Alt er forbundet. Da verden blev økologisk på et bjerg i 1802

UDSYNAlexander von Humboldt var indbegrebet af oplysningstidens bestræbelser på at forstå naturen og verden i det hele taget. Illustration: Ovadia Benishu for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Alexander von Humboldt var ikke blot en af oplysningstidens største videnskabsmænd. Han var også nytænker i sin anskuelse af naturen som ét stort system, hvor alting hang sammen. Det er endnu en grund til at værdsætte ham i dag. Og så er hans rejse til Sydamerika simpelthen også bare en – slet og ret – fantastisk historie.

DET VAR den 23. juni 1802, at det for alvor gik op for Alexander von Humboldt, hvordan alting i naturen var forbundet. Humboldt stod på en bjergside i Andesbjergene, nærmere bestemt på bjerget Chimborazo, og kiggede ned på verden, og så var det, som om alting faldt endeligt i hak for den tyske videnskabsmand. I hvert fald ifølge Andrea Wulfs berømmede Humboldt-biografi The Invention of Nature fra 2015. Naturen var et globalt forbundet system, forbundet med tusind tråde”, som han senere skrev.

Humboldt og hans ledsagere – hans tro følgesvend på hele rejsen, botanikeren Aimé Bonpland, den hengivne ven og måske elsker Carlos Montúfar og tjeneren José – var på vej mod toppen af det vulkanske bjerg, men kunne ikke komme længere. Den sidste del var fysisk ufremkommelig. De var udmattede og plaget af højdesyge, blodskudte øjne, blødende gummer og åndenød. Nu måtte de opgive at klatre det sidste lille stykke og muligheden for at kigge ned i vulkanen. Men faktisk var de formentlig højere oppe – 5.900 meter – end noget menneske før dem. Og her stod Humboldt så og tænkte, mens han skuede ned på verden.

Men det, Humboldt oplevede, var bestemt ikke en pludselig erkendelse. Det, der gav ham visionen om naturen som en slags stort økosystem – som vi ville sige i dag – var selvfølgelig ikke kun det olympiske blik fra toppen af verden. Det var i høj grad præget af turen op ad bjerget, hvor de skiftende vegetationer her nær ækvator var som en gradvis rejse nordpå. På grund af temperaturforskellene afløste forskellige plantebælter hinanden og mindede om de forskellige zoner på stadig nordligere breddegrader med den snedækkede top som den golde nordpol. Der var også lidt nostalgi i det for Humboldt, som når en bestemt mosart mindede ham om mosset i det Preussen, han havde forladt tre år tidligere.

Opdagelsesrejser

Denne sommer hylder Zetland nysgerrigheden og fylder spalterne med historier om opdagelsesrejser. Over tre uger inviterer vi til at udforske fortællinger om de ukendte veje, de store bedrifter, de afgørende vendepunkter og de lærerige fejl. Imens tager nyhedspodcasten Helikopter sig som altid af dagens store historie. God fornøjelse.

MEN DET VAR HELLER IKKE KUN DET. Det var egentlig hele den Sydamerika-rejse, de var på, fuld af drama, strabadser og tusindvis af observationer, målinger, plantefund, mærkelige dyr, menneskenes skikke og vilde landskaber, som Humboldt kastede sig over med den altædende, tværvidenskabelige nysgerrighed, som var oplysningsprojektets brændstof, og de måleinstrumenter, der var dens værktøj.

Humboldt og Bonpland tilbagelagde kæmpe strækninger til fods, sejlede på floder fulde af krokodiller, kæmpede mod parasitter og enorme mængder myg, var plaget af dysenteri og andre sygdomme, som ville have fået de fleste til at give op, men deres nysgerrighed drev dem videre, for de måtte forstå naturen.

De besteg bjerge og kiggede ned i svovldampende vulkaner. De målte alting og indsamlede enorme mængder materialer, der skulle bringes tilbage til Europa, og som skulle danne det hidtil mest solide grundlag for en naturforståelse.

Selv under et jordskælv i Cumaná i 1799, hvor byens indbyggere løb skrigende rundt, mens husene faldt sammen om ørene på dem, bevarede Humboldt efter sigende roen og begyndte at måle elektriciteten og notere skælvenes varighed og bevægelser. Han var i overhængende livsfare adskillige gange på denne rejse, men satte altid dataindsamling over sin egen sikkerhed.

Et berømt eksempel er undersøgelsen af de elektriske ål i vandhullerne omkring den lille by Calabozo i Venezuela i marts 1800. Humboldt havde hørt rygter om disse dyr, som forenede hans interesse for både zoologi og elektricitet. Man vidste ikke, hvordan de kunne afgive stød, og det ville Humboldt finde ud af. Men de var ikke sådan lige at fange og undersøge. For det første lå de nede på bunden i mudderet, for det andet var de dødsensfarlige.

Løsningen, foreslået af de lokale, var grusom: De indfangede 30 vilde heste og drev dem ud i vandet som lokkemad. De elektriske ål gik amok og forsvarede sig mod hestene med voldsomme stød. Sceneriet var voldsomt. To af hestene blev trampet ned af de andre og druknede. Men ved hjælp af trækæppe lykkedes det Humboldt at få fanget nogle eksemplarer af de mystiske elektriske ål. De følgende dage udførte han og Bonpland en række farlige forsøg med ålene, hvor de gang på gang fik stød og endte dagen med at måtte ligge ned, hårdt medtaget. Men det var ikke forgæves. Humboldt så forbindelser til både elektromagnetisme, kompasser og lyn, som han ivrigt noterede i sine optegnelser.

En mindre dramatisk hændelse, der var med til at forme, hvad man i dag kunne kalde en gryende økologisk tankegang hos Humboldt, fandt sted i den frodige region Aragua en måned tidligere. Her ligger søen Valencia, der ifølge Humboldt lignede et paradis med flamingoer og hejrer i vandkanten, omgivet af grønne træer og med små øer, hvor der blev holdt geder og dyrket jord.

Men der var et problem: Vandstanden var kraftigt dalende. Tre nye øer var opstået, og man frygtede, at søen ville udtørre. De lokale mente, det skyldtes en form for hul opstået i bunden af søen, men Humboldt undersøgte og målte og stillede utallige spørgsmål, indtil han fandt frem til, hvad der foregik. Det viste sig, at man havde fældet en masse af de omkringliggende træer, blandt andet med henblik på kunstvanding af markerne. Gennem sine undersøgelser kunne Humboldt konkludere, at træerne havde en afgørende rolle at spille i forhold til at holde på vand, beskytte jorden mod solens udtørring, afgive fugt og i det hele taget indgå i et økosystem, som menneskenes kultivering var i færd med at forstyrre på afgørende vis.

Bonusinfo. Humboldt brugte de næste 21 år på at skrive og publicere resultaterne fra denne rejse, som varede fem år (1799-1804).

MEN DET VAR IKKE KUN disse og mange andre oplevelser og observationer på rejsen, der gjorde, at Humboldt i 1802 kunne stå på en bjergside og mærke naturens sammenhænge. Samtidig med at han nærmest var inkarnationen af den oplysningstid, der havde præget 1700-tallet, var han også modtagelig for de nye strømninger derhjemme af, hvad man i bred forstand kunne kalde romantikken. Især vennen Goethe var en inspiration.

Firkantet sagt var der et opgør med et konglomerat af forskellige tanker, der kunne forstærke hinanden: det mekaniske natursyn, der stammede tilbage fra barokken, den rationalistiske idé om naturen som en vildskab, der skal tæmmes og forbedres af civilisationen, og samtidig industrialiseringens behandling af naturen som en ressource. Det blev for fattigt, for fragmenteret, for åndløst for tænkerne omkring år 1800. Og Humboldt kunne levere naturvidenskabelige observationer, der kunne understøtte den gryende tanke om en større sammenhæng.

Hvis antallet af træer, som mennesker fælder i et område, påvirker vandstanden, som igen påvirker menneskenes levevilkår i et komplekst system; hvis en ål kan rumme den samme form for energi, som man finder i lyn, og hvis begge dele, både ålen i vandet og lynet fra himlen, er koblet til den magnetisme, mennesker navigerer efter; hvis plantezonerne på vej op ad et bjerg kan mime vegetationen fra ækvator til Nordpolen; så er alting måske forbundet, og så skal naturen måske betragtes som en balance – og hverken som en række enkeltelementer, Gud har sat på jorden, eller blot en råstof-ressource.

Og hvis dét er tilfældet, så skal vi mennesker måske også passe på ikke at forstyrre denne balance for meget, men se os selv som en del af den? Humboldt var videnskabsmand i 1800-tallet, han var ikke en moderne økolog, men der er ansatser til en tankegang, der taler ind i vores tid.

BJERGETHumboldts ‘Ein Naturgemälde der Anden’ (udgivet 1807) bruger et tværsnit af Chimborazo som grafisk udgangspunkt for en kortlægning af, hvordan forskellige klimatiske betingelser danner grobund for forskellige vegetationer og livsformer (her angivet med bittesmå bogstaver på det hvide tværsnit). Det er noget, man med stor tydelighed kan iagttage på vej op ad sådan et bjerg ved ækvator, hvor det er som at gå gennem den ene klimazone efter den anden og ende ved en af polerne, tildækket af is. Det var i øvrigt en tid, hvor videnskabsfolk forventedes at kunne tegne på et meget højt niveau. Grafik: Alexander von Humboldt

DET VAR ALTSÅ ikke nogen pludselig erkendelse, Humboldt havde på bjerget Chimborazo. Det var egentlig blot kulminationen af mange års observationer og tanker i videnskabens tjeneste. Men det var her, de for alvor samlede sig.

Efter bjergbestigningen lavede Humboldt den første skitse til et såkaldt Naturgemälde. Direkte oversat betyder det naturmaleri, men det, Humboldt begyndte optegnelserne til, var ikke blot en skildring af naturens skønhed, men også et billede af, hvordan forskellige klimaer skaber forskellige livsformer. Det grafiske udgangspunkt var et tværsnit af netop Chimborazo.

En gennemarbejdet og smuk farveversion skulle senere blive en stor folde ud-plakat i hans udgivelse Essay om plantegeografi (1807). Han kunne sagtens have valgt et andet bjerg, for han besteg mange andre og mere frodige, men Chimborazo var angivelig der, hvor alle tankerne samlede sig i en oplevelse, der giver ekko i vor tids naturforståelse: At alt er forbundet.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem