Helikopter_

Mandag 21. januar 2019

Hej


Her er dagens nyhedsoverblik fra Zetland. Det handler om fremtiden og om penge.

Vi er blevet for bange for at fejle

I dagens nyhedspodcast ser vi på uddannelsesministerens planlagte opgør med karakterskalaen. Det er et opgør, man har forsøgt sig med mange gange, men det handler også om, hvad vi ønsker at fremelske i samfundet, så måske giver det mening. Vært er Andreas Thorsen, og gæst er Zetlands kulturskribent Torben Sangild.

16 min

Dagens sammenligning

F35 larmer som en plæneklipper, mens F16 er en vaskemaskine

Norske målinger viser, at Danmarks nye kampfly, F-35, larmer en anelse mindre end først antaget. Og det er jo meget godt (DR).

Dagens store historier

Foto: Ritzau Scanpix

Karaktermord

Uddannelsesminister Tommy Ahlers bebuder i dag et opgør med den 7-trinskarakterskala, som bruges til at bedømme alt fra skoleelever til universitetsstuderende.

Problemet er, groft sagt, firdelt: Der bliver givet for mange 12-taller, der er for få midterkarakterer, der mangler mulighed for at præmiere det ekstraordinære, og der er for meget fokus på fejl og for lidt på kreativitet (Berlingske).

7-trinsskalaen blev indført i 2007 for bedre at kunne sammenligne danske karakterer med udenlandske. Vi ved endnu ikke noget konkret om, hvordan ministeren forestiller sig, at en ny skala vil se ud, men den skal stadig være sammenlignelig. Det kan blive svært at favne så mange ambitioner (Politiken).

Der har historisk været taget mange opgør med de danske karakterskalaer, og det handler om, at man i forskellige tider ville uddanne på forskellige måder (Zetlands nyhedspodcast).

Foto: Ritzau Scanpix

Rundt om storfinanserne

På dagen, hvor World Economic Forum begynder i Davos i Schweiz, ruller der flere historier om flere forskellige aspekter af den danske og globale økonomi, og her kommer så et overblik.

Vi begynder hos Nordea, som efter Panama Papers-skandalen afviste, at bankens rådgivere hjalp med at oprette selskaber i skattely. Interne mails viser nu, at banken rent faktisk gjorde netop det (Finans).

Og så går vi til SKAT, som allerede i juni 2015 modtog detaljeret information om den svindel med udbytteskat, som endte med at koste statskassen 12,7 milliarder kroner. SKAT fortsatte efter advarslen med at udbetale udbytteskat til den britiske finansmand Sanjay Shah i 50 dage (Politiken).

Mens verdens 2.000 rigeste personer blev 12 procent rigere i 2018, faldt formuen hos den fattigste halvdel af Jordens befolkning med 11 procent. 26 personer ejer nu det samme som den fattigste halvdel (Jyllands-Posten).

Det skal du også vide

Israel angriber iranske styrker i Syrien. Den israelske hær ramte her til morgen iranske al-Qud-styrker i nabolandet. Premierminister Netanyahu har flere gange sagt, at han ikke vil acceptere Irans militære tilstedeværelse i Syrien (BBC).

Frikommuner vil ikke være frie. Forsøgene med at stille nogle kommuner frit fra forskellige regler, så de kunne komme med bedre løsninger for deres borgere, har vist sig at skabe mere papirarbejde end så meget andet (DR).

Tåregas og demonstrationer i Athen. Grækenland og Makedonien blev i sommer enige om, at Makedonien skal hedde Republikken Nordmakedonien i stedet, fordi der i det nordlige Grækenland findes en region, der hedder, ja, Makedonien. Nogle grækere er endnu ikke tilfredse, og søndag var titusinder på gaden i Athen (The New York Times).

Dagens Zetland-historier

PR-foto: Gillette

Nye tider 1. I sidste uge lancerede Gillette en kampagne, der fik shitstorm-rouletten til at køre igen. Marie Carsten Pedersen ser på, hvad man egentlig kan lære af den historie, og spørger: Kan kønskampen blive for vanilla?

Nye tider 2. I Beijing er man i det stille begyndt at positionere sin valuta som et globalt alternativ til den amerikanske dollar. Philip Róin skriver, at det langsigtede mål er at udfordre et globalt handelssystem, der har eksisteret siden Anden Verdenskrig.

Og så en bøn. Torben Sangild er i gang med en større artikel om foragt, og han vil meget gerne have nogle eksempler fra jer på jeres oplevelse af, ja, foragt. Hjælp ham her.


I dag er det åbenbart Blue Monday, og det har ikke noget med New Order at gøre. Nogen har regnet ud, at den tredje mandag i januar er årets værste dag. Jeg har sådan set haft en ret god dag. Nå. Vi er tilbage i morgen.

Andreas Thorsen

Med venlig hilsen

Andreas Thorsen

Helikopter-redaktør

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: