Er man til demokrati og den slags, så har corona-året 2020, mildt sagt, været et ærgerligt år. Altså virkelig. I oktober udkom en rapport med titlen Democracy under Lockdown. Den er udgivet af Freedom House, en anerkendt Washington-tænketank, der hvert år går verdens demokratier efter i sømmene, og her kan man læse, at intet mindre end 80 ud af verdens 192 lande er blevet demokratisk svækket siden årets begyndelse. Sådan en opgørelse er altid behæftet med usikkerhed, og det skal ikke forstås sådan, at det globale demokrati er ved at bryde helt sammen, men man kommer ikke uden om, at tendensen er bekymrende. Valg udskydes. Pressefriheden begrænses. Dissidenter forfølges. Minoriteter diskrimineres.
Meget af det handler om corona. Pandemien er flere steder blevet brugt som undskyldning for at indføre dubiøse hastelovgivninger. Som i for eksempel Serbien, hvor Freedom House beskriver, at tiltalte borgere ikke er sikret en forsvarsadvokat, efter at domstolenes arbejde er rykket online. Men det handler ikke udelukkende om corona. I hvert fald skriver rapporten sig ind i en ret solid, ret ubehagelig tendens. Allerede før verden blev lammet af corona, var det globale demokrati i bedste fald stagneret, i værste fald på retræte, skriver Freedom House. Det handler især om et øget konfliktniveau og flere anti-liberale populister rundtomkring på verdens regeringskontorer.
Ifølge tænketanken er der faktisk kun ét land – ét eneste land – der i 2020 er blevet mere demokratisk. Da jeg først kiggede i rapporten, lagde jeg slet ikke mærke til det, det var knap nok nævnt. Jeg opdagede det først, da jeg læste The Economists omtale af den. Magasinet havde udstyret artiklen med et verdenskort. Alle 80 lande, der har oplevet demokratisk tilbagegang, var farvet røde. De lande, 111 for at være helt præcis, hvor der ikke er sket en udvikling, var farvet grå. Og så var der én lille grøn prik. Det var ikke i Vesteuropa, eller hvor vi ellers normalt forestiller os, at demokratiet trives bedst. Det var … i det sydlige Afrika. I Malawi.
Her blev Lazarus Chakwera valgt til ny præsident i sommer. Og det gjorde han efter nogle begivenhedsrige måneder, der ikke bare har bragt nye tider med sig i Malawi, men som ifølge en demokratiprofessor med speciale i Afrika minder os om, hvordan store institutionelle forandringer opstår i moderne demokratier – og dermed også, at de frihedsrettigheder, vi i vores del af verden kan have tendens til at tage for givet, ikke er skæbnebestemte. Der skal arbejdes for dem.
Du er lovligt undskyldt, hvis Malawi ikke får noget til at dæmre lige med det samme. Det er et af Afrikas mindste lande, klemt inde mellem Zambia og Mozambique og Tanzania, og ikke et, vi hører særligt ofte om herhjemme. Malawi er nok mest kendt for sin store ferskvandssø, passende kaldet Malawisøen, men det er på ingen måde blandt de afrikanske lande, der tiltrækker sig mest opmærksomhed, hverken fra turister eller medier.
Derfor en (alt for) kort historisk gennemgang: I slutningen af 1900-tallet kom britiske kolonister til Malawi. Eller det vil faktisk sige til Nyasaland. Malawi fik først sit navn i 1964, da briterne afviklede deres kolonistyre og fortrak til Europa. Den nye nations første præsident blev Hastings Banda, en britisk uddannet doktor, der i årene op til selvstændigheden havde været en af drivkræfterne bag den malawiske frihedsbevægelse. Han holdt fast i magten helt indtil 1994, og i løbet af de 30 år udviklede Malawi sig til en autokratisk etpartistat. I 1971 fik han udnævnt sig selv til intet mindre end præsident på livstid. Mens Banda byggede sig en række overdådige residenser – i en af dem var der efter sigende mere end 300 værelser – og samlede sig en hel flåde af britiske luksusbiler, blev befolkningens levevilkår ringere og ringere.
Noget, men ikke alverden har ændret sig siden. På papiret er Malawi blevet et demokratisk flerpartisystem, men landet har under skiftende regeringer været plaget af korruption, nepotisme, hungersnød, fattigdom og gentagne indskrænkelser af grundlæggende frihedsrettigheder. Ifølge Verdensbanken lever mere end halvdelen af landets 18 millioner store befolkning for under 1,90 dollars om dagen.
Så dybe problemer forsvinder ikke bare med en ny præsident. Men der er noget ganske særligt ved situationen i Malawi, der giver oprigtig tro på en bedre og helt anden demokratisk fremtid. Valget af Lazarus Chakwera er således kun halvdelen af historien.
Vi skal tilbage til maj 2019. Dengang var der intet, der tydede på, at en artikel som denne ville kunne skrives bare halvandet år senere, hvis nogensinde overhovedet. Intet. Præsidenten siden 2014, Peter Mutharika, var lige blevet genvalgt. Oppositionen anført af Lazarus Chakwera råbte op om valgsvindel, men det havde de gjort før. Det så ikke ud til at rokke ved noget.
Sommer blev til sensommer, der blev til efterår, og oppositionen samt store dele af civilsamfundet fortsatte med at protestere. De kaldte valget for The Tipp-Ex Election opkaldt efter den rettelak, de mente var blevet brugt til at ændre stemmeafgivningen. I front stod Gift Trapence, menneskerettighedsaktivist og formand for Human Rights Defenders Coalition, en gruppe af malawiske græsrodsorganisationer. “Enhver kunne se, at valget havde været korrupt, og da valgkommissionen nægtede at undersøge det, så fortsatte vi med at gå på gaden og kræve omvalg,” siger han i en telefon fra Lilongwe, Malawis hovedstad. Vi snakker sammen via WhatsApp, og på hans profilbillede kan jeg se ham sidde ved et skrivebord og ligne en vigtig mand i et lidt for stort jakkesæt. “Jeg tror, regeringen satsede på, at vi på et tidspunkt ville blive trætte, men vi fortsatte. Heldigvis.”
Gift Trapence blev arresteret flere gange for at planlægge demonstrationer foran regeringsbygningen State House. Han er en indflydelsesrig stemme i Malawi, så han var en af dem, præsidentens folk rigtig gerne ville have ram på. I sidste ende fik han og med-demonstranterne dog gennemtrumfet deres vilje. De gik til forfatningsdomstolen, og selv om præsidentens folk angiveligt skulle have lokket dommerne med penge under bordet, blev valget erklæret ugyldigt.
Den 27. juni i år gik malawierne derfor til valg igen, denne gang under heftig overvågning fra militæret, der skulle sørge for, at der ikke kom rettelak i nærheden af stemmesedlerne. Det lykkedes, og med næsten 60 procent af stemmerne sikrede Lazarus Chakwera og Malawi Congress Party sig sejren.
“Der var fest i gaderne hele natten,” griner Gift Trapence. “Vi beviste, at folket har en stemme. Det var stort.”
Malawis bedrifter bliver kun mere imponerende, når man sætter dem ind i en større afrikansk kontekst. Bare den seneste håndfuld uger har der været adskillige eksempler på Afrikas totalitære tilbøjeligheder. I Tanzania, hvor præsident John Magufuli først vandt et kontroversielt valg og så anholdt oppositionsleder Tundu Lissu. I Elfenbenskysten, hvor præsident Alassane Ouattara i strid med forfatningen blev valgt til sin tredje embedsperiode og indledte den med at fængsle politiske modstandere. I Guinea, hvor præsident Alpha Condé lavede et lignende nummer. I Nigeria, hvor politibrutalitet har ført til de største protester i landets nyere historie. Og i Etiopien, hvor regeringsmagten i hovedstaden Addis Ababa står på randen af en regulær krig med et oppositionsparti i den nordlige delstat Tigray.
Så hvad kan de og andre lande lære af Malawi? En hel del, vurderer professor Nicholas Cheeseman, der forsker i afrikanske demokratier på University of Birmingham og skriver en fast klumme i en af kontinentets største aviser, kenyanske Daily Nation. “Det lyder måske banalt, men udviklingen i Malawi minder det øvrige Afrika om, at forandring er mulig. Det kan være værdifuldt på et kontinent, hvor der ikke altid bliver sat spørgsmålstegn ved manglen på grundlæggende demokratiske rettigheder,” siger han.
Professoren hæfter sig ikke rigtig ved Lazarus Chakwera som person, men mere ved måden, han kom til magten på. “Det, der gør Malawi virkelig interessant og opløftende,” forklarer han, “er, hvordan den demokratiske fornyelse er kommet indefra, ikke fra det internationale samfund.” Det er folk som Gift Trapence, han henviser til; aktivister, der ikke lod sig spise af med et manipuleret valg og insisterede på at blive hørt. Men det er også institutioner som det malawiske militær, der ifølge Gift Trapence beskyttede demonstranterne under de månedlange protester, og den nationale forfatningsdomstol, der beordrede omvalg efter Peter Mutharikas svindelsejr. Mange steder i Afrika har den slags ellers for vane at være på magthavernes side og bidrage til folkets undertrykkelse. Her skete det modsatte.
Dermed, siger Nicholas Cheeseman, handler udviklingen i Malawi om mere end Malawi. Det er et vidnesbyrd om, hvordan demokrati fungerer – eller måske rettere hvordan det gerne skulle fungere.
“Demokrati er en kollektiv øvelse. Det er aldrig bare et spørgsmål om enkeltpersoner. Folket har brug for institutioner, de kan stole på, og omvendt er institutioner ikke meget værd, hvis folket ikke har tillid til dem. Det er Malawi et virkelig godt eksempel på,” siger han.
Hvis nu Malawi er faldet tilbage i gamle, autoritære uvaner om et par år, vil det ikke være første gang, at et afrikansk lands demokratiske opgør flyder ud i noget, der kan minde om det modsatte. Et bare få måneder gammelt eksempel: I sommer var der massive protester i vestafrikanske Mali. Folk var trætte af dårlig økonomi, konstante terrorangreb og en politisk elite, der havde lukket sig om sig selv. I hovedstaden Bamako krævede op mod en million mennesker præsident Ibrahim Boubacar Keïtas afgang. Til sidst gav han sig og meddelte sin afgang på live-tv. Men i stedet for en ny folkevalgt leder af landet, har en militærjunta nu sat sig på magten. Ét skridt frem, ét skridt tilbage.
Nicholas Cheeseman mener da også, at det er på sin plads med et par forbehold. Det er endnu for tidligt at sige, om forandringerne i Malawi er langtidsholdbare. I det store hele er professoren dog optimistisk, også selv om Lazarus Chakwera allerede er blevet beskyldt for også at have nepotistiske tilbøjeligheder. “Netop fordi forandringerne er forankret i flere store samfundsinstitutioner og ikke er hængt op på enkeltpersoner, så tror jeg, at Malawis demokrati er mere modstandsdygtigt end så mange andre,” siger han.
Det er først og fremmest godt nyt for Gift Trapence og hans landsmænd. “Vi er ikke længere tilskuere til vores eget lands forfald,” siger han. Men det er også en tiltrængt succes for alle, der kerer sig om det repræsentative folkestyre, uanset hvor man sidder i verden. Vi er kommet om på den anden side af den demokratiseringsbølge, der skyllede ind over verden i 1990’erne og 00’erne, og som gjorde demokratiet til verdens mest udbredte styreform. Grundlæggende demokratiske principper bliver nu udfordret fra stadig flere fronter. Vi er ikke i nærheden af at skulle skrive det globale demokratis nekrolog, men det er nok på tide at indse, vi ikke kan regne dets eksistens for selvfølgeligt.
Et demokrati kræver vedligeholdelse – fra vakse, insisterende borgere, lyttende politikere, ærlige domstole og fredelige sikkerhedsstyrker. Netop som i Malawi.