Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Min følelse, når jeg har været i Presselogen? Selvlede

  • 28. oktober 2019
  • 17 min.
OH MYSagde jeg virkelig det? Illustration: Agnès Ricart for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Når Zetland skal vokse, kan omtale i andre medier været en ret effektiv genvej. Og chefredaktør Lea Korsgaard bruger da også ret meget tid på at repræsentere butikken og missionen bag i alle mulige sammenhænge. Hvilket hun har det glimrende med – med en ret heftig undtagelse. I dette afsnit af 'Zetland om Zetland' fortæller hun om sin måske største neurose. Og beslutter sig for at gøre noget ved den. Tag hørebøffer i ørerne, eller læs med her.

Det her afsnit af serien Zetland om Zetland har ærlig talt været lidt … svært at lave. Måske fordi jeg stadig ikke er sikker på, at det overhovedet er en god idé at lave. Eller måske fordi det, jeg vil fortælle om er temmelig sårbart. Sårbart for mig.

Men serien her handler om Zetlands arbejde med at blive en bæredygtig forretning, om vejen derhen og om de slugter og udfordringer, som er umulige at komme uden om, hvis man vil have noget som helst til at lykkes. Og i Zetlands tilfælde involverer en af de udfordringer mig. Mig og en neurose, jeg har – en neurose, der for nylig førte mig i armene på en performance-coach der skulle hjælpe mig med at være i fjernsynet.

Men lad mig lige tage den helt forfra:

En del af Zetlands vej mod at blive en bæredygtig forretning indebærer, at så mange danskere som overhovedet muligt skal kende til det, vi laver. Vi har i dag et godt stykke over 13.000 betalende medlemmer, og vi undersøgte engang sidste år, hvor mange danskere der ved, at ordet Zetland rimer på digital avis” eller anderledes journalistik”. Det gør omkring en tredjedel af alle danskere, hvilket sådan set er ret godt, men kendskab er alligevel stadig helt afgørende for os. En sygeplejerske i Vejle eller en bibliotekar i Holstebro eller en tagtækker i Slagelse skal kende os, hvis den sygeplejerske eller bibliotekar eller tagtækker skal få lyst til at blive Zetland-medlem. Så enkelt er det.

Som Zetlands chefredaktør repræsenterer jeg i sagens natur Zetland i alle mulige sammenhænge, og derfor betyder det noget for vores virksomhed, hvor god jeg er til det, simpelthen. Og jeg bruger en hel del af min tid på den del af mit arbejde.
Jeg tager tit rundt i landet og holder foredrag om vores journalistiske værdier og mission for eksempel, og så stiller jeg op, når nogen fra de andre medier ringer for at spørge om alt muligt. Jeg gør det, hvis jeg synes, det er sjovt, eller har noget at sige. Jeg gør det også, når jeg synes, det er min pligt – vi er på Zetland afhængige af, at andre er villige til at give interviews til os, så derfor skal vi selvfølgelig også selv stille op. Og så gør jeg det også for at udbrede kendskabet til os. For vi kan se, at det virker. Engang, for eksempel, var jeg gæst i et portrætprogram på P1 og bagefter kunne vi se, at i løbet af den ene time, programmet varede, fik vi omkring 200 nye medlemmer. Så at dukke op i andre medier kan være et ekstremt effektivt redskab til at få Zetland til at vokse.

Som regel har jeg det glimrende med at optræde. Jeg har det ret fedt på en scene endda, og selv om jeg måske ikke ligefrem nyder at blive hevet ind til et eller andet konfronterende interview, så har jeg det fint med, at den slags også er en del af mit job.

Undtagen når jeg skal optræde i ét helt specifikt program, memlig Presselogen på TV 2 News. Jeg kan ikke lide det. Og jeg kan lide det så lidt, at jeg for at være helt ærlig vil kalde mit forhold til netop dét program for neurotisk.

Konceptet med Presselogen er det her: Fire mediechefer inviteres ind i et tv-studie søndag formiddag for at kigge tilbage på ugen, der gik i medierne. Jeg kunne til formålet nok godt finde på sådan nogle metaagtige ting at kritisere programmet for, men i udgangspunktet holder konceptet, det er lavet af dybt professionelle mennesker, og det er en god idé at åbne diskussionen op om, hvordan den journalistik, vi alle sammen forbruger, bliver til. Med andre ord: At jeg ikke kan lide at være der, skyldes mig selv.

Når man er fast gæst i Presselogen, som jeg er, fungerer det sådan, at man lang tid i forvejen ved, hvilken søndag man skal i studiet, og det slår aldrig fejl, at jeg mærker sådan en lille, ulmende uro et eller andet sted i kroppen i dagene op til, at jeg skal derind. Uroen fortsætter som regel med at være der nogle dage efter. Den er irriterende i sig selv, men den påvirker mig også under selve udsendelsen. Jeg kan godt snakke i helsætninger, skal jeg kun lige for mit eget egos skyld skynde mig at tilføje, men ret tit gør den der uro, at jeg kommer til at snakke for hurtigt eller famler for længe efter ordene eller blinker helt hektisk med øjnene. Som for eksempel her, hvor jeg oven i købet var vildt hæs, og får begyndt på virkelig mange sætninger samtidig. Engang klumsede jeg så meget i noget kriminalitetsstatistik, så jeg kom i faktatjekprogrammet Detektor, hvilket var sygt frustrerende, fordi det fik Informations mediekommentator Lasse Jensen til at skrive, at jeg fuskede med tallene”.

Uroen er altså irriterende.

En dag fandt jeg ud af, at den har et navn. Det var tilbage i foråret, og det var den uge, den såkaldte Ghita-gate bragede løs. Radio24syv havde lavet et fejlslagent, men – synes jeg – helt genialt radioportræt af en eddikeond Ghita Nørby, og derfor var Mikael Bertelsen, 24syvs kanalchef, også inviteret i studiet.

Inden programmet begyndte, sad vi klar rundt om bordet i studiet, mens der blev sendt nyheder, som vi kunne følge med i på en skærm. Ved siden af skærmen hang et digitalur med røde tal, der talte ned.

Som regel foregår de få minutter, inden programmet begynder, i noget, der minder om stilhed, eller med dæmpede småbemærkninger, værten skal lige have styr på sine papirer, den slags. Men denne her gang skete der noget andet. Mens sekunderne talte ned på uret, proklamerede Mikael Bertelsen pludselig:

Nu begynder selvleden.”

Jeg så på ham. Det var præcis det ord, der bedst kunne beskrive den ulmende uro i mig. Selvlede. Jeg nikkede.

Ja,” sagde jeg, frem med den nihalede.”

Og så mimepiskede jeg ligesom mig selv, mens Politikens chefredaktør Christian Jensen så undrende på mig.

Selvlede?” sagde han.

Ja,” sagde jeg. Selvlede. Har du ikke selvlede, når du er færdig i Presselogen?”

Nej,” sagde han. Der skal jeg hjem og holde weekend.”

Og i dét øjeblik tikkede uret ned til 0, og udsendelsen begyndte.

Bagefter tænkte jeg to ting. Jeg tænkte: Hvorfor? Hvorfor kan nogen tage hjem fra det her program og holde weekend, mens jeg tager hjem og hader mig selv en lille smule?

Og så tænkte jeg, at jeg ingen idé havde om, hvad svaret på det var.

Jeg spurgte Mikael Bertelsen, om han ikke ville hjælpe mig. Det ville han gerne, og han inviterede mig ind på Radio24syv, hvor han i de uger gik og ventede på, at Radio- og tv-nævnet ville beslutte, om Radio24syv kunne få lov at fortsætte som dab-kanal eller måtte dø, og jeg sagde, at radioen selvfølgelig ikke ville dø. At det nogle uger senere viste sig, at jeg tog fejl, er en vanvittig historie. Men også en anden historie end den, jeg fortæller her. Så tilbage til min navle.

Jeg tænkte, at hvis jeg kunne forstå, hvorfor Presselogen får selvleden frem i Mikael Bertelsen, så ville jeg også kunne forstå, hvorfor det samme sker for mig. Vi satte os ind i et lydstudie, og Mikael Bertelsen sagde, at vi havde travlt, for klokken hel skulle studiet bruges til nyheder, og så fortalte han en ret lang historie om, at han ikke kan tåle ost, og at udviklingen af allergifri kamelmælk er i gang.

Bagefter talte vi om mit problem.

Det er sindssygt svært for mig at være i Presselogen,” sagde jeg, og mest er det bare forbundet med den vildeste selvlede.”

Mhm,” sagde Mikael Bertelsen og lød lidt som en læge. Før og eller efter?”

Begge dele, svarede jeg.

Hvordan har du det før?”

Altså,” svarede jeg, nærmest bare nu, når jeg tænker på det, bliver jeg nervøs.”

Nervøs?” spurgte Mikael Bertelsen.

Nervøsitet,” svarede jeg, sådan en uro.”

Altså man bruger jo hele weekenden på det,” sagde Mikael Bertelsen så. Det bliver jo sendt i gammeldags flowfjernsyn søndag formiddag, så lørdag sidder man og forbereder sig, og hvis der er en lille, bitte detalje, man har overset, kan det være fatalt.”

Mikael Bertelsen sagde, at for ham at se havde selvleden at gøre med et uløseligt dilemma. På den ene side, er der noget ulideligt over mediechefer, der påstår, de er ufejlbarlige, og som mener, at alt, hvad der står i deres avis, kan være mejslet på sandhedens hellige stentavler, og for seerne må det være enormt frustrerende at sidde og glo på de her redaktører, der hver især forsvarer hver deres lille Hassan. Omvendt, som han sagde, så er man jo som mediechef chef. Der er nogle medarbejdere at forsvare, et projekt, en mission at stå på mål for – forhåbentlig – og redaktører, der ikke kan finde ud af dét, redaktører, som vattet bøjer sig og siger undskyld bare for at lukke en lortesag ned, det er lige så ulideligt.

Så det er en umulig opgave,” sagde han. Man kan sætte sig på to stole, og ligegyldigt hvad for en, du sætter dig på, er det forkert. Og så … Ja, så sker der i hvert tilfælde det for mig, at jeg psyker mig op til at ville vinde det hele, og så bliver jeg manisk, jeg begynder at speedsnakke, og jeg hører ikke, hvad andre siger, og vil bare tromle løs. Og bagefter er det slut, og man går hver til sit. Og hvis man er kørt derud i bil, så sætter man sig ind i sin bil og så …”

Hvad så?” spurgte jeg.

Ja, så er det jo den tommeste fornemmelse i hele verden,” sagde han. Så kommer der måske nogle smser fra ens familie eller ens bedste venner, som har set det: Du virkede meget oppe at køre.”

Så var det tid til nyheder, og jeg tankede kaffe, indtil vi nogle minutter senere kunne vende tilbage til studiet, hvor Mikael Bertelsen sagde, om jeg måske ikke bare skulle tage mig en slapper.

Du gør Presselogen til en meget stor ting,” sagde han.

Jamen, det er jo det, der er mit problem,” svarede jeg.

Mikael Bertelsen mente, at en del af udfordringen ved at være gæst i programmet er, at ting, man siger eller gør i studiet, kan tolkes på en helt anden måde, end meningen var med det. I Presseloge-udsendelsen om Ghita-gate, for eksempel, lagde Mikael Bertelsen undervejs flere gange sin hånd på armen af en tredje gæst, journalisten Niels Frid. Niels Frid var meget uenig med Bertelsens synspunkter, og den der håndspålæggelse havde til hensigt, sagde Mikael Bertelsen i hvert fald, at signalere venlighed. Bagefter skrev Stig Tøfting, fodboldspilleren, på Twitter, at det var vanvittig provokerende at se Mikael Bertelsen lægge sin hånd på Niels Frids arm, og så tilføjede Tøfting sådan nogle knytnæve-emojis.

Jeg kunne genkende følelsen af at blive misforstået. Eller måske snarere følelsen af at blive set som en anden end den, man har lyst til at være. Den der oplevelse af at gå på Twitter og se en, der har tagget mig i et opslag med ordene Lea Korsgaard er en idiot”. Jeg mødte engang en ældre dame til et foredrag, som sagde, at det var herligt at finde ud af, jeg slet ikke er så irriterende i virkeligheden, som jeg er i Presselogen. Jeg vidste ikke, om jeg skulle sige tak.

Hvorfor tror du, jeg har det sådan?” spurgte jeg Mikael Bertelsen. Jeg er ikke helt lige så hektisk som dig.”

Jamen altså,” sagde han og tænkte sig om. Måske er du perfektionist? Og vil gerne gøre en god figur? Og måske har du en bevidsthed om, at perfektionister jo for det meste har et lorteliv. Det er et helvede at være perfektionist.”

Vi så på hinanden.

Det hjælper mig ikke det her,” sagde jeg.

Nej,” svarede han.

Jeg tror faktisk, Mikael Bertelsen havde ret i en hel masse af det, han sagde. Men på sin vis var han ikke den rigtige at tale med. Han kunne jo mest bare fortælle mig i, at ja – det føles ikke fedt at speedsnakke i Presselogen.

Men der var en anden, der kunne fortælle mig mere end det.

En ekspert, kan man vel kalde hende. Hun hedder Lise Mühlhausen, og hendes titel er performancetræner og erhvervscoach’, og hun er sådan en, man ringer til, hvis man for eksempel er CEO i et stort firma og gerne vil være bedre til at præsentere årsbudgettet for sin bestyrelse, eller hvis man er tv-vært og gerne vil være en endnu bedre tv-vært, eller hvis man er ansvarshavende chefredaktør på en digital avis, der gerne vil holde op med at føle selvlede, når man skal i News. Lise Mühlhausen har trænet tv-værter som Kåre Quist og Lise Rønne, og hun er en af Danmarks bedste til lige præcis det. Og så mente hun, at min neurose lige var en sag for hende.

Jeg aftalte at mødes med Lise to gange. Inden vores første møde sendte hun mig en stribe spørgsmål og bad mig svare på skrift. Et af spørgsmålene lød: Hvad er det bedste, man ville kunne sige om dig?” Et andet lød: Hvad er det værste, man kunne sig om dig.”

Her skal det måske siges, at jeg er meget stor fan af Freud. Jeg har læst så meget Freud, at det her på Zetland nærmest er blevet en joke, at jeg har en Freud-pointe selv der, hvor Freud-pointer ikke hører hjemme. Jeg har også gået i terapi, hvor jeg fandt ud af noget, som jeg nu synes forekommer banalt, men som jeg dengang havde svært ved at erkende: At jeg blev nødt til at rumme mine egne svage og kiksede og usikre sider for rent faktisk at blive voksen. Jeg har, med andre ord, ikke noget problem med at sætte ord på mig selv og mine følelser. Alligevel var det svært at svare på Lises spørgsmål, da jeg satte mig for at gøre det hjemme i sofaen, mens min mand sad ved siden af og så fodbold.

Hvad gør dig ked af det?

Jeg skrev, at i den her forbindelse gjorde tanken om, at nogle danner deres indtryk af mig på baggrund af det format mig ked af det”.

På spørgsmålet om, hvad det bedste, man ville kunne sige om mig, er, skrev jeg: klog, visionær, vidende, legende, sjov og myndig. På spørgsmålet om, hvad det værste, man kunne sig om mig, er, skrev jeg: dum, overfladisk, ligegyldig, kølig, fjantet, snobbet.

Jeg sendte mine svar til Lise og tog redaktionens fælles lydoptager med til vores første møde. Efter vores første møde skete der så det her: Theis, som blandt andet er ansvarlig for vores lydteknik, slettede alle filerne på lydoptageren for at gøre plads til nye optagelser, og da jeg opdagede, at min optagelse var gået tabt, havde jeg i en meget indestængt klokketime lyst til at brænde Zetland ned, indtil jeg kom i tanke om, at det var min egen skyld, at jeg ikke havde gemt filen (undskyld for det, Theis!). Alt dette bare for at sige, at jeg ikke kan citere fra første runde, men der findes en sekvens fra mit andet møde med Lise, hvor vi både snakkede om, hvad vi kom frem til under vores første møde, og hvor jeg igen ventilerede det, jeg oplever som problemets kerne, så dét kan jeg citere fra.

Der er noget med,” sagde Lise, at frem for at ville styre, hvad andre skal tænke om dig – det kan du ikke. Så giver du din power væk. Hvis I synes jeg er ufed, så synes jeg det måske også.”

Jeg bemærkede, at det ville være anderledes, hvis jeg havde det rart. Så ville jeg være ligeglad.

Ja, svarede hun, men man kan ikke få det rart ved at fokusere på alt det, man ikke har lyst til at være. Ro kommer af at få bevidsthed om nogle ting,” sagde hun,” men det handler også om accept. At acceptere at det også er en del af dig, det der.”

Det lød rigtigt.

Jeg tror,” fortsatte hun, at der ligger rigtig meget i, når du begynder at slippe det der med hende, du ikke vil være. For der er også en accept i, at du også er ufed. Det er jeg sgu da også! Vi er også dumme og svage og ukontrollerede. Og den del tror jeg, du skal kaste noget kærlighed på.”

Jeg grublede lidt. Jeg var helt med på, hvad hun mente. Og jeg vidste allerede, sagde jeg, at dét at ankomme til sig selv også indebærer en accept af nedturssiderne ved sig selv. Men at det i det her tilfælde er en anelse svært at omfavne de sider af mig selv, jeg ikke er vild med, fortsatte jeg, det er, at de er i fjernsynet.

I,” gentog jeg, fjernsynet!”

Da jeg hørte båndet igennem, kom jeg i tanke om et af mine yndlingsafsnit fra 90’er-serien Friends. Karakteren Ross er splittet mellem, om han skal blive ved at være kærester med Julie eller gå tilbage til sin ekskæreste Rachel, og derfor skriver han sammen med venner Joey og Chandler en liste med de egenskaber, han ikke kan lide ved de to kvinder. På sedlen med Rachels dårlige sider skriver han blandt andet forkælet, bimmelim, for optaget af sit eget udseende”, og at hun kun” arbejder som tjener. På listen over Julies minusser skriver han: Hun er ikke Rachel.” Og så beslutter han sig for, at han selvfølgelig må slå op med Julie og blive kærester med Rachel igen. Men Rachel får fat i listen, og hun bliver knust. Ross forsøger at gøre alting godt; han siger, at han forstår, hvordan hun må have det, og så er det, Rachel siger: Nej, du gør ikke.

Forestil dig de værste ting, du synes om dig selv,” siger hun. Hvordan ville du have det, hvis det menneske, du har mest tillid til i hele verden ikke alene tænker de samme ting om dig, men endda bruger dem som begrundelse for ikke at ville være sammen med dig?”

Siden jeg så det afsnit af Friends første gang, er den sætning blevet hos mig. Fordi den rummer en kæmpe sandhed om de fleste menneskers psyke: Det er ikke noget problem, når nogen ikke kan lide dine bedste sider eller ikke bryder sig om noget, du er vildt god til. For så kan du bare afskrive dem som nogle idioter, der ikke forstår en skid. Det svære er, når det er dine dårligste sider, andre ikke kan lide. Den hårdeste dom er dommen over dine mindst flatterende træk.

I mit tilfælde: Rappenskralde-agtig. Bedrevidende. Famlende. Tendens til at blinke hektisk i pressede øjeblikke.

Det paradoksale, sagde Lise, er, at frygten for at blive det, jeg frygter at være, får mig til at blive det, jeg frygter at være. Frygt, som hun sagde, gør os dumme.

Vi pillede en hel del i spørgsmålet om hvorfor, selvfølgelig. Hvorfor kommer den frygt eller den uro i forbindelse med lige præcis Presselogen? Måske sker det, fordi jeg har en følelse af at bære hele Zetlands skæbne i mine hænder i den time, fordi jeg meget direkte kan påvirke, om vi får fem, seks, 15 eller 200 nye medlemmer lige dér. Måske fordi jeg er ubarmhjertig over for mine egne svagheder, og måske er jeg ubarmhjertig over for mine egne svagheder af en grund, der ligger et eller andet sted dybt nede i en slugt i mit sind, og som aktiveres af … ja, hvad ved jeg? … Lugtene, lydene, stemmerne, lyset, de andres kropssprog, hvad som helst inde i det tv-studie. Jeg ved det ikke.

Lise Mühlhausen sagde noget klogt her, synes jeg. Årsagen til uroen er selvfølgelig interessant at lede efter. Men måske er det vigtigere at finde frem til kuren mod den.

Hun havde ret. Og hun sagde en hel masse ting, som var vildt brugbare, hvoraf den aller-, allervigtigste også var den mest simple: Træk vejret.

Jeg kom i tanke om Ghita Nørby, der engang sagde til mig, at når skuespillere ikke trækker vejret ordentligt på en scene, opleves det, som om de ikke er til stede i rummet.

Træk vejret. Og træk det dybt. Tø op. Gør kroppen blød. Vær nougat. Slap af. Slap nu af.

Nå. Jeg har været i Presselogen to gange, siden jeg var hos Lise sidste gang. Den ene gang trak jeg vejret og havde det cool, da jeg gik derfra. Den anden gang – i går, 27. oktober – glemte jeg at trække vejret og syntes, jeg lød som en idiot, men har det en lille smule bedre med at lyde som en idiot, fordi jeg er blevet mindet om, at den idiot er irriterende, men ikke nogen katastrofe.

Jeg tror også, at en af grundene til, at selvleden den her gang var til at leve med, havde at gøre med, at jeg var ved at skrive alt det, jeg siger her.

Jeg tænker stadig på, om det monstro er verdens smarteste at offentliggøre sin talekur. Men bordet fanger ligesom. Serien her er til for at fortælle om de forhindringer, vi møder i arbejdet med at bygge Zetland op. Og det her er vitterlig en af de forhindringer.

Og så tænker jeg også på noget andet. Noget, der har at gøre med en præmis, vi forsøger at arbejde ud fra her på Zetland, men som måske også bare har at gøre med tilværelsen i det hele taget:

Det at blive og være sig selv handler ikke bare om at acceptere sine svagheder. Det handler også om at erkende, at andre ikke nødvendigvis har nogen grund til at gøre det samme – altså at acceptere dine svagheder. Så spørgsmålet er: Hvordan vælger du at forholde dig til det? Hvordan bærer du de bøvlede, pinlige, dumme sider af dig selv med rundt i tilværelsen?

Til det findes der faktisk kun to svar: Det ene svar er at tage de sider med ind i brynjen og forskanse sig bag en maske af stål.

Det andet svar er oprigtighed.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: