Denne historie har Jakob Jessen fra Zetland foræret dig.
Zetland er en digital avis, hvis mål er at vise sammenhænge i en verden, der savner netop dét.
Send en tanke til vores medlemmer – det er dem, der gør det muligt for os at udkomme.

signature

Løsningen på det moderne livs krise har vi kendt siden 1970’erne. Bliv narcissist

MigAntallet af selfie-relaterede dødsfald på verdensplan oversteg ifølge flere medier allerede i 2015 antallet af dødsfald ved hajangreb (ingen af delene er dog decideret hyppige). Foto: Lonnie Duka / Scanpix (Genrebillede)

Derfor skal du læse denne historie

Narcissismen hersker, hører vi hele tiden. I X Factor og på Facebook og nu også i Det Hvide Hus. Sådan sagde man også i slutningen af 1970'erne, og dengang skrev en amerikansk kulturkritiker en stadig højaktuel bog, der forsøgte at forstå og kritisere narcissismen for, hvad den er: en vej ud af det moderne menneskes krise.

Når jeg forestiller mig min egen begravelse, sidder Jørgen Leth gerne på anden række og græder ved siden af Michael Laudrup og … nej.

Lad os starte et andet sted.

I aften er der X Factor på DR1, og vi har således – for tiende år i træk – mulighed for at dømme både dommernes og deltagernes evner, men også – og lige så pirrende – deres selvforståelse, der ofte, særligt i de indledende auditions, er lige i overkanten af virkeligheden. X Factor er, kan man sige, en øvelse i, hvor langt man kan nå med sin narcissisme.

Det samme gælder angiveligt samfundet.

Det var i året 2008, at X Factor første gang løb over skærmen, og allerede dengang lød det fra de kulturelle fortolkningsanstalter, at her havde vi fredagsfjernsyn for den nye generation, der havde fået navnet Generation Mig”.

Nynarcissisme: mig, mig, mig! Er du klar til at se dig selv i øjnene?’ hed overskriften på en tendensartikel i Information i den forbindelse.

Hvis man lever for meget med i denne syntetiske verden, bliver man en lille smule psykopat,” skrev Claes Kastholm i Berlingske og tegnede en linje fra den folkelige selvdyrkelse i X Factor og på det nye, sociale medie med navnet Facebook til det bestialske mord i den finske by Kauhajoki, hvor en 22-årig mand dræbte ti medstuderende på en undervisningsinstitution. Facebook var desuden allerede i 2007 blevet noget af et fænomen herhjemme, og året inden havde Time Magazine udråbt You’ til årets person (i 2016 var det Trump).

Narcissisme all over.

I 2006 havde psykologen Lars Lundmann Jensen i bogen Hvem er jeg? – narcissisme og personlighed i det senmoderne samfund skrevet, at der ikke længere gøres så mange iagttagelser af individ og samfund i en narcissistisk forståelsesramme”. To år senere kunne man nærmest forstå eller kritisere alt fra teknologiske nyvindinger til finske massemord i den ramme. Så kom finanskrisen, og så var det meningen, at vi skulle indse, at det var en dårlig idé – for det er det angiveligt altid – at være narcissist. Men det gjorde vi så tilsyneladende ikke, for vi kan stadig læse – i bøger og aviser og, ironisk nok, på de sociale medier – at vi er narcissister, der bekymrer os for meget om os selv og for lidt om hinanden.

Det er en moralsk kritik.

Men måske man i stedet skulle se narcissismen som en uheldig løsning på et problem snarere end et moralsk problem i sig selv.

Det var i al fald pointen i den amerikanske kultur- og samfundskritiker Christopher Lasch’s klassiske (og kradse) kritik af den selvoptagede tidsalder i bogen The Culture of Narcissism. For som han skrev:

Narcissisme lader til realistisk set at være den bedste måde at håndtere det moderne livs spændinger og ængsteligheder på.”

The Culture of Narcissism udkom i 1979, og det burde måske i sig selv give os grund til at stoppe op og spørge, om narcissisme-epidemien’, som den blev kaldt i Kristeligt Dagblad for et par år siden, handler om andet og mere end reality-tv og sociale medier.

Ifølge Lasch var 1970′erne en tid, hvor liberalismen ikke længere kunne forklare den politiske udvikling, hvor den neoklassiske økonomi ikke var i stand til at forstå markedet, hvor sociologerne havde droppet den store læsning af samtiden, og psykologerne havde lagt Freud i graven.

Ingen havde tillid til politikerne, og naturressourcerne var ved at løbe tør, forfatterne nøjedes med simpel selvudlevering for at holde læseren interesseret”, medierne var fyldt med udtalelser, der hverken er sande eller falske, men blot troværdige”, og sport var blevet ren underholdning. I det hele taget beskrev Lasch et samfund, der frygter, at det ikke har en fremtid.”

Det borgerlige samfund synes overalt at have opbrugt sit lager af konstruktive idéer,” skrev han. Det har mistet både kapaciteten og viljen til at konfrontere de vanskeligheder, der truer med at overvælde den. Den politiske krise i kapitalismen afspejler en generel krise i den vestlige kultur.”

Individer var følgeligt overladt til sig selv – uden kollektive løsninger, uden synlige autoriteter, uden familie eller fællesskab og uden nogen troværdige fortællinger om sig selv og sin plads i verden – og den mest oplagte løsning på en sådan situation var at forankre sig i det sidste, der så at sige var tilbage: sig selv.

Det lyder bekendt.

Narcissismen er, kunne vi sige med Lasch, en krise(under)bevidsthed.

Narcissismebegrebet har som bekendt sine rødder i Ovids Narcissus, der fik øje på sit spejlbillede i en sø og forelskede sig, ikke i sig selv, men i sit spejlbillede. Det var Freud, der foldede udtrykket ud i en psykologisk kontekst, og det er Freuds forståelse af narcissisten – der indtil da havde levet et relativt roligt liv i sin kliniske kontekst – Lasch vendte ud mod samfundet.

Man skal tænke sig et spædbarn ved sin mors bryst, der ikke forstår, at moren er til for andet end at tilfredsstille barnet. Sådan ser narcissismens verden ud: Den er en forlængelse af dig selv (man kan til eksempel tænke sig Trumps tendens til at se Amerika som en forlængelse af sig selv). Det er den primære narcissisme, og den har vi angiveligt alle været igennem.

Så bliver vi lidt ældre og finder ud af, at vi ikke kan få, hvad vi vil have, og så bliver vi sure. Det lærer vi så at leve med, eller også genopfinder vi den tanke, at verden burde være en forlængelse af os selv, selv om den ikke er det. Vores omverden bliver en kilde til opfyldelsen af vores egne behov og ikke andet end det. Det var denne, såkaldte sekundære narcissisme, Lasch så som sin tids kollektive sygdom.

Hvorfor det?

Lasch var en konservativ stemme i den amerikanske kultur- og samfundsdebat, men han var generøs med sin kritiske pen og rettede sin rimeligt følelsesladede kritik mod både højre og venstre. Den narcissistiske personlighedstype, Lasch så overalt omkring sig, var, kan man sige, et barn af både kapitalismen og dens kritik, af både CEOen og af psykologen.

Når det kom til kapitalismen var det særligt tendensen til bureaukratisering – altså til at specialisere sine ydelser og sine produktionsformer, indtil det enkelte menneske ikke selv kunne finde ud af noget som helst og følgeligt var både fremmedgjort og afhængigt af det bureaukrati, der fremmedgjorde ham – der bidrog til at fremkalde og forstærke narcissistiske træk i os alle sammen”, som det hed.

Mens vi typisk forbinder narcissismen til 1980’ernes selvoptagede materialisme, så var det i de selvrealiserende hippier og deres ideologiske og kulturelle efterfølgere, at Lasch lokaliserede den anden hovedkilde til narcissismen. Kritikken af kapitalismen var i sig selv blevet en narcissisme, skrev han, fordi den havde vendt sig fra det politiske imod det personlige og således bidrog til opløsning af de fællesskaber – familien for eksempel – der for Lasch var forudsætninger for at undslippe narcissismen. De, der gik på gaden i 1960′erne, var begyndt at gå til terapi i stedet.

Uden et håb om at kunne forbedre deres liv på nogen betydningsfuld måde har folk overbevist sig selv om, at det, der betyder noget, er psykisk selvforbedring: at komme i kontakt med sine følelser, spise helsekost, at tage lektioner i ballet eller mavedans, fordybe sig i Østens visdom, at jogge, at lære at relatere’,” skrev han. Harmløse i sig selv repræsenterer disse sysler, når de ophæves til et program og pakkes ind i autenticitetens og tilstedeværelsens retorik, et tilbagetog fra det politiske.”

Amerika havde altså skabt en befolkning af narcissister, der var ude af stand til at tænke sig ud af et samfund i krise, fordi samfundet for narcissisten ikke var andet end en forlængelse af ham selv.

Narcissisten levede i et samfund i krise, men han gik ensom og selvoptaget ned til sin terapeut.

Det er snart 40 år siden, Lasch udgav sin bog, men vi lever angiveligt stadig i … narcissismens tid”, som det hed i titlen på præst og debattør Sørine Godtfredsens bog, der udkom for et års tid siden, og vi ser stadig narcissisterne blive skabt og dræbt i X Factor hver fredag.

Narcissismen spøger.

Når vi tager selfies, er det udtryk for narcissisme. Når vi træner i fitnesscenteret. Og så videre. Efter det amerikanske præsidentvalg kaldte den britiske klummeskribent Deborah Orr Donald Trump for Kong Narcissist” i The Guardian. Andetsteds (blandt andet her på Zetland) kunne man, som det blev bemærket for nylig, læse en stribe artikler om, at det nu er tid til, at det politiske etablissement ser indad” – for det er selvsagt dér, sandheden findes i narcissismens tid – og et par uger efter valget af Kong Narcissist udkom psykoterapeut Christina Coptys bog Den svære kærlighed – om narcissisme og parforhold, hvori man kan lære at spotte en farlig narcissist i sit kærlighedsliv.

Når man er i et forhold med en narcissist, er forholdet præget af følelsesmæssig turbulens, fordi narcissistens definition af kærlighed handler om lidenskab, forelskelse og opfyldelsen af hans behov,” skriver Copty, og det lyder jo ikke så ringe, men det er det altså, fordi narcissister er nogle manipulerende røvhuller, der kan være svære at spotte ved første øjekast.

Copty kunne måske have fundet hjælp i Metroxpress, der sidste år under rubrikken Sådan afslører du en narcissist med ét spørgsmål” spurgte, om du nogensinde” har tænkt på, om en ven, kollega eller familiemedlem er narcissist?” I så fald stod avisen – via en tvivlsom fortolkning af tvivlsom forskning – klar med en simpel måde at finde ud af det på.”

Du skal bare spørge:

Er du en narcissist?”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer. Prøv os for 0,- i 14 dage.

Bliv prøvemedlem