Vanløse Fiskehus ligger nogle meter nede ad en sidevej til den københavnske forstads hovedstrøg, Jernbane Allé. Skiltene udenfor reklamerer med friske skrubber og økologiske muslinger, og i montrerne indenfor ligger der røget laks fra Færøerne, marinerede sild og hjemmerørt fiskefars. Butikken er min nærmeste fiskehandler, og jeg er cyklet herned for at få en fagmands input til et stort spørgsmål, som jeg har sat mig for at svare på:
Hvad gør man, hvis man gerne vil spise fisk, der er så bæredygtig som overhovedet muligt?
Butiksindehaver Jesper Lund ser næsten opgivende ud, da jeg spørger ham. “Så skal man gå efter noget, der er bæredygtigt fanget, og som ikke er udrydningstruet,” siger han. “Og det kan jo være en jungle at sætte sig ind i.”
Det har han ret i. Fiskeindustrien har et dårligt omdømme, og det vrimler med historier om overfiskeri, miljøsvineri og humbug, uanset om det så drejer sig om fiskeopdræt eller fiskeri i det fri. Så hvordan vælger man den mest bæredygtige fisk? Det er et simpelt spørgsmål med et temmelig kompliceret svar. Ikke desto mindre vil jeg forsøge at folde svaret ud her, baseret på input fra ikke alene Jesper Lund, men også stribevis af forskningsresultater og interviews med eksperter og andre vidende mennesker af forskellig slags. Undervejs får du et overblik over udviklingen i de globale fiskebestande og den hastigt voksende industri, hvor fisk opdrættes i havbrug og dambrug på samme måde, som vi avler kyllinger, grise og køer på land. Jeg vil også forsøge at give en vurdering af de mest udbredte mærkningsordninger for bæredygtig fisk. Og til allersidst – det lover jeg – får du så nogle tommelfingerregler, som du rent faktisk kan bruge nede hos fiskehandleren eller i supermarkedet.
Men før vi går i gang, så lad os lige kridte banen op. Som Zetland-medlem Jan Bendix skrev, da jeg bad om input til artiklen her, bør man altid gøre klart, hvad man egentlig mener med bæredygtighed. Her kigger jeg mest på klima og miljø og mindre på økonomi, arbejdsforhold og den slags. I det store, globale perspektiv tilbyder fisk nemlig os mennesker en mulig løsning på en af vores allerstørste udfordringer som art: Vores madforsyning skal i løbet af de kommende årtier laves temmelig grundlæggende om, hvis ikke den skal bringe klodens fundamentale systemer fuldkommen ud af balance. Ud over at bidrage kraftigt til klimaforandringerne er vores fødevaresystem nemlig hovedansvarlig for en lang række stærkt bekymrende udviklinger, fra det globale tab af biodiversitet til den omsiggribende forurening af store havområder med næringsstoffer, som dræber livet i havet. Det er derfor, jeg har valgt først og fremmest at fokusere på fisk som en – mulig – vej til en mere bæredygtig madforsyning for os mennesker. Hvilket også betyder, at artiklen heller ikke handler om, hvilke fisk der er sundest. Men fordi jeg ved, at spørgsmålet optager mange, og fordi der florerer virkelig mange myter på nettet, så lad mig bare lige slå det helt overordnede fast: Langt det meste fisk er altså sundt, og sundhedsmyndighederne anbefaler os at spise mere af det, med nogle ganske få undtagelser primært for gravide.
Og lad os så komme i gang.
Giver det overhovedet mening at betragte fisk som en bæredygtig form for mad til mennesker? Der skal ikke være nogen tvivl om, at det mest bæredygtige ville være, hvis vi alle sammen mestendels bare spiste planter. Men alt tyder på, at det er svært for de fleste at holde sig helt væk fra mad, som kommer fra dyr. Så det er i den kontekst, fisk skal vurderes. Hvordan ser det ud med bæredygtigheden sammenlignet med det mest oplagte alternativ, som er kød?
Lad os begynde med at se på klimaaftrykket. Generelt er rigtig meget fisk en klimavenlig spise, men allerede her bliver det faktisk lidt kompliceret. Der er nemlig forskel på fisk. Ganske stor forskel, faktisk. I efteråret 2021 udkom et stort metastudie i det videnskabelige tidsskrift Nature, hvor forskerne bag redegjorde for klimapåvirkningen fra en række forskellige former for fisk og skaldyr. Forskerne sammenlignede også fiskene med den mindst belastende form for kød, nemlig kyllingekød. Og der er både fisk, som klarer sig bedre end kyllinger, og fisk, som klarer sig værre.
Nogle former for fisk og skaldyr har et klimaaftryk, der er mere end dobbelt så højt som kyllingekød. Det gælder blandt andet for hummere og helleflyndere. Rejer har også et højt klimaaftryk, uanset om de er opdrættet eller fanget i det fri. Lidt bedre ser det ud for tunfisk, som ligger nogenlunde i midten med et marginalt lavere klimaaftryk end kylling. Et hak længere nede ad klimabelastningsstigen finder man populære aftensmadsfisk som torsk og laks. Endnu mere klimavenlige er dog sild, hvis klimaaftryk er under halvt så stort som kylling. Og suverænt mest klimavenlige af alle dyr på listen er østers og muslinger fra opdræt.
Alt det her er selvfølgelig gennemsnitsbetragtninger, og der er mange nuancer. For eksempel er klimabelastningen fra danske vildtfangede blåmuslinger og østers meget lav ifølge forskning fra DTU, modsat det generelle billede i Nature-undersøgelsen. Samtidig kan fangstredskaber betyde meget. Klimaaftrykket fra rødspætter og torsk er for eksempel betydeligt højere, hvis fiskene er fanget med bundtrawl, end hvis fiskene er fanget med såkaldt snurrevod, som kræver mindre motorkraft at fiske med. Man skal også være opmærksom på, at klimaregnskabet hurtigt kan tippe, hvis fisken bliver fløjet den halve klode rundt for at blive fileteret og spist, efter at den er fanget eller opdrættet. Nature-undersøgelsen dækker nemlig kun udledninger fra selve produktionen af råvaren. I det hele taget betyder regnemetoder altid rigtig meget i undersøgelser af den her type, hvilket man altid skal være opmærksom på. Endelig skal det siges, at hovedårsagen til den relativt store klimabelastning fra vildtfangede fisk og skaldyr er fiskekutternes brændstofforbrug, og det kan man gøre noget ved. Man kan bruge mindre energikrævende fangstmetoder, og så kan man skifte til grønne brændstoffer – noget, som man allerede arbejder på i Danmark. På samme måde er klimaaftrykket fra opdrættede fisk meget afhængigt af, hvilket foder de får, og det kan man også skrue på.
Helt enkelt er det altså ikke. Men det er altså rimelig sikkert at sige, at fisk hører til i den pæne ende af klimabelastningsskalaen, hvis man ser sig lidt for. Og det gælder både de vildtfangede og de opdrættede. Men hvis man faktisk vil være i stand til at vælge den mest bæredygtige fisk, er man nødt til at dykke længere ned under overfladen.
Lad os begynde med de vildtfangede fisk. Elefanten i rummet her er Netflix-dokumentaren Seaspiracy fra 2021, som tegner et mildt sagt dystert portræt af den globale fiskeindustri og kommer med en række vilde påstande, såsom at havet vil være tømt for fisk i 2048 (en påstand, som for længst er blevet undsagt af de forskere, hvis 15 år gamle beregninger filmen henviser til). Jeg vil ikke give mig til at faktatjekke filmen i detaljer her, men i stedet forsøge at give en sober gennemgang af mange af de problemstillinger, som filmen peger på, og som er helt reelle.
Overfiskeri er et oplagt sted at begynde. Jesper Lund går faktisk i tanker om at sælge sin fiskebutik, blandt andet fordi det bliver sværere og sværere at skaffe frisk dansk fisk – mange fiskebestande er pressede, og dertil kommer, at meget af den bedste fisk bliver solgt til udlandet. Senest er mængden af torsk, der må fanges i Østersøen, blevet skåret med 88 procent, fordi bestanden har det så dårligt. Og hvis éns udgangspunkt er, at havet burde indeholde lige så mange fisk, som det kunne, hvis vi mennesker ikke fiskede, ser det unægtelig skidt ud for mange arter og farvande. Vi har reelt reduceret livet i havet til en brøkdel af, hvad det var engang, uden rigtigt at forstå konsekvenserne for alverdens marine økosystemer eller kloden som helhed. Og det kan man jo godt blive lidt nedtrykt over. Men billedet er mere opmuntrende, hvis man går til problemstillingen på samme måde, som fiskerimyndigheder typisk gør – nemlig ved at se på, om verdens fiskebestande er i stand til at opretholde sig selv på et niveau, hvor de kan levere en stabilt høj mængde mad til nutidige og fremtidige generationer. I dét perspektiv har ganske mange fiskebestande det faktisk okay. For eksempel er bestanden af tunfisk i fremgang flere steder. Ud af alle de vildtfangede fisk, som FN’s fødevareorganisation har tal på, kommer kun omkring en femtedel fra bestande, som er decideret overfiskede, altså fisket ud over det punkt, hvor fiskeriet ét år vil gå ud over fiskeriet året efter. Resten – 79 procent af fangsten målt på vægt – kommer fra bestande, som ikke overfiskes. Med til historien hører dog, at hvis man ser bort fra mængderne og kigger på de enkelte fiskebestande (hvor en bestand for eksempel kan være ‘torsk i Østersøen’), er lidt over en tredjedel af alle fiskebestande overfisket. Yderligere 60 procent balancerer lige på grænsen. Det er altså kun seks procent af verdens monitorerede fiskebestande, som ikke enten er overfiskede eller udnyttet til maksimum. Og der er ingen grund til at tro, at det ser bedre ud for de fiskebestande, som vi ikke har tal på.
Det er et faktum, som har nogle ret vilde konsekvenser. Det betyder nemlig, at hvis vi mennesker vil gøre vores kost mere klimavenlig ved at udskifte kød med fisk i større skala, skal fisken ikke fiskes i havet, men opdrættes af mennesker. Vi kunne klart blive bedre til at forvalte vores fiskebestande – hvilket er en kæmpe historie i sig selv – det er åbenlyst. Men selv hvis vi blev bedre til at frede udvalgte områder af havet, så fiskene fik flere steder at yngle i fred, ville vi på globalt plan højst kunne øge den årlige mængde af vildtfangede fisk med omkring ti procent. Det var konklusionen i et meget omtalt studie i Nature fra foråret 2021. Så tæt er vi altså på den maksimalt mulige udnyttelse af havets ressourcer. Hvilket også afspejler sig i det faktum, at al vækst i den globale produktion af fisk de seneste 30 år er kommet fra opdræt, som i dag leverer over halvdelen af al spisefisk i verden. Derfor kan man ikke tale om bæredygtig fisk uden at tage et grundigt kig på fiskeopdræt – men først skal vi lige være færdige med de vildtfangede fisk.
Hvor mange fisk vi haler i land, er nemlig kun én side af problemstillingen. Hvordan vi gør det, betyder også virkelig meget. Havforskerne på DTU Aqua har for nylig lavet en grundig gennemgang af, hvordan forskellige fiskerier og fangstredskaber belaster klima og natur. Generelt springer det i øjnene, at fisk og skaldyr fanget med bundtrawl – de her store, tunge og tragtformede kæmpenet, som trækkes hen over havbunden – som hovedregel har en høj belastning. Det kræver meget brændstof at trække et trawl hen over bunden, ligesom det forstyrrer de dyr og planter, som lever der. Eksempelvis kan trawl forhindre CO2-opsugende enge af ålegræs i at brede sig på havbunden. Samtidig kan der også være en del bifangst ved trawlfiskeri – altså fangst af uønskede arter eller fisk, som er for små til at sælge. Det er skidt for fiskebestandene og bidrager til udsmid, hvor døde eller levende fisk simpelthen ryger over bord igen. Jomfruhummere, som fanges ved at gennemtrawle store arealer af havbund, slår derfor ud i DTU-undersøgelsen med høj klimabelastning, stor påvirkning af havbunden, stor bifangst og stort udsmid. Meget bedre ser det ikke ud for rejer, som typisk også fanges med trawl, ligesom torsk og rødspætter har markant større belastning på alle parametre, hvis fiskene er fanget med trawl frem for vod.
Generelt kan man derfor også sige, at fiskearter, som ikke fanges med bundtrawl, har en lavere belastning. Det gælder især stimefisk som sild og makrel. Sild og makreller svømmer rundt langt oppe i vandet, højt over bunden. Derfor giver det slet ikke mening at forsøge at fange dem med bundtrawl. Og fordi de svømmer i stimer, kan man fange mange fisk på én gang. Det sparer brændstof og minimerer bifangst og udsmid.
Endelig viser DTU-rapporten, at såkaldt passive fangstredskaber som garn, liner og tejner (som er små fælder) generelt er ret skånsomme over for klima og miljø. Men der er stadig problemer med bifangst. Ud over at fange uønskede fisk dræber liner og især garn et stort antal havfugle og havpattedyr, som ganske enkelt sidder fast og drukner. Flere end 2.500 marsvin anslås at drukne i danske fiskegarn hvert år.
Okay. Så hvad gør man, hvis man gerne vil omsætte al denne viden til konkret handling? Da jeg bad om input fra Zetlands medlemmer til den her artikel, spurgte mange til den mest udbredte mærkningsordning for bæredygtig vildtfanget fisk, nemlig MSC-mærket. Kan man stole på, at man får mere bæredygtig fisk ved at gå efter det blå MSC-mærke? Det korte svar er, at ja, det kan man i det store og hele godt. Man skal bare ikke tro, at et MSC-mærke altid sikrer bæredygtigheden på alle parametre. For eksempel har MSC-mærket slet ingen kriterier for klima.
Ifølge Henrike Semmler Le, som er fiskerirådgiver i WWF, er MSC-mærket “det stærkeste bæredygtighedsmærke på markedet for vildtfanget fisk” og især godt som forsikring mod overfiskeri. Det kan man blandt andet se af, at MSC jævnligt suspenderer sine certificeringer eller trækker dem helt tilbage, hvis der er problemer med fiskebestandene eller myndighedernes forvaltning. Det er de senere år sket for både sild, torsk og makrel i farvande nær Danmark. Men Henrike Semmler Le (og resten af WWF) har også forbehold over for MSC-mærket, som især handler om, at MSC måske ikke altid tager tilstrækkeligt hensyn til bifangst og skader på havbunden. Og her behøver vi ikke engang forlade de indre danske farvande for at finde et godt eksempel – det danske fiskeri efter jomfruhummere er nemlig MSC-certificeret, selv om der både er en relativt stor påvirkning af havbunden og stor bifangst.
Hos MSC’s danske afdeling har man to overordnede kommentarer. Den ene er, at en MSC-certificering altid tager udgangspunkt i, hvor meget fiskeriet samlet set påvirker det økosystem, hvor det foregår. Og den anden kommentar lyder, at MSC løbende påvirker fiskeriet ved at stille krav til certificerede fiskerier. For eksempel er det danske jomfruhummerfiskeri blevet pålagt krav om at minimere bifangst. “Denne type betingelser og de forandringer, de medfører, er en essentiel del af MSC’s arbejde for at sikre sunde verdenshave,” skriver fiskeriansvarlig Helle Torp Christensen i en mail.
Samlet set er Henrike Semmler Le fra WWF da heller ikke i tvivl om, at MSC-ordningen bidrager til at skubbe fiskeriet i en mere bæredygtig retning, ikke mindst i globalt perspektiv. Det er der også forskning, som tyder på. Og samme konklusion er man nået til i sushi-kæden Letz Sushi, som har et erklæret mål om at ville være Europas mest bæredygtige sushi-kæde. “Intet er perfekt, men man er nødt til at gå efter det bedst mulige,” siger direktør Anders Barsøe. “MSC-mærket tun er stadig langt bedre end at købe et konventionelt stykke tun, som potentielt kan være fanget af en piratfisker.”
Er man alligevel bekymret over hullerne i MSC-ordningen, kan man ty til det nyetablerede og statskontrollerede danske NaturSkånsom-mærke, som kun gives til fisk fra mindre fiskerbåde, der fisker tæt ved kysten med skånsomme redskaber, det vil sige ingen bundtrawl. Mærket er dog ret nyt, og derfor er der endnu ikke så meget Naturskånsom-mærket fisk på markedet. Og så er de skånsomme redskaber jo som nævnt ikke altid en garanti mod bifangst af fisk, fugle og havpattedyr.
Det var de vildtfangede fisk. Hvad med de opdrættede? Helt overordnet er udgangspunktet godt sammenlignet med andre husdyr, og en meget grundlæggende årsag er, at fisk er flydende og vekselvarme – deres temperatur følger altså bare omgivelserne. Det betyder, at de hverken skal bruge energi på at holde varmen eller på at holde sig oprejst, og derfor er fisk bedre til at omsætte deres foder end andre husdyr. Der skal simpelthen mindre foder til at lave et kilo fisk end et kilo kød fra en gris eller en ko. Alt andet lige giver det mindre energispild og derfor også mindre belastning per kilo produkt sammenlignet med de fleste andre former for mad fra dyr. Det kan man også se i det Nature-studie, som jeg citerede til at begynde med. Forskerne bag studiet har sammenlignet opdrættede fisk og skaldyr med kylling på en række andre områder ud over klima, og her må man sige, at det generelt ser bedre ud for fiskene end for kyllingerne. Som hovedregel er fisk skyld i mindre arealforbrug, mindre ferskvandsforbrug og mindre forurening med næringsstoffer end kyllinger, og igen springer opdrættede østers og muslinger i øjnene som længder bedre for miljøet end både fisk og kyllinger på alle parametre.
Men der er selvfølgelig nogle vigtige detaljer at være opmærksom på.
En af de væsentlige er, at opdræt af fisk stadig kræver fangst af vilde fisk. Lidt over en tiendedel af al vildtfanget fisk bliver i dag brugt til at fodre opdrætsfisk. Godt nok er andelen af fiskemel og fiskeolie i opdrætsfiskenes foder faldet støt gennem mange år, og altædende arter som karper og tilapia klarer sig i dag næsten helt uden. Men der er andre arter, som stadig konsumerer en hel del vildtfangede fisk. Det gælder ikke mindst de mest populære opdrætsfisk herhjemme – ørreder og laks. Selv om andelen af fiskemel og fiskeolie i kosten til de populære rovfisk er faldet støt de seneste mange år, skal der i gennemsnit stadig næsten to kilo vildtfanget fisk til at opdrætte et kilo laks eller ørred. Og det er et problem. For det første, fordi industrifiskeriet efter foderfisk tager maden ud af munden på fugle, havpattedyr og spisefisk som torsk og tun, så de får sværere ved at klare sig. Men også fordi vi som nævnt ikke kan hive ret mange flere fisk op af havet, end vi allerede gør. Hvis vi skal blive ved med at producere flere og flere fisk år for år, kræver det altså, at fiskene kan klare sig med meget lidt eller slet ingen vildtfanget fisk i foderet. Især fiskeolie er svært at undvære, men industrien er i fuld gang med at udvikle alternativer baseret på mikroalger og genmodificeret raps. De første produkter er faktisk allerede på markedet, og nøgleingrediensen er de omega 3-fedtsyrer, som fiskene har brug for, og som samtidig gør fede fisk som laks og ørreder sunde at spise for os mennesker.
Men hvad med fiskeopdrættenes påvirkning af naturen og det lokale miljø? Rigtig meget af den opdrættede fisk, vi spiser i Danmark, er laks fra Norge, så det er et godt sted at kigge hen. Det helt store emne deroppe er lakselus, som er en blodsugende parasit, der stortrives på laks stuvet sammen på relativt lidt plads. Bekymringen er især, at lusene overføres til de norske vildlaks, som i forvejen er pressede og netop er blevet kategoriseret som udrydningstruede. Men der er også andre problemer: Undslupne opdrætslaks, som blander sig med de vilde eller fortrænger dem fra elvene. Virussygdomme. Miljøpåvirkning fra lægemidler. Laks, som får skader og stress af at blive samlet op og behandlet for lakselus. Rensefisk, som sættes ud til laksene i et forsøg på at rense dem for lus, men dør i millionvis af stress og sygdomme. Og 50 millioner opdrætslaks, som hvert år dør af skader og sygdomme, svarende til cirka 15 procent af alle norske opdrætslaks. Det lyder voldsomt, men er faktisk en mindre procentvis dødelighed end i danske svineopdræt, bare lige for at sætte perspektiv på.
Andre ting er der bedre styr på, for eksempel forurening med næringsstoffer. Og så er det også værd at bemærke, at man bruger meget lidt antibiotika i norsk lakseopdræt, fordi fiskene bliver vaccineret mod bakteriesygdomme – de bliver simpelthen samlet op af vandet og får et skud med en sprøjte. Alle de her ting kan man blandt andet læse om i en stor, årlig rapport fra Havforskningsinstituttet i Bergen. Den hovedansvarlige for rapporten er forsker Ellen Sofie Grefsrud, og hun fortæller, at hun er mest bekymret for problemerne med rensefiskene, men at hun samlet set ikke er mere bekymret, end at hun gerne spiser laks fra norske opdræt. “Al madproduktion er en belastning for miljøet, men jeg synes ikke, at fiskeopdræt er værre end anden madproduktion,” siger hun.
Samlet set må man måske bare sige, at fiskeopdræt altid vil være en belastning på den ene eller anden måde sammenlignet med, hvis der ikke var fiskeopdræt. Ligesom der ville være flere fisk i havet, hvis vi ikke fiskede – og flere vilde dyr på land, hvis vi ikke havde så mange husdyr og så meget landbrug. Det centrale spørgsmål er derfor, hvordan man minimerer belastningen.
En mulig vej at gå er at opdrætte fisk i landbaserede anlæg, hvor fiskene svømmer rundt i tanke, hvor vandet bliver renset og genbrugt. Den slags anlæg gør det muligt at holde bedre styr på, hvad der kommer ind og ud, og de er faktisk ved at blive en stor ting herhjemme. Udfordringen er så, at strømforbruget til pumper og andet materiel er relativt højt, hvilket kan være skidt for klimaaftrykket, hvis strømmen ikke er grøn. Samtidig er de landbaserede anlæg dyrere i drift end havbrug, og det betyder typisk, at fiskene skal svømme meget tæt, hvis det hele skal give økonomisk mening. Og så kan man jo sætte spørgsmålstegn ved dyrevelfærden.
Under alle omstændigheder: Hvis man gerne vil sikre sig, at man køber den mest skånsomt opdrættede fisk, er det igen oplagt at kigge mod de forskellige mærkningsordninger for opdrætsfisk. Og igen er hovedkonklusionen, at ja, det giver mening at gå efter certificeret fisk.
Den mest udbredte mærkningsordning for opdrætsfisk er det grønne ASC-mærke, som ligner MSC-mærket, men drives af en anden organisation. ASC stiller en række krav til produktionen, som typisk ligger ud over de lokale myndigheders krav. De præcise krav varierer fra fiskeart til fiskeart, men der er både krav om at minimere udslip af fisk til det lokale miljø, om en vis mængde plads til fiskene, om mindst mulig lokal forurening med næringsstoffer og om at minimere forekomsten af sygdomme og forbruget af medicin. Og nok allervigtigst, så stiller ASC krav til foderet, som i det store billede er dér, hvor fiskeopdræt har den største miljøpåvirkning. Der er både krav om at minimere mængden af vildtfanget fisk og om kun at bruge soja, som ikke kommer fra ryddede regnskovsarealer – og kravene strammes løbende. Undertiden får ASC kritik for at se for meget gennem fingre med afvigelser fra egne standarder, men generelt anbefales mærket af organisationer som WWF, Seafood Watch og Dansk Initiativ for Etisk Handel som et klart bedre valg end ikke-certificeret opdrætsfisk, ikke mindst på grund af kravene til foderet.
En anden mulighed er at gå efter økologisk opdrættet fisk med det velkendte røde Ø-mærke eller det grønne EU-økomærke. Her er der ud over krav om økologisk foder blandt andet også krav om minimalt forbrug af medicin og andre bekæmpelsesmidler, ligesom der er krav om, at fiskene skal have mere plads at svømme rundt på. Til gengæld bruges der typisk betydeligt mere fisk i foderet til økologiske rovfisk som laks og ørreder.
Okay. Det var en ret stor mængde information om fisk. Lad os prøve at koge det ned til nogle tommelfingerregler, som man rent faktisk kan styre efter.
Tommelfingerregel nummer ét: Gå efter fisk og skaldyr, der er omfattet af en mærkningsordning som for eksempel NaturSkånsom, MSC, ASC eller økologimærket. Ingen mærkningsordninger er perfekte, men ved at gå efter mærkerne er du med til at skubbe på en bevægelse i retning mod mere skånsom fangst og opdræt.
Tommelfingerregel nummer to: Hvis du ikke kan få certificeret fisk, så brug et online-værktøj som for eksempel WWF’s Fiskeguide til at tjekke opdrætsmetoder og fiskebestande. Den samme art kan have det fint i ét farvand, men være presset helt i bund i et andet – det gælder for eksempel for torsk – og på samme måde kan der være stor forskel fra land til land på, hvor godt myndighederne har styr på miljøpåvirkningen fra fiskeopdræt.
Tommelfingerregel nummer tre: Kig efter fangstredskaberne. Bundtrawl er ofte forbundet med et stort klimaaftryk og en stor påvirkning af havbunden sammenlignet med andre redskaber. Blandt de mere skånsomme redskaber er for eksempel snurrevod, liner, tejner og garn.
Tommelfingerregel nummer fire: Muslinger og østers er et hit. Generelt er muslinger og østers simpelthen mere bæredygtig mad end fisk, i hvert fald hvis de kommer fra opdræt eller er høstet i dansk farvand. Allerbedst er det, hvis de er opdrættet på liner.
Tommelfingerregel nummer fem: Rejer og hummere er ikke noget hit. Både rejer og hummere har typisk et højt klima- og miljøaftryk, og du gør derfor ikke din kost mere bæredygtig ved at vælge rejer i stedet for kød, medmindre du samtidig skruer gevaldigt ned for mængderne. Fjordrejer fanget med ruser og jomfruhummere fanget med tejner er dog undtagelser.
Tommelfingerregel nummer seks: Sild er et hit. De velkendte stimefisk har generelt et lavt klima- og miljøaftryk, så dem kan du spise med ret god samvittighed – i hvert fald hvis de er certificerede eller kommer fra en sund bestand.
Tommelfingerregel nummer syv: Du redder ikke verden ved at spise fisk. Ja, du kan gøre din kost mere klima- og miljøvenlig ved at skifte kødsovsen ud med laks fra de norske fjorde eller torsk fra de nogenlunde sunde bestande i Barentshavet. Men i et globalt perspektiv skal der mere til. Med fisk er det – i det store billede – ligesom med alle andre former for mad, som kommer fra dyr: Vi er nødt til at vænne os til tanken om, at den samlede globale produktion formentlig skal stige, samtidig med at vi hver især skal spise en mindre del af den. Ellers bliver det svært at opnå en bæredygtig fødevareforsyning i en verden med ni eller ti milliarder mennesker uden en meget ulige fordeling af maden. Eller sagt på godt dansk: Fisk et par gange om ugen er sundt og godt, men hvis du faktisk vil kunne hævde, at din kost er bæredygtig, må du nok også lære at lave en stribe lækre retter til de andre dage, hvor det er planter – og ikke dyr – som spiller hovedrollen.
Lige inden jeg forlader fiskebutikken i Vanløse, siger Jesper Lund faktisk nogenlunde det samme: “Vi er for mange mennesker på Jorden, der skal have for meget at spise. Hvis vi koger det ned, så er det dét, der er problemet.”