Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kim Bach Petersen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

ARGUMENT_
Skriver om hverdag og skole

Derfor bør vi tale (meget!) mindre om børneopdragelse

15. februar 2018 | Hverdag & Skole | 6 min.

I forrige uge lancerede børne- og socialminister Mai Mercado det, hun kalder en opdragelsesdebat. Hun nedsatte et panel med eksperter og oprettede en Facebook-side med små videoer om opdragelsesdilemmaer. Her kan panelet og alle os andre diskutere. Den første lille video handler om, hvorvidt det er en god idé at give barnet en iPad efter aftensmad.

“Man vil altid det bedste for sine børn, men det ‘bedste’ kan nogle gange være en bjørnetjeneste, og så opstår fænomenet curlingbørn,” sagde hun til Fyens Stiftstidende.

For forældrene er, konstaterer ministeren, nogle gange i tvivl om, hvad det bedste er.

“Jeg oplever en søgen og en usikkerhed hos en række forældre,” som Mercado sagde i Deadline forleden, og derfor skal vi have en debat om børneopdragelse, mener hun.

Men her bliver vi simpelthen nødt til at slå bremserne i.

Børn skal opdrages, og det er deres forældre, der skal gøre det. Det er klart. Og lige netop derfor må hver enkelt familie selv tage stilling til, om deres børn skal spille iPad efter middagen eller ej.

Uanset om de er forældre i Ringkøbing eller Køge, gamle eller unge, enlige eller gifte, faglærte eller universitetsuddannede, bor i villa eller til leje, spiser frikadeller eller halal, drikker cortado eller foretrækker sort brygget kaffe på termo. For forældre er jo en broget flok.

Hver familie må overdrage de værdier, de mener er gode, vigtige og rigtige.

Og det gør de bedst ved at lukke ørene, så de kan høre, hvad de selv tænker. I hvert fald en gang imellem. For der er mange grunde til, at forældre kan være i tvivl, men manglende debat om opdragelse er ikke en af dem.

Meningsdannere, politikere og forældre har intenst mange holdninger til, hvordan andre forældre opdrager deres børn, hvordan de disciplinerer dem, hvor meget iPad de spiller, hvor længe de læser med dem hver aften, hvor mange pligter de har i hjemmet, og om de lader dem cykle hjem fra fodbold i regnvejr.

Forældre bliver bombarderet rigeligt med videnskabelige undersøgelser, ekspertråd, opdragelsesbøger, titrinsplaner, kampagner, offentlige anbefalinger og andre menneskers holdninger. Yderligere information, flere holdninger, mere frådende offentlig debat er ikke det, der skal til for at afhjælpe forældres tvivl og usikkerhed.

For en af grundene til, at forældre kan opleve en usikkerhed, når de opdrager deres børn, er, at forældre i dag får at vide, at hvis de blot læser, synger, taler, bærer, krammer, tegner, lytter, aktiverer, stimulerer, vender hovedet, lægger baby på maven, hører musik, giver fingermad, ammer, sætter grænser, lader barnet selv bære skoletasken, forbyder iPad, er nærværende, ikke curler og tager ansvar for barnets læring – ja, så kan de forme deres børn, så de bliver robuste, klarer sig godt i skolen og bliver gode demokratiske borgere.

Tidligere søgte vi socioøkonomiske, biologiske, måske endda religiøse forklaringer på børn og unges kriminalitet, psykiske skrøbelighed, læsevanskeligheder og udadreagerende adfærd. I dag finder vi de svar i forældrenes opdragelse.

Som undervisningsminister Merete Riisager skrev på sin Facebook-profil om nogle unge, der havde kastet sten fra en gangbro: “Der er nogle forældre, der totalt har svigtet deres opgave her.”

Altså når unge er kriminelle, så er det deres opdragelse, den er gal med. Ministerens opdatering er udtryk for en udbredt logik, der gennemsyrer den måde, vi debatterer forældreskab.

Logikken er, at du som forælder derfor også kan forhindre, at dit barn bliver kriminelt, psykisk skrøbeligt, får læsevanskeligheder eller en udadreagerende adfærd ved for eksempel at amme, læse højt, forbyde iPad efter spisetid og lade barnet tage opvasken.

Den logik placerer et grænseløst og individuelt ansvar på de enkelte forældres skuldre. Den logik lægger (tilsyneladende) en galaktisk stor magt i forældrenes hænder. For logikken siger jo: Du har magten til enten at forpurre eller forbedre dit barns livschancer.

Det er blandt andet den logik, der har næret den tvivl, usikkerhed og søgen, som ministeren har observeret blandt forældre.

En anden grund til, at forældre søger eksperter, googler, læser opdragelsesbøger og spørger i Facebook-fora, er, at forældreskab i dag bliver set som et sæt færdigheder, der skal læres. Den tendens har rødder tilbage til slutningen af 1800-tallet, hvor det såkaldte videnskabelige moderskab voksede frem, der betød en udbredt skepsis over for mødrenes instinktive opdragelsesevner.

Den tendens eskalerede yderligere fra 1970’erne og frem, hvor antallet af bøger om børneopdragelse eksploderede i takt med, at det eksplicitte fokus på forældre, deres adfærd og følelsesmæssige tilknytning til barnet eskalerede.

Det var ikke længere nok at være autodidakte forældre. Den tendens er kun taget til i dag, hvor forældre i høj grad skal oplyses af videnskaben, coaches af eksperter, nudges af familiepolitikken.

En tredje grund til, at forældre kan være i tvivl, usikre og søgende, er, at vi er langt mere bevidste om risici i dag end tidligere, og det stiller nye krav til forældres evne til at advare, beskytte og afværge farer. Den opfattelse af risiko har ændret børns fysiske landskab.

Legepladser bliver i dag tjekket af certificerede legepladsinspektører (hvis en faldhøjde overstiger en meter, skal faldunderlaget have en støddæmpende effekt), den radius, børn bevæger sig frit uden voksenovervågning, er indskrænket radikalt over de sidste 100 år, og næsten dagligt fortæller nye videnskabelige undersøgelser om de farer, børn potentielt kan være udsat for.

Samtidig har vi ikke længere tidligere tiders autoriteter, vi kan læne os op ad, når vi skal navigere i, hvad der reelt er farligt, uhensigtsmæssigt eller bekymrende, og hvorvidt og hvordan vi skal forhindre, afværge og beskytte mod det.

Tidligere var vi en del af en række ydre strukturer: familien, traditioner, sociale normer, klasseskel, religiøse værdier. Strukturerne satte en værdiramme, der gav svar på rigtigt og forkert. I dag kan vi ikke længere finde vished eller mening i autoritative værdisystemer.

Så vi googler.

Vi halser forpustede efter zillioner af ekspertråd, anbefalinger fra myndigheder og de nyeste videnskabelige fakta. Men når vi ikke længere har en historisk og kulturel ramme for, hvad der er rigtigt og forkert, betyder det også, at grænsen mellem det, der er videnskabelige fakta, og det, der snarere er en moralsk formaning, bliver sløret.

Dermed er grænsen for, hvor langt ind i hjemmet den offentlige debat moraliserer, rykket helt ind i børneværelset, ved middagsbordet, i madpakken og i den gravide mave. Niveauet af forventninger til, hvad forældre bør gøre, graden af magt, vi forestiller os, forældre har, mængden af råd, studier og anbefalinger, forældre skal følge, er eskaleret helt ude af kontrol.

Derfor bliver vi nødt til en gang imellem at lukke ørene.

Lidt corny formuleret bliver vi nødt til at tro på det, der står på den allerførste side i bestseller-manualen Baby and Child Care fra 1945 af den amerikanske børneguru Benjamin Spock:

“Stol på dig selv. Du ved mere, end du tror, du gør.”

For det, den sætning i virkeligheden siger, er: Forældreskab er ikke nødvendigvis et sæt færdigheder, du skal lære gennem bøger og eksperter. Måske bliver du faktisk forælder den dag, du får et barn. Og selv om forældre – naturligvis! – spiller en yderst betydningsfuld rolle for barnets udvikling, afhænger barnets udvikling ikke udelukkende af, om barnet spiller iPad efter aftensmaden.

For når børn har det svært i skolen, kan der være langt større sociale kræfter på spil end blot, hvor længe den enkelte mor og far har læst med sit barn om aftenen, hvor mange ord barnet hørte som spæd, og hvor ofte barnet dækker bord derhjemme.

Hvis vi skal hjælpe de børn, der reelt har behov for hjælp – og det skal vi – bliver vi nødt til at zoome ud fra rutinerne ved den enkelte families middagsbord. For når vi kritiserer samtlige forældre for ikke at sætte grænser nok, fjerner det fokus fra de egentlige problemer, og “det er altså ikke for meget kærlighed og omsorg, der er det store samfundsproblem”, som seniorforsker på Det Nationale Forskningscenter for Velfærd Mai Heide Ottosen skrev i en kronik i Berlingske i sommer.

Så lad os se de børn, der reelt har brug for hjælp. Lad os se mere end deres forældres opdragelse. Og lad os have langt mere tillid til hinanden som forældre.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem