Hvorfor er kødboller billigere end falafler i Rema?

Vi dykkede ned i et mysterie om forbrugere og forbandelser

  • 19. september 2020
  • 20 min.

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

30:40

I københavnerbydelen Brønshøj ligger der en Rema 1000. Butikken ligner alle sine uspændende slægtninge rundt i Danmark, dørene åbner af sig selv, frugten ligger lige inden for indgangen, og dybere inde står frysediskene og lyser blegt. Men nede i fryserne foregår der noget spændende. Lige ved siden af hinanden ligger der nemlig – sådan var det i hvert fald, sidst vi tjekkede – to produkter.

En pakke falafler til 28 kroner og en pose kødboller til 27 kroner.

Set fra et forbrugersynspunkt løser de to frostvarer samme problem: Der er tale om to forskellige bud på noget, man kan hive op af fryseren, når man vil lave aftensmad i en fart.

Men hvordan hulen kan det være, at det klart mest avancerede produkt – kødbollerne – er billigst? Der er endda mest mad i kødbolleposen, 500 gram mod 300 gram i falafelpakken. Forskellen i kilopris er med andre ord markant. Hvordan kan det gå til, at et så simpelt produkt som falafler, hvor hovedingrediensen er kikærter, er endt med at være langt dyrere end kødboller, hvor hovedingrediensen er svine- og oksekød, som kommer fra dyr, der er blevet fodret og fedet op i månedsvis, fragtet, slagtet, hakket og i det hele taget har krævet langt flere ressourcer og langt mere bøvl at producere end kikærter?

Det satte vi os for at undersøge. Og de billige kødboller og dyre falafler viste sig at gemme på en stor og vigtig historie om, hvordan hele vores fødevaresystem fungerer. En historie, som både handler om vores forhold til mad som forbrugere, om en hyper-effektiviseret og hyper-globaliseret kødproduktion og om en slags forbandelse, der hviler over alle verdens landmænd.

Vi begyndte selvfølgelig vores undersøgelse med at spørge nede i butikken, hvordan det kunne være, at falaflerne var dyrere end kødbollerne. De var lige midt i at læsse varer af, men fortalte dog – måske knap så overraskende – at det slet ikke var dem, som afgjorde butikkens priser. Så vi ringede til Rema 1000’s hovedkontor med dét, vi troede var et ret simpelt spørgsmål, som var til at svare på. Vi tog fejl. En kommunikationsmedarbejder gav os følgende besked fra indkøbsafdelingen:

De to produkter, du her spørger ind til, er vidt forskellige og kan derfor ikke sammenlignes – hverken på pris eller ingredienser.”

Vi insisterede og fik til sidst fat i kommunikationschef Jonas Schrøder. Han skrev, at prisforskellen måske kunne have noget at gøre med mere stordrift i kødbolleproduktionen og med, at kødbollerne var private label. Hvilket vil sige et produkt, som Rema sælger billigt i eget navn – i modsætning til falaflerne, der var af mærket Hälsans Kök, et brand ejet af den schweiziske fødevaregigant Nestlé. Det er ingen hemmelighed, at brands er dyrere end private label,” skrev han. Men da vi spurgte, om det så alt sammen betød, at kødbollerne faktisk var billigere i indkøb end falaflerne, lød svaret: Hej – det kan jeg ikke oplyse dig om 😊

Det var på det her tidspunkt, at vi gav denne historie arbejdstitlen Kødbollemysteriet.

Én potentielt vigtig oplysning havde vi dog fået ud af Jonas Schrøder fra Rema: Kødbollerne var produceret af Tulip (hvilket ikke fremgik af emballagen). Over e-mail meddelte Tulips kommunikationschef Michael Ravn, at virksomheden af konkurrencehensyn” ikke kunne oplyse hverken produktions- eller salgspriser.

Det var ikke lige, hvad vi havde håbet på. Vi lod kødbollerne ligge for en stund og vendte vores opmærksomhed mod falaflerne.

Falaflerne var som nævnt produceret af Nestlé, hvis danske kommunikationschef hedder Martin Broberg. Hans svar på vores spørgsmål var næsten en tro kopi af Tulips: Produktionspris med videre er ikke noget, som nogen virksomhed ønsker at oplyse af konkurrencehensyn. Jeg har arbejdet i fem virksomheder nu, og ingen af dem kunne drømme om at oplyse det. Undskyld, at jeg er lyseslukker her.”

Martin Broberg kunne heller ikke oplyse, hvor mange falafler Nestlé producerer, eller hvor de får ingredienserne fra, heller ikke kikærterne. Men han gav en ledetråd: Det korte svar er Tjekkiet. Det er der, får vi vores Hälsans Kök-produkter fra i Danmark.” Hvilket i øvrigt også fremgik af pakken. Vi gik straks videre til Nestlés tjekkiske kommunikationschef, Robert Kicina, men han vendte aldrig tilbage med svar.

Ret hurtigt måtte vi altså erkende, at vi løb panden mod en mur, når vi prøvede at få svar ud af producenterne. Kødbollemysteriet lod sig ikke sådan lige trevle op. Vi måtte skifte strategi og begyndte med at dykke ned i, hvad det egentlig var, vi forsøgte at finde ud af. Som vi så mysteriet om priserne, rummede det to hovedspørgsmål:

  1. I hvilket omfang er der mon tale om, at den type forbrugere, som køber frosne falafler af mærket Hälsans Kök, er villige til at betale overpris for deres falafler?
  2. Hvordan hulen kan det lade sig gøre at producere kødboller så billigt?

Vores næste skridt var at sende spørgsmålene videre til Zetlands kloge medlemmer i håb om, at de kunne hjælpe os videre.

Svarene tikkede hurtigt ind, både i bidragssporet og i indbakken. Der var flere gode tråde at samle op. Isabella Engberg, der beskrev sig selv som fattig veganer”, pegede på, at der måske manglede konkurrence på markedet for frosne falafler: Der er generelt færre færdigprodukter lavet af 100 % planter, og dermed kan firmaer kræve flere penge for produkter. Lige nu er plantedrikke endelig begyndt at falde i pris; jeg tænker, dette hænger sammen med den tiltagende mainstream-konkurrence.”

Der var også en hel del, som bemærkede, at prisforskellen måske mest af alt handlede om, hvad folk var parate til at betale for de to varer. Én viderebragte en markedsøkonomisk grundsætning, han havde lært af sin allerførste chef: Du kan lige så godt lære det med det samme,” havde chefen sagt, den rigtige pris på en vare er det, man kan få for den. Og så er den ikke længere.”

Den pointe ledte os tilbage til det første af vores to kernespørgsmål: om falaflerne simpelthen var dyrere end kødbollerne, fordi falafel-købere er mere villige til at betale en høj pris end kødbolle-købere. På professionshøjskolen Absalon fandt vi docent Jonatan Leer, som forsker i madkultur med fokus på madidentitet. Han hæftede sig som det første ved kødbollernes og falaflernes vidt forskellige emballage, som appellerer til vidt forskellige forbrugere.

Kødbollerne ligger i en gul pose med et billede af en portion boller i karry pyntet med en lille dusk persille. Falaflerne derimod er pakket ind i en grøn papæske med noget mellemøstligt mønster, hvor der ud over falaflerne også er billede af spidskommen, koriander og kikærter, et veganerstempel og forskellige oplysninger om, at falaflerne er made with plant-based ingredients”, indeholder meget fiber og er kilde til protein.

Den ene viser bare kødboller og sovs. Det er comfort food uden bekymringer, det er bare kød og sovs og noget lækkert. Der står højst noget om, hvor mange der er, og hvor lang tid de skal koge,” sagde Jonatan Leer.

Den anden er fyldt med informationer om, at det er vegansk og certificeret, og du ser også ingredienserne. Det er en helt anden tilgang. Det er også to helt forskellige æstetikker. Farvevalgene er sigende. De taler til to forskellige publikummer. Falaflerne burde jo kunne laves billigere, men der kan tages så mange penge for dem, fordi producenterne og supermarkederne ved, at dem, de henvender sig til, er villige til at betale. De køber en god samvittighed, så at sige.”

Vi kontaktede også Jeppe Dahl Jeppesen, som har 15 års erfaring som indkøbschef i Salling Group, der ejer blandt andet Føtex, Bilka og Netto. I dag har han sin egen rådgivervirksomhed, White Spot Food, og han mindede om, at det koster penge at overbevise folk om, at en pakke falafler kan afhjælpe eventuel dårlig forbrugersamvittighed: Mærkevarer har simpelthen et større markedsføringsbudget, og derfor bliver de dyrere.

Lidt efter at vi havde talt med de her to eksperter, fik vi en interessant mail fra Henrik Mortensen, der er certificerings- og kvalitetschef på Hvidebæk Slagteri syd for Kalundborg og tidligere har undervist i afsætningsøkonomi på CBS. Vi var velkomne til at ringe for en drøftelse af parametrene bag kødbollemysteriet,” skrev han. Så det gjorde vi. Dét, han med sin konkrete erfaring fra kødbranchen kunne fortælle, understregede de pointer, vi allerede havde hørt, om, hvor meget kundernes villighed til at betale betyder:

Hvis vi starter helt basalt, så er der i fødevarebranchen to måder at prissætte på. Det er cost-plus pricing eller market perceived pricing. Cost-plus pricing er, hvis et eller andet koster noget at lave, og man så lægger en margin ovenpå, og så er dét prisen. Ved market perceived pricing begynder man med at spørge, hvad man kan sælge det for. Hvad vil kunderne give?”

Falaflerne, lod Henrik Mortensen forstå, var med al sandsynlighed prissat efter, hvad folk ville betale, mens kødbollerne var prissat efter produktionsomkostningerne.

Så langt, så godt. Falaflerne var altså med al sandsynlighed en del dyrere, end de behøvede at være. Det turde vi godt konkludere. Men det løste jo kun halvdelen af kødbollemysteriet. Der manglede stadig den del, der ikke handlede om dyre falafler, men om billige kødboller. Hvordan hulen kan det lade sig gøre at producere kødboller så billigt, at de kun koster 27 kroner for et halvt kilo nede i Rema?

Henrik Mortensen fra Hvidebæk Slagteri producerer ikke selv kødboller. Men han laver et produkt, som rent indholdsmæssigt ligner rimelig meget, fordi det også er lavet af fars – nemlig pølser. Og han havde flere gode pointer i ærmet:

Når du taler kød til kødboller, er det typisk det ringeste af det ringeste og en masse bindemiddel. Det er noget, der er tilbage, og det skal man ofte bare af med. Og hvis du har en meget billig råvare og skal fryse den ind, koster det måske en krone kiloet – så er det måske bedre bare at sælge det i en hulens fart, og derfor findes der en masse billig råvare nede i den billige ende af kvalitetsskalaen.”

Den dyreste ingrediens til billige pølser kan faktisk godt være noget andet end kødet, tilføjede Henrik Mortensen. Nemlig den tarm, man stopper farsen ned i.

Hvis du tager en lammetarm og så en af de der meget billige pølser, så koster tarmen sgu sikkert lige så meget som farsen per kilo pølse.”

Henrik Mortensen fortalte også, at der er en del pølseproducenter, som fylder deres pølser op med tørret svineprotein. Hvilket siger sådan noget halløj lavet af for eksempel svær, altså svinehud.

En pølse kan du altid mærke kvaliteten på ved at tage en bid i munden og prøve at trykke den flad op mod ganen med tungen. Hvis du nemt kan trykke den flad, så er det noget skrammel. Det er ikke raketvidenskab at konstatere, om kvaliteten er god eller ej.”

Tulip fortalte, skal det lige siges, at deres kødboller ikke indeholdt tørret kødprotein. Men det ændrer ikke ved Henrik Mortensens grundpointe: Kødboller er typisk lavet af nogle restprodukter, som kødbollefabrikanter kan få meget, meget billigt. Lidt i samme dur var der i øvrigt en fødevareforsker, som vi talte med under researchen, Aske Skovmand Bosselmann fra Københavns Universitet, som pegede på et særligt forhold omkring oksefars i danske kødboller: Vi har rigtig mange malkekøer her i landet, som bliver til oksefars, når de ikke længere kan levere mælk. Og det bidrager til, at der altid er et stort udbud af billig oksefars på markedet.

Alt det her taget i betragtning er det altså ikke helt usandsynligt, at hovedingrediensen i kødbollerne – kødet – er lige så billig som de kikærter, der er hovedingrediens i falaflerne. Det er svært at finde sammenlignelige priser, men man kan finde nogle for det første led i kæden – nemlig landmanden. En canadisk landmand får i øjeblikket knapt to kroner per kilo kikærter, mens en dansk svineproducent får omkring 10 kroner per kilo svinekød. Men de 10 kroner per kilo svinekød er altså et gennemsnit, som inkluderer alt fra fin mørbrad og fileter til maskinudbenet bindevæv og andet lidet eftertragtet kødbollemateriale.

Adgang til billigt restkød er imidlertid kun halvdelen af forklaringen på, at kødboller kan produceres så billigt. Den anden halvdel handler om noget langt større, nemlig hele det enorme produktionssystem, som kødbollerne er et produkt af. Flere Zetland-medlemmer anbefalede os at tage fat i professor Jørgen Dejgård Jensen fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet for at få nogle input til netop dét aspekt af vores kødbollemysterie.

Jørgen Dejgård Jensen har lavet et væld af analyser inden for fødevareøkonomi, og han nævnte også det, vi allerede har været inde på: De forbrugere, som går efter plantebaserede færdigretter, er måske parate til at betale mere end folk, der køber kødboller – og så bliver prisen derefter. Men han pegede også på noget andet, som godt kan være ret væsentligt. Nemlig at kødproduktion er et hyper-effektiviseret, hyper-globaliseret foretagende, og dét er med til at holde prisen på kødbollerne nede.

Når vi ser på produktionen af sådan noget som kødboller og kødprodukter i det hele taget, så er det jo virkelig industrialiseret i Danmark, i stor skala og effektiviseret hele vejen igennem. Og det gør jo, at omkostningerne kan komme ned per kilo. Derimod er falafler jo lidt mere et nicheprodukt, som ikke laves i så stor skala og ikke er så gennem-optimeret som for eksempel svineproduktion. Kikærter er måske som udgangspunkt billigere at producere end svinekød, men hele forsyningskæden fra landmanden ud til fabrikkerne er nok meget mere effektiv, når vi taler om kød, end det er tilfældet for kikærter.”

Men der er jo også et større spørgsmål i det: Hvordan kan det lade sig gøre, at kød er så billigt?

Det er sådan set et godt spørgsmål, men det hænger jo igen sammen med, at produktionen er i så stor skala og så optimeret hele vejen igennem. For eksempel kan man altid få billigt og effektivt foder til svin, som man køber dér i verden, hvor det er billigst.”

Netop det globaliserede marked for billigt husdyrfoder er værd at dvæle lidt ved. Europæisk kød- og mælkeproduktion er nemlig dybt afhængig af soja fra USA og Sydamerika, især Argentina, Paraguay og Brasilien. Alene i Danmark importerer vi hvert år 1,8 millioner tons sojafoder for at sikre tilstrækkeligt med proteiner i foderet til de omtrent 13 millioner svin og 1,5 millioner stykker kvæg, som til hver en tid befinder sig her i landet.

Langt det meste af den danske sojaimport kommer fra Sydamerika, hvor landbruget hvert år æder sig ind på nogle af verdens biologisk set vigtigste skovområder. På den baggrund har miljøorganisationer i årevis skældt danske kød- og mælkeproducenter ud for at være medskyldige i sydamerikansk skovrydning, blandt andet i Amazonas-regnskoven. Alene i første halvdel af 2020 landede to kritiske ngo-rapporter, én fra Verdensnaturfonden og én fra Verdens Skove. Der arbejdes en del på at finde alternativer til sojaen, for eksempel ved at lave proteinfoder af græs, men det er ikke rigtig kommet op i skala endnu, så foreløbig fortsætter sojaimporten i stor stil. I rapporten fra Verdensnaturfonden kan man læse, at den danske sojaimport lægger beslag på et areal ude i verden på størrelse med Fyn og Lolland tilsammen.

Slagterigiganten Danish Crown og landbruget som helhed har faktisk sat sig for, at al importeret soja skal være certificeret afskovningsfri i 2025, mens Arla faktisk allerede er i mål – sådan da: Arlas mælkebønder køber som hovedregel konventionel soja på verdensmarkedet, hvorefter Arla så køber nogle certifikater, som giver en ekstra indtægt til sojaproducenter, hvis jord i hvert fald ikke er ryddet for nylig.

Under alle omstændigheder: Den billige sydamerikanske soja – og skovrydningen, som den er skyld i – er en del af forklaringen på de billige kødboller, men næppe ligefrem hovedforklaringen. Jørgen Dejgård Jensen mener, at den totale gennem-effektivisering af kødproduktionen betyder mere, og han opfordrede os derfor til at tale med en sidste fødevareekspert, nemlig hans kollega Henning Otte Hansen. Mysteriet var allerede tæt på at være udpakket, men Henning Otte Hansen viste sig at kunne levere en virkelig vigtig brik til puslespillet. En brik, som hjalp med at se det helt store perspektiv.

BARBERETI Sydamerika går sojadyrkning og ulovlig skovrydning ofte hånd i hånd. Billedet her er fra Brasilien. Foto: Leo Correa, AP/Ritzau Scanpix

Seniorrådgiver Henning Otte Hansen har i årevis forsket i, hvor pengene egentlig går hen, når vi køber mad nede i supermarkedet. Og en af hans mest solide konklusioner er, at landmændene får en mindre og mindre del af pengene, hvilket blandt andet hænger sammen med en slags forbandelse, som hviler over dem.

Landmænd over hele verden må simpelthen erkende, at de hvert år vil få et realprisfald på deres produkter,” siger Henning Otte Hansen.

Forskere kalder fænomenet landbrugets trædemølle’. Udtrykket er opfundet i 1958 af den amerikanske landbrugsøkonom Willard W. Cochrane, som beskrev det i en bog med titlen Farm Prices: Myth and Reality. Trædemøllen består i et konstant nedadgående pres på priserne drevet af ny teknologi, nye sorter og nye dyrkningsmetoder, som tvinger alle til hele tiden at effektivisere produktionen for at være konkurrencedygtige. Princippet er som følger: Hver gang en landmand indfører noget nyt, kan han producere mere. I begyndelsen er det en fordel for ham, fordi han så også kan tjene mere. Men i længden sker der det, at alle andre aber efter. Så bliver resultatet, at der bliver produceret mere i det hele taget, og dét får priserne til at falde. Hvilket igen tvinger landmændene til at finde på noget nyt, der kan øge produktiviteten, hvis de vil tjene penge – og sådan kan det så ellers fortsætte.

Det er simpelthen landbrugets trædemølle. Man er tvunget til at følge med og tage den nye viden ind, ellers bliver man overhalet af alle de andre.”

Man kunne mene, at noget lignende gjaldt for hele økonomien, men landbruget er alligevel noget specielt, fordi landmænd producerer metervarer til et marked med næsten perfekt konkurrence og ikke sådan lige uden videre kan lægge produktionen om, hvis priserne falder, når først de har investeret i eksempelvis en dyr, moderne svinestald. Det eneste, som i teorien kunne sætte en stopper for trædemøllen, ville være, hvis det ikke længere var muligt at optimere produktionen. Men dét er der foreløbig ikke noget, der tyder på, siger Henning Otte Hansen, og her adskiller landbruget sig også fra andre erhverv:

Hvis man er journalist eller skolelærer, kan man ikke bare hvert år øge antallet af artikler eller elever i klassen. Der kan landmænd nemmere hele tiden få ny viden eller måske større og større landbrug.”

Alle verdens landmænd er altså underlagt et ubønhørligt pres for at få effektiviteten i vejret, hvis de vil tjene penge, og det gælder måske i særlig høj grad dem, der laver hovedingrediensen til kødbollerne fra Rema 1000 – svineproducenterne. Kikærtedyrkere er selvfølgelig ofre for de samme mekanismer som svineproducenter, men tallene viser, siger Henning Otte Hansen, at produktiviteten inden for svineavl generelt er steget mere gennem de senere årtier, end det er tilfældet inden for planteavl.

Landbrugets trædemølle – det konstante, nedadgående pres på priserne – er altså endnu en vigtig del af forklaringen på, at man kan købe et halvt kilo kødboller til 27 kroner nede i Rema. Og dermed kan vi lade vores rejse ind i kødbollemysteriets mange krinkelkroge ende … lidt uden for Faxe på Sydøstsjælland. Her bor nemlig en svineavler, som gerne ville fortælle os om, hvordan det er at stå midt i trædemøllen, år efter år.

Kaj Munck, hedder han, og han driver Bøgekærgård, en svineproduktion med 106 tilliggende hektar jord, stuehus, to stalde – én til søer og smågrise og én til slagtesvin – et par gyllesiloer og et par lader. Hvert år sender han 2.700 slagtesvin til Danish Crown og dermed også til Tulip, der laver REMA 1000’s kødboller.

Vi begyndte vores rundtur på Bøgekærgård i den hvidkalkede stald nærmest gårdspladsen. Gennem et lille vinduesparti, på behørig virusafstand af grisene, udpegede Kaj Munck en ny fodringsmaskine, der doserer præcis, hvor meget de enkelte grise skal have at spise.

Det er et af vores helt store fortrin. Vores foderomkostninger er helt i bund. Vores foderforbrug er helt i bund. For ti år siden brugte vi 2,9 foderenheder for at vokse ét kilo gris. I dag bruger vi 2,45. Det er en foder-reduktion på 20-25 procent,” fortalte han.

Fra stalden fortsatte vi ud i det åbne, hvor den varme efterårssol bagte ned på en af gårdens store gylletanke og frugttræerne på den anden side af træskellet. Det var heldigt, at det ikke var en regnvejrsdag, lod Kaj Munck forstå. En hestepære stinker jo også mest, hvis du pisser på den,” som han sagde, mens vi skridtede hen over gruset og ind til hans maskinpark i en af laderne. I forgrunden stod en plov og en traktor, begge John Deere, begge sort-grønne og begge væsentlig mere effektive end for ti år siden. Ploven har fået tilføjet yderligere to brede furer, og traktoren er blevet 60 heste større. Henne i det fjerneste hjørne stod en stålkasse på et par lave ben; en kornrenser, som Kaj Munck selv har udviklet i samarbejde med Kongskilde Maskinfabrik. Den så ikke ud af alverden, men hvor hans tidligere kornrenser kunne rense fire tons korn ad gangen, har den nye en kapacitet på helt op til 80 tons.

Mens vi gik rundt på Kaj Muncks gård, og han passioneret fortalte om mineralblandinger, insemineringer, vacciner, sojaskrå og fravænning, understregede han også betydningen af grisenes genetiske sammensætning. For lægmand ligner Kaj Muncks grise hvilke som helst andre grise, men det er såkaldte krydningsgrise – helt præcis krydsninger af Landrace, Duroc og Yorkshire-racerne – der går og øffer i de mørke, lavloftede stalde, og det er vigtigt:

Det har givet de sidste 2-3 procent effektivisering, og det er noget, der rykker. For syv år siden gav søerne 13-14 grise, i dag får vi 17-18 grise.”

Det er hårdt arbejde at sikre konstant optimering af sin kødproduktion. Allerede da vi ringede til Kaj for at lave interviewaftalen, fortalte han, at han og hans tre medarbejdere på gården havde virkelig travlt. Vi står op klokken L.O.R.T. og går i seng klokken L.O.R.T.,” sagde han i telefonen. Sådan må det være, hvis Bøgekærgård skal kunne følge med og levere slagtesvin til konkurrencedygtige priser:

Der er jo grund til, at cirka to tredjedele af de danske griseproducenter er lukket siden 2000. Det er de mest effektive, der er tilbage. Vi bliver større og større og mere og mere rationelle. Vi er vel det land i verden, der har de største enheder med grise.”

Alligevel nægter Kaj Munck at beklage sig. Mens vi stod på dørtærsklen til slagtesvinestalden, sagde han:

Det er også en sport at optimere. Det er jo interessant for mig og mine medarbejdere, når vi bliver nødt til at finde måder, hvorpå vi kan blive endnu dygtigere. Og hvis ikke vi går ud og finder de nye teknikker og tager dem i anvendelse, så er der bare en kineser, en inder eller en tysker, der gør det, og så går vi glip af dén udviklingsgevinst.”

ØFDen danske svineproduktion er blandt verdens mest effektive. Billedet her er ikke fra Kaj Muncks gård. Foto: Thomas Vilhelm, Ritzau Scanpix

Og sådan nåede vi til vejs ende – ude hos en svineavler, der trods alt er i stand til at finde en smule fornøjelse i at trampe løs i trædemøllen. Lykkedes det så at opklare kødbollemysteriet? Ikke helt. Vi ved jo faktisk stadig ikke, hvor stor avance der er på de falafler, eller om det er Rema 1000 eller Nestlé, der eventuelt scorer kassen – simpelthen fordi alle led i kæden er så hemmelige med deres priser. Men vi har måske fundet ud af noget større.

Tilsammen peger det hele nemlig på en hønen-og-ægget-situation, som vi alle sammen befinder os i lige nu. Hvis vi – sådan som alle eksperterne siger – skal skrue ned for kødet og op for de plantebaserede alternativer af hensyn til planeten, så nytter det jo ikke noget, at planteprodukterne er dyrere end kødprodukterne. Hvis man skal lave falafler i stedet for kødboller til en almindelig familie, skal man faktisk bruge to pakker, hvilket vil sige, at det vil koste dobbelt så meget at lave falafler som at lave boller i karry. Det er en hamper merpris og næppe én, alle har lyst til at betale.

Man kan selvfølgelig gøre kødprodukterne dyrere med afgifter, sådan som blandt andre Klimarådet har foreslået, men vores forsøg på at optrevle det her kødbollemysterie viser jo også, at der tilsyneladende er god plads til at gøre planteprodukterne billigere.

Det vil bare kræve samme optimering og benhårde konkurrence inden for de plantebaserede alternativer, som vi længe har haft i kød-forsyningskæden. Men hvordan skal den proces komme i gang? Skal forbrugerne bare til lommerne og betale op mod dobbelt pris for plante-alternativerne, indtil fødevareindustrien kommer op i gear? Eller skal fødevareproducenter og supermarkedskæder bare smide en masse billige falafler på hylderne i håb om, at folk så vil skifte kød ud med planter? Hvad skal komme først?

Vi har for resten smagt på både kødboller og falafler, selvfølgelig. Kødbollerne smagte … som kødboller til 27 kroner halvkiloet. Hverken frastødende eller videre spændende. Og falaflerne? Tjo, de var faktisk lidt bedre end forventet, og så bestod de – ligesom kødbollerne i øvrigt – børnetesten. Den treårige, som fik falaflerne serveret til aftensmad forleden, åd fem styk.

Til gengæld havde kødbollerne et es i ærmet, skulle det vise sig: Da vores fotograf, Nicolai, forsøgte at købe falafler og kødboller for at fotografere dem til artiklen her, fik han et problem. Han endte med at fotografere en frikadelle. Kødbollerne var nemlig udsolgt i begge de Remaer, han prøvede. Forklaringen?

De havde været på slagtilbud til 20 kroner.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: