Hurra, de yngste kan komme i skole igen. Men der venter et socialt reparationsarbejde

Overraskende mange børn og unge har vist tegn på mistrivsel under corona-nedlukningen og har gjort det klart for os, hvor afgørende en rolle skolen har på det sociale plan.

Foto: Tine Sletting / Information / Ritzau Scanpix
  • 8. februar 2021
  • 10 min.

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Det var, som om deres søn på ni år langsomt visnede foran hjemmeskolecomputeren. Han blev bleg og træt, ugidelig og sprød. Nærmest apatisk. Til sidst gad han ikke engang mødes med et par skolekammerater til lidt udendørs leg. Han orkede det ikke, sagde han. Han var alt, alt for træt til det.

Da han en søndag i slutningen af januar brød helt sammen over en petitesse, besluttede hans forældre, at noget måtte der gøres. Det var skræmmende for dem at opleve, at deres normalt meget sociale og aktive dreng, der går til FDF og svømning, i løbet af bare to måneders lockdown også selv var lukket ned.

Og det til trods for at han kommer fra en kernefamilie i Nærum i Nordsjælland med far, mor og to yngre søskende. Med god plads og vand og skov for enden af matriklen. Eller som hans far, Morten Jarlbæk Pedersen, siger: Vi er en familie, der både har rammerne og ressourcerne til at hjælpe vores børn. Det siger mig, at der er noget ravruskende galt, når vi lige nu ser, at selv børn fra ressourcestærke hjem udvikler depressive træk og mistrives. Det siger mig også, at hvis du kommer fra et hjem, der er marginalt udsat, må der skulle meget lidt til for, at læsset vælter.”

Præcis det, som Morten Jarlbæk Pedersen har set hos sin niårige søn de seneste uger, er også det, der har overrasket både nogle forskere og forældre under denne nedlukning.

Nemlig det, at begrebet mistrivsel” har skullet udvides markant til at dække over langt flere forskellige børn fra vidt forskellige socioøkonomiske baggrunde end ellers.
Samtidig er det begyndt at gå op for mange, at det måske ikke så meget er tabet af læring, men snarere tabet af fællesskabet, der er afgørende for, hvordan børn og unge har det under nedlukningen. Fordi skolen spiller en helt særlig og afgørende rolle for børns trivsel, som vi ikke tænker over så tit.

Karen Wistoft, professor i pædagogisk sociologi ved Aarhus Universitet, er en af fire forskere bag en undersøgelse om effekterne af den tvungne hjemmeundervisning.

Hvor man under normale omstændigheder vil tale om, at 2 til 6 procent er i mistrivsel, er det under nedlukningen her 20 procent af børnene i grundskolen, der ikke har det godt. Kort sagt kan vi se, at mistrivslen er udvidet gevaldigt under nedlukningen. Før så vi det primært i hjem uden så mange ressourcer. Nu handler mistrivsel også om, at børnene er kede af det, indesluttede, modløse,” siger hun.

Formand for Dansk Psykolog Forening Eva Secher Mathiasen kan også bekræfte, at hun og hendes kolleger lige nu oplever, at det er langt mere uforudsigeligt, hvilke børn der betegnes som værende i mistrivsel. Men det kommer ikke bag på hende, at det forholder sig sådan.

Også før corona var mistrivsel et blandet begreb. Socioøkonomiske forhold er en helt så beskyttende faktor som tidligere, påpeger hun. Desværre er det forventeligt med en samfundskrise som denne, at der kommer store knæk i befolkningens mentale velbefindende. Den rammer helt utroligt forskelligt. Det er både børn, der bliver alvorligt omsorgssvigtet, børn, hvis forældre rammes ekstra hårdt af krisen, og børn, der på grund af smitterisiko ikke kan se deres venner,” siger hun.

Snakken om mistrivsel har hængt som en tung dyne over os, siden vi fik coronavirusset at føle i foråret. Første gang vi dykkede ned i det her på Zetland, var under den første lockdown. Her var det de børn og unge, der i forvejen er udfordret af for eksempel at komme fra et misbrugshjem, og som nu skulle få en hverdag op at køre i hjemmet, som stod på dagsordenen. Men billedet her næsten et år senere viser sig at være noget større, understreger Helle Lindgaard. Hun er faglig leder hos TUBA, en landsdækkende organisation til børn af alkohol- og stofmisbrugere.

I foråret bundede nærmest størstedelen af henvendelserne i bekymrende familiedynamikker og konfliktoptrapning i hjemmet. De eksisterer stadig. Men nu får vi også opkald fra dem, der egentlig befandt sig ude i periferien som boblere. Forældre hiver selv fat i os, fordi de kan mærke, at alkoholen fylder for meget. Med andre ord modtager vi flere og flere henvendelser fra dem, der umiddelbart ikke er ressourcesvage, men hvor coronaen trigger dem ud i et misbrug. Vores målgruppe er desværre blevet større,” konstaterer hun.

Også hos Børns Vilkår, der administrerer BørneTelefonen, har man oplevet en stigning i corona-relaterede opkald i januar måned. Her er det både fornemmelsen af, at børnene savner vennerne, og at de ikke ved, hvordan de skal holde kontakten til dem; om de overhovedet kan regne med, at de er venner igen, når de er tilbage på skolebænken. Og så er der dem, der mangler et decideret sprog for uroen.

Der er mange af dem, der henvender sig med en udefinerbar tristhed. De føler sig tomme. De føler en modløshed. Og nogle af dem har svært ved at sætte ord på det, men det fylder en del. De mangler overskud,” fortæller børnefaglig konsulent Ida Hilario Jønsson fra Børns Vilkår.

Hun peger på, at det er afgørende, at vi som samfund ikke blot tror, at når skoledørene åbner, bliver alt godt igen. Skolegang træner den sociale muskel, og hvis den har været for længe i bero, kan det gå ud over børn og unges identitetsudvikling. Det, at man bevæger sig på tværs af sociale arenaer, er så essentielt, mener Ida Hilario Jønsson. Derfor består noget af oprydningsarbejdet i at få blandt andet overgangsbørn på ret køl, så deres tilknytning til skolen eller den nye klasse kan genetableres.

Den plan er klasselærerne Marianne Nysted og Morten Olsen også enige om. De ved om nogen, hvilken opgave der venter forude med deres fælles 8.-klasse på Fjordlandsskolen i Skibby. Når eleverne engang får lov at komme i skole igen, starter de mere eller mindre fra scratch, lyder forventningen. Måske ikke helt som første skoledag, men Marianne Nysted og Morten Olsen tror, at corona-omvæltningen netop har vendt alting på hovedet.

Vi forventer, at eleverne har et stort behov for at lære hinanden at kende igen, når vi atter må mødes. Nogle er fagligt blomstret gevaldigt op og har profiteret af den arbejdsro, corona-nedlukningen har givet. Andre klarer den med hiv og sving. Fælles for alle er, at de trænger til normale tilstande, hvor skolen er åben mandag til fredag klokken 08.00-15.30, hvor man kan glæde sig til frikvarter, og at nogen holder øje med, om man har fået nye sko, om man dagdrømmer for meget, og at få en ordentlig snak med lærere og klassekammerater,” siger klasselærerne.

Værst af alt frygter de to lærere fra Fjordlandsskolen, at ensomheden har bidt sig så meget fast, at det vil kunne mærkes i det analoge klasseværelse. Så tilbage står spørgsmålet:
Hvor lang tid går der, før vi igen kan se ranke og stolte børn med selvfølelsen i orden?

Som Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykolog Forening, siger, så er det ikke bare plug and play med børn. Der vil være brug for en restitutions- eller reparationsperiode, hvor børnene skal genetableres i klasserne. Den periode går ud på at hjælpe de børn, der har brug for hjælp, for først dér vil vi for alvor kunne se, hvilke børn, som har behov både fagligt og socialt, der ikke er blevet dækket. Og det vil være helt individuelt fra barn til barn og fra klasse til klasse, om det tager to dage eller to måneder.”

Der har været mange løsninger på bordet undervejs, mens mistrivslen voksede sig større. Flere organisationer såsom Red Barnet fandt under den første lockdown ud af, at noget så simpelt som et omsorgsopkald havde stor gavnlig effekt.

Den type af initiativer har de også iværksat under den anden lockdown, hvor skole og fritidsaktiviteter ikke har fungeret som normale pusterum for udsatte børn. Men børnenes situation er sværere nu. Mange er meget mærket af ensomhed og ofte også højt konfliktniveau i familierne. Der er brug for langsigtede indsatser,” siger Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær hos Red Barnet.

På samme måde er det også vanskeligt at sige noget generelt om, hvorvidt disse vintermåneder med lukkede skoler kommer til at sætte sig i børnene som mere end et underligt og specielt kapitel i deres børneliv. Der er helt sikkert børn, der vil have fået store ar på sjælen i den her periode. Men det skal slet ikke lyde som en dommedagsprofeti, for langt de fleste kan sagtens komme over det. Størstedelen har ikke lidt større skade, end at den kan blive rettet op, så snart de er tilbage i skolen,” siger Eva Secher Mathiasen.

Men man skal ikke forvente, at det sker fra den ene dag til den anden. Det tager tid at få genetableret fællesskabet i skolen og få børnene til at opleve, at de igen hører til.”

Også Karen Wistoft, professor i pædagogisk sociologi, understreger, at det er helt, helt afgørende, at de yngste elever fra i dag kan samles i klasseværelserne igen.
Det er virkelig en gave, at de små børn kommer i skole igen. Forældrene kan få ro til at passe deres arbejde. Børnene vil være gladere og føle sig livsduelige på en anden måde. Familier vender tilbage til noget, der er mere hyggeligt og i orden, end det har været længe. Men der skal forstærkning til. Vi kan ikke forvente, at trivslen går op, i det øjeblik børnene er tilbage i skolen,” siger hun.

Karen Wistoft opfordrer til, at de enkelte kommuner og skoler tænker i at indsætte pædagogisk forstærkning, så fokus ikke bare bliver på at indhente det faglige. Derudover skal corona sættes på skoleskemaet enten som et decideret fag eller som en del af undervisningen i de eksisterende fag, foreslår hun. Man må helt konkret tale om, hvad det har betydet for det enkelte barn og dets familie. Har forældrene for eksempel skullet arbejde under nedlukningen, og hvordan var det? Hvordan har de oplevet, at det påvirkede samfundet? Børnene har brug for hjælp til at opbygge nogle corona-kræfter. Nogle superkræfter.”

Men hvad så med de ældste elever, der stadig sidder rundtomkring i hjemmene og har det skidt. De får det vel ikke bedre, bare fordi de små kommer i skole igen? Jo, for nogle kan det faktisk have en positiv spillover-effekt. I hvert fald hvis de har yngre søskende, siger Eva Secher Mathiasen. Mistrivsel hos børn opdages i stor grad af lærere og pædagoger, så hvis lillebror kommer tilbage og har det skidt, vil de fleste også undersøge, hvordan det går med de ældste børn i familien. Generelt har det en kæmpe aflastende effekt på alle parter i pressede familier, at de yngste kan komme af sted igen.”

Forleden skrev hun på sin officielle Facebook-profil som formand for Dansk Psykolog Forening en efterlysning. Hun ønskede, at folk skulle komme med deres bud på, hvordan man kan hjælpe de børn, der lige nu har det ekstra svært, så de kan føle sig som en del af fællesskabet. For der er ingen tvivl om, at det er det, der skal etableres før alt andet, understreger hun.

Både for hende og mange andre står det efter denne anden nedlukning lysende klart, at skolens funktion er langt bredere end de fag, der står på skemaet. For mange børn og unge er skolen den sociale lim, den almene dannelse og et udviklingsrum. Og for en del er det også en helt nødvendig ventil og måske det sted, hvor voksne med en faglighed opdager, hvis ikke alt er, som det skal være der i barnelivet.

Skolen er især for de små børn først og fremmest en dannelsesinstitution. Læringstabet fra 0.-4. klasse er jeg for at være ærlig slet ikke bekymret for. Det er fællesskabet, der har lidt den største skade. Derfor er det vigtigt at få sammenholdet på plads først og fremmest, selv om trivsel selvfølgelig også hænger helt tæt sammen med læring,” siger Eva Secher Mathiasen.

I børnefamilien i Nærum har Morten Jarlbæk Pedersen og hans hustru kunnet ånde lettet op. I dag åbner også deres niårige søns folkeskole, og det beroliger dem. Efter hans sammenbrud den søndag besluttede de, at de måtte invitere et par af hans klassekammerater hjem til at gå i hjemmeskole sammen med ham, så han havde nogle jævnaldrende at spejle sig i. Også selv om det betød, at hans far så primært kunne arbejde om aftenen.

I begyndelsen var han stadig noget mut, men efter et par dages hjemmeskole med sine nærmeste venner omkring sig er han nærmest blevet sig selv igen. Hans far siger: Jeg tror, vi alle har stærkt undervurderet den sociale betydning af de her skoler. Hvor afgørende det er for vores børns velbefindende. Små børn er ligesom hajer. De skal bevæge sig hele tiden, ellers synker de til bunds.”