Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Lykke Rix er medlem af Zetland og har delt den med dig.

En ny terapiform gav Maja livet tilbage. Den opstod, da en psykolog i Lapland tillod sig selv at græde

Terapiformen Åben Dialog vinder frem i flere danske kommuner. Det handler om, at psykologen skal slippe kontrollen. Og give den til patienten.

Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Maja Schou blev første gang indlagt på et psykiatrisk hospital, da hun var 15 år. Efter behandlingen kom hun hjem til sine forældre igen og forsøgte at få et liv til at fungere – men det gik ikke. Hun havde en spiseforstyrrelse, hun gjorde skade på sig selv og skulle også senere blive diagnosticeret med skizofreni. Da hun blev 17, begyndte tvangsindlæggelserne for alvor. Hun var suicidal. Hun blev spændt fast med bælter og tvangsmedicineret med kanyler. Hun blev opereret mod sin vilje. Hun fik tvunget elektrochok. Da hun blev 18 og myndig, besluttede hun sig for, at hendes forældre ikke skulle høre om hendes indlæggelser mere. Hun elskede dem højt, de gjorde deres bedste, og hun ønskede at skåne dem. Da hun blev 19, havde hun stadig ikke fået det bedre.

Hun fik at vide, at der var tre veje for hendes fremtid: Den første var at tage imod et botilbud, hvor hun ville blive holdt øje med 24 timer i døgnet. Den anden var at blive juridisk umyndiggjort og indlagt på en lukket institution for voksne. Den tredje var at blive overladt til sig selv og dø i en tidlig alder.

Maja Schou tog den første af de tre veje – hun takkede ja til botilbuddet. Hun boede i Aarhus Kommune. Og det blev afgørende for, hvordan hendes liv udviklede sig.

En dag stoppede en af behandlerne hende under et overdække i gårdhaven og spurgte: Har du lyst til at prøve en behandling, der hedder Åben Dialog? Hun havde det på det tidspunkt så dårligt, at hun alligevel ikke følte, hun kunne få det værre, så hun takkede ja. Det ja blev starten på Maja Schous opblomstring. I dag, fem år senere, har hun gennemført en uddannelse, er støtteperson for andre psykiatriske patienter og tager rundt og holder oplæg om sine erfaringer. Da jeg taler med hende, har hun besøg fra USA af en veninde, hun selv skal besøge til juli. For fem år siden kunne hun ikke rejse sig fra sin seng. Hun kunne ikke engang tale.

Den danske psykiatri har store udfordringer. Antallet af patienter vokser. Det skyldes til dels, at patienter ofte bliver udskrevet uden reelt at være færdigbehandlet. De seneste tal fra 2019 fortæller, at hver fjerde patient blev genindlagt mindre end 30 dage efter udskrivelse. Samtidig er brugen af tvang steget fra 2014 til 2020, selv om der var indgået en aftale mellem Sundhedsministeriet og Danske Regioner om at nedbringe den. Hver fjerde voksne, der var indlagt i psykiatrien i 2020, blev udsat for tvang såsom bæltefiksering og tvangsmedicinering.

Regeringen har på den baggrund lovet en tiårsplan for psykiatrien, der skal sikre bedre forebyggelse og behandling af psykisk sygdom. Der er allerede afsat penge til flere senge og mere personale. Men hvilke tiltag og behandlingsformer der skal investeres i, er stadig uvist – det bliver i disse dage diskuteret af et fagligt udvalg.

Derfor har jeg set nærmere på en lovende og markant anderledes behandlingstilgang, der de seneste år har vundet frem i socialpsykiatrien i både Danmark og flere andre lande. Nemlig den, der hjalp Maja Schou.

Åben Dialog, som tilgangen hedder, stammer fra det vestlige Lapland, hvor den har produceret opsigtsvækkende resultater. 80 procent af psykose-ramte patienter blev symptomfri og var det stadig fem år efter behandlingen. I to ud af tre tilfælde bruger de tidligere patienter ikke længere medicin. Nogle mener, resultaterne er lige lovlig positive i forhold til, hvad virkeligheden kan bære. Men flere nyere studier, også i Danmark, har bekræftet, at tilgangen kan noget, som vi i den grad har brug for. Den kan hjælpe folk til at få det bedre. Og den gør det gennem noget så simpelt som samtaler i øjenhøjde med patienten og deres netværk. Men mere abstrakt virker den ved at give patienten tid og plads til at sætte ord på sine egne følelser og behov. I stedet for at behandlerne fortæller patienten, hvad hun har brug for, skaber de rammer for, at hun selv kan finde ud af det. Det lyder måske banalt, men det er faktisk en så radikalt anderledes måde at tænke psykiatri på, at tilgangen gennem tiden er blevet kaldt antipsykiatrisk’.

Hvis Åben Dialog bliver ved at producere så gode resultater, som tilgangen hidtil har gjort, kan det måske kaste lys over noget, der lidt for let bliver glemt i store systemer: Hvor vigtigt det er for det enkelte menneske at have medbestemmelse over sit eget liv. Uanset hvor syg man er.

SELVSKADE "Selvskade var blevet mit sprog," fortæller Maja Schou. Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Åben Dialog bliver i dag brugt i mere end 30 vidt forskellige lande såsom Japan, Brasilien, Australien, Polen og altså også Danmark. Men tilgangen tog sine første spæde skridt i 1988 i den lille finske by Tornio i Länsi-Pohja-regionen i Lapland. Med kun 22.000 indbyggere virker det ikke som stedet, man ville forvente at se en behandlingsmetode blive udviklet, der måske kan overgå resultaterne fra verdens milliardindustrier i psykofarmaka. Men som vi folder metoden ud, vil det måske begynde at give mening, hvorfor den opstod i denne lille, kølige, regnvåde landsby og ikke på et enormt forskningscenter i det solbeskinnede Californien.

Manden bag metoden, Jaakko Seikkula, var dengang i midt-30′erne og familieterapeut. Han arbejdede på det lokale psykiatriske hospital og var blevet bedt af kommunen om at hjælpe med at implementere netværksbaserede behandlingsmetoder. Det er metoder, hvor man har mere fokus på patientens relationer og netværk frem for kun patienten selv. Så i stedet for kun at tale med patienten inviterede Jaakko Seikkula og kollegerne også patientens familiemedlemmer til at komme til terapien. Først ville behandlerne tale individuelt med de enkelte familiemedlemmer. Dernæst ville behandlerne samles for at analysere familiens dynamikker og aftale en behandlingsplan. Når familiemøderne begyndte, ville behandlerne altså i høj grad have en plan og en agenda på forhånd.

Metoden havde vist lovende potentiale i tidligere studier, men Jaakko Seikkula oplevede én stor udfordring: Det var ikke let at få familiemedlemmer til at dukke op til familieterapi. Faktisk var det meget, meget svært. Familiemedlemmerne følte sig nemlig som problemer, der skulle løses. Det blev lidt af en knude for Jaakko Seikkula. For hvordan indkalder man nogen til terapi uden at antyde, at der er noget i vejen med dem?

Det spørgsmål gik han og tyggede på, da han en dag hørte om en anderledes måde at gribe familiemøderne an på. En mere åben tilgang, som blev anvendt af kolleger et andet sted i Finland. Her holdt man ikke individuelle møder som normalt, men samlede i stedet familiemedlemmer, behandlere og patienten i ét åbent møde. Behandlerne havde ikke lagt nogen planer på forhånd, ikke lavet nogen forberedende interviews, ja, faktisk havde de ikke engang læst patientens journaler. Den viden, de fik om patienterne og relationerne, kom til dem i møderne.

Jaakko Seikkula og kollegerne blev inspireret. De besluttede sig for at åbne mere op og give mere plads til familiens og patientens stemmer. Derfor holdt de op med at træffe beslutninger i lukkede rum, men gjorde det nu i stedet på de åbne møder, hvor både patienten og familien var til stede. Og erfaringerne var gode; familien og patienten engagerede sig. Men deres engagement skabte en ny udfordring: forvirring.

Jaakko Seikkula var vant til at tænke, at han og kollegerne skulle lægge en behandlingsplan. At det var op til ham at identificere problemet og finde den rette løsning. Men nu hvor familien og patienten var til stede fra starten, havde de også holdninger til behandlingen. Diskussionerne havnede ofte i en blindgyde.

Jaakko Seikkula så det ikke som en mulighed at overtrumfe patientens nærmeste. Det var altafgørende at få deres støtte og gøre dem til aktive deltagere i patientens proces. For de nære relationer er en værdifuld ressource i ethvert menneskes liv. De hjælper os med råd, vejledning og støtte. Nære relationer er ikke bare uvurderlige støttepiller, de er også en væsentlig del af vores identitet og selvopfattelse. Vi ser os selv, som de ser os. Og hvis de ikke har forståelse for og evner at rumme den situation, vi befinder os i, kan det være enormt hårdt.

Det var ikke uvant for Jaakko Seikkula at se patienter på det psykiatriske hospital, som ikke fik besøg overhovedet. En blanding af magtesløshed, frustration og skyld fik ofte patientens nærmest til at opgive at hjælpe den syge og i stedet overlade ansvaret til sundhedssystemet. Derved mistede patienten adgangen til denne livsnødvendige ressource, nære relationer, som de mere end nogensinde havde brug for. Hvis metoden for alvor skulle hjælpe patienterne på den lange bane, var det altafgørende, at man fandt en måde at hjælpe de nærmeste til at engagere sig i processen.

Det var her, Jaakko Seikkula og hans kolleger traf et valg: De lagde ekspertrollen til side og begyndte at lytte, virkelig lytte til familierne og patienten. I stedet for at se dem som en del af problemet, så de dem nu som en del af løsningen. De tog deres ønsker og krav til behandlingen seriøst og gav dem reel medbestemmelse på behandlingsplanen. Det overraskede os,” siger han. Da vi ændrede os, skete der også en ændring i relationen til patienten, til familien, og gode ting begyndte at ske i deres liv.”

BEDRING Netværksmøder med familie og venner er en central del af Åben Dialog. Møderne hjalp Maja Schou og hendes forældre til at tale mere åbent om de svære ting. Foto: Tobias Nicolai for Zetland

At give patienten medbestemmelse blev første skridt i en bevægelse mod at mødes i øjenhøjde. Næste skridt blev at være til stede, ikke kun som en professionel, men som et helt menneske. Og ikke kun prøve at forstå patientens historie, men også mærke den rå følelse, der er til stede i rummet. I sin bog om tilgangen bruger Jaakko Seikkula et billede til at beskrive skiftet: Hvis man forestiller sig patienten som en person, der står i en flod og kæmper mod strømmen for at komme op på bredden, er den traditionelle terapeut en person, der står tør på bredden og rækker en hånd ud. Det Jaakko Seikkula og kollegerne nu gjorde, var at hoppe i floden. De tillod sig selv at blive følelsesmæssigt påvirket af de svære historier, som patienterne delte.

Jeg var chokeret, da jeg opdagede, jeg græd over en historie, patienten fortalte,” fortæller han. Jeg var en ung psykolog, og det var helt uhørt. Det her var ikke beskrevet i nogen af bøgerne. Der står, at man skal være neutral og fokusere på patientens opførsel, ikke tale om sin følelsesmæssige erfaring.”

Jaakko Seikkula fortæller, at han første gang græd foran en klient, da en kvinde fortalte om sin mors død, der havde fundet sted for 18 år siden. I 18 år havde hun aldrig fortalt nogen om, hvad der skete den dag, og da hun nu gjorde det, landede sorgen i rummet”, som Jaakko Seikkula fortæller. Man kunne ikke undgå at blive påvirket af den. Det var svært at acceptere.”

Tidligere ville han have kæmpet imod sin egen følelsesmæssige reaktion. Nu begyndte han at bruge den i terapien. Han tillod sig selv at græde og vise, at han ikke kun hørte, men også følte den historie, som mennesket foran ham delte. Og det åbnede for relationen og dialogen på en helt anden måde end den mere neutrale behandlerrolle, han før havde været i rummet med.

De erfaringer blev startskuddet på en klarere formuleret tilgang. Nu vidste Jaakko Seikkula og kollegerne, at de havde fat i noget. De kunne mærke, at de fik kontakt til patienterne og netværket, og de kunne se, at patienterne fik det bedre. Flere patienter snakkede i starten fuldkommen sort, men over tid blev deres tale mere sammenhængende. Nogle relationer havde ikke set patienten i mange år. Når de samledes i rummet, var det ofte første gang, de nogensinde havde talt om sygdomsforløbet. Og så var det meget følelsesladet, fortæller Jaakko Seikkula. Men efterfølgende fandt de en form for kontakt, der ikke kun gjorde patienten gladere, men også lettede hjerterne hos de pårørende, der før havde været tynget af skyld. Den slags resultater gjorde ham så overbevist om, at den her tilgang kunne noget, at de næste 20 år af hans liv skulle gå med at forfine tilgangen og studere dens resultater.

For én ting er at producere et par gode resultater i ét lille velfungerende team. Noget andet er at formulere en holdbar metode, der kan anvendes i stor skala. For eksempel kan man være i tvivl, om det ikke kun er ret få behandlere, der kan holde ud at arbejde på den her måde i længden. Jeg spørger ham, om man virkelig kan forvente, at sundhedspersonale skal være i stand til at hoppe i vandet” med den ene psykose-ramte patient efter den anden.

Den problemstilling er han opmærksom på. Gennem de sidste 20 års forsøg og undersøgelser er han nået frem til to nødvendige elementer for at passe på behandlerne og dermed sikre, at metoden rent faktisk er bæredygtig at anvende i praksis.

Første element er uddannelse: Behandlere skal klædes ordentligt på, helst med en to-tre årig uddannelse, og desuden modtage løbende træning, mens de arbejder med metoden, siger han.

Det andet element er team-aspektet: Det er vigtigt, at der minimum er to behandlere til stede i de åbne dialoger. Det giver ikke kun flere skuldre til at bære patientens emotionelle byrder, men det hjælper også til at holde den enkelte behandler åben for dialog. Jaakko Seikkula forklarer, at det at være et team øger vores evne til at tolerere det, vi ikke kan kontrollere. Hvis man er alene, er man mere tilbøjelig til at lave løsninger”. Med lave løsninger” mener han at møde patienten som et symptom, der skal forsvinde, frem for et helt menneske, der befinder sig i en krise.

Efter at have formuleret en sammenhængende tilgang med syv faste principper og givet den et navn – Åben Dialog – kunne Jaakko Seikkula og kollegerne begynde at studere resultaterne.

De resultater er sidenhen gået verden rundt. For de er ret opsigtsvækkende. På fem år formåede man på Keropudas Hospital, hvor Åben Dialog blev udviklet, at reducere behovet for psykiatriske sengepladser til, og hold nu fast, en femtedel. Et finsk studie viste samtidig, at 80 procent af de psykose-ramte patienter, der modtog behandlingen, blev symptomfri og stadig var det fem år senere. Antallet af personer med skizofreni i området blev over 20 år reduceret til en femtedel. Til sammenligning er det i Danmark kun hver femte med skizofreni, der bliver rask. Hvad endnu vildere er: I to tredjedele af behandlingerne i Finland bruger man slet ikke medicin og slipper derfor for medicinens bivirkninger. Der er nemlig slet ikke behov for det.

Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Resultaterne var altså overvældende positive og er derfor også gået verden rundt. Men én ting er, hvad en gruppe finske forskere finder ud af om deres egen metode anvendt i et småt lokalområde. Noget andet er, hvad andre forskere siger til de finske studier. Og hvilke resultater behandlingen viser i andre lande, når andre forskere undersøger den.

Jeg har ringet til Niels Buus, som er sygeplejerske trænet i Åben Dialog, professor Monash University i Australien og adjungeret professor ved Syddansk Universitet. Han har beskæftiget sig indgående med Åben Dialog i sin forskning.

Han understreger tidligt i samtalen, at der stadig mangler grundig forskning, der kan dokumentere Åben Dialogs egentlige effekt. Han har nemlig nærlæst studierne fra Finland og mener, at studierne har en del mangler. Hvis det var Lundbeck, der forsøgte at sælge medicin på baggrund af de studier, ville jeg ikke spise medicinen,” siger han. Finnerne oversælger i forhold til deres resultater.” Det mener han er ærgerligt, fordi det gør tilgangen sårbar over for kritik. Det betyder dog ikke, at han ikke mener, Åben Dialog kan være en forbedring i psykiatrien.

Jeg tror ikke nødvendigvis på, at flere bliver helbredt, men det er mere skånsomt,” siger han. Hvis man kun ser på effekt og penge, er tilgangen tilsyneladende mindst lige så kosteffektiv som de traditionelle medicinske metoder. Men man bør være varsom med at give den mirakelstatus, påpeger han.

For at blive klogere på, om Åben Dialog virkelig er en mirakelkur, har man i mere end 30 lande de seneste år forsøgt at undersøge tilgangen og dens resultater i andre sundhedssystemer. Så manglen på grundig forskning skyldes ikke manglende interesse, men snarere, at det er helt enormt svært at lave kontrollerede forsøg – af både praktiske og etiske årsager.

På trods af det og på trods af en indledende skepsis valgte Niels Buus og hans forskergruppe også selv at gøre forsøget. Faktisk har de stået bag et af verdens mest omfattende studier af Åben Dialog. Det blev lavet i Danmark og afsluttet i 2019. Her sammenlignede forskerne 503 unge i Region Syddanmark, der modtog Åben Dialog, med 1509 andre unge i Jylland, der i samme periode modtog almindelig klinisk behandling. Hen over de næste ti år fulgte forskerne med i, hvor ofte de unge fra de to forskellige grupper havde kontakt til akut-psykiatrien eller gjorde brug af deres læge. Her var billedet klart: De unge, der havde modtaget Åben Dialog, søgte signifikant mindre hjælp. Hvor 79 procent i kontrolgruppen i løbet af de næste ti år igen var i kontakt med akut-psykiatrien, var det i forsøgsgruppen kun 52 procent.

Resultaterne fra det her studie er meget lovende,” siger Niels Buus, men de skal tages med et gran salt.” Han har nemlig en række forbehold over for sit eget studie. Det handler mest af alt om udvælgelsen af forsøgspersoner, som ikke er sket tilfældigt, men ved at man har valgt et geografisk område og givet behandlingen her. De to grupper er altså ikke 100 procent sammenlignelige. Men det ændrer dog ikke på, at studiet samler data fra mere end 2000 unges udvikling over ti år og derfor må siges at give en rimelig god indikation af tilgangens potentiale.

Niels Buus fremhæver desuden et aspekt ved forsøget, han selv ser som det fede”. Nemlig at man ikke lavede en sammenhængende indsats på tværs af institutioner, men kun gav Åben Dialog som en first response, en tidlig indsats. Det var altså ikke lige så radikalt som i Finland. Dermed viser forsøgets resultater, at man ikke behøver stringent at anvende alle Åben Dialogs syv principper, men godt kan få gode resultater ved kun at bruge dele af den. Det tyder på, at tilgangen er fleksibel og kan tilpasses andre systemer.

Niels Buus mener desuden, at resultaterne giver intuitivt god mening”. Han tror, at de positive langsigtede resultater skyldes, at man er lykkedes med at gribe tidligt ind, inddrage netværket og ikke mindst at hjælpe de unge til at lære selv at håndtere deres problemer. Særligt det sidste er en væsentlig forskel på Åben Dialog og den mere klassiske psykiatriske tilgang: Den unge og deres netværk bliver sat på arbejde. De skal selv sætte ord på deres oplevede udfordringer og behov. Og det kan være svært, men netop derfor er det også lærerigt. Desuden er han overbevist om, at det kan have stor positiv indflydelse på de unges liv at opleve rollemodeller, som kan rumme deres problemer – i det her tilfælde behandlerne. Det kan vise dem en anden og mere sund måde at kommunikere på, end de måske er vant til, forklarer Niels Buus.

Så selv om Niels Buus var skeptisk over for de indledende resultater fra Finland, ser han i dag et stort potentiale i metoden. Da jeg taler med ham, sidder han nemlig i Australien. Og her er han for tiden leder af en international forskningsgruppe, der undersøger tilpasning og implementering af Åben Dialog i forskellige sundhedssystemer.

Selv om der er meget, forskerne endnu savner svar på, ser Åben Dialog stadig ud som en lovende tilgang med stort potentiale. Om det kan lade sig gøre at implementere den i det danske sundhedssystem, som er stort og går på tværs af mange institutioner, ja, det er så næste spørgsmål.

Et af de steder, de gør forsøget, er i Aarhus Kommune. Preben Bøgelund er centerleder ved Center for Botilbud i kommunen og har arbejdet med implementering af Åben Dialog i organisationen i flere år. Jeg spørger ham, hvorfor tilgangen ikke er mere udbredt, når resultaterne er så positive. Det er der flere grunde til, påpeger han.

Først og fremmest kræver tilgangen en kulturændring”. For fagpersonerne skal lægge deres ekspertrolle fra sig og finde ud af, hvordan de bidrager med deres faglighed uden at tage for meget kontrol over forløbet, forklarer han. Det kan være udfordrende at tolerere den usikkerhed og langsomhed, som processen kræver, hvis man som fagperson føler, man har en løsning.

Det er samtidig en bevægelse væk fra de krav om effektivisering, som mange arbejder under til hverdag. For det er ikke umiddelbart særlig effektivt at lade borgerne føre an i deres eget forløb. For mange af borgerne er det ligefrem første gang, de oplever at få medbestemmelse. Det kan lyde positivt, men det kan også skabe angst hos nogle borgere selv at skulle tage ansvar,” forklarer Preben Bøgelund. Det er altså muligt, at det i de første møder kan føles, som om man ikke kommer nogen vegne. Og så kan det være svært at se effekten af det, man laver, for som Preben Bøgelund spørger: Hvordan måler man på bløde værdier? Det er jo en indre proces ved den enkelte borger.”

En anden udfordring er, at der som regel er flere samarbejdspartnere. Den enkelte borger kan nogle gange have tre-fire forskellige planer fra forskellige dele af systemet med forskellige interesser. Jobcenteret kan have en interesse i, at borgeren kommer i arbejde, behandlingspsykiatrien kan have en interesse i, at borgeren bliver symptomfri, og socialpsykiatrien kan have en interesse i, at borgeren bor det rette sted. Ud over udfordringen ved, at de forskellige interesser og planer ikke altid peger i samme retning, kan det også være svært at gennemføre Åben Dialog, hvis ikke alle organisationer er med på tilgangen.

Men det er netop også i krydsfeltet mellem samarbejdspartnere, at Preben Bøgelund ser et stort potentiale for Åben Dialog. For man kan bruge det som et samarbejdsredskab. Hans erfaring er, at netværksmøderne gør det lettere at finde en samlet vej, fordi man følger borgeren. Her er borgeren med inde og være med til at sætte dagsordenen,” siger han. Man behøver ikke prøve en masse forskellige veje, fordi borgeren har sin vej.” Samtidig er borgerens netværk med til møderne, så man behøver ikke informere og få opbakning fra dem enkeltvis. Og det peger på den sidste oplagte udfordring: Hvad med økonomien? Åben Dialog er en langsom behandlingsform, og der er flere behandlere med til hvert møde. Det kan lyde dyrt. Men efter flere års erfaring med implementering er Preben Bøgelund alligevel overbevist om, at netværksmøderne er ressourcebesparende”. Og det er altså ikke kun, fordi de hjælper patienten på den lange bane, men også af den helt lavpraktiske grund, at de samler mange parter og meget kommunikation i ét rum, frem for at der skal mailes og ringes på kryds og tværs.

Jeg er positiv – for mig ser fremtiden positiv ud. I Aarhus er man i gang med at implementere det i et helt driftsområde, hvor flere tusind borgere skal arbejde med den her tilgang,” siger han.

Mens de i Aarhus satser på Åben Dialog, prøver man andre steder andre nye behandlingsformer af inden for psykiatrien. Om Åben Dialog viser sig at være den bedste, eller om andre passer bedre til det danske samfund og system, vil tiden vise. Men uanset hvad viser forsøgene med Åben Dialog, at der er et ønske i det danske psykiatriske system om at prøve nye veje. Veje, hvor man ikke drives frem af effektivitet og kontrol, men af tillid og tålmodighed. Hvor man hjælper hinanden til at rumme og håndtere svære følelser frem for at fokusere på at få dem til at gå væk. Og hvor man hjælper mennesker til at reparere deres relation til verden frem for at forsøge at reparere mennesket selv.

Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Maja Schou har i dag gennemført en såkaldt peer-uddannelse, hvor hun har lært at omsætte sine egne livserfaringer til konstruktive redskaber. De redskaber bruger hun i dag til at hjælpe og støtte andre psykisk sårbare. Derudover er hun tit ude til konferencer og lignende og fortælle om sine erfaringer. Her møder hun særligt én anke mod Åben Dialog: Behandlere kommer og siger til hende, at deres patienter ikke har samme kognitive egenskaber som hende og derfor ikke kan få gavn af behandlingen. Men, svarer hun, hun har selv engang været et helt andet sted rent kognitivt end der, hvor hun er i dag.

Da hun ankom til botilbuddet i Aarhus Kommune, hvor de praktiserer Åben Dialog som tilgang, var hun holdt op med at tale. Hun var blevet så vant til, at hendes ord, som hun oplevede det, blev fordrejet ind i en kontekst, så det slet ikke kunne betale sig at tale. Hver gang hun sagde noget, blev det brugt imod hende. Selvskade var blevet mit sprog,” siger hun. Men sygeplejersker på botilbuddet sad alligevel hos hende, da hun lå i sin seng og sagde ingenting. De fortalte hende små historier. Hun svarede med små lyde, som hun selv kalder grynt”. Sygeplejerskerne lyttede nænsomt, de lærte at høre på hendes grynt, om hun var sur eller glad. Med tiden begyndte hun at tale igen, og da hun opdagede, at der blev lyttet, talte hun mere og mere. I dag holder hun ligefrem oplæg om sine erfaringer foran større forsamlinger. Kvinden, jeg taler med, er energisk og velformuleret, og uanset hvor meget jeg prøver at forestille mig hende ligge i en seng og kun kommunikere med grynt, kan jeg simpelthen ikke se det for mig.

For de sidste fem år er der sket en enorm forandring i Maja Schous måde at være i verden på. Men selv om den ydre forandring er stor, blev den sat i gang af et indre skift, der kan formuleres meget kort: Hun fik lyst til at være i live.

Det er ret vildt at tænke på, at systemet jo i den bedste mening prøvede at gøre nogle ting, men fordi jeg ikke ville det, så har det ikke fungeret,” siger hun. Fordi det her liv med tvangsmedicinering og bæltefiksering og tvangsindlæggelser, det var jo ikke et liv, jeg ønskede at leve, det var jo bare at holde mig i live, det var jo bare brandslukning. Og jeg blev ved med at modarbejde det, for jeg blev ved med at tænke: Hvis det er det her, der er, så gider jeg ikke.’ Men da først der var nogen, der begyndte at tale til min vilje og til mine ønsker, jamen, så følte jeg mig set, så følte jeg mig hørt, og så fik jeg mod på at prøve at være i det her liv. Da jeg begyndte at blive spurgt: Hvad vil du så?’ – så fik jeg lyst til at prøve at være en del af livet.”