Jeg står ude foran en villa i en forstad til København. Inde i villaen sidder en mand, der ved ting, som jeg ville give min højre arm for at finde ud af. Jeg ringer på, og manden, der åbner døren, er en 62-årig pensionist med håret redt nydeligt til siden. Han hedder John-Erik Stig Hansen. Han er måske det menneske i Danmark, der ved mest om, hvad der foregår på den anden side af sikkerhedssluserne i verdens bedst sikrede laboratorier. Og om konsekvenserne, hvis noget af det slipper ud.

I 20 år har John-Erik Stig Hansen været chef for Center for Biosikring og Bioberedskab – den øverste danske myndighed, når det handler om at vurdere og undgå biologiske trusler. I januar i år gik han på pension. Og nu har han sagt ja til at fortælle mig, hvad 20 års arbejde med biologiske våben og laboratorieudslip har lært ham. Men, har han advaret mig, det, jeg allerhelst vil vide, må han ikke tale om.

Nemlig hvad han tænker om spørgsmålet, jeg i månedsvis har jagtet et svar på: Hvor kom corona fra?

Den jagt har ført mig vidt omkring, fra flagermusgrotter til kinesiske minkfarme. Nu er den i gang med at føre mig stadig dybere ned i en af tidens mest kontroversielle teorier: Begyndte corona i virkeligheden med et uheld på et laboratorium i Wuhan?

De fleste eksperter er enige om, at pandemien har en 100 procent naturlig oprindelse. Virusset kommer med al sandsynlighed fra flagermus, og de fleste mener, det er sprunget til mennesker via et andet dyr. Som for eksempel kinesiske mink.

Men som jeg fandt ud af i seneste afsnit af denne serie, er der også troværdige forskere, der mener, at det er en reel mulighed, at corona kan være kommet fra et laboratorium. Og at muligheden ikke bliver undersøgt godt nok, fordi man ikke kan tale om den uden at blive stemplet som konspirationsteoretiker.

Derfor har jeg besluttet mig for at dykke dybere ned i teorien. Ikke fordi det er den mest sandsynlige, men fordi det er den mest underbelyste. Og fordi teorien samtidig kan lære os en alvorlig og skræmmende lektie om, hvor den næste pandemi kan komme fra. Det er nemlig ikke usædvanligt, at højsikkerhedslaboratorier bliver brugt til hemmelige eksperimenter med uhyggelige biologiske våben. Og det er heller ikke ualmindeligt, at noget går galt, og at sygdomme slipper ud.

Det, der fik mig til at tage laboratorieteorien alvorligt, var en rapport fra Center for Biosikring og Bioberedskab. Jeg fortalte om den i sidste afsnit, men lad mig hurtigt gentage de vigtigste pointer. For det er ret opsigtsvækkende ting, der står i den.

Center for Biosikring og Bioberedskab hører til Statens Serum Institut og er den øverste danske myndighed, når det handler om at overvåge og undgå biologiske trusler – som for eksempel udslip fra laboratorier. I centrets trusselsbillede fra 2020 handler et helt kapitel om risikoen for udslip og muligheden for, at corona kan være kommet fra et laboratorium i Wuhan.

Her kan man læse, at Wuhans topsikre laboratorium, Wuhan Institute of Virology, har “en betydelig samling af virusstammer”, og at forskere på laboratoriet har forsøgt at skabe et kunstigt virus, der er i stand til at smitte mennesker. Samtidig står der, at der tidligere har været meldinger om sikkerhedsbrister på laboratoriet. Det kommer jeg til senere.

På baggrund af de oplysninger konkluderer Center for Biosikring og Bioberedskab i rapporten, at der ikke er beviser for, at der er sket et udslip fra laboratoriet i Wuhan. Men, står der, så længe kilden til pandemien ikke er fundet, kan muligheden heller ikke afvises.

Og pensionisten, der sidder foran mig nu, var altså centrets øverste chef, da rapporten blev skrevet.

John-Erik Stig Hansen ved meget om i hvert fald tre ting: Virus. Laboratoriesikkerhed. Og biologiske våben. Han har en doktorgrad i virologi. Han har været reservelæge i hæren, hvor han arbejdede som ekspert i biologiske våben. Han har været chef for et højsikkerhedslaboratorium på Hvidovre Hospital. Og så grundlagde han Center for Biosikring og Bioberedskab tilbage i 2001. “Jeg blev så pensioneret fra centret her ved årsskiftet og nyder tilværelsen på en helt anden måde, langt mindre stressfyldt,” fortæller han mig. “Det er meget dejligt.”

Så når du fortæller mig ting, er det som privatperson?

“Absolut. Udelukkende som privatperson og kun uklassificerede oplysninger.”

Efter et år med corona er jeg ret vant til at tale med læger og virologer. Men jeg er ikke vant til, at de fortæller mig, at de kun deler “uklassificerede oplysninger”. Men det her er også en anden situation. Medarbejdere hos Center for Biosikring og Bioberedskab skal ifølge jobopslag, jeg har fundet, sikkerhedsgodkendes, inden de kan ansættes. John-Erik Stig Hansen forklarer, at det skyldes, at “centret arbejder med en række forskellige indenlandske og især udenlandske partnere”, og at de deler informationer, der ikke er offentligt tilgængelige, om for eksempel fremstillingen af biologiske kampstoffer, fremmede stater og ikke statslige aktører.

John-Erik Stig Hansen har derfor også på forhånd advaret mig om, at han ikke kan udtale sig konkret om corona. Jeg har naturligvis tænkt mig at spørge alligevel. Men inden vi kommer til det, så lad os begynde med det, han kan tale mere frit om. Nemlig hvad der foregår på højsikkerhedslaboratorier rundtom i verden. Og hvorfor der kommer flere og flere af dem.

Laboratorier, der arbejder med farlige sygdomme, bliver inddelt i forskellige sikkerhedsniveauer alt efter, hvor farligt det, de arbejder med, er. Wuhan Institute of Virology er godkendt til det højeste niveau, ‘biosafety level 4’, og dermed til at arbejde med verdens farligste sygdomme.

For at give lidt kontekst må man i USA lave en række undersøgelser af det dødelige virus SARS i et niveau 2-laboratorium. Hvis man ligefrem vil dyrke SARS-virus, skal man op på niveau 3. Sådan et har de på Statens Serum Institut i København.

Niveau 4-laboratorier som det i Wuhan er reserveret til de rigtig farlige ting, som eksperimenter med ebola eller kopper. Det er også i den type laboratorier, man har lov til at gøre farlige virus endnu farligere. Den slags forskning har typisk til formål at forstå virus bedre og forudsige, hvordan det vil mutere. Med den viden kan man forsøge at udvikle vacciner eller medicin allerede, inden virusset ændrer form ude i naturen.

Men niveau 4-laboratorierne kan potentielt også bruges til et andet skræmmende formål. Nemlig at udvikle biologiske våben. Lad mig lige understrege – med en tyk streg under – at jeg ikke forsøger at antyde, at corona er udviklet som et biologisk våben. Men hvis jeg vil undersøge, om det overhovedet er muligt, at corona kan være kommet fra et laboratorium, er jeg nødt til at dykke ned i, hvad laboratorier som det i Wuhan kan bruges til. Og her er historien bare fuld af kuldegysfremkaldende eksempler.

“Særligt bakterier og virus har været anvendt som våben siden Første Verdenskrig, og de er blevet anvendt meget op igennem årene,” fortæller John-Erik Stig Hansen og begynder så at remse op: De er blevet brugt i Første og Anden Verdenskrig, den polske modstandsbevægelse brugte dem “i udpræget grad”, og “der var meget store våbenprogrammer efter Anden Verdenskrig, hvor der blev bygget kæmpe arsenaler op”, både i det daværende Sovjetunionen, USA og andre lande. “Man havde til hensigt simpelthen at anvende højvirulente, stærkt sygdomsfremkaldende og i nogle tilfælde smitsomme virus og bakterier til at gennemføre forskellige militære angreb eller sabotageaktioner på fjenden. Det var meget store programmer, der blev udviklet, som reelt havde udgjort, hvis det var kommet til en fuld krig mellem Øst og Vest, en eksistenstrussel for i hvert fald Vesten.”

Så det er noget, vi skal tænke over på linje med atomvåben?

“Ja.”

Stadig i dag?

“Absolut. Og truslen er ikke mindre. Atomvåben er en slags paradevåben. De er først og fremmest noget, man kan anvende i en sikkerhedspolitisk diskurs nu og her, hvorimod biologiske våben er både illegitime, men også mulige at anvende, uden man kan være helt sikker på, hvem der er afsender af dem.”

John-Erik Stig Hansen, en af Danmarks førende eksperter på det her område og en mand, der har adgang til tophemmelige oplysninger, mener altså, at biologiske våben er en eksistenstrussel mod menneskeheden på linje med eller måske endnu farligere end atomvåben. Og det på trods af, at det blev forbudt at bruge biologiske våben allerede i 1925 med Genève-protokollen. I 1975 trådte en FN-konvention, der forbyder FN-landene overhovedet at udvikle og producere biologiske våben, i kraft. Men alligevel er laboratorier blevet brugt til netop det i mere end 100 år. Og ifølge John-Erik Stig Hansen sker det altså stadig.

Samtidig er antallet af højsikkerhedslaboratorier med potentiale til at udvikle biologiske våben eksploderet. Ét af dem, der er kommet til, er Wuhan Institute of Virology, der stod færdigt i 2015. Og for at forstå, hvorfor det er svært at vide, hvad laboratorier af den type reelt bliver brugt til, skal vi forstå, hvorfor der overhovedet bliver bygget så mange nye laboratorier.

Terrorangrebet mod World Trade Center i 2001 førte til en bølge af frygt for nye terrorangreb i store dele af verden. Noget af det, mange stater begyndte at frygte, var, at terrororganisationer kunne finde på at bruge biologiske våben. Og det var ikke uden grund. I 2005 var der meldinger om, at al-Qaeda var interesseret i at udvikle både den livsfarlige bakterie miltbrand og forskellige giftige stoffer. Og noget tilsvarende ser ud til at være tilfældet for Islamisk Stat i dag.

I takt med at både vores viden og teknologi udvikler sig og gør os bedre og bedre til at bekæmpe sygdomme, bliver det også nemmere og billigere for for eksempel terrorister at bruge netop den nye viden og teknologi til at fremstille nye sygdomme. I sidste afsnit fortalte jeg om en hollandsk forsker, der i 2011 ved hjælp af et såkaldt gain-of-function-eksperiment gjorde fugleinfluenza i stand til at smitte mellem pattedyr gennem luften. Fugleinfluenza har i mennesker en dødelighed på omkring 60 procent, så eksperimentet sendte chokbølger gennem forskningsverdenen.

Biosikringseksperter som John-Erik Stig Hansen fulgte også nøje med i studiet fra Holland. En ting var nemlig risikoen for, at virusset kunne slippe ud fra laboratoriet. Noget andet var risikoen for, at nogle ville kopiere forskernes eksperiment.

“Der kom nogle interessante diskussioner ud af det, fordi de jo også ville publicere, hvordan man gjorde, og lave en artikel, der bliver sendt ud på internettet, så alle mennesker i hele verden kan læse, præcis hvad det er for nogle mutationer, man skal lave. Så har du sådan et dommedagsvirus. Og det fik de i første omgang ikke lov til.”

Det er et centralt princip i videnskab, at man skal dele sin metode, så andre forskere kan genskabe ens forsøg. Men når den metode samtidig er opskriften på et potentielt masseødelæggelsesvåben, hvad gør man så? I det her tilfælde blokerede en hollandsk domstol for udgivelsen. Og det var måske meget godt. For det har aldrig været nemmere eller billigere at bygge sit eget laboratorium end i dag.

I 2017 meddelte en gruppe canadiske forskere for eksempel, at det var lykkedes dem at genskabe en ellers udryddet nær slægtning til det virus, der giver den ret forfærdelige sygdom kopper. Udryddelsen af kopper er en af menneskehedens store bedrifter og kostede milliarder af dollars. Men uden den store forhåndsviden og ved hjælp af et laboratorium til omkring 100.000 dollars og DNA, der kan bestilles med posten, kunne holdet genskabe det nærtbeslægtede virus. Og, mente de, hvis man ville, kunne man genskabe kopper på samme måde.

Samtidig med frygten for biologisk terror har verden set et byggeboom i højsikkerhedslaboratorier, der kan bruges til at forberede sig på eventuelle angreb. I 1990 var der 12 niveau 4-laboratorier i verden. I 2018 var der 54. Altså 4,5 gange så mange. Og et af de nye ligger altså i Wuhan.

John-Erik Stig Hansen forklarer mig, at de fleste laboratorier, der arbejder med forsvar mod biologiske våben, ligger i militært regi. Men, siger han, der er også en række laboratorier, der ikke er synligt underlagt militæret, men som stadig bidrager til det.

Så bare fordi et højsikkerhedslaboratorium, som det i Wuhan, ikke er direkte underlagt militæret, kan det stadig godt blive brugt til hemmelige militære formål. Det kan bruges til at forske i nye naturlige sygdomme og for eksempel udvikle vacciner mod dem. Men det kan også bruges til at forberede sig på eventuelle angreb med biologiske våben fra enten terrororganisationer eller andre stater. Og en del af det arbejde kan bestå i selv at udvikle biologiske våben – for at forudsige, hvad man kan blive angrebet med.

Og så bliver der altså også ifølge John-Erik Stig Hansen stadig, stik imod FN-konventionerne, udviklet angrebsorienterede biologiske våben af nogle nationer i dag. De er nemlig langt nemmere både at udvikle og bruge i smug end for eksempel atomvåben.

En af fordelene ved den her type våben er, at hvis man smider et atomvåben, er det tydeligt, hvem der har gjort det, og så kommer der et tilbage i hovedet på én selv. Men et biologisk våben kan man slippe løs på en diskret måde, hvor det ikke er nemt at spore tilbage til, hvor det kommer fra?

“Ja, fuldstændig rigtigt. Det er en af fordelene ved biologiske våben.”

Der kan også være andre fordele, fortæller John-Erik Stig Hansen. For eksempel har forskere i årtier advaret om, at i takt med at vi bliver klogere på menneskets genetik og de småbitte forskelle, der er på forskellige etniske gruppers DNA, opstår der også bedre muligheder for at lave biologiske våben, der rammer nogle befolkningsgrupper hårdere end andre. Svenske forskere advarede for eksempel i 1993 mod, at såkaldt genetiske våben kan bruges til “fremtidig udvikling af masseudryddelsesvåben, der kan bruges til folkedrab”.

Sker det her i virkeligheden i dag?

“Ja, det sker selvfølgelig. Genetiske data er en af de ting, der er up and coming i mange forskellige sammenhænge, også denne. Der er adskillige lande, der forsøger at holde oplysninger om genomer på deres forskellige populationer hemmelige for andre, og det er formentlig ud fra en risikovurdering, de har lavet. Det er noget af det, som er smaddersvært at trænge ind i. Og det er i øvrigt noget, jeg ikke rigtig kan gå i detaljer med.”

Men jeg er nødt til at spørge: Hvor foregår det her henne?

“Det kan jeg jo ikke svare på. Nej, lad mig sige det korrekt: Det vil jeg ikke svare på.”

Lad mig understrege, at John-Erik Stig Hansen ikke siger, at der har været militære aktiviteter på Wuhan Institute of Virology. Han siger bare, at det sker nogle steder, og han kan – eller vil – ikke sige hvor.

Men for mit forsøg på at løse pandemiens gåde og finde ud af, hvor corona kom fra, er det, han fortæller mig, en vigtig brik. Det viser nemlig, at det ikke er usædvanligt, at der bliver lavet hemmelige eksperimenter på laboratorier som det i Wuhan.

Donald Trumps administration har rent faktisk påstået, at Wuhan Institute of Virology er blevet brugt til den slags militær forskning. I januar, lige inden Joe Biden overtog magten i USA, udgav det amerikanske udenrigsministerium et faktaark, hvori der står, at der er blevet lavet klassificeret forskning på laboratoriet på vegne af det kinesiske militær siden 2017 eller endnu tidligere. Og i løbet af marts i år har manden, der stod i spidsen for USA’s undersøgelse af spørgsmålet under Trump, David Asher, udtalt i flere medier, at han mener, corona var en del af et biologisk våbenprogram.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at USA ikke har fremlagt beviser for nogen af de påstande. Det er til gengæld også værd at bemærke, at laboratoriet i Wuhan er Kinas eneste niveau 4-laboratorium, der arbejder med virus, der kan smitte mennesker. Til sammenligning har USA otte. Så tanken om, at der ikke skulle foregå militær forskning på Kinas eneste laboratorium af den art, virker næsten usandsynlig.

Vi ved altså, at der på laboratorier rundtomkring i verden er alle mulige forskellige superfarlige virus og bakterier, og at der med god sandsynlighed også er meget andet end det, almindelige civile som mig kan finde ud af. Mit næste spørgsmål er, hvor sandsynligt det er, at noget af det kan slippe ud ved en fejl. Sker der nogensinde uheld? Svaret er ja. Og nogle af udslippene er nærmest tragikomiske.

“Erfaringen siger, at selv med de mest sikre laboratorier sker der menneskelige fejl,” siger John-Erik Stig Hansen og fortæller mig så om et universitetshospital i North Carolina i USA. Over en periode på halvandet år, i 2013 og 2014, skete der otte individuelle hændelser, hvor et ukendt antal mus hver gang slap fri. Nogle af musene var smittet med enten SARS eller svineinfluenza. Forskere forsøgte i flere af tilfældene at fange musene igen ved hjælp af et kosteskaft. “Hvis du har prøvet at fange mus … det er svært, det er virkelig svært,” siger John-Erik Stig Hansen.

Jeg har senere fundet et lignende eksempel. Nemlig tre mus, der i 2005 slap ud fra et laboratorium i New Jersey i USA. Musene var smittet med byldepest, altså den samme sygdom, der i middelalderen tog livet af omkring 50 millioner mennesker. FBI blev sat ind for at prøve at finde dem, og der var meldinger om, at grunden til, at der overhovedet var mus smittet med byldepest på laboratoriet, var netop forberedelse på et muligt terrorangreb. Musene blev, så vidt vides, aldrig fundet. Til gengæld forsvandt der fire år senere igen to byldepestsmittede mus, denne gang på mystisk vis fra laboratoriets fryser, hvor de døde mus blev opbevaret.

Og det her er kun toppen af isbjerget.

I sidste afsnit talte jeg med Filippa Lentzos, der er ekspert i biologiske trusler og seniorforsker ved King’s College i London. Hun fortalte mig, at der sker uheld hele tiden. Og at uheldene som regel ikke har de store konsekvenser og derfor går under radaren. Men indimellem går det altså helt galt. “Der er en hel række af eksempler at trække på,” sagde hun og fortalte mig så denne historie:

Virussygdommen kopper er som nævnt den eneste smitsomme sygdom, vi mennesker er lykkedes med at udrydde fuldstændigt. Det sidste naturlige tilfælde var i 1977. Men allerede året efter blev en britisk hospitalsfotograf smittet med kopper fra et laboratorium, der lå på etagen under hendes arbejdsplads. Den ansvarlige professor begik senere selvmord.

Sandheden er, at eksemplerne på udslip fra laboratorier er for lang til at nævne dem alle. Men lad mig lige lynhurtigt løbe igennem lidt flere.

SARS-epidemien blev egentlig bremset i maj 2003. Men allerede tre måneder senere dukkede den op igen, da en 27-årig ph.d.-studerende var blevet smittet med en rest af virusset på et laboratorium i Singapore. Mindre end et år senere, i 2004, blev to forskere på et laboratorium i Beijing smittet med sygdommen – ved to forskellige hændelser med to ugers mellemrum. Det førte til et mindre udbrud, hvor i alt ni mennesker blev smittet, og én døde.

Ti år senere, i 2014, var det, som om alt gik galt i USA. I et tilfælde kom et laboratorium til at sende levende miltbrand til flere andre laboratorier, der ikke var kvalificerede til at håndtere det. I et andet tilfælde sendte et laboratorium en influenzaprøve, der viste sig at være forurenet med fugleinfluenza, der kan smitte og dræbe mennesker.

Og endelig fortalte Filippa Lentzos mig en nærmest absurd historie fra samme år.

I 2014 troede man, at levende koppevirus kun blev opbevaret to ekstremt sikre steder i verden. Men så skete der noget uventet. Den 1. juli var en forsker i byen Bethesda i USA i gang med at rydde op i sit laboratorium. Han gik ind i et kølerum, og i det bagerste venstre hjørne fandt han 12 brune papkasser, der ikke var hans. Han åbnede dem og fandt i alt 327 forseglede glasflasker. Uden på flaskerne var der labels, mange af dem var for utydelige til at kunne læses. Men på seks af flaskerne stod der tydeligt “variola”. Det virus, der giver kopper.

Nogen havde glemt den eneste smitsomme sygdom, det er lykkedes os mennesker at udrydde, i et kølerum, hvor virusset havde ligget i flere årtier og kun blev fundet ved et tilfælde. Ups.

For John-Erik Stig Hansen er pointen med eksemplerne først og fremmest, at biologiske våben rummer en dobbelt trussel. Der er risikoen for, at de bliver brugt. Og så er der risikoen for, at de slipper ud fra et laboratorium. “Et sted, hvor mennesker arbejder, vil der altid ske uheld. Nogle glemmer et eller andet, det ser vi hele tiden. Uheld sker, uheld, man bare ikke havde tænkt på, kunne ske.”

Det er en vigtig pointe i sig selv, at man aldrig kan gardere sig fuldstændigt imod uheld og fejl. Men for mig rummer eksemplerne samtidig en anden lektie. Hvis der har været coronavirus på et laboratorium i Wuhan, er det altså ikke utænkeligt, at der kan være sket et uheld. Og at det kan være sluppet ud.

Vi ved altså, at topsikre laboratorier af den type, man også har i Wuhan, sagtens kan blive brugt til hemmelige militære formål, at det amerikanske udenrigsministerium har sagt, det er tilfældet, og at uheld sker. Skræmmende tit, faktisk. Ingen laboratorier kan fjerne risikoen for uheld fuldstændigt. Men nogle er selvfølgelig bedre til det end andre. Og derfor er det også værd at se nærmere på, hvad vi ved om laboratoriet i Wuhan.

Den store interesse i at bygge topsikre laboratorier har gjort, at folk, der har erfaringer i at arbejde i dem og overholde de komplicerede sikkerhedsprotokoller, har været lidt af en mangelvare.

Det blev bekræftet, da The Washington Post i april 2020 fik fat i telegrammer, der var blevet sendt fra den amerikanske ambassade i Beijing i 2018. Ambassaden havde gentagne gange sendt diplomater ud for at inspicere laboratoriet i Wuhan, og de var bekymrede. “De registrerede, at det nye laboratorium havde en seriøs mangel på passende uddannede teknikere og forskere, hvilket er nødvendigt for at betjene dette højsikkerhedslaboratorium uden sikkerhedsrisiko,” står der i et af telegrammerne.

Jeg nævnte tidligere et faktaark fra det amerikanske udenrigsministerium, der blev udgivet i Donald Trumps sidste dage som præsident. Her kan man læse, at USA “har grund til at tro, at flere forskere fra [Wuhan Institute of Virology] blev syge i foråret 2019”, altså før det første officielle tilfælde. Og at de havde symptomer, der både kan skyldes COVID-19 og helt almindelige sygdomme.

Sikkerhedsproblemerne på laboratoriet i Wuhan er også omtalt i Center for Biosikring og Biobredskabs trusselsbillede fra oktober 2020, som John-Erik Stig Hansen var ansvarlig for som centrets øverste chef. Selv om han har advaret mig på forhånd om, at han ikke kan udtale sig konkret om corona, er jeg nødt til at høre, hvad han tænker om rapporten i dag. Og om han stadig mener, at corona kan være kommet fra et laboratorium. Jeg spørger ham, om han kan fortælle mig noget om overvejelserne bag rapporten.

“Nej, det kan jeg ikke,” siger han og korrigerer så sig selv med et grin: “Det vil jeg ikke. Du må læse rapporten, og jeg har ikke yderligere bemærkninger til den. Men jeg vil bare sige, at det er jo ikke noget, vi tilfældigvis skriver. Det er jo forudgået af et års arbejde af flere mennesker og med bidrag fra mange sider. Så der er intet i den rapport, der er noget, vi bare lige skrev på en formiddag.”

Det står stadig til troende?

“Det gør det.”

Og hvorfor kan du ikke udtale dig nærmere om det spørgsmål?

“Det vil jeg ikke.”

Kan du godt forstå, at jeg næsten er nødt til at spørge?

“Selvfølgelig. Du kan bare spørge. Jeg forstår udmærket, at naturligvis er det interessant at grave i. Men det er også der, hvor du når muren. For det vil jeg ikke sige dig noget om. Og eftersom du ikke har gloende tænger og håndjern, kommer der ikke mere ud af det.”

Jeg kan ikke trænge længere ind i det her, siger John-Erik Stig Hansen, og jeg tror desværre, han har ret. Men han siger også, at han står ved det, der står i rapporten. Så lad mig gentage det: Der står, at der er lavet forsøg med at skabe kunstige virus på laboratoriet i Wuhan med evnen til at smitte mennesker. At der har været sikkerhedsproblemer på laboratoriet. Og at der ikke er konkrete beviser for, at der er sket et udslip, men at det heller ikke kan udelukkes, så længe kilden til pandemien ikke er blevet fundet. Og så står der en sætning, som jeg synes er virkelig rammende: “Diskussionen om kilden til COVID-19-pandemien er vanskelig, fordi spørgsmålet om årsagen til pandemien på meget kort tid blev politiseret.”

Gåden om pandemiens oprindelse, som jeg prøver at løse, blev allerede under coronaens første bølge i foråret 2020 filtret ind i kæmpestore politiske spørgsmål. Donald Trumps håndtering af pandemien blev kaldt katastrofal, og det virkede oplagt, at hans anklager mod Kina i virkeligheden var et forsøg på at give andre skylden.

Siden da er spørgsmålet om pandemiens oprindelse i stigende grad blevet rodet ind i de voksende spændinger mellem USA og Kina. Og derfor er det svært at vide, om de oplysninger, der kommer fra landene, er til at stole på, eller om der ligger andre politiske agendaer bag.

Og endelig siger John-Erik Stig Hansen, at der altid er rigtig store både økonomiske og militære interesser på spil, når det handler om højsikkerhedslaboratorier. Faktisk mener han, det er en af grundene til, at laboratorierne får lov at eksistere i relativ ubevågenhed på trods af de store risici, de medfører. De er blevet en del af supermagternes interne magtkamp, hvor ingen vil være bagud i våbenkapløbet. En af grundene til, at han overhovedet har sagt ja til at snakke med mig, er for at udfordre de interesser.

“Der er andre interesser, det skal man være opmærksom på. Men jeg mener faktisk, at det, jeg taler for, det er i virkeligheden samfundets og befolkningens interesse på globalt plan, og jeg har ikke noget tilovers for de andre, det må jeg sige.”

Og hvad er de andre interesser? Økonomiske? Militære?

“Først og fremmest er det militære, nationale sikkerhedsinteresser og profit. Det har jeg jo ingen del i, og jeg respekterer heller ikke, at man kan have den interesse, for det, man arbejder med, er masseødelæggelsesvåben. Jeg kan slet ikke se, hvad der kan retfærdiggøre, at man løber nogen som helst risiko der.”

Jeg kommer ikke længere med teorien om et udslip fra et laboratorium. Der mangler simpelthen hårde beviser. Sandsynligvis fordi de ikke findes. Og hvis de gør, og det er et kæmpestort hvis, så er de klassificerede, og jeg kan ikke få dem at se.

Men som jeg har sagt før i serien her, er min måske største motivation til overhovedet at undersøge gåden om pandemiens oprindelse også at blive klogere på, hvor den næste pandemi kan komme fra, og hvad vi kan gøre for at minimere risikoen. Og her har John-Erik Stig Hansen og flere andre, jeg har talt med, gjort det meget tydeligt for mig, at der er en reel risiko for, at den næste pandemi kan komme fra et laboratorium. Og at vi, hele verden, er nødt til at tage den risiko meget alvorligt.

“Sådan så vi ikke får et uheld om 20 år, at der er et eller andet virus, der ved et uheld starter en ny pandemi, der måske ikke nøjes med at have én procents dødelighed, men har 15 procent. Jeg er muligvis død alligevel, men det er bare virkelig noget, der kan true hele den udvikling, vi har arbejdet for. Det hele braser sammen, hvis du kommer op i sådan nogle scenarier, og det er efter min vurdering langt mere sandsynligt, end at vi får en massiv atomkrig med udveksling af alle de kernevåben, der findes. Det er paradevåben. Det her, det er virkelighed,” siger John-Erik Stig Hansen.

Til sidst mangler jeg bare at fortælle en enkelt ting. For mens jeg sad og lagde sidste hånd på afsnittet her, skete der noget, jeg har ventet meget længe på. Tirsdag den 30. marts indkaldte Verdenssundhedsorganisationen WHO og Kina til virtuel pressekonference. Og det gjorde de for at præsentere resultaterne af 14 dages tur til Wuhan, hvor internationale og kinesiske eksperter har undersøgt pandemiens oprindelse.

På baggrund af turen til Wuhan konkluderer eksperterne, at det mest sandsynlige scenarie er, at coronavirus kom fra flagermus og smittede mennesker via et andet dyr som for eksempel skældyr eller mink.

Til gengæld mener de, at et laboratorieuheld er en “ekstremt usandsynlig” forklaring. Og så skulle man tænke, at teorien var lagt i graven. Men eksperternes egen chef, WHO’s generalsekretær Tedros Adhanom, gik samtidig ud og med en udtalelse, der er blevet fortolket som en kritik af eksperternes arbejde. “Jeg mener ikke, at denne vurdering var omfattende nok. Der er brug for mere data og flere studier for at nå mere robuste konklusioner. Selvom holdet har konkluderet, at et laboratorielæk er den mindst sandsynlige hypotese, kræver det videre efterforskning, potentielt med yderligere missioner der involverer specialisteksperter, hvilket jeg er klar til at sende af sted,” sagde WHO’s generalsekretær.

Så i næste afsnit nærlæser jeg rapporten fra WHO og Kina for at se, hvordan undersøgelsen har fundet sted, og hvad de har fundet ud af. Og så dykker jeg ned i den voksende kritik af eksperternes arbejde – og Kinas store indflydelse på processen.