“Det er som to børn på bagsædet, der slås.” Marcus Knuth om splittelsen i Venstre

OMVÆLTNINGMarcus Knuth er sat fra bestillingen, men det liberale paradoks, han har været repræsentant for, findes stadig. Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Kampen om Venstres politiske retning i udlændingespørgsmålet har i de seneste år været både højlydt og skarpladt i debatten om burkaer, kager og paradigmeskift. I sidste uge kulminerede den, da de to bannerførere for hver deres holdning, Jan E. Jørgensen og Marcus Knuth, hver især blev frataget deres ordførerskaber. Et par dage efter mødtes Andreas Thorsen med Knuth til et interview. Og danskvand fra plastikflasker.

Onsdag eftermiddag sad Marcus Knuth og var til møde i Skuespilhuset i København, da hans telefon ringede. Det var Karen Ellemann. Det var underligt.

Han tog den ikke, men spekulerede over, hvorfor hans gruppeformand ringede på et tidspunkt, hun normalt ikke ringede på, men næste formiddag skulle Venstre have gruppemøde på Christiansborg, og på det gruppemøde skulle man konstituere ordførerskaber og udvalgsposter inden folketingsårets begyndelse, så måske havde det noget med det at gøre. Der var måske nogen, der gerne ville have Knuths plads i det ene eller det andet udvalg. Han forestillede sig ikke, at det handlede om hans ordførerskaber. Ordførerskaber blev der normalt ikke ændret på med så kort varsel.

Marcus Knuth var på det tidspunkt integrations- og udlændingeordfører for Venstre og idémanden bag flere love, som havde splittet hans land og parti i to, blandt andet et burka- og niqabforbud og et forbud mod romalejre og såkaldt utryghedsskabende tiggeri. Han var en art frontmand for den nationalkonservative højrefløj, som så ham som en nødvendighedens hardliner og som integrationsminister Inger Støjbergs pragmatiske løjtnant i kampen mod islamismen. Spurgte man venstrefløjen og endda store dele af hans eget parti, var han bare også en skurk, som havde blotlagt et liberalt paradoks og skubbet til hegnspælene rundt om de helt grundlæggende frihedsværdier, vores samfund er bygget på. Marcus Knuth så det som en nødvendighed. Marcus Knuth var en værdikriger. Det er han stadig. Men han er ikke integrations- og udlændingeordfører længere.

Jeg var overrasket over timingen,” siger Marcus Knuth om opkaldet, han modtog onsdag eftermiddag. Vi sidder i hans lejlighed i Indre By. Lejligheden er næsten tom, Marcus Knuth er ved at flytte. Vi drikker danskvand af plastikflasker (og det skal i gennemsigtighedens navn siges, at jeg for tiden er ved at skrive en bog om Marcus Knuth).

Inden sommeren havde han talt med sin gruppeformand om, hvad han ville lave, når han på et tidspunkt ikke længere skulle være integrations- og udlændingeordfører, og han havde fortalt hende, at han med sin baggrund i banksektoren gerne ville beskæftige sig med finanspolitik. Eller med forsvarspolitik. Han havde været soldat i Afghanistan. Han havde bare ikke forestillet sig, at det tidspunkt allerede var nu. Det var det bare.

Da han i en pause i mødet ringede tilbage til Karen Ellemann, fortalte hun, at man foreslog at samle hele udlændingeområdet under Mads Fuglede, et ret nyt folketingsmedlem, der kun havde været på Christiansborg i et år. Det betød, at Marcus Knuth ville miste sine ordførerskaber og i stedet få tilbudt nogle andre. En samling af udlændingeområdet ville også betyde, at Fuglede ville overtage indfødsretsordførerskabet fra et andet medlem af Venstres folketingsgruppe, Jan E. Jørgensen, der i de foregående år havde ageret liberal modpol til Marcus Knuths linje i regeringspartiet, og som blot nogle dage inden igen havde udtalt sig offentligt om, hvordan han i virkeligheden var helt uenig med den politik, Marcus Knuth og dermed Venstre førte. Han havde skrevet en bog om det sammen med en journalist fra Berlingske og kaldt den En ægte liberal. Der var valg om under et år. Det var vigtigt, at hele området var samlet under én ordfører.

Gruppeformanden bad Marcus Knuth om at se på, hvad de tilbød ham i stedet. Han ville blive innovationsordfører, uddannelses- og forskningsordfører, film- og medieordfører og beholde sin plads som grønlandsordfører, og han fik også plads i Finansudvalget, en af de mest eftertragtede i Folketinget. Han tænkte over det. Han tænkte længe. Så sagde han ja.

Jeg skulle sunde mig lidt, men kunne efter noget tid godt se, at vi nærmer os et valg, hvor jeg bliver set som den ene yderfløj, mens Jan bliver set som den anden,” siger han.

Og jeg er yderst tilfreds med mine nye ordførerskaber. Jeg glæder mig til at arbejde med Tommy Ahlers og Sophie Løhde, og jeg glæder mig til at sidde i Finansudvalget. Jeg anser det som en unik forfremmelse, jeg godt nok ikke havde bedt om, i hvert fald ikke lige nu.”

Ser jeg på det helt objektivt, forstår jeg et eller andet sted godt, at ville man have ro på udlændingeområdet, ville det være svært at fjerne mig eller Jan E. uden også at fjerne den anden, for så står den ene tilbage som sejrherre. Det blev ikke sagt sådan direkte, men jeg kan jo godt læse situationen.”

Situationen er den, at Venstres ledelse med rokaden har forsøgt at lukke ned for en ideologisk fløjkamp i Venstre, som har ændret på og for så vidt truet nogle af partiets helt fundamentale værdier.

Det liberale udgangspunkt, altså at den personlige frihed danner grundlag for den konkrete politik, er i de seneste år muteret, for hvor liberalt er det at lovgive om, hvad mennesker må have på, og hvor liberalt er det at mene, at man skal give hånd for at blive dansk statsborger?

Venstre er med Marcus Knuth og Inger Støjberg blevet et parti, der ser det som en ærgerlig nødvendighed at indskrænke den frihed, der ellers var partiets fundament. I takt med at tusinder af flygtninge og migranter i de seneste år har bevæget sig op gennem Europa og har søgt asyl i Danmark, har det store regeringsparti vedtaget lovgivning, som har frataget mennesker deres personlige frihed, og det har gjort det for at værne om den danske frihed som sådan. Man har indskrænket menneskers frihed til at opføre sig, som de ønsker, altså har man ofret sine principper for sine principper, og det er det, Marcus Knuth kalder en nødvendighed. Det er det, andre kalder et værdiskred. Det store spørgsmål er, hvad der er tilbage af et frit samfund, hvis det kun kan forsvares med ufrihed.

Marcus Knuth og Jan E. Jørgensen har stået på hver sin side af diskussionen. Senest har Knuth klaget over en betjent, som gav en grædende kvinde i niqab et kram ved en demonstration mod burka- og niqabforbuddet, og som nu afhøres af Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Jørgensen er aktuel med en bog, hvori han skriver, at han ikke håber, det bliver nødvendigt for ham at stifte et nyt parti. Måske giver det meget god mening, at Venstre nu forsøger at få lidt ro på.

Jeg har det, som om du og Jan E. Jørgensen har været som to larmende børn på bagsædet på en bilferie, og at statsministeren nu har vendt sig om og slået jer begge sådan lidt opdragende på hovedet. Nu stopper I! Er du enig i det billede?

Ja, det er jeg sådan set,” siger Marcus Knuth og griner lidt.

Det er jeg. På godt og ondt.”

BONUSINFO: Jan E. Jørgensen er efter rokaden blevet kommunalordfører, EU-ordfører og offentlighedsordfører.

Regeringen har siden valget i 2015 vedtaget 98 udlændingestramninger. Da den nåede 50 i marts sidste år, fejrede Inger Støjberg det med kage, men Jan E. Jørgensen var på kur, skrev han på Twitter. Marcus Knuth forsvarede ministeren ved i DebattenDR2 at fortælle, at hun var et af de varmeste mennesker, han kendte, og at hun blot en uge forinden med en anden kage havde fejret noget andet end stramninger, nemlig at en flygtning var kommet i arbejde.

Splittelsen har fået enormt meget mediedækning, men den har bare ikke, påpeger Marcus Knuth, vist sig i folketingssalen. Hele partiet, også den liberale afdeling af det, har stemt for de 98 stramninger.

Alle er enige i, at vi ikke ønsker, at der kommer 20.000 asylansøgere til Danmark, som der gjorde i 2015. Alle. Alle i partiet ønsker, at der skal være et lavt asylpres, fordi asylpres skaber integrationsproblemer og økonomiske udfordringer,” siger han.

Men når det kommer til at lave de her stramninger, har vi som parti alligevel haft svært ved det. Ingen ønsker islamister i gaderne, men at forbyde, hvordan mennesker må gå klædt, er svært for et liberalt sind. Det er det bare. Søren Pind har sagt, at der ikke er fløje i Venstre, men at der er en konservativ, en pragmatisk og en liberal strømning, og det giver jeg ham ret i. I mødet mellem dem er der gnidninger. Jeg har et konservativt udsyn, og andre har et liberalt.”

Han fortsætter.

Det pudsige er jo så altså bare, at vi ikke har haft nogen, der endte med at stemme imod vores udlændingepolitik.”

Det er rigtigt nok. Det tætteste, man er kommet på, at det ikke var rigtigt nok, var, da Eva Kjer Hansen i sin tid meddelte, at hun ville stemme imod burkaforbuddet, men så blev hun minister, og så gik den ikke alligevel.

Det har mere været en debat om format og stil. Tag den famøse kage, det var ikke et juridisk spørgsmål, det var et spørgsmål om moral. Kunne man tillade sig det?”

Han er stille lidt. Så kommer der et men.

Men helt nede handler det her jo om, at en stram udlændingepolitik ikke er noget, der falder et liberalt parti naturligt. Det er det bare ikke. Men vi lever i en tid, hvor stramninger er absolut nødvendige. For nogle af os er de ikke bare nødvendige. De er meget nødvendige, hvis vi vil bevare det Danmark, vi har.”

Marcus Knuth ærgrer sig over, at han mistede sine ordførerskaber lige nu, når han nu har repræsenteret den politiske linje, partiet, gnidningerne til trods, er landet på, men han forstår godt, at der skal ro på. Udlændingepolitikken har defineret dansk politik i årtier og kommer med al sandsynlighed til at gøre det igen ved det kommende valg, og når Socialdemokratiet nu ser ud til at have besluttet sig for en samlet og meget indvandringskritisk politik, går det ikke, at Venstre er splittet.

Desuden skal regeringen i efteråret til at forhandle om et paradigmeskift i udlændingepolitikken, som Dansk Folkeparti allerede sidste år var ved at afspore en skatteaftale for at få igennem. Marcus Knuth ville meget gerne have været med til at lave det paradigmeskift (“ja, er du gal, for jeg er jo helt enig, helt enig”), som helt fundamentalt skal ændre dansk udlændingepolitik til at handle om hjemsendelse frem for integration. Konkret er det indtil videre sluppet ud, at Dansk Folkeparti ønsker at fjerne den ellers succesfulde integrationsuddannelse IGU og erstatte den med noget hjemsendelsesforberedende.

Analysen må være,” siger Marcus Knuth, at godt nok har jeg talt partiets linje, men jeg er også godt klar over, at jeg repræsenterer den …”

Han leder lidt efter ordene.

Den …”

Den sorte fløj.

Han griner.

Nej, jeg tænkte nu mere på, at jeg repræsenterer højrebegrænsningen i Venstre. Havde man samlet hele udlændingepolitikken under mig, ville det blive set, som om man slagtede dem, som synes, at min tone har været for hård. Ved at fjerne os begge nulstiller man yderpunkterne og dermed vores interne diskussion.”

Tror du det? Tror du, at splittelsen nu er lukket med denne rokade?

Det er jeg meget nysgerrig på. Det håber jeg. Jeg ved godt, at Jan E. har sagt, at man ikke giver en venstremand mundkurv på, og at han fortsat vil udtale sig i udlændingedebatten, men idet at han jo ikke længere kommer til at sidde med i de interne forhandlinger hos Inger Støjberg, er han jo fjernet fra området. Ligesom jeg er.”

Mads Fuglede, der afløser Marcus Knuth og Jan E. Jørgensen, står for en videreførelse af Marcus Knuths politik, i hvert fald langt hen ad vejen. Han kalder sig selv nationalliberal. Sidste år, da han kom i Folketinget som suppleant for Jakob Engel-Schmidt, som skulle være direktør for uddannelsesinstitutionen Niels Brock, skrev han i et slags politisk manifest i B.T., at han ikke boede i et multikulturelt land, selv om der boede mange kulturer i det:

Jeg bor i en monokultur, hvis idealer og værdier jeg forventer, alle, der kommer hertil, vil respektere og efterleve. Gør de ikke det, er jeg af hjertet overbevist om, at alle parter vil være bedst tjent med, at vi skilles igen.”

Og:

Årtiers indvandring fra især Mellemøsten har afsløret, at det multikulturelle ikke blot er en sværmerisk drøm, men noget, der kan opløse og forvandle alt, det kommer i berøring med.”

Marcus Knuth er glad for, at det bliver netop Mads Fuglede, der overtager hans poster.

Det har betydet meget for mig. Jeg ville have haft meget svært ved at acceptere andet.”

Er Venstre med denne rokade nu cementeret som nationalkonservativt parti?

Først griner han lidt.

Jeg tror ikke, det ændrer noget på Venstre. Det gør bare, at man nu ikke længere har to ordførere på samme område, som skændes åbenlyst i pressen. Det er, som du siger, som to børn på bagsædet, der slås,” siger han så.

Men ledelsen har gjort det soleklart, at der ikke er nogen ændringer på udlændingeområdet politisk. Der er ingen, der er i tvivl om, hvad Mads Fuglede mener.”

Det liberale paradoks, som Marcus Knuths politik har repræsenteret, vil kun grundfæstes og forstærkes, mener han. For nok er Marcus Knuth taget fra bestillingen, men det er hans modpart også, og i stedet er der kommet en mand, som i vid udstrækning mener det samme som Knuth.

Det må man sige,” siger han. Det må man sige.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem