Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Maria Tran Larsen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Vi må tale noget mere om de ængstelige, lyder budskabet i en ny bog. De vandrer omkring som psykiske spøgelser

FACADEMan kan ofte ikke se på ængstelige personer, at de går rundt og er bange for små ting, der for de fleste ikke er spor skræmmende. Men det kan være decideret invaliderende. Illustration: Maria Tran Larsen for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Vi kan alle være bange indimellem, men for nogle mennesker styrer denne følelse hele deres tilværelse. De lider af en personlighedsforstyrrelse, man bedst kan beskrive som permanent ængstelig – og fordi de trækker sig væk bliver de ofte overset, hævder forfatteren til en ny bog. Torben Sangild satte sig for at finde ud af, hvordan det er et leve konstant på stikkerne.

Måske er din tilværelse på en gennemsnitlig dag nogenlunde sådan her: Når du vågner om morgenen, ligger du lidt og kommer til dig selv. Dagens kommende gøremål melder sig måske langsomt, men normalt på en udramatisk måde. Idet du træder ud af dit hjem, er du nogenlunde rolig, optaget af diverse tanker, lidt af trafikken, lidt af praktiske detaljer.

Hvis du har en arbejdsplads, hilser du på dine kolleger og småsnakker måske lidt. Du har en eller flere på dit arbejde, som du har talt om personlige ting med, og som du stoler på. Senere mødes du måske med nogle venner. Du hygger dig med dem, slapper af sammen med dem, er fortrolig med dem. Eller du har familie derhjemme, som du taler med om stort og småt i tillid til, at I alle vil hinanden det godt.

Ja, der er også dårlige dage og konflikter og stress, men i grove træk har mange mennesker en hverdag, der kan minde om denne.

Men for nogle mennesker ser en normal dag ganske anderledes ud: dem med en ængstelig personlighed. Det er dem, denne artikel handler om, så prøv nu at forestille dig, at din hverdag snarere ser sådan her ud:

Når du vågner, ligger du og ruger over, hvilke ting du er nødt til at gøre i løbet af dagen, og hvad der kan gå galt. Du bor måske alene, og så længe du er i dit hjem, er du nogenlunde tryg. Men når du skal ud på gaden, bliver det slemt. At færdes blandt andre kan være en udfordring, for du er bange for at være forkert, at gøre noget galt, at blive set ned på. Hvis du har et arbejde – og det er langtfra alle, der magter det – er du ikke fortrolig med nogen af dine kolleger. Du agerer enten distanceret-venligt eller utilnærmeligt eller er bare anonym. Dine kolleger har ikke fornemmelsen af rigtig at kende dig. Og det gør de heller ikke. Ingen kender dig rigtig, knap nok dig selv. Hvis du er i den tunge ende af skalaen, har du ikke noget arbejde og heller ingen venner. Hvis du kunne undgå at gå uden for en dør og møde andre, ville du foretrække det.

Mindst 2,5 procent af alle mennesker lider af ængstelig personlighedsforstyrrelse. I nogle målinger helt op til 10 procent, alt efter hvor man trækker grænsen, men de 2,5 procent er dem, der er behandlingskrævende, fordi de ikke kan opretholde en stabil tilværelse. De er overalt, men fordi de netop holder sig væk, trækker sig, undgår at vække opmærksomhed, bemærker vi dem ikke rigtig. Som en slags psykiske spøgelser undgår de at støde sammen med os. Og af samme grund har der heller ikke været den store opmærksomhed på dem i psykiatrien og forskningen sammenlignet med andre personlighedsforstyrrelser.

Det vil en ny bog ændre på: Den ængstelige personlighed af psykologerne Nana Lund Nørgaard og Sebastian Simonsen. Den er henvendt til fagfolk og er skrevet i fagsprog, men jeg har talt med den ene af forfatterne for at høre, hvad ængstelig personlighed kommer af, hvad det dækker over, og hvorfor det er overset.

Ængstelig personlighedsforstyrrelse er en ny betegnelse. Hidtil har man talt om ængstelig-evasiv personlighedsforstyrrelse i det diagnosesystem, som for de fleste af os kan være lidt svært at finde rundt i. Som det ligger i begrebet, handler det om at være bange. Vi kender alle til frygt, og de fleste af os også til angst. Den kommer og går, som regel knyttet til bestemte situationer. Men for den ængstelige personlighed er det en grundfølelse at være ængstelig, og den styrer mere eller mindre deres liv og deres valg. Især de valg, de ikke træffer, for det at undgå situationer er den mest almindelige strategi. I den mildere ende af skalaen kan det minde om det, man engang kaldte neurotiske mennesker.

Ængstelig personlighed er, når et menneske er gennemgribende præget af et højt angstberedskab, som ikke bare aktiveres i én type situation, men i mange situationer,” fortæller Nana Lund Nørgaard, og det er et forhåndsberedskab; det handler om, hvad man tror, der vil ske, også selv om det aldrig er sket før.”

I den svære ende af skalaen er det decideret invaliderende. Det kan være hæmmende for alle livsområder: arbejde, uddannelse og alle relationer, også de nære.”

Nana Lund Nørgaard fortæller mig om et ekstremt, men illustrativt eksempel: en patient, for hvem det at gå på gaden, altså fysisk at sætte det ene ben foran det andet, er en prøvelse. Simpelthen fordi hun er bange for at sætte den forkerte fod frem eller at gøre det på den forkerte måde. Derhjemme alene er der ikke noget problem, men her på gaden, på fortovet, er hun bange for, at nogen kigger på hende, og at hun begår en fejl, og at de så dømmer hende, så hun taber ansigt. Hendes gang er helt normal, hun snubler aldrig, og sandsynligheden for, at hun bliver udskammet på grund af sin gang, er nærmest ikke-eksisterende. Alligevel fylder frygten for netop dét hendes bevidsthed, når hun går ned ad gaden, hen for at købe ind.

Måske tænker du, at hun skal tage sig sammen, at hun skal være realistisk, at hun skal bekymre sig om de reelle problemer i stedet for at skabe sine egne. Men det hjælper hende ikke, hvis du møder hende med den attitude, siger psykologerne. Tværtimod, det forstærker blot hendes følelse af at være forkert. For det bekræfter hende blot i, at hun bør skamme sig, og det er jo det, hun er bange for, udskamningen. Det skaber en ond spiral.

Senere skal vi høre lidt om, hvad man kan gøre for at hjælpe ængstelige personer som hende og dem, der har det i mildere grad, som trods alt er de fleste. Men først vil jeg gerne forstå, hvad der skaber denne ængstelighed, og hvad der foregår i et ængsteligt sind. Hvordan kan man være så bange?

Der er flere grunde til, at man udvikler ængstelig personlighed ifølge forskningen, både genetiske og miljømæssige. Og de spiller sammen i forskellige blandinger, hvor opvæksten kan forstærke den genetiske tilbøjelighed, så den kammer over i en personlighedsforstyrrelse.

De genetiske faktorer viser sig klart i omfattende tvillingestudier og hænger sammen med et grundlæggende temperament i retning af undgåelse og sky personlighed og en tendens til lettere at reagere med negative følelser som angst, tristhed og skam.

Vi har alle fra naturens hånd disse følelser. Man overlever ikke særlig længe, hvis man aldrig er bange – man bliver simpelthen kørt ned eller falder ud ad vinduet. Og skam hjælper os til at tilpasse os sociale normer i en bestemt kultur eller gruppe. Men her har det taget overhånd og er blevet regulerende for adfærden som sådan.

De miljømæssige faktorer handler i høj grad om tilknytningsmønstre i barndommen, altså hvordan man er blevet mødt af forældre og eventuelle andre omsorgspersoner. Hvis man allerede som barn har medfødte tendenser til tilbagetrukkethed og generthed og ikke er i et miljø, hvor det bliver håndteret godt, kan det forstærke problemerne kraftigt,” forklarer Nana Lund Nørgaard. At man får at vide, at man er forkert (direkte eller indirekte) og for eksempel drilles, fordi man rødmer, og den slags. Hvis man omvendt er i et miljø, hvor man bliver taget i hånden og langsomt får lov at udvikle egne positive erfaringer med det sociale, kan ængsteligheden til dels bremses, så det i hvert fald ikke bliver værre.”

Der er mange måder, det kan vise sig på i helt almindelige familier. Det behøver ikke være decideret omsorgssvigt, men handler i høj grad om, hvorvidt det at være bange er blevet mødt med accept og omsorg i stedet for irritation eller nedladenhed.

En fælles ting er, at de i barndommen ikke er blevet hjulpet med at forstå sig selv og deres egen sårbarhed,” fortæller Nana Lund Nørgaard. Det kan være, at man har nogle forældre, der ikke kan finde ud af at tale om følelser, og at man ad den vej føler sig afvist og forkert, uden at det egentlig bliver sagt. Det er afgørende, at man bliver spejlet og genkendt, at forældrene forstår, at noget kan være svært, i stedet for at de vil normalisere deres barn og presse det til bare at tage sig sammen. Hvis man har nogle forældre, der kan se, hvad man kæmper med, gør det en enorm forskel.”

Ofte handler forældrene i bedste mening. De vil gerne hjælpe deres barn til at blive normalt ved at presse det og regulere dets generthed. Andre gange har forældrene simpelthen ikke overskuddet, da de kæmper med egne problemer.

AMÉLIENana Lund Nørgaard nævner Amélie fra Montmartre som en god skildring i fiktionens verden af en ængstelig person. Vi glemmer det måske, fordi historien er fortalt så charmerende, og fordi hendes fantasiverden er så rig, men Amélie har meget svært ved at åbne sig og forbinde sig med andre. Foto: Presse

Lad os prøve at tage med en typisk ængstelig person til familiefest. Nana Lund Nørgaard går med på mit scenarie og fortæller:

Her vil de være superpressede. Så når en velmenende moster spørger, hvordan det går på arbejdet, og du er sygemeldt med angst eller stress, så kommer skammen og en følelse af at blive ydmyget og udstillet, selv om moster slet ikke opfatter det sådan.”

Det handler nemlig ikke kun om en frygt for, om andre kan lide én eller ej – ‘tilknytningssystemet’, som det kaldes. Det handler i lige så høj grad om statussystemet’, altså om, hvem der befinder sig hvor i hierarkiet, hvem der har status, hvem der bestemmer og den slags. De ængstelige vil ofte se ned på dem, som har lav status, og op til dem, der har høj status. Men samtidig være meget bange for at blive afsløret.

På den måde bliver andre mennesker til sidst primært en trussel frem for nogle, man har tillid til vil kunne lide én og give én interesse, varme og omsorg. Man er hele tiden forberedt på at blive afvist.”

Ængstelige personer reagerer i udgangspunktet ved at undgå det, de er bange for, især sociale situationer. Det betyder, at de ofte ender i ensomhed. Og måske får en depression. Det er en nedadgående spiral.

Men som Nana Lund Nørgaard understreger, er ren undgåelse ikke den eneste måde at håndtere sin frygt og angst på, selv om den dominerer. Nogle vælger at være underdanige og lyttende, så de er i udgangspunktet kontaktsøgende, men sørger for, at det ikke kommer til at handle om dem selv, at de ikke viser noget. Så man lærer dem egentlig aldrig at kende og har fornemmelsen af, at de ikke rigtig har en personlighed. Perfektionisme er endnu en strategi. Og så er der nogle, der decideret vælger at underholde.

Mange trækker sig fra sociale forbindelser og sidder bare derhjemme og spiller computer, men nogle har en helt anden strategi og spiller klovn og underholder en forsamling. Det er det, vi kalder hyperkompensation, at man egentlig gør det, man er bange for.”

De findes også blandt skuespillere, komikere og andre, der føler sig trygge i rollen som en, der underholder. På scenen føler de sig trygge, fordi de ved, hvad der skal ske. Men de vil ofte skulle overvinde deres frygt for at nå dertil og vil ofte befinde sig i den lettere ende af spektret.

For der er jo et spektrum, og i det kommende reviderede diagnosesystem, altså psykiatriens retningslinjer for diagnoser i sundhedssystemet, vil man inddele dem i tre grader:

Man indfører en skala med tre grader: let, moderat og svær. Har man ængstelig personlighed i let grad, kan man måske klare sig med en privatpraktiserende terapeut. Har man det i moderat grad, vil det ofte kræve almindelig psykiatrisk behandling. I svær grad er det stærkt behandlingskrævende, ofte med indlæggelse i psykiatrien. Den inddeling giver rigtig god mening, så vi får nuancerne med. Mange har kun denne lidelse i let grad og kan gennemføre en uddannelse og klare sig nogenlunde i samfundet, selv om de møder daglige udfordringer på grund af deres ængstelighed. I den anden ende kan man ikke længere fungere, og man trækker sig fra alle sociale relationer, fordi de er for angstprovokerende.”

Det er ikke den eneste nuancering, det kommende diagnosesystem indebærer. Man går nemlig også væk fra den kategoriske kassetænkning i diagnoser og opererer i stedet med dimensioner, der så kan kombineres, så ængstelig personlighed bliver en sådan dimension. Så når nogle mener, psykiatrien putter folk i kasser med alle dens diagnoser, svarer Nana Lund Nørgaard, at det lige præcis er ved at blive blødt op til fordel for et mere individualiseret diagnosesystem.

MAUDE‘Matador’s bankdirektørfrue Maude er for mange danskere et kerneeksempel på en neurotisk person, der måske i dag ville kaldes en ængstelig personlighed i mild grad. Hun er nervøst anlagt, går meget op i status og anseelse og går op og lægger sig, så snart noget er svært. Foto: Børge Lassen, Ritzau Scanpix

Så hvad kan der gøres for at tackle ængsteligheden? For at svare på det må man først forstå, hvordan ængstelige personer skifter mellem to ekstremer. Psykologerne taler om, at de ængstelige pendulerer mellem hypomentalisering’ og hypermentalisering’. Det betyder, at de svinger mellem ikke at være i kontakt med, hvad der sker indeni, og så til at tænke enormt meget over det.

Når man hypomentaliserer, mærker man en angst i kroppen, men ved ikke, hvad den handler om, og prøver egentlig bare at skubbe den væk. Når man hypermentaliserer, overtænker man alle de ting, der kan gå galt. Man forsøger at få kontrol over sin frygt ved at kortlægge mulige scenarier. Men i begge tilfælde forstår man ikke selve følelsen og dens årsag, og den er ikke sat i proportioner.

Det gælder derfor om at nå til mellemstadiet: mentalisering. Her mærker man følelsen klarere, og man formår at reflektere over den og nå til en forståelse af, hvad der foregår. Den forsvinder ikke, men man er bedre i stand til at tackle den.

Vi kan alle komme til at hypo- og hypermentalisere. Men som regel søger vi hjælp til at mentalisere. Vi snakker med en ven eller et familiemedlem om vores problemer. Men de ængstelige tør ikke betro sig; de har ofte ikke den tillid til andre mennesker og har derfor også sjældent egentlige venner, der kan lytte og hjælpe mentaliseringen på vej.

Og nu nærmer vi os så, hvad man kan gøre. For det at lære at mentalisere er en af de ting, man terapeutisk kan gøre for at hjælpe ængstelige personer, og det kræver, at man som terapeut får opbygget tillid.

Et andet aspekt af terapien er at give den ængstelige små succesoplevelser, men ikke kun det, for de skal også selv opfatte det som succeser. Ængstelige personer er nemlig meget selvkritiske, og de lever kun sjældent op til deres egne forventninger – eller deres forestillinger om andres forventninger.

Og endelig er et tredje aspekt at opbygge det, der hedder skemabevidsthed’. Det betyder, at man er i stand til at se sine forestillinger, alle de fantasier om, hvor galt det vil gå, som netop forestillinger og ikke en realitet. At holde dem ud i strakt arm.

Disse aspekter hænger tæt sammen, og de kan gøre den ængstelige i stand til at tackle sin frygt og angst. Det forsvinder ikke, men det bliver håndterbart. Når det går godt med terapien, altså. For ikke alle er modtagelige. Nana Lund Nørgaard forklarer:

Det er som med andre psykiske lidelser: En tredjedel kan man hjælpe til et nærmest normalt liv, en tredjedel kan man hjælpe delvist, og den sidste tredjedel kan man faktisk ikke hjælpe. Man kan ikke nå ind til dem; de mangler evnen til langsomt at åbne sig og vise den tillid, der er helt afgørende.”

Når ængstelig personlighed er blevet overset, hænger det til dels sammen med, at de ængstelige ikke gør så meget væsen af sig. Det ligger jo i deres lidelse, at de skammer sig og helst ikke vil ses. Men ifølge Nana Lund Nørgaard kan der ligge mere bag:

Det kan hænge sammen med, at en anden personlighedsforstyrrelse, nemlig borderline, er overbelyst. Interessen for de farverige borderline-patienter er traditionelt større end for de mere kedelige og underspillede ængstelige personer. Som patienter giver de ængstelige så meget mindre af sig selv og er på overfladen mindre interessante. Og derfor sværere at hjælpe.”

Her rører Nana Lund Nørgaard forsigtigt ved et tabu, nemlig at nogle psykiske lidelser er mere sexede’ end andre. Og at det kan have praktiske konsekvenser – forhåbentlig især førhen. Netop derfor er det vigtigt at sætte fokus på ængstelig personlighed, så den ikke bliver glemt.

Hvis du ikke selv lider af ængstelig personlighed, kender du måske nogen, der gør i en eller anden grad. Måske nogen i din familie eller en studiekammerat, der holdt sig lidt for sig selv, og som hurtigt droppede ud. Måske støder du på en i bussen i dag.

Hvis du er tæt på en ængstelig person, er det vigtigste råd at undgå at dømme vedkommende og at hjælpe dem med at mentalisere deres angst ved simpelthen at spørge ind til deres forestillinger og sætte dem i forhold til virkeligheden. Måske med omsorg at skubbe dem en lille smule i retning af at turde noget, men at respektere, når de ikke magter det, selv om det kan virke meget irrationelt. Kan du opnå deres tillid, kan du måske gøre en enorm forskel.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem