Ét år efter EU's kontroversielle flygtningeaftale med Tyrkiet: Virker den efter hensigten?

LESBOSTyrkiet-aftalen har begrænset antallet af flygtninge på de græske øer. Arkivfoto: Rasmus Degnbol

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

For omkring et år siden indgik EU sin store og omdiskuterede flygtningeaftale med Tyrkiet. Men har aftalen faktisk stoppet tilstrømningen til Europa, og hvad har EU måttet ofre undervejs? Mads Staghøj gransker substansen i flygtninge- og migrantkrisen.

Godt ét år efter, Bruxelles og Ankara gav håndslag, er Europas store flygtningeaftale fortsat yderst kontroversiel.

Det skyldes ikke blot selve aftalen, men også at den kan danne præcedens for aftaler med andre tredjelande i fremtiden.

I korte og grove træk betyder aftalen, at EU sender hver flygtning, der ankommer til Grækenland, retur til Tyrkiet – til gengæld skal unionen modtage én flygtning fra Tyrkiet for hver flygtning, der bliver sendt tilbage over havet. Desuden er Tyrkiet blevet lovet seks milliarder euro og visumfri adgang til unionen for 80 millioner tyrkere.

Aftalen er blevet hyldet af Europas statsledere.

Europa er begyndt at levere på flygtningekrisen,” sagde Lars Løkke Rasmussen ifølge Ritzau, to måneder efter aftalen blev indgået. EU har siden forsøgt sig med samme fortælling – at krisen er under kontrol.

Så hvordan er det egentlig gået? I dag gør vi status over en af de senere års vigtigste aftaler, omkring et år efter den trådte i kraft. Har den virkelig mindsket antallet af flygtninge, der kommer til Europa, hvad har EU måttet ofre undervejs – og har aftalen ben at gå på i fremtiden?

Lad os begynde med et tal.

173.561

Så mange (eller få) flygtninge og migranter ankom til de græske øer i 2016 Kilde: IOM.

Ved første øjekast er det et svimlende højt tal, men sammenligner man det med International Migration Organizations (IOM) tilsvarende tal for 2015 – året, hvor flygtningekrisen var på sit højeste – er det relativt lavt. Det år ankom mere end 850.000 flygtninge og migranter til de græske øer, altså omkring fem gange flere. Desuden: Langt de fleste af ankomsterne i 2016 skete i årets første kvartal, altså månederne inden aftalen trådte i kraft.

3.650

Så få flygtninge og migranter ankom til de græske øer i april 2016, den første hele måned af aftalens løbetid. Kilde: UNHCR.

Det tal markerer et drastisk fald fra 26.971 ankomster i marts 2016, altså måneden forinden. Sidenhen har det månedlige antal af ankomster til de græske øer stabiliseret sig på niveauer mellem små 300 og 3.600, en enorm forskel fra efteråret 2015, hvor tusindvis gik i land på de græske øer. Dagligt.

Det ligner en hårdt tiltrængt EU-succes, og der er bred enighed om, at aftalen har været afgørende for faldet i ankomster. I den henseende anser mange aftalen som et nødvendigt, men pinefuldt svar på en af de største kriser, Europa har stået overfor i nyere tid.

Årsagssammenhængen er dog ikke tindrende klar. En del af den herskende fortælling er også, at lukningen af Balkanruten formentlig har bidraget kraftigt til faldet.

Da Lars Løkke Rasmussen i maj sidste år udtalte, at Europa” var begyndt at levere på flygtningekrisen”, henviste han også til lukningen af Balkanruten – den vestlige rute ind i EU, som hundredtusindvis er rejst ad – som også skete i marts 2016, og fremstillede det som en fælles europæisk sejr.

Det var i bedste fald et eksempel på skævvredet, politisk spin. I virkeligheden var lukningen af Balkanruten et billede på unionens manglende evne til at stå sammen i en akut krisetid: Beslutningen blev nemlig ikke taget i EU-regi, men på et møde i Wien mellem blandt andet Østrig, Ungarn og en række Balkanstater. Grækerne var ikke engang inviteret. Det var en ydmygelse for Bruxelles.

Mens tilstrømningen til Grækenland er blevet markant lavere, er det værd at nævne, at antallet af ankomster til Italien via den såkaldte centrale middelhavsrute fra Libyen var rekordhøj i 2016. Ifølge IOM var tallet i alt 181.436. Men ganske overraskende havde meget få syrere – færre end 1.000 – valgt at følge den vej til Europa; langt de fleste var afrikanere. Det tyder altså på, at aftalen med Tyrkiet ikke har omdirigeret flygtningestrømmen fra øst.

FØRSTE STOPFlygtninge hviler sig og tørrer deres tøj i en lejr tæt ved Lesbos' kyst. Arkivfoto: Rasmus Degnbol

Lad os dykke ned i selve præmissen for aftalen: Den beror nemlig særligt på spørgsmålet om, hvorvidt Tyrkiet er et såkaldt sikkert tredjeland” at returnere flygtninge til.

Svaret kan afgøre aftalens fremtid, da det er et brud på EUs internationale retslige forpligtelser at sende flygtninge tilbage til et land, der ikke kan garantere flygtninges sikkerhed.

Siden aftalen blev indgået, har græske appeldomstole vurderet spørgsmålet ved at behandle enkeltsager af principiel karakter.

I juni i fjor var den retslige vurdering, at Tyrkiet var et sikkert land at returnere flygtninge til. Men det kan ændre sig, og ifølge Amnesty International kan en ny appelsag, der afgøres i næste måned, hive gulvtæppet væk under hele aftalen.

Imens sidder tusinder af flygtninge fast i lejre på de græske øer under kummerlige forhold med seksuel vold, selvmordsforsøg og dødsfald, ifølge Oxfam og The Norwegian Refugee Council.

Ifølge Amnesty er nogle af dem blevet tvunget tilbage til Tyrkiet uden at få deres sag for en domstol. Organisationen opsummerer det første år af aftalens løbetid sådan her: EU-Tyrkiet-aftalen: Skammens år for Europa.”

Mens det overbebyrdede græske retssystem gransker forholdene i Tyrkiet, virker det – hvis man bruger sin sunde fornuft – naivt at tro på, at landet er i stand til at sikre retssikkerheden for millioner af flygtninge, når den tiltagende autoritære tyrkiske stat selv lader hånt om sine egne borgeres rettigheder hver eneste dag.

Det bringer os videre til det ulykkelige ægteskab, Bruxelles har indgået med Ankara-regeringen, der siden et mislykket kupforsøg i sommer har taget hastige skridt mod at blive et diktatur.

Det ligner en relation, hvor den ene part har mere brug for pagten end den anden (og det er EU, der er under tøflen). Tyrkiet har før truet med at droppe aftalen, og landets udenrigsminister, Mevlüt Çavuşoğlu, fremsatte omkring aftalens årsdag en ny trussel om det samme. EU har spildt vores tid”, sagde han til 24TV og udtrykte frustration over, at landets 80 millioner tyrkere endnu ikke har fået den visumfri adgang til EU, som aftalen skal sikre dem. Årsagen til, at EU ikke har indfriet den del af aftalen, er, at Tyrkiet ikke – som lovet – har ændret sine antidemokratiske terrorlove.

At EU endnu ikke har givet efter på det punkt, er, ud fra et moralsk synspunkt, det mest udglattende, der kan siges om unionens puklede rygrad i den her sag.

Som det fremføres i en skånselsløs leder i det tyske magasin Der Spiegel, har EUs kerneland, Tyskland, dog betalt Tyrkiet for aftalen med en uværdig stilhed” omkring landets forbrydelser mod menneskerettighederne.

Det er uskønt. Tyrkiet er også – på trods af skredet mod diktatur – officielt stadig kandidat til et EU-medlemskab, hvilket efter alt at dømme ville have været stærkt tvivlsomt, hvis ikke det havde været for flygtningeaftalen. Da Europa-Parlamentet i efteråret pressede på for at stoppe forhandlingerne om et tyrkisk EU-medlemskab midlertidigt, svarede præsident Erdoğan meget sigende:

Glem det ikke, Vesten har brug for Tyrkiet.”

Med andre ord: Aftalens fremtid er fortsat særdeles usikker.

Tyrkiet-aftalen rejser følgelig et spørgsmål med svimlende perspektiver: Hvis EU, som iagttagere forudser, i fremtiden indgår lignende flygtningeaftaler med andre lande uden for Europa, vil vi så kunne leve med at operere på deres nåde? Sagt på en anden måde: Vil EU-projektet, som det ser ud i dag, sirligt udformet på baggrund af højt besungne frihedsrettigheder, kunne holde til det i længden?

Trods aftalens fejlbarlighed håbede mange på, at den i det mindste – ved at stoppe den akutte tilstrømning af asylansøgere – ville have givet EU-landene manøvrerum til at løse deres mest presserende udfordringer. Det er kun delvist lykkedes: På den ene side har de enkelte lande fået mere ro til at udligne trykket i deres asylsystemer. På den anden side er evnen til at løfte i flok udeblevet.

I efteråret 2015 indgik EU-landene en aftale om, at de titusindvis af flygtninge, der er strandet i lejre i Grækenland og Italien, skulle fordeles i unionen i løbet af to år. I begyndelsen af marts i år, halvandet år senere, viste tal fra Europa-Kommissionen, at kun 13.500 ud af de i alt omkring 98.000, der skal fordeles, faktisk er blevet det. Resten sidder stadig i lejrene. Kun lilleputlandene Finland og Malta lever op til kravene. Resten halter efter. Østrig, Polen og Ungarn (de to sidstnævnte sætter en ære i positionen som EU-skruebrækkere) har helt valgt at blæse på deres forpligtelser.

Bonusinfo. Danmark er på grund af retsforbeholdet ikke med i planen for omfordelingen af flygtninge.

Når politikere har held med at sælge budskabet om, at flygtningekrisen er under kontrol, lykkedes det dem altså dels fordi Tyrkiet-aftalen har nedbragt antallet af flygtninge, dels fordi størstedelen af EU-landene lader Italien og Grækenland i stikken. Og fordi Tyrkiet endnu ikke har annulleret aftalen.

Situationen er under kontrol. For nu.