Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Sarah Wind Christiansen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Mange drømmer om at blive populære online. Hos danske Nicolas kan de købe 1.000 følgere på Instagram for en hundredlap

LIKE-FABRIKKENPopularitet på sociale medier er en industri. Illustration: Maria Tran Larsen

Derfor skal du læse denne artikel

For nogle er det en drøm at blive populær på sociale medier. Også hvis det kræver, de skal købe sig til følgere. Her er, hvad der skete, da jeg forsøgte at blive en af Danmarks mest populære journalister på Twitter.

Man siger, berømmelse har en pris, og i Nicolas’ webshop er den pris med mængderabat. På Instagainer.dk sælger han 1.000 Instagram-følgere for en hundredlap. 10.000 koster 399 kroner. Og 50.000 følgere – som er maksimum – koster 1.499 kroner. Du kan også købe likes til de billeder, du lægger op. 100 likes koster 29 kroner. 1.000 koster 89 kroner.

Kunderne er oftest unge, kvinder for det meste, der går op i at se godt ud, går op i mode, spiser sundt og går i fitnesscenter, fortæller Nicolas, en odenseaner i sine 20’ere, da vi mødtes på Giraffen, et værtshus på Odense Banegård. De vil gerne fremstå populære på Instagram. Måske har de ambitioner om, at de gerne vil være kendt en dag.”

Hos mig kan de købe 10.000 følgere sådan her,” siger han og knipser.

KØB NU!På Instagainer.dk er 1.000 Instagram-følgere til 99 kroner det mest populære. Skærmbillede: Instagainer.dk

Nicolas er ikke selv aktiv på Instagram, og han har ønsket ikke at få sit efternavn med i historien her. Jeg foretrækker selv at holde lav profil.” Han har flere celebre kunder, fortæller han. Musikere, blandt andet. Både de etablerede og dem, der forsøger at blive det. Og det er fra alle genrer,” fortæller han.

Ifølge Nicolas sælger han også til sportspersoner. Landsholdsspillere endda.” Op til kommunalvalget sidste år havde han også enkelte lokalpolitikere. De købte mellem 100 og 1.000 likes – som han også sælger fra Flerelikes.dk, en lignende webshop – til deres politikerside på Facebook. Og så er der realitystjernerne. Dem er der flere af, som jeg har solgt op til 100.000 følgere.”

Når jeg ser dem på tv, og de taler om, hvor populære de er på sociale medier, så tænker jeg: Ja ja, men halvdelen er købt hos mig. Det er ikke noget, jeg har moralske kvaler over.”

Det havde han dog lidt, da et meget højreorienteret parti” ville købe likes på Facebook. Dagsordenen var meget racistisk”, kunne Nicolas se. Han ser sig selv som venstreorienteret. Men jeg lukkede øjnene.” Likesne blev sendt af sted. Pengepungen kommer først.”

Det er ikke ligegyldigt, hvem du er på internettet. Arbejdsgivere kan google dig, dates kan tjekke dig ud på Instagram, og gamle skolekammerater kan se, hvordan det går dig på Facebook. Det kan forstærke behovet – eller i hvert fald forstærke følelsen af et behov – for, at man tager sig godt ud her. Det har medvirket til en ny, meget målbar statusmarkør: antallet af mennesker, der følger dig.

For de fleste af os er der tale om nogle hundrede. Venner, kolleger, familie. Men for sportsstjerner, entreprenører, skuespillere, komikere, bloggere, musikere, modeller og tv-personligheder i Danmark, taler vi om hundredtusindvis af følgere. Millioner endda, hvis de er internationalt kendte.

Har man mange følgere, har man også mange menneskers opmærksomhed, og den er virksomheder villige til at betale for at få del i. Følger-fabrikker som Nicolas’ er en hel industri, hvor de sociale mediers superstjerner tager penge for at promovere en virksomheds produkt på profilen. En hurtig søgning på Instagram viser, at 20.000 billeder er mærket #sponsoreret’. Antallet af følgere kan have betydning for størrelsen på sponsorater, honorarer, bogkontrakter og så videre. Tallet er også vigtigt for umiddelbart almindelige ofte unge og attraktive danskere, der med billeder og video af dem selv og deres liv har opbygget en stor følgerskare. Man kalder dem influencere.

For det rigtige beløb kan de – på samme måde som nogle kendte – købes som digitale reklamesøjler. En modebevidst ung kvinde med 30.000 følgere på Instagram har noget, traditionelle reklamer ikke har: autenticitet og troværdighed i en meget eftertragtet målgruppe. Det vil virksomheder gerne betale for. Bloggers Delight, det største danske bloggernetværk med over 320 bloggere, omsætter årligt for et trecifret millionbeløb ifølge finans.dk. Antallet af følgere kan altså være en levevej – så længe man har følgere nok.

De seneste uger har jeg talt og skrevet med flere influencere og marketingbureauer, som lever af at sætte virksomheder sammen med Instagrams superstjerner for at få solgt eller bare promoveret et bestemt produkt. Entydigt lyder det, at købte følgere, likes, kommentarer og anden forfalsket aktivitet på sociale medier er udbredt.

Det er klart et problem i branchen,” skriver Pernille C. Lotus, direktør i influencerbureauet SMAC Agency, i en mail. Helt almindelige mennesker kan købe 50.000 følgere og så tage måske 10.000 kroner for ét sponsoreret billede.”

Flere kendte og influencere har ønsket ikke at optræde i historien. Enkelte har ønsket at udtale sig anonymt, fordi det ikke er velset at tale åbent om, at der fuskes med følgere. Som én, der arbejder med influencer-marketing i København, siger:

Jeg tror godt, man har vidst i branchen, at det var et spørgsmål om tid, før nogen spurgte kritisk ind til det her.”

Influencer-marketing er det hotteste lige nu, og virksomhederne har meget ringe indsigt i, hvem det er, de kaster penge efter. Bare personen har nogle tusinde følgere, så står man klar.”

Nicolas oprettede en Instagram-profil i 2013. Planen var, han ville dele billeder af fodboldspillere, som han fandt rundtomkring på internettet. Han er selv passioneret omkring fodbold og tænkte, det kunne være populært. Men følgerne udeblev. Efter han havde googlet, hvad det ville koste at købe nogle tusinde computergenererede følgere, opdagede han, der ikke var en dansk webshop, der solgte det.

I dag har Nicolas flere faste kunder og får nye ordrer ind hver dag. Hvert år har Nicolas haft et pænt overskud, som han ikke ønsker at dele med omverdenen, men tallet er ikke så højt, at han ville kunne leve af det, fortæller han. Derfor arbejder han 37 timer om ugen i et salgs- og markedsføringsjob.

Én, der har gjort karriere som instagrammer, er 30-årige Mia Sand. Hun er uddannet sygeplejerske, men med over 800.000 følgere lever hun i dag af at være missmiafit. Derudover er hun personlig fitnesstræner. Hun afviser at have købt følgere, likes eller lignende”. Men det overrasker hende heller ikke, at Nicolas har mange kunder blandt hendes ligesindede.

Det er åbenlyst, at mange i fitnessmiljøet har købt følgere,” skriver hun. Du bliver kun vurderet på dit udseende på Instagram. Fuck det indre, det kan ingen alligevel se. Så hvad gør en person, der ligner alle de andre millioner fitnessbloggere, for at få lidt anerkendelse? De snyder’ vel og køber følgere eller likes.”

Det er ikke kun privatpersoner, der kommer i Nicolas’ webshop. Han har også flere virksomhedsdrivende. Restauratører, frisører og lignende, der fast skal have 100 likes hver onsdag til deres side på Facebook. Eller, som det er sket flere gange, en femstjernet anmeldelse.

Ofte har de fået én dårlig anmeldelse på Facebook, og så køber de 10 gode af mig, så den dårlige rykker ned.”

Nicolas bestiller følgerne engros fra store udenlandske leverandører, når han får ordrer ind. De bor oftest i Mellemøsten, Indonesien eller USA.”

Nicolas ved ikke, hvordan følgerne, han køber, bliver til. Han har aldrig spurgt. Men The New York Times kunne i år afsløre, at flere semikendte amerikanere – alt fra realitystjerner til forretningsfolk – havde købt følgere på Devumi.com, en amerikansk webshop. Størstedelen af følgerne var generiske Twitter-bots, skrev avisen. Det betyder, at de var oprettet og styret af computere. Imellem dem var der også profiler med en stjålet identitet fra en virkelig person. Navn, profilbillede, hjemby, det hele. På Devumi koster 1.000 af dem 100 kroner.

Samme mængde kan købes for helt ned til én dollar, hvis man går direkte til leverandørerne. På sider som Ybot.com og Peakerr.com kan man for nogle hundrede kroner få titusindvis af likes og kommentarer på mange forskellige sprog, tusindvis af retweets, hundredtusinder af afspilninger på YouTube-videoer eller sange på Spotify – ja, du kan sågar købe op til 8.000 deltagere til en begivenhed på Facebook for 270 kroner hos Ybot. På hjemmesiden står der: Lad, som om du er kendt, og du vil blive det.”

Interessen for influencer-marketing har skabt efterspørgsel på analysesoftware, der kan belyse, hvem en persons følgere er. Mediebureauet Meltwater sælger en sådan platform til virksomheder, der vil finde den rette influencer til deres målgruppe. Det gør de blandt andet ved at se, hvor i verden personens følgere er fra. Hvis størstedelen er russere, er noget måske galt.

Vi ser en kæmpe efterspørgsel på vores produkt,” siger Sarah Mai Stokholm, marketingmanager hos Meltwater. Virksomhederne vil gerne sikre sig, at den influencer, man har udset sig, er det rigtige match.”

Platformen ser efter mange forskellige ting. En af dem, forklarer Laurits Larsen, der er produktspecialist hos Meltwater, er aktivitet på profilen:

Vores algoritme kigger efter, om der pludselig kommer meget aktivitet efter en lang stille periode, og der så bliver stille igen. Det kan være et opslag, der er gået viralt, men ofte er det, fordi vedkommendes følgere ikke interagerer nok med profilens billeder, hvilket kan skyldes køb af følgere eller et boost af engagement (likes, kommentarer, red.) til profilen.”

Men platforme som Meltwaters koster mange penge. Heldigvis er der gratis alternativer.

Socialblade.com fik jeg anbefalet af flere. Det er en offentlig database over sociale medieprofiler, og her kan man analysere alle profiler fra Instagram, Twitter eller YouTube og se, hvordan brugervæksten har været over flere år. Hvis personen flere gange har fået, lad os sige, 5.000 følgere over få døgn, bliver det meget tydeligt. Så ligner kurven en trappe.

Til historien har jeg udelukkende analyseret profiler, som er blandt de 200 mest fulgte danske profiler på Instagram. Valget af Instagram skyldes, at Nicolas anslår, at 70 procent af hans kunder kommer fra Instagram. Facebook udgør resten. Det er også på Instagram, at kendte og influencere bliver betalt for at lægge sponsoreret indhold op.

En af de første Instagram-profiler, Socialblade fandt mistænkelig, tilhørte en midaldrende mand fra Aarhus. Jeg havde aldrig hørt om ham, og på LinkedIn kunne jeg se, han var forretningsudvikler af en slags. Men på Instagram præsenterede han sig som dj. Antal følgere? 742.000. Manden var mere populær end Nomas René Redzepi. Var’ fordi manden slettede profilen, efter jeg havde skrevet og spurgt, hvordan han havde fået så mange følgere, når hans sange på YouTube kun havde nogle tusinde visninger. Han svarede mig aldrig.

Men det gjorde hovedparten, jeg kontaktede. Sportsfolk, modeller, tv-personligheder, entreprenører, bloggere, influencere – alle med over 100.000 følgere. Fælles for dem var, at de på et eller flere tidspunkter havde fået følgere på Instagram i store ryk og ikke som en blød, støt opadgående kurve, som størstedelen, jeg analyserede på Socialblade. Det er vigtigt at understrege, at det ikke i sig selv betyder, at de har købt sig til følgere eller likes. Det kan som nævnt skyldes, at et opslag er gået viralt og har trukket tusinder til.

Alle svarede tilbage, at de ikke havde købt følgere, likes eller kommentarer.

Jeg har aldrig og kunne aldrig finde på at købe følgere,” svarede blogger og debattør Nikita Klæstrup, der har 215.000 følgere på Instagram. Det sker en gang imellem, at udenlandske aviser skriver om mig, og så får jeg pludselig et par tusind følgere fra et eller andet land.”

Gustav Salinas, kendt fra tv og personlig fitnesstræner med 185.000 følgere, skrev:

Hvis jeg havde, så havde jeg nok købt nogle flere. Jeg lider i hvert fald ikke nød
økonomisk :)”

Hver dag får Nima Badrbeigi henvendelser fra unge, der vil være professionel influencer. Han er medejer af bureauet Digital Danmark, som repræsenterer alt fra tv-manden Bubber, der har 91.000 Instagram-følgere, til youtuberen Fie Laursen, som har 285.000. Badrbeigi oplever ofte, at de unge, der henvender sig, har købt mange af deres følgere. Og det bliver værre og værre.”

Badrbeigi afviser, at nogen, han har kontrakter med, har købt følgere, mens han har repræsenteret dem. Sker det, ville han omgående opsige samarbejdet, fortæller han.

Vi lever af, at virksomheder har tillid til, at vores influenceres følgere passer deres kundesegment. Det går ikke, hvis vi indgår en sponsoraftale, og så får virksomheden en masse clicks fra Brasilien. Vi ville save grenen over, vi sidder på, hvis vi tillod købte følgere.”

Det er Hannah Løffler Schmidt, direktør i Social Zoo, et andet stort influencer-bureau, enig i. Vi ved, at det er et problem visse steder, fordi nogle bureauer og influencere skelner mindre mellem ægte og købte følgere.”

Ifølge Nicolas har han solgt følgere til marketingbureauer. Jeg har også haft flere influencere i røret, hvor bureauet har sagt til dem, at de skal have et bestemt antal følgere.”

Hos SMAC Agency er direktør Pernille C. Lotus mindre skråsikker på ægtheden af sine influenceres følgere. I princippet kan vi aldrig vide det med 100 procents sikkerhed.” Alligevel mener hun, at virksomheder får, hvad de betaler for.

Hvis en kunde efterspørger influencere med dansk målgruppe, finder jeg en profil, hvor vi kan se, at over 80 procent af følgerne er danske.”

Hun påpeger, at fordi alle følgere ikke er danske, betyder det ikke, at de nødvendigvis er købte. Vi har influencere, der har samarbejdet med internationale kunder, hvor de får følgere fra hele verden.”

Lotus’ gæt er, at fusk med købte følgere vil eksistere, så længe virksomheder ikke efterspørger større indsigt i, hvad det er for nogle influencere, man indgår sponsoraftale med.

Så sent som for et par dage siden kiggede vi på to danske influencere, men da vi tjekkede, hvem deres følgere var, kunne vi se, de havde en del følgere fra Asien og Rusland. Vi besluttede derfor ikke at kontakte dem.”

Da Nicolas og jeg mødtes, luftede jeg idéen om at købe følgere til min Twitter-profil. Dels for at se, hvordan det virkede, dels for at se, om nogen ville opdage, at jeg pludselig var meget ombejlet.

Nicolas fortalte, at han meget sjældent sælger Twitter-følgere. Måske fordi kun syv procent af befolkningen dagligt er på Twitter, ifølge DR. Men Twitter er mit foretrukne sociale medie. Med 1.087 følgere er jeg den 7.019.-mest populære dansker her. Følgerne har jeg tiltrukket med 1.472 tweets af, indrømmet, svingende kvalitet. Måske ville et følger-boost være godt for mig?

Nogle dage senere sendte jeg Nicolas en sms.

Okay, jeg vil gerne købe følgere til min Twitter-profil.”

Du skal være velkommen,” svarede han. Hvor mange?”

50.000, svarede jeg. Det maksimale for maksimal effekt. Det tog et minut at udfylde formularen på Instagainer.dk. Men netop som jeg havde overført 899 kroner, fik jeg en sms fra Nicolas. Jeg kan allerede se nu, leveringstiden er noget længere end de otte dage, jeg har skrevet på hjemmesiden.”

Jeg skulle også forvente, skrev han, at følgerne ville være af dårlig kvalitet. Ganske rigtigt. Nogle dage efter fik jeg 100 følgere på én gang. Dagen efter fik jeg 100 oveni. Efter en uge havde jeg fået 400 følgere – helt tydeligt computergenererede bots med lange, uforståelige navne, intet profilbillede og fra lande som Indien, Tyrkiet og Thailand. Nicolas kunne ikke levere.

Følgerne kommer, men meget langsomt,” skrev han i en sms. Meget langt til 50.000 følgere.”

Nicolas spurgte, om jeg ville annullere ordren. Det ville jeg gerne.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem