Siden hun blev borgmester, er Holbæk ikke længere landets fattigste kommune. Nå ja, og så er Christina Krzyrosiak Hansen blevet 26

MÅLRETTETChristina Krzyrosiak Hansen har taget en række hårde beslutninger for at vende udviklingen i Holbæk Kommune. Men det har været bydende nødvendigt, og nu ranker holbækkerne, ifølge borgmesteren, ryggen. Alle fotos: Cecile Smetana Baudier for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

På sin 25-års fødselsdag blev Christina Krzyrosiak Hansen borgmester i Holbæk Kommune. Den unge socialdemokrat forlod sit universitetsstudium i sociologi for at overtage en kommune med røde tal på bundlinjen, placeret i det Vestsjælland, der af flere eksperter bliver betegnet som en del af Udkantsdanmark. Nu er tallene sorte. Her er, hvad hun gjorde for at vende udviklingen.

Socialdemokraten Christina Krzyrosiak Hansen var kun lige begyndt som borgmester i Holbæk Kommune, da hun gennemførte sine første fyringer.

Et helt lederlag blev skåret væk, ni medarbejdere blev afskediget, ti millioner blev sparet.

Da hun få dage forinden havde sat sig i borgmesterkontoret for første gang som Danmarks yngste borgmester nogensinde, havde hun skrevet en seddel til sig selv: Økonomien skal genoprettes, stod der. Det var hendes første og fremmeste opgave.

Vi skulle gøre noget nu, for det var med til at ødelægge hele opfattelsen af Holbæk,” fortæller borgmesteren, da hun halvandet år efter sidder i selvsamme kontor.

Der er sket en del siden Christina Krzyrosiak Hansen blev borgmester i Holbæk.

Dengang – i slutningen af 2017 – var Holbæk Kommune den fattigste i landet. Likviditeten, altså hvor mange kroner der var i kommunekassen, var på 875 kroner per borger, hvilket var så lavt, at kommunen et halvt år forinden havde fået en advarsel fra Økonomi- og Indenrigsministeriet: hvis udviklingen fortsatte, ville kassen blive tømt helt, Holbæk Kommune ville gå fallit og blive sat under administration af ministeriet.

Det var på alle måder et presset kommunestyre, som Christina Krzyrosiak Hansen havde overtaget. Holbæk var plaget af lav beskæftigelse, storstilede projekter, der gik over budget, en risikabel økonomisk styring og markante fejl i beregninger af kommunens økonomi.

Jeg kunne mærke det på medarbejdere, der var udmattede og trætte og manglede noget at blive begejstret for. Jeg kunne mærke det på det politiske system, der var i ruiner – alle var mod alle,” fortæller Christina Krzyrosiak Hansen.

I dag er situationen en anden. Likviditeten er firedoblet til 3.547 kroner per borger. Beskæftigelsen er i fremgang – en del mere end gennemsnittet i Danmark. Stemningen er en hel del bedre i Holbæk.

Christina Krzyrosiak Hansen siger nej til interviews om, at økonomien er genoprettet i Holbæk Kommune, for når hun løfter øjnene fra regnearkene og ser på kommunens skoler og plejehjem, så er vi overhovedet ikke i mål”, som hun siger. Men historien om Holbæk Kommune er en anden, end den var for halvandet år siden.

Det samme gælder Christina Krzyrosiak Hansen. På sin 25-års fødselsdag satte hun sig i borgmesterstolen for landets fattigste kommune (der forresten også er en af de største). Opgaven – både på lappen på skrivebordet og fra omverdenen var klar: Vend udviklingen.

Hvad lærer man som ungt menneske af at stå i sådan en situation? Nogle ret konkrete ting, når det kommer til stykket. Om ledelse og samarbejde, havefester og potteplanterne i det borgmesterkontor, hun er ved at rydde op i, da jeg møder hende få timer, inden hun går på ferie. Her er de.

ENEBARNDer findes en fortælling om Christina Krzyrosiak Hansen, der går igen, når hun bliver portrætteret. Hun voksede op som enebarn på et lille husmandssted uden for Holbæk by. Faren lavede internationalt fagforeningsarbejde, og Christina Krzyrosiak Hansen fortalte klassekammeraterne, at han var ude at redde verden. Christina Krzyrosiak Hansen fik søskende i form af plejebørn, og hun lærte, at det ikke var alle, der altid fik aftensmad. Længe troede hun, at hun skulle være dyrlæge, men alle omkring hende kunne se, at hun skulle lave noget med mennesker og samfundet. I 2. g meldte hun sig ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom – og siden da er det nærmest kun gået en vej. “Det er jo den, jeg er. Jeg bliver tit spurgt om de samme ting, og derfor bliver der også skabt et fælles billede, men det billede, du har der, det er jo rigtigt,” siger hun til opremsningen.

1. Folk skal lære, at de godt må komme ind på dit kontor

Christina Krzyrosiak Hansen er nu 26 år. Hun er enebarn, men hendes forældre har nærmest altid haft plejebørn. Hun er bachelor i sociologi. Hun har haft stress. Hun er vokset op på et lille husmandssted. Hun har gået til rytmegymnastik. Hun har været på højskole i Mellemamerika. Hun har type 1-diabetes og et tæt forhold til sin familie.

Christina Krzyrosiak Hansen er i virkelighed ret almindelig”, siger hun.

DR3 har lavet en dokumentarserie om hende i fire afsnit. Hun er blevet kåret som Danmarks bedst kommunikerende borgmester, og bliver karakteriseret som et af de største socialdemokratiske håb.

Hvis Christina Krzyrosiak Hansen er almindelig, så er hun i hvert fald havnet i en ualmindelig situation.

Som Danmarks yngste borgmester – nogensinde – har hun ansvaret for 72.000 mennesker i Holbæk Kommune. Hun er ikke bare politiker, hun er den øverst ansvarlige for alle kommunens institutioner og topchef for alle kommunens ansatte. Som borgmester er hun kommunens eneste fuldtidspolitiker. Det er i sidste ende hende, der står for skud, hvis undervisningen på skolerne er for dårlig, hvis ældreplejen sejler, eller økonomien går rabundus.

Lige meget hvor gammel man end er, så er det et rimelig stort ansvar at stå med. Og i den forbindelse har Christina Krzyrosiak Hansen opdaget, at hun som borgmester er lige så meget leder, som hun er politiker – og det har hun lige skullet vænne sig til.

I udgangspunktet er det en ensom tjans at være topleder. Der er en del alenetid og et ansvar, som borgmesteren ligesom toplederen i sidste ende bærer ene person. Alligevel havde Christina Krzyrosiak Hansen i begyndelsen svært ved at forstå, at hun skulle være så alene.

Jeg forstod ikke, hvorfor der aldrig kom nogen herind,” siger borgmesteren og gestikulerer ud i sit kontor.

Og det var så, fordi der var en kultur med, at borgmesteren skal have lov til at være i fred, og det trives jeg ikke særlig godt med, så jeg måtte sige til medarbejderne: Når I har noget, bare kom ind. Kom ind og fortæl mig om det.’”

Der blev også mærkeligt stille i rådhusets kantine, når Christina Krzyrosiak Hansen kom derned. Hvad lavede borgmesteren dog der? Hun spiste, og det var hun altså vant til at gøre i kantinen og ikke på et kontor. Det er ret symptomatisk for Christina Krzyrosiak Hansen. Hun vil generelt gerne opfattes som en almindelig medarbejder, selv om hun er leder – og det har de fleste lige skullet finde ud af, hvordan de håndterede, inklusive hende selv.

Selve lederrollen har Christina Krzyrosiak skullet bruge en del energi på at finde ind i. Det har fyldt en del – også mere end hun regnede med. Men for borgmesteren handler det især om tydelighed. Det er det, der gør, at hun kan opretholde autoriteten som borgmester, men samtidig diskutere, hvad hun skal lave i weekenden med Pia fra receptionen.

Jeg har ikke behov for at blive set som den øverste i hierarkiet. Jeg arbejder med at sætte en tydelig retning, og så følger medarbejderne. Det er, når jeg vakler, når jeg bliver usikker på, hvor vi skal hen, så går der kaos i huset og kommunen.”

2. Har der været dårlig stemning? Prøv en havefest

Da Christina Krzyrosiak Hansen i 2017 blev valgt, karakteriserede viceborgmester John Harpøth valget som en protest over det økonomiske rod, der havde stået på under den foregående Venstre-borgmester.

Der er stor utilfredshed over den politik, der er blevet ført,” som viceborgmesteren bemærkede til Berlingske.

Det kan godt være, at det er en protest at gøre en 24-årig til borgmester for landets fattigste kommune. Men selv hvis oprør skulle være folks begrundelse for at pege på Christina Krzyrosiak Hansen, så har hendes metoder været alt andet end oprørske. Hun har ikke ageret populist eller protestpolitiker, i stedet har hun tyet til klassisk politik og klassiske forhandlingsmetoder.

Når Christina Krzyrosiak Hansen tidligt gennemførte sin første fyringsrunde, var det, fordi hun ville skabe mærkbare resultater i en fart for at ranke både økonomien og holbækkernes rygge.

Det har været hårdt,” som borgmesteren siger. Og der har været ting, som ikke var sjove at vedtage – alligevel har det meste af kommunalbestyrelsen været med til at vedtage det.

Næsten alle de store beslutninger, som Christina Krzyrosiak Hansen har fået gennemført de seneste år, er blevet vedtaget af en næsten samlet kommunalbestyrelse. Hun har fundet store flertal for en stram økonomisk styring, der betyder, at kommunen ikke investerer flere penge i velfærd, men prioriterer bestemte områder såsom folkeskolen, der får flere penge gennem effektiviseringer og besparelser på andre områder. På det seneste budget er der blevet fundet over 20 millioner kroner til folkeskolerne, der har været underprioriteret, og en samlet kommunalbestyrelse har sagt, at der ikke skal lukke skoler de kommende år, for skoleområdet er for dem – ligesom det er for borgmesteren – førsteprioritet.

Christina Krzyrosiak Hansen fremhæver også, at hun ikke har vendt kommunens udvikling ene kvinde. Der er blevet dannet fælles front i en svær tid, og det har været et vigtigt signal til både kommunens medarbejdere og borgerne. Man kunne også sige: Hun har lært det politiske håndværk.

Når man spørger hende, hvordan det er lykkedes for hende, svarer Christina Krzyrosiak Hansen, at hun ganske enkelt har fokuseret på det, der samler partierne (der er ret meget, som Dansk Folkeparti og Enhedslisten kan blive enige om i Holbæk åbenbart). I den forbindelse har Christina Krzyrosiak Hansen set sig mere som bestyrelsesformand end som hende, der bestemmer alt.

Selvfølgelig er det vigtigt, at jeg får socialdemokratisk politik igennem, men det er også vigtigt, at kommunalbestyrelsen har det godt med hinanden.”

Senest indebar det en havefest, hvor kommunalbestyrelsen troppede op i Christina Krzyrosiak Hansens andelsforening.

Hvis man er en bestyrelsesformand, der ved, at der har været lidt dårlig stemning før i tiden, hvad gør man så?” spørger borgmesteren retorisk.

Man samler folk. De skal hygge sig. De skal have det godt.”

Christina Krzyrosiak Hansen har især måttet lære en ting som politisk leder. Hun er temperamentsfuld, hvilket betyder, at der ikke skal meget til at begejstre hende, men at hun også let kan blive vred. Den vrede er der ikke altid plads til, når man som borgmester skal favne og rumme hele kommunestyret, og derfor har Christina Krzyrosiak Hansen måttet ty til en af livets store klichéer:

Som borgmester kan jeg ikke træde ind i samtlige kampe. Så man skal være rund og omfavne alle, og så en gang imellem skal man lige slå i bordet og sige hertil og ikke længere’. Det er rigtig vigtigt, for ellers bliver man bare trukket rundt i manegen.”

KAMPEN MED ØKONOMIEN“Det er ikke mange, der synes, det er sjovt at rette op på en økonomi. Men jeg synes, det er megaspændende. Det er det, der driver mig rigtig meget som borgmester.”

3. Tag en tur ud i virkeligheden. Det er til alles fordel

Christina Krzyrosiak Hansen ved godt, at hun er ung. Hun ved godt, at hun ikke har den samme erfaring, som andre i det kommunale system, der har levet to eller tre gange så længe som hun. Til gengæld har hun været bevidst om, at hun ikke ved, hvordan det er at være sosu-hjælper, skolelærer eller virksomhedsleder.

For at få de erfaringer har borgmesteren hver tirsdag været i praktik et eller andet sted i kommunen (og hun vil fortsætte med det indtil næste valg). Det har godt nok krævet, at hun også må arbejde på borgmesterkontoret tirsdag aftener, men nu ved borgmesteren til gengæld, hvad der rører sig i kommunen.

Jeg har også lært mange af vores medarbejdere at kende personligt. Jeg ved, hvad de står for, jeg ved, hvad der driver dem. De kommer også til mig nu med de ting, som de synes er svære.”

Borgmesteren er blevet én, som folk er bekendt med, én, som de har mødt.
Samtidig har Christina Krzyrosiak Hansen fået en større faglighed og et stærkt netværk.

Det betyder, at når jeg sammen med økonomiudvalget snart skal skrive en ny erhvervspolitik, har jeg et netværk af erhvervsfolk, som kan hjælpe mig. Det her med at have folk rundtomkring i hele organisation, som man kender, og som man har en fortrolighed med, fordi man har mødt dem og brugt tid med dem, det er guld værd, når man er leder. Altså helt vildt.”

Den tilgang til kommunalpolitik var medvirkende til, at Christina Krzyrosiak Hansen på årets folkemøde vandt en dialogpris. På mange virker praktikopholdene som et nybrud og en moderne tilgang til kommunalpolitik. Christina Krzyrosiak Hansen ser det dog ikke som en ny måde at være borgmester på.

Jeg tror, det er tilbage til dengang, hvor man var på fornavn med borgmesteren,” siger hun.

Det er tilbage til dengang, hvor man mødte borgmesteren på gaden, fordi han også boede i gaden lige rundt om hjørnet.”

Det er tilbage til nogle af de grundværdier, jeg rigtig godt kan lide ved demokratiet.”

Tilbage til, at der ikke skal være stor afstand mellem politikere og borgere.”

Og tilbage til, at politikere ikke behøver at være sådan nogle højakademiske, polerede typer, men også kan være helt almindelige mennesker fra den samme kommune.”

På sit kontor har borgmesteren et stort kort over Holbæk Kommune hængende. Det skal minde hende om, hvor stor kommunen er, og hvor langt der er fra Store Merløse ind til rådhuset (23 kilometer via Rute 57). For at få nærheden tilbage har borgmesteren også valgt at flytte sit kontor ud i kommunen en gang i kvartalet og dybest set genoprette det gamle rådhus, hvor folk kan troppe op med deres bekymringer og idéer.

Christina Krzyrosiak Hansen mener selvfølgelig, at hendes praktikker og kontorflytninger er vigtige af demokratiske årsager, fordi hun som borgmester repræsenterer hele kommunen, men det er også egoistisk, fordi hun får en viden, hun ellers ikke kunne få fat på.

Jeg tror, at der er mange politikere, der bilder sig ind, at man kan få orienteringsark nok til at vide, hvad der foregår i de forskellige lokalsamfund. Den køber jeg ikke. Det kan man ikke.”

4. Bliv ikke for begejstret

Med til Christina Krzyrosiak Hansens rejser rundt i kommunen og utallige medieoptrædener hører også et forsøg på at skabe en ny fortælling om Holbæk og kommunalpolitik.

Jeg har forsøgt at vise, hvad kommunalpolitik kan være, og hvordan man kan ændre på ting,” forklarer hun.

Samtidig har hun efter eget udsagn forsøgt at vise et billede af Holbæk, der er anderledes end den forfaldsmyte, som ellers har eksisteret om kommunen, der er blevet betegnet som en del af den nye udkant”.

Både til omverdenen og folk i kommunen har borgmesteren forsøgt at forklare, at folk fra Holbæk har store drømme, men de ved, at de ikke får noget foræret, og derfor knokler de for det. Af den grund har det også været vigtigt for borgmesteren, at hun allerede nu kan vise, at kommunen er på en anden kurs, end da hun kom til.

Men der er også en balance, som Christina Krzyrosiak Hansen hele tiden må tage hensyn til. Nu, hvor det går bedre, er folk begyndt at takke borgmesteren, når de møder hende på gaden, og så tænker hun åh nej”. For selv om Christina Krzyrosiak Hansen vil skabe en fortælling om Holbæk i fremgang, må folk ikke tro, at alt er godt, og de må ikke glemme, hvor skidt det har været. Kommunen skal stadig vende hver en krone for at finde penge til velfærden. Det er en fortælling, som borgmesteren føler, hun skal fortælle igen og igen.

Der er en vigtig opgave i, at jeg skal huske at få forklaret, hvad det er, vi kommer fra, og hvad det er, vi ikke skal tilbage til igen. Og det er det her med hele tiden at finde en balance mellem at være ærlig om den udfordring, kommunen stod over for, men også samtidig tale kommunen op. Det synes jeg er en udfordring.”

SIN EGEN“Jeg bliver aldrig en borgmester, der står i fint jakkesæt og spidse sko og holder polerede taler, for det er slet ikke min stil. Jeg har altid været ligefrem, og nogle gange også lige lovlig ligefrem.”

5. Alt skal i kalenderen. Også mor

På det her tidspunkt i interviewet står det nok klart for de fleste, at Christina Krzyrosiak Hansen arbejder ret meget. Det betyder også, at hendes kalender er blevet ret afgørende.

Jeg har aldrig før prøvet at skulle lægge ind i min kalender, hvornår jeg skal se min mor. Altså jeg har faste aftaler i min kalender nu med, hvornår jeg skal se min mor i halvanden time. Og det er da lidt et offer på en eller anden måde at skulle planlægge sit sociale liv på den måde, men på den anden side … det går op.”

Borgmesterens dag er struktureret, fra hun vågner, til hun går i seng. Og det trives hun egentlig med, for hun er ikke et spontant menneske, hun er et planlægningsmenneske.

En arbejdsuge i omegnen af 60 timer betyder dog, at det ikke kun er kommunens økonomi, men også hendes privatliv, der skal prioriteres. Der har været måneder, hvor det ikke lykkedes, men hun føler, hun er ved at finde en balance.

Det er de samme ting, jeg bliver glad af. Jeg er bare mere opmærksom på, at det er vigtigt at prioritere.”

Alligevel er hendes største frygt dybest set tid, og at hun ikke har nok af den til at fordybe sig, lære nye ting, blive klogere. Alt det, der er med til at gøre dig til et godt menneske”. Det er en evig balance mellem et arbejde, som Christina Krzyrosiak Hansen brænder helt enormt for, og som har gjort hende gladere end nogensinde før, og så det at bare være menneske ved siden af”.

For det værste ville jo være, at man mistede sig selv i arbejdet, og gudskelov føler jeg ikke, at det er ved at ske, men det kunne jo ske, hvis ikke jeg var opmærksom på det.”

6. I sparetider er der ingen, der vander dine potteplanter

På mange måder roterer Christina Krzyrosiak Hansens erfaringer om balancen mellem at være en helt almindelig holbækker og at være den mest ualmindelige holbækker: borgmesteren.

Det gælder også noget så konkret som potteplanter:

Jeg troede jo, at når man blev borgmester, så var der bare blomster på ens kontor. Alle de blomster, du ser her, er nogle, jeg har taget med.”

Christina Krzyrosiak Hansen kigger rundt på planterne. Så lader hun stemmen gå op i tone, mens hun grinende tilføjer:

Jeg vander dem også selv, det troede jeg da ikke, jeg skulle.”

Borgmesteren sænker stemmen lidt:

Men som sagt har vi skåret rigtig meget i Holbæk Kommune på det, der ikke giver mening, så det er da fair nok.”

På den måde er erfaringen måske, at hvis du skal gå forrest, hvis du er i en ualmindelig position – for eksempel som borgmester for landets fattigste kommune – så hjælper det, hvis du gør dig de erfaringer, som alle andre gør, påtager dig den samme byrde. Eller som Christina Krzyrosiak Hansen siger:

Jeg lærte ret hurtigt, at vi ikke bruger penge på dumme ting i Holbæk Kommune. Det gør vi virkelig ikke.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem