Der skete noget mærkeligt i Europa denne sommer. En bølge af folkelige protester og myndighedsindgreb rejste sig mod noget, der ellers kan virke temmelig uskadeligt, nemlig turister.

I juli marcherede 2.000 venetianere gennem byens gader, fordi de bogstaveligt talt følte sig presset ud af feriegæster. I flere spanske byer demonstrerede folk med budskaber som “Dette er ikke turisme, det er en invasion”. Unge rebeller i Barcelona gik så vidt som at flænse dæk på lejecykler og overfalde turistbusser med grafitti.

Og myndighederne, de lyttede til folkets protester.

I Barcelona har bystyret udstedt forbud mod nye hotelbyggerier, slået ned på løbsk Airbnb-udlejning og bandlyst segwayen, denne masseturismens mest mærkværdige manifestation. I Dubrovnik reguleres antallet af turister nu ved hjælp af overvågningskameraer. I Firenze har borgmesteren udkommanderet vandkanoner for at holde sandwich-spisere væk fra kirketrapperne. I Milano er selfiestænger blevet forbudt.

Alt sammen er reaktioner på en udvikling, som faktisk er fuldstændig svimlende. Prøv bare at se den her grafik over antallet af turistovernatninger på verdensplan:

Aldrig i menneskehedens historie har der været så mange rejsende, og de kommende år vil der kun blive flere. Og flere. Og flere.

Med over 1,2 milliarder turistovernatninger i 2016 er antallet af rejsende næsten fordoblet bare siden årtusindskiftet, og 2017 lader til at blive endnu et rekordår, såvel i Danmark som på verdensplan. I årets første fire måneder steg den globale turisme med seks procent i forhold til samme periode året før (til sammenligning ventes verdensøkonomien i år at vokse med et sted i omegnen af tre procent). Udviklingen betyder, at turismen på få år er blevet en de vigtigste og hurtigst voksende industrier overhovedet. Hvert tiende job i verden findes nu i rejsebranchen, der også står for omkring en tiendedel af al økonomisk aktivitet på kloden. Hele 116 af klodens 195 lande er inde i en udvikling, hvor turismen år for år vokser hurtigere end økonomien som helhed. Danmark er ét af dem.

Det er, kort sagt, helt vildt.

Den hurtigste vækst sker i øjeblikket i Asien, hvor især kinesiske turister bærer udviklingen, men Europa er fortsat turistkontinent nummer ét med halvdelen af alle overnatninger. Danmark modtager flere turister end Brasilien, Holland modtager flere end Indien, Tyskland modtager flere end hele Sydamerika. Og der kommer hele tiden flere.

Selv den største finansielle nedsmeltning i 79 år, den i 2008, førte blot til et lille dyk i turismen, og mens krisen endnu kradsede i årene derefter, buldrede turismen bare videre i vejret.

Heller ikke terrorister med kalasjnikover eller kaprede lastbiler lader til at have varig indflydelse.

En bølge af terrorangreb i 2015-2016 bremsede midlertidigt turismen i dele af Europa og Mellemøsten, men udviklingen lader allerede til at være vendt igen. I årets første fire måneder kom der ti procent flere turister til Mellemøsten end i samme periode året før, og ni procent flere til den europæiske Middelhavsregion. Tunesien, som oplevede et dramatisk turismedyk efter terroristers angreb på sagesløse strandgæster i 2015, forventer i år en vækst på 30 procent i antal besøgende.

Det er en udvikling, som rejser alvorlige spørgsmål om overbelastning, nedtrampning og afsjæling af nogle af de smukkeste og højest skattede steder på kloden – og om fortrængning af lokale beboere, løbske boligpriser, trængsel, forurening og i det hele taget stærkt uheldige bivirkninger for miljø og mennesker.

Samtidig er det en udvikling, som er fuld af paradokser. For hvem vil ikke gerne have del i en fest, der kan hale hele samfund op af økonomisk uføre? Hvorfor skulle kinesere og indere ikke have lov at se verden? Og hvem vil ikke gerne på ferie?

Spørgsmålet er bare: Hvor længe – og ikke mindst hvordan – kan det fortsætte?

Lad os se på Island som eksempel. Landet er på mange måder et mikrokosmos, hvor man kan studere effekterne af det globale turismeboom. Udviklingen her er bare meget mere voldsom end de fleste andre steder.

De blot 344.000 indbyggere på den isolerede ø i Nordatlanten modtog sidste år 1,8 millioner turister, altså mere end fem gange så mange turister, som der er indbyggere. Og antallet stiger eksponentielt. De 1,8 millioner turister i 2016 var hele 39 procent flere end i 2015, hvor der kom 29 procent flere end i 2014, hvor der kom 23 procent flere end i 2013 … og så videre. Turisterne vælter kort sagt ind i større og større antal.

Tilbage i 2010 besøgte færre end en halv million mennesker Island, i år tegner til at sætte ny rekord med fem gange så mange, altså op mod 2,5 millioner. På en ø med en befolkning cirka på størrelse med den i Aarhus.

Turismeforsker Edward Huijbens (som er islænding trods det hollandsk klingende navn) fra universitetet i Akureyri stod gennem ni år i spidsen for det lokale turismeforskningscenter ITRC og forsker stadig i turisme. Han har fire hovedforklaringer på den exceptionelle udvikling:

1. En vulkan. I 2010 sendte gletsjervulkanen Eyjafjallajökull en 11 kilometer høj askesky op i atmosfæren og standsede lufttrafikken i store dele af verden. Det satte ligesom Island på landkortet.
2. Gode flyforbindelser. Island har i årtier satset på transatlantiske flyvninger, så da askeskyen lettede, og turisterne fik øje på Island i 2010, var man klar. “Hvis nogen i Boise, Idaho, ville til Island, var det bare at hoppe på et fly til Milwaukee, og så afsted,” siger Edward Huijbens.
3. Valutadyk. I 2010 var østatens økonomi i krise, og den islandske krónas værdi var en brøkdel af, hvad den havde været få år tidligere. Island var med andre ord billigt (det er forbi nu, skulle jeg hilse og sige).
4. Reklamer. “Regeringen og turistindustrien gik lidt i panik, da Eyjafjallajökull gik i udbrud,” siger Edward Huijbens. “De troede, at ingen ville komme, og at verden ville tro, Island var dækket af aske. Så de satte den største marketingkampagne nogensinde i værk.”

Til de fire hovedforklaringer kan man lægge det islandske fodboldlandsholds succes ved fodbold-EM i 2016, hvor vikingerne tævede englænderne – og så, øhm, Game of Thrones og Justin Bieber. Både tv-serien og sangeren har filmet på Island, så nu kan man komme på Game of Thrones-tour eller følge i Biebers fodspor.

Og så er der selvfølgelig også bare virkelig smukt på Island – det så jeg selv i sommer …

Konsekvenserne af turismeboomet på Island har været både samfundsomvæltende, glædelige, bekymrende og bizarre.

Islands gigantiske bankkrak i 2008 bragte økonomien i knæ og samfundet på randen af revolution. Turismen har mere end noget andet bragt landet på fode igen. I dag er turisme Islands største og vigtigste industri – større en aluminiumsværkerne, større end selv fiskeriet. Det kunne man se, da fiskerne strejkede i vinter.

“Det varede ni uger, hvor vi ikke fangede nogen fisk,” siger Edward Huijbens.

“Hvis det var sket for 20 år siden, ville parlamentet have lavet et lovindgreb nærmest øjeblikkeligt, fordi vi ville være løbet tør for udenlandsk valuta i løbet af to-tre uger. Nu bekymrede ingen sig, fordi det strømmede ind med penge fra turisterne.
Derfor blev de nødt til selv at forhandle sig frem til en løsning.”

“Turismen har ændret vores økonomi, så den nu har tre søjler, og det er en god ting. Den har undermineret magten hos fiskerieliten, kvoteejerne, som på en måde er vores aristokrati.”

Men turismen kan også blive en sovepude, mener Edward Huijbens. Måske vil hele landet løbe efter de nemme penge fra turisterne i stedet for at investere i fremtiden – i uddannelse, højteknologi og infrastruktur.

Dertil kommer alle historierne om turister, der skider alle vegne i et omfang, så det lokale lavprisselskab WOW air i deres in-flight-magasin har fundet det nødvendigt at opfordre til at lade være. Om skader og hærværk på den ømfindtlige islandske mos, der er årtier eller ligefrem århundreder om at vokse frem igen, hvis man ødelægger den (nogen har for eksempel valgt at skrive send nudes, altså nøgenbilleder, ved at fjerne mos fra en skråning i Sydisland, hvor opfordringen så kan blive stående til kommende generationer). Om overrendte varme kilder, skrald i naturen, trængsel på vejene og så videre.

Og, mere alvorligt, om dødsfald i den utæmmede islandske natur. I løbet af en enkelt weekend i juli styrtede to turister i døden under vandreture, og i januar blev en hel tysk familie skyllet i vandet af en af de jævnlige kæmpebølger på landets farligste strand, Reynisfjara. Moren døde.

Og så er der ejendomsmarkedet. Her er et kort over overnatningssteder i Reykjavik, som findes på nettjenesten Airbnb, hvor alle og enhver kan leje ud til hvem som helst:

Der er mere end 3.000 af dem, og hundreder af lejligheder er ikke længere at finde på det almindelige boligmarked på grund af Airbnb. Ikke overraskende har det faktum og turismen i det hele taget lagt yderligere pres på et i forvejen rødglødende ejendomsmarked, der gik i byggestop efter krisen og nu har svært ved at rumme alle turisterne såvel som de mange udlændinge, der flytter til Island for at servicere dem. Priserne på Islands ejendomsmarked steg i perioder af 2016 hurtigere end noget andet sted i verden, og prisstigningerne presser lokale ud af det centrale Reykjavik.

Regeringen har svaret igen med ny lovgivning, og meningsmålinger viser, at islændingene snart har fået nok. Mere end to tredjedele synes nu, at der er for mange turister om sommeren – for blot tre år siden var det under en tredjedel.

“Folk ved godt, at turismen ligesom halede os op af hullet,” siger Edward Huijbens.

“Men nogle af de problemer, som følger med, er ved at blive en smule overvældende.”

Turismen er altså en kraft, der kan endevende hele samfund. Er alle turisterne i virkeligheden ved at ødelægge alt dét, de rejser ud for at se – ikke bare på Island, men over hele verden?

Den rutinerede amerikanske stjernejournalist Elizabeth Becker fangede på mange måder det globale turismeboom i opløbet, da hun for nogle år siden rejste verden rundt for at researche sin anmelderroste bog Overbooked – en af de få virkelig grundige, kritiske undersøgelser af turismen som global industri. Bogen udkom i 2013, og siden er det hele bare blevet vildere og mere intenst, siger hun, da jeg fanger hende på telefonen fra Washington.

“En af de store ændringer er Airbnb, som har vist sig at være lige så stort et problem for mange lokalsamfund som cruiseskibe.”

Udlejningstjenesten, pointerer Elizabeth Becker, kan ændre hele bykvarterer fra beboelsesområder til “partyzoner”, hvor caféer, barer, restauranter og natklubber fortrænger det almindelige handelsliv, og hvor turister på korttidsbesøg fortrænger mere permanente lejere fra boligerne.

“Uden nogen officiel godkendelse har Airbnb formået at omgå det, vi i USA kalder beboelseszoner. Normalt skal man opfylde helbreds-, sikkerheds- og zonekrav, men ved at bruge teknologien til at undgå alt dette har Airbnb på ganske få år forvandlet en masse boliger – hvad enten de ligger i Spanien, Frankrig, USA eller hvor som helst ellers – til kommercielle steder,” siger Elizabeth Becker.

“Men på plussiden er der, siden jeg skrev bogen, sket det, at folk, regeringer og virksomheder begynder at indse, at for megen turisme – overturisme – vil ødelægge dem.”

Danmark er alt andet end uberørt af den globale rejsefeber.

De seneste tal fra VisitDenmark viser en årlig stigningstakt i turismen på over fire procent, hvilket vil sige mere end 200.000 ekstra overnatninger hvert år. Juni måned satte rekord med i alt 463.000 overnatninger – over otte procent flere end i juni 2016 (omend placeringen af pinsen spiller ind her). Især tyskere, amerikanere og hollændere vælter ind over grænsen.

Siden 2008 er antallet af hotelovernatninger på landsplan vokset med 38 procent til 15 millioner om året. Omsætningen på hovedstadens restauranter er i samme periode steget med en tredjedel. 17 af de 25 vigtigste turistattraktioner i Syd- og Sønderjylland har rapporteret om fremgang i år. Koldinghus modtog 79.000 gæster i de første syv måneder af året, en pæn forbedring af rekorden på 66.000 fra 2016. I Ribe er man i gang med at undersøge, hvad italienske turister (som der kommer stadig flere af) egentlig går op i, og hele sommeren har det været diskuteret, om det er på tide at spærre domkirkepladsen af på grund af trængsel. I Ringkøbing-Skjern ventes udlejningen af sommerhuse at slå rekord i år; det gjorde den også i 2016.

Lidt uden for Ringkøbing forventer iværksætteren Allan Nymark i år 22.000 gæster – cirka 1.500 flere end sidste år – på det, der engang var hans svigerforældres landbrug. I dag hedder stedet Adventure Park, og her kan man blandt andet spille fodboldgolf, fodboldpool og adventuregolf, en slags avanceret minigolf. Man kan også bo her. Omkring to tredjedele af gæsterne er udlændinge, de fleste tyskere.

“Det begynder at gå op for folk og især politikere, hvor vigtig turismen er for vores område, og det har fået en højere prioritering,” siger Allan Nymark.

Den stilfærdige, men driftige vestjyde befinder sig lige midt i forhandlingerne om, hvor meget turismen skal have lov at fylde i Danmark.

Det tog ham tre år at få tilladelse til at forvandle sit hjem fra blomsterbutik til turistparadis, fordi naturbeskyttelsesmyndighederne var bekymrede for “tivolisering af det åbne land”, som Allan Nymark siger, og derfor besluttede at køre en prøvesag (som altså endte med grønt lys på visse betingelser).

I dag har kommunen udpeget Adventure Park til ét af de ‘udviklingsområder’, som byrådene efter en ændring af planloven tidligere i år snart vil få lov at udlægge til eksempelvis turisterhvervet i landets ellers stærkt beskyttede kystnære områder.

Allan Nymark kunne godt tænke sig at bygge nogle campinghytter og udvide aktiviteterne, men er helt på det rene med, at det er “en balancegang”, det med at bygge på åben mark og nær ved vandet.

“Jeg tror da, det er det rigtige, man gør, at så må kommunen udvælge de steder, hvor man siger ‘her tillader vi det, her gør vi ikke.’ Det er jo heller ikke, fordi jeg synes, det ville være fantastisk, hvis der kom noget på hvert gadehjørne herude. Så bliver det for meget.”

I det indre København styrer Bent Lohmann rutineret en sort tohjulet ladcykel gennem mylderet. Han er en ungdommelig gråhåret herre iklædt hornbriller og lyseblå, kortærmet polo. Siden 2008 har han været formand for lokaludvalget.

Turisterne klarer trafikken mindre stilfuldt, fortæller Bent Lohmann som noget af det første, da jeg ringer for at bede om en rundvisning i turisternes København.

“Det er næsten dagligt, at jeg oplever situationer grænsende til det livsfarlige, hvor en turist har sat sig op på en bycykel og lige formår at holde balancen, men så får slået elfunktionen til. Så bliver de jo nærmest skudt af sted som ud af en raket.”

Cykelproblematikken kunne dog klares med lidt bedre vejledning, mener Bent Lohmann. Så hvad han først og fremmest vil vise mig, er turistbusserne. For selv om hele 98 procent af borgerne i hovedstadsregionen mener, at turismen bidrager positivt til København, betyder det ikke, at der ikke er problemer. Et støt stigende antal krydstogtsturister betyder mere trængsel og flere osende og brummende busser i Indre By.

Busholdepladsen på Toldbodgade nær Amalienborg er tydeligt underdimensioneret. Mens Bent Lohmann fortæller, spærrer en sort minibus med anhænger indkørslen for en tjekkisk turistbus, så trafikken midlertidigt går i stå ude på gaden. Men det er ikke særlig slemt i dag, siger Bent Lohmann. Nogle gange holder busserne i tre lag. (Også formand for Turistførerforeningen Kirsten Wedgwood kan fortælle om buskaos – “nogle dage glider det, nogle dage er det fuldstændig vanvittigt,” siger hun).

Bent Lohmann er bekymret for de mange hundrede år gamle bygninger i bydelen.

“Husene herinde er bygget på et fundament af egestolper banket ned i jord og vand,” siger han, “de er ikke lavet til at klare rystelserne fra tung trafik.”

Ideelt set burde man have lavet en ordning, hvor krydstogtsturister blev kørt fra kajen til byen i små elbusser, hvis de da ikke selv kan gå, mener Bent Lohmann. Foreløbigt har kommunen besluttet at lade busserne holde på Amaliegade på særligt travle dage – til stor frustration for blandt andre Per Arnoldi, der har atelier i gaden.

“Det er, som om vi altid reagerer på bagkant,” siger Bent Lohmann, mens vi cykler gennem Klareboderne, hvor busserne ikke kan følge efter.

“Vi har selv valgt at gøre en masse for, at der skal komme mange turister, og når de så kommer, er det, som om det kommer bag på os.”

Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell er ikke uenig. I en mail skriver han:

“Jeg må desværre give kritikerne ret. København har forsømt at lave en samlet strategi for, hvordan vi håndterer det pres på byen, som de mange turister skaber. Vi bør transportere de mange krydstogtsturister fra Nordhavn til Indre By med skib, da der simpelthen ikke er plads til de mange store turistbusser. Turisterne er mere end velkomne, men turismen må ikke ødelægge det, københavnerne holder af ved vores by.”

På mange måder minder turismens dilemmaer om klimaets. De udspringer jo af, at det faktisk går ret godt for menneskeheden. Levestandarden stiger over det meste af verden, og det afspejles i stigende forbrug – som bliver et problem, fordi vi er mange flere, der forbruger.

Det vanskelige er bare, at vi, der længe har været rige, dårligt kan nægte andre de samme privilegier som os. Hvordan skulle vi kunne nægte kinesere og indere deres egne biler og vaskemaskiner, hvis vi ikke vil opgive vores? Hvordan kan vi nægte dem at se verden, når vi selv elsker at rejse?

Men hvor man kan håbe at løse klimaproblematikken med elbiler, vindmøller og solpaneler, ser det umiddelbart sværere ud med turismen. Ressourcerne er jo begrænsede. Der er kun ét Eiffeltårn, kun ét Angkor Wat, kun ét Barcelona.

Det kan godt ligne en ret svær nød at knække.

Jeg spørger Elizabeth Becker, forfatteren til bogen Overbooked, om vi mon skal til at tænke på vores rejser, ligesom mange er begyndt at tænke på røde bøffer. Måske skal vi holde lidt igen af hensyn til planeten – og ikke kun på grund af flyrejsens CO2-aftryk?

“Ja, jeg mener afgjort, at vi skal tænke over, hvordan vi rejser,” siger hun og leverer en lille anbefalingsliste: færre og længerevarende rejser, tog frem for fly, bæredygtig indkvartering, nej til store cruiseskibe.

Det kan bidrage til at løse problemerne, siger hun, men det er ikke nok. Præcis som med klimaproblemerne skal der nemlig andet og mere end ansvarlig forbrugeradfærd til.

“Vi må vænne os til rationering,” siger Elizabeth Becker.

Hvis man i dag vil op i Eiffeltårnet eller campere i en af USA’s nationalparker, må man reservere en plads, ofte god tid i forvejen, og sådan må det være. Ellers bliver de mest populære rejsemål rendt over ende.

Men hvad med turismens økonomiske potentiale? Kan den ikke blive en kæmpe gevinst for klodens mindre rige, men meget fotogene og solrige nationer?

I sin bog fremhæver Elizabeth Becker Costa Ricas tradition for økoturisme – altså turisme i mindre skala og under hensyntagen til natur og lokalbefolkning – som en mulig vej frem.

Økoturismen er i Costa Rica gået hånd i hånd med bestræbelser på at beskytte landets unikke urskove. I dag er over en fjerdedel af landet udlagt til nationalpark, og turisme er en vigtig del af økonomien.

Men ikke alt er lysegrønt.

Hollandske Marinus Gisolf har boet i Costa Rica siden 1983 og været involveret i udviklingen af bæredygtig turisme stort set lige siden. Jeg ringer til ham for at høre, om turismen har gjort mest godt eller skidt.

“Costa Rica er et miks,” siger han.

• På den ene side er der økoturismen, som vitterligt fungerer mange steder til gavn for de lokale og i pagt med nationalparkerne. Strandturisme og luksushoteller har man koncentreret i ét bestemt område, hvad der ifølge Marinus Gisolf er fornuftigt.

• På den anden side har økoturismen haft det sværere siden finanskrisen, blandt andet fordi Costa Rica er blevet dyrere. Og de store hotelkomplekser, der er koncentreret i den nordlige Guanacaste-provins, giver nu problemer med vandmangel. De har heller ikke bidraget så meget til den lokale økonomi som håbet.

Teoretisk set kan både øko- og masseturisme være til gavn for et land som Costa Rica, mener Marinus Gisolf, men især masseturismen kræver ofte mere omtanke, end den får:

“Man må forsøge at imødegå de negative konsekvenser og acceptere, at det kan koste en masse penge. Og det er ikke altid, regeringer bryder sig om det.”

Hvis man kan trække ét overordnet budskab ud af alle, jeg har interviewet til denne artikel – fra adventuregolf-værten på Vestkysten til globetrotteren Elizabeth Becker til den islandske turismeforsker – er det dette:

Det kræver planlægning, hvis det globale boom i turismen skal blive en velsignelse snarere end en forbandelse.

Ifølge Elizabeth Becker er der ét afgørende fællestræk ved alle de steder, som har skabt en turistindustri til gavn for både turister og lokale (Bordeaux er ét af hendes yndlingseksempler):

De har undersøgt turisternes adfærd og lagt en detaljeret plan for, hvad de vil med dem.

Hvor vil man have turisterne hen, og hvor vil man ikke have dem hen? Hvordan strømliner man transporten for at undgå flaskehalse? Hvordan gør man transporten miljøvenlig? Hvor mange sengepladser vil man have, og hvor mange til rygsækrejsende, hvor mange til luksusturister? Vil man bruge turismen til at understøtte kunst og kultur? Hvordan finder man ud af at genbruge alle papkaffekrusene?

“Det kræver organisering ned til det niveau, men det er det værd,” siger hun.

Marinus Gisolf har samme budskab.

“Ethvert land må beslutte sig for, hvilken form for turister man vil modtage. Vil man have naturelskere på trestjernede hoteller, eller vil man have millionærer på femstjernede hoteller? Og det er ofte et problem for lande med lille erfaring med turister, for eksempel i Asien eller Afrika. De aner ikke, hvad de kaster sig ud i.”

Og hvad med islændingene?

Jo, de kan såmænd nok håndtere en to-tre millioner turister om året, hvis ellers de får taget sig sammen og indrettet sig derefter, mener Edward Huijbens.

“Jeg bor i det nordlige Island, i Akureyri. Områderne øst for mig er tomme, der er ingen mennesker. Og der er ellers spektakulære steder dér, for eksempel Islands kraftigste vandfald.”

På samme måde med selv de travleste turistattraktioner i dagstursafstand fra Reykjavik. Kør fem kilometer væk, og landskabet er helt tomt for mennesker (jeg har selv testet).

“Hvis man ser på det på den måde, kan Island tage imod mange, mange flere turister. Problemet er, at vi mangler infrastruktur, planlægning og initiativ til at håndtere det, og derfor føles det så overvældende,” siger Edward Huijbens.

“Seværdighederne i sig selv kan alle tage imod hundredtusinder eller sågar millioner af mennesker om året uden at blive ødelagt. Men det kræver, at vi designer det, tænker det igennem og investerer i at gøre det ordentligt.”

Og bliver islændingene alligevel trætte af at have alle de turister rendende … tja, så er der jo en løsning, som ligger lige for: Hele 77 procent af islændingene rejste udenlands sidste år, langt de fleste for at holde ferie. Det er rekord.