor man kan varetage sine interesser.

5. Trumps pres på FN kan måske faktisk styrke FN

Det har sendt rystelser gennem FN-systemet, at Trumps regering har planer om at skære drastisk i bidragene til FN. Men måske kan det føre noget godt med sig, hvis ikke nedskæringerne bliver alt for drakoniske, siger Mogens Lykketoft.

Han bemærker, at generalsekretær António Guterres har brugt truslen om nedskæringer som løftestang for tiltrængte reformer, der kan strømline en ret tung organisation. Og at andre lande træder til, når amerikanerne trækker sig – mest markant Kina og nogle af de europæiske lande.

6. Sikkerhedsrådet er ikke helt så lamslået, som det har ry for

FNs Sikkerhedsråd er notorisk berømt for stort set ikke at kunne blive enige om noget som helst, så snart det virkelig brænder på – tænk bare på Syrien.

Men Sikkerhedsrådet træffer faktisk ganske mange beslutninger i dag sammenlignet med tidligere. I 1959, midt under Den Kolde Krig, nåede kun én sølle resolution gennem Sikkerhedsrådet. Per medio december i år var man oppe på 55.

Mest markant lykkedes det som nævnt at få alle med på sanktioner mod Nordkorea to gange i løbet af sensommeren. Det var ekstra bemærkelsesværdigt, fordi det drejer sig om en sag, som de to stormagter Kina og USA begge har betydelige interesser i, og fordi det plejer at være stormagternes modsatrettede interesser, der forhindrer rådet i at blive enige.

7. FN’s fredsbevarende missioner er bedre end deres rygte

FNs fredsbevarende missioner har et mildt sagt blandet ry.

Men der er faktisk belæg for at sige, at fredsbevarende missioner virker, alle deres fejl til trods – altså at de faktisk bevarer (eller ligefrem skaber) fred.

Man kan pege på enkelttilfælde som Sierra Leone, hvor FN-soldater fra 1999 til 2005 bidrog til overgangen fra en uhyre bestialsk borgerkrig til en fred, der stadig holder.

Eller man kan fremhæve mere systematiske, forskningsmæssige undersøgelser, som både viser, at fredsbevarende missioner faktisk bidrager til fred, når man indregner alle relevante parametre, og at de er en ret omkostningseffektiv investering, hvis man altså gerne vil have fred i verden.

Lige nu går tendensen på amerikansk foranledning godt nok mod mindre investeringer i fredsbevarende missioner, men hvem ved – måske vil andre med tiden fylde det hul, amerikanerne efterlader?

8. De lande, som er på vej frem i verden, er glade for FN

Det er ikke kun Kina, der har øget sine økonomiske bidrag til FN og FNs mange organisationer over de senere år. Det samme har lande som Brasilien og Indien.

Det vidner om en bredere tendens, som både Mogens Lykketoft og seniorforsker Louise Riis Andersen fra Dansk Institut for Internationale Studier peger på, da jeg taler med dem:

De fleste af FNs mindre medlemslande – og særligt dem, der er i gang med at indhente Vestens historisk betingede økonomiske og magtmæssige forspring – er ret glade for FN som et forum, hvor de kan hævde deres interesser over for de store.

Det lover godt for FNs fremtid som dén klub, hvor alle verdens stater mødes og håndterer fælles udfordringer og indbyrdes uoverensstemmelser.

9. FN formår at sætte globale problemer på den globale dagsorden

FN har gang på gang vist sin evne til at definere de problemer, verden er nødt til at forholde sig til, og sætte skub i den konkrete håndtering af dem. Og der er ingen grund til at tro, at det ikke vil fortsætte.

Klimaforandringerne er et godt eksempel, selv om det går langsomt. Det er FN-forskere, som langt hen ad vejen definerer problemet, og det er i FN-regi, at der nu er lavet en aftale om at holde den globale opvarmning under kontrol.

Et andet eksempel er kampen mod resistente bakterier, som Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har sat sig i spidsen for og fået alle lande med på.

Og så er der hele udviklingsdagsordenen.

I 2000 definerede FN otte verdensmål frem mod 2015, og selv om ikke alle blev nået, gik det fremad på langt de fleste parametre – fattigdommen blev halveret, flere fik rent drikkevand og så videre.

I 2015 lykkedes det igen at enes om 17 nye mål for en bæredygtig verden. De er ikke juridisk bindende, men de er der, og landene skal løbende forholde sig til dem og rapportere, hvordan det går.

Og nok så vigtigt evner FN gang på gang at samle ikke bare nationer, men også virksomheder og civilsamfund omkring de store sager.

Den der evne til at mobilisere forskellige aktører og interesser og få dem samlet omkring bordet er noget af det, FN er allerbedst til,” siger Louise Riis Andersen.

10. Det kan godt være, at FN ikke kan løse verdens værste kriser. Men FN kan forhindre dem i at eskalere

Den vel nok hyppigste og hårdeste kritik af FN går på, at organisationen ikke kan løse de mest presserende konflikter i verdens varmeste brændpunkter – tænk (igen) bare på krigen i Syrien.

Men måske er den kritik ikke helt rimelig.

Måske bør FN få anerkendelse for sin evne til at forhindre konflikter i at eskalere ud over grænserne på de lande, hvor de foregår – det mener i hvert fald FN-ekspert Richard Gowan fra tænketanken European Council on Foreign Relations. I en nylig klumme i magasinet World Politics Review skriver han:

Man kan argumentere for, at det geniale ved FN-systemet ikke er dets evne til at løse akutte kriser, men dets evne til at trække dem, der ikke kan løses, så meget i langdrag, at man mindsker de overordnede politiske og menneskelige skadevirkninger.”

Både Israel-Palæstina-konflikten og borgerkrigen i Congo kunne være eskaleret til noget langt værre uden FN, skriver Gowan:.

At vende sig mod FN for hurtige og strømlinede svar på kriser er tåbeligt. Men organisationen har vist sig at være en mester i at inddæmme konflikter langsomt, men sikkert.”

Ban Ki-whom? Sådan lød øgenavnet for FN’s forrige generalsekretær. Den nye, António Guterres, får bedre skudsmål.

Det var listen. Som det nok er sivet ud mellem linjerne undervejs, så har jeg beskrevet et halvfuldt glas, som man også kunne have kaldt halvtomt. Det ville ikke have været svært at argumentere for, at FNs fremtid ikke ser så lys ud endda.

Problemet med sådan en tilgang ville bare have været, at man let kunne komme til at holde virkelighedens FN op mod en utopi, FN aldrig har været tænkt som.

Der er en tendens til at tro, at FN er en rent idealistisk organisation, som kun arbejder for det gode,” siger seniorforsker Louise Riis Andersen.

Men FN er konstrueret som en magtbalanceorganisation. Den er baseret på en idé om, at nogle bør have mere magt end andre, og at man også skal have dem med, som man ikke er enige med.”

Og lad mig så lige runde af med en sidste pointe.

I hele den periode, FN har eksisteret, er verden blevet fredeligere og fredeligere, også selv om det nogle gange kan føles modsat. Der er simpelthen færre og færre, som dør i krig, og måske allermest bemærkelsesværdigt, så er lande stort set holdt op med at gå i krig med hinanden.

Det er historisk enestående.

Måske kunne man derfor gå så langt som at sige, at FNs måske allerstørste problem – nemlig organisationens store besvær med at håndtere borgerkrige og nå til enighed om, hvordan og hvorvidt man skal gribe ind i dem – i virkeligheden er en slags symptom på FNs succes med det, organisationen oprindeligt blev sat i verden for.

Nemlig at forhindre krig mellem stater.