Danmark er et smørhul midt i pandemien. Men vores vigtigste våben er ved at glide os af hænde

Collage: Julie Ravn Hansen, Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

17:27

Der er ét spørgsmål, jeg har stillet mig selv igen og igen, mens coronakrisen har lukket det ene europæiske land ned efter det andet. I Frankrig og Italien er der blevet indført udgangsforbud. I Belgien har de været nødt til at sende coronasmittede læger på arbejde for at kunne behandle patienterne. Og i Schweiz har de for nylig advaret om, at de meget snart ville løbe tør for intensivsenge.

Alt det er vi foreløbig sluppet for i Danmark. Men … hvorfor egentlig?

I foråret lykkedes det os hurtigt at knække kurven. Over sommeren kunne vi vende tilbage til en næsten normal tilværelse med strandture, fester og ferier. Og selv om smitten også i Danmark er blusset op igen i efteråret, er vi indtil videre sluppet med mildere restriktioner og færre smittede end mange andre lande. I anden halvdel af november er smitten steget en smule, så om det positive billede fortsætter, er umuligt at sige. Men uanset hvad er der gode grunde til at prøve at forstå, hvad det er, der foreløbig har virket.

Derfor sendte jeg for en uges tid siden – i midten af november – en mail ud til en række eksperter og spurgte dem åbent, hvilke faktorer de umiddelbart mener er af størst betydning for Danmarks relativt milde forløb. I alt har jeg fået svar fra ni forskellige forskere, der ser på coronakrisen fra vidt forskellige vinkler. Fra sundhedsfaglige og matematiske over adfærdspsykologiske forhold til antropologiske og kommunikationsmæssige perspektiver.

Deres svar danner tilsammen et sammenfiltret garnnøgle af forskellige årsager, der er bundet sammen på kryds og tværs. Men hvis man filtrer dem ud, er der både velkendte og overraskende forklaringer iblandt. Samtidig er der én faktor, der viser sig at være helt central for, at mange af de andre ting overhovedet har kunnet lade sig gøre. Og det er en faktor, der netop nu lider et alvorligt knæk.

Derfor viser eksperternes svar også, at hvis udviklingen fortsætter, har vi ingen garanti for, at Danmark ikke i fremtiden ender i kassen med de hårdt ramte lande. Med hårdere restriktioner og et sundhedsvæsen, der bliver presset til det yderste til følge.

Lad mig lige begynde med nogle af de mere lavpraktiske og ret interessante ting, der ser ud til at have fungeret i Danmark. Flemming Konradsen, der er professor i global sundhed ved Københavns Universitet, peger på Danmarks testkapacitet som en af forklaringerne. At opdage, at nogen er smittet, og dermed undgå, at smitten breder sig, ved at få dem til at selvisolere, kræver to ting, forklarer han. Hurtig og nem adgang til at lade sig teste og en effektiv kontaktopsporing, når en test er positiv. Der har været en del kritik af, at kontaktopsporingen i Danmark ikke er god nok. Men heldigvis har Danmark til gengæld fået opbygget en af Europas største testkapaciteter, og det har, forklarer Flemming Konradsen, haft stor betydning.

Viggo Andreasen, der forsker i epidemier som lektor i matematisk biologi på Roskilde Universitet, peger på noget af det samme. Han forklarer, at testkapaciteten spiller ind på to måder. Den er afgørende for, at vi i Danmark lykkes med at få brudt mange af smittekæderne relativt hurtigt. Men samtidig gør den også, at vi meget tidligt opdager det, hvis epidemien er i vækst. Og den viden har været vigtig for, at vi har kunnet nøjes med forholdsvis milde restriktioner i forhold til det meste af Europa. Præcis hvorfor vender jeg tilbage til. Først endnu en lavpraktisk – og måske mere overraskende – forklaring. Vores boligforhold.

Efter min mening er afstand den vigtigste faktor for at undgå coronasmitte. Danskerne har været rigtig gode til at holde afstand. Samtidig har vi en fordel i, at befolkningstætheden er forholdsvis lav, vores supermarkeder er store og så videre, så det er nemmere at holde afstand.” Sådan skriver Peter Kamp Busk, der er lektor i medicinalbiologi på Roskilde Universitet. Vores land er simpelthen indrettet på en måde, der gør det nemmere at undgå at smitte hinanden. Faktisk gælder det på flere måder.

En del af de lande, der lige nu er hårdt ramt af corona, har en høj befolkningstæthed. Det gælder lande som Italien, Tyskland, Storbritannien og Belgien, der alle har mere end 200 indbyggere per kvadratkilometer. I Danmark ligger tallet på 134. Men vi er stadig stuvet tættere sammen end for eksempel Frankrig og Spanien. Og her kan den anden del af forklaringen komme ind i billedet. Nemlig danskernes hang til en særlig form for ensomhed.

Corona spredes lettere i tætbefolkede områder. Jeg tror også, at dette kan føres helt ned til husholdningen,” skriver Viggo Andreasen og understreger, at det foreløbig ikke er noget, han har set dokumentation for. Men en rapport fra Europa-Kommissionen har i 2017 konstateret, at Danmark er blandt de lande i Europa, hvor der bor færrest mennesker i de enkelte husholdninger. Samtidig siger rapporten, at den gennemsnitlige danske bolig er relativt stor. Flemming Konradsen peger på, at Danmark og Sverige er de lande i Europa, hvor flest mennesker bor alene, og at det sandsynligvis har haft en betydning for smittespredningen inden for boligen. Men en særlig faktor kan også have haft en positiv effekt på dødeligheden i Danmark. Mange ældre bor for sig selv i egen bolig, og dermed mindskes risiko for smitte fra yngre familiemedlemmer,” konstaterer Flemming Konradsen.

Der er altså en række lavpraktiske ting, der skal tages med, når vi prøver at tegne det store kort over Danmarks corona-håndtering. Vi tester mange og bor forholdsvis få mennesker – både per kvadratkilometer og i den enkelte bolig. Det har hjulpet os. Men det har ikke været nok til at undgå, at politikerne gang på gang har skærpet eller indført nye restriktioner. Og her har den danske tilgang været lidt anderledes end i mange andre lande.

Mathias Luidor Heltberg er postdoc i biokompleksitet ved Niels Bohr Institutet, hvor han har udviklet en model, der kan være med til at forudsige smittespredning. Der er flere ting, som jeg tror spiller ind,” skriver han i en mail. Den allervigtigste, hovedsagelig for at vi klarede os meget mildt gennem foråret, var, at vi lukkede ned så tidligt.”

Det kom nok en anelse bag på mange – det gjorde det i hvert fald på mig – da regeringen i marts pludselig lukkede både daginstitutioner, skoler, universiteter og biblioteker og sendte offentligt ansatte hjem. Coronavirusset var stadig en ret ukendt størrelse for de fleste af os, og sundhedssektoren var endnu langt fra at nå sin grænse. Men flere af eksperterne mener alligevel, at det var det helt rigtige at gøre. Lars Thorup Larsen, der er lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet, mener, at vi siden har kunnet se, at de europæiske lande, der ventede med at indføre restriktioner, endte med at betale en langt højere pris. Både i forhold til økonomi og frihed.

Sådan ser Viggo Andreasen det også. Og han har en simpel matematisk forklaring på hvorfor. Den helt store morale i dette her er, at restriktioner skal indføres tidligt. Restriktioner påvirker væksten i epidemien, så jo tidligere man indfører dem, jo bedre virker de. Og jo nemmere er det for smitteopsporingen at hjælpe med til at holde epidemien nede.”

Nogenlunde samme konklusion når Mathias Luidor Heltberg frem til. Matematisk set er det egentlig meget ligetil – der blev fundet eksponentiel vækst i nærmest alle europæiske lande, og så skal man ikke have en doktorgrad for at kunne gætte, hvor højt tallet bliver ugen efter. Så jeg synes, det gav rigtig god mening,” skriver han. Men det krævede mod.”

Når vi skal forstå, hvorfor vi både i foråret og i efteråret har haft succes med at slå smitten ned kort efter, den begyndte at stige, nærmer vi os noget helt centralt. Og noget af det, som kan være ved at forandre sig lige nu.

Fem af de eksperter, jeg har talt med, nævner tilliden til myndighederne som en central del af forklaringen. Helle Samuelsen, der er lektor i sundhedsantropologi og forsker i epidemier, mener, at det er slående”, at der ikke er opstået mere mistillid og mistro til de offentlige autoriteter i løbet af pandemien. Forklaringen er, mener hun, nok noget med den berømte sammenhængskraft”, og at vi er et oplyst (og relativt homogent) folkefærd, der lytter til radio og tv, hvor diverse eksperter forklarer epidemiens forløb.”

Lars Thorup Larsen peger på, at strategien med at indføre restriktioner, så snart smitten begynder at stige, i sig selv skaber modstand fra politikere og debattører, der anklager restriktionerne for at være unødvendige eller en overreaktion.” Det er nemmere at overbevise en befolkning om, at restriktioner er nødvendige, hvis sundhedsvæsnet er tæt på kollaps. Men det er faktisk lykkedes i Danmark, og her er tilliden en oplagt del af forklaringen.

Professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Michael Bang Petersen har lige siden pandemiens begyndelse indsamlet data om danskernes tillid til myndighederne, og hvor gode vi har været til at efterleve restriktioner og anbefalinger. Jeg har ringet til ham for at komme mere i dybden med, hvad vi egentlig ved om tilliden – og hvad der er ved at ske med den lige nu.

Hans forskning viser indtil videre, at opbakning til håndteringen er højere i Danmark end i de øvrige vestlige lande, som han og kollegerne har indsamlet data i. Den høje opbakning har naturligt åbnet et større handlerum for politikerne, der uden særlig modstand har kunnet indføre restriktioner, før smitten var stukket af. Men den ser også ud til at have haft en effekt på, i hvor høj grad vi har efterlevet de mere bløde anbefalinger. Undersøgelserne viser nemlig, at vi danskere bliver mere forsigtige, når smitten stiger. Og at det sker endnu hurtigere, end politikerne kan nå at skærpe restriktionerne. Så restriktioner kommer på som et ekstra lag oven på nogle ændringer, der allerede er sket,” forklarer Michael Bang Petersen.

Sagt på en anden måde har vi danskere altså været utrolig gode til at gøre, hvad der blev sagt. Også inden der bliver talt med store bogstaver. Men Michael Bang Petersens seneste undersøgelse af tilliden til den politiske strategi bag sundhedsmyndighedernes råd fra den 11. november viser et pludseligt dyk. Det er bemærkelsesværdigt, når du ser hele udviklingen,” siger han, fordi sådan nogle opfattelser er relativt stabile. De ændrer sig normalt som langsomme bølger, og her ser vi så for første gang et decideret knæk.”

Selv om han ikke har data på det, er han ikke i tvivl om, at knækket hænger sammen med den ulovlige ordre om at slå alle danske mink ihjel – og den ophedede debat om grundlovsbrud og magtfuldkommenhed, som ordren har ført med sig. Det er et problem, mener han, fordi vores adfærd er det, der i sidste ende afgør, hvor meget smitte der er i samfundet, og fordi vores evne til at ændre adfærd til dels afhænger af, om vi ved, hvad det rigtige er at gøre. Hvis ikke vi stoler på myndighedernes anbefalinger, kan vi ikke være sikre på, hvad vi bør gøre, når smitten stiger. En mulig bekymring er, at når tilliden falder, så handler vi ikke lige så effektivt. Ikke fordi vi ikke er bekymrede. Men simpelthen fordi det bliver mere uklart, om det her nødvendigvis er det rigtige at gøre,” siger Michael Bang Petersen.

Han mener, at minksagen kan påvirke vores tillid på to måder. For det første kan den skabe tvivl om, hvorvidt politikerne har klare sundhedsfaglige begrundelser for de beslutninger, de træffer. Og for det andet har den ført til en hastig politisk polarisering, hvor det brede politiske samarbejde fra foråret ser ud til at være fortid, og hvor politikerne fra forskellige partier har skruet voldsomt op for den kritiske retorik over for hinanden. Det kan i sidste ende være med til at polarisere vores opfattelse af fakta. Politisk polarisering ændrer ikke bare folks holdninger,” siger Michael Bang Petersen. Det ændrer også på den grundlæggende opfattelse af, hvad der er faktuelt rigtigt.”

Det lyder måske mærkeligt. Men tendensen er påvist i talrige studier, og forklaringen handler om noget helt grundlæggende ved os mennesker. Vores psykologi fungerer ikke sådan, at den forsøger at opbygge rigtige billeder af verden,” siger Michael Bang Petersen. Den forsøger at opbygge brugbare billeder af verden. Hvis vores tilhørsforhold til et parti bliver meget vigtig for os, og vi føler, vi står i en konflikt, så bliver det brugbart at opbygge et verdensbillede, der fortæller, at det, mit parti gør, er det rigtige. Det er nogle exceptionelt stærke psykologiske mekanismer, der betyder, at vi bruger fakta som en advokat, der skal finde belæg for det, vi mener i forvejen, i stedet for en nysgerrig videnskabsmand, der forsøger at opbygge det mest korrekte billede af verden.”

Efter at have forsøgt at filtre garnnøglet lidt ud og se, hvilke af de mange ender der er bundet sammen med hinanden, står jeg tilbage med nogenlunde det her billede: En høj testkapacitet har både betydet, at vi kunne bryde smittekæderne hurtigt, men også, at vi har været i stand til at opdage det tidligt, når en generel stigning i smitten var på vej. En sådan stigning har intuitivt ført til mere forsigtig adfærd hos danskerne. Og så har danskernes tillid betydet, at politikerne i Danmark modsat mange andre lande har haft opbakning til restriktioner, selv om de blev indført, inden situationen blev kritisk. Med andre ord har tilliden til politikere og myndigheder været en slags fundament, der har gjort en række af de vigtige ting mulige. Og derfor er det så vigtigt at være opmærksom på, at den tillid lige nu lider et seriøst knæk.

Flere af eksperterne, der har hjulpet mig med historien, mener ikke, at faldet i tilliden nødvendigvis er permanent. Og Michael Bang Petersen tror heller ikke, at det er for sent at vende udviklingen. Til gengæld tror han, at det er ret afgørende, hvis vi i Danmark fortsat skal holde smitten på så lavt et niveau som muligt. Det hele kommer meget an på, om oppositionen, regeringen og støttepartierne får klinket skårene, så man får en enighed om, hvordan vi håndterer pandemien fremadrettet” siger han. Hvis polariseringen fortsætter, tror jeg, det bliver svært.”

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: