Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kirsten Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Vi drømmer mindre end nogensinde. Her er, hvad vi går glip af

  • 23. oktober 2019
  • 18 min.
SPLASHVores drømme er et hovedspring ned i et parallelt univers, hvor al logik er suspenderet. Alligevel ser drømmene ud til at tjene en række ret så fornuftige formål. Illustration: Marco Melgrati for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Mennesket drømmer, når det sover, og det samme gør alle andre pattedyr (undtagen hvaler, forklaring følger). Men hvorfor gør vi det? Det spørgsmål har optaget os i årtusinder, og nu er videnskaben ved at nærme sig nogle svar. Paradoksalt nok i en tid, hvor vi på grund af ting som Netflix og rødvin drømmer mindre end nogensinde. Så hvad mister vi, når vores tid i drømmeland svinder ind?

Mette Nielsen har livlige drømme. Hun er komponist og drømmer ofte i lyde, melodier og klange. Men da hun for nogle år siden gik i terapi, begyndte en skikkelse fra hendes fortid at optræde i hendes drømme. I virkelighedens verden havde hun mødt ham, da hun var ti år gammel og var begyndt at spille et nyt instrument. Han var musiklærer, og gennem år havde hun enetimer hos ham. Mens hun fortæller mig om det, forstår jeg, hvor nær en relation det faktisk indebærer. Man kunne fortælle nogle andre ting end derhjemme,” husker hun. Som for eksempel da hun i en periode ikke følte, hun havde nogen venner.

Den tætte relation begyndte at ændre sig, efterhånden som det blev tydeligt, at hun havde talent for sit instrument. Hun oplevede, at han flippede ud og fik raserianfald, hvis hun spillede forkert, og følte, at han svigtede hendes tillid.

En dag skulle vi spille et stykke, jeg havde fået ugen før og ikke lært ordentligt endnu. Så jeg spillede en fejl, og så sagde han, at hvis jeg ikke havde styr på det her, så var det nok også derfor, jeg ikke havde nogen venner.”

Mange år senere, da Mette var sidst i 20’erne, befandt hun sig et vanskeligt sted i sit liv. Hun følte sig utilstrækkelig og havde svært ved at sætte grænser over for andre. Det var derfor, hun begyndte i terapi. Og så begyndte hun at drømme om ham.

Drømmen foregik altid i nutiden, hvor jeg møder ham igen. Jeg vil fortælle ham alt det dårlige, han har gjort, og hvor meget der er i vejen med ham. Jeg har planlagt en hel tale. Men så kommer han bare hen og siger: Hej Mette, hvor er det godt at se dig” og giver mig et kram, og så kommer jeg til at spille med på det og siger ikke noget. Så får jeg alle de her dårlige følelser fra dengang.”

Når Mette vågnede fra drømmene, var det med en følelse af skam over ikke at have sagt fra. Selv om det bare var en drøm, trak den tråde langt ind i hendes vågne liv. Drømmene påvirkede hende i hverdagen, de udsprang af hendes fortid, og i sidste ende hjalp de hende til at slippe den. Så det var altså ikke bare en drøm. Men hvad var det så? Hvordan skal vi forstå sammenhængen mellem det, vi oplever, når vi er vågne, og det, der sker i drømmene?

Den slags spørgsmål har optaget religiøse tænkere, filosoffer, psykologer og neurobiologer – fra de gamle egyptere over Aristoteles og Freud og helt frem til i dag, hvor Mette og jeg diskuterer spørgsmålet i telefonen.

Sagen er, at vi mennesker drømmer meget – når vi ellers husker at sove. Det er vi til gengæld ikke længere så gode til. Siden industrialiseringen har vi sovet mindre, og noget tyder på, at digitaliseringen får os til at sove dårligere, når vi endelig gør det. To ud af tre voksne i verdens ilande får ikke de anbefalede otte timers søvn. I Tyskland sover 66 procent mindre, end de selv mener, de har brug for. Og herhjemme er andelen af voksne, der siger, de er meget generet” af søvnbesvær, steget med 33 procent fra 2010 til 2017.

Vi er den eneste art, der uden nogen synlig gevinst frarøver os selv en del af den søvn, vi har behov for. Det har en lang række ubehagelige konsekvenser for vores fysiske helbred, men det betyder også, at vi drømmer mindre end nogensinde. Står man to timer tidligere op, end kroppens rytme dikterer, mister man hele 60 til 90 procent af den samlede drømmesøvn. Det skyldes, at det meste af vores drømmesøvn finder sted sidst på morgenen – et tidspunkt, hvor de fleste af os for længst har byttet edderdunsdynerne ud med pendlertid eller #morningmotivation-posts på Instagram (dem er der over fem millioner af).

Også vores aftenrutiner spiller ind. En ting er tv-skærmenes blå lys, der får vores hjerne til at tro, det er højlys dag og gør det sværere at falde i søvn. Noget andet er den halve flaske rødvin, der ryger ned foran skærmen. Alkohol kan måske hjælpe os med at falde i søvn, men i selv ret små mængder kan den samtidig koste os vores drømmesøvn. Hos alkoholikere, der nat efter nat frarøver deres hjerne dens drømme, kan det føre til, at de drømmer ved højlys dag. Det, vi plejer at kalde hallucinationer. Drømmene er altså så vigtige for hjernen, at hvis vi tager drømmesøvnen fra den, begynder den i stedet at drømme, mens vi er vågne.

Og det er blot en af de mange opdagelser, videnskaben har gjort om drømmenes betydning. Og som gør det så paradoksalt, at vores mere eller mindre frivillige søvnfrarøvelse er taget til i en tid, hvor kittelklædte forskere – udstyret med hjernescannere og drømmedagbøger – er i fuld gang med at opdage de frugter, vi høster fra drømmesøvnen, når vi ellers får den. For det er nemlig ikke småting. De seneste år har forskere peget på, at drømme som den, Mette fortæller om, kan have afgørende betydning for vores følelsesliv. Nogle mener ligefrem, at den usædvanligt store del af vores søvn, vi bruger i drømmenes psykotiske virkelighed, kan være med til at forklare menneskets højtudviklede sociale evner og unikke kreativitet. Og at vores drømme derfor havde en finger med i spillet, da netop vores art kravlede ned fra træerne og bredte sig ud over kontinenterne.

Det her er historien om det, vi mister, når vi drømmer mindre. En opdagelsesrejse i drømmeforskningens fodspor og en søgen efter svaret på et spørgsmål, der af en af verdens førende søvnforskere er blevet kaldt et af biologiens sidste store mysterier”.

Hvorfor drømmer vi egentlig?

Lars Hem er lektor emeritus i psykologi. Jeg møder ham i hans lejlighed på anden sal i det indre København. Et sted dybt under os er den nye metroring begyndt sin uendelige rejse gennem undergrunden, og imens den farer rundt der, taler vi om drømmeforskningens founding father, doktor Sigmund Freud.

Jeg er stor fan af Freud,” konstaterer Lars Hem. Hans bog Drømmetydning er virkelig velskrevet og en fornøjelse at læse.”

Freuds store bog om drømmetydning udkom første gang i år 1900 og er ikke til at komme uden om, hvis man vil forstå, hvorfor vi drømmer. Ikke fordi Freud nødvendigvis har svarene, men fordi han, som Lars Hem udtrykker det, stillede de rigtige spørgsmål”.

Freud mente, at vi altid får opfyldt et ubevidst ønske i vores drømme, som vores bevidsthed ikke kan acceptere. Så for at snige ønskerne ud gennem bevidsthedens censur, krypterer underbevidstheden drømmene ved hjælp af symboler. Psykoanalytikeren kan så bruge Freuds metode til at knække drømmenes kode og finde tilbage til det ubevidste ønske, drømmen i virkeligheden handler om. Et ønske, der ifølge Freud altid udspringer af noget, man har oplevet dagen forinden.

Man kan sige meget pænt om Freud,” forklarer Lars Hem. Men i dag ved vi, at hans konklusioner er forkerte. Hvis man ser på et stort drømmemateriale, så passer det simpelthen ikke, at drømmene altid udspringer af ens nylige oplevelser og tabuiserede temaer.”

Mens jeg arbejdede på denne historie, skrev jeg ud til Zetlands medlemmer og bad dem fortælle mig om deres drømme. Mette Nielsen, som drømte om sin musiklærer, var en af dem, der skrev tilbage. En anden var Maria Mørch Schmidt. Hun havde for nogle år siden en drøm, hun ikke kunne glemme. Og som fint illustrerer, at det ikke er alle drømme, der ser ud til at handle om ønskeopfyldelse.

Jeg kommer fra en familie, hvor mor og far stadig er sammen. Men den nat drømte jeg, at de skulle skilles, og begge havde fundet nye kærester.”

Maria var ked af det hele næste dag og undrer sig i dag over, at noget, hun aldrig har oplevet, kunne påvirke hende så meget. Jeg kan stadig den dag i dag genkalde mig følelsen af fortvivlelse og vrede og håbløshed,” erindrer hun.

Det er svært at se, hvilket ønske Maria fik opfyldt i sin drøm, ligesom Mette Nielsens drøm om musiklæreren også umiddelbart handler om et ønske, der ikke bliver opfyldt. Freud havde lignende eksempler med i sin bog, og han mente, at analysen ville afsløre, at drømmen faktisk handlede om et helt andet ønske – og at drømmen ville opfylde netop det. Men sidenhen har man set, at forskellige psykoanalytikere opnår vidt forskellige resultater, når de analyserer de samme drømme med Freuds metode. Derfor har videnskaben i dag ikke stor tiltro til hans teori.

Til gengæld må man til Freuds ære sige, at flere af de drømmetemaer, han mente var særligt udbredte, stadig er ret normale mere end 100 år senere. Det kunne man se i 2003, hvor 1.181 canadiske studerende blev adspurgt om deres drømme. Mange havde drømt om freudianske temaer som eksaminer, at være nøgen eller at tabe tænderne (ifølge Freud handler de drømme typisk om frygt for fremtiden, skam og, nå ja, kastration). Og så kan man i resultaterne også more sig lidt over, at der faktisk er nogle, der har drømt, de var et træ.

En af de drømmeforskere, der – ud over Lars Hem – kritiserer Freuds konklusioner, er engelske Matthew Walker. Han er en af søvnforskningens fremmeste stemmer, tidligere psykiatriprofessor ved Harvard University og leder i dag Berkeleys søvnlaboratorium. I bogen Derfor sover vi forklarer han, at Freud har været vigtig for drømmeforskningen, fordi han var den første til at placere drømmene i hjernen (tidligere mente man, at de kunne være et tegn fra guderne – eller udspringe af dårlig fordøjelse). Men der stopper Walkers rosende ord så også. Han sammenligner Freuds fortolkninger med noget så kvaksalverisk som horoskoper. Begge er, mener Matthew Walker, konstrueret på en måde, så alle vil kunne genkende sig selv i dem. Teorien om, at drømme opfylder ønsker, kalder han uvidenskabelig”, da den ikke kan efterprøves i uafhængige videnskabelige studier.

Den slags studier er der de seneste årtier lavet mange af. Så lad os se lidt på, hvad laboratorieeksperimenter og MR-scannere fortæller os om, hvad hulen der egentlig sker, når vi træder ind i drømmesøvnens parallelle univers.

Ifølge Matthew Walker er vi, når vi drømmer, simpelthen psykotiske. Vi ser syner og har vrangforestillinger. Vores opfattelse af tid og sted er mildest talt forstyrret, vi har ekstreme følelsesmæssige udsving og tilmed hukommelsestab: Langt de fleste af vores oplevelser er glemt næste morgen.

Størstedelen af vores drømme ser ud til at opstå i det, forskerne kalder REM-søvn – en fase, hvor vi sover let, og som vi har mest af sidst på natten og først på morgenen. Vækker man os, mens vi er i den anden søvnfase, den dybe NREM-søvn, kan vi måske fortælle om en fornemmelse eller et billede. I REM-søvnen vil vi langt oftere kunne fortælle lange og vilde historier.

Det passer godt med det billede, man får, når man lader forsøgspersoner sove i en hjernescanner. I REM-søvnen er hjernen nemlig lige så aktiv, som når vi er vågne. Enkelte centre, der styrer logik og impulskontrol, er deaktiverede, men til gengæld er vores følelser endnu mere rødglødende end i dagtimerne.

REM-søvnen – og dermed drømmene – er ikke noget unikt menneskeligt, men i stedet noget, vi deler med samtlige pattedyr, lige med undtagelse af hvaler, der kun sover med den ene hjernehalvdel ad gangen for ikke at drukne. Og så igen med undtagelse af en enkelt grindehval, der i 1969 blev monitoreret og så ud til at have nøjagtig seks minutters REM-søvn. Men sådan er naturen så lunefuld.

REM-søvnen blev opdaget i 1950’erne, og det blev endnu et søm i den kiste, det meste af Freuds drømmeteori for længst er begravet i. Freud troede,” forklarer Lars Hem, at selve forekomsten af drømme skyldtes begivenheder i vores liv. Men nu ved vi, at REM-søvnen er noget, vi har, helt uafhængigt af hvad vi har oplevet.”

Forskere har længe ment, at når REM-søvnen er så udbredt – også fugle ser faktisk ud til at have den –  den have vigtige biologiske funktioner. Men det svarer ikke på, hvad selve drømmene er til for. For kan det ikke være, at det er selve REM-søvnen, der er vigtig for os, og at de flimrende drømmebilleder bare er et ligegyldigt biprodukt?

Det spørgsmål har længe optaget drømmeforskningen, og for at komme svaret nærmere vender vi tilbage til Mette Nielsen.

Mette drømmer, som jeg har nævnt, ikke kun i billeder, men ofte i lyd. Kender du de drømme,” spørger hun, hvor det er ligesom, når man falder, men så er det bare lydligt, sådan et brag, som en eksplosion nærmest, og så vågner man?”

Mette har den slags drømme, lige når hun falder i søvn, og senere på natten er det ofte hendes arbejde, der dukker op. I dag er hun komponist og oplever, at den musik, hun skriver på i løbet af dagen, fortsætter med at spille i hendes drømme. Nogle gange vågner hun med en ny melodi eller en idé, der hjælper hende videre i en komposition. Andre gange drømmer jeg, hvor jeg kun drømmer musik. Jeg kan høre den,” forklarer hun.

Måske er Mette lidt særlig, når hun drømmer i toner og klange. Men mon ikke de fleste af os kender følelsen af, at noget, vi har brugt meget tid på, forsætter i vores drømme. For Zetland-medlem Silas Nørlem Rønsbro er det computerspillet Age of Empires, der spiller videre i hans drømme. For et andet medlem, Morten Sonnenborg, er det hans arbejde som arkitekt. I drømmene kommer bygninger til ham, og her kan han gå rundt i dem, fornemme materialernes tekstur og se, hvordan dagslyset falder.

Mettes oplevelse er, at drømmene fortsætter det arbejde, hun selv har påbegyndt, mens hun var vågen. Jeg kan godt blive lidt irriteret, når folk kalder det guddommelig inspiration eller siger, de får det fra kosmos,” siger hun. For det er jo min fortjeneste; det kommer kun til mig, fordi jeg har arbejdet på det i løbet af dagen.”

Den oplevelse passer fint med videnskabens beskrivelse: Vores hjerner arbejder videre, mens kroppen hviler. Men spørgsmålet er, hvordan den proces egentlig foregår. Og om det virkelig er selve drømmene, der hjælper Mette, eller om de bare er et affaldsprodukt fra en langt mere kompliceret neurologisk proces.

For at undersøge det designede Harvard-lektor Robert Stickgold i 2010 en computeranimeret labyrint. Han lod knap 100 forsøgsdeltagere bevæge sig rundt i den i virtual reality og holdt øje med, hvordan de klarede sig. Bagefter blev halvdelen bedt om at tage en halvanden time lang lur, mens den anden halvdel slappede af med at se en video. Bagefter blev de igen sendt ind i den virtuelle labyrint.

De, der havde sovet, huskede labyrinten langt bedre end dem, der ikke havde. Men var det drømmene eller bare søvnen, der gav forbedringen? For at svare på det havde Stickgold løbende vækket dem, der sov, og spurgt ind til deres drømme. Ved at sammenholde deres svar med deres resultater gjorde han en vigtig opdagelse. De, der havde drømt om labyrinten, oplevede en næsten ti gange større forbedring i deres opgaveløsning end dem, der havde drømt lige så meget, men om noget andet end labyrinten. Altså tydede resultaterne på, at selve indholdet af vores drømme kan gøre os bedre til at løse opgaver og svære problemer. En konklusion, andre studier sidenhen har bekræftet.

Men hvad er det, drømmene giver os, som vi ikke får, når vi er vågne? Den danske teolog K.E. Løgstrup har beskrevet kunst, teater og litteratur som steder, der kan give store erkendelser, fordi vi her er fri for det krav om at handle, der følger os rundt i den virkelige verden. Det kan se ud, som om drømmene har en lignende funktion. Ifølge Matthew Walker er de et sted, hvor vi leder efter systemer og sammenhænge og bevæger os fra viden til visdom. Ud fra fragmenter af information erkender vi sammenhænge. Vi sætter det, vi netop har oplevet – en labyrint eller en melodilinje – i relation til alt det, vi tidligere har set, hørt og tænkt. Vi associerer frit og vildt og ofte uden mening, fordi de logiske dele af hjernen er koblet fra, og samtidig har vores valg ingen konsekvenser i drømmene. Ligesom i teatret er vi også her, i det udknaldede og absurde, i stand til at reflektere og erkende. Når vi er vågne, skal vi hele tiden være klar til at agere, og forkerte beslutninger kan få drastiske følger. Det ser helt anderledes ud, når vi sover. Når altså vi husker at sove og ikke bruger alkoholen som sovemedicin.

I drømme er vi fri for at handle og fri til at fejle.

Drømmene er altså vores eget personlige eksperimentalteater, og det udnytter Mette Nielsens hjerne, når den natten igennem fortsætter arbejdet på hendes kompositioner. Men hvad med drømmene om hendes musiklærer, hvordan passer de ind her? Ifølge Matthew Walker er drømmene ikke kun en slags visdommens kilde. De udgør også hjernens egen terapibriks, hvor REM-søvnen som en anden freudianer forløser vores oplevelser for deres følelsesmæssige bagage.

Man ved med sikkerhed, at et af søvnens mange formål er, at vi sorterer i dagens oplevelser og overfører det, der skal gemmes, fra korttids- til langtidshukommelsen. Walker mener, at REM-søvnens drømme er med til at sikre, at vi kan lagre følelsesmæssigt voldsomme og traumatiske hændelser uden samtidig at lagre den intense følelsesmæssige reaktion, vi fik, da hændelsen skete. Uden den proces ville de samme følelser blive udløst igen, hvis noget bare mindede os om hændelsen.

Faktisk mener Walker, at man kan se et eksempel på netop det blandt mennesker, der lider af PTSD. Et eksempel er krigsflygtninge og veteraner, der kan reagere voldsomt på lyde, hvis de minder dem om en traumatisk oplevelse – som bragene fra fyrværkeri, der kan lyde som skudsalver. For de fleste af os er det ubehageligt at blive mindet om en smertefuld oplevelse, men ubehaget er trods alt mindre end ved selve traumet. Det er anderledes, hvis man lider af PTSD. Så kan mindet trigge en genoplevelse af traumet med samme følelsesmæssige intensitet som første gang, det skete.

Walkers forklaring er, at de drømme, der skal helbrede traumet, slår fejl. De bliver til mareridt, som er karakteriseret af, at man vågner, og dermed får man ikke færdiggjort og forløst processen. Ifølge Walkers teori får det hjernen til at forsøge igen natten efter og – hvis det fejler igen – endnu en gang efter det. Det kan forklare, at mange PTSD-patienter oplever, at den samme hændelse gentager sig om og om igen i deres mareridt. Om hans teori passer, bliver i øjeblikket undersøgt gennem kliniske eksperimenter.

Det gælder for mange af teorierne om vores drømme, at de har været svære at undersøge i videnskabelige eksperimenter. I sidste ende kan man kun undersøge, hvad forsøgspersonerne drømmer om, ved at spørge dem og notere deres svar. Det giver forskerne et godt billede af, hvad de husker at have drømt om. Men hvem ved, hvad der ellers foregår, som aldrig når frem til bevidstheden? Videnskaben er kommet tættere på at opklare drømmenes mysterie, men der er lang vej endnu. Ifølge Matthew Walker har forskere længe ledt efter én forklaring. Freud var en af dem, når han mente, at drømmene kun tjente et enkelt formål. Nemlig at opfylde tabuiserede ønsker, som vi ikke kan udleve, når vi er ved fuld bevidsthed.

Men som Walker skriver, når drømmene er så udbredte, og vi fra naturens side bruger så mange af døgnet timers i deres verden, er det så ikke naivt at tro, at de kun har et eneste formål? I dag tror han og hans kolleger i stedet, at der er mange grunde til, at vi mennesker (og vores slægtninge i dyreriget, herunder den enlige grindehval) drømmer. Derfor er det også mange ting, vi får mindre af, når vi sover for lidt og for dårligt, drikker for meget og står for tidligt op. Vi føler måske, vi får mere tid, når vi sover mindre. Men som en anden Inception er drømmene et sted, hvor vi kan undersøge verden i hurtig gengivelse. Vi kan lede efter systemer i dens kaotiske indtryk, og vi kan eksperimentere med vilde løsninger på hverdagens problemer. Drømmene ser ud til at kunne heale vores traumer og hjælpe os med at finde rundt i komplicerede labyrinter. Og hvad er mere labyrintisk end vores eget sind?

Selv om Lars Hem har sine forbehold omkring Freud, tror han stadig på, vi kan bruge vores drømme til at lære os selv bedre at kende. Jeg vil anbefale enhver at tage en måneds tid, hvor man øver sig i at huske sine drømme,” siger han. Hvis du vågner om morgenen og har haft en drøm, så gå den langsomt igennem oppe i hovedet, og noter dig forskellige mentale stikord. Skriv den så ned, så hurtigt du kan.”

Senere på dagen, foreslår han, kan man så læse det, man har skrevet om morgenen. Måske fortæller det en noget. Nogle gange får man en ahaoplevelse og forstår måske, hvorfor man spænder ben for sig selv, eller hvad man er bange for.”

Men til forskel fra Freud mener Lars Hem ikke, at terapeuten kan afgøre det. Man må mærke efter i sig selv.

I Mette Nielsens tilfælde satte terapiforløbet gang i de ubehagelige drømme om hendes musiklærer. Selv om drømmene ikke var en direkte gentagelse af noget, hun havde oplevet, var indholdet i dem altid det samme. Hun ville markere sin grænse og fortælle ham, at han havde opført sig utilgiveligt. Men hun fik det ikke gjort.

Efter to år i terapi stoppede Mette og arbejdede selv videre med de redskaber, hun havde fået. Og så, da endnu tre år var gået, ændrede drømmen sig.

Jeg møder ham i foyeren til et koncerthus, hvor han kommer hen og vil sige hej på den der måde, som om han ikke selv synes, han har gjort noget. Og så giver jeg ham hele den tale, jeg har forberedt. Jeg fortæller ham, at han opførte sig utilgiveligt og misbrugte min tillid, og jeg tror, jeg slutter med at sige, at jeg tilgiver dig ikke’. Så vågner jeg.”

Når Mette fortæller om drømmen, lyder det, som om hendes historie med musiklæreren har fået en afslutning. Så betyder det, at Mette i dag ikke længere er påvirket af oplevelsen af at være blevet presset, råbt af og svigtet af en, hun stolede på? Nok ikke. Men noget i hende har ændret sig. Også selv om det bare var en drøm.

Jeg har kun drømt om ham et par gange siden. Det er, som om det ikke er lige så nødvendigt nu, hvor jeg har fået sagt fra.”

Så hvad nu, hvis Mette en dag faktisk ser sin gamle underviser under lysekronerne i operahuset? Vil hun stadig holde talen for ham? Hun tror det ikke. Dybest set har jeg fået tilfredsstillelse ved at sige det i drømmen,” fortæller hun.

Og så er der jo også den fordel, at han i drømmen ikke svarer igen – fordi det hele foregår inde i hendes hoved. Så slipper jeg for alle hans åndssvage argumenter. Jeg når slet ikke til hans svar, fordi jeg altid vågner inden.”

Her til sidst skal lyde et kæmpemæssigt tak til alle jer Zetland-medlemmer, der har delt jeres drømme. Det har været lidt af en rejse at dykke ned i. Hvis man vil læse flere, kan man finde en del af dem i bidragssporet til noten ved at klikke her.

Har du lyst til at mødes med andre medlemmer for at tale om de artikler, du læser på Zetland? Vi er ved at undersøge, hvordan vi kan skabe et slags ansigt til ansigt-bidragsspor. Så:

Den 5. november inviterer Zetland-medlem Frederik Svinth til en samtale om, hvorfor det er sværere som voksen at få nye venner. Den samtale finder sted i Ebeltoft. Læs mere her.

Og samme dag er Heidi Herbst Vick vært for en Zetland Samtale om opdragelse og modet til at turde være tro mod egne værdier i opdragelsen. Samtalen foregår på café Krejl & Kaffe i København. Se mere her.

Og hvis du vil vide mere om Zetland Samtaler, så tryk her.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: