Du kan redde hundredvis af liv, hvis du vil. Så hvordan forsvarer vi at give så lidt til velgørenhed?

Vil du helst redde menneskeliv eller købe et par nye sneakers?

Illustration: Rasmus Meisler for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Allerede i en tidlig alder viste Aaron Pitkin sig at være anderledes end børnene i sin klasse. Han havde langt hår, lyttede til dødsmetal og havde en pytonslange ved navn Snaky, som sov hos ham hver nat. Han var ligeglad med, hvad andre mente om ham. Aaron kastede sig ud i diskussioner med alle, der krydsede hans vej, hvilket var så irriterende for hans omgivelser, at en af hans lærere en dag fandt på at smøre chilipeber på hans tunge i håb om, at han så endelig ville holde mund.

Det mærkeligste ved Aaron var det, han hidsede sig op over. Han havde en usædvanlig, næsten hysterisk medlidenhed med alle, som havde det mindre godt end ham selv. I skoletiden solgte han smykker og forærede overskuddet til velgørenhed. Som studerende ville han være læge i et fattigt land, men samtidig begyndte det at gå op for ham, at dyr havde det endnu sværere. Da han en regnvejrsdag var på vej til en vigtig eksamen, så han, at ormene arbejdede sig op af græsset og havnede på stien. Han følte sig nødsaget til forsigtigt at lægge ormene tilbage i jorden og kom derfor for sent til sin eksamen.

Så læste han et essay, der for alvor radikaliserede ham. Forfatter: Peter Singer. Titel: Famine, Affluence and Morality (Hungersnød, velstand og moral). Det var en gammel artikel fra 1971, kun 15 sider lang og trykt i et obskurt filosofisk tidsskrift. Men analysen var så skarp, så klar, at Aaron Pitkin ikke kunne abstrahere fra den.

Forestil dig, skrev Singer, at du ser et lille barn drukne i en lavvandet dam. Du ser dig omkring og opdager, at der ikke er andre i nærheden. Barnet kan næsten ikke holde hovedet oven vande, og du ved, at der ikke er nogen tid at spilde. Der er dog et problem: Du har dine nye sko på. Det er de fantastiske eksemplarer, som du lige har anskaffet, og billige var de ikke. Hvad nu?

Næsten alle vil sige: Spring i! Man skal da være et uhyre for at lade barnet drukne, bare fordi man er sko-fetichist. Men hvad så, siger filosoffen derefter, hvis millioner af småbørn hvert år dør af mæslinger, malaria eller diarré – sygdomme, der sagtens kan behandles? Hvad nu, hvis du kan give en hjælpeorganisation et relativt lille beløb (lad os sige det samme, som dine sko koster) og dermed redde et barns liv? Er det så ikke din pligt at give de penge? Eller er det måske endda din pligt at give og give, indtil du simpelthen ikke kan undvære mere?

Masser af mennesker læste Peter Singers essay og tænkte: Jeg kan ikke argumentere imod det, men manden må have uret. Men ikke Aaron Pitkin. Aaron læste essayet og tænkte: Det her kan jeg ikke modsige, altså må jeg lave om på mit liv.

MOD ALLE ODDS

Menneskeheden har haft det svært på det seneste. Mildest talt. Men måske har modgangen lært os noget vigtigt om verden og os selv. Sommeren igennem fortæller Zetland historier om at møde udfordringer og lykkes mod alle odds – og nogle gange komme klogere ud på den anden side.

Fra den dag begyndte Aaron Pitkin at leve ekstremt sparsommeligt. Han noterede alle udgifter i en lille notesbog, og han forsøgte at skære kraftigt ned på alt. Hvis han alligevel beholdt noget til sig selv, føltes det fra det øjeblik, som om han stjal fra et sultent barn. Ingen ville købe en dåse sodavand, hvis der lå et sultende barn ved siden af automaten,” tænkte han, og for Aaron lå der altid et sultende barn ved siden af automaten.

Tid er penge, og derfor blev Aaron også meget sparsommelig med sin tid. Hans lejlighed var fyldt med snavset tøj, og køkkenvasken bugnede af tallerkener og bestik, fordi hvert minut brugt på opvask eller tøjvask var på bekostning af undertrykte mennesker og dyr. Når han alligevel blev nødt til at lave mad, kogte han enorme mængder linsesuppe, som han frøs ned. Han anbragte sin computer i soveværelset, så han kunne komme i gang, så snart han stod ud af sengen, og forsøgte at sove mindre og mindre: fem timer, fire timer, tre timer.

Aaron måtte slæbe kasser for fødevarebanker, tjene penge til donationer, rejse rundt i landet for at protestere, holde taler om dyrerettigheder, gå rundt udklædt som hummer med et skilt, hvor der stod DET GØR ONDT AT BLIVE KOGT – det fortsatte bare, det var aldrig nok. Larissa MacFarquhar, den journalist, der skrev Aarons historie, beretter, at folk altid spørger om det samme, når hun fortæller om Aaron:

Er den mand nu også helt rask i hovedet?

Da Peter Singer i efteråret 1969 begyndte at studere ved universitetet i Oxford, var lærerne optaget af sproget. Professorerne mente, at det var deres opgave at forske så nøjagtigt som muligt i ords betydning. Det var en kompliceret øvelse, som de lærde selv først og fremmest måtte forholde sig neutralt til.

Og de studerende ved Oxford? De brød sig i stadig mindre grad om den slags ordkløveri. Det var vel at mærke 1960’erne. Hver dag var der planlagt en demonstration mod et eller andet. Blot et par år tidligere havde den sorte revolutionær Malcolm X besøgt universitetet, og ved den lejlighed havde han forklaret de studerende, at de levede i en tid med ekstremisme, en tid med revolution”.

Også den unge Peter Singer mente, at filosofien igen burde beskæftige sig med de store spørgsmål. Han skrev sit speciale om civil ulydighed, med protesterne i Nordirland og krigen i Vietnam som eksempler. Og så, i november 1971, skrev han sit mesterværk til det nystartede tidsskrift Philosophy & Public Affairs. Det var essayet om barnet og dammen, den artikel, der senere skulle gøre så stort indtryk på Aaron Pitkin.

Singer var på det tidspunkt 25 år gammel. 50 år senere er han en af vor tids mest betydningsfulde filosoffer, og hans essay er stadig en forbløffende læseoplevelse. Hans senere arbejde er også interessant, men måske havde Einstein ret, da han sagde, at genier udfører deres bedste arbejde før 30-årsalderen, hvor de stadig tør det, som de senere er for belæste til.

Selv i dag får Peter Singer i næsten alle interviews spørgsmål om sit største hit. Ligesom en rockstjerne kan få nok af sit mest berømte nummer, bliver Singer stadig forfulgt af den artikel, han skrev som 25-årig. På det tidspunkt udspillede der sig en katastrofe i Østbengalen (det nuværende Bangladesh). Folk dør,” indledte Singer sit essay, fordi de ikke har nok at spise, ikke har tag over hovedet og ingen lægehjælp. De lidelser og dødsfald, der nu finder sted dér, er ikke uundgåelige, ikke uafvendelige.”

En hungersnød, en borgerkrig og en cyklon havde bragt ni millioner mennesker på afgrundens rand, og alligevel gjorde folk i rige lande næsten intet. Storbritannien havde givet tilsagn om en smule støtte, men brugte 20 gange så meget på udviklingen af det supersoniske Concorde-fly, og Australien havde doneret en tolvtedel af, hvad den nye opera i Sydney havde kostet.

Hvordan kunne det retfærdiggøres? Singers svar var enkelt: Det kunne ikke retfærdiggøres. Hele vores måde at anskue moralske spørgsmål på,” skrev han, skal forandres og dermed også måden at leve på, som vi er kommet til at betragte som en selvfølge i vores samfund.”

Hvornår er man et godt menneske? De fleste vil sige således: Man er et godt menneske, hvis man ikke lyver og stjæler, hvis man pænt udfører sit arbejde og betaler sin skat, hvis man er en god nabo, en trofast ven og kærlig bror, søster, forælder eller ægtefælle, hvis man af og til putter noget i kirkebøssen, er lidt mere rundhåndet ved juletid, og, okay, hvis man ovenikøbet udfører noget frivilligt arbejde. Så er man da et godt menneske.

Men hvad nu, hvis det er langt sværere? I Matthæusevangeliet kapitel 19, vers 16 fortælles der om en ung mand, der gik hen til Jesus og spurgte: Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv? Jesus mindede ham om den velkendte remse: ikke myrde, ikke begå ægteskabsbrud, ikke stjæle, ikke lyve og så videre. Den unge mand reagerede straks: Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?”

Det skulle han aldrig have spurgt om. Vil du være fuldkommen,” svarede Jesus, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene.” Manden gik bedrøvet bort.

Man kunne mene,” skrev Peter Singer 2.000 år senere, at også hans filosofi har en absurd konsekvens”. For hvis millioner af mennesker stadig lider under sult og sygdom, så gør man aldrig nok. Eller man må i det mindste blive ved med at give, indtil man skal ofre noget af sammenlignelig moralsk betydning”, så man er næsten lige så fattig som en flygtning i Østbengalen. Så skal man blive ved med at give, til man simpelthen ikke kan mere.

I sit essay fra 1971 holdt Peter Singer stadig den mulighed åben, at vi ikke behøver at gå vidt. Men selv hvis vi trækker lidt i land og siger, at vi skal give, så længe vi ikke påfører os selv alvorlig smerte, er implikationerne stadig gigantiske. Vores liv består trods alt af lutter overflødig luksus. Rige mennesker i rige lande køber enorme mængder tøj, fødevarer, elektronik, møbler, kosmetik, spiritus og ferier, som de i princippet ikke har brug for.

Selvfølgelig er det lettere at se de andres spild. Tænk på den arbejdsløse på understøttelse, der alligevel har en iPhone, seks katte og et abonnement på Netflix. Eller tænk på en milliardær som Steven Spielberg og hans lystbåd til 200 millioner dollars med swimmingpool, biograf, fitnessrum, spa, helikopterlandingsplads og driftsudgifter på 7,5 millioner kroner per måned (i 2015 sivede det ud, at Spielberg ville sælge sin lystbåd, fordi han ikke syntes, den var stor nok).

Men hvis man ser sig i spejlet, må man indrømme, at ens eget liv lige så vel består af lutter spild. De fleste rige mennesker synes ikke selv, de er rige, men enhver enlig med en gennemsnitsindkomst i et velstillet vestligt land hører i sig selv til de rigeste få procenter i verden. Hvis man af og til smider mad væk, køber mineralvand på flaske, bestiller kaffe to go eller anskaffer tøj, som man kun sjældent går med, så er man – relativt set – stinkende rig. Og hvis du ikke har den følelse, så tænk på den russiske forfatter Dostojevskijs gamle ord: Mennesket kan vænne sig til alt, det dyr.”

Selvfølgelig har vi undskyldninger. Vi bilder os selv ind, at det ikke giver mening at donere, skønt der er tilstrækkeligt videnskabeligt bevis for, at visse organisationer faktisk redder liv. Vi mumler noget om overbefolkning”, skønt man ved at sætte sig lidt ind i emnet kan lære, at den bedste medicin imod det er fattigdomsbekæmpelse (for når børnedødeligheden falder, daler fødselstallet også). Men de andre gør heller ikke noget, knurrer vi så, skønt vi aldrig ville sige sådan, hvis der lå et barn i dammen. Er man måske fritaget for at gøre noget, fordi der er andre, der også bare ser på? Eller sæt nu, at ti børn er ved at drukne, og ni omkringstående ikke gør noget, fordi de har deres sko for kære. Skulle du så kun redde ét barn, kun din andel, og være i din gode ret til at lade de ni andre drukne?

Der er faktisk kun én overbevisende indvending mod Peter Singers radikale filosofi. Den kræver for meget af os. Ja, vi kan sagtens hidse os op over et lille barn, der drukner i en dam bag vores hus, eller over et barn i nyhederne, som der er lavet en medynkvækkende lille film om. Men hvad med de 47 millioner børn, som ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO i dette øjeblik lider af akut underernæring? Vi er simpelthen ikke skabt til at lade os påvirke af al den elendighed. Mennesker er nu engang indskrænkede væsener.

Mange undersøgelser viser, at det begynder at skorte på medfølelse, når vi konfronteres med for mange ofre. Dette fænomen kaldes også the collapse of compassion, og psykologer formoder, at det er en form for selvbeskyttelse. Vores medfølelse når ikke et plateau, når vi ser flere ofre, nej, den aftager såmænd. Eller som Josef Stalin skal have udtalt: Én død er en tragedie, en million døde er statistik.”

Når det virkelig gælder, står selv eksperterne af. I en nyere undersøgelse blandt mere end 400 professorer i moralfilosofi viste det sig, at de lærde ikke opfører sig bedre end os andre. De synes ganske vist, at de skal give mere til de fattige. Men de gør det ikke.

Også Singer indså i 1971, at han var nået til en radikal konklusion, der havde store følger for hans eget liv. Hvilken mening giver det,” skrev han dengang, at inddrage filosofi i offentlige (og personlige) anliggender, hvis vi ikke tager vores konklusioner alvorligt?”

Allerede i en ung alder viste Julia Wise sig at være anderledes end børnene i sin klasse. Når hun fik lommepenge eller gaver, gav hun dem hurtigst muligt væk. Hvis hun alligevel købte noget til sig selv, havde hun skyldfølelse i dagevis. Ikke at hun ikke selv havde behov, tværtimod. Hun var vild med is og fyrværkeri, nyt tøj og bøger. Og hun drømte om engang at få børn, som hun ville lære at danse og holde have.

Men Julia vidste, at alt det dejlige, og især børn, koster masser af tid og penge. Og hun vidste, at der altid var nogen et sted i verden, som havde hårdere brug for hendes penge end hende selv. Da Julia fortalte sin far, at hun måtte forblive barnløs for altid, spurgte han, om hun nogensinde ville blive lykkelig. Hvortil hans datter svarede: Det er ikke det, det handler om.”

I mange år kendte Julia ingen, der havde samme syn på verden som hende selv. Sommetider fik det hende til at tvivle, men samtidig frygtede hun, at den tvivl kunne være en undskyldning for at gøre noget mindre.

I sin studietid mødte Julia sin store kærlighed, Jeff. Parret begyndte at holde nøje regnskab med, hvad de brugte deres penge på, og de gav hver en dollar, de kunne undvære, til velgørenhed. Julia og Jeff fortalte sjældent andre om deres livsstil. Det gjorde folk ubehagelig til mode, bemærkede Julia, og de få gange, hun havde omtalt det, blev hun anset for skør. Men en skønne dag opdagede hun, at hun ikke var alene. Hun læste om en berømt filosof, en vis Peter Singer, og opdagede det essay, han havde skrevet i 1971.

På et senere tidspunkt hørte hun om organisationen Giving What We Can, der i 2009 blev stiftet af Toby Ord, en 30-årig filosof, der som studerende ligeledes havde læst Peter Singers essay. Også Toby havde fået nok af den akademiske filosofi (“Vi taler mest om omstridte emner i stedet for vigtige emner”) og syntes, at ægte filosofi skulle have konsekvenser i praksis.

Toby Ord havde foretaget et simpelt regnestykke: Som akademiker ville han i løbet af sit liv tjene cirka halvanden million pund. Han mente, at han behøvede en tredjedel for at leve nogenlunde komfortabelt og altså kunne donere en million. Toby Ord havde begejstret regnet videre og var kommet til den konklusion, at han med det beløb kunne redde ikke et par, ikke snesevis, men hundredvis af liv.

Vi ser på personer som Oskar Schindler, der reddede cirka 1.200 menneskers liv,” sagde filosoffen i sine forelæsninger, men vi skal ofre mindre end ham, og vi kan redde flere liv, hvis vi vil!”

Toby Ord blev en af stamfædrene til en ny bevægelse og en ny tænkning kaldet effektiv altruisme’. I de år opdagede tusindvis af mennesker i hele verden, at de ikke var alene, og at mange flere mennesker tænkte som dem. Én ting havde de effektive altruister’ til fælles: De kunne ikke bruge deres intuition til særlig meget. Mange af dem havde en baggrund i de eksakte videnskaber og stolede mere på deres regnemaskine end på deres fornemmelse.

Sagens kerne i den effektive altruisme findes netop i det første ord: effektiv. Hvis man beslutter sig for at donere en stor del af sin indtægt, er det næste spørgsmål jo: til hvad? Globalt er der millioner af velgørende formål, men nogle organisationer er langt mere effektive end andre.

Forestil dig, at du vil hjælpe synshandicappede. Så kan du spare 200.000 kroner sammen, som den hollandske organisation KNGF kan bruge til træne én førerhund op. Eller du kan vælge Sightsavers International, en organisation, der for det samme beløb kan helbrede omtrent 250 personer for trachom (en smitsom sygdom, der er hyppigt forekommende i fattige lande og forårsager blindhed).

Hvad skal man vælge? Selvfølgelig er det sympatisk at donere penge til den hollandske organisation. Førerhunde er fantastiske. Men hvis man for det samme beløb kan hjælpe 250 gange så mange, skal man så ikke vælge det?

Man kan diskutere i én uendelighed, hvilke lidelser der er værst, og hvilken hjælp der er mest effektiv’. Skal vi fokusere på mennesker, der sulter, eller på mennesker, der er på flugt fra krig? Skal vi uddele imprægnerede myggenet eller hjælpe fattige lande med at få styr på deres skatteopkrævning? Eller skal vi slet ikke fokusere på mennesker, men hellere på grise, høns og køer i landbrugsindustrien, fordi deres lidelser er endnu større?

Effektive altruister tror ikke på, at der findes simple svar på sådanne spørgsmål. Alligevel ser de det som deres pligt fortsat at tænke over, hvordan de bedst kan gøre noget godt. Den pinlige sandhed er trods alt, at mange hjælpeforanstaltninger kun hjælper lidt. Afrika er fyldt med forladte skolebygninger, der er betalt af donorer med de bedste hensigter.

I 2007 oprettede to unge bankfolk tænketanken GiveWell, der kom til at spille en central rolle inden for effektiv altruisme. Finansdrengene ville donere en stor del af deres sparepenge, men ville også vide, hvad udbyttet af deres donation ville være. GiveWell gik på jagt efter den skarpeste videnskabelige forskning. Det første spørgsmål: Hvad ville minimumsprisen være for at redde ét liv et eller andet sted i verden? Det nøgterne svar: cirka 3.000 dollars.

Folk bliver ofte ubehagelig til mode, når beløbene bliver så konkrete. 3.000 dollars er mange penge, men det er cirka det samme, som den gennemsnitlige generation Y-forbruger årligt bruger på restauranter og ferier. Og hvis man donerer det samme beløb til en organisation, der anbefales af GiveWell (det er i øjeblikket kun ni), så kan man minsandten redde et barn fra døden.

Hvordan ved vi det? En stor del af verdens befolkning er nu engang så fattig, at man med få penge kan gøre umådelig meget godt. For eksempel koster det cirka fem dollars at forsyne et barn i et fattigt land med et imprægneret myggenet. Med en donation på 3.000 dollars til Against Malaria Foundation forhindrer man statistisk set allerede ét malariadødsfald.

Man kan også satse på A-vitamintilskud, for årligt dør cirka 200.000 børn af A-vitaminmangel. Helen Keller Foundation forsyner for 7,5 kroner et barn med et tilskud af A-vitamin og redder for 22.000 kroner (hvis man regner det igennem) livet for ét barn under fem år.

Man kan foretage den slags regnestykker og fuld af skyldfølelse tænke på alle de børn, man ikke har reddet, fordi man syntes, at ens egne caffe latter var vigtigere. Men ofrene har intet ud af ens skyldfølelse. De har noget ud af ens handlinger. Effektive altruister som Toby Ord tænker da også hellere i chancer end i pligter.

Forestil dig, at du en dag redder et barn ud af et brændende hus. Ville det ikke være en af de bedste dage i dit liv? Og hvis svaret er ja, er det så ikke fantastisk, at du kan være et almindeligt menneske med en gennemsnitlig indkomst og alligevel redde lige så mange liv som James Bond på en af hans bedre dage?

Nogle af Peter Singers tilhængere kom faktisk til den erkendelse. En af Singers studerende drømte først om at blive ingeniør og bygge dæmninger i Afrika. Men da han havde tygget studiets pensum igennem, besluttede han alligevel at blive bankmand i London. Så ville han nemlig kunne tjene flere penge og dermed donere mere.

Jeg besluttede mig for at blive Superman,” fortalte han en journalist. Og det er fantastisk (…) Jeg læste, at en vaccine mod polio kun koster 30 pence. Tre mand for ét pund. Så da tænkte jeg: Hvis jeg kan finde et job og donere 60.000 pund om året, så taler vi om 180.000 mand per år. Det ville Superman ikke engang turde drømme om.”

For Julia Wise var det fantastisk at møde flere og flere mennesker, der tog deres idealer lige så alvorligt som hende. Men efterhånden som hun fordybede sig yderligere i den effektive altruisme, begyndte tvivlen også at rejse sig.

Hendes mand, Jeff, arbejdede med informations- og kommunikationsteknologi og tjente mange penge. Men hvorfor læste Julia i grunden til socialrådgiver, et fag, der var dårligt betalt? Skulle hun ikke hellere blive psykiater? Eller forsikringslæge? Julia var vild med sit arbejde og lånte gerne et lydhørt øre til mennesker i en vanskelig situation. Men alligevel. Lader jeg mennesker dø,” spurgte hun sig selv, bare fordi jeg vil have en karriere, som jeg også er glad for?”

Ethvert menneske når til et punkt, hvor dets idealer støder sammen med dets egne behov. Og selv om det punkt for Julias vedkommende ligger meget mere fjernt end for de fleste mennesker, var der også for hende en grænse. Jeg kunne ikke gøre det mod mig selv,” mindedes hun senere. Et stærkere menneske havde måske klaret det (…), men det kan også være farligt at lade sig selv gøre noget, der er så forkert for én som person.”

Julia var i årevis kommet hos en frisindet gruppe troende, kvækere, og kom ofte til at tænke på et citat af stifteren George Fox, der blev forfulgt som kætter af de britiske myndigheder. I 1656 skrev han fra et fængsel: Vær et forbillede i alle lande, i alle byer og på alle øer, for alle folkeslag, hvorhen du end går, for at du, midt blandt alle typer mennesker, ved din livsholdning kan overbringe et budskab. Så vil du vandre fuld af glæde på denne jord og genkende og appellere til det af Gud i ethvert menneske.”

Disse sidste ord er blevet de mest kendte. Kvækerne tror på, at der findes noget guddommeligt i hver af os, og var ikke tilfældigt de første hvide mennesker, der gjorde oprør mod slaveriet. Men Julias yndlingsord i denne sætning er fuld af glæde”. Cheerfully. Man kan få stor tilfredsstillelse ved at tage sine idealer alvorligt. Og Julia indså, at ingen havde noget ud af en udsuget altruist. Hun ville inspirere andre og forstod, at hendes triste stemning ikke var en god reklame for hendes livsstil.

Julia besluttede derfor at fortsætte arbejdet som socialrådgiver. Hun aftalte et budget med Jeff, som hun måtte bruge på luksus som slik og is. (“Is betyder meget for min sindsstemning,” som hun siger). Når hendes bedsteforældre købte julegaver til hende, truede hun ikke længere med straks at sælge dem. Og i sommeren 2014 fik hun sit første barn, Lily.

Julia og Jeff er stadig et usædvanligt par. Tilsammen giver de halvdelen af deres indkomst væk. De går ikke på dyre restauranter, har ikke fjernsyn og har aldrig haft en bil. Selv synes de ikke, det er en høj pris at betale, for de er glade for det, de har. De elsker madlavning og vandreture, brætspil og musik. De har oprettet en diskussionsgruppe vedrørende effektiv altruisme, meldt sig ind i Giving What We Can (i 2017 blev Julia endda formand) og håber at inspirere mange flere mennesker.

De er næsten helgener, men ellers er de forblevet helt almindelige mennesker.

Den 25. december skrev den franske romanforfatter Gustave Flaubert et brev til Gertrude Tennant, værtinde for en litterær salon i London. Det var det brev, hvori den berømte forfatter gav sit berømte råd til enhver kunstner in spe: Vær regelmæssig og ordentlig i dit liv, som borger, så du kan være voldsom og original i dit værk.”

Hvis nogen lever efter Flauberts råd, så er det filosoffen Peter Singer. Find et videoklip med den gode mand, og du vil se en halvskaldet, borgerlig type med briller og en monoton stemme. Hvis du derefter lytter til det, han siger, begynder det ret hurtigt at svimle for dig. Peter er den type filosof, som ikke alene vil forstå verden, men også forandre den. Han lader sig ikke gå på af status quo og viger ikke tilbage for at drage ubekvemme konklusioner. Tværtimod, det nyder han tilsyneladende.

Peter er den første til at indrømme, at han ikke er perfekt. Han og hans kone begyndte i deres studietid at give ti procent af deres indkomst væk, hvilket de har øget til 40 procent. Til sammenligning: Den gennemsnitlige dansker giver under 0,4 procent, altså hundrede gange så lidt. Alligevel ved Peter, at han kunne gøre endnu mere. Der er altid en kamp,” siger han, medmindre man er en fuldkommen helgen, og man har givet alt væk undtagen det, man behøver for at leve (…) Indtil man har nået det punkt, tror jeg, at man skal kæmpe.”

Det er selvfølgelig let at afskrive de effektive altruister. Sommetider virker de næsten umenneskelige med deres tvangsprægede hang til effektivitet og målbarhed. En filosofkollega sagde ironisk, at hvis Peter var konsekvent, ville han lade barnet i dammen drukne for derefter at sælge sine dyre sko og donere afkastet. (Om end en ægte effektiv altruist kun ville gøre det, hvis det var sko til mindst 3.000 dollars. Men en ægte effektiv altruist ville selvfølgelig ikke have så dyre sko).

Lad os være fair: For de fleste af os spiller helt andre dilemmaer ind. Hvor ofte skal vi på ferie? Kan vi også sige nej, når vores børn beder om endnu mere legetøj? Har vi nu også brug for det nye tøj, og skal vi virkelig bruge så mange penge på restaurantbesøg, underholdning, kosmetik, mode og kaffe to go? Det er svært at benægte, at vores liv består af lutter luksus, som vi godt kunne undvære.

Og ja, måske virker den fiksering på at donere penge kold og følelsesløs. For de fleste føles det bedre selv at gøre noget – tænk på det unge menneske, der tager et fly til et fattigt land for med hjerte og sjæl at udføre udviklingsarbejde. På den anden side: Hvis den flybillet koster mere end årslønnen for dem, man vil hjælpe, er det så ikke bedre at donere det beløb? Det føles måske som at købe sig fri fra noget, og det vil ikke give dig den samme varme følelse indvendig. Men handler det om din følelse eller om resultatet?

Der rettes en langt stærkere kritik mod den effektive altruisme. Navnlig kritikere fra venstrefløjen synes, at det drejer sig for meget om individet og for lidt om systemet. Man kan jo blive bankansat i London og give millioner væk, men hvordan tjener’ en bankansat i London egentlig sine penge? Hvilket system ligger skjult bag det, og kan det system nu også retfærdiggøres? Verdens velhavere ynder at gøre sig bemærket med deres rundhåndede gaver, men man hører dem sjældent udtale sig om deres skatteunddragelser.

Nu er det fine ved de effektive altruister (eller EAer, som de kalder sig), at de er vilde med kritik. På GiveWells hjemmeside er der en fremtrædende fane med titlen Our Mistakes, hvor organisationen giver en fyldig rapport om de fejl, de har begået. Da en eller anden for et par år siden skrev en tilintetgørende artikel om effektiv altruisme, kom den mest populære kommentar fra en EA selv, som sagde: God historie, men det føles, som om du gør det for let for os. Her er nogle stærkere kritikpunkter …”

Så hvordan reagerer effektive altruister på den indvending, at bevægelsen fokuserer for meget på at donere penge? Enkelt: De synes, det er en god pointe. I de første år var definitionen på effektivitet’ for begrænset, mener mange EAer nu, og man dyrkede alt for ivrigt den videnskabelige’ tilgang. Det var for simpelt, og det bidrog heller ikke til at overbevise udenforstående.

De fleste EAer understreger nu, at man kan yde velgørenhed på mange flere måder. Som embedsmand, som forsker, som lobbyist, som aktivist og så videre. Spørgsmålet er altid: Hvad kan du, med dine talenter og interesser, bedst bruge din tid på? En gennemsnitskarriere varer cirka 80.000 timer, og man kan kun bruge hver time én gang. Tid er, i endnu højere grad end penge, det mest sparsomme gode (en af EA-stiftelserne hedder 80,000 Hours og yder gratis karriererådgivning til verdensforbedrere in spe).

Man kan sagtens nå til den konklusion, at deltagelse i en protestbevægelse, for eksempel Black Lives Matter eller Extinction Rebellion, er den mest rentable investering af ens tid. Historien er jo fyldt med aktivister, der har forandret verden. Men hvis du vælger den vej, skal du forblive kritisk over for dig selv. Der findes trods alt også en form for aktivisme, der minder mere om narcissisme. Så er du især optaget af at udstille din egen godhed i stedet for at opnå resultater.

Men uanset hvad har donation og protest i årevis gået hånd i hånd for Peter Singer. Som studerende gjorde han modstand mod værnepligt og krigen i Vietnam. Som filosof lod han sig låse inde i et bur midt i Melbourne for at protestere mod æglægningsbure. Han blev endda engang arresteret, da han forsøgte at tage billeder af søer, der var lukket inde på en svinefarm, som tilhørte den australske premierminister.

Peter Singer mener, at det er filosoffers opgave at have ret for tidligt. En af hans store helte, englænderen Jeremy Bentham, skrev allerede i 1785, at der ikke er noget galt med homoseksualitet. En anden tænker, John Stuart Mill, sagde allerede i 1869, at kvinder og mænd er ligeværdige. Det, der begynder som en kættersk tanke, kan senere blive den nye moral.

Hvordan vil fremtidens historikere se tilbage på os? Aztekerne, de gamle grækere og folk i middelalderen mente alle, at de stod øverst på den moralske stige, og så ikke noget galt i menneskeofringer, slaveri og heksebrændinger. Vi betragter nu den slags handlinger med afsky, men hvad vil senere tiders historikere tænke om os? Hvad vil de skrive om den globale fattigdom, om de overfyldte flygtningelejre, om vores brutale behandling af dyr?

Du kan sammenligne dig selv med andre og konkludere, at du er helt okay. Eller du kan tænke på fremtidens historikere og gøre det lidt sværere for dig selv.

Til sidst det store spørgsmål: Hvordan omsætter man idealerne til praksis?

Måske begynder det med, at man stoler mindre på sit hjerte og lidt mere på sit hoved. Empati åbner sindet for lidelse,” bemærker en effektiv altruist, og matematik holder det åbent.”

Lad så heller ikke din generøsitet afhænge af en tilfældig reklame (“Sms MUH til 1290, og støt køer i nød”) eller af en facer med en udenadslært remse på gågaden. Bestem selv, hvilken procentdel af din indkomst du vil give, vælg de mest effektive formål, og gør regnskabet op hvert år (for eksempel når du laver selvangivelse). Indvi dine venner og din familie i dine planer, så de kan holde dig til ilden.

På hjemmesiden Giving What We Can kan du underskrive følgende løfte:

Jeg erkender, at jeg kan bruge en del af min indkomst til at gøre meget godt. Fordi jeg kan leve for en mindre indkomst, lover jeg at give mindst ti procent til de organisationer, der er bedst til at bruge pengene til at forbedre andres liv, nu og i de kommende år. Dette løfte afgiver jeg ærligt og oprigtigt og af egen fri vilje.

Man kunne indvende følgende: Skal man nu også kokettere sådan med sin generøsitet? Selvfølgelig er det vigtigt at forblive beskeden, men det er også vigtigt at inspirere andre – adfærd er trods alt smittende. Og det er lettere at være tro mod sine idealer, hvis man deler dem med andre. For eksempel har en af Peter Singers studerende indprentet alle sine venner, at de skal gøre livet surt for ham, hvis han nogensinde bryder sit løfte om at give halvdelen af sin indkomst væk. Aaron Pitkin, Peter Singers mest radikale tilhænger, har spøgt med, at hans venner skal give ham en sprøjte, hvis han nogensinde skruer ned for blusset.

Er ham Aaron nu også helt rask i hovedet? Eller er det det forkerte spørgsmål? For vores børnebørn vil han måske være en af de få raske personer i en syg verden. Og én ting er sikker: Aaron har det kun så svært, fordi vi gør så lidt. En verden, hvor alle gør det lidt sværere for sig selv, har ikke længere behov for helgener.

For nylig blev Julia Wise spurgt, hvad hun gør, når hun føler, at hun ikke slår til. Hun sukkede, tænkte sig om et øjeblik og fortalte med dæmpet stemme, at hun mener, at vores måde at behandle dyr på ikke kan retfærdiggøres. Og alligevel spiste hun stadig kød.

Selvfølgelig var det fristende at komme med undskyldninger, men det fandt Julia for letkøbt. Hun ville blive ved at kæmpe. Grunden til, at jeg ikke bliver skør, er den viden, at jeg kan ændre noget,” sagde hun. Selv om jeg erkender, at jeg ikke lever op til mine principper, så ved jeg i det mindste, at jeg – selv om jeg ikke gør det endnu – måske gør det engang.”

Allerede i 1971 indså den unge Peter Singer, at det vigtigste er at holde sig i gang. Ja, folk har grænser, men grænser kan skubbes. Peter Singer vidste, at hvis han ville tage sin filosofi alvorligt, måtte han ændre sig. Han vidste, at det ville blive vanskeligt, at han havde en lang vej foran sig, og at han måske aldrig nåede sit mål. Men han skrev også: Man kan i det mindste tage det første skridt.”

Artiklen er første gang bragt den 20. maj 2021 af det hollandske nyhedsmagasin De Correspondent, som har givet os lov til at bringe den. Den er oversat fra hollandsk af Birthe Lundsgaard.