Okay, så de borgerlige skændes. Men hvad samler og splitter dem egentlig politisk set?

  • 16. august 2019
  • 15 min.
ER DET EN BLOK? ER DET EN OPPOSITION? NEJ, DET ER EN ... ØØØHDe partier, der ikke er en del af regeringens parlamentariske grundlag, har kæmpet lidt med at komme på plads efter valget. Interne stridigheder og kritik af Lars Løkke Rasmussens kurs har fyldt en del mere end det politiske de seneste måneder. Kollage: Mikkel Bøgild Jacobsen, Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Personer, fnidder og magtkampe fylder meget i beskrivelsen af den krise, som Venstre og den nye borgerlige opposition lader til at stå i, men hvor langt står partierne fra hinanden, hvis vi i stedet fokuserer på selve politikken? Vi har talt med ledende oppositionspolitikere og finkæmmet politiske programmer for at finde svaret på, hvad et borgerligt projekt egentlig kan bygges på.

Jeg ved ikke, om du har lagt mærke til det (det har du nok), men der er ballade i Venstre. Imens partiet internt plages af magtkampe, sætter resten af oppositionen spørgsmålstegn ved, om Venstre overhovedet er borgerligt, og om Venstre kan lede en blå opposition, hvis partiet i virkeligheden ikke er blåt.

Meget af balladen stammer fra Lars Løkke Rasmussens idé om, at Socialdemokratiet og Venstre skulle danne regering. En idé, som den tidligere statsminister ikke vil kassere helt, selv om Socialdemokratiet nu har dannet regering med støtte andetsteds. Den idé bliver af de andre partier i oppositionen kaldt et svigt” og vildt mærkelig”, og det får blå partiledere til at tale om en krise for det borgerlige projekt, mens Venstres næstformand Kristian Jensen nåede at sige til Berlingske, at en SV-regering ikke var svaret eller en position, vi skal tage igen”, inden han på et pressemøde sagde, at det burde han ikke have sagt.

Midt i al balladen finder vi Venstre-nestor Claus Hjort Frederiksen, der har ageret politisk bodyguard for Lars Løkke Rasmussen. Søndag aften satte Claus Hjort Frederiksen sig til tasterne på Facebook og leverede svar på tiltalen fra Kristian Jensen og de andre oppositionspartier. Først skrev han med henvisning til Kristian Jensens rolle i Venstre, at Det delte formandskabs tid er forbi”, men det har Claus Hjort Frederiksen efter en række møder i Venstre taget i sig igen. Torsdag skrev han i hvert fald på Facebook, at det nu stod klart, at næstformandens, altså Kristian Jensens, opgaver aftales med formanden, og han derfor ikke så noget behov for ændringer i Venstres ledelse”.

Tilbage står den kritik, som Claus Hjort Frederiksen i statusopdateringen fra i søndags retter mod de andre partier i oppositionen, og en man kan vel næsten sige naiv” debat om, at partierne skulle blive enige om den politiske retning:

Vi skal finde midterproportionalen mellem, at vi skal bryde internationale konventioner og sende udlændinge ud af landet (Nye Borgerlige), at vi ikke må samarbejde med De Radikale (DF), og at vi ikke må flirte med tanken om et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet (K), og at vi skal finde fælles linje om topskat (LA). Alt dette skal vi gøre nu,” skrev Claus Hjort Frederiksen, inden han mere eller mindre erklærede det umuligt og gav de andre partier skylden for, at de borgerlige partier ikke vandt valget. Shots fired!

Efter en begivenhedsrig uge står et spørgsmål tilbage, hvis man vil have svar på, hvor det borgerlige projekt står i dag: Hvad kan de egentlig blive enige om rent substantielt? Så her kommer en rask guide.

Velfærd

Det borgerlige projekt blev i efterkrigstiden dannet i opposition til den velfærdsstat, der på det tidspunkt var begyndt at vokse. Derfor er det også et oplagt sted at begynde, når man skal se på de borgerlige (u)enigheder.

Der findes flere strømninger i den her borgerlige opposition, men især hos Nye Borgerlige, De Konservative og Liberal Alliance tager man udgangspunkt i den oprindelige kritik af velfærdsstaten som værende for stor, omklamrende, rigid, ineffektiv og urimelig. Derfor vil de bruge færre penge på velfærd, men samtidig effektivisere området og skabe mere konkurrence, for som Liberal Alliances nye formand Alex Vanopslagh siger: Vi har fået en stor og tung velfærdsstat, der er tættere på at dø af overvægt end af sult.” Målet om en mindre velfærdsstat bygger også på et ideal om, at borgerne er ansvarlige og bedre kan tage sig af sig selv og hinanden.

Overfor står Venstre og Dansk Folkeparti, der gerne vil have det offentlige til at fungere bedre, men er langt større tilhængere af den universelle velfærdsstat og vil investere i mere velfærd for at sikre, at de offentlige udgifter følger med det stigende demografiske pres, der kommer på velfærden, når vi bliver flere ældre de kommende år.

Lad os se på partierne ét for ét:

  • Nye Borgerlige vil sænke det offentlige forbrug med 0,5 procent og på den måde skaffe 47 milliarder til andre ting, særligt skattelettelser. Ifølge Nye Borgerlige er det et spørgsmål om at skære krølfedtet” fra, med hvilket partiet mener, at de offentligt ansatte skal vises mere ansvar og befries fra regler og dokumentation udtænkt på Christiansborg, samtidig med at de svageste skal prioriteres i velfærdspolitikken. For eksempel vil Nye Borgerlige nedlægge alle jobcentre. Efter Finansministeriets beregninger at dømme vil øvelsen betyde 40.000 færre offentligt ansatte, og flere eksperter vurderer, at det også kan ramme kernevelfærden.
  • Liberal Alliance vil sænke det offentlige forbrug med 0,5 procent. Alex Vanopslagh har sat sig for, at partiet skal finkæmme” alle offentlige udgifter for at se, hvad der kan undværes, og ligesom Nye Borgerlige vil Liberal Alliance sætte gang i en større afbureaukratisering med fokus på mere tillid og ansvar til de offentligt ansatte. Samtidig skal alle de opgaver, der overhovedet kan, udliciteres, privatiseres eller sendes i udbud, så dårlige institutioner går konkurs i stedet for at få flere penge. Og så skal Rigsrevisionen eller en anden politisk uafhængig instans anvise forslag til offentlige besparelser.
  • De Konservative vil have nulvækst i det offentlige forbrug og har som mål, at flere skal kunne klare sig selv. De Konservative vil rydde op i de mange ordninger, der er i velfærdsstaten, så forbruget falder, og det hele bliver mere gennemskueligt for borgerne.
  • Venstre har givet et velfærdsløfte om, at det offentlige forbrug skal følge befolkningsudviklingen, hvilket svarer til en stigning i det offentlige forbrug på omtrent 0,65 procent om året. Pengene skal bruges på kernevelfærd som sundhed og ældrepleje og ikke på højere sociale ydelser. I regeringen har Venstre dog også arbejdet aktivt for at afbureaukratisere og lavet et ministerium for offentlig innovation.
  • Dansk Folkeparti vil have det offentlige forbrug til at stige med 0,8 procent (men det har de sagt i lang tid og som støtteparti til regeringen accepteret et offentligt forbrug, der var langt lavere). Dansk Folkeparti vil især prioritere ældreplejen.

Der er altså væsentlige forskydninger mellem partierne i oppositionen, når det kommer til synet på velfærdsstatens udvikling. Ifølge De Konservatives politiske ordfører Rasmus Jarlov var det en utrolig mærkelig udmelding fra et borgerligt parti”, da Venstre kom med sit velfærdsløfte om at bruge det offentlige overskud de kommende år på velfærd i stedet for skattelettelser.

Et stigende offentligt forbrug er dog ikke en ny kurs for Venstre. I 00’erne, da Anders Fogh Rasmussen var statsminister, steg det offentlige forbrug med over en procent om året. Og i 2006 aflyste Fogh Rasmussen de ambitioner, han tidligere havde haft, om at det offentlige forbrug skulle falde. Alex Vanopslagh ser en klar forbindelse mellem den udvikling og Venstres nylige velfærdsløfte, for det, der er sket for Venstre op igennem 00’erne, det er, at det er blevet vigtigere at have magten, end det er at få liberal politik igennem”. Alligevel har nogle partiledere en forhåbning om, at kampen mod en voksende offentlig sektor stadig kan binde en borgerlig opposition sammen.

Fællesmængden på det økonomiske område er, at selv om Venstre og DF ønsker, den offentlige sektor skal vokse, så ønsker de ikke, at der skal komme skattestigninger, som man gør på venstrefløjen,” siger Nye Borgerliges formand Pernille Vermund.

Skat

Modstanden mod højere skat plejer også at være en samler på den borgerlige fløj. For de borgerlige er det en nærmest naturlig følge af en mindre velfærdsstat, at de tiloversblevne penge skal bruges på skattelettelser.

De borgerlige partier har sammen sænket skatter for samlet set 27 milliarder kroner frem mod 2025 i den forgangne regeringsperiode, men op til valget opstod der en splittelse i den daværende regering. Venstre gik til valg på det skattestop, som Anders Fogh Rasmussen introducerede i 2001. I deres bog Værdikæmperne beskriver Esben Schjørring og Michael Jannerup, hvordan skattestoppet blev født, da Venstre ville flytte den politiske debat væk fra emner som fordeling, velfærd og skat og over til værdipolitiske spørgsmål. Så i stedet for at gå til valg på store skattelettelser, gik Venstre kun til valg på, at skatterne ikke måtte stige, mens der skulle være penge til at finansiere velfærden. Den kurs lader Venstre til at være slået tilbage på, og grunden lader – i hvert fald på Claus Hjort Frederiksens Facebook-status – til at være den samme:

Vi lovede skattestop, som rigtig mange midtervælgere er enige i,” skriver Claus Hjort Frederiksen i sin Facebook-opdatering.

Over for det står Liberal Alliance, De Konservative og Nye Borgerlige, der hver især ønsker markante skattelettelser og ser det som et vigtigt middel i den borgerlige kamp for folks frihed.

Lad os se på partierne enkeltvis.

  • Nye Borgerlige vil lægge skattesystemet helt om, så topskatten og arveafgiften forsvinder, og ingen dansker betaler mere end 37 procent i skat.
  • Liberal Alliance vil allerhelst fjerne topskatten helt og gøre det mere attraktivt at arbejde, ved at de første 84.000 kroner, man tjener, er skattefrie. Liberal Alliance vil også fjerne registreringsafgiften på biler.
  • De Konservative vil sænke skatten for 33 milliarder kroner og rykke grænsen for, hvornår man skal betale topskat, fjerne arveafgiften og lette boligskatten.
  • Venstre har været med til at sænke skatterne de seneste år ud fra en logik om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Men Venstre gik til valg på et skattestop, de indtil videre holder fast på, og som bygger på en logik om, at det ikke må blive dyrere at være dansker.
  • Dansk Folkeparti har som støtteparti medvirket til, at regeringen kunne sænke skatterne. Partiet støtter også op om skattestoppet, og de er ikke modstander af skattelettelser, så længe velfærden er sikret.

Uenigheden på skatteområdet stemmer overens med uenigheden på velfærdsområdet. I den forgangne regeringsperiode har det dog især været konflikten mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, der har præget området:

Vi havde Dansk Folkeparti, der ikke ønskede, at der skulle gå for meget borgerlig politik i det for den borgerlige regering. Vi havde også os, der fokuserede for meget og for ultimativt på topskat, så vi endte i en position, hvor vi ikke undte hinanden det godt,” siger Alex Vanopslagh i dag.

Udlændinge

Da Venstre i 2001 indførte skattestoppet for at flytte fokus væk fra fordelingspolitikken, rettede de i stedet opmærksomheden mod udlændingepolitikken, der i en årrække har været det samlende projekt for de borgerlige partier. Pia Kjærsgaard har været med gennem hele den udvikling. Nu er hun udlændingeordfører, og hun mener stadig, at det er udlændingepolitikken, der skal binde de borgerlige partier sammen.

Det bør kunne holde os sammen. Det handler om nationens overlevelse, og det kan jeg ikke forstå, hvis man ikke er interesseret i, og det er et meget vigtigt programpunkt.”

I udlændingepolitikken er der i den borgerlige blok en nationalkonservativ strømning, der prioriterer det danske værdifællesskab over alt andet, som står over for en liberal strømning, der sætter individets frihed højere. Disse strømninger deler både den samlede opposition og til dels de enkelte partier. Lad os se på partierne et efter et.

  • Dansk Folkeparti har været initiativtager til en stor del af den udlændingepolitik, vi har i dag. Det var således dem, der krævede det såkaldte paradigmeskift i udlændingepolitikken, som sigter på at få flygtninge til at vende hjem, når der er tilpas fredeligt i deres hjemland. Hvis de kunne, ville de gå endnu længere og blandt andet kræve, at asylansøgere ikke måtte arbejde i Danmark.
  • Nye Borgerlige bakker op om udlændingepolitikken i Dansk Folkeparti, men de vil gerne tage det et skridt længere og kræver et totalt asylstop, at udlændinge skal forsørge sig selv, og at kriminelle udlændinge skal udvises efter første dom.
  • De Konservative bakker stadig op om den tidligere regerings stramme udlændingepolitik og vil forsvare et særligt dansk fællesskab bygget på kristne værdier. Partiet har arbejdet aktivt på at sende flere kriminelle udlændinge til deres hjemlande.
  • Liberal Alliance har også ført den stramme udlændingepolitik med regeringen. De mener dog, at hvis folk har et arbejde, skal de have bedre mulighed for at komme til Danmark. Partiet har været splittet i nogle spørgsmål såsom tildækningsforbuddet, da nogle partimedlemmer ikke mente, at staten skulle bestemme, hvordan folk går klædt.
  • Venstre har med Inger Støjberg i front som udlændingeminister forsøgt at bremse tilstrømningen af flygtninge og migranter til Danmark ved hjælp af en lang række tiltag, og partiet har stået i spidsen for den stramme udlændingepolitik. Internt i partiet har der dog været noget murren i krogene om love såsom tildækningsforbuddet, der ikke stemmer så godt overens med liberale frihedsidealer.

Der er små uenigheder, når det kommer til arbejdskraft og love som tildækningsforbuddet, men det bliver ikke set som en egentlig konflikt i oppositionen. For eksempel siger Alex Vanopslagh om burkaforbuddet, at der lægger vi mere vægt på friheden, end vi gør på det danske værdifællesskab”, men han understreger samtidig, at han ikke ser tildækningsforbuddet som uborgerligt”, fordi man netop kan argumentere for det fra et nationalkonservativt udgangspunkt.

På trods af nogenlunde fælles fodslag er der i Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige en bekymring” om, hvilken udlændingepolitisk linje Venstre vil lægge. Og hvor højt prioriteret et emne det vil være.

Jeg skulle hilse og sige, at udlændingepolitikken og værdipolitikken stadig er Dansk Folkepartis vigtigste område,” siger Pia Kjærsgaard.

Samtidig har Socialdemokratiet rykket sig imod den stramme udlændingepolitik de seneste fire år og stort set stemt for alle regeringens love. Det gør det sværere at være opposition. I Lars Løkkes Befrielsens Øjeblik, der blev udgivet i valgkampen, siger den tidligere statsminister endda, at Socialdemokratiet nogle steder er gået for langt.

Hvis det bliver hans kurs, så må Socialdemokratiet jo ligge tættere på os, end Venstre gør. Hvis Venstre rykker over på den anden side af midten i værdipolitikken, bliver det et svært udgangspunkt for os andre,” siger Pernille Vermund.

Klima

På grund af Socialdemokratiets ryk i udlændingepolitikken mener flere eksperter, at det var andre emner, der afgjorde valgkampen. Især et emne har været på alles læber: klima.

På det område føler De Konservative sig lidt isoleret i den borgerlige opposition og mener, at de andre partier har været lidt for fodslæbende. Der hvor vi er mest uenige, er på miljø og klima, hvor vi er meget mere grønne,” siger Rasmus Jarlov.
Uenigheden består ikke som sådan i de politiske virkemidler, men nok nærmere i ambitionerne, hvor De Konservative vil mere end de andre partier.

Hvis vi ser på partierne ét for ét:

  • De Konservative kæmpede i regeringen for, at miljø og klima ikke blev kørt ud på et sidespor. Det var i en sag om landbrugets kvælstofudledninger, at De Konservative stod klar til at vælte Venstre-regeringen, hvis ikke daværende miljøminister Eva Kjer Hansen blev fyret. Og da De Konservative senere gik ind til regeringsforhandlinger, var det med et ønske om klare naturmål og et selvstændigt ministerium for miljø. Samtidig har partiet været en drivkraft i regeringens klimapolitik.
  • Venstre mener godt nok, at den grønne dagsorden er vigtig, men der er også nogle andre hensyn at tage, især til det danske erhvervsliv og landbruget. Venstre har sammen med den tidligere regering vist ambitioner sammen i form af en klimaplan med et mål om, at vi skal have en million elbiler i 2030, styrket klimaforskning og skrotning af gamle brændeovne.
  • Liberal Alliance vil investere os ud af klimakrisen og afsætte fire milliarder kroner til grøn forskning hvert år. På den måde skal teknologien klare de største af vores udfordringer, så vi kan fortsætte vores levevis og måske endda tjene nogle penge ved at eksportere grøn teknologi.
  • Dansk Folkeparti har ikke som sådan formuleret en klimapolitik. Danmark gør det allerede godt ifølge Dansk Folkeparti, og vi kan alligevel ikke gøre den store forskel i det samlede billede.
  • Nye Borgerlige vil løse klimaudfordringen gennem udvikling af ny teknologi og ved at få markedet til at hjælpe, så det hele går hurtigere og billigere.

Der er altså ikke en egentlig konflikt på det grønne område. Det er nok nærmere et spørgsmål om, at oppositionen skal finde sine ben i et spørgsmål, der er relativt nyt for mange af partierne. I Nye Borgerlige står emnet godt nok ikke øverst på dagsordenen, men Pernille Vermund beklager, at Venstre ikke tager emnet mere alvorligt.

Når man har et Konservativt Folkeparti, som er optaget af miljø og klima, og man ikke fra Venstre anerkender betydningen af at have en naturarv, som man gerne vil give videre til kommende generationer, bevæger de sig væk fra det, som et ledende parti i blå blok burde kunne være,” siger hun.

Der er altså væsentlige forskelle på den politik, som de borgerlige partier gerne ser. Det er sådan set naturligt nok, for de er jo netop forskellige partier. Blandt dem, jeg har talt med, er der dog også et overordnet borgerligt projekt, der både favner de liberale og de nationalkonservative strømninger.

Det er på sin vis et klassisk borgerligt projekt, der handler om at passe på borgerne og beskytte dem mod på den ene side en trussel indefra i form af en voksende velfærdsstat og en bureaukratisk elite, der stækker borgernes frihed, og på den anden side en trussel udefra i form af kræfter, der truer det danske værdifællesskab. Alex Vanopslagh mener, at det er forskelle, som partierne i oppositionen skal stå ved og så udlede noget politisk af det åndsfællesskab, der er mellem partierne.

Det er bare ikke alle partier, der har en borgerlig politik, selv om de nominelt er et borgerligt parti,” siger Alex Vanopslagh med slet skjult henvisning til Venstre. Den næsten samme holdning har Pernille Vermund:

For mig handler det om, hvorvidt toget bevæger sig i den ene eller den anden retning, og så kan det godt være, vi står af på forskellige perroner. Men på lange stræk er der en fællesmængde på de her områder,” siger hun.

Spørgsmålet er så, hvor længe dansk politik – ikke mindst i lyset af Lars Løkkes ønske om en SV-regering – kan siges at være en togstrækning, der kun løber i to retninger.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem