Det er på tide, at klimadebatten går ind i næste fase.

Her er fem erkendelser, vi er nødt til at sluge, hvis vi vil løse det her

Illustration: Jørgen Stamp for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

11:30

For nogle måneder siden mødte jeg en ung indisk fyr på taget af et hostel i Delhi. Jeg stod og trak lidt luft efter en hektisk dag, mens han var kommet op for at ryge en smøg. Fyren fortalte, at han arbejdede med import af råstoffer til den forslugne indiske økonomi. Det vil sige, at han jævnligt besøgte miner i afrikanske lande for at forhandle priser og kontrakter. Han fremstod ikke som nogen egentlig øko-flipper.

Men da han hørte, at jeg researchede på en bog om klimaforandringer, satte den unge mand et bekymret ansigt op. I månederne forinden havde store dele af Indien været plaget af voldsomme regnskyl og oversvømmelser, som havde kostet mange menneskeliv. Den unge handelsmand var ikke i tvivl om forbindelsen til klimaforandringerne. Det går altid hårdest ud over de fattigste, sagde han.

Anekdoten om den unge indiske mand er ikke med i den bog, jeg nu har skrevet færdig sammen med to andre journalister, Rasmus Thirup Beck og Mads Nyvold. Men jeg har de senere måneder fortalt den igen og igen til folk omkring mig, fordi jeg synes, den siger noget om, i hvor høj grad mennesker over hele kloden i stigende grad bekymrer sig om den altoverskyggende udfordring, som venter på den anden side af coronakrisen, nemlig klimaforandringerne.

Anekdoten kan også bakkes op af meningsmålinger fra store dele af verden. Folk går simpelthen mere og mere op i klimaet, det er slet ikke til diskussion. I Danmark er vi endda kommet så langt, at stort set hele Folketinget har stillet sig bag en klimalov, der forpligter os til at gøre landet fuldkommen klimaneutralt.

Det betyder, at vi lige nu har historisk gode muligheder for rent faktisk at løse problemet – eller i det mindste forhindre det i at løbe løbsk – og at vi i Danmark har mulighed for at gå forrest.

Men hvis vi skal gribe muligheden, er vi nødt til at tage diskussionen et andet sted hen end dér, hvor den hidtil har været. Vi er nødt til at få nogle grundlæggende præmisser på plads, og vi er nødt til at tage udgangspunkt i, hvad der rent faktisk batter noget. Vi spildte mere end 30 år på at diskutere basale fakta, da det gjaldt klimaforandringernes årsager. Vi må ikke lade det samme ske med diskussionen om løsningerne. Der er ikke plads til mavefornemmelser, vanetænkning, mentalt dovenskab eller kæpheste – dertil er problemet simpelthen for alvorligt, stort og komplekst.

Før vi kan komme videre, er vi derfor alle sammen nødt til at gøre os nogle basale erkendelser, uanset om vi så er klimaaktivister, politikere, erhvervsledere, medarbejdere eller bare helt almindelige borgere. Nogle af erkendelserne vil være ubehagelige for nogle, andre for andre. Men vi kommer ikke udenom at sluge dem. Kun sådan kan vi komme videre til næste fase af klimadebatten. Dén, hvor vi rent faktisk bidrager til at løse problemet frem for at stå i vejen for reelle løsninger eller spilde energien på ting, der mest har symbolværdi.

Første erkendelse: Vi kommer ingen vegne, hvis vi fortsætter med at bruge så meget krudt på privatforbrug og flybilletter.

En saglig klimadebat kræver, at vi får proportionerne på plads. Fly fylder meget i debatten, men står kun for cirka to procent af drivhusgasudledningerne, og den helt store vækst i flytrafikken sker i Asien. Du kan derfor godt nedbringe dit personlige klimaaftryk ved at flyve mindre, og det er bestemt umagen værd. Men den ubehagelige sandhed er, at det ikke løser problemet. Sandsynligvis vil det have større effekt at skære i dit kødforbrug – kød og mælk står globalt set for omkring 15 procent af drivhusgasserne. Men også her er den ubehagelige sandhed, at der stadig er meget langt fra 15 til 100 procent. Det viser, hvorfor vi umuligt kan komme i mål, hvis vi kun fokuserer på privatforbrug og individuel adfærd. I værste fald ender vi med en polariseret debat, hvor nogle pudser glorie, mens andre vender ryggen til i protest. I bedste fald stiller vi os tilfredse med at gøre alt for lidt.

Sagen er nemlig, at hvis vi skal løse klimaudfordringerne, er det ikke nok, at vi hver især skærer lidt ned på klimaskadelige aktiviteter – dertil er vi simpelthen for mange mennesker på kloden. Vi er nødt til at ændre på selve den omstændighed, at vores aktiviteter er klimaskadelige. Et klimaneutralt samfund kræver klimaneutrale fly, biler, fødevarer, forbrugsgoder og energikilder.

Det er systemiske udfordringer, som handler om at erstatte nogle bestemte former for isenkram og nogle særlige produktionsmetoder med nogle andre. Det er en helt enorm og helt enormt kompleks omstilling, som vi godt kan skubbe lidt til med vores privatforbrug – men i sidste ende skal den håndteres andre steder: hos de politikere, vi stemmer på, og de virksomheder, vi bruger vores tid på at arbejde for. Dem har de fleste af os også mulighed for at påvirke. Måske har vi ligefrem pligt til det, hvis vi mener dét med klimaet alvorligt.

Anden erkendelse: Vi har ikke tid til at lade det perfekte stå i vejen for det gode.

Vi befinder os allerede i ukendt territorium og midt i et gigantisk eksperiment. For tre millioner år siden, da atmosfærens CO2-indhold senest var på niveau med i dag, eksisterede vi mennesker slet ikke endnu. I dag risikerer vi i værste fald at udløse en løbsk opvarmning, som vi slet ikke kender konsekvenserne af. Derfor haster det med at bringe udledningerne ned, og derfor har vi ikke tid til at lade kæpheste eller videnskabeligt ufunderede bekymringer stå i vejen.

Her bør atomkraftens historie tjene som skræmmeeksempel. Faktum er, at atomkraft er en af de sikreste energiformer overhovedet, langt sikrere end de fossile alternativer og stort set på niveau med sol, vind og vand. Men lige siden miljøbevægelsens fødsel har miljøorganisationer på stribe bekriget atomkraft af et godt hjerte og af frygt for radioaktivt affald, ulykker og spredning af atomvåben. Det bremsede udbygningen af atomkraft i Vesten, så fossile brændsler trådte i stedet med hundredtusinder – måske millioner – af dødsfald til følge på grund af ulykker og luftforurening. Samtidig fortsatte oprustningen og spredningen af atomvåben, og vi fik det store klimaproblem, vi har i dag.

Kampen for en perfekt verden uden atomkraft endte altså med at stå i vejen for en bedre verden med færre fossile brændsler og mindre global opvarmning. Ønsket om at eliminere enhver tænkelig risiko ved atomkraft bidrog til at skabe en langt større og alvorligere risiko for løbsk global opvarmning.

Noget lignende må vi ikke lade ske igen. Derfor er vi hver især nødt til at affinde os med, at en klimaneutral verden ikke nødvendigvis er lig med vores personlige forestilling om en perfekt verden. I stedet for at lade os styre af forestillingen om det perfekte må vi lade os styre af, hvad der med størst sandsynlighed kan løse problemet i tide.

Måske ville vi for eksempel ønske, at vi kunne klare os uden genmodificerede afgrøder og organismer i vores fødevareproduktion. Men hvis teknologien kan hjælpe med at bremse klimaforandringerne, har vi så råd til at affeje den på forhånd? Et stort flertal i Etisk Råd mener nej.

Det kan også være, vi ville ønske, at verden droppede idéen om evig økonomisk vækst. Men har vi tid til at overbevise otte milliarder mennesker om fornuften i dét, før vi tager hånd om klimaudfordringen?

Tredje erkendelse: Vi må droppe alt-eller-intet-tankegangen.

Klimadebatten er fuld af fremtidsscenarier, hvor forskerne efter bedste evne giver deres bud på, hvad det vil kræve at undgå en bestemt temperaturstigning. Det har ført til overskrifter i retning af, at verden kun har ti år til at undgå en decideret katastrofe. Sådan en beskrivelse af udfordringen er velegnet til at få folk op af stolene. Men den risikerer også at skygge for videnskabens noget mere nuancerede budskaber og i værste fald føre til enten apati eller ekstreme konklusioner om, hvad der skal gøres. Som for eksempel når klimabekymringer får nogle til at miste tålmodigheden med demokratiet.

Sandheden er, at vi ikke har nogen konkret deadline. Der er ikke noget punkt, som vi med sikkerhed ved, at vi ikke må passere. FNs klimapanel opgør CO2-budgetter i store spænd og udtrykker sig i relativt vage vendinger, og det er der gode grunde til: Det eneste, vi ved med sikkerhed, er det her: Jo hurtigere vi får standset ophobningen af drivhusgasser i atmosfæren, jo mindre bliver klimaforandringernes skadevirkninger og risikoen for at udløse løbske temperaturstigninger.

Derfor bør vi ganske enkelt fokusere på, at udledningerne skal i nul så hurtigt, som det overhovedet er praktisk muligt. Det er ikke et spørgsmål om halvanden grad eller ragnarok. En temperaturstigning på to grader er bedre end en på to en halv, og en temperaturstigning på to en halv grad er bedre end den på tre, som vi efter forskernes bedste bud har kurs mod lige nu. Hver en brøkdel af en grad batter, og der er ingen grund til at give op.

Fjerde erkendelse: Løsningerne er teknologiske.

Undertiden kommer klimadebatten til at handle om, hvorvidt vi kan regne med at blive reddet af et teknologisk fix’. Det kan vi selvfølgelig ikke, for der er ikke én enkelt teknologi, som kan fikse’ klimaproblemet. Men det ændrer ikke ved, at kun højteknologi realistisk set kan redde os ud af den situation, vi er endt i. Fossile brændsler og moderne landbrug har løftet milliarder af mennesker ud af sult og fattigdom, og vi kan ikke bare fjerne dem uden at sætte noget tilsvarende eller bedre i stedet.

Vi har sandsynligvis brug for både vindmøller, solpaneler, kemifabrikker, genmodificerede mikroorganismer, landbrugsrobotter, laboratoriefremstillede hakkebøffer, atomreaktorer, elektrolyseceller, batterier og alle mulige andre avancerede videnskabelige frembringelser i enorme mængder, hvis otte, ni eller ti milliarder mennesker skal kunne leve og have det godt her på planeten. Heldigvis kender vi allerede langt de fleste af de nødvendige teknologier, de skal bare op i skala og ned i pris.

Den cirkulære økonomi, som er en forudsætning for et bæredygtigt menneskesamfund på langt sigt – og ikke kun af hensyn til klimaet – kræver også højteknologiske løsninger. Vi kan ikke gå tilbage i tid, vi er nødt til at gå fremad.

Femte erkendelse: Vi kan faktisk skabe en verden, som er langt bedre end den, vi har i dag.

Mange af klimasagens bannerførere beskriver udfordringen som en, der handler om at spænde bæltet ind for at undgå en fremtid langt værre end den, vi har i dag. Men sagen er, at det ligger fuldt ud inden for vores rækkevidde at skabe en verden, som er bedre end den, vi har. Hvem vil for eksempel ikke hellere have ren luft end beskidt?

Solen bestråler hver dag vores planet med næsten 6.000 gange mere energi, end vi mennesker bruger, og dertil kommer al den varmeenergi, som stråler ud fra Jordens indre. Tilsammen er det mere end rigeligt til at fyre op under en hvilken som helst fremtidsvision.

Den kan vi så forsøge at enes om, alt imens vi samler kræfterne om at standse ophobningen af drivhusgasser i atmosfæren. Og det kræver en ny fase i klimadebatten, hvor vi alle sammen strammer os an for at være så løsningsorienterede, klarøjede og fordomsfrie som overhovedet muligt.

Argumentet her udspringer af mit arbejde med bogen Hvis vi vil – Den absolut realistiske guide til at bremse klimakrisen, før det er for sent’. Den kan du læse mere om

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: