For tre år siden flyttede Nanna ind i en lejlighed i en vestjysk by. Hun var nyforelsket, glad og tilfreds, indtil hun en morgen åbnede sin altandør og blev mødt af underboen, der råbte op til hende: “Jeg gider ikke længere høre på dit stønneri!” Hun blev chokeret, for hun havde ikke engang overvejet, at hendes seksuelle nydelser med den nye kæreste kunne høres så tydeligt. Hun skammede sig – og har skammet sig lige siden.

“Jeg er blevet langt mindre seksuelt fri,” fortæller hun, “også selv om jeg ikke bor der længere.”

Nanna gennemlevede en konflikt, som udspiller sig hver eneste dag i mellemrummet mellem boliger over hele Danmark. Syv ud af ti af de konflikter, der opstår mellem naboer i etageejendomme – over- og underboer medregnet – er støjrelaterede. Hver tredje, der bor i lejlighed, oplever støjgener. Og problemet findes også i rækkehuse og villaer. Nabostøj kan medvirke til stress og andre helbredsproblemer, men først og fremmest kan det føre til voldsomme konflikter eller ligefrem krigslignende tilstande naboerne imellem.

Jeg har fået en overvældende mængde beretninger fra Zetlands medlemmer om nabostøj fra begge sider af konflikten – altså både dem, der er generet af støj, og dem, der har modtaget klager. De 261 historier er underholdende, rørende, vrede, følsomme og reflekterede, og der bliver kun plads til at citere fra ganske få af dem i denne artikel. Det har været rasende relevant læsning, så tak til alle bidragydere.

Før vi går til det mere principielle, så lad os kigge på, hvad det præcis er, der generer folk. Det er ikke noget, der er tal på fra forskningens side, men når jeg læser de mange detaljerede beretninger fra hele landet, danner der sig nogle ret klare mønstre for, hvilke lyde folk bliver generet af:

Musik er efter alt at dømme den allerhyppigste kilde til nabostøj. Det gælder især højttalermusik, men kan også være nogen, der øver sig på et instrument. Isabella havde en noget speciel oplevelse af den art, da hun boede på kollegium:

“Min nabo havde en didgeridoo – det her australske instrument, hvis lyds dybe toner rejser godt over afstande. Og min færøske nabo valgte altid at spille didgeridoo, når han var skæv midt om natten. Det blev endnu værre, da jeg fik en ny genbo, som også havde en didgeridoo. Når de blev skæve, kunne de jamme virkelig længe på deres lorteinstrumenter. Jeg hævnede mig med høj metalmusik om morgenen, når de var trætte og ville sove.”

Isabellas historie er et eksempel på et fællestræk ved mange af beretningerne. Problemet er sjældent bare ‘høj musik’. Musik er jo karakteriseret ved i høj grad at handle om smag, ligesom den taler direkte til vores følelser, og at blive påtvunget andres musiksmag eller et bestemt musikalsk udtryk er ofte ekstra provokerende. Det er påfaldende, hvor konkrete beretningerne om, præcis hvilken musik naboerne spiller, er:

“Vi havde en nabo. der dagligt sørgede over Kim Larsens død ved at høre hans plader for fuld smadder.”

“Min underbo kan virkelig godt lide at synge Disney-sange med sine venner. Højt. Drengene fra Angora er også et hit hos dem. Mit bedste/værste minde var, da de denne sommer sad i vores fælles baggård og af deres unge lungers fulde kraft sang med på Flemming ‘Bamse’ Jørgensens udødelige klassiker Hvorfor går Louise til bal? Sådan en baggård kan næsten have en kirkelig rumklang, når der for alvor bliver sunget til.”

“Når jeg flere gange på en aften er tvangsindlagt til at høre Rigtige mænd-sangen fra Mulan op gennem gulvbrædderne, så føler jeg mig fanget i mit eget hjem.”

Et medlem har et meget konkret bud på, hvad den mest generende lyd i verden er: “Disney-sange fra 1996-2018”.

Så vidt musik. Der er mange andre lydkilder, der figurerer prominent i beretningerne: hunde, maskiner, fodtrin, skænderier og gør det selv-arbejde. Og højlydt sex, som denne artikels indledende eksempel og utallige dilemmaer i Mads & Monopolet vidner om.

Men der er mere på spil i nabostøj end bare lyde. Når man bor i en by, hvad langt de fleste med nabostøjproblemer gør, så er der i det hele taget lyde omkring én. Men kigger man antropologisk på nabostøj, peger det lige ind i, hvad et hjem er, hvad privatliv er, og endda hvad et menneske er. Det er i hvert fald Sandra Lori Petersens tilgang. Hun er antropolog og postdoc ved Københavns Universitet, hvor hun forsker i nabostøj. Hun er samtidig redaktør på den netop udkomne hvidbog Nabostøj – en fælles udfordring.

“Vi er dybere infiltreret i hinanden som mennesker, end vi normalt er bevidste om. Vi griber helt ind i hinandens følelsesliv, selv når vi er adskilt af vægge, lofter og gulve og ikke kender hinanden,” siger hun.

Nabostøj er en særlig udfordring i Skandinavien, fordi vi har en meget stærk idé om hjemmets og privatlivets fred. Når vores liv så møder nabostøj, udfordres den fred, og det kan derfor opleves som stærkt provokerende.

Den forestilling om hjem og privatliv er langtfra noget universelt, selv om vi nærmest tager den for givet her i Norden, fortæller Sandra Lori Petersen og henviser til et studie af livet i en indisk storby, hvor folk typisk bor i storfamilier, og hvor man tværtimod går ud af hjemmet og hen i parken, hvis man vil tale privat.

I moderne tid har vi i vores del af verden konstrueret en privatsfære, der er stærkt knyttet til hjemmet. Her afskærmer man sig fra omverdenen og ønsker ro og uforstyrrethed. “Vores hjem er meget tæt knyttet til vores identitet; hjemmet er en forlængelse af, hvem vi er. Når hjemmet rummer den slags betydninger, bliver nabostøj meget grænseoverskridende,” siger Sandra Lori Petersen. Det er ikke, fordi vi ikke må kunne høre vores naboer, men disse lyde må ikke være påtrængende eller invaderende, for så er det en personlig grænse, der bliver overskredet.

Hvornår grænsen overskrides, er meget individuelt. Nogle er simpelthen mere lydfølsomme end andre. “Og dem, som er hårdest ramt, er tit bare mere følsomme over for noget, der fylder noget for os alle sammen,” fortæller antropologen.

Men det handler langtfra kun om lydenes styrke og akustiske karakter, for lydene er jo resultatet af en adfærd, der kan virke enten uforståelig eller hensynsløs. Og derfor kommer nabostøj hurtigt til at blive opfattet som et moralsk spørgsmål om, hvordan vi tager hensyn til hinanden. Når vi hører en lyd, associerer vi en historie til den, og den historie er afgørende for, hvordan vi vurderer lyden. En særlig sårbar problemstilling er derfor larm fra børn.

Klager over børn går igen i de beretninger, jeg har modtaget. Enkelte beretter om lydene fra forholdsvis ekstremt familieliv: “Min genbo har bygget en skaterrampe til sit barn, der elsker løbehjul. Så nu har de tre trampoliner, der hoppes på, mens man står på løbehjulet, og en skaterrampe, der lyder som en skydedør, der smækkes kontinuerligt,” fortæller et 29-årigt medlem fra en villa i Østjylland, der ikke tøver med at kalde genboen for egoister.

Et andet medlem er meget træt af natlig babygråd ovenfra og har klaget til dem. Han kalder sin overbo for “meget selvretfærdige i deres påstand om, at deres livsvalg skulle gå ud over mig”. Det er dog en atypisk historie. Som regel er der en stor grad af forståelse fra de generede for, at børns lyde er svære at styre og i særlig grad barnegråd.

De fleste børnerelaterede beretninger kommer fra den anden side: fra familier, der har modtaget klager for støj fra deres børn. Det er tydeligt, at det opleves sårende at få at vide, at ens egne børn larmer for meget:

“Vores børns fodtrin og løb var i en årrække årsag til en voldsom konflikt, hvor vores underboer, trods tiltag som lydisolering og generel opmærksomhed fra vores side, bankede på radiatorrørene, bankede i loftet efter vores børns skridt og chikanerede os med skrald i vores have og forsvunden post. Det var meget omfattende og har haft store psykiske konsekvenser,” fortæller Marie Louise.

Dea fik en dag en pludselig reaktion fra en underbo: “Han åbnede døren og beklagede sig over mine børn i én stor sammensparet portion galde, ind i mit og børnenes ansigt en dag i opgangen. Han påtalte urimeligheden i, at jeg ikke kunne kontrollere dem, og at det jo ikke var en zoologisk have, det her. Jeg blev både provokeret og også ked af det.

Den kontekst, der er rundt om selve støjproblemet, er meget afgørende, understreger antropolog Sandra Lori Petersen, og det viser sig også i mange medlemsberetninger. Hvis ikke man forstår, hvad i alverden naboen har gang i, er det mere generende, end hvis man forstår handlingerne og deres berettigelse.

Og hertil kommer, at det er vigtigt at have en idé om, hvornår lydene stopper igen. Uberegnelighed og uforståelighed er stressfaktorer, påpeger støjantropologen. Og de spiller ind i det billede, vi har af, hvem vores naboer overhovedet er for nogle mennesker.

I beretningerne om nabostøj figurerer ordene ‘egoist’ og ‘respektløs’ tit. Det er simpelthen afgørende, om man opfatter støjen som et udtryk for respektløshed, hvilket Sandra Lori Petersen kan bekræfte fra sine undersøgelser. Lydene er i sig selv generende, men den stress, man oplever, bliver forstærket kraftigt, hvis man fornemmer, at naboerne er ligeglade.

Der kan udvikle sig en foragt for denne nabo, og foragt er gift i enhver relation. Foragten viser sig meget tydeligt i det sprog, man bruger til at beskrive sine naboer. For ud over at være hensynsløse egoister kan der også spille en foragt for livsstil og noget så gammeldags som socialklasser ind:

“Jeg vil beskrive dem som yngre, hvid underklasse. Unge Brian-typer med tatoveringer, der dog ikke var muskuløse og pumpede,” fortæller et nordjysk medlem. “Fedladne københavnertyper i sydaarhusiansk villakvarter,” lyder det fra en aarhusianer. “Prollede,” lyder det slet og ret fra en tredje.

Sandra Lori Petersen har også et historisk perspektiv på disse forestillinger om de støjende naboer. I moderne tid har man forbundet det at kunne være stille med at være civiliseret og forfinet – det er et tegn på selvbeherskelse. Omvendt er det barbarisk og udannet at larme og opføre sig vildt.

“Det viser sig med al tydelighed i den klassiske koncertsal og operahus, hvor man i moderne tid har opdyrket en selvbehersket stilhedskultur i takt med, at det nye borgerskab blev kernepublikum. Sådan var det ikke oprindeligt, der var det et sted, hvor aristokratiet og overklassen hang ud og småsnakkede og kom og gik, når de ville. Men nu blev det knyttet til dannelse at kunne være stille. På samme måde med nabostøj; Det betragtes som dannet at være i stand til ikke at genere naboen.”

Foragten går i øvrigt begge veje. Også dem, der klages over, kan i høj grad føle deres grænser overskredne af deres naboer, som de opfatter som pedantiske, urummelige og uden forståelse for deres situation.

“Vi blev nærmest chikaneret, og der blev klaget over alt fra brug af symaskine om eftermiddagen til for hård tastning på tastaturet. Efter vi flyttede, tog det mig lang tid ikke at være bange for at larme og genere andre; nu har vi heldigvis virkelig dejlige naboer,” skriver et anonymt medlem. Et andet beretter: “Min kæreste tabte et porcelænskrus, der smadrede. Det var ca. 23:30, men han måtte støvsuge det op, så vi eller katten ikke skar os på de små stumper. Underboen ‘klagede’ ved at hamre på sit loft i et helt minut efter, støvsugeren var slukket (den havde højst været tændt i 15 sekunder). Jeg så rødt af raseri, da jeg følte, at en klage over få sekunders støvsugning på den tid af døgnet viser, at de ingen empati har.”

Læseren aner nok, hvor det bærer hen nu: Disse situationer fører nogle gange til udmattende konflikter, hvor den generede part regner den støjende part for hensynsløs, og den støjende part synes, at den generede part mangler den rummelighed, der skal til, når man bor i en by sammen med andre. Hvis ikke man får taget en konstruktiv dialog, kan det ende i en decideret nabokrig, hvor man ligefrem hævnstøjer på hinanden.

“Vores overbo i et lejlighedskompleks midt i Aarhus var tilsyneladende stærkt generet af vores lyde, som at rørene knirkede, når vi tændte for vores vandhane, at vi talte sammen i soveværelset, eller når min kæreste snorkede om natten,” fortæller et anonymt medlem. “Så han tog hævn ved at skrue højt op for P1, lægge højttaleren på gulvet med front mod os og forlade hjemmet i nogle timer. Vi fik også hadebreve ind ad brevsprækken om natten, og han hoppede op og ned og råbte, når han syntes, vi spillede for høj musik, eller når vi brugte stavblenderen.”

En optrappet konflikt ender som regel med formelle klager, og at nogen flytter eller bliver smidt ud. Således også det aarhusianske medlem i beretningen herover, der flyttede efter fire års lydkrig med overboen.

Der findes mæglere, der er specialiseret i nabokonflikter, og de skal helst ind i processen så tidligt som muligt. Tanja Storm Jensen er konfliktmægler i boligforeningen FSB og skriver om, hvordan hun afspænder nabostøjkonflikter gennem en styret dialog: “I denne proces menneskeliggøres parterne igen over for hinanden, og det bliver tydeligt, at ingen har haft til hensigt at genere den anden. Dialogen hjælper også parterne til den indsigt, at den anden part kan have oplevet forløbet meget anderledes end én selv.”

Det er heldigvis relativt sjældent, at konflikterne fører til en egentlig krig, eller at der er behov for mægling eller flytning. Og der er lige så mange beretninger i den modsatte retning, hvor det tværtimod ender med, at man har taget en konstruktiv dialog og er kommet frem til en forbrødring. Såsom det medlem, der tøvende tog mod til sig og gik op og bankede på hos sin overbo, der plejede at spille klaver sent om aftenen: “Han var totalt cool og beklagede meget. Siden har der ikke været noget overhovedet. Så i virkeligheden var det største problem mig selv, der ikke turde sige noget i lang tid.”

Hvis nabostøj handler lige så meget om personlige relationer som om fysiske lyde, er en god relation til naboerne samtidig en del af løsningen, hvor banalt det end lyder. Hvis man forstår og respekterer sin nabos liv, kan man bedre tolerere deres støj – eller deres henvendelse om, at man larmer – alt andet lige.

Men fordi parterne er så fokuserede på adfærden og moralen i forbindelse med nabostøj, overser de tit en helt indlysende og afgørende faktor: selve bygningen. Selv om Sandra Lori Petersen er antropolog og per definition beskæftiger sig med menneskelig adfærd, er det hende magtpåliggende at gøre opmærksom på, at bygningen tit er ‘medskyldig’, fordi der er for dårlig lydisolering, især i ældre etagebyggeri. Hun appellerer derfor til bygherrer og arkitekter om at tænke lydforholdene ind som en central del af kvaliteten ved en bolig – og ved renoveringer af gamle bygninger. Det overses tit, fordi også arkitekter er så fokuserede på det visuelle. En del af problemerne kan muligvis løses ved at lydisolere, men det afgørende er, at lydforholdene altid tænkes med som en del af boligen.

Bygningen selv er nemlig også vigtig at få med i dialogen mellem naboerne. “Det giver en anden samtale, hvis man begynder sin henvendelse med at konstatere, at der jo er ret lydt her i ejendommen, og det burde man få gjort noget ved. For så er der et vilkår, man er fælles om, og det er et langt bedre udgangspunkt, end at de andre bare larmer.”

Og her kommer vi til en god pointe, som antropologen finder meget vigtig, selv om den, som hun siger, er lidt langhåret: “I sidste ende har personer og bygninger det til fælles, at de er porøse, gennemtrængelige legemer, og jeg synes, det giver mening at se bygningen som en aktør og ikke bare en skal, hvori der så er en moralsk konflikt.”

Så det kan godt være, at din nabo er hensynsløst larmende eller omvendt burde være mere rummelig i forhold til den støj, du ikke kan undgå at lave. Men nogle gange er selve bygningen den største skurk.

Og samtidig er nabostøjen ifølge Sandra Lori Petersen på grund af lydenes grænseløshed et godt eksempel på, at vi mennesker ikke primært kan forstås som uafhængige individer, men at vi er så fundamentalt infiltreret i hinandens liv, at selv vægge, gulve og lofter – eller ligusterhække for den sags skyld – ikke forhindrer os i at påvirke hinanden følelsesmæssigt. På både godt og ondt.

Fordi der var plads til alt for få af jeres spændende, sjove, rørende og tankevækkende beretninger, har jeg samlet et udvalg af de bedste historier, som du finder her: