Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Knud Anker Iversen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Velkommen til stjerneforskeren Katherine Richardsons grønne utopi. Her er ingen skrald, og de unge tror igen på fremtiden

En af Danmarks fremmeste forskere i bæredygtighed drømmer om en fremtid uden affald, hvor ingen behøver frygte for planetens skæbne.

Illustration: Javier Muñoz for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


11. maj 2022
9 min.

Utopia 2050

Hvad nu, hvis den grønne omstilling rent faktisk lykkes? Hvis vi vil gøre vores civilisation bæredygtig, er det ikke nok at tale om alle de ulykker, vi gerne vil undgå. Vi er også nødt til at tale om alle de vidunderlige ting, vi gerne vil skabe. Så det gør vi. Lige her, i interviewserien Utopia 2050. Jeg har bedt en række markante og fantasifulde mennesker drømme sig 30 år ud i fremtiden og beskrive, hvordan verden ser ud i en grøn utopi anno 2050. Vi lægger ud med professor Katherine Richardson, som er en af Danmarks – og verdens – førende eksperter i bæredygtighed. Her får hun ordet.

Det fede ved at leve i det her samfund i forhold til det, vi havde engang, er, at man har en langt større tro på, at vores børn, børnebørn og oldebørn også vil kunne få del i vores velstand. Der var så meget snak i 2020’erne om, hvor deprimerede unge mennesker var. De snakkede om, at de ikke ville have børn, fordi de ikke kunne tillade sig at sætte børn i sådan en verden. Det var forfærdeligt. Forfærdeligt. Jeg får kuldegysninger bare ved tanken. Det er så godt nu i 2050, at unge mennesker igen ser frem til at sætte børn på jorden – den største oplevelse, som mange kan få.

Tilbage i 2020’erne kunne man godt se, at det faktisk gik bedre for mennesker over hele verden. Vi var på randen til at fjerne ekstrem fattigdom og sult. Det var et fedt samfund. Problemet var, at alle de forbedringer, som samfundet nød godt af, kom med omkostninger for klima og miljø. Det blev værre og værre med klimaet og biodiversiteten, og eftersom klima og biodiversitet fungerer som proxy for den naturkapital, der egentlig betaler for samfundets forbedring, betød det, at vi brugte løs af al den naturkapital, der skulle betale for samfundsfesten. Så man indså, at selv om man godt kunne feste, når saldoen på bankkontoen var for nedadgående, kunne man ikke feste for evigt.

Nu har vi heldigvis fået knækket den kurs, så der ikke længere er en negativ udvikling i vores klima og biodiversitet. Så det fede ved at leve her i 2050 er, at man har optimeret mulighederne for sine efterkommere, og det er sådan set meget værd for os alle sammen. Vi kan læne os tilbage og sige, at medmindre der kommer en meteor fra rummet, tror vi på det her for vores børn og børnebørn og deres børn og børnebørn.

Når vores børn her i 2050 læser i historiebøger, kan de slet ikke forstå, at der var noget i hvert køkken, hvor man bare samlede de ting, man ikke syntes, man havde behov for, og så betalte staten for at indsamle alt det her, som man kaldte affald. Det kan vores børn slet ikke forstå, for de kender overhovedet ikke til den affaldsbøtte i køkkenet. Når du køber din mad i supermarkedet, bliver den pakket ud, før du får fat i den, og du får en kasse med hjem med den ægte vare. Det kan godt være, du ikke lige vil spise enden af en agurk, men så har du en lille komposter, hvor du kan bruge komposten til dine potteplanter eller din have.

Selvfølgelig er der nogle ting, som man er nødt til at samle, så man kan genbruge dem eller få nogen til at opgradere dem eller sørge for, at de kan blive brugt igen. Men vi smider ikke noget ud, der bare går ud til en samlet opsamling. Og det gør ikke mit liv dårligere i dag, at de ting, jeg er færdig med, kommer nogle andre til gode. Enten ved at de bruger dem i den form, jeg har brugt dem i, eller ved at nogle andre tager komponenterne og bruger dem til noget andet – som med mine møbler, der kommer i forskellige komponenter, som sættes sammen på forskellige måder.

Heldigvis indså man for nogle år siden, at det vigtigste i samfundet var at erkende, at vi er en del af et økosystem. Naturen har kun kunnet trives her på jorden gennem de seneste mere end tre milliarder år, fordi alle organismer var en del af et økosystem, hvor der altid var nogle dyr eller organismer, der kunne bruge de affaldsprodukter, som andre lavede, og på den måde kunne man altså holde livet i gang. Men fordi vi mennesker lærte at bruge energi ud over det, vores egen krop kan producere, havde vi en periode i vores historie, hvor vi glemte, at et grundvilkår for at få lov til at overleve er at være en del af et økosystem og at respektere, at man er del af et økosystem.

Heldigvis indså man allerede i 2020’erne, at det var nødvendigt at komme tilbage til den økosystem-tankegang. Det var derfor, Holland i sin tid investerede enorme midler i at gøre deres fødevareproduktion cirkulær, så den ikke efterlod affaldsprodukter i naturen, og så den ikke tog mere areal ud af naturen end højst nødvendigt. Det tog desværre længere tid for os i Danmark at komme med på den vogn. Måske skyldtes det, at når vi talte om fødevareproduktion dengang, gik vi ud fra, at det betød brug af jord eller brug af land. Vi kaldte det faktisk jordbrug og landbrug. I dag ved vi, at man sagtens kan producere næringsrig mad nok til hele verdens befolkning – som jo nu er på knap ti milliarder mennesker – uden bare at bare bruge løs af jord. Der bruges i et vist omfang stadig jord, men nu bruger man kun jord i den del af fødevareproduktionen, hvor man ikke ønsker at bruge kunstgødning eller pesticider, for nu må man jo ikke putte fremmede kemikalier ind i jordsystemet.

Man kan sagtens stadig bruge de her kemikalier inden for lukkede systemer, og det gør vi jo også. Nogle gange baserer systemerne sig på jord, andre gange på vand – det gør de jo meget i Mellemøsten, hvor der ikke er så meget jord, der egner sig til fødevareproduktion. Man har nogle bunde med vand, som planterne står i, og man kan have dem i flere etager, fordi man bruger LED-lys. Så sørger man for, at der er al den næring, som planterne har behov for, nede i det vandbad, som rødderne er i. Fordi det er lukket med glasvægge, kan skadedyr ikke rigtig kommet til, men selvfølgelig gør de det nogle gange alligevel, så i det her lukkede system kan man også bruge midler til at bekæmpe svampe eller fluer, eller hvad det nu måtte være. Men det kommer ikke ud i det åbne miljø, fordi det er et lukket system.

Vi har stadig dyreproduktion, selvfølgelig, for den proteinsammensætning, der er i kød, er faktisk meget vigtig for småbørn og ældre mennesker. Gennem meget af menneskehedens historie har folk mellem fem og 65 år spist alt for meget kød, og det gav en masse sundhedsproblemer. Nu har vi en mere plantebaseret diæt, men ikke en udelukkende plantebaseret diæt. Og når vi producerer kød, foregår meget af det i laboratorier. Men altså, der er stadig firbenet kødproduktion, det meste foregår bare igen i lukkede systemer. Det er for eksempel etagebyggeri, hvor vi samler alle drivhusgasserne fra dyrene op og putter dem direkte ind i biogasanlæg. Og selvfølgelig kan man ikke have biogasanlæg på hver en lille bedrift, så de der små bedrifter, vi havde i gamle dage, de er der ikke længere. Vi har tre store produktionsenheder i Danmark, hvor vi producerer dyr til konsum. Men selvfølgelig er der også stadig nogle dyr i naturen, fordi vi har behov for dyr i naturen til naturpleje.

Der er mindre landbrugsjord i verden i dag end tidligere, og det skyldes flere faktorer. Det skyldes blandt andet, at man har øget produktiviteten. I Danmark kunne en ko allerede i 2020’erne på en god dag producere over 40 liter mælk, og i gennemsnit i løbet af et helt år tror jeg, det var 26 liter om dagen. Men dengang var den gennemsnitlige produktion i Afrika kun på seks liter per ko om dagen. Det har man gud ske tak og lov fået rettet op på nu, så man har en langt større produktion i de områder, som førhen ikke var så produktive. Og fordi man har øget produktiviteten så meget, og fordi man samtidig har fundet ud af, at man kan bruge protein fra alger og græs til dyrefoder og derfor ikke behøver så meget areal til at producere proteinfoder, har vi faktisk fået frigjort megen jord. Det har betydet, at vi har kunnet plante træer, som kompenserer for de udslip, der stadig kommer fra landbrug, samtidig med at naturen har fået mere plads at boltre sig på.

I 2020’erne var det faktisk sådan, at danskernes klimabelastning fra kosten – takket være alle de animalske produkter, vi spiste – var 45 procent højere end verdensgennemsnittet. Nu er Danmark kommet meget pænt ned til det niveau, som var verdensgennemsnittet i 2020’erne. Vi ligger stadig lidt over det globale gennemsnit, men der er nogle ting omkring vores kultur, som gør, at one size doesn’t fit all. Det betyder, at vi nu spiser cirka halvt så mange animalske produkter som i 2020′erne. Og rigtig mange af de befolkninger, som i 2020’erne spiste mindre kød, spiser nu mere. Dengang var der jo mennesker, der fik kød to gange om året i forbindelse med større ceremonier, mens danskerne spiste kød tre gange om dagen. Så der er kommet lidt mere balance i det.

Bygninger var også et meget stort problem i Danmark i rigtig, rigtig lang tid. Det var først, da vi fik nogle meget strenge EU-regler om, at man for eksempel ikke kunne sælge eller udleje bygninger, som havde en meget dårlig energiklassificering, at man virkelig tog fat om det her. Men nu er stort set alle bygninger energipositive.

Hvis vi vil gøre den her utopi til virkelighed, gør vi det til dels gennem vores narrativ. Det skal altså ikke hedde sig, at det handler om afsavn, for det behøver det ikke. Jeg ser ikke for mig, at dét at leve mindre klima- og miljøbelastende nødvendigvis skal repræsentere afsavn. Men vi skal også ændre det narrativ, der er ved at opstå, hvor det hedder, at vi nok skal nå alle vores mål, at vi nok skal klare det her, vi skal ikke være bekymrede, det kommer ikke til at koste noget, og du behøver ikke gøre noget anderledes. Man har aldrig ændret på noget uden at gøre noget anderledes. Men det gør det ikke nødvendigvis dårligere.

Jeg er naturvidenskabsmand (m/k), og derfor fokuserer jeg på de her naturvidenskabelige tipping points, der findes i komplekse systemer, hvor der pludselig kan ske noget, som ændrer hele systemet, fordi alting er forbundet. Men der findes faktisk også tipping points i samfund. Nogle af os kan stadig huske de ændringer, der skete omkring rygning eller at bruge sikkerhedssele. Så der er tipping points i samfundet, og det er sjældent kun én ting, som udløser dem.

Forvandlingen er i gang, det kan man se omkring sig. Men en af de første ting, vi bør gøre, er at gå igennem vores lovgivning, for den er faktisk en hindring for mange af de ændringer, som vi egentlig burde lave. Og det er vores samfundsstruktur også. Vi har over 90 kommuner, der alle sammen skal finde ud af, hvordan de skal håndtere den her genbrugsudfordring – og det er en udfordring. De skal alle sammen opfinde den dybe tallerken. Vi skal prøve at kigge på, hvor der er barrierer i vores samfund, og dem findes der mange af.