ARGUMENT_

Pressen har et alvorligt problem med den politiske ‘bullshitter’. Og bør se det i øjnene

14. maj 2019 | Dansk Politik | 15 min.

Op til den igangværende valgkamp udspillede der sig et paradoksalt drama i den danske presse. Medierne faldt over hinanden for at dække den racismedømte højrefløjspolitiker Rasmus Paludan, hans koranafbrændings-happenings og de optøjer, hans modstandere skabte i København som reaktion på hans demonstration på Blågårds Plads den 14. april.

I en periode var han endda en af Danmarks mest omtalte politikere, kun lige overgået af statsminister Lars Løkke Rasmussen, og på de sociale medier var eksponeringen af Paludan endnu mere voldsom.

Samtidig skortede det ikke på diskussioner om, om Stram Kurs’ partileder fik for meget taletid – ikke mindst da Paludans parti, Stram Kurs, derpå og i løbet af bemærkelsesværdigt kort tid blev opstillingsparat. Var det selve pressedækningen, der havde bragt Stram Kurs dertil? Og hvordan bør medierne i det hele taget dække en så usædvanlig og yderligtgående en politiker som Rasmus Paludan – ikke mindst i noget så afgørende som en valgkamp?

Vi har set noget lignende før. For selv om skalaen er en anden, så minder situationen om begyndelsen på den amerikanske valgkamp op til præsidentvalget i 2016. Hvor Donald Trump, der længe blev set som en joke, en useriøs kandidat, blev dækket massivt i landets største medier.

Lige fra han annoncerede sit kandidatur i juni 2015, til han blev valgt til verdens mest magtfulde embede i november samme år, var han konsekvent den kandidat, der fyldte mest i mediebilledet. Og ligesom det nu er tilfældet med Paludan, tiltrak Trump sig først og fremmest så enorm opmærksomhed, fordi han som en ny, usædvanlig og kontroversiel kandidat opfyldte flere af de traditionelle nyhedskriterier som sensation, aktualitet og konflikt – og selvfølgelig fordi han i forvejen var landskendt fra tv. Det er Rasmus Paludan ikke, men til gengæld har han formået at gøre det sociale medie YouTube til sin platform – med stort held.

De amerikanske medier fandt aldrig ud af, hvordan de skulle dække en kandidat som Trump. Diskussionen var der, men i sidste ende gjorde de det bare – og han endte i 2016 som historiens vel nok mest sensationelle sejrherre ved et amerikansk præsidentvalg.

Sandsynligheden for, at Paludan ender med en sejr i samme kaliber er minimal, men efter den første uges valgkamp har han stadig fremgang i meningsmålingerne. Og pressedækningen af ham er massiv. Både når han kommer med ideologiske udmeldinger, og når han, som han gjorde i den første partilederrunde på DR, slynger tal om en eksplosiv muslimsk befolkningstilvækst ud, som ikke holder vand.

Ligesom Paludan fik Trump opmærksomhed på grund af sine kontroversielle holdninger og sin provokerende stil, men han var (og er) måske endnu mere berygtet for sine utallige mildt sagt tvivlsomme påstande.

Så måske er det værd at tage ved lære af, hvad vi så i den amerikanske valgkamp. Ikke mindst fordi Paludan ikke er alene om at stille den danske presse i samme vanskelige situation, som USA’s medier aldrig kom ud af i 2016: Nogle politiske budskaber er så spegede eller ligefrem uvederhæftige, at man måske bør lade være at gengive dem – men samtidig er de del af det politiske nyhedsbillede.

Det så vi blandt andet i april, hvor tre Venstre-ministre afholdt et meget omtalt pressemøde, hvor man ikke fremlagde egen politik, men advarede mod en socialdemokratisk regerings formodede udlændingepolitik på baggrund af meget tvivlsomme tal. Det bragte de danske medier i en prekær situation.

For hvordan skulle man dække denne form for politisk stunt, hvor substansen ret åbenlyst bestod i valgflæsk, gisninger og halve sandheder? Skal medierne ignorere den slags politisk spil, eller skal de dække det for at kunne afsløre bullshit – altså gøre det klart for deres læsere, lyttere og seere, at her er en politisk manøvre af den ufine, måske endda uhæderlige slags?

Der er et ord, vi skal hæfte os ved her. Nemlig bullshit. Hvis vi retter blikket mod USA og Donald Trump, så er et af den amerikanske præsidents mest interessante karakteristika som kommunikatør nemlig, at han er bullshitter.

De fleste genkender nok bullshit som et uformelt og mildt profant ord, man bruger, hvis man hører noget, man ikke tror på – that’s bullshit! Men i akademiske kredse har det fået en lidt mere specifik betydning, siden den amerikanske filosof Harry Frankfurt i 1986 publicerede sit essay On Bullshit, der i 2005 blev genudgivet som en lille, men i akademiske sammenhænge meget populær bog. Heri forsøger han at indkredse ordets betydning og kommer frem til, at det er en form for sprogligt bedrag, som adskiller sig fra løgn ved, at bullshitteren ser sandheden som uvæsentlig.

Essensen af bullshit, siger Frankfurt, er den manglende forbindelse til nogen interesse for sandheden. Både løgneren og bullshitteren skjuler, at de ikke tilstræber at tale sandt, men bullshitteren skjuler også, at han eller hun slet ikke er interesseret i sandheden.

Som Frankfurt formulerer det, spiller løgneren og den, der taler sandt, på hver sin side af det samme sproglige spil, hvor sandheden er central; den ene vil have den frem i lyset, mens den anden forsøger at skjule den. Bullshitteren spiller derimod et ganske andet spil, hvor sandheden er ligegyldig, og fokus i stedet er på noget helt andet, nemlig hvad der er gavnligt for ham eller hende at sige i situationen.

Frankfurts udredning af begrebet virkede især relevant, da Trump som præsidentkandidat smed om sig med usandheder, tilsyneladende uden større bekymring. Da post-truth samme år blev valgt som årets ord af Oxford English Dictionary, tydede noget på, at sandheden var under pres. Og måske kunne man forstå fænomenet bedre, hvis man så det gennem Frankfurts bullshit-briller.**

For at forstå, hvad det betyder, når sandheden er under pres, og hvorfor bullshit er farligt, skal vi helt tilbage til det, der gør os mennesker til det, vi er.

Mennesket er nemlig et socialt væsen, og vi er helt unikt i stand til at indgå i et normativt samfund, hvor visse ting er de rigtige at gøre, simpelthen fordi det er sådan, man er en del af en gruppe, hvad enten det er en familie, et sportshold eller en moderne nation. Vi er i stand til at skabe vores eget naturlige miljø, og derfor har det været en evolutionær fordel for mennesker at kunne fungere inden for de sociale rammer, vi har udstukket.

Disse rammer består i høj grad af normer, som skal forstås både som moralske idéer om, hvad ‘det rigtige’ er, og som uskrevne regler, der påvirker, hvordan man agerer i vores samfund.

Disse normer er ikke hugget i sten, men opretholdes (i varierende former) af, at der er generel enighed om dem, og at folk som regel prøver at efterleve dem – og hvis ikke de gør, har det sociale konsekvenser.

En sådan norm, der gælder i en eller anden form i ethvert samfund, er sandfærdighedsnormen. Som filosoffer som Jürgen Habermas og Paul Grice har argumenteret for, er det naturligt for os at gå ud fra, at vores samtalepartner taler sandt, selv om vi rationelt ved, at det ikke altid er tilfældet.

Det alene gør det vanskeligt at argumentere imod, at politiske udsagn bør tilstræbes at have en vis forbindelse til virkeligheden, hvis politisk debat skal kunne fungere. Det er en mangel på respekt over for vigtigheden af denne forbindelse mellem ens ytringer og tingenes faktiske tilstand, bullshittere som Trump repræsenterer.

At nogen træder uden for normerne, er der selvfølgelig ikke noget usædvanligt i, men det interessante er, at Trumps normbrud ikke forhindrede ham i at slå både sine republikanske modstandere og senere også Hillary Clinton. Det tyder på, at der er sket noget med sandfærdighedsnormen, og at den kan have mistet opbakning blandt befolkningen.

Medierne spiller også en rolle her. Ikke kun som bindeleddet mellem befolkningen og politikerne, men også fordi de har et særligt ansvar på grund af deres forhold til sandheden.

I tilfælde, hvor politikere bullshitter – som når Rasmus Paludan afviser forskeres estimater og med et ‘slag på tasken’ siger, at der er 700.000 muslimer i Danmark – er det klart, at pressen ikke kan lade stå til.

Journalistikken er grundlæggende sandhedssøgende, og når nogen som Trump eller Paludan afviser sandheden som et kriterium, der er værd at tage hensyn til, har medierne et ansvar for at forhindre den tilgang i at blive anset som legitim. Det ansvar har de imidlertid ikke altid kunnet leve op til. Og igen må de gamle nyhedskriterier tage en del af skylden.

Et af Trumps mest kontroversielle forslag var indrejseforbuddet mod muslimer, som dengang i 2015 blev beskrevet som forfatningsstridigt. Da han første gang præsenterede idéen til et vælgermøde, retfærdiggjorde han det blandt andet med henvisning til de ‘tusindvis’ af muslimer, han så juble i Jersey City, da tvillingetårnene på den anden side af Hudson-floden i New York styrtede sammen 11. september.

Problemet er selvfølgelig, at det aldrig var sket – nogle havde jublet i Palæstina, og måske havde enkelte gjort det i en anden by i New Jersey, men det, Trump beskrev, havde altså ikke fundet sted.

Medierne i USA, der gennem hele valgkampen fulgte Trump tæt, dækkede selvsagt også vælgermødet, men fokuserede primært på hans politiske forslag frem for at forholde sig til det grundlag, som efter hans mening nødvendiggjorde dem.

Den kritiske dækning dukkede først for alvor op, efter Trump holdt fast i påstanden i et tv-interview, hvor han blev konfronteret med, at politiet i New Jersey havde afvist den. Denne optræden affødte blandt andet det nok mest oplagte modsvar til præsidentielt bullshit i form af en meget grundig faktatjek-artikel fra The Washington Post, hvis journalister selv gik i kødet på påstanden. I en alenlang tekst spækket med opdateringer beskrives det udførligt, at Trumps påstand umuligt kan holde vand, selv om der som nævnt godt nok var jubelscener i Palæstina og meldinger om enkelte fejringer på amerikansk jord.

På denne måde kom man ganske vist til bunds i sagen, men det er også et eksempel på, at et af landets største medier dedikerede uforholdsmæssigt store mængder energi til noget, de næppe ville have dækket, hvis Trump ikke havde nævnt det. Dermed kom han til at påvirke den politiske debat – og blev altså på sin vis belønnet for at have bullshittet sig igennem både et vælgermøde og et kritisk interview.

Ligesom når Paludan lægger usandheder til grund for sine rabiate politiske forslag, og når ministre bruger upræcise tal for at så tvivl om modstanderes udlændingepolitik, udnyttede Trump således – bevidst eller ej – opmærksomheden omkring sin udtalelse til at rette fokus mod det emne, han ville tale om.

Problemet med mediebevågenheden i et tilfælde som dette er dels, at den risikerer at ende helt ude af proportioner, dels at selv den nødvendige kritiske dækning kan medføre endnu mere af netop det bullshit, medierne kritiserer ham for. For hvis en politiker finder ud af, at bullshit er en effektiv måde at få sit budskab ud på, er det oplagt for vedkommende at fortsætte i samme spor – og for andre at følge trop.

Selv om de fleste af Trumps vælgere formentlig stemte på ham, fordi de foretrak hans politik frem for Hillary Clintons, repræsenterede hans kampagne – og nu hans regering – nemlig en farlig mangel på respekt for sandheden. Farlig, fordi der ikke er nogen regler, der siger, at politikere skal tale sandt.

Det eneste, der holder dem på sandfærdighedens smalle sti, er den norm, der som alle andre kun håndhæves ved, at der er sociale konsekvenser ved at forbryde sig mod den – for politikere er det typisk, at de ikke bliver (gen)valgt.

Men Trumps sejr er altså et tegn på, at det måske ikke er livsnødvendigt for en politiker at være sandfærdig, og en utilsigtet konsekvens er derfor alt andet lige en svækkelse af sandfærdighedsnormen.

Hvis vi skal holde fast i vores opfattelse af vores demokrati som et system, hvor folk med forskellige meninger diskuterer fremadrettede løsninger ud fra det samme faktuelle grundlag, er det indlysende et alvorligt problem, hvis nogle politikere ikke længere mener, det er nødvendigt at holde sig til sandheden.

I den forbindelse er det vigtigt at huske på, hvor normerne kommer fra, og hvem der skal holde dem i live.

Det er nemlig et ansvar, vi alle sammen deler. I takt med at opbakningen til en norm skrumper, bliver de sociale konsekvenser ved at bryde den også mindre og mister derved en del af deres afskrækkende kraft.

Eftersom befolkningen kun for alvor har muligheden for at stille politikere til regnskab, når der er valg, er det til daglig medierne, der med negativ omtale kan ‘straffe’ politikerne for deres eventuelle uærlighed. Og som demokratiets selverklærede vagthund, der er fundamentalt dedikeret til sandhed og objektivitet, har medierne også et ansvar for at omtale den uærlighed, så vælgerne har et oplyst grundlag at træffe deres valg ud fra.

Men fordi medierne er bindeleddet mellem magthaverne og befolkningen, er noget af det mest betydningsfulde, medierne gør, at give en stemme til visse personer og budskaber i den offentlige debat – og det kan ende med at modarbejde det sandfærdighedsfremmende projekt.

Hvis man følger de traditionelle nyhedskriterier, ligger det for eksempel ligefor at bruge tid på et budskab som Trumps, der i hvert fald må siges at leve op til kriterierne om sensation, aktualitet og konflikt. Det indså Trump, og på den måde blev bullshit-politikeren, der er ligeglad med sandheden, hjulpet på vej af medier, som ser det som deres fornemste opgave at finde frem til sandheden.

De Trump-udtalelser, jeg har undersøgt, blev trods alt dækket kritisk – og først og fremmest som usandheder – af de fleste amerikanske medier. Men et uundgåeligt problem er den politiske polarisering, som også findes i de amerikanske nyhedsmedier.

For eksempel er Fox News konsekvent mindre kritisk og faktatjekker mindre end mere moderate eller venstreorienterede medier, og de enorme forskelle på amerikanernes medievaner kan have påvirket deres virkelighedsopfattelse i forskellige retninger. Undersøgelser viser eksempelvis, at der er et betydeligt mindretal, som tror på de bullshit-påstande, jeg har analyseret. Med andre ord betyder polariseringen, at mange amerikanere bliver overbevist af Trumps bullshit og tror ukritisk på, hvad han siger.

Det er imidlertid kun én side af sagen. For det, der fik Harry Frankfurt til at argumentere for, at bullshit er en større trussel mod sandheden, end løgn er, var nærmere den medfølgende risiko for, at folk bliver ligeglade med sandheden. Det er derfor måske vigtigere at se på parametre, der kan fortælle om opbakningen til sandfærdighedsnormen i politik. Og der er faktisk noget, der tyder på, at den er faldende i USA.

For eksempel ser det ud til, at republikanere mellem 2007 og 2018 er blevet mindre optaget af, om en præsident er ærlig (49 procent sagde i 2018, at ærlighed er ‘ekstremt vigtigt’, mod 71 procent i 2007), mens der ikke er nogen signifikant ændring blandt demokrater og uafhængige.

Ligeledes svarede 41 procent af de adspurgte republikanere i 2018, at det kan være i orden at sige ting, der ikke passer, for at ‘gøre det rigtige for landet’. Tallet er blandt demokrater og uafhængige henholdsvis 25 og 26 procent.

Denne udvikling viser med al tydelighed, hvor skrøbelige selv vores mest grundlæggende normer er, når de blandes ind i ekstremt polariseret politik – og det kan være svært at undgå i en valgkamp.

Indtil nu har jeg kun beskæftiget mig med de problemer, der følger med, når en politiker er ligeglad med sandheden, men det er klart, at de danske mediers dilemma i denne valgkamp handler om mere end det.

Én ting er, at de ikke kan acceptere bullshit og andre usandheder, og her kan de fra deres kolleger i USA for eksempel lære, at dækningen af den slags skal være begrænset i omfang og snævert fokuseret på netop den manglende sandfærdighed. Forpligtelsen over for sandfærdighed og sandhedssøgning er så grundlæggende for pressen i et demokrati, at en sådan tilgang bør kunne forsvares mod anklager om aktivisme eller partiskhed. Det er indiskutabelt, at udtalelser baseret på ‘slag på tasken’ fortjener meget lidt spalteplads – og kun som eksempel på en politiker, som hverken anerkender forskning eller forekommer synderligt interesseret i sandheden.

Det samme gælder i øvrigt eksempler som Venstres famøse pressemøde med de kontrafaktiske gisninger om Socialdemokratiets udlændingepolitik. Her var det faktisk opløftende at se snart sagt alle danske medier revse statsministerens parti for ikke bare de meget tvivlsomme tal, men også det brud på normerne i dansk politik, som pressemødet repræsenterede.

Som de bør, gik pressen forrest i kampen for at opretholde den norm om sandfærdighed i dansk politik, som med garanti vil komme under pres igen i løbet af de næste ugers valgkamp.

Det er imidlertid straks sværere at greje, hvordan man skal forholde sig til noget som Paludans signaturpolitik, der går ud på at fratage alle – også danske statsborgere – med anden etnisk baggrund end dansk deres grundlæggende rettigheder og deportere dem snarest muligt. Her er der også tale om normer – som endda er nedfældet i love og konventioner – men man bevæger sig ind i politisk territorium, hvor journalister, der ser sig selv som objektive og neutrale, vil føle sig på dybt vand.

Under alle omstændigheder er det dog vigtigt ikke at eksponere Stram Kurs mere, end partiets stadig begrænsede tilslutning berettiger, bare fordi det er sensationelt og anderledes – det var den første fejl, man begik i de amerikanske medier.

Dækningen af Paludan ser allerede nu ud til at blive mere proportional, efterhånden som sensationen lægger sig. Men herefter skal medierne stadig forholde sig til, om Paludan kan og skal behandles som enhver anden politiker, når han udfordrer hele den liberale verdens menneskesyn.

Fordi: hvis man køber idéen om, at angreb på sandheden er uacceptable for medierne, gælder det samme så for Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og grundloven?

De er demokratiske grundpiller i vores samfund, men ligesom sandfærdighedsnormen er heller ikke de eviggyldige. De kan ændres, hvis folkestemningen omkring dem gør det og presset på dem vokser sig stort nok – omend det kræver mere politisk arbejde at ændre love (ikke mindst grundloven) end uskrevne normer.

Så hvis medierne er demokratiets vagthund, er det så mediernes opgave at stå vagt om dem?

Hvis medierne finder Stram Kurs’ politik uforenelig med vores demokrati, på samme måde som det at tale usandt er det, må de ekstremistiske forslag dækkes på samme måde som bullshit: Historien er ikke, hvad der blev sagt, men at det er ekstremistisk. Med andre ord: Dæk problemet, ikke fænomenet.

Tilbage står bare det helt centrale spørgsmål: Kan man tillade sig at anse grundloven og menneskerettighederne som lige så fundamentale for demokratiet som selve sandheden?

Den overvejelse er nødvendig i denne valgkamp. For medierne, for politikere og i sidste ende for borgerne, som skal sætte deres kryds på grundlovsdag.

Bidrag

Flere udvalgte artikler