Mere gulerod, mindre pisk. Sådan lyder regeringens plan for de arbejdsløse

Illustration: Nicolai Oreskov Westh for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Du ved, at du aldrig selv ville snyde systemet. Men stoler du på, at de andre heller ikke gør det? For 150 år siden blev et helt centralt begreb i dansk beskæftigelsespolitik født. Arbejderbevægelsen bar røde faner med påskriften Gør din pligt og kræv din ret” ind på Fælleden i 1872, og de ord er helt centrale i den danske velfærdsstat. Dengang var sociale ydelser noget, der blev tilkendt efter skøn og kun i særlige tilfælde. I dag er den danske velfærdsstat en af verdens største og dyreste, og den bygger på en fælles konsensus om, at et sikkerhedsnet er en grundværdi i et godt samfund.

Men vi er uenige om, hvor mange der skal gribes af det net. Mest af alt er politikerne uenige om, hvor mange af de 700.000 – som faktisk er en million, hvis man tæller SU-modtagere med – der i dag modtager offentlig forsørgelse, der burde være i arbejde i stedet. I de seneste 20 år har brede politiske aftaler gang på gang givet de ledige ringere vilkår med kontanthjælpsloft, 225-timersreglen, strengere krav til dagpengemodtagere, og nye ydelser er blevet indført, fjernet og omdannet.

Da Socialdemokratiet sidste år overtog nøglerne til Statsministeriet, annoncerede de, at de ville stå for et nybrud i den måde, vi som samfund og politisk ser arbejdsløse på. Det er en erkendelse af, at der er en gruppe i samfundet, hvor stokke- og piskemetoderne ikke virker,” siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, da han ringer til mig fra sin bil på vej hjem fra ministeriet. Det handler om at tage bestik af den udvikling og det sted, vi er nået til, hvor den største udfordring ikke er, at vi mangler hænder og hoveder, men at hænder og hoveder har de rigtige kvalifikationer til rent faktisk at kunne blive brugt.”

At finde løsningen på det, er et af regeringens helt store prestigeprojekter. Tankerne kan føre til et brud med 20 års arbejdsmarkedsreformer, og det er et eksperiment med den måde, vi styrer vores velfærdsstat på – og dermed er det et eksperiment med vores økonomi.

Det var en efterårsdag i 2015, da økonom og professor Nina Smith nåede til en ny erkendelse. Hun var (endnu en gang) med i en ekspertgruppe, der skulle komme med et bud til politikerne på, hvordan en ny arbejdsmarkedsreform skulle se ud. Denne gang var hun formand for Dagpengekommissionen, hvor hun gennem halvandet år trak til og fra i regnemodeller for at komme frem til, hvordan det bliver mere attraktivt at være i arbejde frem for at være på dagpenge. Det var under det arbejde, at hun fik en ny tanke. Vi havde regnet og regnet på forskellige reformer, og lige dér blev det tydeligt for mig: Hold da op, hvor er effekterne små,” siger Nina Smith. I dag har den erkendelse fundet vej ind til magtens inderste centrum. For Peter Hummelgaard er det tanker som Nina Smiths, der har ført til, at regeringen i dag vil tegne helt nye veje for de arbejdsløse. I 2016 var hun den første til at bruge ordet andengenerationsreformer,” som et ord for en ny retning - en ny generation - af reformer på beskæftigelsesområdet. Det skulle være reformer, der fik folk i arbejde på andre måder end at presse dem på privatøkonomien - altså det, der siden er blevet kendt som førstegenerationsreformer”. Nogle gange var effekterne af reformerne så små, at man ikke kunne være sikker på, at der overhovedet var effekter af så store stramninger. Det fik mig til at tænke på, om det overhovedet gav mening. På et tidspunkt har man måske udtømt mulighederne.”

Hen over sommeren har en økonom og senioranalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd sat sig for at undersøge, hvordan dansk beskæftigelsespolitik har set ud, hvis man deler det op, som Nina Smith gør det. Altså mellem reformer, der med pisk øger incitamentet til at arbejde, og dem, der forsøger sig med en gulerod. Den første slags, dem med pisken, ser AE som nogle, der får ledige i arbejde men øger uligheden og utrygheden på arbejdsmarkedet,” fordi de strammer grebet om ledige og mindsker sikkerhedsnettet. Ser man på reformerne med andre øjne, har de – nogle af dem i hvert fald – faktisk virket. Frem mod både finans- og coronakrisen steg beskæftigelsen, og sidste år nåede ledigheden et nyere historisk lavt niveau, hvor det særligt var de ellers udsatte grupper som indvandrere og langtidsledige, der hægtede sig bedre fast i arbejdsmarkedet. Direktør i AE Lars Andersen vil ikke betvivle, at reformerne til dels har virket – men han spørger, hvilken pris de har haft. Vi har vredet hver eneste dråbe ud af de her førstegenerationsreformer. Der er ikke meget mere at komme efter, hvis vi vil have den samfundsmodel, vi nu har,” siger han. Du kan teknisk set altid gøre det dårligere, eksempelvis fjerne barsel for kvinder, men så er det ikke bare justeringer – så er det ultimativt at fjerne de kollektive sikringsordninger, vi har.”

Det er ikke den vej, regeringen vil gå. Socialdemokratiet har annonceret, at det som regeringsparti vil sætte velfærden først”, og det skal kunne mærkes i beskæftigelsespolitikken. Det er indførslen af et værdighedsmål”, hvor alle kommuner skal have en plan for, hvordan de sikrer, at ledige behandles værdigt af sagsbehandlerne. Det er også en vision om at investere i uddannelse af ledige for at gøre dem mere attraktive for arbejdsgivere. Det seneste eksempel er en aftale på 730 millioner kroner, der skal gå til kommende dimittender og personer, der er blevet ledige under coronakrisen. Fremover vil ledige over 30 år med en uddannelse, der ikke har været brugt i fem år, kunne få 110 procent af den dagpengesats, de hidtil har fået, hvis de begynder på en uddannelse inden for et fag med gode jobmuligheder”, som det hedder i de aftaler, der er blevet forhandlet med bred opbakning på Christiansborg. Det kan også være uddannelse og kurser til nyledige, sådan at de peges mod brancher, hvor der mangler arbejdskraft nu og i fremtiden. I løbet af det politiske efterår vil regeringen også komme med nye bud på det, de kalder en oprydning i uddannelsestilbud og regler.

Regeringen vil altså flytte fokus fra personer som Dovne Robert, der blev landskendt for at være en ugidelig kontanthjælpsmodtager, og i stedet se på den gruppe af ufrivilligt langtidsledige – dem, der ifølge regeringen drømmer om at komme i arbejde, men hvor manglende erfaring, kompetencer eller en nedslidt krop holder dem tilbage. De mennesker kan ikke piskes i arbejde med trusler om lavere ydelser, mener Peter Hummelgaard. I stedet for at kaste flere penge efter kontrol med ledige, vil regeringen i stedet bruge flere penge på opkvalificering.

Der er bare ét problem. Vi aner ikke, hvor godt det virker.

Når skiftende regeringer skal træffe store politiske beslutninger om samfundsøkonomien, retter de blandt andet deres blik mod Det Økonomiske Råd. Formandskabet, som bliver kaldt de økonomiske vismænd, består af fire uafhængige økonomer, og rådet udgiver tre gange om året deres anbefalinger og syn på økonomiens tilstand. Det er toppen af landets økonomer, der sidder her, og en af dem er professor ved Aarhus Universitet Nabanita Datta Gupta. Det er sympatisk med tanken om at lave reformer, der ikke øger uligheden og utrygheden,” siger hun som det første, da jeg ringer og beder hende forklare mig, hvad andengenerationsreformer er. Men enhver reform skaber vindere og tabere. Samtidig ved vi som økonomer, at finansielle incitamenter betyder rigtig meget – de virker.” For at forstå det, beder hun mig lukke øjnene og forestille mig, at jeg mister 100 kroner. Bagefter beder hun mig forestille mig, at nogen forærer mig 100 kroner. For langt de fleste, siger hun, vil det at miste noget vække flere følelser, end tanken om at vinde det samme beløb. Sådan er vi bare skruet sammen,” siger hun. Jeg vil ikke være så sort-hvid og sige, at vi kun skal se på finansielle incitamenter, men det er et vigtigt og kraftfuldt værktøj for enhver regering.”

Det er det værktøj, som regnemodellerne i Finansministeriet er baseret på. Og det er det, der har været styrende for størstedelen af de reformer, der har tegnet beskæftigelsespolitikken i Danmark de seneste 20 år. I økonomiske kredse diskuterer man regnemodellerne meget, fordi de ifølge folk som Nina Smith har for snæver en måde at udregne effekter på. De kan udregne, hvor mange man får i arbejde, hvis man afskaffer SUen, kontanthjælpen eller barsel til kvinder. Men når regeringen vil skabe incitamenter gennem et bedre arbejdsmiljø, anderledes uddannelse eller opkvalificering af nedslidte, kommer regnemaskinerne til kort på effekterne. Den vej, som regeringen vil gå, er altså bygget på elementer, som vi grundlæggende har svært ved at forudsige effekterne af – for adfærdsøkonomi kan vise formodninger og sandsynlighed, men det er ikke en eksakt videnskab. Men det betyder ikke, at vi ikke skal gøre det, siger Nina Smith. Det kan ikke nytte noget, at vi kun laver reformer, der er skåret på en måde, som Finansministeriet kan regne på,” siger hun. Så bliver det meget smalt. Vi bliver nødt til at regne på andre ting også.”

Socialdemokratiet har kaldt deres udspil og retning for et nybrud”. Det er det, fordi det er en ny måde at tale om arbejdsløse på, og det er nyt, at regeringen vil lægge afstand til de seneste 20 års beskæftigelsespolitik. For Venstre runger nybrud” og opgør” dog noget hult. Partiets beskæftigelsesordfører, Hans Andersen, sukker lidt i telefonen, da jeg en tropevarm søndag ringer for at tale med ham om, hvordan regeringen slår sig op på at tegne en ny kurs for økonomien og for de ledige. For selv om Venstre har stået i spidsen, så er 00’erne og 10’ernes reformer alle indgået med bred politisk opbakning. Vi har ikke travlt med at lægge afstand til det, vi lavede i 00’erne. Vi står ved, og vi vil til hver en tid kæmpe for, at det skal kunne betale sig at arbejde,” siger Hans Andersen og gentager her Venstres helt store valgslogan fra 2015. Mennesker har et personligt ansvar for at forsørge sig selv og sine. Ingen kan alt, men alle kan noget. Målsætningen skal altid være at hjælpe borgeren tilbage i arbejde.”

Det er ingen vel uenig i. Men er der ikke noget om det, når nu fremtrædende økonomer siger, at der altså ikke er særlig meget at komme efter?

Jeg er grundlæggende enig i, at opkvalificering er rigtigt. Vi er ikke til pisk og kun til pisk. Vi er helt enige i, at hvis man er syg og ikke kan arbejde, så skal vi som samfund tage hånd om de mennesker. Men for at kunne gøre det, skal vi sikre, at flest muligt mennesker arbejder.”

Regeringen har sagt, at man har strammet grebet enormt hårdt for at få meget lidt juice ud af frugterne. Er der ikke noget om det?

Det er meget nemt, sådan år efter at Danmark var i en historisk økonomisk krise, at lave en betragtning om, at det nok ikke var nødvendigt at gøre. Der er ikke nogen tvivl om, at de reformer, der blev gennemført, gør, at vi har råd til den velfærd, vi har i dag.”

Socialdemokratiets ømme tå er, at vi ikke ved særlig meget om, hvorvidt de nye veje er farbare. Det siger ministeren endda selv – “Den absolut største svaghed” er, siger Peter Hummelgaard, at vi ikke kan sætte tal på, hvad det betyder i såkaldte positive økonomiske gevinster i et arbejdsudbudsregnestykke”.

Så man laver politik på en formodning?

Nej, det gør vi ikke, men vi laver politik baseret på den udfordring, samfundet har.”

Jeg spørger Peter Hummelgaard et par gange mere, om ikke det er at udvikle politik i blinde, når man netop ikke kan bruge regnemaskinerne til at få svar på, hvad ens investeringer vil give af afkast. Så åbner han for den samtale, der nu i flere år har skilt vandene i samfundsøkonomiske kredse. Det kan godt være, at regnemodellerne siger, at hvis du skærer i nogens kontanthjælp, så giver det teoretisk set en større tilskyndelse til at arbejde – og teoretisk set vil det betyde, at han får arbejde,” siger Peter Hummelgaard. Men når det eksempelvis har vist sig, at kontanthjælpsloftet kun har fået 250 personer mere i beskæftigelse, og effekten af 225-timersreglen ikke kan måles, er det ifølge regeringen tid til at prøve noget andet. For vi ved, at vi i fremtiden kommer til at mangle op mod 85.000 faglærte hænder og hoveder. At tusinder af ufaglærte danskere ifølge AE risikerer at være i overskud”. Vi ved også, at fremtidens arbejdsmarked er usikkert og i konstant forandring. Derfor er der brug for et nyt lag i beskæftigelsespolitikken.

Efter finanskrisen var der i lang tid en politisk opfattelse af, at de, der var blevet ledige, var det, fordi de ikke var ihærdige nok, var dovne, eller at arbejdsløsheden var deres eget problem. I den her omgang er arbejdsløsheden et kollektivt problem.”