Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Vi har zoomet ud. Sådan står det til med flygtninge og migranter lige nu

OVERBLIKVi hører mindre om dem, men der er stadig millioner af flygtninge og migranter i verden. Collage: Mikkel Bøgild Jacobsen for Zetland / Foto: Asger Ladefoged, Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

For tre-fire år siden havde hele Europa flygtninge og migranter på hjernen. Siden fik en stribe politiske indgreb antallet af tilrejsende til at styrtdykke og opmærksomheden til at tage af. Men det samme kan man ikke sige om migrationsstrømmene og den menneskelige lidelse, de indebærer. Verdens måske grundigste rapport om emnet er netop udkommet, og vi har tygget den igennem for dig.

Flygtninge og migranter fylder mindre i folks bevidsthed end for få år siden, både i Danmark og i Europa, og dét er ikke så underligt. Siden det store kaos-år 2015 er antallet af mennesker, der rejser ind i Europa ad uofficielle kanaler, ganske enkelt styrtdykket. I 2018 var antallet det laveste siden 2013 og blot otte procent af, hvad det var i 2015. Men det betyder ikke, at verden ikke længere har et problem med mennesker, som ser sig nødsaget til at bryde op fra deres hjemegn og rejse ad uofficielle, ofte meget farlige veje mod håbet om en bedre eller blot mindre farlig fremtid. Problemet er bare rykket lidt længere væk fra Europa – og dét i vid udstrækning som en konsekvens af, hvordan vi europæere reagerede på det, der skete i 2015.

En ny rapport, som netop er udkommet, giver det vel nok bedste samlede overblik over situationen, man kan få, og jeg har fået lov at læse den på forhånd. Udgiveren er Mixed Migration Centre i Genève, som er et videnscenter etableret af Dansk Flygtningehjælp for at skyde en portion fakta ind i en ofte meget følelsesladet debat. Rapporten samler data og tendenser fra en masse forskellige kilder til et samlet billede af situationen og supplerer med information fra næsten 10.000 interviews, som Mixed Migrations Centres folk rundtom i verden har foretaget med flygtninge og migranter, mens de var undervejs. Tilsammen giver det et meget detaljeret billede af, hvordan det står til – ikke bare med folk, som flygter fra krig og konflikt, men også med alle dem, som af andre årsager bryder op og kaster sig ud i samme slags livsfarlige rejser som krigsflygtninge.

Ud af rapportens 220 sider har jeg trukket de pointer, som jeg syntes var væsentligst og mest iøjnefaldende – med særligt fokus på det, der vedrører os i Europa – og suppleret med lidt information fra andre kilder. Så når du er færdig med den her artikel, skulle du gerne have dine fakta i orden, næste gang du havner i en diskussion om flygtninge og migranter. For det gør du jo nok på et tidspunkt, selv om vi taler lidt mindre om emnet end for nogle år siden. Så lad os komme i gang med det store overblik.

Der er i dag flere flygtninge i verden end nogensinde tidligere registreret. Og her taler vi altså folk, der ikke har forladt deres hjem frivilligt. Ifølge FNs Flygtningeorganisation, UNHCR, er der i alt 70,8 millioner flygtninge i verden, hvoraf de 41,3 millioner er flygtet til et andet sted i deres eget land, mens resten har forladt deres hjemland for at søge sikkerhed et andet sted. Topfem over modtagerlande er Tyrkiet, Pakistan, Uganda, Sudan og Tyskland – i den rækkefølge.

Der er også flere migranter i verden end nogensinde tidligere registreret. Og her taler vi altså folk, der har forladt deres hjemland og befinder sig i et andet land af en hvilken som helst årsag – alt fra traffickede kvinder og flygtninge til højtuddannede indere, der er flyttet til USA. Ifølge International Organisation for Migration er der i alt 271,6 millioner migranter i verden. Topfem over modtagerlande er USA, Tyskland, Saudi-Arabien, Rusland og Storbritannien – i den rækkefølge. Desværre findes der bare ikke pålidelige tal på, hvor mange af dem der hører til den gruppe, vi taler mest om, nemlig dem, der rejser ad uofficielle kanaler.

Syrerne er stadig den suverænt største flygtningegruppe, og de får det sværere og sværere. Syriens borgerkrig har nu stået på i ni år, og det afspejler sig i tallene. Mere end 11 millioner syrere er drevet på flugt. Lidt over halvdelen befinder sig stadig i Syrien, men 5,6 millioner er flygtet ud af landet, og mange af dem får det sværere og sværere dér, hvor de er. Libanon huser næsten 950.000 syriske flygtninge, og der har været rapporter om ødelæggelser af deres hjem, tvangslukninger af deres butikker og deportationer. Også i Tyrkiet, som huser flere syriske flygtninge end noget andet land – 3,6 millioner – er syrerne i voksende problemer. Tyrkerne bliver mere og mere utilfredse med dem, og myndighederne i Istanbul er begyndt at arrestere storbyens syrere og sende dem tilbage til de provinser i landet, hvor de oprindeligt blev registreret som flygtninge. Human Rights Watch har også rejst bekymring om, at tyrkiske myndigheder muligvis tvinger syrere til at skrive under på frivillige aftaler om at vende hjem til Syrien (noget, tyrkerne afviser). Langt de fleste syrere i Tyrkiet klarer sig ved hjælp af sort arbejde, de færreste har arbejdstilladelse, og en del har slet ikke arbejde. Kun i Jordan går det lidt bedre for syrerne – her udsteder man arbejdstilladelser i stor stil og har for nylig gjort det lettere for syriske flygtninge at få lægehjælp på lige vilkår med jordanere. Imens fortsætter folk med at flygte fra Syrien – mere end 600.000 forlod landet i 2018 alene.

Flygtninge og migranter udsættes i stor stil for vold og seksuelle overgreb under rejsen, og mange bliver vidner til dødsfald. Værst står det til i Libyen og Sudan. I Libyen fortæller mere end en femtedel af dem, Mixed Migration Centre har interviewet, at de har været vidne til fysisk vold, mens lidt over 15 procent har oplevet seksuelle overgreb. Godt 10 procent har set nogen dø. Tallene er ikke helt repræsentative, fordi det naturligt nok er vanskeligt at lave repræsentative udvælgelser blandt folk, der forsøger at bevæge sig under radaren. Men der er ikke tvivl om, at overgreb er udbredte. I Libyen er det for eksempel 483 mennesker ud af 2.128 interviewede, som fortæller om vold, og 327, som fortæller om seksuelle overgreb. Generelt (og altså ikke kun i Libyen) er det ifølge de rejsende især sikkerhedsstyrker og smuglere, som begår fysiske overgreb. Den nigerianske kvinde Maimuna fortæller i rapporten: Under min rejse så jeg tre mennesker blive seksuelt angrebet af sikkerhedsstyrker. I Sabha, en by i det sydlige Libyen, så jeg to kvinder dø som resultat af deres skader efter at være blevet fysisk og seksuelt mishandlet. Det var forfærdeligt at se på, virkelig forfærdeligt.”

Rejsen til Europa over Middelhavet er blevet farligere, og færre tager den. I alt 913 mennesker mistede livet i et forsøg på at krydse Middelhavet til Europa i de første otte måneder af 2019, hvilket var 58 procent færre end samme periode året før. Det afspejler dog mest af alt et brat fald i antallet af mennesker, som forsøger at krydse fra Libyen til Italien. Samtidig er andelen af døde blandt dem, der gør forsøget, nemlig steget. Årsagen skal blandt andet findes i, at EU-landene i sommeren 2018 indstillede den flådeoperation, som siden 2015 havde fisket 45.000 mennesker op af Middelhavet. I dag er arbejdet overladt til den libyske kystvagt, som sejler folk tilbage til libyske tilbageholdelsescentre, som er berygtet for overgreb og meget dårlige forhold.

REDNINGSBÅDEU-landene patruljerede indtil 2018 Middelhavet gennem Operation Sophia. Skibene reddede ofte migranter i land som her på den spanske fregat Reina Sofia. Patruljeringen er nu indstillet. Foto: Spanish Army / epa / Ritzau Scanpix

Europa har udliciteret håndteringen af flygtninge og migranter til nogle lande, som ofte er ret hårdhændede. EU giver store finansielle tilskud og anden form for hjælp til grænsemyndighederne i lande, som er særdeles hårdhændede over for flygtninge og migranter. Den libyske kystvagt er berygtet for at standse forsøg på at krydse Middelhavet og transportere folk til detentionscentre, hvor både fysiske og seksuelle overgreb er veldokumenterede – med midler og træning fra EU og efterretningshjælp fra Italien. EU bidrager også med hundreder af millioner kroner til Marokkos grænsemyndigheder, som siger, at de har forhindret 25.000 migranter i at rejse til Europa. Ifølge både FN og Amnesty International er marokkanernes metoder ofte hårdhændede. Der er for eksempel rapporter om raids, hvor migranter fra lande syd for Sahara arresteres mere eller mindre tilfældigt og dumpes i den marokkanske ørken nær grænsen til Algeriet eller i det sydlige Marokko. Også Algeriet dumper folk i ørkenen ved grænsen til Niger. EU finansierer dog ikke de algeriske grænsemyndigheder, men samarbejder på andre måder med Algeriet om at begrænse migration til Europa og minimere de rejsendes lidelser – blandt andet ved at hjælpe dem, der strander i ørkenen.

STANDSETDen libyske kystvagt fisker jævnligt migranter op af Middelhavet eller standser deres både med kurs mod Italien. Billedet her er fra oktober 2019. Mange migranter ender i detentionslejre, hvor vold og overgreb er udbredte. Foto: Mahmud Turkia / AFP / Ritzau Scanpix

Flere af EUs egne grænsestater er selv særdeles hårdhændede over for flygtninge og migranter. Både Europarådet, UNHCR og flere menneskerettighedsgrupper har gentagne gange rejst bekymring om overgreb fra kroatiske grænsevagter, der fysisk forhindrer folk i at komme ind i landet eller eskorterer dem med magt tilbage over grænsen til Bosnien-Hercegovina. Og Kroatiens præsident har åbent indrømmet, at en lille smule magt” er nødvendigt, når folk skal skubbes tilbage over grænsen. Tidligere har blandt andet Human Rights Watch berettet om ungarske myndigheders overgreb på flygtninge og migranter og beskrevet, hvordan ungarske myndigheder tvinger folk tilbage over grænsen til Serbien. Også græske myndigheder bruger ifølge Human Rights Watch vold mod flygtninge og migranter og tvinger dem tilbage over grænsen til Tyrkiet.

Der er mange forskellige grunde til, at folk kaster sig ud i en lang og farlig rejse. Mere end halvdelen af alle de knap 10.000 mennesker, Mixed Migration Centres folk har talt med, giver mere end én grund til, hvorfor de er rejst fra deres hjemland. Økonomiske årsager fylder meget blandt vest- og centralafrikanere, men ret lidt blandt afghanere, der især begrunder deres beslutninger om at rejse med usikkerhed og mangel på rettigheder. Det samme gælder for rohingyaer, der er flygtet fra Myanmar. Men der er mange andre faktorer, som spiller ind på beslutningen om at forlade hjemlandet, uanset hvor det er – fra dårlig regeringsførelse og mangel på sociale servicer til mere personlige, familiemæssige årsager eller en følelse af, at alle andre også rejste. 35-årige Areza fortæller i rapporten: Jeg kunne ikke arbejde i Afghanistan, og der var ingen tegn på, at sikkerhedssituationen ville blive bedre. I årenes løb rejste mange mennesker fra mit område. Venner og familie i udlandet, inklusive mine søskende, opfordrede mig til at rejse. Jeg længtes efter bedre uddannelse og lægehjælp og mere personlig frihed. Jeg fæstnede blikket på Australien.” I dag er hun i øvrigt nået til Indonesien og har fortrudt, at hun overhovedet begav sig af sted. 40-årige Abdi siger om sin beslutning: Jeg ville nok være blevet, hvis der havde været fred og sikkerhed i Somalia snarere end mange år med borgerkrig og angreb fra al-Shabaab-oprørsbevægelsen. Men min kone opfordrede mig til at rejse, og mine venner og familie, som allerede var i udlandet, overtalte mig og gav mig nyttig information.” I dag er Abdi nået til sin destination – Sydafrika – men han er i tvivl, om han skal blive, rejse et andet sted hen eller bare tage hjem igen. Noget, der i øvrigt ikke fylder ret meget i folks begrundelser, er miljømæssige årsager – selv om der tales meget om klimaflygtninge for tiden. Rapportens forfattere vurderer, at i det omfang, klimaforandringer får folk til at flygte, optræder de i baggrunden som noget, der får folk til at sige, at de er rejst af økonomiske årsager.

I TRANSITAgadez i det nordlige Niger er et knudepunkt for migration mellem Vestafrika og Libyen. Foto: Issouf Sanogo / AFP / Ritzau Scanpix

Der er også mange forskellige grunde til, at folk søger mod ét bestemt land frem for et andet. I den danske debat har vi brugt mange kræfter på at diskutere, hvorvidt det ene eller andet politiske tiltag har lokket flygtninge og migranter til eller skræmt dem væk, eller om der bare har været tale om symbolpolitik i den ene eller anden retning. Men det er ikke så ligetil at sige, hvad der faktisk gør udslaget. Folk giver nemlig mange – og mange forskellige – grunde til, at de søger et bestemt sted hen. Nogle af de ting, som går igen i folks svar, er dog ønsker om mere frihed, herunder frihed fra undertrykkelse, og så håb om bedre jobmuligheder eller bare en bedre levestandard i det hele taget. 29-årige Amanata fra Mali siger i rapporten: Jeg vil til Frankrig, fordi jeg har familie der. Der er jobmuligheder, og det sociale sikkerhedssystem er godt. Hvis alt går vel, kan jeg tjene nok penge til at sende nogle hjem. Måske møder jeg endda en partner. Jeg vil ikke søge asyl, men planlægger at leve under jorden. Jeg håber at finde et arbejde i løbet af de første seks måneder, højst sandsynligt som hushjælp.” Den 22-årige landmand Yonas fra det nordlige Etiopien fortæller tilsvarende, hvorfor han er på vej mod Saudi-Arabien: Jeg vil bare have et eller andet uformelt arbejde, så jeg kan sende nogle penge hjem for at hjælpe min familie og spare lidt op. Jeg har ikke planer om at blive der særligt længe. På et tidspunkt vil jeg gerne vende hjem og starte en forretning med min opsparing. Det har jeg set andre gøre.”

Det ekstreme er blevet normalt, når det kommer til håndteringen af flygtninge og migranter. Verden over har myndighederne skruet bissen på over for flygtninge og migranter i en grad, som får Mixed Migration Centre til at påpege, at vi i dag gør ting, som ifølge centeret ville have været utænkelige for blot et årti siden. Rapportens forfattere har lavet en lang liste med eksempler. Her er et udpluk:

  • Mure og hegn skyder op flere og flere steder. Ikke bare Donald Trumps USA har bygget grænsehegn for at holde flygtninge og migranter ude, men også Belize, Botswana, Bulgarien, Ækvatorialguinea, Ungarn, Indien, Iran, Israel, Kenya, Mozambique, Nordmakedonien, Rusland, Saudi-Arabien, Slovenien, Sydafrika, Spanien, Tyrkiet og Usbekistan. Listen bliver hele tiden længere.
  • Grænsekontrollen bliver stadig mere militariseret. Det er i stigende grad sikkerhedsstyrker og militær, som bevogter grænser til lands og til vands med det specifikke mål at forhindre migration. Det gælder i USA og Mexico, det gælder i Østeuropa, og det gælder i Marokko, Libyen, Sudan, Australien, Tyrkiet, Grækenland, Thailand, Bangladesh og Somalia. Og det gælder i Sahel-regionen, hvor udstationerede soldater fra flere EU-lande hjælper lokale styrker fra Niger og Mali med at bremse migration gennem Sahara.
  • Myndigheder tilbageholder i stigende grad flygtninge og migranter i detentionscentre. USA har i år gjort det muligt at tilbageholde børn uden at sætte slutdato på tilbageholdelsen, i Grækenland indkvarteres folk i overfyldte, EU-sponsorerede hotspots” på øer isoleret fra fastlandet, og i Libyen indkvarteres bådflygtninge i detentionscentre, der som nævnt er berygtede for tortur og mishandling af flygtninge og migranter og i flere tilfælde også er placeret i deciderede krigszoner. Men mange andre lande tilbageholder også i et eller andet omfang flygtninge og migranter under knap så barske forhold, inklusive Mexico, Malaysia, Egypten, Rusland, Ungarn, Frankrig og Storbritannien.
  • Migration ad uofficielle kanaler bliver i stigende grad betragtet som en forbrydelse. Det gælder for flygtningene og migranterne selv og for de menneskesmuglere, som bistår dem. Men det gælder i stigende grad også helt almindelige borgere, der gerne vil hjælpe, hvad de opfatter som nødlidende mennesker, ved for eksempel at stille vand ud i ørkenen. I USA og flere europæiske lande er det på det seneste blevet ulovligt at hjælpe flygtninge og migranter med for eksempel mad, transport og husly. Eksempelvis gør en ny italiensk lov det forbudt at bringe folk i land, hvis man redder dem op af havet.
  • Grænsevagter forhindrer i tiltagende omfang rent fysisk folk i at krydse over grænser. Der er flere og flere eksempler på, at grænsevagter forhindrer folk i at forlade et land eller komme ind i et andet, for eksempel ved at eskortere dem tilbage over grænsen uden at behandle deres sager først. Det sker ikke bare i Ungarn, Kroatien og Grækenland, men også i Mexico, USA, Marokko, Sudan, Tanzania, Yemen, Australien, Malaysia, Thailand, Libyen og Tyrkiet. Og det kan i værste fald udgøre brud på FNs Flygtningekonventions helt centrale regler om, at man ikke må sende folk tilbage til steder, hvor deres liv eller frihed kan være i fare.
  • Myndighederne er holdt op med at redde flygtninge og migranter til havs. I stedet koncentrerer man sig mere og mere om at forhindre civile fartøjer i at gøre det samme. Det gælder særligt i Middelhavet.
  • Villigheden til at tage imod kvoteflygtninge er faldende. Det gælder både i EU og i USA. Af de 1,2 millioner mennesker, som i 2018 levede op til kravene til at få permanent ophold i et andet land gennem kvoteflygtningeordningen, var det færre end 7 procent, som rent faktisk fik det.
HERTIL ...EU-landet Slovenien har forseglet sin grænse mod EU-landet Kroatien (der ikke er med i grænsesamarbejdet Schengen). Foto: Jure Makovec / AFP / Ritzau Scanpix

Der er tegn på en lille stigning i antallet af mennesker, som søger mod Europa. Vi er ikke i nærheden af det, vi så i 2015, og i 2018 oplevede EU som nævnt det laveste antal forsøg på at komme ind i unionen ad uofficielle kanaler i fem år. Men der er flere tegn på, at tilstrømningen er i stigning. For det første er der flere, som forsøger at komme fra Tyrkiet til Grækenland og videre op gennem Balkan til det øvrige Europa – samme rute, som hundredtusinder rejste ad i løbet af 2015. Tyrkiets kystvagt har i sommer forhindret tre gange så mange mennesker i at sejle til Grækenland som i sommeren 2018, og samtidig er der flere – især afghanere – som krydser grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland på land. Der er også markant flere end tidligere, som rejser gennem Bosnien-Hercegovina for at komme ind i EU, og flere, som krydser landegrænsen mellem de to EU-lande Slovenien og Italien. Samtidig med den øgede trafik hen over Balkan er der også sket en stigning i antallet af mennesker fra de nordafrikanske Maghreb-lande, som forsøger at komme til Europa ad uofficielle veje. 13.000 marokkanere rejste således til Spanien i 2018, mod blot 700 i 2016. Marokkanere, algeriere og tunesere udgjorde i første halvdel af 2019 hele 41 procent af alle ankomster til Spanien og Italien. Årsagen til denne eksodus er ifølge Mixed Migration Centre en kombination af ungdomsarbejdsløshed, indgroet strukturel ulighed og politisk utilfredshed” i de tre nordafrikanske lande.

Alt i alt må man altså sige, at selv om Europa har en mindre akut udfordring med migration ad uofficielle kanaler nu end for blot ganske få år siden, er der ikke som sådan styr på det. Der er stadig masser af mennesker, som kaster sig ud i lange, farlige rejser, rejserne udløser stadig en hel masse menneskelig lidelse, og vi europæere bruger, ligesom skatteyderne i andre modtagerlande, milliarder af kroner på at holde flygtninge og migranter ude, samtidig med at flygtninge og migranter bruger andre milliarder på at komme ind.

Det gør det næsten umuligt ikke at spørge, hvad man med fordel kunne gøre anderledes. Det er selvfølgelig et kæmpe spørgsmål, som man kunne skrive adskillige lange bøger om, men Mixed Migration Centres direktør, Bram Frouws, har i hvert fald et par bud.

For det første, siger han, er det nødvendigt at gøre mere for at yde beskyttelse til flygtninge, som jo har brug for hjælp under alle omstændigheder – til mad, husly, medicin og så videre. Det handler i høj grad om penge. Da UNHCR gjorde status i 2018, var der kun finansiering til 45 procent af de aktiviteter, organisationen fandt nødvendige for at hjælpe verdens mange flygtninge, hvoraf langt de fleste jo altså befinder sig i nabolandene til de lande, de er flygtet fra.

Når det gælder migration, som snarere er drevet af økonomiske end sikkerhedsmæssige motiver, så er der ifølge Bram Frouws brug for at gøre det lettere at komme til Europa ad legale veje for at arbejde i kortere perioder, samtidig med at det skal være lettere at sende de mennesker, som rejser ad uofficielle veje, tilbage. Det vil kræve hurtigere afgørelser i det europæiske asylsystem, så økonomiske migranter ikke kan blive hængende i Europa i måneds- eller årevis ved at søge om asyl, som jo er beregnet for flygtninge. Men der er også brug for, at nogen tør bryde den onde cirkel, som oprindelses- og modtagerlandene har fået hvirvlet hinanden ind i. Lige nu vil oprindelseslandene ikke tage deres egne borgere tilbage, før europæiske lande åbner bedre muligheder for lovlig migration, og europæiske lande vil ikke modtage flere lovlige migranter, før oprindelseslandene tager flere tilbage, som er rejst til Europa uden at søge visum først.

På den lidt længere bane, siger Bram Frouws, skulle vi i Europa måske også overveje det fornuftige i at blive ved med at støtte europæiske industrier, som udkonkurrerer lokale industrier i de lande, folk migrerer fra. Ved at gøre det, argumenterer han, frarøver vi nemlig folk jobmuligheder, som måske kunne få dem til at blive. Det gælder særligt inden for landbruget, siger han, hvor EU jo bruger milliarder på landbrugsstøtte. Det er dog en meget stor diskussion, som vi ikke lige har plads til at gå i dybden med her – men nu er tanken i hvert fald plantet.

Uanset hvad skal vi dog ikke gøre os forhåbninger om at få fuldstændig styr på situationen. Der vil være krigsflygtninge, så længe der er krig. Og, siger Bram Frouws: Indtil vi lever i en verden, hvor der ikke længere er nogen økonomisk ulighed mellem lande og ikke nogen grænser – hvilket lader til at være ret langt væk – vil der til hver en tid være folk undervejs, også ad uofficielle kanaler.”

Det fænomen, at folk rejser over landegrænser uden at søge visum først, er altså noget, vi må lære at leve med, alt imens vi bestræber os på at begrænse omfanget af de lidelser, fænomenet medfører. Derfor, mener Bram Frouws, gælder det om at slå koldt vand i blodet og huske nuancerne, når man diskuterer flygtninge og migration. Man ser mange dommedagsprofetier om de millioner af mennesker, som vil blive tvunget på flugt af klimaforandringer. Men vi ved ganske enkelt ikke, om det vil ske,” siger han. Og det er det samme med demografi, hvor vi ser den samme slags forudsigelser. Befolkningen i Afrika syd for Sahara vil fordobles i størrelse i løbet af de kommende årtier, og derfor er der en slags automatreaktion, hvor man går ud fra, at det så også betyder, at millioner flere vil komme til Europa. Men igen: Vi ved simpelthen ikke, om det faktisk vil ske.”

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: