Millennial-generationen er nostalgikere. Forstå hvorfor de unge er blevet til kulturelle længselsmennesker

EVERGREENVi længes efter det, der just var – for eksempel Venner. Foto: NBC

Derfor skal du læse denne artikel

I tv-serier, spil og i musikken har 1990'erne fået en revival. Millennial-generation dyrker nostalgien som aldrig før, og det er der en rigtig god grund til. Blandt andet handler det om en længsel efter det sidste trygge årti.

Idéen til den her artikel startede egentlig med, at jeg så to afsnit af Netflix’ nye science fiction-agtige serie Stranger Things, der udspiller sig i 1983, og fik en varm uforklarlig følelse af barndom i kroppen.

Så læste jeg en artikel i The New York Times om, hvordan serien spiller på alle nostalgiske tangenter og skaber en følelse af, at den rent faktisk er optaget i 1983, selv om den blev indspillet tidligere i år, og at det er lige nøjagtigt det, der virker og giver den der følelse i kroppen.

Der var noget ved Stranger Things, der var værd at skrive om, tænkte jeg, men så tænkte jeg derefter, at jeg jo er fra 1990, så hvorfor skulle en følelse af 1983 dog gøre mig nostalgisk? Indtil det gik op for mig, at det slet ikke var det specifikke årstal, eller sågar den specifikke serie, der var interessant her, men dyrkelsen af nostalgien i sig selv. For kort efter gjorde jeg den, for i hvert fald mig selv, overraskende erkendelse, at vi alle sammen, ikke mindst os millennials (folk der er født mellem cirka 1980 og 2000), er gået hen og blevet nogle nostalgiske længselsmennesker, når det kommer til kulturen.

Vi simpelthen mæsker det i os, som var der no tomorrow. Gårsdagen for os er blevet den vigtigste ugedag, og nostalgi (der betyder sentimental eller vemodig længsel efter en svunden tid” for lige at få det på plads) er blevet vores drug i en verden af fremdriftsreformer, finanskriser og terrorfrygt. I flere amerikanske medier bliver vi endda kaldt den mest nostalgiske generation nogensinde. Selv om vi er den selvrealiserende Generation Mig, der på overfladen vil frem i verden, dyrker vi en længsel efter fortiden, så snart vi vender os mod musikken, moden og de sociale medier.

Bare tænk på Pokémon Go, 1990’er-fester og Throwback Thursdays, og hvis du ikke synes, at noget af det vedrører dig, så er der med sikkerhed så meget andet (tro mig, jeg var også sikker på, at det ikke havde med mig at gøre, før jeg gik i gang med den her artikel).

Og selv om vi også lytter til Beyoncé og Kendrick Lamar, ser Orange is the New Black og Game of Thrones og spiller No Mans Sky på vores Playstation 4, dyrker vi i allerhøjeste grad også nostalgien og søger – som jeg skal uddybe længere nede – konstant mod en fortid, der stort set lige er afsluttet og derfor dårligt nok kan kaldes svunden’, nemlig 1990’erne.

Så sent som i august i år lancerede MTV den nye kanal MTV Classic, der har til formål at hylde 1990′erne med genudsendelser af programmer som Jackass og Beavis & Butt-Head. Det er vel og mærke i en tid, hvor internettet giver os mulighed for at udforske aktuel kultur fra alle verdens hjørner i større grad end nogensinde før, og hvor vi dårligt nok gider at tænde fjernsynet.

Selv sagde de i forbindelse med offentliggørelsen, at det var det helt rigtige tidspunkt, fordi vi lever i en æra, hvor nostalgi endda har sin egen ugedag”. Det er de langtfra ene om at påstå.

Men hvorfor er vi blevet så nostalgiske i vores kulturdyrkelse? Den korte forklaring er, at vi gør det for at skabe en historiefortælling om os selv i en meningsløs tid, hvor men’et er, at vi kan risikere at blive en generation, der kun huskes for at huske. Den længere forklaring må du få ved at læse denne artikel.

Men lad os starte med at kigge på, hvor i kulturen nostalgien især dominerer. Der er nemlig fire tendenser for tiden.

Begrebet nostalgi stammer fra 1668, hvor det blev brugt af den lægestuderende Johannes Hofer, som en medicinsk lidelse blandt udsendte soldater, der led af hjemve.

Retromani
Den måske tydeligste afgrening af aktuel nostalgi knytter sig til, hvad vi ser og hører, og bliver populært kaldt retromani.

Det er den, vi ser, som da det i januar kom frem, at det originale cast fra serien Friends (eller Venner på dansk, 1994-2004) skulle indspille et splinternyt totimers reunion-afsnit. Internettet gik amok. For selv 12 år efter sidste afsnit er Venner så populært, at Netflix i 2015 købte rettighederne til serien for næsten 800 millioner kroner. Det viste sig, at afsnittet slet ikke var et afsnit, men blot fem af vennerne (minus Chandler), der mødtes i en sofa og snakkede om gamle dage. Det hele fes ud i en skuffende seance, der blandt andet fik The Guardian til at skrive: Venner-reunion var et langt trafikuheld”, men det er nu også selve reaktionerne på den oprindelige nyhed, der er vigtigst at hæfte sig ved her.

For det siger alt om vores aktuelle nostalgibesættelse, at vi bliver så ubehersket begejstret ved tanken om, at en 1990’er-serie pludselig skulle se dagens lys igen. Og faktisk har der været flere eksempler på det samme. Fra 1987 til 1995 var serien Full House (Hænderne Fulde på dansk) at finde på skærmen, men tidligere i år lancerede Netflix efter 21 år en efterfølger ved navn Fuller House. Anmelderne hadede den, men den nye sæson er p.t. den næstmest sete nogensinde inden for den første måned på Netflix. Jeg understreger igen: Det er altså på et tidspunkt, hvor der aldrig har været flere tv-serier til rådighed.

Intet tyder på, at det stopper. Ifølge det amerikanske medie, Den of Geek, der beskæftiger sig med populærkultur, arbejdes der for tiden på mere end 100 film-remakes, med klart størstedelen fra perioden 1990 til 2000 – heriblandt kultserien Twin Peaks (1990-91) med en ny sæson.

Det samme gør sig gældende i musikkens verden, hvor Spotify leverer uanede mængder af ny musik, men hvor vi alligevel er sært optagede af det gode gamle. Den anerkendte engelske musikjournalist og forfatter, Simon Reynolds, har udgivet en bog med titlen Retromania – Pop Culture’s addicition to its Own Past, hvor han argumenterer for – og i øvrigt kritiserer i skarpe vendinger – at vi lever i en tid, hvor popkulturen er gået loco i jagten på retro og højtideligholdelse. Det er gendannelses- og reunion-turnéer, genudgivelser af klassiske album, box-sets, remakes, sequels, hyldestalbum og mash-ups på samlebånd, siger han. Og han er ikke helt galt på den. Take That har allerede gjort det et par gange siden slut-00’erne, og slog i øvrigt i 2011 rekorden for den hurtigst udsolgte turné nogensinde i Storbritanniens historie. Men også både Backstreet Boys og tre af de fem Spice Girls har meldt ud, at de turnerer igen fra næste år. Og da det danske 1990’er-band Dizzy Mizz Lizzy (uden sammenligning med ovenstående i øvrigt) for alvor comebackede i 2015, blev det for fulde koncerthuse.

REVIVAL1990'ernes stjerner som Me & My har (gen)fundet sit publikum takket være millenial-generationen. Cover: Peter Ravn, EMI/Medley

Nostalgi på repeat
En anden populær nostalgitrend handler om at være tilbage. 1990’er-fester! Siden 2014 har tusindvis af danskere danset til navne som Scooter, Gigi D’Agostino og Me & My (det er dem med Dub i Dub), som havde vi aldrig forladt 1990′erne. De fem årlige Vi elsker 90’erne”-fester har været voldsomt populære med cirka 50.000 deltagende tilsammen. Det, som den her form for nostalgi kan, er helt konkret at tage os tilbage til en tid, hvor vi var både yngre og vildere.

Det har forfatteren Chuck Klosterman beskæftiget sig med i essayet Nostalgia on Repeat fra 2011, hvor han undersøger, hvorfor vi er blevet så nostalgiske i populærkulturen. Klosterman beskriver nydyrkelsen af 1990′er-sange sådan her:

Du hører egentlig ikke rigtigt selve sangen. Hvad du hører, er lyden af en tid, hvor du var glad, som din underbevidsthed forbinder med sange fra erindringen.”

Klosterman kalder den slags nostalgi ukritisk kunstnerisk dyrkelse” og uddyber med, at det ikke handler om, hvorvidt musikken er god eller dårlig, eller om man overhovedet kunne lide at lytte til det dengang, men udelukkende om, at det knytter sig til sin ungdom og derfor bliver en direkte portal til at mindes og genleve ungdommen med alle dens gode minder.

Næste år er Aqua i øvrigt på programmet, så forestil dig lige, hvor nostalgisk dét bliver. If only I could tuuurn baack time.

Nyfortolket nostalgi
Hvad enten du selv spiller Pokémon Go, eller du blot har jaget horder af søgende trænere væk fra din ejendom, kan det næppe have gået din næse forbi, at tidens helt store nostalgi-crush har handlet om Pokémons. Spillet har været sindssygt populært, og modsat hvad man måske skulle tro, er det ikke takket være børn og unge teenagere, men dem, der rent faktisk var de oprindelige Pokémon-spillere på Gameboy i slut-1990′erne. Ifølge det amerikanske analyseinstitut Mfour, der fokuserer på mobiladfærd, er 83 procent af alle Pokémon Go-spillere mellem 18 og 34 år og kun to procent mellem 13 og 15 år!

Hånden på hjertet har jeg ikke selv downloadet appen, men jeg kender mange i midt-20’erne ligesom mig selv, der har, og jeg forstår godt hvorfor. For Pokémon var fantastisk, og alene tanken om at sidde på bagsædet af en bil og fange Pokémons på min blå Gameboy på vej til en vilkårlig ferie vækker en uafrystelig nostalgi i mig. Mfour undersøgte da også årsagen til, at folk havde downloadet appen, og her svarede næsten halvdelen kort og godt: nostalgi.

Til en artikel i magasinet Time forklarer Clay Routledge, professor i psykologi ved North Dakota State University, da også, at Pokémon Go er det perfekte ægteskab mellem nostalgi og teknologi, fordi det bringer noget gammelt tilbage, som folk har minder om fra deres barndom og mixer det med noget nyt, der giver folk mulighed for at opleve det på en måde, de ikke tidligere kunne.”

Ifølge en artikel i The New York Times oplever de fleste en følelse af nostalgi mindst én gang om ugen, mens op mod halvdelen af alle oplever det tre-fire gange om ugen.

Digital nostalgi
En anden nutidig nostalgi, der dog ikke kun kredser om 1990’erne, foregår på de sociale medier og handler om dig. Det er den, du bliver mødt af, så snart du logger på de sociale medier og får mulighed for at vælge On This Day (eller simpelthen Denne Dag). Sidste år lancerede Facebook officielt den nye feature, der giver mulighed for, at man hver evig eneste dag kan se, hvad man foretog sig på samme dag sidste år, for fire år siden eller otte år siden, eller hvornår man skulle have lyst. Altså foretog sig” forstået som i foretog sig på Facebook. Så mens man sidder på jobbet, kan man sende tankerne på flugt ved at kigge på billedalbummet fra Bali med ekskæresten, eller dengang man skrev LOL på en vens væg.

De sociale medier har i det hele taget stået i spidsen for nostalgibølgen. Hashtagget #tbt (hvilket står for Throwback Thursday eller klodset oversat: Tilbageblik Torsdag) er benyttet mere end 300 millioner gange på Instagram, hvilket gør det til det fjerdemest brugte nogensinde. Det går kort og godt ud på i nostalgiens navn at uploade et gammelt billede af sig selv. Et mindre populært er #fbf (Flashback Friday), der har samme formål. Men tag også bare den seneste trend på Facebook, hvor man udfordrer hinanden til at dele et gammelt billede af sig selv. Så fik vi endnu en dristig undskyldning for at grave i gemmerne.

Det er en slags digitaliseret udgave af den typiske nostalgi. Ligesom den man bliver ramt af, når man går en tur eller dagdrømmer på jobbet og pludselig mindes sin ekskæreste (og i samme ombæring glemmer, at hun var en dum skid). Med den forskel, at minderne her bliver kastet i ens hoved, så snart man åbner et socialt medie.

RetroDer er også andre årtier end 1990'erne, som dyrkes i dag – blandt andet foregår den nye tv-serie Stranger Things i 1980'erne. Men tendensen med at dyrke det nyligt forsvundne – 1990'erne – dominerer i populærkulturen. Foto: Netflix

Den Gyldne 40-års regel
Det er naturligvis ikke første gang i historien, vi er nostalgiske. Faktisk har der længe været en diskussion om, hvornår vi bliver nostalgiske. En af de mere berømte teorier er The New Yorker-journalisten Adam Gopniks Gyldne 40-års regel”, som han præsenterede i 2012. Hans pointe er, at vi kulturelt altid har været nostalgiske over for det, der skete for 40 år siden. Altså, i 00’erne dyrkede vi 1960’erne, i 1970’erne dyrkede vi 1930’erne osv. Hans forklaring er sådan her:

Det, der driver cyklussen, er ikke, hvad man ellers skulle tro, dem, der ser og lytter; det er producerne, der skaber og udvælger den foretrukne fortid og derefter presser det ud til et publikum. Selv om populærkultur som regel udføres af unge, er gatekeeperne – altså jakkesættene i toppen, der skaber tilstandene – i det store hele folk i fyrrerne.”

Gopnik uddyber, at man særligt er nostalgisk over for den tid, lige omkring man blev født, fordi ens forældre stadig var sammen, og alt, med tilbageblikkets duggede brilleglas, fremstår fredsommeligt.

Den Gyldne 40-års regel har uden tvivl noget på sig. De nye serier The Get Down og Stranger Things handler om henholdsvis 1970′erne og de tidlige 1980’ere og storhitter begge med et filmisk look, der giver en følelse af, at de var filmet dengang. I musikken er 1970′ernes protestsangerlyd blevet in igen, bare kig på danske Katinka, og i moden har vi igen, efter i årevis at have taget afstand fra det, iklædt os denim-på-denim, Adidas Superstar og højtaljede bukser (her mener jeg primært kvinderne), og ja, selv bukser med svaj er efter sigende på vej tilbage.

Så Gopnik har ganske rigtigt ret i, at den traditionelle nostalgicyklus stadig er i spil, men forskellen er, at den nye form for nostalgidyrkelse, der knytter sig til det nærtstående – altså 1990′erne – er blevet så stor og i høj grad dominerer.

Men hvorfor sker det?
Der er særligt tre årsager til, at det især er nostalgien knyttet til 1990’erne, der er blevet så udbredt: usikkerhed, business og tilgængelighed. De er cirka lige vigtige og hænger sammen, men lad os tage dem hver for sig:

Usikkerhed
Verden er som bekendt ikke af lave, som vi lærte i en anden Zetland-artikel tidligere på ugen, men det ændrer ikke nødvendigvis på følelsen af, at den er det.

Jean Twenge, der er forfatter til bogen Generation Me, har undersøgt, hvorfor millennials føler stærkere nostalgi til deres barndomsårti end tidligere generationer. Hun forklarer i en artikel med E-News fra i år: mange millennials oplevede en barndom i 1990′erne med fred og velstand for derefter at træde direkte ind i voksenlivet med en global finanskrise. Det var, som om nogen lokkede dem i fordærv. Så at gå tilbage til barndommen og ungdomsårene virker særlig stærkt på denne generation, der er mere end blot den sædvanlige barndomsnostalgi.”

Desuden, siger hun, opfatter mange 1990′erne som det velsagtens sidste gode årti, hvor økonomien stadig var god, og hvor vi ikke var bange for terrorisme.”

At personlig usikkerhed derudover er forbundet med nostalgi er også underbygget mange gange. I den kendte amerikanske professor, Alan R. Hirschs afhandling Nostalgia: A Neuropsychiatric Understanding står der: I de mest turbulente og usikre tider i ens liv længes man efter simpliciteten og sikkerheden fra barndommen. I dine 20’ere og 30’ere er du fortabt i en stor omvæltning af alt, du engang kendte til i forsøget på at opnå uafhængighed.”

Med samfundets urolighed koblet sammen med egen usikkerhed er der skabt grundlag for nostalgidyrkelse en masse. Som Tim Wildshut, professor i psykologi ved University of Southampton, tidligere har forklaret til mediet The Debrief: Forskning viser, at forandring – det kan være i samfundet eller vores personlige liv – trigger nostalgi, og at nostalgi skaber en følelse af stabilitet.”

Business
Lige for tiden sker der det, at virksomhederne på slesk tjener-manér konstant står parat og spørger os: Uuhhmm, hvad med et stykke lækkert 1990 til?”, mens vi ukritisk mæsker det i os.

For én ting er selvfølgelig, at vi selv leder efter det, men en anden og mindst lige så vigtig årsag til vores nostalgiske kulturdyrkelse er, at vi får det kastet lige i hovedet konstant. For virksomhederne har de seneste år fundet ud af, at nok sælger sex, men ikke nær så meget som nostalgi (nostalgisk sex må blive det oplagte nye, just saying). Et studie ved navn The Nostalgia Effect fra Journal of Consumer Research fra 2014 viste, at vi er langt mere tilbøjelige til at købe noget, hvis vi bliver nostalgiske omkring det, fremfor at tænke på det, som noget vi kan bruge fremadrettet.

Faktisk skrev Forbes så sent som i august i år, at efter i årevis desperat at have forsøgt at forstå millennial-generationen, har markedet endelig fundet noget, der virker. Det ligner unægteligt en af de mest spændende trends i moderne marketing. Gjort rigtigt kan nostalgi ramme en nerve hos millennials, som samtlige andre taktikker simpelthen ikke kan.”

For lige at underbygge, hvad businesstyperne har gang i med os for tiden, så skrev Magasinet Entrepreneur, der for lige at gøre det klart, bestemt ikke har vores (forbrugernes), men deres (altså virksomhedernes) parti, følgende under titlen: 3 måder brands markedsfører nostalgi i throwback thursday-tiden”:

Ved at fokusere på mere nylig nostalgi, kan man slå ikke bare én, men to – eller måske endda tre – fluer ihjel på samme tid ved at appellere til tre generationer på samme tid.”

Vi er fanget.

Tilgængeligheden
Man skal naturligvis heller ikke glemme den teknologiske udvikling. I takt med de hastige fremskridt får vi ironisk nok bedre mulighed for at dyrke fortiden. Det har aldrig været nemmere at finde nye kulturelle oplevelser, men derfor heller ikke nemmere at finde det gode gamle. Som The Atlantic skriver i en artikel om nostalgi-trippet:

Det er svært at sige, om den nuværende generation af unge voksne er mere nostalgiske end andre generationer før, eller om de simpelthen bare har redskaberne til at dyrke den fuldt ud.”

Som eksempel ligger der lige nu mere end 5.000 film og serier på Netflix og lige knap 800 på HBO, og med sikkerhed er din yndlingsfilm fra 1990’erne iblandt. Jeg ved ikke med dig, men hvis valget står mellem den nyeste Matthew McConaughey, som Netflix kunne finde på at foreslå mig, eller Space Jam fra 1996, som jeg har en uforklarlig nostalgisk forbindelse til, jamen så vælger jeg uden tøven en aften med Snurre Snup og Michael Jordan (sidstnævnte films hovedpersoner). Igen.

Hvad betyder det så?
Ja, hvis man retter sig mod forskningen, er nostalgi slet ikke skidt. Ikke længere, i hvert fald. Hvor man tidligere opfattede nostalgi som en negativ diagnosticering, der førte til hjemve og en følelse af ensomhed, mener forskere i dag, at det er den anden vej rundt.

Især de seneste ti år har en række forskere inden for området talt for nostalgiens kvaliteter. Den måske mest kendte er professor Constantine Sedikides fra University of Southampton, der i en artikel med The New York Times udpenslede, at selv om nostalgien i manges øjne er forbundet med noget negativt, kan den give en vigtig følelse af tilhørsforhold.

For mit eget vedkommende gav det mig en følelse af, at mit liv havde rødder og en igangværende historie. Det fik mig til at have det godt med mig selv, fordi jeg fik en historiefortælling om mit eget liv og en styrke til at bevæge mig fremad,” sagde han i artiklen med henvisning til en specifik episode fra sit eget liv.

Professor Tim Wildshut, som er nævnt tidligere i artiklen, har udtalt lignende:

Vores forskning viser, at nostalgi har mange positive effekter: Det øger følelsen af social tilknytning, det booster selvværdet, fylder livet med mening og skaber følelsen af en kontinuitet i ens liv.”

“I bund og grund er Facebooks On This Day en påmindelse om tabt ungdom. Det er små ting, der minder dig om, at for otte år siden var du en sorgløs cheerleader, mens du nu har en stor røv og gæld.” – Fra en artikel i The Debrief om nostalgi.

Nostalgi medvirker altså i høj grad til historiefortællingen, ikke mindst i en tid, hvor det af og til kan føles svært at finde meningen med tilværelsen. Det er derfor, eksempelvis Throwback Thursday har så stærk en appel, fordi du én fast gang om ugen kan kigge tilbage på et specifikt minde fra dit liv og sætte det i kontekst med, hvor du befinder dig i dag.
Men hvor det kan hjælpe på den personlige historiefortælling, kan det store fokus på nostalgidyrkelsen i kulturen også betyde, at der kommer til at mangle en fælles og dominerende fortælling om det nuværende årti, altså om selve generationen. Mens vi hver især kigger tilbage, glemmer vi at skabe nyt. Det er i hvert fald, hvad Simon Reynolds argumenterer for i Retromania, at vi er ved at nå et tipping point, hvor det decideret kan true udviklingen af ny kreativitet.

Reynolds er naturligvis ikke en bærer af sandheden, men hans anke kan for forestillingens skyld alligevel rettes mod andre genrer end musikken. Eksempelvis peger Reynolds selv på hipsteren som hele symbolet på en tilbageskuende generation, der kun er fælles om ikke at være nyskabende.

Så sort-hvidt er det næppe, for selvfølgelig har vores generation også sin helt egen lyd og stil, som man vil kunne hæfte sig ved, men det er alligevel interessant at spørge sig selv, om vi altid bruger nostalgidyrkelsen rigtigt.

For tanken er interessant. Vil man overhovedet kunne holde en 2016-fest om 30 år? For hvordan klæder man sig ud som en generation eller et årti, der i grove træk klæder sig i fortiden, og hvordan lytter man til 2016 på anlægget, hvis lyden er et sammensurium af mange andre årtiers lyd?

Måske skal man lade professor Constantine Sedikides overvejelser om god og dårlig nostalgi være de afsluttende ord:
Hvis man definerer nostalgi som at sammenligne fortiden med nutiden og konkluderer, at fortiden var bedre, er det nok ikke den rigtige måde. Den sammenligning hjælper nemlig ikke. Men hvis du fokuserer på fortiden på en eksistentiel måde som i hvad har mit liv betydet?, kan det skabe værdi.”

Vi skal fortsætte med at nyde, at Pokémon Go, og serier som Stranger Things giver os mulighed for at bevæge os videre, mens vi stadig husker, hvad vi kom fra. Og så er det måske på tide én gang for alle glemme idéen om en Venner-reunion.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem