I Danmark sidder de fast i udrejsecentre.

I Holland har man fundet en måde at sende afviste asylansøgere ud af landet

Det handler om, at mennesker skal forstå beslutninger for at acceptere dem.

Illustration: Rasmus Meisler for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Der findes i Danmark en ambition, som man kan være for eller imod, men som vi uanset hvad taler enormt meget om. Vi kan bare ikke finde ud af at føre den ud i livet. I årtier har skiftende regeringer strammet og strammet, først og fremmest for at sænke antallet af asylansøgere, der ankommer til Danmark, men på det seneste også for at kunne sende udlændige ud, når de først er kommet ind. Og når man tænker på, hvor meget politikerne har talt om det her, hvor meget de har strammet og forsøgt at give afviste asylansøgere årsager til at forlade landet igen, er det påfaldende, hvor lidt det har rykket ved noget som helst. Dér kommer Arjen Leerkes ind i billedet.

Arjen Leerkes har noget at sige om denne nok mest centrale debat, vi har i Danmark. Han er fra Holland, sociolog og professor i migrationsstudier ved universitetet i Maastricht. Nogle gange arbejder han for det hollandske justitsministerium.

Jeg forsker i uregelmæssig migration og migrationskontrol i Europa,” præsenterer han sig, da jeg får fat i ham på telefonen.

Arjen Leerkes lavede sidste år en rapport, hvori han undersøgte og sammenlignede 12 europæiske landes succes, kunne man kalde det, alt afhængig af hvor man står politisk, med at sende afviste asylansøgere hjem. Det gav mening for en hollænder at lave den, for den her diskussion er virkelig ikke et særskilt dansk fænomen, den foregår over hele Europa.

Vi har også i Holland haft diskussionen om, hvorfor vores hjemsendelsespolitik ikke har virket,” siger han.

Arjen Leerkes’ resultater er virkelig interessante. Først og fremmest fandt han, at der i ellers så ideologisk liberale stater som Holland, Sverige, Danmark og Norge er kommet et større og større fokus på hjemsendelser. Noget, som engang var en lidt sekundær del af den samlede udlændingepolitiske strategi, er i de seneste år blevet langt mere centralt.

Dernæst fandt den hollandske professor, at der var virkelig stor forskel på, hvor effektive de enkelte lande så var til rent faktisk at få afviste asylansøgere ud. Se bare grafen her:

Ser man på udlændinge fra de mest almindeligt flygtningeproducerende lande, Afghanistan, Eritrea, Iran, Irak, Somalia og Syrien, har Holland mellem 2013 og 2017 været i stand til at hjemsende 43,8 procent af dem, som myndighederne ikke mente havde krav på asyl. På andenpladsen er Norge med 31,4 procent, mens Frankrig, Storbritannien, Østrig og Sverige følger nogenlunde lige derefter. I bunden har vi med 4,4 procent Danmark.

Det her taler altså ind i en af de politisk mest definerende samtaler, vi her i Danmark har haft i de seneste mange år. Den om hjemsendelser af afviste asylansøgere, mennesker på tålt ophold, kriminelle udlændinge med en udvisningsdom, altså dem, vi af forskellige årsager ikke vil have her. Der var per 4. august 2020 1.072 af dem. Debatten er helt central, ikke bare for dansk politik, men for det globale asylsystem som sådan. For det er baseret på en pagt så at sige. Man skal have mulighed for at flygte til for eksempel Europa og søge om asyl, men hvis myndighederne vurderer, at man ikke har krav på beskyttelse, skal man sendes ud igen. Det knager i alle dele af det her asylsystem, i begge ender af pagten. Og hjemsendelser er en central del af dén knagen.

På Christiansborg synes flertallet at være enige om én ting, nemlig at politikken skal være stram, hvilket konkret giver sig udtryk i hjemrejsecentre som Sjælsmark og Kærshovedgård, hvor forholdene kaldes umenneskelige, og hvor mennesker alligevel sidder i årevis. Men det virker ikke. Trods årtiers insisteren på, at flygtninge skal være midlertidigt i Danmark, er der ikke meget midlertidigt over det, der rent faktisk foregår. Og hvorfor så ikke det? Ifølge Arjen Leerkes er der noget, der tyder på, at det ikke er nok at stramme. Hollænderne, siger han, lykkes med at sende ti gange så mange afviste asylansøgere hjem, fordi de forstår, at der er brug for både pisk og gulerod. Og måske fordi de forstår, hvordan mennesker træffer deres vigtigste beslutninger.

I slutningen af maj offentliggjorde Udlændinge- og Integrationsministeriet nogle tal, der viser os, i hvor høj grad flygtninge bliver her i stedet for at tage hjem. De var delt op i nationaliteter, og de kommer her.

Af de i alt 28.391 syriske flygtninge og familiesammenførte, som kom til Danmark mellem 2011 og 2017, var 92 procent stadig i landet per 21. januar 2021. Samme tendens ser man, hvad angår de andre store flygtningegrupper, vi har her i landet: 94 procent af 4.139 eritreere var fortsat i Danmark, ligesom 89 procent af 2.382 iranere og 97 procent af 2.185 afghanere var det. Den eneste gruppe, som skilte sig ud, var somalierne, hvoraf 65 procent af 2.062 stadig var her. Dér i maj var minister Mattias Tesfaye lidt loren ved at stille tallene op i en hårdt optegnet klassifikation af tilfredsstillende eller ej, blot sagde han til Berlingske, at Selv om vi arbejder for midlertidighed, ender det ofte med de facto-indvandring. Det kan vores samfund ikke holde til i længden”.

Tallene herover dækker altså over det samlede antal flygtninge og familiesammenførte. Lige nu handler den politiske diskussion om de afviste asylansøgere, mennesker, som myndighederne ikke mener har krav på at være her.

Ambitionen om, at de kun skal være her midlertidigt, er egentlig ikke ny.

Jamen, det har altid været sådan, at hvis en udlænding ikke har et gyldigt opholdsgrundlag, så skal den pågældende rejse hjem,” siger Peter Starup, lektor i flygtningeret ved Syddansk Universitet, da jeg får fat på ham. Og man kan så sige, at man i de senere år har intensiveret ambitionen med det her paradigmeskifte.”

Paradigmeskiftet trådte i kraft den 1. marts 2019 og skulle være et, ja, paradigmeskifte i dansk flygtningepolitik, hvor man gik fra at tænke integration af flygtninge til at tænke midlertidigt ophold. Paradigmeskiftet gjorde blandt andet, at opholdstilladelser meget lettere skulle kunne inddrages, og at integrationsydelsen oven i en beskæring på 2.000 kroner skiftede navn til selvforsørgelses- og hjemrejseydelsen. Således spændte skiftet fra det substantielle til det mere symbolske.

I forhold til at langt flere opholdstilladelser skulle inddrages, og afviste asylansøgere skulle sendes hjem, var der dog et problem,

Det er jo sådan lidt teoretisk,” siger Peter Starup, for en inddragelse kommer kun på tale, hvis forholdene ændrer sig i det land, hvorfra den pågældende er flygtet.”

Når vi taler konventionsflygtninge, som er flygtet, fordi de i deres hjemland forfølges på grund af race, religion, nationalitet eller politiske holdninger, sker det i praksis nærmest aldrig, at forholdene i deres hjemlande ændrer sig så meget, at deres opholdstilladelse kan blive taget fra dem. Diktaturer består, og derfor har paradigmeskiftet i forhold til lige netop denne type flygtning ikke ændret det store.

Så er der krigsflygtningene, dem, der, som navnet antyder, er flygtet fra krig. De er oppe i tiden lige nu, hvor de danske myndigheder er begyndt at inddrage syriske flygtninges opholdstilladelser, fordi de som nogle af de eneste i Europa mener, at der i områderne omkring hovedstaden Damaskus nu er så fredeligt, at det er sikkert for flygtningene at vende tilbage.

For den gruppe har det betydning, for der skal situationen bare bedres i det pågældende land,” forklarer Peter Starup. Det har vi set her for nylig med områder omkring Damaskus, hvor man mener, at der nu ikke længere er en sådan grad af vilkårlig vold, at alle og enhver risikerer overgreb. Det har så betydet, at man er gået i gang med at inddrage opholdstilladelserne for de her krigsflygtninge fra de pågældende områder.”

Alt i alt skyldes de lave hjemsendelsestal altså ret simpelt, at det helt grundlæggende er svært at sende i hvert fald en del af de flygtninge, der er kommet ind i Danmark, ud af Danmark igen. På trods af paradigmeskiftet og årtiers udtalte politiske ambitioner om, at nu, nej nu, nej nu skulle vi altså i gang, også selv om vi gik til kanten af konventionerne, er det ikke rigtig blevet til noget. Når man ser på, hvad Holland kan, så er det helt tydeligt, at man kan nå længere, end Danmark har gjort. Men for at gøre det er vi nødt til at forstå det, der foregår inde i de afviste asylansøgeres hoveder.

Sahand Jalil Zadeh havde alt undtagen frihed. Han var 23 år gammel, boede i byen Zanjan, cirka 400 kilometer nordvest for Teheran, hvor han var lærer og dyrkede bodybuilding i sin fritid. Så jeg havde et godt liv,” siger han i telefonen. Han taler et lidt forsigtigt, men sikkert engelsk. Men jeg havde ikke frihed. Det var derfor, jeg flygtede. Jeg havde alt, men frihed var det, jeg virkelig ville have, så … ja.”

Det, Sahand taler om, skete for efterhånden nogle år siden. I 2018 flygtede han fra Iran, først over bjergene ind i Tyrkiet, så til Europa, Italien, Frankrig, Belgien, Tyskland, Danmark.

Jeg ville gerne klare mig i Iran, fordi jeg håbede, at det en dag måske ville blive okay at bo der. Men som 23-årig var jeg blevet skubbet for langt. Styret straffede mennesker. De lod mig ikke leve som en fri mand.”

Sahand er ikke muslim, ikke længere i hvert fald. Det var, da han gik på universitetet, at han opdagede, at han ikke længere troede på det, som hans familie og, måske vigtigere endnu, stat gjorde. Han begyndte at mene, at præstestyret brugte religionen til at undertrykke folket. Det fik ham i kløerne på de religiøse myndigheder, der afhørte og truede ham.

Og i Iran er du nødt til at være muslim. Der er ingen andre muligheder. Så de truede mig, straffede mig, sendte mig i fængsel,” siger han.

I bjergene skød grænsevagterne efter ham, men han klarede sig igennem. En måneds tid senere blev han arresteret af dansk politi og sendt til Sandholmlejren. Han mener selv, at han har krav på asyl, men det mener myndighederne ikke, og han skal derfor sendes tilbage til Iran. Det vil han ikke.

Nej, nej, aldrig. Det vil jeg aldrig gå med til.”

Sahand Jalil Zadehs historie er en om et levet liv, et barskt liv bestående af farer og en, synes han selv, grundlæggende uretfærdighed, men den taler altså også ind i den forskning, Arjen Leerkes har lavet.

Jeg var faktisk ikke klar over, at Danmark lå så lavt sammenlignet med andre lande,” siger hollænderen. Men der findes i statsapparatet en forkert idé om, at man ved kun at være stram, ved at være så stram som muligt, kan blive mest effektiv.”

I virkeligheden, siger Arjen Leerkes, forholder det sig modsat. Det er ikke mest effektivt at være så stram som muligt, hvis man vil sende de afviste tilbage. På den anden side er det heller ikke sådan, at det at være stram er det mindst effektive. Pointen er helt grundlæggende, at man bliver nødt til at gøre begge ting. Man skal facilitere udlændingenes vej tilbage til deres hjemland, når man har truffet beslutningen om ikke at give opholdstilladelse, og man skal gøre det klart for dem, hvorfor man har truffet den beslutning.

Og noget af det, jeg især er interesseret i, er, hvordan mennesker opfatter graden af retfærdighed i deres sager og udfaldene af dem,” siger han.

I migrationsprofessorens øjne er den strategi, der alene går på at stramme så meget op som muligt, for … rationel, i virkeligheden blind for, hvordan og hvorfor mennesker, i dette tilfælde flygtninge og asylansøgere, træffer de beslutninger, de gør. I Danmark har vi i de seneste år haft en smykkelov, et burkaforbud og et forslag om at lægge et udrejsecenter på en øde ø. Vi placerer folk på centre, selv om vi ikke har aftaler med deres hjemlande og derfor ikke kan sende dem hjem. Så sidder de der. Vi har strammet og fejret det med en kage. Et bud på, hvorfor vi i Danmark er så dårlige til at få afviste asylansøgere til at rejse hjem, siger Arjen Leerkes, er, at vi med vores stramme politik og retorik skubber de her mennesker fra os. For på paradoksal vis er det måske det værste, vi kan gøre.

Vi ved,” siger han, fra psykologien og juraens sociologi, at det er meget vigtigt, om folk accepterer beslutninger og synes, at de er fair.”

PÅ VEJSahand Jalil Zahed sejlede til Italien ombord på et fragtskib. De kom ud til det ved hjælp af en lille oppustelig båd, som manglede luft. Foto: Privat

Sahand Jalil Zahed har boet på udrejsecentrene Avnstrup, Sjælsmark og Kærshovedgård. Han har brugt nærmest al sin tid på værelset. Her har han siddet og skrevet på en bog om sin situation, som han gerne vil have udgivet, Unfair Life hedder den. I den skriver han, at han har følt sig som en fange i Danmark, fordi han ikke har kunnet arbejde og med det rigtig leve her.

Folk slås hver eneste aften på Kærshovedgård,” siger han. For de har ingenting at lave. De bliver virkelig vrede og skøre, fordi de ingenting har at lave. De skriger om natten, de lader dig ikke sove.”

Han stoler ikke på myndighederne i Danmark. Han skriver i sin bog om, hvordan han så andre asylansøgere få opholdstilladelse, selv om de havde fortalt ham, at de i virkeligheden godt kunne klare sig i deres hjemland og kun var her for at tage chancen. Danmark,” skriver han, landet, som taler så meget om humanisme, giver ofte de forkerte mennesker asyl. Det skræmte mig meget.”

Han stoler, måske ikke overraskende, heller ikke på myndighederne i Iran. De har truet hans familie, siger han, fordi han fra Danmark har lavet kritiske videoer om præstestyret.

Jeg har fået mange trusler fra Den Islamiske Republik. Hvis du kommer hjem, siger de, bliver du henrettet. Så derfor kan jeg ikke tage hjem. De siger, at de vil finde mig. Også selv om jeg er i Danmark, vil de finde mig.”

Den 5. februar 2020 tabte han sin ankesag ved Flygtningenævnet. Han blev udspurgt i tre timer, og det føltes, siger han, som om man prøvede at gøre ham træt. Han havde det, som om han var i et forhørslokale i Iran.

Manglen på tillid mellem de danske myndigheder og de uønskede udlændinge, tror han, går begge veje.

Danmark stoler ikke på flygtninge. De tror, de alle er løgnere. Men det er ikke sandt.”

GENNEM BJERGENESahand Jalil Zaheh krydsede grænsen fra Iran til Tyrkiet sammen med en lille gruppe afganere. Foto: Privat

Så hollænderne er altså langt bedre til at sende udlændinge hjem, end vi er. For at forstå hvorfor skal vi tilbage i tiden. I 1990’erne gjorde hollænderne det ikke bare ulovligt at være, ja, ulovligt i Holland, de byggede infrastruktur, systemer, der sammenkørte informationer fra forskellige myndigheder og organisationer, og som så skulle opdage, når en udlænding for eksempel arbejdede ulovligt.

For eksempel,” siger Arjen Leerkes, blev det i 1992 lovpligtigt for arbejdsgivere at undersøge, om en potentiel ansat havde lov til at arbejde.”

Senere, i 1998, blev systemet udvidet og endnu mere fintmasket. Nu blev det for eksempel i stand til at holde øje med, om en udlænding, der ville leje en lejlighed, var i Holland lovligt, og det blev også umuligt for vedkommende at tegne forsikringer. Man byggede udrejsecentre, Holland strammede skruen.

Der var undtagelser. Børn kunne gå i skole, også selv om de ikke havde opholdstilladelse, og sundhedsvæsenet var også åbent. Men det var dé to ting, de afviste fik lov til.

Der var kort sagt disse to undtagelser, resten var ret stramt,” siger Leerkes.

Håbet var, der i 1990’erne, at dette ville være nok, både i forhold til ambitionen om at sende udlændinge ud og til at afskrække dem fra at rejse ind. Det var det ikke. Myndighederne mente, at det ikke var nok at stramme. Der skulle også andre metoder til. På diplomatisk niveau skruede man op for bemandingen i de lande, udlændingene oftest kom fra, og lavede aftaler med deres regeringer om hjemsendelser. På det menneskelige niveau skulle man, sammen med den enkelte udlænding, lægge en plan for, hvad der skulle til, for at vedkommende tog hjem. Man tog midler fra ulandsbistanden og brugte dem til at oprette ret store såkaldte repatrieringspuljer, så udlændinge, der indvilligede i at rejse hjem, kunne få en stor pose penge med. I Danmark bruger vi også repatriering, men pengene sidder noget løsere i Holland. Og dernede skete der noget. Kombinationen af de hårde og bløde strategier så ud til at være ret effektiv. Pisk og gulerod.

Noget, man også er ret god til, i hvert fald sammenlignet med Danmark, er at holde styr på retssikkerheden,” siger Arjen Leerkes. Man har klare procedurer for appel og adgang til advokater.”

Han understreger flere gange, at det hollandske system ikke fungerer helt gnidningsfrit. For eksempel er der blandt udlændinge, der bliver afvist, stadig forvirring om, hvorfor de bliver det, når andre bliver lukket ind. Men hans forskning viser, siger han, at det har betydning, at der er åbenhed omkring processen. Og om loven. Sådan fungerer mennesker, ikke kun udlændinge, som opholder sig ulovligt i et andet land. Man ser det samme i anden forskning, for eksempel i kriminologi.

Det handler ikke kun om at gøre det attraktivt at tage hjem eller uattraktivt ikke at gøre det,” siger han. Det handler om, hvorvidt folk forstår loven. Og hvorvidt folk synes, at loven bruges fair. Jeg siger ikke, at Holland gør det perfekt, for det gør Holland langtfra, men jeg tror, at dette og dets relevans for hjemsendelsesraten bliver overset.”

Udlændinge, siger Arjen Leerkes, der har fået lov til at uddanne sig, arbejde, deltage i samfundet, er blandt dem, der først vender frivilligt tilbage. Thomas Gammeltoft-Hansen, professor ved Københavns Universitet og en af Danmarks førende eksperter i udlændingeret, var inde på noget af det samme, da han i slutningen af maj blev interviewet af Berlingske og sagde, at Omvendt tyder noget på, at taktikken, hvor man nægter folk at deltage i samfundet, virker modsat”. Og: Noget tyder altså på, at man hellere skal sørge for, at udlændinge er aktive og bidrager, mens de er i Danmark. Erfaringer fra andre lande viser, at sådanne muligheder godt kan designes med blik for senere hjemvenden – for eksempel ved at binde en del af folks indkomst, indtil de vender hjem.”

Så hvad er, set fra Arjen Leerkes’ stol, den vigtigste forskel på de danske og hollandske systemer? Hvad er det dybest set, der gør, at de er så meget bedre til at sende udlændinge hjem, end vi er?

Jeg tror, at Danmarks helt store handicap er, at Danmark nærmest synes stolt af at være det strammeste land i Europa,” siger han. Måske efter Ungarn.”

Det her er Arjen Leerkes’ hypotese, det er vigtigt at sige, men han mener ud fra data og viden om især Holland og Norge, at Danmark har ignoreret den anden del af det, der rent faktisk får mennesker til at flytte tilbage til deres hjemlande.

Folk gør modstand,” siger han, fordi de ikke synes, at det, at de skal bo på et hjemrejsecenter, er proportionelt med, hvad de har gjort. Det handler om opfattelsen af retfærdighed, og hvor vigtig den er.”

Udrejsecentrene, siger Arjen Leerkes, får de mennesker, der bor i dem, til at gå i stå. De bliver deprimerede og apatiske, og så forventer vi, at de lægger planer for at rejse hjem. Og vi bruger ret begrænsede ressourcer, siger Arjen Leerkes, til at give folk de kompetencer og overskud, der skal til, for at de tager springet.

Jeg har rakt ud til Hjemrejsestyrelsen for at få en kommentar til den hollandske rapport, men den er ikke vendt tilbage.

Peter Starup, flygtningeretslektoren fra Syddansk Universitet, har læst den hollandske professors rapport og mener, at der i den er stof til eftertanke.

Den her rapport tyder på, at man måske med fordel kan anlægge en mere rummelig tilgang til det,” siger han. En mere imødekommende stil. Og hvad der så er mekanismen bag, at det så skulle få flere til at ønske at udrejse frivilligt, det kan man jo så undersøge nærmere. Men det kan være, at hvis man forsøger at tvinge folk, så stiller de sig på bagbenene. Og hvis man går ind i en dialog, så kan det være, det ender med en højere udsendelsesrate.”

Det kan godt være, det bliver svært at lave den her ændring, for vi har brugt årtier på at gå den anden vej. Vi har strammet, først for at skræmme folk fra overhovedet at søge asyl her, og nu så for at skubbe de afviste asylansøgere, der er her, ud.

Det, man er bange for politisk i Danmark, er, at hvis man sender et signal om, at man er for blødsøden, så rejser folk ikke,” siger Peter Starup. Men det kan så godt være i praksis, at det rent faktisk virker modsat. Og at det faktisk virker kontraproduktivt i forhold til det, der er målsætningen.”

Man skal ikke underkende signalers værdi?

Jamen, det spiller jo en stor rolle politisk. Som den politiske situation er i Danmark, er der jo ikke nogen, der vil vise svaghedstegn på det her område. Tværtimod er der er en strammerretorik.”

Arjen Leerkes ser altså sådan på det, at man sagtens kan stramme skruen og komme de folk, man strammer den over for, i møde på samme tid.

Sahand Jalil Zadeh bor ikke længere på Kærshovedgård. Flygtningenævnet har genoptaget hans sag, og han har fået lov til at bo hos sin kæreste i Silkeborg. Han arbejder på at få sin bog udgivet. At læse den er at få muligheden for et udefrakommende blik på bureaukratiet, vi har skabt omkring os. Den er i sagens natur farvet, et partsindlæg, men den viser også ind i sindet på en mand, der helt grundlæggende føler sig uretfærdigt behandlet. Og som under ingen omstændigheder vil tilbage til Iran.

Sahand, lad mig stille dig et sidste spørgsmål. Med tanke på din situation og historie, hvad er så dit håb for fremtiden?

Jeg er en fighter, så jeg vil kæmpe,” svarer han. Jeg ved ikke, hvornår jeg vil få et nyt liv. Danmark har givet mig en masse stress. Jeg spiser antidepressive piller. Jeg føler mig ikke normal. Men jeg har håb. Fordi måske kan jeg hjælpe andre flygtninge også.”