Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Vores fødevaresystem udgør et kæmpe problem for klimaet. Her er, hvordan vi forvandler det til en løsning

RYK SAMMENMere mad på mindre plads – det er fremtiden, siger FN’s klimapanel. Illustration: Jørgen Stamp for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

FN’s klimapanel trak for nylig store overskrifter med en rapport om, hvordan vores fødevareproduktion truer klimaet, som så igen truer vores fødevareproduktion. Men rapporten er også fuld af bud på, hvordan vi kan rette op på situationen. Vi har pløjet os igennem den, så du ikke behøver.

Når der kommer nyt fra FNs klimapanel, er det som regel dommedagsscenarierne, som stjæler mediebilledet. Det er ikke så underligt – truslen fra klimaforandringerne er ret alvorlig.

Men det er på en måde også lidt synd. For godt nok opregner hver ny rapport de sandsynlige konsekvenser af at fortsætte vores nuværende kurs mod et klima så varmt, at menneskeheden aldrig har oplevet noget lignende. Men panelets videnskabelige medlemmer gennemgår også altid den seneste forskning i, hvordan vi kan undgå, at det går så galt. Og det gælder også for panelets seneste specialrapport om arealforbrug, som udkom i begyndelsen af august.

Rapportens første del handler om en ond cirkel. Vores måde at skaffe os selv mad på, står der, bidrager til klimaforandringerne, som så igen gør det sværere at skaffe os mad – og dét i en grad, så det truer fødevaresikkerheden, altså om der i fremtiden vil være mad nok til alle eller i det mindste mad nok til en pris, som alle kan betale. Det er selvsagt alvorligt; op gennem historien er revolutioner og store politiske omvæltninger hyppigt blevet sat i gang af stigninger i prisen på mad. Kort fortalt afdækker rapportens første del altså, hvordan vores fødevaresystem udgør et kæmpestort og voksende problem for klimaet, fordi det fylder så meget og udleder så mange klimagasser. Og det var især dén del, mediernes overskrifter refererede.

Men der er også en anden del. Og den handler om, hvordan vores fødevaresystem ikke bare udgør et stort problem for klimaet, men også gemmer på et kæmpe uforløst potentiale til at bekæmpe klimaforandringerne. Hvis vi tænker os om, står der, kan vi ikke alene lave mad på en måde, som udleder færre drivhusgasser – vi kan også gøre det på en måde, som ligefrem fjerner drivhusgasser fra atmosfæren. Der er ikke tale om snuptagsløsninger, og hvad der er smartest at gøre, afhænger ret meget af, hvor man er henne i verden. Men til gengæld er der mange bud på tiltag, som både vil være til gavn for klimaet, for os mennesker og for naturen.

Jeg har gennemtrawlet rapporten for de mest lovende eksempler og undersøgt, hvad der gemmer sig bag begreber som sustainable intensification og increased soil organic carbon content, som det hedder på klimapanelsk. Og rent bortset fra, at det gerne skulle gøre os alle sammen lidt klogere, så har jeg også en bagtanke med det, som vi vender tilbage til mod slutningen. Jeg håber nemlig på at få din hjælp til at finde frem til nogle af de mennesker, som går foran med at forvandle abstrakt rapportsprog til konkret handling. Det er nemlig muligvis dér, det bliver rigtig spændende, og emnet er jo ikke blevet mindre interessant i en dansk kontekst af, at vi har fået en regering, som har erklæret, at landbruget skal bidrage mere til kampen mod klimaforandringerne.

Men først lidt mere om, hvordan vores fødevaresystem helt overordnet kan bruges til at få klimaforandringerne under kontrol. Det er sindssygt komplekst og samtidig sindssygt spændende, fordi vi på alle måder bevæger os ind i nyt land her. Rigtig, rigtig meget afhænger af lokale forhold helt ned på markniveau, ingen kender det samlede potentiale, og forskningen afdækker hele tiden nye sammenhænge, muligheder og faldgruber. Men der er ingen tvivl om, at potentialet er stort, og at handling er helt nødvendig, hvis ikke vi vil have det for varmt i fremtiden.

Det skal så siges, at klimapanelets rapport favner meget bredt og også handler om bekæmpelse af ørkendannelse og udpining af jord og alt muligt andet, og det er selvfølgelig, fordi det hele hænger sammen, men jeg har altså botaniseret en del i det hele og fokuseret på, hvordan man kan skrue på fødevaresystemet til størst mulig gavn for klimaet. Og selv dér har jeg været nødt til at prioritere lidt, så det ikke blev alt for omfattende. Ellers kunne du jo lige så godt have læst rapporten selv.

Skåret ind til benet kan man sige, at der er tre hovedprincipper for en klimavenlig fødevareforsyning, som rejser sig fra siderne. Det ene er, at det gælder om at lave så meget mad som muligt på så lidt plads som muligt. Det andet er, at landbrugsjorden skal dyrkes på måder, som suger kulstof ud af atmosfæren og gemmer den i jorden. Og det tredje er, at det gælder om at udlede så få drivhusgasser som muligt.

Vi tager dem ét ad gangen.

Princip nummer 1: Vi skal lave så meget mad som muligt på så lidt plads som muligt

Hvis nu vi kunne få mere mad ud af den jord, vi dyrker, ville vi alt andet lige have brug for mindre jord. Og det ville være et stort hit for klimaet, fordi det ville gøre plads til alt muligt andet – for eksempel vild natur, som kan optage kulstof fra atmosfæren og lagre det i jorden, eller energiafgrøder, som vi kan brænde af i stedet for kul, olie og gas.

Men hvis det skal være langtidsholdbart, nytter det ikke at skrue op for pløjningen og pøse mere gødning og flere kemikalier på, sådan som man hidtil har gjort mange steder for at øge udbytterne. Det udpiner nemlig jorden i det lange løb og fører i øvrigt til forskellige miljøproblemer såsom iltsvind i have og fjorde. Derfor anbefaler IPCC sustainable intensification, eller bæredygtig intensivering. Det vil sige, at man går efter det højest mulige udbytte, der kan opretholdes over tid.

Og hvordan gør man så det? En af tilgangene handler om data. Præcisionslandbrug kaldes det, når landmanden bruger sensorer af forskellig slags til at indsamle viden om jordbundsforhold og ukrudt, så vand, gødning og ukrudtsmidler kan hældes på, når det er allermest effektivt, og samtidig i mindre mængder. Men præcisionslandbrug kan også være mere lavteknologisk, som når en indisk landmand bruger et skruelåg fra en plastikflaske til at dosere gødning, eller når en vestafrikansk landmand planter frø, som er forbehandlet til at spire på præcis samme tidspunkt – sidstnævnte metode har i forsøg ført til en stigning i udbytterne på 20-30 procent.

En anden overraskende simpel mulighed er at så flere forskellige afgrøder end bare græs på marker med dyrefoder, for eksempel ved at blande græs med kløver og lucerne. Det har nemlig vist sig at øge den samlede mængde af foder, en mark kan levere. Hvilket samtidig understreger den generelle pointe, at det tit er en fordel for udbyttet på lang sigt at dyrke flere forskellige afgrøder frem for at satse på en enkelt, sådan som det er blevet normalt mange steder.

En tredje vej frem er genetisk og handler om at fremavle de bedst mulige afgrøder og dyr. Det har man gjort i årtusinder, men nye genteknologiske teknikker har de senere år sat turbo på, og plantegenetikere har i hvert fald store forhåbninger til, hvad de kan opnå.

Men der er selvfølgelig også en elefant i rummet her eller rettere: en ko på marken eller endnu rettere: millioner og atter millioner af køer og får og geder og grise og kyllinger og rap-rap og muh-muh her og der og alle vegne. Hvis vi spiste flere planter og færre dyr, kunne vi klare os med langt mindre landbrugsland, og det ville være en kæmpe gevinst for klimaet. Det vidste du nok godt, men det er værd at bemærke, at vi ikke alle sammen behøver at blive veganere for at gøre en forskel. Hvis bare vi ville følge de råd om begrænset indtag af især rødt kød (og sukker!), som diverse officielle kostråd anbefaler, ville det have en kæmpe effekt og samtidig gøre os sundere. (Og ja, det vil også være rigtig godt for klimaet at skære ned på sukkerindtaget, fordi sukkerdyrkning optager en masse landbrugsjord, men i vidt omfang bliver brugt til fødevarer, som i hvert fald fra et ernæringsmæssigt perspektiv er ret overflødige – sodavand for eksempel).

Princip nummer to: Vi skal flytte kulstof fra atmosfæren ned i landbrugsjorden

Historisk har vores landbrug været en kilde til store udledninger af CO2, men i fremtiden kan det blive lige omvendt. Bærer vi os rigtigt ad, kan vi nemlig bruge landbrugsjorden til at hive CO2 ud af atmosfæren, og det er en central pointe i klimapanelets nye rapport. Det er altså ikke kun ved at gøre plads til vild natur, at vi kan suge kulstof ud af atmosfæren, men også ved at bruge landbrugsjorden så smart som muligt.

Forklaringen er som følger: Når mennesker op gennem tiden har ryddet vild natur for at dyrke jorden, er store mængder kulstof, som tidligere var bundet i jord og planter, forsvundet op i atmosfæren. Det betyder, at der i dag er et meget stort potentiale for at få noget af alt det undslupne kulstof ud af atmosfæren igen, simpelthen ved at binde det i jord og planter. Og det findes der en række landbrugsmetoder, som kan hjælpe med.

En af de mest lovende er ældgammel og kan for eksempel observeres i Andalusiens bjerge, hvor sortfodsgrise i århundreder har øffet rundt mellem korkege i det gamle (og meget smukke) dehesa-landskab. Dehesaen er et præmieeksempel på skovlandbrug – eller på rapportsprog agroforestry – hvor man kombinerer træer med andre afgrøder eller dyrehold. Træerne kan dels lagre kulstof i deres stammer og rødder, dels øge værdien af jorden ved at forbedre jordbundsforholdene og levere tømmer, brænde, frugt, nødder eller andet brugbart. I dehesaen høster mennesker for eksempel kork og brænde fra egetræerne, og grisene spiser deres agern, hvilket får skinkerne til at smage helt og aldeles fremragende. Andre steder kan træer give læ eller skygge til afgrøder som kaffe eller kakao og samtidig forøge jordens indhold af næringsstoffer.

En anden mulighed for at få kulstof ned i jorden er dyrkningsmetoder som conservation agriculture, hvor man undgår pløjning og holder jorden konstant dækket af planter. Pløjning er nemlig skyld i, at små mængder kulstof hvert år fordamper fra landbrugsjorden og bliver til CO2 i atmosfæren. Og hvis man både undlader at pløje, lader planterester ligge på jorden og sår efterafgrøder for at holde jorden dækket hele tiden, kan man langsomt øge indholdet af kulstof i jorden og samtidig beskytte den mod udpining og erosion.

Alternativt kan man, måske på lidt længere sigt, satse på flerårige varianter af kendte afgrøder som for eksempel hvede. Flerårige afgrøder udvikler længere rødder, og det betyder, at de kan lagre mere kulstof (og flere næringsstoffer) i jorden end sorter, som skal sås hvert år, og det er både godt for klimaet og for jorden. Udfordringen er så at få de flerårige afgrøder til at yde tilstrækkelig godt. Men forsøg har vist godt udbytte, når de flerårige afgrøder bruges til dyrefoder, hvor man både kan bruge korn og hø – og der foregår en livlig forædlingsindsats i hele verden for at skabe højtydende, flerårige varianter af vigtige afgrøder som hvede, rug, ris og durra.

Endelig kan man tilføre jorden en omgang biokul, det vil sige forkullet biomasse som for eksempel træ. Det er faktisk også en ældgammel metode, som de oprindelige folk i Amazonas’ regnskov brugte til at gøre deres jord mere frugtbar. Moderne biokul laves ved en særlig iltfri forbrænding af biomasse – pyrolyse – som også giver bioolie og biogas, som man kan brænde af for at få energi eller bruge til at lave kemikalier af, for eksempel plastik. Her er altså tale om en dobbelt klimabonus, fordi man både kan bruge bioolien og biogassen til at fortrænge fossile råstoffer og samtidig gemme kulstof i jorden som biokul, der holder sig stabilt i århundreder uden at slippe kulstof fri til atmosfæren. Samtidig kan biokul under de rigtige betingelser – som de oprindelige folk i Amazonas-deltaet fandt ud af – også forbedre landbrugsjorden og dermed øge udbyttet.

Princip nummer 3: Vores fødevaresystem skal udlede så få drivhusgasser som muligt

Hvis man regner det hele med, altså transport og forarbejdning og alting, så står vores fødevaresystem aktuelt for et sted mellem 21 og 37 procent af alle menneskeskabte udledninger af drivhusgasser. Til sammenligning forårsager hele transportsektoren – altså alle verdens fly og biler og containerskibe og speedbåde og tog og lastbiler og helikoptere og snescootere og elektriske løbehjul – kun omkring 15 procent af alle udledninger. Fødevareproduktionen er med andre ord en af de helt store knapper, som vi kan skrue på for at begrænse vores drivhusgasudslip.

Igen er det uomgængeligt, at der ligger et kæmpe potentiale i at skrue op for indtaget af ærter og bønner og frugt og fuldkornsbrød og fiskefileter, og til dels også kyllingebryster og svineschnitzler, på bekostning af røde bøffer og tomme (men plads- og energikrævende) kalorier fra sukker. Det ville, ud over at gøre os sundere, også reducere både areal- og energiforbruget dramatisk og samtidig nedbringe udslippene af klimagasser fra husdyrs bøvser, prutter og afføring, særlig når det gælder metan. Landbruget tegner sig aktuelt for næsten halvdelen af alle menneskeskabte metanudslip.

Man kan dog også nå langt ved at skrue på måden, man driver dyrehold på. Foderet kan forbedres, så dyrene prutter og bøvser mindre. Man kan skifte lavtydende racer ud med nogle med mere kød på kroppen eller mere mælk i yverne, og man kan erstatte højt-udledende kødkvæg med knap så højt-udledende grise eller fjerkræ.

Og så er det bogstavelig talt vigtigt at få styr på lortet. Afføring fra husdyr er fuld af nyttige næringsstoffer som fosfor og kvælstof, men mange steder går næringsstofferne til spilde, og kvælstof slipper løs til atmosfæren og danner lattergas, som er en langlivet og meget kraftig drivhusgas, som det globale land- og skovbrug tegner sig for hele 82 procent af udledningerne af. Hvis vi fik bedre styr på lortet, ville det derfor både gavne klima og landmænd. Mange steder i verden kan man med fordel sprede gylle, som i dag går til spilde, på markerne. Andre steder kan noget så simpelt som strøelse på staldgulvet gøre en forskel, ligesom man kan blande kemikalier i opsamlet dyregødning, som forhindrer kvælstoffet i at slippe løs til atmosfæren som lattergas, når det senere bliver spredt ud på marken.

En anden vigtig kilde til drivhusgasudslip, som af åbenlyse årsager måske er lidt overset på vore breddegrader, er oversvømmede rismarker. Bakterier i vandet danner store mængder metan, men udslippene kan mindskes ved kun at oversvømme markerne, når det er nødvendigt.

Og sidst, men på ingen måde mindst: Hvis man skal producere mindre mad, slipper man alt andet lige også færre drivhusgasser løs. Og hvis der gik mindre mad til spilde, kunne vi nøjes med at producere markant mindre mad. Helt op mod en tredjedel af al mad bliver i dag spildt, og dermed er madspild skyld i omkring otte-ti procent af alle udledninger af drivhusgasser foruden et stort overforbrug af landbrugsland, som med fordel kunne være brugt til noget andet. I udviklingslande er problemet især, at meget mad går i fordærv, før det når frem til nogle, som vil spise det, fordi der mangler ordentlig infrastruktur. Det tager simpelthen for lang tid at få maden fra mark til marked, og der mangler køling undervejs. Bedre veje og måske nogle kølebiler ville altså hjælpe her, og alternativt en mere udbredt brug af metoder til at tørre eller på anden måde behandle maden, så den kan holde sig længere. I rigere lande er der færre problemer med at få maden frem til forbrugeren, til gengæld er vi forbrugere meget dårligere til at få maden spist, og der går også meget mere til spilde fra supermarkeder, som hellere vil bestille lidt for mange peberfrugter hjem end risikere at stå med tomme hylder søndag aften. Bedre planlægning kunne formentlig hjælpe en del her (både i supermarkederne og hjemme i køkkenerne), og så ville det også give mening at fodre dyr med mad, som mennesker ikke når at spise, eller bruge det til bioenergi, skriver forskerne.

Og det var faktisk, hvad jeg har plukket ud af den seneste rapport fra FNs klimapanel. Der er som sagt ikke tale om en udtømmende liste over mulige løsninger og metoder – der er nemlig rigtig, rigtig mange – men jeg synes, de tre nævnte hovedprincipper for en klimavenlig fødevareproduktion er gode til at få hold på et kompliceret emne. Så jeg gentager dem lige:

  1. Vi skal lave så meget mad som muligt på så lidt plads som muligt.
  2. Vi skal flytte kulstof fra atmosfæren ned i landbrugsjorden.
  3. Vores fødevaresystem skal udlede så få drivhusgasser som muligt.

Og så kommer vi til det: Kender du til nogen (helst i Danmark eller omegn), som arbejder ud fra et af de tre principper eller med nogle af de metoder, jeg har nævnt – eller med nogle helt andre metoder, som kan noget af det samme? Det kan jo være alt fra kokken, der satser hele karrieren på klimavenlig kogekunst, til landmanden, der bruger den sidste nye teknologi til at drive sin bedrift så klimavenligt som muligt, til … ja, hvad ved jeg. Der burde jo her i Danmark være et kæmpe potentiale for gode idéer med den fødevareindustri, vi har. Og jeg kunne godt tænke mig at møde – og skrive om – nogle af de mennesker, som går forrest.

Så hvis du kender – eller er – sådan ét, så giv mig et tip i bidragssporet under artiklen, eller send mig en mail. Det er thomas’ og så et @’ og så zetland.dk’.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem