Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Knud Anker Iversen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Journalistikken skal ikke bare beskrive klimaforandringerne, den skal bekæmpe dem. Lad os begynde her

OMSORG Måske kan viljen til at handle ikke komme fra fortvivlelsen over, hvad vi gør ved kloden. Måske skal den komme fra kærlighed til naturen. Illustration: Federico Paoli for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte



Derfor skal du læse denne artikel

I dag skubber menneskeheden til to enorme forandringer, der aldrig kan gøres om: masseudryddelsen af plante- og dyrearter og opvarmningen af kloden. Begge dele er så fortvivlende, at de kræver, at journalistikken begynder at leve op til en ganske særlig opgave: Udviklingen skal ikke bare beskrives. Den skal bekæmpes.

Da min bedstefar var 20 år, kom han hjem til Danmark fra en koncentrationslejr i Dachau, han var spøgelsesbleg, hans næseryg var skarp som en ragekniv, og han havde erindringen om at have båret ligene ud af barakkerne siddende i sjælen. Senere talte han stort set aldrig om modstandskampen med os i sin familie, og da jeg var ung, var krigen allerede en evighed siden.

Han drak masser af rødvin og røg en skov af cigaretter og holdt sin køkkenhave, som om den var et professionelt gartneri. Han gik lange ture i naturen. Han tog sin sixpence på hovedet og, da han blev ældre, sin stok i hånden, og så vandrede han ud ad en sti og var væk en rum tid. Jeg har læst alle hans dagbøger, og de er fyldt med lange, lange beskrivelser af lange, lange gåture – smørglinsende vorterod og violette trætoppe. Naturen fylder virkelig meget i dagbøgerne.

Sneen smeltede i regnvejret, og vandet løb bort, gulligt som hestetænder,” skrev han for eksempel den 7. januar 1951. Senere samme år efter endnu en vandretur: Regnen kom som en udløsning … Det blæste kraftigt af sydvest, og skydækket var sunket helt ned til jorden. Den røde landevej gik ind i det grå, løb forbi marker med frisk vintersæd, som lyste op.”

Min bedstefar, han hed Erik Aalbæk Jensen, debuterede nogle år efter krigen som forfatter. Egentlig er det først for nylig, at sammenhængen mellem hans tid i koncentrationslejren og hans ture ind i naturen er gået op for mig. Men selvfølgelig findes den. Det giver mening, at den generation af mænd og kvinder, der troede, de skulle dø i krigen, kom hjem og i de blå røgsøjler fra deres cigaretter skrev digte og romaner og dagbøger om naturen, fordi naturen måske er noget af det eneste, der tilbyder en sansemættet, solsorteskrigende påmindelse om den mærkeligste af alle kendsgerninger, nemlig den kendsgerning, at vi er til. Hvad vi søger i landskabet,” skrev min bedstefar i dagbogen, er poesien.”

Hvis koncentrationslejren var sygdommen, så var naturen medicinen. Skoldrøde æbler og knoldede gråpærer og jerngråt hav og så denne her sugende fornemmelse af noget … noget sammenhængende, noget ophøjet, noget, der måske bedst kan beskrives som glæde, simpelthen. Glæden ved livet.

Den britiske naturskribent Michael McCarthy formulerer det helt sublimt i en bog, som jeg sluger om aftenen for tiden: Der kan være tilfælde, hvor vi pludseligt og ufrivilligt elsker naturens verden med en forbløffende intensitet, i et følelsesudbrud, som vi måske ikke helt forstår, og det eneste ord, der synes passende for denne følelse, er glæde.”

Af den grund er det ubærligt, dét, vi er ved at gøre med klodens natur og atmosfæren rundt om den. Og det er ubærligt på et plan, som de seneste mange års tørre facts og udførlige rapporter slet ikke er i stand til at formidle.

Det er det, jeg gerne vil sige noget om her. Det fatale, vi er i færd med at gøre ved den natur, vi lever og er en del af – og det, som den udvikling kræver af mit eget fag, journalistikken. Og af os alle sammen.

De fleste nyheder beskæftiger sig med undtagelsen. Nyheden er som regel nyheden om det pludselige skift, en abrupt udvikling, og normalen – tilværelsen i al sin almindelighed, trivialiteterne, rutinerne – hører sjældent blandt nyhedsjournalistikkens foretrukne emner. Som den legendariske journalist Gay Talese formulerede det tilbage i 1960’erne: De fleste journalister er rastløse betragtere, der ser verdens vorter, menneskers og steders ufuldkommenheder. Det udramatiske sceneri, som det meste af livet består af på de store dele af kloden, der ikke er mærket af galskab, lokker dem ikke på samme vis som optøjer og opstandelse, smuldrende stater og synkende skuder, bankfolk bortvist til Rio og brændende buddhistiske nonner – dysterhed er deres dagsorden, sensationen deres passion, det normale deres nemesis.”

Hvad Gay Talese beskriver her, er journalisters forkærlighed for galskab. Men der findes en form for galskab, som pressen – trods sin faible for dysterhed – har langt vanskeligere ved at forholde sig til. Det er den langsomme galskab.

Journalistikkens genrer og den journalistiske kultur kan lide at forholde sig til det, der sker nu. Journalister er eksperter i at gøre os til eksperter på det, der er sket i løbet af de seneste 24 timer, mens det, der skete i sidste uge, sidste år, forrige år, for ti år siden, for 2o, 100, 300 år siden, fortoner sig i glemslen. Op igennem det 20. århundrede forfinede nyhedsjournalister med teknologiens hjælp et helt fags teknikker til sublimt at holde øje med og formidle det, der lige er sket, og det, der kommer til at ske lige om lidt. Men de teknikker er måske af samme grund temmelig ringe til at indfange, fastholde og fortælle om de udviklinger, der ikke kommer til syne som et pludseligt skift, men anes som langsomme bevægelser i historien. Journalistikken kan lide grafer, der tager pludselige hop – op eller ned. Det er straks langt sværere at forholde sig til en graf, der bevæger sig langsomt, men støt, op eller ned.

For nylig udtalte FN’s chef for biodiversitet, at vi kan blive den første art, der dokumenterer vores egen udryddelse, hvis ikke vi stopper masseudryddelsen af de insekter, fugle og pattedyr, vi selv er afhængige af.

Men det er den langsomme udvikling, der udgør det største skift i sidste halvdel af det 20. århundrede. Det er den langsomme udvikling, som har medført den største historiske forandring – større end imperier, der kollapsede, og velfærdsstater, der blev opbygget. Nemlig denne her udvikling:

Gennem de seneste syv årtier er klodens befolkningstal steget voldsomt. I 1960 levede her tre milliarder mennesker. Ved årtusindskiftet var tallet fordoblet, og i de seneste 18 år er vi blevet halvanden milliarder flere – over 7,5 milliarder mennesker. Samtidig, mens befolkningsvæksten især skete i klodens fattige egne, voksede og voksede økonomien her i Vesten, og med dét voksede forbruget, og vi måtte indtage nye energikilder. Vi stak snablen i klodens kamre med kulstof, der lå bundet i jorden, og sendte det ud i atmosfæren, så kloden blev varmet op, og så vi i dag nærmer os en verden, der i gennemsnit er 1,5 grad varmere end dengang, H.C. Andersen skrev sine eventyr.

Udviklingen vil medføre mere ulykke, end den allerede har gjort. Hvis vi fortsætter som nu, bringer fremtiden mere hungersnød, mere fattigdom, flere oversvømmelser, mere tørke og mere ekstrem varme med sig.

Derudover: Vi er vidner til den mest omfattende masseudryddelse af arter, siden dinosaurerne uddøde for 65 millioner år siden, og denne uddøen udmærker sig ved at være påvirket af vores handlinger. Der uddør arter med en hast, der er mellem 1.000 og 10.000 gange så hurtig som naturens egen, hvis vi havde ladet den være i fred.

Og mens alt dette er sket – eller fordi alt dette er sket, eller fordi det var os mennesker, der fik alt det her til at ske – så ændrede kulturen sig hen ad vejen. Verden blev grænseløs. Vi fandt det passende året rundt at spise frugter fløjet hertil fra den anden side af kloden. Og vi fandt det passende at rejse derhen, hvor frugterne kom fra, for at holde årets ferier.

Implikationerne af befolkningstætheden og overforbruget har vist sig i rapport efter rapport. Forsker efter forsker har advaret om udviklingen og har gjort det med dybere og dybere røst. Det er ikke information, vi har manglet, det hele er til rådighed: alarmerende overskrifter, tal og data og disse store, nye koncepter, som i én fejende term opsummerer den gigantiske udfordring, vi har placeret os selv i: Vi ved, at vi er gået gennem porten til Den Antropocæne Tidsalder og trådt ind i den første periode af klodens historie, hvor mennesket – ikke naturen – skaber de mest fundamentale forandringer på jorden, i havene og i atmosfæren.

Vi rører ved elementerne, som teologen Ole Jensen har formuleret det. Vi rører ved elementerne. Rapporterne viser det hele. Fornuften er blevet fodret med informationer. Men hvad hverken rapporterne eller fornuften helt kan indfange eller anskueliggøre, er tabets dybde og dimensioner – brutaliteten, der ligger til grund for tabet, og den sorg, tabet umuligt kan give andet end anledning til.

Man kan måske sige det sådan her: Sandheden om klimaforandringerne er større end summen af de facts, der dokumenterer den.

Kendsgerningen er, at vi har varmet atmosfæren 1,1 grader op siden midten af 1800-tallet. Sandheden er, at vi er ved at ødelægge vores hjem.

Nogle gange i historien kommer visse kendsgerninger og visse sandheder med en særlig opgave – også til mit eget fag, journalistikken. Sandheden om det, vi er i færd med at gøre ved vores klode, er sådan en sandhed. Den er så vild og altomfattende og fortvivlende, at den kræver mere af journalistikken end at tælle og registrere og vise grafer og bringe procenttal og referere COP-møder og citere rapporter og dokumentere handling, selv om alt det selvfølgelig er vigtigt. Mange, rigtig mange journalister skal mere end det. Vores opgave lyder sådan her: Gå med. Mobiliser. Hjælp viden med at forplante sig i forandring. Vær engagerende. Vær direkte. Hold hovedet koldt, selvsagt, udgiv ikke usandheder, bliv ikke blinde ideologer, forvrid ikke proportioner, find ikke falske skurke, men gå med. Spørg, hvordan vi bør leve, og led efter de svar, der viser en vej at gå ad. Gå selv ad den vej.

Pressen (eller måske rettere dele af den) har før i historien spillet en afgørende rolle, når enorme kulturelle forandringer er skyllet som flodbølger gennem mentalitet og samfund. Så selvfølgelig både kan og skal den igen spille en rolle i den enorme kulturændring, der – uanset fra hvilket perspektiv man angriber sagen – bliver nødt til at være løsningens udgangspunkt.

Ralph Waldo Emerson, Amerikas måske største filosof, sagde tilbage i 1800-tallet sådan her i sit berømte essay Nature: “Den lykkeligste mand er ham, der har lært om agtelsens betydning fra naturen.”

Da den danske almue løftede sig fra at være forhutlet almue til at blive et selvstyrende folk, krævede det også en omkalfatrende kulturændring. Det krævede gymnastik og højskoler og andelsmejerier. Det krævede nye skikke, nye spisevaner, nye sange, nye helte. På samme måde krævede det en vidtrækkende kulturændring, da et forarmet proletariat løftede sig til at blive arbejdere. Det krævede nye organiseringsformer, nye ferieformer, nye idealer – nye sange og nye helte. Ungdomsoprørets autoritetsoprør skyllede også igennem det hele og aflejrede sig i nye måder at tale, bo, elske, leve og tænke på.

Klodens tilstand kræver, at vi igen får nye skikke, nye vaner. Der skal skrives nye sange. Der skal findes nye helte. De bedste bøger skal skrives om det her. Den bedste musik skal blive til i det her. Den bedste journalistik skal handle om det her.

På Zetland vil vi blive ved at udgive historier om klimaforandringerne, vejen mod en grønnere klode, energipolitik, historier om, hvordan verden kommer til at se ud, hvis vi sidder på hænderne og ikke foretager os en skid, og historier om det totalt hovedløse og vitterlig sindsoprivende forhold, at vi i dag køber masser af produkter, der er designet til at gå i stykker før tid. Alle den slags vigtige historier. Men fra denne uge vil vi bringe endnu flere af dem – vi reserverer mindst en dag om ugen (i denne uge endnu flere) til historier om natur, klima, energi og ressourcer og også historier om den grønne dagsorden, som den tager sig ud i popkulturens gevandter eksempelvis, litteraturens gevandter, filosofiens, pædagogikkens eller pengenes gevandter.

Hvis vi vil en grønnere verden, bliver vi også nødt til at kigge på os selv. Vi vil bruge Zetland som et laboratorium og finde ud af, hvad der skal til for at gøre vores 25 mand store kontor i Københavns Nordvestkvarter mere bæredygtigt og mindre CO2-udledende. Hakon Mosbech, Zetlands medstifter, kommer til at skrive løbende om bestræbelserne, og selv om vi heldigvis ikke behøver tage stilling til, om vi kan blive ved at bringe annoncer for eksotiske ferierejser på den anden side af kloden – eftersom vi slet ikke bringer annoncer – vil vi uden tvivl støde på vores eget bøvl og vores egne dilemmaer.

Og endelig: Vi skal ud i naturen. Måske kunne livearrangementerne Zetland Sofa få konkurrence af Zetland Shelter, vi ved det ikke endnu, men vi ved, at journalistik er historiefortælling, og at historiefortælling sætter den sociale fantasi i gang, og at det er den sociale fantasi, der i sidste ende skal mobiliseres, hvis kravet om en grønnere verden skal bæres frem af en bred, folkelig bevægelse. Så journalistikken, selvfølgelig, skal ud i og formidle den vidunderlige, forunderlige natur, vi er en del af.

For fortvivlelsen gør det ikke alene.

Vi er ved at ødelægge vores hjem, og det er fortvivlende, men den følelse, tror jeg, kan ikke føre den nødvendige kulturændring med sig. Modet og kraften til at handle skal ikke bare hentes fra alle de deprimerende rapporter og statistikkerne og havet af information, der er til vores rådighed; kraften skal komme et andet sted fra. Den skal komme fra glæden.

Glæde er ikke et ord, vi har det særlig komfortabelt med i dag. Michael McCarthy, naturskribenten, hvis seneste bog jeg sluger for tiden, skriver det sådan her: Glæde antyder en ubegrænset begejstring, som forekommer uncool.”

Det er da heller ikke et let ord, glæde. Glæde er ikke noget, man når til, når man har vasket sin bil eller købt en flot bluse. Glæde er ikke det modsatte af vemod. Glæde er heller ikke lalleglad eller eufori. Glæde har med taknemmelighed, ydmyghed og kærlighed at gøre og derfor også – igen med McCarthys ord – med alvor”.

Kan man helt fatte dimensionerne af den tragedie, menneskeheden har sat op for sig selv, hvis man på intet tidspunkt har rejst sig fra skrivebordene og bevæget sig ud i det, det hele handler om, nemlig naturen? Kan man helt fatte alvoren af begivenhederne, hvis ikke man har set de skoldrøde æbler og de knoldede gråpærer og det jerngrå hav og ladet sig overrumple af kærligheden til naturens verden? Kan man forstå omfanget af tabet, hvis ikke man kender til glæden over det, der bliver tabt?

“Jo mere vi klart kan fokusere vores opmærksomhed mod universets under og realiteter omkring os, jo mindre smag vil vi få for destruktion,” skrev Rachel Carson, forfatteren til naturklassikeren Silent Spring fra 1962.

Naturen var min bedstefars medicin mod mørket, da krigen havde sluppet taget i Europa. På samme måde vendte en ungdomsgeneration sig mod naturen, da kontinentet vågnede op efter Første Verdenskrigs katastrofe. Det kom på mode at vandre og campere i det fri. Jazz og friluftsliv, mente PH, hørte til ungdommens bolværk mod nye rædsler. Forbindelsen til violette trætoppe, myggene i skumringen og blå-ler, der klistrede om gummistøvlerne, blev forbindelsen til den verden, der skulle forandres.

Den mærkeligste af alle kendsgerninger er, at vi er til. At vi findes her på denne klode. Det er også den glædeligste af alle kendsgerninger. Så hvad gør det, at glæde måske er uncool, hvad betydning har det egentlig, når vi ved, at glæde rummer forandringens kraft i sig, og at alternativet i dag ikke bare er kynisme og ligegyldighed, men død?

De skoldrøde æbler er til. Og glæden over dét rummer det stærkeste, smukkeste forsvar for kloden, der findes.

Forsvar gennem glæde, kan man kalde det,” som Michael McCarthy formulerer det. For naturen, mens det menneskelige samfund sender sine nedrivningskugler mod planeten, har aldrig haft brug for større forsvar.”