Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Hanne Bess Boelsbjerg er medlem af Zetland og har delt den med dig.

En gruppe hjerneforskere mener, at alt levende har en bevidsthed. Seriøst, alt

  • 24. oktober 2019
  • 15 min.
HJERNEDØDTFøles det som noget at være en sommerfugl? I 100 år har svaret været nej, men nu pusler prominente hjerneforskere med idéen om, at bevidsthed ikke er noget, der er forbeholdt store abedyr som os. Illustration: Mikkel Henssel for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Førende hjerneforskere har kastet sig ud i at genoplive en ældgammel og umiddelbart skørt-lydende idé: at alt biologisk materiale – helt ned til bakterie- og algeniveau – besidder en form for bevidsthed. Idéen kaldes panpsykisme. Og hvis teorien holder stik, kan det både løse selve gåden om, hvad bevidsthed egentlig er, og få afgørende konsekvenser for vores opfattelse af verden omkring os.

Christof Koch har brugt det meste af sit liv på at studere hjernen, og hvordan den lyserøde knold i vores kranier egentlig fungerer. Som ung forsker samarbejdede han med den nobelprisvindende molekylærbiolog Francis Crick – det var ham, der opdagede dna-molekylets struktur – om at kortlægge hjernens indre arkitektur; som blot 30-årig blev Koch professor i kognitionsvidenskab ved det prestigiøse California Institute of Technology, og i dag leder han nonprofit-forskningsorganisationen Allen Institute for Brain Science, der forsøger at accelerere vores forståelse af menneskehjernen. Koch har skrevet over 300 videnskabelige artikler og adskillige bøger om, hvordan hjernen bearbejder information, og han er en af de absolut førende og bredest anerkendte inden for sit fag. Og så tror Christof Koch på noget, der umiddelbart lyder helt vanvittigt, men som stadig flere at hans fagfæller begynder at tilslutte sig: Han advokerer for, at alt biologisk materiale har en eller anden minimal form for bevidsthed. Ja – alt. Mennesker, dyr, fisk, træer, alger, bakterier. Hele redeligheden.

Påstanden er, at det føles en lillebitte smule som noget at være selv en encellet organisme som en bakterie eller et tøffeldyr,” siger Christof Koch over telefonen fra sit kontor i Seattle, Washington. Bakterien bliver ikke ked af det; den har ikke en stemme i sit hoved; den bekymrer sig ikke om i går eller i morgen, men det føles stadig som noget at være den bakterie. Det er en meget, meget primitiv følelse, og i takt med at systemerne så bliver mere komplekse – til sidst som hos store pattedyr som os – begynder det at føles som mere og mere.”

Det, Christof Koch taler om, er ikke et nyt påfund. Det er en slags moderne variant af en ældgammel filosofisk idé om, at bevidsthed er allestedsnærværende. Panpsykisme, hedder det, og det går ud på, at sind eller ånd er et grundlæggende træk ved selve virkeligheden og altså ikke noget, der alene er forbeholdt os mennesker. Det hele – selv navnet – lugter fælt af new age-hokuspokus, og i de seneste godt 100 år har panpsykismen da også været en dødssejler inden for naturvidenskaben. Det har kort sagt ikke været noget, som nogen har taget alvorligt. Overhovedet.

Men det er nu ved at ændre sig. I juni udgav den amerikanske videnskabsredaktør Annaka Harris bogen Conscious, en The New York Times Best Seller, hvor den panpsykiske bevidsthedsteori blev undersøgt grundigt uden at blive afvist; Christof Kochs seneste bog, The Feeling of Life Itself, der udkom i slutningen af september, stiller sig tilsvarende sympatisk over for panpsykismen; og på Institut for søvn og bevidsthed ved University of Wisconsin-Madison har hjerneforskeren Giulio Tononi i godt 15 år arbejdet med empirisk at teste en bevidsthedsteori, der er en slags udvidet panpsykisme. Med lovende resultater. Der er med andre ord et momentum under opsejling, der tyder på, at idéen om, at alt har en bevidsthed, ikke er helt så skør, som den umiddelbart lyder. Og hvis panpsykismen holder stik, kan det transformere hele vores opfattelse af vores plads i verden. Så bor vi nemlig ikke bare i et koldt og mekanisk univers, men derimod et sted, hvor noget af det mest forunderlige og værdifulde, vi har – vores bevidsthed – er langt mere udbredt, end vi forestiller os; noget, vi har til fælles med – ja, alting omkring os.

Vi skal lige forstå, hvad Koch og hans forskerkolleger taler om, når de snakker om bevidsthed – og hvad Koch mener, når han siger, at det føles som noget” at være en organisme. Kort sagt definerer de begrebet på den måde, at en organisme er bevidst, hvis den i en eller anden udstrækning oplever og erfarer tilværelsen. Det er en afgrænsning, der stammer fra den amerikanske filosof Thomas Nagel, som i 1974 skrev essayet What Is It Like to Be a Bat?, hvor hovedpåstanden netop var, at bevidsthed ikke behøver være bundet op på selvrefleksion eller kapaciteten til at tænke tunge tanker – der skal bare være et udsyn indefra, uanset hvor simpelt og fjernt det er fra de sanseerfaringer, vi har som mennesker. Nagels tankeeksperiment, der havde en flagermus i hovedrollen, godtgjorde, at man i hvert fald i princippet kan forestille sig en organisme, der har en helt anden oplevelse af verden, end vi har – fordi den orienterer sig ved hjælp af ekkolokalisering i stedet for syn, for eksempel – men stadig besidder bevidsthed. Man kan sige, at så længe lyset er tændt, er det ikke afgørende, hvordan eller hvor kraftigt det skinner.

Spørgsmålet er, hvordan vi så afgør, hvilke organismer der er bevidste. De fleste af os er nok parate til at medgive, at mange af de andre store pattedyr har en slags indre erfaringer; hunde, heste og elefanter føler også smerte og nydelse, også selv om deres oplevelsesnet måske ikke er helt så fintmasket som vores. Og på den måde kan man fortsætte ned ad trappetrinene i dyreriget, indtil … Ja, sandheden er, at vi faktisk ikke ved, om et nervesystem overhovedet er påkrævet for at kunne opleve verden. Desuden er det en temmelig tvivlsom tilgang at vurdere tilstedeværelsen af bevidsthed i en organisme ud fra vores egen evne til at spejle os i den. Det kan være, at jeg ikke har kræfter til at forestille mig, at noget mindre kompliceret end en fisk kan være bevidst, men din fantasi fortsætter måske helt ned til krabbeniveau. Eller hvad med en vandmand? Jo længere man kravler ind mod stammen af livets træ og de simplere organismer, des mere påtrængende bliver spørgsmålet om, hvornår der ikke længere er bevidsthed til stede: Hvor trækker man stregen? Hvornår slukker lyset?

Det er spørgsmål, som har optaget filosoffer i århundreder: det grundlæggende mysterium i, at materiale kan arrangeres på en sådan måde, at det pludselig føles som noget at være det materiale; at der er oplevelse til stede; at det så at sige lyser op indefra. Det er en gåde, som den prominente tyske oplysningstænker Gottfried Wilhelm Leibniz tydeliggjorde for over 300 år siden, da han sammenlignede menneskehjernen med en vindmølle (datidens hi-tech). Hans pointe var, at uanset hvor godt du forstår de komplicerede mekanismer – hvordan de enkelte mekaniske dele hiver, trækker og skubber hinanden – kommer du aldrig til at finde én del, der kan redegøre for, hvorfor maskinen – altså, i overført betydning: menneskehjernen – er bevidst. I 1995 døbte den navnkundige australske filosofiprofessor David Chalmers det hovedpinefremkaldende spørgsmål The Hard Problem of Consciousness – et velvalgt navn til et svært problem. Og et opkald til David Chalmers’ britiske filosofkollega Philip Goff, der til november udkommer med bogen Galileo’s Error: Foundations for a New Science of Consciousness, bringer os lidt tættere på, hvordan det vanskelige bevidsthedsproblem hidtil er blevet grebet an og besvaret.

Som filosofistuderende i slutningen af det 20. århundrede blev jeg undervist i, at der kun fandtes to svarmuligheder,” fortæller Philip Goff over telefonen fra sit kontor på Durham University i England. På den ene side materialismen, som argumenterede for, at man på et tidspunkt ville kunne forklare bevidsthed med afsæt i hjernens kemi. På den anden side dualismen, som påstod, at bevidstheden på en eller anden måde var noget ikke-fysisk, uafhængigt af kroppen og hjernen.”

Der er bare det ved det, at begge muligheder har dybe problemer. Noget, der gjorde den dengang unge filosofistuderende Philip Goff temmelig deprimeret”.

Problemerne med henholdsvis dualismens og materialismens forklaringsmodeller er i korte træk som følger: I dualismen slås man med, at så snart du påstår, at bevidstheden er noget ikke-fysisk, skal du i stedet til at forklare, hvordan den ikke-fysiske bevidsthed og den fysiske hjerne så overhovedet taler sammen. Du ender altså op med et problem, der virker endnu mere håbløst at udrede end det oprindelige. Og den materialistiske svarmulighed – altså kemi-forklaringen, som nok stadigvæk er den, de fleste i en eller anden form abonnerer på – lider under det problem, som Leibniz’ vindmøllemetafor udstiller: Uanset hvor mange møtrikker, tandhjul og mekaniske processer, vi får beskrevet helt ned i mindste detalje, fører det os ikke nærmere et svar på, hvorfor de processer også føles som noget indefra.

Begge muligheder virkede håbløse fra mit perspektiv, og jeg endte med at skrive min bacheloropgave om, at bevidsthedsspørgsmålet var uløseligt,” siger Philip Goff.

Men så faldt den desillusionerede filosofistuderende over en artikel fra 1970’erne, som handlede om panpsykisme. Det var ikke noget, han var blevet undervist i på universitetet, og idéen lød da også umiddelbart tosset”. Men der lå en tiltrækningskraft i, at panpsykismen undgik de problemer, som de konventionelle svarmuligheder var forbundet med. Bevidsthed var ikke en magisk kraft af ikke-fysisk karakter, men det var heller ikke noget, vi bare skulle lade være med at bekymre os om. Bevidsthed var derimod noget, der var vævet ind i alt stof – fra de mindste partikler og hele turen op; et fundamentalt træk ved al materie.

Og ja, medgiver Philip Goff, panpsykismen har nogle uheldige kulturelle associationer med new age-sludder og sløset tankevirksomhed”. Men, understreger han, man skal ikke vurdere positioner ud fra deres kulturelle associationer. Man skal vurdere dem ud fra deres forklaringskraft.” Og Goff fortæller, hvordan der på filosofiinstitutterne verden over er ved at ske en langsom opblødning af den materialistiske ideologi, der suverænt regerede, da han var studerende, hvor det var svært overhovedet at få udgivet akademiske artikler, der udfordrede den materialistiske standardforklaring. Bare det at snakke om bevidsthed var dengang ilde set. Ifølge Goff nærmest kættersk. Et regulært tabu.

Men nu har vi forsøgt at få det materialistiske svar på bevidsthedsproblemet til at give mening i over 80 år, uden at det har ført nogen vegne,” siger Philip Goff.

Derfor er både forskere og filosoffer efterhånden begyndt at spejde efter alternativer. Og i akademiske filosofikredse skaber genopdagelsen af nogle idéer helt tilbage fra 1920’erne i øjeblikket enorm begejstring”. Idéer med panpsykiske følgevirkninger vel at mærke. Specifikt er der tale om nogle af de tanker, som den britiske filosof Bertrand Russell og den prominente astronom og fysiker Arthur Eddington uafhængigt af hinanden puslede med for næsten 100 år siden.

De her to fyre bedrev i 1920’erne noget tilsvarende for vores forståelse af bevidstheden som det, Darwin gjorde for den biologiske videnskab i det 19. århundrede. Og det er en tragedie i verdenshistorien, at deres idéer har været glemt i så lang tid,” siger Philip Goff.

Det, som Russell og Eddington gjorde – deres genistreg”, som Goff kalder det – var at forene to problemer, der ikke umiddelbart havde noget med hinanden at gøre. Og så præsentere én samlet løsning. På den ene side stod problemet med at forklare bevidstheden; The Hard Problem, som det altså senere blev døbt. På den anden side mente Russell og Eddington, at naturvidenskaben havde en udfordring med at forklare, hvad alt stoffet omkring os i sin grundessens bestod i – dets iboende karakter uafhængigt af, hvordan det opfører sig. Det kan lyde lidt flyvsk og besynderligt, men idéen er, at naturvidenskaben, fysikken i særdeleshed, grundlæggende er begrænset til at forklare stofs adfærdsmønstre. Masse er eksempelvis defineret i forhold til modstandskraft og acceleration; ladning defineres i forhold til tiltrækning og frastødning og så fremdeles – alt sammen beskrivelser af adfærd, var argumentet. Ifølge Russell og Eddington fortæller naturvidenskaben os ikke noget om stoffets fundamentale egenart.

Der var altså dels en udfordring i at få bevidstheden til at passe ind i den naturvidenskabelige fortælling, og samtidig var der et hul i det naturvidenskabelige billede, hvor spørgsmålet om stofs iboende grundessens henlå ubesvaret. Russell og Eddingtons løsning var derfor at foreslå, at bevidsthed simpelthen var lig stoffets grundlæggende karakter. På den måde løste de begge problemer med et enkelt svar: Stof og bevidsthed er uadskilleligt – det er det samme, bare set fra to forskellige perspektiver.

Konklusionen er en slags panpsykisme,” siger Philip Goff. Men der er intet spirituelt eller overnaturligt ved det. Stof kan bare beskrives fra to perspektiver. Naturvidenskaben beskriver stof udefra – fortæller os om dets adfærd; mens det indefra – med hensyn til dets iboende natur – ér bevidsthed. Det er smukt.”

Netop idéens simple skønhed er noget af det ved panpsykismen, der også tiltrækker hjerneforskeren Christof Koch. Som videnskabsmand forsøger han at efterleve sparsommelighedsprincippet; det videnskabsmetodiske påbud, der går på, at den enkleste teori bør foretrækkes – også selv om idéen skurrer mod vores umiddelbare intuitioner.

Det er et radikalt skridt. Det er der ingen tvivl om. Men på en måde er det meget elegant. Frem for at skulle forklare, hvordan det mentale opstår fra det fysiske, så er svaret her, at de to altid har sameksisteret. At der på bunden af alting findes det her ægteskab mellem det fysiske og det mentale. Der findes det eksterne aspekt, som vi undersøger i laboratoriet; og så er der det interne aspekt – hvordan det føles at være et fysisk system,” siger Christof Koch, hvis egen vej hen til den panpsykiske tankegang dog begyndte et betydelig mere jordnært sted. Det startede nemlig med en tandpine.

Jeg kunne simpelthen ikke regne ud, hvordan smerten kom ind i mit hoved. Jeg forstod godt, at min tand var inficeret, og at der løb et elektrisk signal langs trigeminusnerven ind i hjernestammen, derfra til thalamus og videre til det sekundære somatosensoriske cortex, hvor der blev fremkaldt elektrisk aktivitet. Men hvorfor skulle den elektriske aktivitet gå hånd i hånd med en følelse? Hvad kunne forklare, at en fysisk mekanisme pludselig gav anledning til en bevidst oplevelse?” siger Christof Koch.

Den unge hjerneforsker kunne, som i Leibniz’ vindmøllemetafor, forklare mekanikken bag tandpinen, men det gjorde ikke Koch bedre i stand til at forklare tilstedeværelsen af tandpinen som subjektiv oplevelse af smerte, og hvordan det kunne være, at der overhovedet var bevidsthed i første omgang. Det var en hårdknude, som førte til, at Koch begyndte at undersøge, hvilke filosofiske forklaringer på bevidsthed der fandtes. Men ligesom Philip Goff blev Koch skuffet over, hvad samtidens tænkere havde at tilbyde.

Det klassiske svar går på, at der på et tidspunkt ikke var nogen form for bevidsthed på planeten – at det først er noget, der er opstået med fremkomsten af større hjerner i løbet af de sidste 200 millioner år. Indtil da har det været som et teaterstykke uden publikum,” siger Koch. Men med sin faglighed forankret i biologien var Koch på udkig efter noget universelt – et svar, der ikke tilfældigvis opsatte særregler for os mennesker. Det var her, han stødte på det, han kalder det panpsykiske alternativ”. Og det er, siger han, meget i tråd med darwinistisk tankegang, i og med at panpsykismen forklarer bevidsthed som noget, der strækker sig over hele dyreriget – muligvis over hele livets træ.

Det virker langt mere sandsynligt alene ud fra et generelt evolutionært kontinuitetsargument,” siger Christof Koch.

Så, okay. Vi har et problem med at forklare bevidsthed. Og her er panpsykisme altså ifølge forskere, der virkelig ved, hvad de taler om, værd at overveje. Den er mere stringent som forklaring end alternativerne, og den render ikke ind i de problemer, som de andre forklaringsmodeller lider under. Men det betyder jo ikke i sig selv, at den panpsykiske forklaring derfor er den korrekte. Den slags skal testes.

Og det arbejde er sådan set også i gang. En af Christof Kochs tætte kolleger, Giulio Tononi, der leder Institut for søvn og bevidsthed ved University of Wisconsin-Madison, undersøger i øjeblikket det, han kalder for Integrated Information Theory – en videnskabelig teori, som, hvis den holder, i praksis vil betyde, at den panpsykiske grundintuition bliver valideret.

Nu bliver det lidt teoretisk, men hæng på: Kort fortalt er afsættet for Integrated Information Theory et forsøg på at identificere de grundlæggende træk, der kendetegner enhver bevidst oplevelse – en slags minimumsforudsætninger for, at der kan være nogen form for bevidsthed i spil.

I stedet for at starte fra et kompliceret teoretisk udgangspunkt tager teorien fat i de simpleste, næsten trivielle fællestræk ved bevidste erfaringer – som for eksempel at de er, som de er; at de er strukturerede; og at de adskiller sig fra hinanden – og forsøger ad den vej at arbejde sig nedefra og op. Ud fra grundobservationerne udleder Tononi og hans kolleger en række generelle principper om, hvad der nødvendigvis må gælde for alle systemer, der er bevidste – navnlig, at de være målrettede og besidde evnen til at påvirke deres omgivelser. Og i forlængelse af det konkluderer forskerne, at bevidsthed er et grundtræk hos alle fysisk afgrænsede organismer, der kan siges at have en form for målrettethed, hvilket betyder, at noget så simpelt som en encellet organisme kan siges at besidde en form for bevidsthed. Det gælder også eksempelvis bakterier, alger og svampe, men altså ikke en sofa, en sko eller en kaffekop.

Tononi har de sidste 15 år testet teorien ved hjælp af hjernescanninger på mennesker. Konkret fungerer det på den måde, at Tononi sammenholder en måleenhed for mængden af bevidsthed, der i henhold til teoriens principper bør være til stede i et bestemt system – phi (Φ), kalder de indikatoren – med hjernens faktiske tilstand: om patienten er vågen, sover eller er under narkose.

Vi har testet over 200 patienter, og hver gang de var ved bevidsthed, var phi meget højt. Tilsvarende den anden vej rundt: når de sov eller var bedøvede, var phi meget lav,” siger Giulio Tononi over telefonen fra Madison, Wisconsin. Det er en grovkornet test, men i øjeblikket er der ikke andet, der fungerer bedre. Og hvis Integrated Information Theory holder stik, så er det sandsynligt, at der er en eller anden form for bevidsthed forbundet med enhver form for fysisk vækstmedium.”

Det er stadig et åbent spørgsmål, om panpsykismen i den ene eller anden form viser sig at være korrekt. Giulio Tononis forskning er interessant at følge, men er stadig et stykke vej fra at være entydigt konkluderende. Og selv om flere og flere intellektuelle, videnskabsfolk og bevidsthedsfilosoffer begynder at tø op og tænde på idéen – der altså ikke længere kun forsvares af typer med flagrende tanker og blomstret tøj – så er den materialistiske svarmulighed efter alt at dømme fortsat den dominerende. Men hvis vi et øjeblik forestiller os, at panpsykismen faktisk holder stik – og bevidsthed altså er noget, der er langt mere udbredt, end vi i dag forestiller os – så er spørgsmålet, hvad det har af konsekvenser for vores opfattelse af verden omkring os og ikke mindst vores rolle i den.

Selv lever Christof Koch vegetarisk, og han peger på, at en potentiel panpsykisk virkelighed især har etiske implikationer, når det kommer til de mere komplekse bevidsthedsformer, hvor organismerne er i stand til at lide og føle smerte. Men følgerne kan også være dybere end det. Philip Goff mener, at en validering af, at vi lever i en form for panpsykisk univers, ville kunne rykke ved vores helt grundlæggende selvopfattelse som mennesker.

I panpsykismen er vi pludselig bevidste væsener i et bevidst univers. Vi passer bedre ind. Vi kan føles os en lille smule bedre tilpas i vores egen hud. Og måske kan det også forandre vores forhold til miljøet. I dag behandler vi eksempelvis træer og planter med hensyn til, hvordan de kan være nyttige for os. Men hvis træer har en eller anden form for simpel bevidsthed – en, der er umulig for os at spejle os i eller forstå; helt anderledes fra den, vi har – så får de pludselig værdi i sig selv. Så får de øjeblikkelig moralsk betydning,” siger Philip Goff.

Bare fordi det bogstavelig talt er umuligt at forestille sig, hvordan det føles at være en bakterie eller en svamp, betyder det ikke, at det ikke føles som noget.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: