Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Klimaet, kvælstoffet og bureaukratiet er ved at ødelægge den jyske hede. Farvel

  • 1. august 2019
  • 15 min.
HedeStaldbakkerne på Randbøl Hede er en stor og markant indlandsklit. Løvtræer skyder frem påny efter ildebranden i fjor. Alle fotos: Tor Birk Trads for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Et vældigt biologisk drama udspiller sig netop nu på de danske heder, der er under angreb fra blåtop og fyrretræer – og fra klimaforandringer og næringsstoffer. Jakob Jessen tog på kulturhistorisk vandring på en af Danmarks største indlandsheder lidt sydøst for Billund.

Det viser sig, at Randbøl Hede brændte i fjor. Der findes sågar flere videoer af branden, det gør der altid af alting, og den bedste af dem må være optaget ind under aften, måske af en forbipasserende på Frederikshåbvej, der afgrænser området mod øst, for i videoen smelter den brændende hede sammen med aftenhimlen mod vest. Den er gul og hvid, himlen, og lyser med en intens glød gennem de mørke røgskyer fra den brændende lyng. Det er som at se en scene fra en naturkatastrofe; hele verden står i brand lidt sydøst for Billund.

Man ser det for sig, som man træder op på Stoltenbjerg og kigger ud over området; ilden, der løber modstandsløst op over bakkerne mod nord, æder af lyngen og spiser et træ, fortsætter grådigt ud over den flade hedeslette og lægger den forkullede jord bag sig. Midt på heden, langs den gamle studevej, ad hvilken man i gammel tid førte studene til Ribe, hvorfra de blev skibet til Holland, langs denne gamle rute ligger nu de afsvedne fyrretræer som forhistoriske formationer, krogede og sorte på den nøgne slette. Overalt kommer man forbi de store plamager af afsvedent jord, sorte og tørre; døde.

En hedebrand er en voldsom, men jævnligt tilbagevende begivenhed. Det giver næsten sig selv: Heden er et modstandsløst landskab, åbent og tørt, og når først flammerne rigtig får fat, tager ilden alt liv på sin vej”, som Jeppe Aakjær nævner et sted i sine Hedevandringer. Og fortsætter: Ræve, harer og grævlinger flygter af sted over hals og hoved, men flygter ofte sanseløs ind i ilden. Fuglemødre vil ofte ses i tøvende flugt og med pip og klage over røghavet, på hvis bund de har måttet prisgive ungerne. Hugormen slænger sig i rasende knuder fremefter og tilbage for omsider at skælve til ro i en askehob.” Der er noget ubønhørligt og dramatisk ved sådan en scene: Ingen å eller eng til at bremse ilden; intet forsvar. Heden er et nådesløst landskab, det er den altid, men det er, som om branden har forstærket det ekstreme ved Randbøls topografi; de afsvedne fyrretræer, den sodede jordbund, lyngen, der slås med græsset om at generobre det tabte land. Fornemmelsen af tomhed er kolossal.

Aakjær hadede denne dumme snak” om hedens ensformighed. Det må have været en eller anden nærsynet stakkel, der har gået og stødt øjenbrynene stumpede i den overpakkede storby, og som har mistet skelneevnen overfor de fænomener, der ikke er lavede på maskine,” skrev han. Men heden er ensformig, ikke biologisk set, men som den træder frem for øjet. Der er overhovedet ingen suspense i at vandre på heden; alt er allerede blottet, man kan se hele horisonten rundt, de bittesmå mennesker på den anden side af sletten ligner små viljesløse maskiner, mekaniske og monotone i deres bevægelser, som de følger stien mod Stoltenbjerg. Ude på sletten er der ikke engang en bakke at bestige, ingen delmål eller små optrin, heden lover dig ikke andet end sin tomhed, sin åbenhed, sin himmel.

Men tomheden er så til gengæld under belejring, og dét er lidt af et drama i sig selv; på den allerførste side af biologen Hans Jørgen Degns temmeligt omfattende og nedslående studie af de danske heders tilstand, der bare hedder Heden og udkom i marts, dedikerer forfatteren værket til sine børnebørn, som vil få færre muligheder for herlige oplevelser på hederne, end jeg har haft.” Tabsfornemmelsen bestyrkes kun yderligere ved videre læsning; heden er, kort sagt, i færd med at blive harmoniseret, dens biologiske særegenhed, dens naturkvalitet, som det hedder, er under pres, omtrent som landsbytosser og storbyoriginaler, ja, som de fleste andre særegenheder de fleste andre steder er under pres.

Forskelle forsvinder simpelthen – også på Randbøl; overalt er lyngen trængt tilbage, vældige territorier er invaderet af græs, særligt den stædige blåtop har travlt med at rejse sine små tuer – som i triumf over lyngens mutte kapitulation. I den sydlige ende af området, der grænser op til en skov, kan man se fyrretræerne vandre langsomt men resolut ind over heden, slå sine ensomme forposter op og vente på, at artsfællerne skal følge trop.

Der er en rolig rastløshed over dette syn; som om end ikke naturen selv kan udstå hedens monotoni, det åbne rum, tomheden. Lærkerne synger som vanvittige, der må være mange hundrede af dem; insekterne larmer ubønhørligt, uden stop, overdøver stilheden. Himlen, den store himmel, gør en vældig scene, truer med regnvejr og justerer lystigt lyssætningen – alt er sat i arbejde for at undvige tomheden, der virker til at være i strid med både menneskets og naturens vitalitet, biologiens og bevidsthedens indbyggede ekspansionstrang: Mere – mere nu!

GræsBlåtop i begyndelsen af vækstsæsonen. Snart vil de spredte tuer vokse i størrelse og dække det meste af jordoverfladen.

Heller ikke Steen Steensen Blicher, digteren og novelleforfatteren, kunne holde sine fingre fra at fylde tomheden ud; i indledningen af Hosekræmmeren (1829), Blichers måske bedst kendte hedenovelle, bliver bakkerne i det fjerne til en hytte, der bliver til en kirke, der så bliver til en pyramide, et Menneske blev til en Hest, og denne igjen til en Elephant”; det er selve hedens tomhed, der gør plads til et Panorama, som kun Søemanden og Ørkenens Indvaaner har lejlighed at nyde”. Først efter Blichers vandrer, halvt ironisk, halvt ophøjet, har svælget i dette vældige, mytologiske rum, støder han på de bittesmå mennesker, der bebor heden og udgør fortællingens hovedpersoner. Og da fortælleren, stærkt nedtrykt, igen forlader hosekræmmerhuset ser han ikke længere en elefant for sig, derude, i tomheden, men hosekræmmerdatteren Cecil, novellens hovedperson, der i et udslag af ulykkelig kærlighed forfalder til sindssyge og mord. Sådan er Blichers hede; et tomt lærred, på én gang både tragisk og eksotisk, frit og melankolsk.

Det er næsten umuligt at tale om de danske heder uden at tale om Blicher, og når vi forbinder Blicher med heden, må det være, fordi han var den første, der virkelig brugte den kunstnerisk – og fordi han gjorde det så suverænt. Men Blichers syn på heden minder ikke rigtig om vores eget. For Blicher var heden noget givet, nærmest tidsløst, den har ikke selv en historie, ligesom Gud ikke har nogen historie, men er den evighed menneskenes små og tragiske livshistorier udspiller sig i – som små forstyrrelser af evigheden. Mennesket og Mindesmærkerne over deres puslen hernede”, altså husene og vejene, ja, selve civilisationen, er hos Blicher Muldvarpeskud, som tiden eller en og anden Tamerlan engang jevner med Jorden”, mens heden er uendeligheden selv; noget, der kom før menneskene. Selvfølgelig er den det; når menneskene, der befolker Blichers noveller, ikke er herrer over deres eget liv, men underkastet en skæbne, de sjældent selv forstår, hvordan skulle de så være herre over eller på anden måde ansvarlig for selve den vældige hedes eksistens? Utænkeligt.

Men det er heden, der er utænkelig uden mennesket. Det var mennesker, der fældede de træer, der engang rejste sig over Randbøl, og det var mennesker, der fik den dovne tanke at lade kreaturerne græsse på heden, fordi lyngen er en stedsegrøn, og man således kunne undgå at skulle skaffe kreaturerne føde til vinteren. Man skabte altså et næringsfattigt landskab, fordi det var praktisk på den korte bane, som man siger. Allerede i stenalderen begyndte menneskene såmænd også at brænde heden ned for at holde skoven, der også dengang gjorde antræk til at storme tomheden, på afstand. Heden er med andre ord et kulturlandskab. Tomheden er kultiveret.

Men man må tilgive Blicher, at han i heden så noget førmenneskeligt, noget egentlig naturligt, for på Blichers tid, altså den første halvdel af 1800-tallet, dominerede heden endnu det halve af Jylland, i visse sogne 90 procent af jorden, og det må have været en utænkelig tanke, at dette landskab, så udflydende og grænseløst, nærmest uendeligt, var skabt ved menneskets hjælp. Heden var et sted, man fór vild, som Blichers vandrer forresten ofte gør, før han som ved et tilfælde møder sine hovedkarakterer.

Men man farer ikke vild på Randbøl Hede, end ikke om man gør et ihærdigt forsøg. Terrænet er opmålt og afgrænset; jeg følger den blå rute. Vindmøllerne rejser sig i horisonten mod vest, først fire og længere mod nord endnu tre. En kolonne af mægtige elmaster trækker sine matematiske linjer gennem landskabet – og fra et sted over skyerne kommer den velkendte rumlen fra en flyvemaskine under indflyvning til Billund. Tomheden er rammet ind af rastløshed, heden er blevet en iscenesat oase, et lille udenfor i samfundet, altså en undtagelse, et museum med parkeringspladser og shelter og optegnede ruter. Tomheden er tæmmet.

Og det er, så vidt jeg forstår, meningen, jeg skal slappe af herude; det er dét, oaserne er til for. Det er i hvert fald sådan, naturen typisk fremstilles i vores kultur; som et terapeutisk rum, lidt ligesom et silent retreat eller en sensory deprivation tank, et sted, hvor absolut intet sker, og hvor overstimulerede mennesker kan understimulere sig selv. Det er, som om selv åbenheden er formålsbestemt på forhånd: Slap af.

KortRandbøl hede ligger godt ti kilometer sydøst for Billund og godt 30 km vest for Vejle.

Historien om hedens tæmning er historien om det moderne Danmark. Det startede for alvor i 1864 med tabet af Slesvig og Holstein, der med sine fede jorde hidtil havde stået for en uproportional stor andel af Danmarks landbrugsproduktion. Nu begyndte så en vældig proces; man ville, som det hed, vinde indad hvad udad var tabt, og det mente man såmænd helt konkret: Heden skulle opdyrkes. Var hedens opståen foregået med mere eller mindre tilfældig menneskelig bistand, var dens afvikling både overlagt og planlagt, et stykke ingeniørkunst i national skala. Mennesket rejste sig over naturen; gjorde sig til herre over landskabet, gødede og gravede kanaler, lagde jernbaner ind i hidtil ufrugtbare egne, forandrede hele Jyllands topografi; en ufattelig præstation, der skabte det Danmark, der i dag omgiver Randbøl Hede; rationelt, teknologisk, effektivt, Danmark som moderne landbrugsland.

Selve hedens eksistens, dens sløsede tomhed, blev i samme ombæring en trussel mod den moderne besættelse af vækst og ekspansion; den systematiserede rastløshed. Heden bliver et landskab, der ligner døden. Enrico Mylius Dalgas, Hedeselskabets legendariske direktør, en huguenot, født i Napoli og død i Århus, besøgte på et tidspunkt i begyndelsen af 1900-tallet en hede nær Sdr. Omme, ikke så langt fra Randbøl, og det var med en nærmest freudiansk lede ved tomrummet, at han senere bemærkede: Naar man har staaet her (…) og paa en Gang set ud over 15 Mil af sit Fædreland, alt fladt som et Stuegulv, næsten alt sort og øde, saa har man set Danmarks sørgeligste Hedeegn, saa har man set en ahlførende Hedeslette i al dens frygtelige Tomhed.” Således et moderne blik på heden; angsten for stilstand, for det uudnyttede økonomiske potentiale, for den frygtelige Tomhed.

Det er præcis denne angst for det uudnyttede potentiale, dette økonomiske blik på heden, Aakjær hader så inderligt – som her i digtet Fredlysning (1916):

Vel priser vi Stræbet til Slægternes Gavn
paa Jorderne fede som magre,
naar, Danmark, du skriver med Solguld dit Navn,
i Rugens langtbølgende Agre.
Men ej tør vi maale vort Fædreneland
ved kun, hvad det yder i Skjæppe og Spand
og kaster i Krybben for Kvæget.”

Nu skal man ikke bilde sig ind, at Dalgas er den moderne og Aakjær den gammeldags. Dalgas fylder heden ud med landbrug, Aakjær med længsler – og de to hænger sammen: Aakjærs idyllisering er åbenlyst betinget af en tabsoplevelse; det giver først mening, idet mennesket – med Dalgas’ bistand – så at sige er faldet ud af heden og nu længes tilbage. Dét, der for Blicher var noget givet, et vilkår mennesket var underkastet, er hos Aakjær blevet et musealt sted; et levn fra en svunden tid, noget vi er ved at miste og derfor først og fremmest noget, der skal forsvares og beskyttes. Hvis Blichers blik på heden er overvejende melankolsk, så er Aakjærs derfor, præcis ligesom vores, moderne, hvilket er det samme som at sige: nostalgisk og sentimental. Snart er du slettet ud, mit Barndomsland”, som det hedder i digtet Paa Hedens Høje (1906). Og senere:

(…) hver Gang jeg staar paa Hedens Høje
og vender Blikket mod den vante Grund,
da brister der en Taare i mit Øje
og Klagesange vælder i min Mund:
Er det den Jord, hvor jeg som Barn har leget,
den Lyng, det Kjær, jeg kaldte højt mit eget?”

Det er selve modernitetens dialektik, der udspiller sig mellem Aakjær og Dalgas: Fremskridt fører til fremmedgørelse – og fremmedgørelse fører til længsel. Det er derfor ikke så mærkeligt, at heden bliver noget særligt, idet den forsvinder – eller at heden bliver skrevet ind i vores nationale mytologi nogenlunde samtidig med, at den, med fuldt overlæg, bliver afskaffet. Jeg mener: Hvem skriver digte om græsplæner nu til dags? (For få, vil jeg sige).

Mytologiseringen af heden var desuden begyndt længe før Aakjær, ja, den var sådan set startet med Blicher, og forfinet af en lang række forfattere og, særligt, malere, mange af dem fra øerne. Hele den romantiske bevægelse, der opfandt idéen om Danmark som nation, fór ud i naturen for at dokumentere det særligt danske landskab, før det forsvandt, så de ligesom kunne forankre idéen om det danske i noget evigt; gøre nationen til natur (selv om hverken hede eller nation var natur – og som om der ikke var hede i Skotland).

Skynd dig, kom! om føje år / heden som en kornmark / som en kornmark står”, som H.C. Andersen skrev i Jylland Mellem Tvende Have (1859), der desuden er et udmærket eksempel på romantiseringen, ikke bare af naturen som sådan, eller af heden i særdeleshed, men af Jylland, det eksotiske og vilde, det ægte Jylland. Det er, som om man i den barske, jyske natur, særligt den midt- og vestjyske – for ikke at tale om det fjerne Skagen – så en maskulin tilføjelse til bøgeskoven og de vulgært bakkede – ja, ligefrem feminine – landskaber i det østjyske og på fyn, hele Sjællands milde fauna. Heden var ægte og sej; dansk.

Denne romantisering af jyden og af Jylland fortsætter i vore dage.

LuftArthur Aagrav lufter hver dag sin hund på Randbøl Hede.

I de hundrede år, der er gået, siden Aakjær travede lidt småfortvivlet rundt i Jylland, er hederne blevet ved at forsvinde, ikke ved menneskets overlagte vold, men omtrent på samme måde som de opstod; halvt i blinde.

På Randbøl giver det sig udslag i græs. Lyngen, den karakteristiske lyng, der ellers er selve hedens hofplante, er trængt betydeligt tilbage, og det gør heden noget mindre hedeagtig; Randbøl Hede ligner en græssteppe, der er noget ukrainsk eller amerikansk over synet. Det er en indianer, man ser for sig et sted derude, spejdende efter en bisonokse, han kan sætte øksen i – ikke en kjeltring på vandring over lyngen. Andre steder er det lyngen, der ellers typisk har holdt sig ved jorden, der er begyndt at vokse sig mærkeligt høj, helt op i en halv meter og højere endnu, og også det har konsekvenser for hedens særegenhed. Rensdyrlavet, der ellers er en hårdnakket hedevækst, kan til eksempel ikke klare sig, dernede, i mørket.
Det er menneskets og naturens rastløshed, der har rottet sig sammen; et landbrugsland er fuld af kvælstof, og en varmere atmosfære sveder mere. Det regner. Energiniveauet i vores omgivelser er med andre ord forøget; rastløsheden hænger bogstaveligt talt i luften. Og når en hede får mere energi, så slår den om i græs eller lader træerne rejse sig mod himlen; forandre sig gør den i al fald. Og det er en hel verden, der forsvinder i den forbindelse; biller, planter, fugle – urfuglen, den ikoniske urfugl, har ikke kurret over Jyllands heder siden 2001. Det er Danmark, der forsvinder.

Det var ikke meningen, det skulle gå sådan med de heder, man lod være tilbage. Siden Aakjærs tid har man, bevidst om hedens plads i myten Danmark, gjort, hvad man nu kunne for at bevare de danske heder, brændt dem ned nu og da og sat får ud for at holde væksterne nede. I Hans Jørgen Degns bog gør han en del ud af at beskrive det videnskabelige bureaukrati, der rejste sig om hederne, ligesom det rejste sig om alt mulig andet. Tag nu selve naturtilstanden: Den ene metode melder om fremgang på de fleste danske heder, den anden om tilbagegang. I den ene metode finder man en cirkel med en radius på fem meter, hvor heden er mest hedeagtig, og lader den fylde uproportionalt meget i vurderingen af hele heden. Så ser det godt ud. I den anden arbejder man med 10 tilfældige cirkler med en halv meters radius. Det giver et noget andet billede. Og mens den ene metode er relativt gennemskuelig, men åbenlyst skævvridende, er den anden uigennemskuelig. Det er desuden heller ikke de samme områder, man vurderer; i den ene metode er der mindre hede at undersøge end i den anden. Og resultaterne er dårligt sammenlignelige; den ene metode undersøger én specifik hede af gangen, den anden forsøger at vurdere hedernes tilstand i Danmark som sådan. Man bruger også forskellige kategoriseringer af hedernes kvalitet. Og så fremdeles.

For Degn, der har en fortid som biolog i Ringkøbing Amt, et rigtigt hedeamt, og som altså er en form for praktisk anlagt videnskabsmand, er resultaterne så misvisende, at de fremover ikke bør anvendes eller citeres”, ja, man kunne sågar, hvis man læser mellem linjerne, få det indtryk, at bureaukratiet er mere interesseret i at beskytte sig selv, end i at beskytte de heder, der er tilbage.

Så også på den måde tager heden farve af det samfund, der omgiver den.

Vi tror måske, den er tom, heden, at den er noget, der peger tilbage til evigheden, et museum, et udenfor, et eller andet i den stil. Men det er den ikke. Heden er en æstetisk og politisk sag; noget smukt, vi er medskabere af. Heden lever eller dør ved vores hånd – også tomheden skal kultiveres.

Nogle få steder valgte man desuden, dengang for omtrent hundrede år siden – i en romantiske vildfarelse – at lade heden passe sig selv, fordi man troede, den var natur. Jeg har besøgt et af disse steder, Nørholm Hede nord for Varde, og særligt den nordlige del af området lugter ikke engang af hede længere, men nærmere af sump eller sådan noget; fuld af grøde og bregner, naturens rastløse vækster. Ingen ild ville hærge her, som den hærgede Randbøl. Træerne rejser sig spredte og brogede, en birk, en bævreasp, et fyrretræ, lidt lyng hist og her og så lidt tyttebær, som en urskov, måske lidt som den urskov, der dækkede Jylland, før mennesket begyndte at blande sig. Man har med andre ord fået en form for oprindelighed, men ikke lige den oprindelighed, man regnede med:

For Nørholm Hede er en hede uden mennesket – den findes ikke.

Artiklen bygger på hedevandringer på Randbøl og Nørholm Hede; Steen Steensen Blichers Samlede Noveller (1968); Jeppe Aakjærs Hedevandringer (1915), Rugens Sange og Andre Digte (1906) og Vejr og Vind og Folkesind (1916); og Hans Jørgen Degns Heden (2019) – samt interview med sidstnævnte forfatter.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem