Midt i en ‘Frost’-tid: De ti vigtigste Disney-prinsesser, rangeret fra virkelig fesen til historisk vild

MODELMATERIALEDisneys førstedamer er med tiden blevet en farverig flok. Alle fotos: Nicolai Oreskov West for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Vi kender dem, vi er vokset op med dem, og nu gør vores børn det samme: Disney-koncernens prinsesser, der har præget populærkulturens kvindeidealer gennem knap et århundrede. Men prinsesser er ikke bare prinsesser, heller ikke hos Disney. Zetlands kulturskribent Marie Carsten Pedersen sætter Disneys kjoleklædte førstedamer ind i en kulturhistorisk top ti, rangeret efter, hvad de har at byde på i dag.

I januar 2020 blev en af Disneys helt store rekorder slået. Filmen Frost blev vippet af pinden som den mest indtjenende animationsfilm nogensinde. Men det var nok okay med Disney – for det var dem selv, der gjorde det. Frost 2 overgik sin forgænger i biografindtjening, på engelsk kaldet box office, og er nu med sine 1.325 milliarder dollars den mest lukrative animationsfilm, verden endnu har set. Dronning Elsas vinter er med andre ord over os igen. Og den stopper nok ikke lige foreløbig.

Hvis man de seneste år har været i nærheden af børn i alderen omkring de tre til otte stykker, er det temmelig sandsynligt, at man får bare en lille bitte tic ved synet af den platinblonde Elsa. Disneys gigantsucces af en film har siden 2013 drysset lyseblåt sneglimmer på børneværelser over hele verden, og når fastelavn rammer, så bare prøv at tælle, hvor mange Elsaer og Annaer der står og venter i kø til at slå katten af tønden. Der er nok også andre Disney-prinsesser: en Belle eller to i gult skrud. Og en Ariel, eller en Tornerose i sin pink balkjole, og måske en Vaiana med hawaiiskørt omkring flyverdragten.

Frost 2s kolossale succes og vrimlen af prinsesser, der – som forældre, bedsteforældre og børnehavepædagoger vil vide – ikke er begrænset til fastelavn, sætter på hver sin måde tyk streg under et uomgængeligt faktum i vores kultur i dag: Disneys prinsesser er et gigantisk fænomen, som er dybt indlejret i vores og vores børns forestillingsverden. Det har de, på godt og ondt, været i knap 100 år, hvor Disney med sine prinsesser både har spejlet og præget samtidens normer og idealer. Skalaen går fra den mest skrøbelige pyntegenstand til en almægtig urkraft, der kan matche de vildeste af Marvels superhelte. Her er en ikke-kronologisk top ti over de ti vigtigste Disney-prinsesser, rangeret efter helt præcis hvor fede de er.

10. Snehvide: Nipsgenstanden over dem alle

Hvid som sne, rød som blod, sort som ibenholt og kedelig som en supermarkeds-kiks med hvinende sødt vaniljefyld. Snehvide, den første af Disneys prinsesser, er også den med mindst kød på af alle de langbenede skikkelser, underholdningsgiganten har sendt ud i verden. Filmen Snehvide kom 1937 og er sikret en plads i filmhistorien som ikke bare den første Disney klassiker, men også verdens første tegnefilm i spillefilmslængde. Selve animationen er vildt charmerende og har en musikalitet, som man savner voldsomt i nutidens metervareproducerede børne-tv. Men prinsesse Snehvide selv er et højst uinspirerende bekendtskab. Hun er smuk, dydig, huslig og venlig og absolut intet andet. Hendes eneste selvstændige handling er at snuppe en lillebitte bid af syndens æble, hvilket sender hende direkte i døden – og hendes eneste håb om frelse er prinsen på den hvide hest.

Men ret skal være ret: Disneys Snehvide bygger på et klassisk folkeeventyr, hvor prinsessers rolle sjældent bestod i mere end kvinde i nød’, og ikke nok med det: Hun er også barn af sin tid, og i 1930’ernes USA var der ikke megen efterspørgsel på selvstændighed og oprør inden for mainstreamkulturen, hverken hos kvinder eller børn. Snehvide personificerede samtidens moralsæt og det konservative ideal for pigebørn, hvilket var et mål i sig selv for Disney som ansvarsbevidst producent af børnekultur. Og som omdrejningspunkt i den kulturhistoriske landvinding, filmen var, plantede Snehvide idéen om den typiske prinsessepige’ – den smukke nipsgenstand – solidt i den kulturelle bevidsthed.

9. Askepot: Små fødder, lille aftryk

Disneys Askepot har mange kort på hånden: Hun har musene, der syr og synger, hun har fe-gudmoderen, hun har græskar-kareten, den lyseblå balkjole og glasskoen. Og så har hun retten på sin side, uden diskussion, for hendes modstander er hendes bogstaveligt talt onde stedmor – en ikonisk skurkefigur i den vestlige kulturs fortællinger – og dennes to døtre, der både er hovmodige, misundelige, dovne, griske og vellystige, og som fråser med deres rigdomme og har let til vrede – ja, det er alle syv dødssynder. Havde hun spillet de kort med store armbevægelser – “ejet” sin historie, som man siger i dag – så kunne hun være blevet mere end en prinsesse; hun kunne have været en heltinde.

Men Askepot er, som sin Disney-forgænger Snehvide, dels hæmmet af et forlæg, der stammer helt tilbage fra 1643, hvor gudfrygtighed var den vigtigste og fineste egenskab for en ung pige: Bliv ved at være from og god, min lille pige, så vil den gode Gud nok hjælpe dig,” siger hendes biologiske mor på sit dødsleje i brødrene Grimms version af eventyret. Og dels er Disneys Askepot fra 1950, hvor pæne piger stadig ikke havde meget længere line, end de havde ved Snehvides premiere 11 år forinden. Et kønt ansigt og en dydig natur var stadig idealet. Derfor er det da også i sidste ende én bestemt egenskab ved Askepot, der sikrer hendes lykkelige slutning: hendes skønhed. Det er det, der slår benene væk under prinsen, ligesom hendes yndige, lille fod afgør sagen med glasskoen. Endnu et point til den arketypiske prinsesse, der mest er til pynt.

8. Tornerose: Så vågn dog op

Hvad er nu dét? Hvordan kan en prinsesse, der kun er kendt for at sove – at sove! – ikke være den mindst interessante af dem alle? Ja, jo … Sagen er, at Tornerose aldrig fik en chance. Der er tale om en kvinde, som allerede, idet hun får sit navn i denne verden, bliver forbandet: Hendes skæbne bliver låst; så snart hun bliver voksen vil hun stikke sig på en ten (okay, lad os bare kalde det dét …), og derpå er hun lammet, indtil en mand er villig til at gifte sig med hende. Hun er, med andre ord, frataget al magt over sit eget liv og i særdeleshed sin seksualitet. Og på den vis bliver filmen Tornerose en ekstrem udlægning af et kvindeundertrykkende system.

Her skal det siges, at det er hævet over enhver tvivl, at Walt Disney ikke havde nogen intention om at vælte patriarkatet med Tornerose, der kom i 1959. Han selv og hans film stod for traditionelle amerikanske værdier i en grad, så hans produktion i efterkrigstiden er blevet kaldt en kulturel Marshallplan”. Det vil sige en kulturel pendant til USAs hjælp til det krigshærgede Europa, som indebar øget import af amerikanske varer, og som af kritikere blev beskyldt for at være et imperialistisk træk fra USAs side. På samme måde eksporterede Disney på magisk vis” den blomstrende amerikanske middelklasses værdier, forventninger og forbrugsgoder til resten af verden”, som historikeren Steven Watts har beskrevet det.

Så nej, Tornerose kom nok ikke fra drømmefabrikken med et skjult budskab om kvindefrigørelse. Men nogle gange skal man selv vove at ryste posen og se, hvad der gemmer sig i en fortælling, især når det gælder gamle myter. Og set i dette nye lys bliver Tornerose den prinsesse, der mere end nogen anden fortæller, hvad der er galt med den arketypiske prinsesse som ideal – og hvorfor der var brug for forandring.

7. Belle: Dyret vækker hende

Det passer godt, at Belle betyder skønhed, hun er så skøn som solen selv,” synger landsbykonerne, mens Belle, opfinderens datter, bevæger sig gennem gaderne i den generiske franske middelalderby, hvor Disneys Skønheden og Udyret (1991) foregår. Okay, så fås det ikke mere smukhedsfikseret, tænker man – hun hedder det ligefrem.

Men vent! Jamen bag det ydre skind er der vist et særligt sind,” fortsætter konerne. For Belle er andet og mere end smuk. Hun er ikke nogen Jeanne d’Arc, men hun har sine prioriteter i orden, og hun bryder med det lille landsbysamfunds normer. Hun vil hellere læse bøger, end hun vil flirte med byens flødebolle Gaston, hun er nysgerrig og gider ikke gøre, hvad hun får besked på, og hun er handlekraftig: Da hendes svagelige far forsvinder, drager hun ud i skoven for at lede efter ham, og hun tager hans plads som udyrets fange. Måske fordi hun også er lidt tiltrukket af det farlige og bogstaveligt talt dyriske væsen?

Det er i al fald sådan, man ofte har tolket forlægget, Madame Gabrielle De Villeneuves eventyr La belle et la bête fra 1740 – som en metafor for den forbudte erotik og den forløsning, kvinden kan finde ved at hengive sig til sine mere dystre drifter. I Disneys version handler det mere om ægte kærlighed end farlig sex, men ikke desto mindre har Belles karakter flere sider end det pæne og pligtopfyldende.

I den forstand er hun i familie med Disneys havfrueprinsesse Ariel, der var omdrejningspunkt i Den lille havfrue fra 1989. Ariel har, frit efter H.C. Andersen, også en egen vilje og et indre oprør, men er i højere grad end Belle et offer for omstædighederne. I modsætning til H.C. Andersen valgte Disney dog – i studiets første filmatisering af et klassisk eventyr siden Tornerose – at lade Ariels historie ende lykkeligt. Hvilket naturligvis først og fremmest var mere familievenligt – men også et udtryk for, at tiderne havde ændret sig. Verden havde set både ungdomsoprør, kvindebevægelse, punk og Madonna, og nu stod også mainstreamkulturen et sted, hvor en vis dosis oprør kunne betale sig for en prinsesse.

6. Jasmin: Prinsessen har bukserne på

Jasmin er den første Disney-prinsesse med anden etnisk baggrund end den kridhvide kaukasiske. Hendes afstamning er udefinerbart mellemøstlig, med afsæt i den romantiske forestilling om den gådefulde Orienten og de arabiske lande, som man kender fra 1700-tallets gengivelser fra især eventyrsamlingen Tusind og én nat. Her finder man også fortællingen om den fattige Aladdin, der finder en magisk lampe – og som med hjælp fra lampens ånd ender med både kongeriget og prinsessen.

I den oprindelige version hedder hun Badroulbadour – det var alligevel for eksotisk for Disney, der ændrede hendes navn til Jasmin. Og hendes rolle til at være andet og mere end Aladdins førstepræmie.

Disneys prinsesse Jasmin vakte opsigt, da filmen Aladdin havde premiere i 1992. Ikke kun fordi hun brød linjen af hvide prinsesser, men også fordi hun var ualmindeligt selvstændig af en Disney-prinsesse at være. Hun var åbenlyst kvikkere end sin sultan-far, hendes kæledyr var ikke en nuttet pipfugl, men en bidsk tiger, hun bar bukser, ikke kjole, og hun skred af egen drift fra sultanpaladset og udsigten til et tvangsægteskab. Og så var hun sexet – og helt klar over, hvilken magt det gav hende over de tossede mænd omkring hende. I en scene mod filmens slutning, hvor den onde troldmand Jafar har fået overtaget, træder hun ind og snor ham om sin lillefinger – og giver Aladdin mulighed for at komme tilbage i kampen. Ja, hun ender som fru Aladdin, men da han vinder hendes hjerte, er det ikke gods, guld og ægteskabsløfter, der gør udslaget. Det er udsigten fra et flyvende tæppe, en billet ud af prinsessetårnet til en verden fuld af muligheder – “et helt nyt liv”, præcis som sangen går.

5. Mulan: Flere nuancer

I 1998 var årets Disney-film Mulan – baseret på den kinesiske legende om den unge kvinde Hua Mulan, som klæder sig ud i mandetøj og lader sig indrullere i den kejserlige hær i sin fars sted for at kæmpe mod de invaderende hunnerkrigere. Disney tilsatte et romantisk plot omkring Mulans delingsfører Li Shang, men filmens fokus er historien om, hvordan den modige Mulans evner som kriger og strateg redder imperiet.

Legenden om Mulan var – modsat eventyret om Aladdin –  ikke almindeligt kendt i Vesten og dermed et større sats fra Disneys side. Men 1990’ernes Disney-produktion bærer i det hele taget præg af, at Disneys verden var i gang med at udvide sig fra de vestlige eventyrs univers, og at studiet havde en voksende opmærksomhed på diversitet – blandt andet med Pocahontas fra 1995, der bygger på en virkelig historie om en nordamerikansk høvdingedatter. Der skulle dog stadig gå 11 år, før den første sorte Disney-prinsesse, Tiana fra Prinsessen og frøen (2009), dukkede op.

En prinsesse med afroamerikansk baggrund var stærkt efterspurgt hos det amerikanske publikum, og disse film gav mulighed for, at en større mangfoldighed af børn kunne finde en prinsessefigur at spejle sig i. Men nuancerne i kvindeskildringen var stadig til at overse: Pocahontas er modig og ædel – Tiana er driftig og ambitiøs. Og det er så dét. På den led er det bare at udskifte én urealistisk, kjoleklædt papfigur med en anden.

Mulan, derimod, har mere på spil, når hun ikke kan spejle sig i den pæne prinsesseform og tager den ulige kamp op mod både kejserrigets kønsroller og hele hunnernes invasionshær. Og så er der bedre sange – ikke mindst den om, at det kun er rigtige mænd”, der kan bruges, mens vi alle sidder og deler Mulans hemmelighed og ved, at det ender med at være hende, der redder dagen.

4. Vanilje von Schlek: Nu kører det!

Racerkøreren Vanilje er ikke en af de oficielle Disney-prinsesser. Men hun er en ægte prinsesse: Hun er den retmæssige regent i landet Sukkerchok, der samtidig er et arkadespil, hvor små fartglade unger dyster mod hinanden i en verden bygget af søde sager. Vanilje er den kvindelige hovedperson i de to Vilde Rolf-film, fra henholdsvis 2012 og 2018, hvor hun sammen med makkeren Rolf roder sig ud i heftige eventyr – i første film er det i arkadespillenes hemmelige indre verden, i film nummer to rykker de to venner videre til internettet.

Vilde Rolf-filmene skiller sig ud i Disneys katalog ved ikke at trække på klassiske børnebøger eller eventyr, men i stedet skabe et univers rundt om gaming og den teknologi, der i stadig større grad gjorde sit indtog i børns hverdag i løbet af 2010’erne. Gaming bliver ofte knyttet til drenges interesser, men Vilde Rolf-filmene forsøger at styre klar af kønskasser – ikke mindst med Vanilje-figuren. Aldrig har en prinsesse været så dødsforagtende en adrenalinjunkie som Vanilje, når hun ræser lykkeligt gennem sit slik-kongerige og senere, i film nummer to, i de udbombede gader i onlinespillet Slaughter Race.

Men Vanilje er mere end bare’ en fartglad drengepige. I bund og grund er hun et charmerende billede på barnet, der skridt for skridt gør sig fri af sine forældre – her repræsenteret af den velmenende, men usikre og omklamrende Rolf. Det er sigende, at Vanilje aldrig bliver fysisk voksen – hun er kodet til en evig eksistens som det, Rolf kalder en møgunge med fedtet hår” – men hun vokser som menneske i en historie, der indeholder masser af små, vigtige livslektioner for alle, uanset køn og alder.

3. Vaiana: En politisk prinsesse

Vaiana er ikke som de andre Disney-piger. Hun ligner dem ikke, hun har flere ben i næsen end de fleste af dem, og så stammer hun fra den polynesiske stillehavskultur, som er cirka så langt fra Torneroses middelalderslot, som man kan komme. Det er der alle mulige grunde til. Da Disney-studierne skabte Mulan, sendte de researchhold af sted til Kina for at få de kulturelle og historiske referencer på plads. Men det var intet imod den indsats, der blev lagt i at inkludere stillehavskulturen og den oprindelige polynesiske befolknings stemmer og traditioner i Vaiana.

Året var 2016, og den globale offentlige samtale var båret af sociale medier, og intet kunne få dem til at koge mere voldsomt end identitetspolitiske debatter. Et af de hedeste emner var kulturel appropriation – hvor en minoritetskulturs fortællinger, symboler eller andre former for udtryk bliver snuppet’ af udefrakommende uden de store hensyn til ophavet – og det havde Disney en lang og pludselig ret så problematisk tradition for. Derfor brugte man fem år på research og nedsatte blandt andet et advisory board af videnskabelige og kulturelle eksperter med rødder i stillehavskulturen (men selvfølgelig blev der alligevel ballade, da filmen udkom).

Og det var ikke det eneste punkt, hvor Disney brød med studiets historiske modus operandi for at møde tidens politiske strømninger. Vaiana er den første og hidtil eneste Disney-prinsesse, hvis krop ikke har pindetynde Barbiedukke-mål. Hun er kraftigere end alle de andre prinsesser, ikke tyk, men stærk – som en af filmens skabere siger i en bag scenerne’-film, så er hun søfarer og skal jo kunne tackle en båd. Det kunne selvfølgelig være én årsag – en anden kunne være, at den offentlige debat i stigende grad var blevet kritisk over for, hvilke kropsidealer kulturproducenter som Disney satte op før børn og unge. Og den ultratynde prinsesseskabelon var under voldsom beskydning. Så altså, Disney lyttede til stemningerne i markedet og skabte Vaiana – en på alle måder stærk ung kvinde fra en kultur, vi ikke har for meget kendskab til i Vesten – som en tidssvarende ny prinsesse i en historie, der ovenikøbet har en slags klima-bæredygtighedstematik som grundtone.

2. Merida: Mommy-issues

I 2006 opkøbte Disney den succesfulde konkurrent Pixar Animation Studios. Og da Pixar i 2012 skabte studiets første deciderede eventyrfilm, Modig, var det Disney, der udsendte den. Dermed blev Modigs hovedperson, den skotske prinsesse Merida, inkluderet i Disney-figurgalleriet, og prinsesse-spektret fik endnu en bemærkelsesværdig udvidelse.

Modig handler om den egenrådige tronarving Merida, der ikke vil følge sine forældres ønske om at gifte sig, og for at slippe (det er lidt kompliceret) får hun en heks til at kaste en forvandlingsforbandelse på sin mor – som bliver til en bjørn. Så skal der ryddes op, og en anden forbandet bjørn gør det hele ekstra svært, men alt ender godt på grund af Meridas mod, og hun bliver ikke engang gift.

Merida skiller sig ud i Disney-flokken med brede kindben, ægte vildskab og syge evner med bue og pil. Så anderledes er hun, at Disney fik kolde fødder da hun senere blev inkluderet i den officielle Disney Princess-franchise med dukker og så videre, og ændrede hendes udseende til en standardprinsesse med Barbie-ansigt. Men protesterne faldt prompte fra fanbasen, og Disney ændrede hende tilbage igen.

Det mest radikale ved Modig har dog ikke noget med Meridas kinder at gøre. Det er, at historien i bund og grund ikke handler om en modig pige, der redder dagen, men om forholdet mellem mor og datter. Meridas dronningemor må indse, at hendes datter kan være prinsesse uden at være prinsesset’, og Merida selv må lære at sætte pris på deres fællesskab, trods deres forskellighed.

Mor-datter-temaet dukker også op i Disneys Rapunzel (fra To på flugt, 2010), hvor hoved-prinsessen er både sjov og sej og psykologisk ret interessant som offer for psykisk terror fra sin (falske) mors side. Begge film viser for alvor, hvordan den endimensionelle prinsesse er ved at være et overstået kapitel i Disneys univers.

1. Elsa: Bøj jer i sneen

Efter Frost 2 havde premiere i december 2019 og pumpede nye sange, kostumer og dukker ind i puljen, er det helt fair, hvis man er Elsa-træt. Men snedronningen af Arendal fortjener faktisk al opmærksomheden. For Frost 2, Disneys seneste store animationsfilm, er det foreløbige højdepunkt i udviklingen af prinsessefiguren fra flad, smuk sag til kompleks kvinde.

Historien er en ret rodet affære, så lad os springe hen til det punkt, hvor Elsas sande jeg træder frem. Prinsessen, der blev født med den magiske evne til at manipulere med temperaturer, is og sne, er endt inde i en gletsjer langt fra civilisationen, drevet af et mystisk kald – det viser sig at være ekkoet af hendes afdøde mor, men også af hendes egen indre stemme. Her, i den golde is og under forhold, mennesker ikke kan leve under, forvandler hun sig og bliver mere end et menneske. Hun bliver en naturkraft, en gudelignende skikkelse, der kan forene og styre alle fire elementer. Hun er ikke prinsesse, ikke dronning – hun er hævet over alle menneskabte hierarkier og kategorier, herunder også køn, sådan set: Elsa har alle de egenskaber, der i traditionel forstand opfattes som maskuline: fysisk styrke, aggression, individualisme, den åndelige kraft. Hendes søster, Anna, bliver dronning af menneskene i stedet og står dermed for det feminine: det omsorgsfulde, det bevarende, fællesskabet, den jordiske forbindelse.

Tilsammen er de en helhed: Anna er yin til Elsas yang. Men altså: Det er en kvindelig figur, der personificerer det maskuline yang – hos verdens største producent af mainstream-underholdning for børn.

Elsas udvikling sætter den indtil videre øverste barre for, hvor stor Disney nogensinde har vovet at gøre en kvindelig karakter. Hendes evner er fuldt ud på linje med en superhelts – hvis man kender til Marvel-universet, vil man kunne se en parallel i denne franchises mest magtfulde kvindelige figur: den nærmest almægtige heltinde Dark Phoenix med det borgerlige navn Jean Grey.

I dag, hvor superhelte dominerer underholdningsindustriens mest lukrative forretningsområder – film, spil og merchandise – giver det vældig god mening at lade sin hovedkarakter have evner, der kan matche det niveau. Det er den form for drama og energi, biografpublikummet er vant til og efterspørger, og Frost 2s succes har vist, at det fungerer, også i prinsesse-regi.

Dét ville have været utænkeligt i 1937, da Snehvide trådte de første Disney-prinsessesko. Det eneste, hun og urkraften Elsa har til fælles, er den fine sangstemme – og så lige det at være hvid som sne.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: