Trump vs. Biden 2020

USA har været splittet lige fra begyndelsen.

Det amerikanske folk består nemlig af 11 (vidt forskellige) stammer

Illustration: The Metropolitan Museum of Art / Emanuel Leutze. Øvrige illustrationer: Nicolai Oreskov Westh, Zetland
  • 30. oktober 2020
  • 21 min.

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

31:31

Amerikanerne rutter ikke med fridagene, dér har de en hel del at lære af os skandinaver. Men der findes som bekendt ét tidspunkt på året, hvor det amerikanske samfund går i stå, og freden sænker sig over fællesskabet. Nemlig den torsdag i november, hvor duften af ovnstegt kalkun og en helt bestemt nøddetærte breder sig fra de amerikanske køkkener. Thanksgiving. Hvor det amerikanske folk, siddende om bordet med familie eller venner, mindes den aften i 1621, da de engelske pilgrimme i den nyanlagte koloni Plymouth – ved kysten i nutiden Massachusetts – fejrede Guds rigdomme og inviterede de lokale indianere til festmiddag. Oven på en god høst var kolonisterne klar til at forløse det projekt, som skulle blive til verdens vigtigste nation.

En tradition var indstiftet. Thanksgiving skulle sendes som en fakkel af inspiration ned gennem generationerne og forbinde fortid og nutid i den unge nation.

Bortset fra at det mere eller mindre er noget bavl. Ikke bare fordi puritanerne i New England var nogle religiøse fanatikere, som snart skulle få indianerne til at fortryde, at de nogensinde havde set en høj hat. Heller ikke fordi helligdagen slet ikke fandtes sydpå i USA før mere end 200 år senere, da Abraham Lincoln midt under en blodig borgerkrig ledte med lys og olielampe efter et eller andet, der kunne redde stumperne af sammenhængskraft i det kontinentale barslagsmål, han såkaldt forenede stater var endt i.

Nej, myten bag Thanksgiving er først og fremmest interessant, fordi den i virkeligheden kun repræsenterer en enkelt blandt en hel række historier om indstiftelsen af USA og den amerikanske kultur. I virkeligheden blev USA grundlagt mindst fire andre steder i de samme år. I andre kolonier, af andre årsager og med helt, helt andre idéer om, hvordan et samfund skulle se ud. De følgende par hundrede år kom der en håndfuld andre regionale kulturer til.

Og her kommer fidusen: De regionale kulturer, der opstod, dengang USA blev koloniseret, er her endnu. Den prisbelønnede journalist og forfatter Colin Woodard har på baggrund af historisk forskning og samfundsvidenskabelige data draget følgende konklusion: Vi går fejl af den store nation på den anden side af Atlanten, når vi forsøger at forstå dens centrale konflikter som kampe mellem republikanere og demokrater, mellem land og by, mellem syd mod nord. Det giver meget mere mening, argumenterer han, at tage udgangspunkt i de kulturer, som opstod i 1600- og 1700-tallet. De oprindelige kolonisters verdenssyn formede de regioner, de bosatte sig i, i en grad, så landkortet over dem er selve nøglen til at forstå de konflikter, som hiver og slider i Amerika. USA er ikke én nation. Hans land, mener han, består af 11 forskellige stammer, der er klemt sammen i et forbund fuldt af spændinger.

For mig selv kan jeg sige, at jeg efter at have dykket ned i argumenterne føler mig meget bedre rustet til at forstå, hvad i alverden amerikanerne har gang i.

Den her artikel tog sin begyndelse, da Zetland-medlem Stig Myken fortalte om en bog, der havde blæst ham bagover, nemlig Colin Woodards bog fra 2011, Amerikanske nationer. Historien om Nordamerikas 11 rivaliserende regionale kulturer. Nogle måneder senere sidder jeg i den ene af Zetlands telefonbokse med forfatteren i den anden ende.

Ved siden af sit prisbelønnede arbejde som undersøgende journalist har Colin Woodard en brændende interesse i Amerikas komplekse historie. Hans bogtrilogi – tredje bind er netop udkommet – kredser om amerikansk identitet. Fundamentet er bog nummer ét, hvori han ridser Amerikas 11 kulturnationer’ op. Han håber at gøre op med en hel del myter, der sidder i gardinerne i Amerikas selvforståelse.

Amerika er virkelig svær at forstå, både for folk, der bor her, og i særdeleshed når man ser på landet udefra. Det gælder dets politik, historie, dets forfatningsmæssige indretning og de talrige selvmodsigelser, som ikke ser ud til at give mening, når man prøver at regne ud, hvad dets værdier eller politiske mål burde være,” siger han over telefonen.

Problemet opstår, når man forsøger at forstå USA som en enhedsstat som Danmark eller Tyskland. Det giver mening, siger forfatteren, at sammenligne USA med Balkan.

Den grundlæggende sandhed er, at USA er en balkaniseret føderation, der består af en sammenslutning af statsløse nationer’, nationer, som korresponderer med de forskellige koloniale projekter grundlagt i de østlige og sydvestlige udkanter af det landområde, som i dag udgør USA. Koloniale projekter, som blev grundlagt på forskellige tidspunkter af meget forskellige folk med totalt forskellige politiske, økonomiske og kulturelle idéer, radikalt forskellige definitioner på det gode liv’ og forskellige forestillinger om, hvem de var, og hvor de var på vej hen. Med andre ord: med totalt forskellige sæt af alle de byggesten, som indgår i antropologers definition på en kultur’.”

Colin Woodards kort over de amerikanske kulturregioner er lidt af en åbenbaring, hvis man nogle gange har famlet efter amerikansk kultur’. Forklaringen er grundlæggende, at den stadig ikke findes, i hvert fald ikke i ental. Amerikanere sætter pris på hårdt arbejde? Tjo, puritanerne i New England troede, de kunne opnå frelsen gennem hårdt arbejde. I andre dele af USA har der bare aldrig været noget galt med tidligt fri og et spil poker på flodprammen. Amerikanerne er naturligvis tolerante nede i deres smeltedigel, ikke? Tjo, tyske immigranter rejste ganske vist vestpå og grundlagde en pacifistisk og tolerant bondekultur i 1700-tallet. Men i bjergene i horisonten fældede irske og skotske immigranter træer, og hverken de eller deres stridbare efterkommere havde fidus til fremmede kulturer.

Inden vi ser nærmere på landkortet og USAs vigtigste kulturnationer, er det et oplagt spørgsmål at stille Colin Woodard. Tyskland fandtes ikke som nation, før Otto von Bismarck samlede landet under preussisk ledelse i 1871. Tyskland har en hel del farverige regionale kulturer, men at der er tale om en nation med kulturelle , er ligesom ikke til diskussion. Hvorfor skulle USA være fundamentalt anderledes?

Alle nationer har en grundlæggende myte, et sæt abstrakte idéer, som vi overbeviser os selv om, er virkelige,” svarer han. Det bliver bare mere kompliceret, når afstanden mellem enkeltdele er meget stor. Tyskerne havde til dels en fælles historie, de havde et sprog, som gjorde det lettere at få folk til at købe ind på myten. I USA var forskellene simpelthen enorme,” siger Colin Woodard.

Jeg giver ham et andet oplagt spørgsmål, nemlig om ikke kulturen trods alt har haft mulighed for at blive glattet ud. Ikke bare fordi der er gået 400 år, siden pilgrimmene skød deres første kalkun, men også fordi nye amerikanere er ankommet til USAs kyster i enorme bølger en hel del gange i nationens levetid, alle med deres egne idéer i oppakningen.

Det ubegribelige er, at kulturen sad fast sig i landskabet, selv i perioder hvor befolkningens etnografi ændrede sig voldsomt. Immigranterne blev kodet med de kulturelle forestillinger, som fandtes de steder, de ankom til. Deres harddisk blev formateret, kan man sige. Forskellene forplantede sig og blev sendt i arv ned gennem generationerne hele vejen frem til nutiden, hvor de stadig manifesterer sig som store statistiske forskelle helt ned på amtsniveau. Du kan simpelthen aflæse mønstrene i fortidens kolonisering i nutidens valgresultater. Og det går videre end politik. Du kan aflæse de regionale kulturer i alt fra kort over dialekter og brug af skydevåben til brugen af mundbind i den igangværende pandemi.”

Og lad os så se på de regionale kulturer, som Colin Woodard betegner som nationer”, hvilket jeg også vil gøre, mest fordi det giver hele modellen lidt mere schwung. Jeg har givet dem danske navne og fokuserer på dem, der har gjort mest for at gøre mig klogere på Trump-æraens politiske virvar.

Nationerne i den nordlige alliance

Man overser en hel masse, hvis man forsøger at forstå nutidens USA med udgangspunkt i et kompas. Vindblæste Montana ligger oppe ved grænsen til Canada uden at være det mindste venstreorienteret af den grund. Modsat fik Hillary Clinton flertal i hvert eneste af de 12 sydligste valgdistrikter i Texas.

Det progressive’ USA blev ganske rigtigt født oppe mod nord. Men i dag består det af tre distinkte kulturer, der har en del til fælles, men langtfra alt. De stemmer typisk på Demokraterne, men de gør det (hvilket er en af de afgørende pointer) af forskellige årsager. Den oprindelige og vigtigste nation først:

Yankee-regionen strækker sig fra New England i nordøst, over det meste af staten New York, The Great Lakes, forbi Chicago og et godt stykke vestpå.

Når amerikanere i resten af USA udtrykker afsky for eliten’ eller Østkysten’, er det ekko af en konflikt, der er ældre end Amerika. De oprindelige yankee’er var puritanerne, engelske pilgrimme, der forlod hjemlandet for at kunne udøve en særlig kompromisløs form for protestantisme, calvinismen. Puritanerne ankom i 1620 med hele familien, klar til at gøre Guds arbejde, nu hvor de havde afstand til kongemagten og den teologisk sløsede engelske kirke.

Puritanerne og deres efterkommeres projekt var at bygge et perfekt samfund på jorden sammen med hinanden. Det var et fællesskabsprojekt. Puritanerne mente, at mennesker grundlæggende var onde, derfor er du nødt til at holde dem i skak, og hele deres samfund byggede på, at de ville beskytte sig selv mod det korrupte individ. De etablerede et stærkt lokalt bydemokrati, hvor indbyggerne mødtes og udpegede deres ledere ved direkte valg, hvilket stadig er tilfældet i mange byer i New England. Hver by var nærmest en lille republik i sig selv,” fortæller Colin Woodard.

Puritanerne var velorganiserede ligemænd og så havde de en helt særlig fordel, nemlig at de var verdensmestre i uddannelse, hvilket også hang sammen med, at høj såvel som lav selv var ansvarlig for mødet med Gud, hvilket gjorde det nødvendigt, at alle kunne læse Bibelen. Når yankee’erne ankom til et nyt sted, byggede de en skole som noget af det første – fuldstændig ligesom de stort set øjeblikkeligt efter ankomsten var begyndt at planlægge grundlæggelsen af kontinentets første universitet, der kom til at hedde Harvard, og siden etablerede stort set alle USAs mest berømte universiteter.

Puritanerne opfattede sig som Guds udvalgte folk, og de var alt andet end tolerante over for andre kulturer. De ønskede at forme omgivelserne i deres billede. Med tiden slap religionen sit jerngreb om puritanerne, men det dæmpede ikke deres ambitioner om at frelse’ resten af det amerikanske folk. Nogle forskere taler sågar om eliten i nutidens New England som sekulære puritanere’.

Når vi skandinaver har forekommet mest begejstrede over USA, drejer det sig ofte om fænomener fra Yankee-regionen. Det gælder John F. Kennedy (fra Boston) og hans reformer, Barack Obama (fra Chicago) og hans talegaver, det gælder en perlerække af forskere og forfattere. Sjovt nok, fortæller Colin Woodard, var det lige præcis i den nation, skandinaverne valgte at slå sig ned i 1800-tallets store emigrationsbølge. Forfatterens bedstefar fortalte ham i øvrigt, at deres familie har en dansk immigrant et sted i stamtræet.

Ny Holland er en vigtig kultur, hvis man hører til dem, der forbinder USA med en helt særlig optagethed af penge og kapitalistisk virkelyst. Ny Holland svarer til nutidens New York City og det omkringliggende område. Det hele begyndte i 1624 som en hollandsk koloni, og ifølge Colin Woodard har vores bedste bud på en verdenshovedstad stadig kulturelle kendetegn, der går tilbage til begyndelsen.

Hollænderne var Europas mest moderne nation ved 1600-tallets begyndelse. De var sømænd, købmænd og verdensmænd, og de døbte deres koloni Nieuw Amsterdam efter hjemlandets hovedstad. Hollændernes koloni var langt mere tolerant end puritanernes lidt oppe ad kysten, det var blandt andet den eneste koloni, som tolererede jøder. Men hollændernes tolerance var en praktisk tolerance. Ifølge Colin Woodard var Nieuw Amsterdam en globalt handlende kommercielt orienteret bystat” – præcis ligesom New York i dag. Der var en vis kynisme i omløb. De fælles institutioner blev holdt på et minimum, og slavehandel var udbredt i byen, både før og efter englænderne overtog og omdøbte byen til New York i 1664.

Det er i øvrigt Donald Trumps hjemby.

Donald Trump har en fandenivoldskhed, en kommerciel tankegang og en materiel målestok for succes, som er i overensstemmelse med Ny Holland,” siger Woodard. Trump kom til tops uden at følge spillereglerne, undervejs brød han formentlig alle mulige love og havde forbindelser til figurer i den organiserede kriminalitet. Det havde været svært at komme så langt på den måde alle mulige andre steder i USA. Det havde været umådelig svært at få succes på Donald Trump-måden et sted som Boston. Men ikke i Ny Holland.”

Han tilføjer, at der trods alt er sket en del i Ny Holland, der i dag er en multikulturel verdenshovedstad, som gav Trump et vældig dårligt valg i 2016.

Vestkysten er den sidste brik i den nordlige alliance, og den skal berøres kort her. Et oplagt spørgsmål er naturligvis, hvorfor byer som San Francisco og Seattle politisk minder så meget om yankee’ernes byer i den modsatte ende af landet. Forklaringen er ganske enkel: Yankee’erne var blandt de første til at kolonisere det vestlige USA ad søvejen. Endnu en gang grundlagde de et universitet – Berkeley – som noget af det første.

Yankee’ernes forsøg på at grundlægge et nyt Massachusetts skulle dog slå fejl. Der ankom immigranter og andre tilflyttere fra alle sider, og de fleste af dem var mere interesserede i at score kassen på guldgraveri end i at blive virkelig stærke i Bibelen. Colin Woodard konstaterer i sin bog, at nutidens venstreorienterede amerikanere langs Californiens vestkyst og i kyststaterne længere nordpå har mange fælles værdier med yankee’erne, men de udviklede et andet temperament. Mere individualisme, mere vildskab – et sammenkog af kulturer, han mener peger direkte frem mod nutiden og Silicon Valleys position som globalt epicenter for teknologisk innovation.

Nationerne i Dixie-alliancen

En af udfordringerne for skandinaver, der vil forstå amerikansk politik, er det fremmedartede ved kulturen i dele af det sydlige og vestlige USA. Skepsissen over for fælles løsninger, kærligheden til våben, modviljen mod at lytte til stat og eksperter. Det er her, modellen med regionale kulturer virkelig kan bruges til noget.

Dixie-alliancen opstod for alvor i kølvandet på den amerikanske borgerkrig. I moderne tid har dens tre nationer hældet solidt mod Republikanerne. Man kan imidlertid ikke forstå Dixie-alliancen uden at kigge nærmere på et forhenværende medlem, nemlig Virginia-regionen.

Englændernes allerførste koloni, Jamestown, lå i den nuværende delstat Virginia. Den var drevet af helt andre forestillinger end puritanerne. Virginia var et aristokratisk samfund, opbygget af adelige mænd fra England med fattige landsmænd på slæb. Siden blev slaver den primære arbejdskraft i koloniens lukrative tobaksproduktion. Regionen konkurrerede længe med New England om at være den toneangivende koloni, og en stribe af æraens største profiler – herunder den største af dem alle, George Washington – var plantageejere fra Virginia. Regionens belæste herremænd havde storslåede idealer, men lighed var absolut ikke et af dem. De var stærkt optaget af Romerrigets lagdelte samfund og grækernes idealer om demokrati som et værktøj for de privilegerede. Det kan være svært at forstå i vores nordeuropæiske tankesæt, men som enhver plantageejer ville fortælle dig, opfattede den græske filosof Aristoteles slaveri som noget helt naturligt og en afgørende brik i et harmonisk samfund.

Som tiden gik, skrumpede Virginia-regionens betydning. Den havde ikke nogen oplagt måde at vokse på, og længere sydpå vandt en mere barsk kultur frem på ryggen af en kompromisløs slaveøkonomi.

Det dybe syd ankom med skib fra den engelske ø-koloni Barbados og blev hurtigt en mere afstumpet udgave af aristokratiet i Virginia.

Det dybe syd blev grundlagt af engelske slaveherrer fra De Vestindiske Øer. De transplanterede Caribiens færdigkonstruerede slavesamfund til det nye lands subtropiske lavlande,” fortæller Colin Woodard.

Overklassen i kolonier som Georgia og South Carolina var meget lidt interesseret i samarbejde, regulering og skatter og definerede frihed’ som deres egen frihed til at forfølge økonomisk succes, koste hvad det ville. Det kostede mest for slaverne, som levede under værre forhold og havde en højere dødelighed end i plantagerne længere nordpå. De fattige hvide så de også ned på, hvis de overhovedet ænsede dem.

Der er ingen vej uden om det: Colin Woodard (der i høj grad må betegnes som yankee) er meget skeptisk over for det dybe syd som regional kultur, herunder dens manifestationer i nutiden.

I det dybe syd har du en tradition for, at individuel frihed er defineret som friheden til at gøre, som du vil. Hvis du følger den tanke til ende, ender du med de magtfuldes frihed til at gøre, hvad de vil. Sådan er det, hvis du spiller længe nok uden hverken regler eller dommere: Vinderne tager det hele. Bestemte familier ender med at kontrollere alt, hvilket var præcis, hvad der skete, da kolonierne blev etableret af slaveherrerne fra Barbados. De kæmpede for frihed fra skatter og frihed til at holde slaver’ og ikke have forpligtelser over for det omkringliggende samfund.”

Et globalt boom i efterspørgslen på bomuld gav det dybe syd enorme økonomiske kræfter, og da USA købte Louisiana fra Frankrig og siden annekterede Texas og omegn, spredte nationen sig. Den blev den dominerende kultur i Dixie-alliancen.

Jeg spørger Colin Woodard, om det dybe syds historie kan hjælpe med at forstå et af de sidste fem års mest markante udviklinger i amerikansk politik, nemlig Det Republikanske Partis kompromisløse opbakning til Donald Trump, uanset hvor uenige de måtte være i enkeltdelene i hans politiske program.

Colin Woodard bekræfter: Mange af delstaterne i det dybe syd har historisk fungeret som étpartistater, og det er en kultur, som siden begyndelsen har haft det glimrende med magtkoncentration og autoriteter. Hvilket fører os frem til den måske mest fascinerende region af dem alle.

Appalacherne som kulturnation opstod i det bjergrige område af samme navn, som strækker sig fra delstaten New York mod nord hele vejen ned til Mississippi. Det var de tidlige koloniers bagland, uvejsomt, farligt og til at begynde med overladt til kontinentets oprindelige folk, indianerstammerne.

Det var dog kun, indtil det begyndte at strømme til med en hel ny slags immigranter på flugt fra fattigdom og undertrykkelse.

De kom fra Skotlands lavlande, fra Nordirland, fra de engelske marsker og området mellem Skotland og England. Det var krigshærgede regioner, hvor statsmagten og institutionerne ikke var til at stole på – i det omfang, de overhovedet fandtes. Du var nødt til selv at beskytte din familie. De var simpelthen en form for krigerfolk.”

Når man tænker på amerikanere som radikale individualister, udspringer forestillingen af appalachernes nation. De nægtede fra begyndelsen at modtage ordrer fra fine folk ved kysten. I en lang periode var whisky den vigtigste handelsvaluta i Appalacherne – den havde en praktisk holdbarhed og kunne produceres langt ude i skoven – og da USAs første præsident indførte en whisky-skat, eksploderede regionen i et oprør, som George Washington måtte sende over 10.000 soldater østpå for at slå ned.

Appalacherne var lige så skeptiske over for slaveherrerne mod syd som de selvgode puritanere mod nord. Da den amerikanske borgerkrig brød ud, leverede regionen ingen entydig opbakning til sydstaterne – men da yankee’erne efter sejren forsøgte at tvangsudbrede deres forfinede civilisation til bjergregionen, fik befolkningen nok. Siden har de hørt til Dixie-blokken. De er evigt skeptiske over for USAs centralmagt, men er samtidig storleverandør af soldater, når nationen går i krig.

Når Donald Trump lover at dræne sumpen” i Washington og i det hele taget optræder som alt andet end en professionel politisk magthaver, går det rent ind i Appalacherne. Han vandt regionen med en gigantisk margen.

Jeg spørger Colin Woodard til fænomenet Dolly Parton. Countrysangeren fra Tennessees bjerge er et appalachisk ikon og samtidig et af de relativt få kulturfænomener, som stort set alle amerikanere kan lide. Måske fordi hun lykkes med at kombinere individualismen som ideologi med noget rummeligt. Kan amerikanere med håb om kulturel brobygning mon lære noget af hende? Colin Woodard griner. Han er principielt enig – og svarer principielt:

Appalacherne har været vigtige for USAs udvikling! Hvis det ikke var for appalacherne, ville forfatningen aldrig være blevet så demokratisk, fordi alle aristokraterne var nervøse for pøblen. Appalacherne har altid været en demokratisk kraft, bare ikke altid på en høflig måde. I skal ikke se ned på os almindelige folk, og vi er parate til at slås om det.’ På rette tid og sted kan det være enormt hjælpsomt.”

Vestlandet stryger vi hurtigt igennem, om ikke andet fordi det er så tyndt befolket. Det tørre, vejrbidte højland, som udgør en gigantisk bid af USA, var den sidste region til at blive koloniseret og stort set uegnet til 1800-tallets landbrug. Talrige nybyggere måtte give op, og en hel del døde i forsøget på at etablere et hjem. I stedet blev regionen en legeplads for storkapitalen, fortæller Colin Woodard. Fra anlægning af jernbaner til minedrift og skovbrug: Det krævede store investeringer at få noget ud af regionens naturressourcer, og det gik og går ofte hårdt for sig set gennem fuglekikkerten og fra naturbeskyttelsens perspektiv. Regionen er stadig optaget af deregulering som vej til arbejdspladser, og ja, et flertal af indbyggerne stemte på Trump.

De alliancefri regioner

Uden for de to politisk/kulturelle alliancer står en sidste gruppe regioner. De første løber jeg hurtigt igennem. Virginia-regionen har vi været omkring. Den er i forandring og ser ud til i hvert fald delvist at blive opslugt af de omkringliggende regioner, fortæller Colin Woodard. Ny Frankrig er det sidste kulturelle ekko af Frankrigs engang enorme besiddelser i det nuværende USA. Franskmændene var uden sammenligning de mest venlige kolonister på kontinentet, hvilket indianerne i kolonien Québec oppe i nutidens Canada fik stor glæde af. På Floridas spids finder man nationen Spansk Caribien, som kulturelt har mest til fælles med de caribiske hovedøer længere mod syd.

El Norte er til gengæld af afgørende betydning – og har formentlig sin storhedstid foran sig. Det fylder meget lidt i USAs angelsaksisk dominerede historieskrivning, men Amerikas ældste eksisterende by blev grundlagt af spanske kolonister i 1565 i Florida, og spanierne havde anlagt kolonier i blandt andet New Mexico, længe før englænderne gik i sving på Østkysten.

El Norte betyder Norden’ på spansk, og begrebet skyldes, at store dele af det sydlige USA kan opfattes som den nordlige del af en kulturnation, der har sit centrum i det nordlige Mexico. Dens historie er lang og spændende. De oprindelige cowboys var for eksempel fra El Norte og talte spansk.

Regionen har historisk ligget under for de øvrige regioner og også været domineret politisk – herunder af Vestkysten i Californien og af det dybe syd i Texas. De spansktalende amerikanere er i dag vokset til USAs største minoritet, og selv om deres værdier på mange måder hælder i konservativ retning, er El Norte skeptisk over for Trumps integrationspolitik og stemmer altovervejende demokratisk.

Midtlandet er den sidste nation på listen og traditionelt en af de vigtigste nationer rent politisk. Når vi tænker på amerikanerne som gæstfrie og praktiske folk, udspringer det i høj grad af midtlændernes kultur.

Kolonien Pennsylvania blev grundlagt af en vidunderlig idealist fra London ved navn William Penn, som var så heldig, at den engelske konge skyldte hans familie en masse penge. Han tilhørte kvækerne, et religiøst samfund, som mente, at Guds lys skinnede stærkt i alle mennesker. Deres uortodokse teologi var ugleset i England.

Kvækerne var flygtet fra forfølgelse i England, og når andre afviste nye immigranter, tog kvækerne imod dem med åbne arme. I modsætning til puritanerne mente kvækerne, at mennesket grundlæggende er godt. Derfor var folk velkomne, også fra andre religioner, og der ankom en masse folk, som var på flugt fra religiøs forfølgelse i især Tyskland. Det her var folk, som havde den erfaring, at intet godt kommer fra tyranniske herskere.”

Kvækerne skabte en nation, der strakte sig gennem Pennsylvania og gennem dele af stater som Illinois og Iowa. Midtlænderne var ikke bare tolerante, de var pacifister, og datidens rejsende beskrev nydelige, velholdte gårde, hvor kontinentets dygtigste landmænd – ofte af tysk afstamning – passede sig selv og deres lokalsamfund.

De var fællesskabsorienterede på det lokale niveau og over for deres naboer, men de stolede absolut ikke på en stærk centralmagt,” siger Colin Woodard og konstaterer, at Midtlandet har samme værdier i dag.

Det er præcis den kombination – en glæde ved fælles løsninger, men samtidig skepsis over for magthavere – der gør Midtlandet så afgørende i dag.

Midtlandet er altid svingregionen, og når det bliver for ekstremt, så bremser de udviklingen og får den tilbage på midten. Det gjorde de 1960’erne, da New Deal-politikken blev for omfattende i deres øjne, og det gør de potentielt nu, hvor trumpismen er blevet for meget for dem. Hvis du mister Midtlandet, har du tabt.”

Så hvad skal man bruge det hele til, hvis man drømmer om at forstå amerikanerne bedre? Det politiske først. Det første er en generel pointe. Man skal forstå, er de kulturelle nationer findes på kryds og tværs af delstatsgrænserne. Det er med til at skabe nogle af de svingstater, hvor resultatet er helt uvist. Ohio er eksempelvis delt mellem fællesskabsorienterede midtlændere og individualistiske appalachere, der elsker deres våben.

Mere konkret mener Colin Woodard, at Trumps politiske succes i 2016 havde en forholdsvis enkel forklaring, hvis man ser på kortet over USAs kulturnationer. Atypisk for en republikaner talte Trump direkte til fællesskabet, han gav løfter om fælles løsninger til gavn for almenvellet og den almindelige amerikaner. Han ville sikre fabriksarbejdspladser, hvor de var forsvundet. Han ville erstatte Obamacare med et endnu bedre fælles sundhedssystem. Han ville bygge veje og broer for milliarder af dollars. Det sikrede ham stemmer i de to regioner, der går allermest op i fællesskaber: Midtlandet og Yankee-regionen – uden dem havde han ikke vundet.

Hvis han taber, siger Colin Woodard, vil forklaringen være tilsvarende enkel: Så mener vælgerne i de to regioner ikke, at han levede op til sine løfter til fællesskabet, og stater som Michigan og Pennsylvania vender retur til Demokraterne. Forfatteren vil i så fald græde tørre tårer; han er ikke nogen fan af den siddende præsident og den splittelse i det amerikanske samfund, forfatteren mener, han har bidraget til.

Mit sidste spørgsmål til forfatteren handler netop om det amerikanske samfund og håbet for fremtiden. Er det okay, spørger jeg, at føle sig en smule beroliget af, at tidens dybe kløfter i det amerikanske samfund kan kortlægges hele vejen tilbage til 1600-tallet? Betyder det ikke, at vi kan tillade os at være lidt mindre bekymrede over al nutidens uenighed? Der bliver stille i røret.

Hvis vi bruger USAs historie som rettesnor, kan vi godt formode, at vi skramler igennem, overlever og fortsætter rejsen på en eller anden måde. Men det her er klart en eksistentiel krise. Ikke nødvendigvis den her måned, men de kommende år og årtier. Selv uden Trump vil skaden på de fælles normer været voldsom. Det kommer til at tage lang tid at reparere.”

Men hvem ved. Måske alting ser lidt lysere ud til Thanksgiving.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: