Send en tanke til Zetlands medlemmer, der har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

signature

“Der gik rigtig lang tid, før jeg fattede, at der var noget galt.” Den utrolige historie om en rugemor, der snød flere par og beholdt børnene selv

  • 18. maj 2018
  • 18 min.
FREMAD“Jeg tror, at et så brændende ønske om at blive mor sletter alle grænser. Man gør, hvad der overhovedet står i ens magt, og derfor har jeg brudt nogle grænser, som ikke er acceptable i vores samfund,” siger Sofie på billedet. Foto: Jonas Pryner / Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Antallet af danske børn født af rugemødre er stigende, men den manglende regulering på området lader både barnet, forældrene og de danske rugemødre i stikken. To barnløse par fortæller om, hvordan de er blevet ført bag lyset af en rugemor, og om to tvillinger, der endnu ikke har mødt deres biologiske forældre.

På nordsiden af Cypern, lidt oppe ad klipperne, satte Camilla og Christian sig ind i en taxa den 28. maj 2016. De kørte ned mod byen for at samle Maria op på hendes hotel og kørte videre ind til fertilitetsklinikken. De havde været på øen sammen de sidste seks dage.

Den 25. maj havde Camilla fået taget æg ud, og klinikken havde befrugtet dem med sæd fra Christian. Nu var dagen kommet, hvor klinikken ville sætte et befrugtet æg ind i Marias livmoder, så Camilla og Christian kunne blive forældre.

Jeg er født uden en livmoder,” fortæller Camilla mig senere, rugemoderskab var min udvej, for jeg ville gerne have mine egne børn. Det er jo ens kvindelighed, der er forsvundet, når man ikke kan føde sine egne børn.”

Derfor var der også høje forventninger til dagen, hvor Maria skulle være rugemor for Camilla og Christian.

Det var, som om jeg fik den kvindelighed igen.”

Samtidig, på sydsiden af Cypern, samlede en anden dansk kvinde en sten op. Den var sort og rund med en kløft ned langs midten, der delte stenen i to. For Sofie symboliserede stenen de to befrugtede æg, som klinikken havde lagt ind i en rugemors livmoder.

De havde været sammen på øen en uge, hun og Morten. Den 24. maj havde klinikken fortalt dem, at otte af deres æg var befrugtede. Sofie og Morten kunne næsten ikke tro deres held. De havde siddet på hotellets altan og fundet på navne. Annika og Alice. Elise og Bjarke.

Den 26. maj havde de været på klinikken med rugemoren.

Sikken en dag! Lærte, at det ikke er så slemt at tage kvantespring i sit liv – det er jo bare at gøre det,” skrev Sofie i sin dagbog den 27. maj 2016.

De to førsteklasses æg ligger trygt og godt et varmt sted, hvor ingen ondskab kan ramme dem. Derfor er det umulige muligt, derfor kan der ske et mirakel,” skrev hun, jeg dør af glæde, hvis et sådant mirakel rammer lige derned, hvor jeg er.”

På en måde fik Sofie ret, for der skete faktisk et mirakel, som det Sofie håbede på. Rugemoren blev gravid. Men hverken Sofie eller Camilla har i dag – halvandet år senere – set børnene på andet end billeder.

For danske barnløse, der som Sofie og Camilla gerne vil bruge en rugemor, fungerer loven sådan her:

Du må gerne bede en anden kvinde om at bære dit barn. Men du må ikke betale hende for det, og rugemoren må ikke modtage penge for det. Du må også gerne adoptere barnet, men hvis I laver en aftale på forhånd, er den ikke juridisk bindende.

Sidst, men ikke mindst: I Danmark er det ikke lovligt for en læge at foretage kunstig befrugtning af en rugemor.

Så hvad gør danske barnløse mænd og kvinder, der ønsker at bruge en rugemor?

De tager til udlandet. Og de bliver flere og flere, vurderer Mikkel Langvad Raahede, der er formand for foreningen Dare, som rådgiver danske par, der ønsker at få et barn med hjælp fra en rugemor. Han kender til tre til fire nye danske rugebørn, der fødes hver måned.

Men det er kun toppen af isbjerget, det er jeg slet ikke i tvivl om,” siger han.

De tre til fire nye danske børn – og resten, som Raahede ikke kender til – kan være født vidt forskellige steder som USA og Ukraine (de to lande står for mere end 95 procent af de danske rugebørn) – eller Danmark. Men én ting har de til fælles. De er født i et ureguleret farvand.

I dag fortæller vi historien om to barnløse par, der er blev snydt af den samme rugemor. De to par er ufrivilligt blevet hovedpersoner i en kompliceret sag, der er muliggjort af en global fertilitetsindustri, som dansk lovgivning virker uforberedt på.

I denne artikel er de barnløse par anonyme, og deres navne er opdigtede. Jeg har desuden talt med rugemoren, men hun har desværre ikke ønsket at medvirke i denne artikel. Hendes navn er også opdigtet, men redaktionen kender navn og identitet på alle medvirkende.

Fra sin have kan Sofie se hen over bøgehækken, ned over markerne og ud over havet. Hun er 44 år, uddannet på universitetet i socialvidenskab og pædagogik, og så ler hun meget, når hun taler.

Når hun har gæster, tager hun dem på havevandring, forbi engkabbelejerne i dammen, ind i drivhuset til tomaterne, helt ned til frugttræerne nede i hjørnet. Hun skubber solbrillerne op i panden og tager fat om bægeret på en enorm vandmelonrød tulipan.

Se,” siger hun, er den ikke fantastisk?”

Siden hun var 30, har hun forsøgt at få børn. For syv år siden fortalte lægerne hende, at hendes livmoder ikke kan bære et barn. Siden begyndte hun en adoptionsproces og opdagede, at hendes alder er imod hende. Desuden har hun og hendes kæreste ikke haft samme adresse i de tolv år, de har kendt hinanden, og det er et problem, når man skal godkendes som adopterende forældre.

Rugemoderskab var Sofies sidste udvej, følte hun.

Jeg skammer mig over, at jeg ikke selv kan få børn. Der er ikke noget, jeg ville ønske mere, end at jeg kunne føde mit eget barn,” fortæller hun.

Jeg tror, at et så brændende ønske om at blive mor sletter alle grænser. Man gør, hvad der overhovedet står i ens magt, og derfor har jeg brudt nogle grænser, som ikke er acceptable i vores samfund.”

En af de grænser brød hun, da hun tog til Cypern med en rugemor, for at rugemoren kunne blive gravid med Sofie og Mortens barn. Men den 4. juni 2016 sendte rugemoren en besked om, at hun var begyndt at bløde, og at hun ikke længere var gravid. Sofie var sønderknust.

Jeg følte en sorg, som om der var nogen, der var døde,” siger hun. Jeg var så voldsomt indstillet på at nå det mål, det var at blive mor.”

Hun drejer på en af perlerne om hendes hals.

Jeg tror, det var derfor, der gik rigtig lang tid, før jeg fattede, at der var noget galt.”

TVEDELTPå sydsiden af Cypern samlede Sofie en sten op. For Sofie symboliserede stenen de to befrugtede æg, som klinikken havde lagt ind i en rugemors livmoder. Foto: Privat

Der findes to måder at bruge en rugemor på. En, hvor det barnløse par selv finder en rugemor og sørger for den kunstige befrugtning. Det var det, Camilla og Sofie gjorde. Og en, hvor parret tager til et rugemorbureau i udlandet. Når parret tager til et bureau, betaler man kvinden en kompensation ud over hendes udgifter. De benytter altså en kommerciel form for rugemoderskab, som er ulovlig i Danmark.

I dag fødes de fleste danske rugebørn derfor i Ukraine og USA. Det fungerer typisk sådan, at det danske par kontakter et etableret bureau, som har kontakt til en række kvinder, der opfylder bureauets kriterier for at blive godkendt som rugemor. Hun skal for eksempel allerede have født mindst et barn, være økonomisk uafhængig og have været igennem en psykologisk vurdering.

Bureauet formidler kontakten mellem rugemoren og det barnløse par. De største amerikanske bureauer følger rugemoren og det barnløse par hele vejen gennem forløbet med psykologisk rådgivning, juridisk bistand – og en klækkelig regning. I Ukraine kan det koste omkring 400.000 danske kroner. I USA kan det koste op til en million kroner at benytte et rugemorbureau.

Selv om det er dyrt – langt dyrere end at benytte sig af en ikke-betalt dansk rugemor – så rejser mange danske par til udlandet. For på de etablerede bureauer i Ukraine og USA for eksempel møder de danske par – i modsætning til i Danmark – et langt mere reguleret marked, hvor aftalerne er langt mere klare.

Men det er ikke tilfældigt, at rugemorbureauer ikke findes i Danmark. For rugemoderskab er forbundet med en række etiske dilemmaer.

Tidligere rejste langt de fleste danske par, der ønskede at finde en rugemor, til Indien. Men siden 2015 har Indien forbudt internationale par at bruge indiske rugemødre. Forholdene for de indiske rugemødre var meget anderledes, end de er for de amerikanske for eksempel. De indiske rugemødre var ofte socialt og økonomisk udsatte kvinder.

Det gjorde, at brugen af indiske rugemødre mødte hård kritik, blandt andet fordi den enorme ulighed mellem det tilrejsende udenlandske par og den indiske rugemor skabte en række etiske udfordringer. Kritikerne satte spørgsmålstegn ved, om kvinderne frivilligt havde valgt at blive rugemødre. De var bekymrede for, om de rugemødre, der ikke kunne læse og ikke kunne tale engelsk, til fulde forstod, hvad de skrev under på i kontrakten. Kritikere talte om udnyttelse.

Desuden opstod begrebet babyfarme om de indiske klinikker, der kunne have mange gravide rugemødre indlogeret i sovesale. Mikkel Langvad Raahede fra Dare mener, at forbuddet i Indien paradoksalt nok har betydet, at flere danske par benytter sig af en rugemor.

De lande, der er tilbage, opererer etisk langt renere. Nu kan man ikke tale om babyfarme i Indien længere. Det fjerner lidt af gråzonen,” siger han.

Men det er ikke kun, fordi forholdene i Indien var kritisable, at Danmarks lovgivning på området i dag er konservativ. Etisk Råd har flere gange taget skarp afstand fra kommerciel rugemoderskab, hvor kvinden bliver betalt for at bære et barn. I en rapport fra 2013 bruger rådet stærke ord og kalder det en krænkelse af barnet, fordi det bliver fjernet fra den kvinde, der har båret det i ni måneder.

Rådet er bekymret for, at betalt rugemoderskab kan ændre helt grundlæggende forestillinger om forældreskab, og rådets medlemmer mener ikke, at det at føde et barn bør være underlagt en økonomisk logik.

Camilla er 24 år. Hun er offentligt ansat, har store grågrønne øjne og kører traktorringridning med sin far. Hun har arbejdet på den arbejdsplads, hvor hun fik læreplads, allerede inden hun fik hue på fra handelsskolen. Det var hendes mor så stolt af, fortæller hun.

Camilla kan ikke selv få børn. Det fik hun at vide, da hun var 14 år. Men hun er fast besluttet på, at hun skal have en familie, og at hun skal have sine egne børn. To dage inden hendes afsluttende eksamen på handelsskolen i 2013, døde hendes mor pludselig af kræft.

Min mor ønskede, at jeg også skulle få en pige. Hun sagde til mig, at jeg ikke må give op, før jeg får en pige. Det løfte har jeg tænkt mig at holde.”

Så da Camilla og hendes kæreste Christian stødte ind i Maria på Facebook, var hun sikker på, at her var den mulighed, hun havde ventet på. Lige fra hun mødte Maria første gang i marts 2016 på en café i Odense, talte de i telefon dagligt. De havde begge heste, sendte billeder til hinanden i løbet af dagen, og når Camilla kedede sig, ringede hun til Maria. De kunne tale i timevis.

Men den 8. juli 2016, to uger efter de kom hjem fra Cypern, fik Camilla en trist besked fra Maria. Maria var ikke blevet gravid, og Camilla begyndte kort efter at planlægge en ny rejse til Cypern med Maria for at prøve igen. Camilla begyndte på hormonbehandlingen igen og rejste alene til Cypern i august for at få taget æg ud. Planen var, at æggene skulle sættes op få dage senere.

Men Maria aflyste i sidste øjeblik. Æggene blev frosset ned på klinikken, og Camilla tog hjem alene.

De to kvinder skrev stadig sammen, og Camilla blev ved med at overføre penge til hormonbehandlingen. Men Maria blev ved med at udskyde sin afrejse til Cypern. I begyndelsen af marts blokerede Maria Camilla på Facebook, og hun svarede ikke længere på hendes beskeder.

I stedet gik Camilla på Facebook og tjekkede Marias mors profil og fik bekræftet sine værste anelser. Dér på et billede lå to spædbørn ved siden af Marias andre børn.

Billedet, som Camilla fandt på Marias mors Facebook-profil, var af fem børn. Sønnen på 12 så direkte ind i kameraet. Datteren på ti var midt i en bevægelse og utydelig på billedet. Mellem dem sad Marias dreng på to et halvt.

På skødet havde han to små nyfødte tvillinger i bittesmå ens stribede bluser. Camilla fik ondt i maven.

Under billedet havde Marias mor skrevet, at der var Marias skønne unger”. Camilla regnede i hovedet. Hendes æg blev lagt i Marias livmoder i maj året før. Hvis graviditeten var lykkedes, ville deres terminsdato have været den 19. februar 2017. På rugemorens eksmands Facebook-side fremgik det, at tvillingerne er født den 12. december 2016, og at de blev født ni uger for tidligt.

Det gik op for Camilla, at Maria havde været gravid, lige siden hun og Camilla var på Cypern i maj 2016. I alle de måneder, hvor de havde skrevet sammen og planlagt en ny tur til Cypern, for at Maria kunne blive gravid med Camillas barn, havde Maria været gravid.

Jeg var knust, fordi jeg følte, at hun havde taget mine børn.”

GRIBE EFTER“Der går to børn rundt, som bliver ældre og ældre for hver dag, og som vi ikke ved om er vores. Og for hver dag, der går, jo mere ondt gør det, at vi ikke er sammen med dem. Jeg tænker på det hver dag.” Foto: Stockfoto / Creative Commons

Sofie fattede mistanke på samme måde.

I august 2017 fik hun en pludselig indskydelse og tjekkede rugemorens Facebook-profil efter arbejde. På det tidspunkt havde hun ikke været i kontakt med Maria siden sommeren 2016, efter de kom hjem fra Cypern, og graviditeten ikke var lykkedes.

På Facebook-profilen så hun et billede af rugemorens far med en lille pige og et billede af en tatovering, som rugemoren skulle have lavet. På tatoveringen stod hendes børns navne og datoerne for deres fødselsdag. Tre af navnene kendte Sofie i forvejen. Men de to navne, der stod ud for datoen den 12. december 2016, havde Sofie aldrig hørt om før.

Jeg tænker, hvordan kan hun have fået tvillinger på det tidspunkt, hvis det ikke var på det tidspunkt, hvor vi var på Cypern?”

I august sidste år vidste begge kvinder med andre ord, at to børn, der med stor sandsynlighed var blevet til på turen til Cypern, opholdt sig hos den kvinde, der havde lovet dem begge at bære deres barn.

Men de kendte endnu ikke til hinandens eksistens – og de vidste heller ikke, hvem der var barnets biologiske forældre.

Svaret på, hvem der er børnenes biologiske forældre, kom om eftermiddagen den 14. maj 2018. Det er på grund af det svar, at vi på Zetland har ventet med at udgive historien, som jeg har fulgt i lidt under et år.

Første gang jeg selv hørte om sagen, var i juni sidste år. Da jeg talte med Camilla første gang den 8. august 2017, sagde hun, at hun var blevet snydt af en rugemor, og at hun havde været sygemeldt hele sommeren, fordi hun havde fået en depression. Hun fortalte, at hun og hendes kæreste havde anlagt en faderskabssag for at finde ud af, om børnene var deres.

Der går to børn rundt, som bliver ældre og ældre for hver dag, og som vi ikke ved om er vores. Og for hver dag, der går, jo mere ondt gør det, at vi ikke er sammen med dem. Jeg tænker på det hver dag,” siger Sofie.

Men det allerværste er at tænke på, at børnene bor hos en kvinde, der kan finde på det her. Det kan gøre ondt helt ind i sjælen.”

Et stykke tid efter min samtale med Camilla, ringede advokat Louise Traberg Smidt, som rådgiver barnløse par, der får børn med hjælp fra en rugemor. Jeg havde tidligere været i kontakt med Louise Traberg Smidt, og hun vidste, at jeg havde talt med Camilla. Louise Traberg Smidt, der ellers er vant til penible situationer, lød lamslået i telefonen. Hun fortalte, at der var dukket et nyt par op – det var Sofie og hendes kæreste Morten. De mente også, at tvillingerne var deres. Både Sofie og Morten og Camilla og Christian anlagde derfor en faderskabssag.

I løbet af vinteren og hen over foråret sendte Sofie mig beskeder om, hvordan det gik i faderskabssagen. Men det tog længere tid, end nogen af os havde regnet med.

For i Danmark er det den kvinde, der har født børnene, der juridisk set er mor – uanset hvem der så måtte være barnets biologiske ophav. Parrenes eneste vej til børnene er derfor at få enten Christian eller Morten anerkendt som far til tvillingerne. Som biologisk far til børnene vil den ene kunne søge om samvær med dem – selv om rugemoren stadig vil have forældremyndigheden, uanset udfaldet.

Det første retsmøde i faderskabssagen var den 26. august 2017. Maria mødte ikke op. Det gjorde til gengæld både Camilla og Christian og Sofie og Morten. De var mødt forgæves op i retten, og det var her de mødtes første gang.

Den 3. november afgav de to par deres vidneforklaringer. Bagefter gik parrene ud og spiste sammen. Det gik op for dem, at de ikke bare havde været på Cypern samtidig, og at de havde været på to forskellige klinikker med to dages mellemrum. De havde også, fortæller de, begge betalt for Marias fly, hendes hotel, de samme hormonbehandlinger og hendes medicin. For Camilla og Christian var det løbet op i mere end 200.000 kroner.

Jeg har været så fokuseret på, at det skulle lykkes, at jeg har været blind. Jeg har ikke set de små ting,” fortæller Camilla.

Og Sofie supplerer:

Det var voldsomt, da det gik op for mig,” siger hun. Det er det værste mareridt, man kan opleve.”

Den 10. november 2017 afgjorde retten, at der skulle foretages en retsgenetisk undersøgelse, der kunne fastlægge faderskabet, men sagen blev udskudt igen, da Maria ikke overholdt fristen for dna-prøven. Den 8. marts 2018 fik de to par besked på, at børnene havde fået taget de mundskrab, der skulle afgøre deres dna. Men prøverne var forurenede, så børnenes dna kunne ikke afgøres ud fra prøverne.

Selv om Sofie og Camillas situation er ekstraordinær, så er konsekvensen af den manglende danske lovgivning, at også andre danske barnløse par, der får hjælp af en dansk rugemor, af og til kommer i klemme, påpeger formanden for Dare, Mikkel Langvad Raahede.

Når nu vi har accepteret præmissen for den form for rugemoderskab, hvor kvinden ikke modtager penge for at bære barnet, skal vi så ikke sørge for at arrangere os igennem det?” siger han.

Vi skal ikke have noget shady undergrund her. Vi tilbyder ingen screening af de kvinder, der siger, at de kan bære et barn for en anden. Vi tilbyder ingen psykologhjælp. Vi tilbyder intet. Det tillader alle de faldgruber, vi er bange for.”

Han mener, at vi ville kunne komme faldgruberne til livs ved få statslige retningslinjer på området. Danmark burde for eksempel stille krav til, hvem der kan være rugemor, som det sker i USA og Ukraine, mener han, og rugemødrene burde have ret til psykologhjælp betalt af det barnløse par.

Etisk Råd ser anderledes på sagen. I rapporten fra 2013 nævner rådet også muligheden for det, de kalder en certificeringsordning – ligesom de udenlandske bureauer – der skal sikre kvinderne en forsvarlig behandling. Tre af rådets medlemmer mente, at certificering etisk set ville være den bedste løsning. Flertallet af rådet er imod sådan en ordning, fordi de mener, at det er usandsynligt, at den certificering rent faktisk ville sikre, at kvinderne får en forsvarlig behandling og betaling.

Mikkel Langvad Raahede er sammen med sin mand selv far til tre børn, der er født af en amerikansk rugemor, og han anerkender, at det ikke kun er et spørgsmål om at lovgive om retningslinjerne. Det handler også om vores syn på forældreskabet.

Vi har en alt for snæver opfattelse af, hvem der er mor og far. I dag er den fødende kvinde den juridiske mor, og det vil hun jo stadig være i de allerfleste tilfælde,” siger han. Men vi bliver nødt til at være åbne over for, at nogle gange er hun det ikke.”

Om eftermiddagen den 14. maj talte jeg med Sofie. Hun græd og lo i telefonen, da jeg talte med hende, græd og lo og tog en dyb indånding. Morten havde fået en besked i sin e-Boks og havde ringet til hende. Vi er blevet forældre, havde han sagt.

Jeg er lettet og samtidig klar til en ny kamp. Hun har skjult vores børn i halvandet år. Det her kommer jeg til at kæmpe for, til jeg dør,” sagde hun.

Hun fortæller, at hun står med den sorte runde sten, som hun fandt på Cypern. Den, der hele tiden havde symboliseret de to befrugtede æg, som Sofie og Morten kaldte for Annika og Alice. Den sten, der var blevet ved med at ligge fremme i hendes stue.

Jeg vidste jo, at stenen virkede,” lo hun og fortsatte grædende, så blev jeg alligevel mor. Nu er det vigtigste, at børnene kommer hjem, der hvor de hører hjemme.”

Sofie og Morten har kontaktet politiet og Statsforvaltningen for at søge om samvær med børnene i Statsforvaltningen.

Den 14. maj 2018 sad Camilla i en bil med to kolleger, da hun fik en besked om, at hun ikke er tvillingernes biologiske mor.

Hun og hendes kæreste har besluttet sig for at spare op. De skal bruge 400.000 kroner. Med de penge kan de tage til Ukraine og få et barn med hjælp fra en ukrainsk rugemor på et etableret bureau.

Selv om byen, de bor i, ikke er ret stor, så vil Camilla gerne bo langt ude på landet, så Camilla og hendes kæreste leder efter en landejendom, hvor de kan bo. Derude, hvor der er plads til traktoren, hvor hun kan gå ud i sin have, og hvor hun bare kan være fri, som hun siger.

Jeg vil gerne have et hjem, en familie, en mand og børn. Det er mit mål for livet. Det har jeg altid vidst,” siger hun og ser længe på mig med trætte insisterende øjne.

Jeg skal nok få de børn, jeg skal have.”

Alle navne i denne artikel er opdigtede. Kildernes identitet er redaktionen bekendt. Vi har forgæves forsøgt at få rugemoren til at fortælle sin historie, men hun har desværre ikke ønsket at medvirke eller kommentere denne artikel.

I efteråret 2015 udkom singlen Pigen med de tre mødre”. I singlen følger vi to danske par, der bliver forældre til rugebørn. Det ene par rejser til Mumbai i Indien, det andet til Los Angeles i Californien. Vi møder desuden en amerikansk rugemor og et af Danmarks ældste rugebørn, der i dag er 20 år gammelt. Historien kan læses her: https://www.zetland.dk/historie/soGn9mkl-aeW04Gvq-bece9

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem